Vejledning om forældelse af krav efter arbejdsskader

Arbejdsskadestyrelsens vejledning nr. 9679 af 29/6 2016.

Anerkendelse af en arbejdsskade betyder, at den tilskadekomne kan have ret til en eller flere af ydelserne efter arbejdsskadelovgivningen. Disse tilkendes og udbetales til den tilskadekomne i forbindelse med Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings behandling af arbejdsskadesagen.

At kunne tale om forældelse forudsætter altså, at der er taget stilling til, om man har et krav på en ydelse efter arbejdsskadereglerne, som man kan gøre gældende. Kravet kan være opstået i forbindelse med den oprindelige skade, eller ved en efterfølgende forværring af følgerne.

Kravet gøres i praksis gældende ved, at den tilskadekomne retter henvendelse til forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og gør opmærksom på sit krav, inden forældelse af kravet er indtrådt.

Det er kravet på ydelserne – altså den økonomiske kompensation for den arbejdsskade, som anerkendes – der kan forældes. Man mister retten til at få de ydelser, som man ellers ville være berettiget til, hvis der indtræder forældelse. Man kan altså alene få behandlet sit krav, når der ikke er indtrådt forældelse.

Hvis der er tvivl om årsagssammenhængen mellem en arbejdsskade og de krav, som bliver gjort gældende, skal det sikres, at kravene ikke er forældede, inden der tages stilling til retten til ydelserne.

1.1. Tidsfristen for forældelse

Der er i lovgivningen opstillet tidsfrister for, hvor længe man kan gøre et krav gældende. Det er de tidsfrister, som i vejledningen her omtales som forældelsesfrister.

Fristerne for forældelse gælder, uanset om det er en endnu ikke tilkendt ydelse eller om det er en forhøjelse af en tidligere tilkendt ydelse. Hvis man ikke gør kravet gældende, inden det rammes af forældelse, mister man retten til ydelsen.

Fristerne for at gøre et krav gældende er helt centrale for forståelsen af forældelse. Hvornår er kravet opstået? Efter hvilke regler er kravet opstået? Hvilken frist gælder, før der indtræder forældelse? Hvad er konsekvenserne af de ting, der er sket undervejs i forløbet?

Forældelse er den ultimative konsekvens af, at man ikke har gjort sit krav gældende. I modsætning til reglerne for anmeldelse og adgangen til genoptagelse, er der ikke dispensationsadgang, når forældelse er indtrådt.

For at kunne få erstatning, må der ikke være indtrådt forældelse. Man skal derfor sikre sig, at man overholder fristerne for at gøre sit krav gældende. For sager omfattet af arbejdsskadelovgivningen betyder det, at man skal sikre sig at arbejdsskaden er anmeldt, og at man har gjort opmærksom på, at man har krav på ydelser efter loven som følge af denne arbejdsskade. Hvis der indtræder forværringer efter arbejdsskadesagens behandling, skal disse nye krav også gøres gældende over for forsikringsselskabet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Med virkning fra 1. januar 2008 trådte den gældende forældelseslov (FÆL) i kraft (lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer). Den afløste både Danske Lovs bestemmelser om forældelse og lov om forældelse af fordringer (1908-loven).

Samtidig med vedtagelsen af forældelsesloven, blev der også vedtaget en tillægslov (lov 523 af 6. juni 2007 om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v.). I denne reguleres de særlige regler om forældelse inden for en række områder. Af tillægsloven fremgår blandt andet, at der gælder særlige regler om forældelse for krav, der er omfattet af reglerne i arbejdsskadelovgivningen.1)

Det betyder i praksis, at forældelseslovens frister og betingelser gælder for det enkelte krav, medmindre der i særlovgivningen er gjort undtagelser hertil.

De særlige regler for skader omfattet af arbejdsskadesikringen fremgår af:

• § 36, stk. 2-5 i arbejdsskadesikringsloven,
• § 3, stk. 4, i forældelsesloven, og
• § 3 i lov nr. 443 af 23. maj 2012 (lov om ændring af lov om arbejdsskadesikring). Se nærmere herom i afsnit 4.4 og bilag 2.

2.1. Reglerne i forældelsesloven

Efter at de nuværende forældelsesregler trådte i kraft 1. januar 2008 gælder to frister ved krav på erstatning m.v. som følge af personskade en lang frist på 30 år og en kort frist på 3 år. Hvis én af fristerne er overskredet, er kravet forældet.

Den lange frist på 30 år løber fra kravets stiftelse, og gælder kun for ulykker. Fristen begynder at løbe den dag ulykken skete.

Der gælder efter § 3, stk. 4, i forældelsesloven ikke en lang frist for forældelse af erhvervssygdomme.

Den korte frist på 3 år løber fra kendskab til kravet.

Krav, der før de nye forældelsesregler trådte i kraft var forældede, forbliver som udgangspunkt forældede, jf. dog afsnit 2.3.

2.2. Særreglerne i arbejdsskadesikringsloven

Reglerne i forældelsesloven gælder også for krav efter arbejdsskadesikringsloven. Dog er der en række fravigelser i arbejdsskadesikringsloven i forhold til forældelsesloven. Den vigtigste fravigelse er, at den korte frist, der i forældelsesloven er 3 over, er 5 år for krav efter arbejdsskadesikringsloven.

Hertil kommer, at der gælder et lempeligere krav til tilskadekomnes viden eller burde-viden efter arbejdsskadesikringsloven samt at tillægsfristen er 3 år og at den korte forældelsesfrist ikke gælder i visse situationer, se mere i afsnit 3.2 og kapitel 4.

2.3. Efterfølgende ændringer af forældelsesreglerne

Der blev i 2012 gennemført en ændring af arbejdsskadesikringsloven med hensyn til forældelse.

Ændringen omfatter sager, hvor kravet på erstatning m.v. var forældet før 1. januar 2008, og som derfor ikke var omfattet af de nye forældelsesregler.

Ændringen indebærer, at spørgsmålet om forældelse skal afgøres efter arbejdsskadesikringslovens regler om forældelse. Det betyder primært, at der i sager om erhvervssygdomme ikke gælder en lang forældelsesfrist; § 36, stk. 2, i arbejdsskadesikringsloven, jf. § 3, stk. 4, i forældelsesloven.

Dette gælder uanset, om sagen tidligere har været behandlet i Arbejdsskadestyrelsen og afvist som forældet. I denne situation giver lovændringen mulighed for at få sagen genoptaget.

Den korte frist på 5 år, jf. § 36, stk. 3, i arbejdsskadesikringsloven regnes tidligst fra ændringslovens ikrafttræden den 1, januar 2013.

Med andre ord blev en række krav, der var forældet efter Danske Lovs 5-14-4 "genoplivet".

Se mere herom i afsnit 4.4 og i bilag 2.

2.4. Overgangsperioden fra 1. januar 2008 til 31. december 2010

Krav, der ville være blevet forældet i overgangsperioden fra 1. januar 2008 til 31. december 2010, er tidligst forældet 1. januar 2011, medmindre de inden dette tidspunkt ville være forældede efter både gamle og nye regler. I det sidstnævnte tilfælde anvendes det seneste tidspunkt for forældelsens indtræden. . Man kunne altså i overgangsperioden få behandlet et krav, selv om det var forældet efter nogle af forældelsesreglerne. Den mulighed ophørte, da overgangsperioden udløb. Se mere i kapitel 6.

Krav, der følger af en forvaltningsretlig genoptagelse eller af at en tidligere afvist sygdom er kommet på fortegnelsen og derfor nu kan anerkendes, forældes ikke efter den korte frist. Se mere i afsnit 4.3 og 4.6.

2.5. Opbygning af reglerne

Som udgangspunkt har alle krav, som kan forældes, både en lang og en kort frist for forældelse. Dertil kommer en kortere frist (tillægsfristen) til at anlægge en retssag efter at arbejdsskademyndighederne har afslået det fremsatte krav.

Vurderingen af, hvorvidt forældelse er indtrådt for et konkret krav afhænger af en eventuel overskridelse af de forskellige frister

1) Den lange forældelsesfrist på 30 år regnes fra det tidspunkt, hvor skaden skete, altså skadesårsagstidspunktet (FÆL § 3, stk. 3 og 4).

2) Den korte frist på 5 år regnes fra skadevirkningstidspunktet, altså tidspunktet hvor kravet kunne gøres gældende, fordi man vidste eller burde vide, at man havde et krav (ASL § 36, stk. 3)

3) Endelig er der en tillægsfrist på 3 år (§ 36, stk. 4). Det er den frist sagens parter har til at anlægge en retssag, når arbejdsskademyndighederne har afslået at imødekomme kravet. Denne frist regnes fra den endelige administrative afgørelse i sagen. Fristen har alene betydning i forhold til rettidigt at anlægge en retssag efter at arbejdsskademyndighederne har afgjort spørgsmålet om kravet, og har således ikke betydning for arbejdsskademyndighedernes behandling af arbejdsskadesagen. Tillægsfristen berøres kun sporadisk i vejledningen.

Hvis enten den korte eller den lange frist er overskredet i den konkrete sag, er der indtrådt forældelse, hvorefter kravet ikke længere kan gøres gældende. Vær opmærksom på, at tillægsfristen ikke kan indtræde før den korte frist er udløbet.

De vigtigste frister for forældelse i behandlingen af arbejdsskadesagen hos myndighederne er:

* Den lange 30-årige frist for forældelse gælder dog uanset dette for ulykkestilfælde.

I bilag 2 er regelsættet for forældelse af arbejdsskadesager beskrevet.

Som nævnt i indledningen indeholder forældelsesloven hovedreglerne om forældelse, mens arbejdsskadesikringsloven indeholder de særlige regler, der gælder for krav som følge af en arbejdsskade.

Da der kun er beskrevet undtagelser for så vidt angår den korte frist i arbejdsskadesikringsloven, gælder forældelseslovens regler for den lange frist:

• Den lange frist vurderes efter FÆL § 3, stk. 3 og 4, jf. § 36, stk. 2, i ASL
• Den korte frist vurderes efter ASL § 36, stk. 3,
• Tillægsfristen vurderes efter ASL § 36, stk. 4.

3.1. Den lange forældelsesfrist

Når det skal vurderes, om den lange frist for at gøre et krav gældende som følge af en arbejdsskade er overskredet, er det nødvendigt at afklare, om kravet følger af en arbejdsulykke eller om det er en følge af en erhvervssygdom.

3.1.1. Arbejdsulykker

Det er kun for arbejdsulykkerne, at der gælder en lang frist for forældelse. Denne er 30 år ifølge FÆL § 3, stk. 3, og begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor arbejdsulykken sker. Det er det tidligste tidspunkt man kan gøre et krav om erstatning gældende, nemlig fra det tidspunkt man er udsat for skaden.

Den 30 årige forældelsesfrist er absolut. Fristen kan ikke udskydes eller først begynde at løbe fra et senere tidspunkt. Når de 30 år er gået fra skaden skete, kan yderligere krav ikke gøres gældende, da der er indtrådt forældelse.

3.1.2. Erhvervssygdomme

Der gælder ikke en lang frist for erhvervssygdommene. Det følger af FÆL § 3, stk. 4.

Det skyldes, at en del af kræftsygdommene først udvikles mere end 30 år efter at påvirkningen har fundet sted. Da den lange frist regnes fra ophøret af den skadelige påvirkning, ville det i praksis betyde, at krav efter disse kræftsygdomme ville være forældet, allerede inden sygdommen var brudt ud. Den tilskadekomne ville dermed være afskåret fra at gøre sit krav gældende, før disse optrådte.

Derfor ophævede man den lange frist for forældelse af krav på ydelser som følge af erhvervssygdomme. Denne ophævelse af den lange frist følger af reglerne i forældelsesloven, og gælder for alle erhvervssygdomssager.

Krav, der følger af en erhvervssygdom, kan derfor kun forældes efter den korte frist.

3.2. Den korte forældelsesfrist

Den korte forældelsesfrist er reguleret i arbejdsskadesikringsloven. Den er på 5 år og regnes fra det tidspunkt, hvor man havde kendskab til, at man havde et krav på (flere) ydelser, eller hvor det manglende kendskab til sit krav skyldes grov uagtsomhed.

Fristen løber fra det tidspunkt, hvor den tilskadekomne ved (eller hvor den manglende viden kunne tilregnes pågældende som groft uagtsomt), at man har krav på ydelser efter arbejdsskadesikringsloven. Hvis den manglende viden skyldes simpel uagtsomhed, begynder den korte frist ikke at løbe endnu.

Den korte 5-årige frist suspenderes med andre ord indtil tidspunktet, hvor den tilskadekomne får kendskab til sit krav og kan gøre det gældende, eller til det tidspunkt, hvor hans manglende kendskab kan tilregnes ham som groft uagtsomt.

Den korte 5-årige frist kan imidlertid kun suspenderes, hvis årsagen til at kravet ikke er gjort gældende er, at den tilskadekomne har været i en faktisk vildfarelse om, at han havde et krav. Men den kan som udgangspunkt ikke suspenderes, hvis årsagen til at den tilskadekomne ikke har gjort kravet gældende er, at han var i en retlig vildfarelse, se eksempel 1 og 2.

Kun i meget sjældne tilfælde kan der indrømmes den tilskadekomne suspension af den korte 5-årige frist for forældelse, hvis han er bragt i en retlig vildfarelse om retten til ydelserne ved eksempelvis at have søgt professionel rådgivning hos en advokat.

3.2.1. Kravet stiftes, når den tilskadekomne vidste at han havde et krav, eller når hans manglende viden kunne tilregnes ham som groft uagtsomt

Når der skal tages stilling til, om den korte 5-årige frist for forældelse er begyndt at løbe, skal det afklares, om den tilskadekomne vidste at han havde et krav, eller om hans manglende viden kan tilregnes ham som groft uagtsomt. Det er dermed fra lovgivers side bestemt, at der skal meget til at statuere denne viden.

Fordi det er ydelserne efter en arbejdsskade, som kan rammes af forældelse, kan anmeldelsen af skaden isoleret set ikke medføre, at den korte 5-årige frist for forældelse begynder at løbe. Fristen løber først fra det tidspunkt, hvor tilskadekomne vidste han havde et krav, eller hvor hans manglende viden kunne tilregnes ham som groft uagtsomt. Hvis han først blev bekendt med sit krav om erstatning efter anmeldelsen, fordi han først blev afskediget under sagens behandling, ville den korte 5-årige frist for forældelse først løbe fra tidspunktet for afskedigelsen.

Læs mere om, hvornår viden indtræder (eller hvornår den manglende viden kan tilregnes ham som groft uagtsomt) i eksemplerne 16 og 17 i afsnit 7.2. om henlæggelser.

Men efterhånden som den tilskadekomne bliver udredt, undersøgt og er i kontakt med læger, kommunen og andre om typisk behandling og afklaring af den erhvervsmæssige situation, der er en følge af den anmeldte skade, så opnår tilskadekomne en viden om sin ret til kravet. Hvis ikke denne viden er faktisk til stede, må det overvejes om den manglende viden kan tilregnes den tilskadekomne som groft uagtsomt. Når viden er til stede (eller manglende viden kan tilregnes pågældende som groft uagtsomt), begynder den korte 5-årige frist at løbe.

At man har fået det værre end man havde det før skaden, er heller ikke i sig selv tilstrækkeligt, idet man også skal vide (eller den manglende viden skal kunne tilregnes pågældende som groft uagtsomt) at forværringen skyldes arbejdsskaden. Denne viden (eller manglende viden, som kan tilregnes pågældende som groft uagtsomt) vil oftest indtræde på skadestidspunktet eller umiddelbart efter i de situationer, hvor arbejdsskaden er eneste årsag til de aktuelle gener. Ved vurderingen af, om den tilskadekomne har viden (eller om den manglende viden, som kan tilregnes pågældende som groft uagtsomt) inddrager Arbejdsmarkedets Erhvervssikring blandt andet skadens omfang og lægmands viden om forventelige følger.

Det kan på den ene side betyde, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring forventer, at viden (eller manglende viden som kan tilskrives pågældende som groft uagtsomt) om et krav som følge af en voldsom skade indtræder i nær tidsmæssig sammenhæng med skadestidspunktet, mens man ved en mindre skade godt kan være længere tid om at indse, at man har et krav. Også når den tilskadekomne i forvejen har gener samme sted, kan det være svært at skille følgerne af den forudbestående skade fra arbejdsskaden, og viden (eller mangel på viden på grund af grov uagtsomhed) kan derfor indtræde på et senere tidspunkt, da den tilskadekomne et stykke tid tror, at følgerne skyldes den forudbestående skade.

Den tilskadekomne skal være klar over, at han har eller vil have krav, uanset at dette endnu ikke kan beskrives endeligt. Viden (eller manglende viden, der kan tilregnes pågældende som groft uagtsomt) vil foreligge, når det kan konstateres, at den tilskadekomne kender de faktiske omstændigheder om sin helbredsmæssige/ erhvervsmæssige situation, og han har en viden om (eller når hans mangel på viden skyldes grov uagtsomhed), at arbejdsskaden er hel eller delvis årsag til den helbredsmæssige/erhvervsmæssige ændring.

For erhvervsevnetab vil der kunne være tale om en række forskellige krav, der opstår efterhånden i et forløb med eksempelvis arbejdsophør, overgang til sygedagpenge, revalidering og førtidspension. For hvert af disse krav gælder en særskilt 5-årsfrist.

3.3. Tillægsfrist (frist til at anlægge en retssag efter at arbejdsskademyndighederne har afsluttet sagsbehandlingen)

Efter arbejdsskadesikringsloven har den tilskadekomne en tillægsfrist på 3 år, inden for hvilken han skal gøre sit krav gældende ved domstolene, hvis det ikke er imødekommet af arbejdsskademyndighederne eller forsikringsselskabet. Overskrides denne frist, kan arbejdsskademyndigheden eller forsikringsselskabet påberåbe sig forældelse ved domstolenes behandling af kravet.

Tillægsfristen giver den tilskadekomne 3 år til at anlægge en sag ved domstolene fra det tidspunkt, hvor der er truffet afgørelse. Tillægsfristen kan dog ikke medføre, at forældelse indtræder på et tidligere tidspunkt end den korte frist for forældelse indtræder.

Dette kapitel beskriver den praktiske anvendelse af reglerne om forældelse i behandlingen af arbejdsskadesagerne. Kapitlet er opdelt med en beskrivelse af de grundlæggende forhold, der skal være afklaret, inden der kan tages stilling til spørgsmålet om forældelse (afsnit 4.1), for derefter at blive illustreret med eksempler på overvejelserne i praksis, afhængigt af, om kravet

• ikke tidligere har været anmeldt (afsnit 4.2)
• følger af en genoptagelse på grund af ændringer af fortegnelsen (afsnit 4.3)
• følger af en genoptagelse af en erhvervssygdom, som blev afvist anerkendt på grund af forældelse efter Danske Lovs bestemmelser før de nye forældelsesregler (afsnit 4.4)
• følger af en genoptagelse af et tidligere anmeldt krav, hvor følgerne nu er forværret/den helbredsmæssige situation ændret (afsnit 4.5)
• følger af en genoptagelse på forvaltningsretligt grundlag (afsnit 4.6)

Det er arbejdsskadesikringslovens bestemmelser, der regulerer den korte forældelsesfrist i arbejdsskadesagerne, herunder hvornår den korte frist ikke finder anvendelse. Det gælder uanset om sagen i øvrigt er omfattet af de tidligere arbejdsskadelove. Se eventuelt oversigten i afsnit 2.5.

Selv om overvejelserne om forældelse fører til, at kravet i sidste ende vurderes ikke at være forældet, skal overvejelserne samt konklusionen om forældelse fremgå af begrundelsen for arbejdsskademyndighedernes afgørelse, når forældelse har været overvejet som en del af sagsbehandlingen.

4.1. Grundlæggende afklaring

Den praktiske fremgangsmåde, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal vurdere, om der er indtrådt forældelse i en arbejdsskadesag skal tage udgangspunkt i følgende forhold, som skal undersøges og afklares, før Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan komme frem til, at et krav er forældet.

• Hvornår er kravet stiftet
• Rammes det eventuelt af forældelse før overgangsperioden? og
• Hvornår forældes retten til at gøre kravet gældende fra?

4.1.1. Hvornår er kravet stiftet, rammes det eventuelt af forældelse i overgangsperioden, og hvornår forældes retten til at gøre kravet gældende fra?

For at kunne fastslå, om et krav er forældet, skal tidpunktet for kravets opståen klarlægges.

Samtidig skal det afklares,

• om kravet er forældet som følge af tidligere gældende regler om forældelse allerede før overgangsperiodens ikrafttræden (altså Danske Lovs regler herom),
• om der er indtrådt forældelse i overgangsperioden, eller
• om kravet efter overgangen til de ny forældelsesregler er forældet

Hvilke forældelsesregler og -frister var gældende i hvilke perioder

* Se kapitel 5 om forældelse efter Danske Lovs 5-14-4. Vær særligt opmærksom på undtagelse om forældelses af afviste erhvervssygdomme, jf. afsnit 4.4 og bilag 2.

** Se kapitel 6 om forældelse i overgangsperioden fra den 1. januar 2008 til og med 31. december 2010.

Kun hvis forældelse ikke er indtrådt, kan arbejdsskademyndighederne tage stilling til kravets indhold.

Forældelse regnes fra det tidspunkt, hvor den tilskadekomne har kendskab til de omstændigheder, der kan begrunde et krav, men ikke nødvendigvis kravets præcise størrelse. Han har med andre ord en rimelig anledning til og mulighed for at rejse sit krav.

4.2. Følgerne af en arbejdsskade er ikke tidligere anmeldt (for sen anmeldelse)

En anmeldelse skal være sket inden 1 år fra ulykken skete eller den tilskadekomne (eller de efterladte) har fået kendskab til, at en sygdom må antages at være erhvervsbetinget. Det følger af arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 1, 1. og 2. pkt. Hvis fristen for at anmelde ikke overholdes, er skaden anmeldt for sent. Konsekvenserne af en for sen anmeldelse kan være en retlig afvisning uden at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring tager stilling til retten til kravet, allerede fordi de formelle betingelser for at få sagen behandlet ikke er overholdt.

Det er muligt at dispensere fra den sene anmeldelse, når

1. det er dokumenteret, at den tilskadekomne har været udsat for en arbejdsskade, og

2. tilskadekomne eller efterladte har ret til erstatning

2. erstatningen skal være en følge af arbejdsskaden2)

En anerkendelse er ikke en fordring i forældelseslovens forstand, og et krav på en anerkendelse kan dermed ikke isoleret set blive forældet.

Så længe en anmeldelse sker inden for 5 år fra ulykken eller det tidspunkt, hvor den tilskadekomne af en læge var gjort bekendt om, at sygdommen må antages at være erhvervsbetinget, kan krav som følge af den sene anmeldelse ikke rammes af forældelse.

Sker anmeldelse derimod senere end 5 år, er situationen anderledes. Her kan retten til erstatningen som følge af denne skade rammes af forældelse, hvorved betingelse 2 ikke er opfyldt. Herefter er der ikke længere et grundlag for at dispensere fra den sene anmeldelse. Forældelse bliver dermed indirekte årsag til, at der ikke kan ske dispensation, og at den tilskadekomne mister sin ret til at få sin sag behandlet efter arbejdsskadesikringsloven.

I praksis skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring først undersøge, om betingelserne for at dispensere er opfyldt, det vil sige afklare, om der er sket en arbejdsskade omfattet af loven, og om der er følger af denne, som berettiger den tilskadekomne til ydelser efter loven. Hvis dette ikke er opfyldt, vil sagen allerede af den grund blive afvist, da den er for sent anmeldt, og der ikke er mulighed for dispensation. Da der ikke er krav på ydelser efter loven, er der ikke noget, der kan blive forældet.

Hvis betingelserne for at dispensere er opfyldt, vil sagen blive realitetsbehandlet.

Hvis der er følger, men det er tvivlsomt om disse skyldes den anmeldte skade, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring undersøge, om følgerne skyldes arbejdsskaden eller private årsager. Hvis der er følger af arbejdsskaden, og sagen er anmeldt mere end 5 år for sent, vil det desuden skulle undersøges, om der er indtrådt forældelse. Det skal altså afklares, hvornår kravene på ydelserne, er opstået og herefter vurderes, om der er indtrådt forældelse. Uanset om det vurderes, at der er indtrådt forældelse eller ikke, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skulle begrunde deres vurdering i afgørelsen.

* Se kapitel 5 og forældelse efter Danske Lovs 5-14-4.

** Se kapitel 6 om forældelse i overgangsperioden fra 1. januar 2008 til og med 31. december 2010.

*** Krav, der blev ramt af forældelse efter enten de gamle eller de nye regler i overgangsperioden, kunne ifølge ikrafttrædelsesbestemmelserne i forældelsesloven først rammes af forældelse ved overgangsperiodens udløb, medmindre kravet inden dette tidspunkt var forældet efter både de nye og de gamle regler om forældelse.

Den korte 5-årige forældelsesfrist for tab af erhvervsevne løber allerede fra det tidspunkt, hvor den tilskadekomne har kendskab til sin skade/funktionsnedsættelse (altså følgerne), og konkret kendskab, til hvordan denne funktionsnedsættelse vil påvirke fremtidig indtjeningsevne negativt (kendskab til de faktiske forhold). Det gælder eksempelvis, hvis man ved, at man på grund af skadens følger skal lade sig overføre til anden lavere lønnet stilling ved en udløbet af en kontraktperiode, fordi man ikke længere opfylder betingelserne for kontrakten. Selv om tabet her ikke er indtrådt, har den tilskadekomne sikker viden om, at det vil indtræde, hvorfor den korte 5-årige frist for forældelse begynder at løbe fra dette tidspunkt (eller det tidspunkt, hvor den manglende viden skyldes den tilskadekomnes grove uagtsomhed).

4.3. Ændringer af fortegnelsen over erhvervssygdomme

Hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ændrer på fortegnelsen over erhvervssygdomme – enten ved at optage nye sygdomme på fortegnelsen eller ved at ændre ved kriterierne for anerkendelse af sygdomme, der allerede er optaget – kan den tilskadekomne, der tidligere har fået afvist sin sygdom, få en ny vurdering af sygdommen efter de nye kriterier. Det følger af arbejdsskadesikringslovens § 41, stk. 2.

Det er samtidig bestemt i § 36, stk. 5, at den 5-årige forældelse efter § 36, stk. 3, ikke finder anvendelse på krav på erstatning eller godtgørelse i sager, der er omfattet af § 41, stk. 2.

Den tilskadekomne, der tidligere har fået afvist en sygdom, som enten ikke var optaget på fortegnelsen, eller ikke opfyldte betingelserne for anerkendelse, kan ved ændring af fortegnelsen søge om at få sin sygdom vurderet på ny. De krav på ydelserne efter loven, som han måtte have efter den oprindelige anmeldelse og indtil han beder Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om at vurdere hans sag på ny, kan ikke rammes af forældelse, da der hverken gælder en kort eller en lang forældelsesfrist i disse sager.

Der er hverken i reglerne om genoptagelse eller reglerne om forældelse i arbejdsskadesikringsloven bestemt en frist for, hvornår den tilskadekomne kan gøre et krav gældende efter en ændring af fortegnelsen. De krav, der følger af denne mulighed, kan derfor ikke rammes af forældelse.

Det betyder imidlertid ikke, at den korte frist aldrig kan gøres gældende i sager, der er blevet anerkendt efter en ændring af fortegnelsen: Når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har anerkendt sygdommen og opgjort de krav, som følger af denne, vil spørgsmålet om forældelse af de krav, der opstår fremadrettet, skulle vurderes efter de almindelige regler om forældelse jf. § 36, stk. 3.

Det følger af præmisserne for Højesterets dom af 25. april 20163), at tilsvarende adgang til genoptagelse og undtagelse af forældelse af krav som følge af denne ændring også gælder, når der sker ændringer på den gamle fortegnelse. Sager om sygdomme behandlet efter denne fortegnelse kan derfor genoptages i medfør af lov om sikring mod følger af arbejdsskade § 24, stk. 2, og eventuelle ydelser kan udbetales efter reglerne i arbejdsskadesikringsloven.

4.4. Genoptagelse, når erhvervssygdommen tidligere er afvist efter Danske Lovs bestemmelser

Der blev i 2011 indført regler, der sikrede, at den lange frist for forældelse ikke gjaldt fremadrettet fra 1. januar 2008, hverken for sager efter nugældende eller tidligere arbejdsskadelove.

Imidlertid var der behov for at indføre yderligere regler for at sikre, at de personer, der før de nye forældelsesregler havde anmeldt en erhvervssygdom og havde fået den afvist på grund af forældelse, havde samme rettigheder, som de personer, der først anmeldte kravet efter overgangen til nye regler.

Derfor blev der i 2012 indført regler, hvorefter forældelse som følge af den lange frist i loven ikke kunne gøres gældende overfor krav som følge af en erhvervssygdom, uanset at denne efter Danske Lovs bestemmelser ville have været forældet, hvis den var blevet anmeldt før 1. januar 2008. Ved vurderingen af disse sygdomme skal arbejdsskademyndighederne lægge de nugældende regler til grund, således at der ikke gælder en lang forældelsesfrist. Den korte forældelsesfrist kan – uanset tidspunktet for kravets opståen – tidligst løbe fra 1. januar 20136), og kravene i disse sager kan derfor tidligst være forældet 1. januar 2018.

4.5. Genoptagelse, når krav som følge af en arbejdsskade tidligere har været behandlet

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring tager stilling til følgerne af arbejdsskaden, når anmeldelsen af skaden skal behandles. Hvis der senere indtræder forværring af følgerne eller ændring af den erhvervsmæssige situation, kan sagen genoptages efter reglerne i § 42, stk. 1.

Inden for de første 5 år fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring traf afgørelse i sagen, kan sagen genoptages efter lovens § 42, stk. 1, 1. pkt. Der kræves alene, at der er sket væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund. Der vil i disse tilfælde ikke kunne indtræde forældelse, da forværringer, der kan føre til genoptagelse tidligst opstår efter afgørelsen og dermed inden for de 5 år.

Hvis ændringerne eller forværringen derimod først indtræder efter 5-års fristen for genoptagelse er udløbet, kan kravet imidlertid være forældet, selv om der efter loven er adgang til at genoptage sagen, hvis skærpede betingelser er opfyldt. Hvis kravet er forældet, kan arbejdsskademyndighederne ikke tage stilling til yderligere krav som følge af forværringen.

4.5.1. Genoptagelse af varigt mén – nye krav

Det skal være klart for den tilskadekomne, at forværringen skyldes arbejdsskaden, eller hans manglende viden om denne årsagssammenhæng kan tilskrives den pågældende som groft uagtsomt. Hvis tilskadekomne har flere skader eller konkurrerende årsager til eksempelvis ondt i ryggen, så skal han altså være klar over (eller det skyldes grov uagtsomhed, at han ikke er klar over), at det mere ondt i ryggen, som han nu oplever, skyldes arbejdsskaden.

Ved forværringer begynder den korte forældelsesfrist tilsvarende først at løbe, når det står klart for tilskadekomne, at der er indtrådt en forværring af arbejdsskadens følger.

4.5.2. Genoptagelse af erstatning for tab af erhvervsevne – nye krav

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan tilkende en erstatning for tab af erhvervsevne som en midlertidig eller endelig afgørelse. Hvis de erhvervsmæssige forhold ikke er endeligt afklarede, træffes en midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne. Er de erhvervsmæssige forhold derimod afklarede, skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffe en endelig afgørelse.

Der tages ved afgørelsen om erstatning for tab af erhvervsevne stilling til, hvornår kravet er opstået, det vil sige, hvornår erstatningen kan tilkendes fra. Det kaldes tilkendelsestidspunktet. Tilkendelsestidspunktet vil oftest ligge før afgørelsestidspunktet, som er det tidspunkt, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse i sagen.

Den 5-årige frist for at gøre kravet gældende løber fra det tidspunkt, hvor den tilskadekomne er vidende om sin ret til (mere) erstatning som følge af arbejdsskaden (eksempelvis de ændrede forhold) – eller hvor hans manglende viden kan tilregnes ham som groft uagtsomt. Først når denne viden er til stede (eller når den manglende viden kan tilregnes pågældende som groft uagtsomt), begynder forældelsesfristen at løbe. Indtil dette tidspunkt indtræder, løber fristen for forældelse ikke.

Viden (eller manglende viden som kan tilregnes pågældende som groft uagtsomt) vil foreligge, når det kan konstateres, at tilskadekomne kender de faktiske omstændigheder om sin erhvervsmæssige situation, og han har en viden om (eller hans manglende viden kan tilregnes ham som groft uagtsomt), at arbejdsskaden er hel eller delvis årsag til den erhvervsmæssige ændring.

I langt de fleste tilfælde vil der være sammenfald mellem tilkendelsestidspunktet og det tidspunkt, hvorfra den 5-årige frist for at gøre kravet gældende løber fra, men der kan være undtagelser. Det vil være tilfældet, når tilskadekomne først på et senere tidspunkt får viden om, at ændringerne i den erhvervsmæssige situation skyldes arbejdsskaden (og ikke den konkurrerende skade) – eller når den manglende viden kan tilregnes ham som groft uagtsomt. Her kan erstatning tilkendes fra de ændrede forhold, men forældelse regnes først fra tidspunktet for den tilskadekomnes viden eller hvor den manglende viden kan tilregnes ham som groft uagtsomt.

Når det skal vurderes, om den korte forældelsesfrist er overskredet for et krav på erstatning for tab af erhvervsevne, er det den grundlæggende fordring (retten til erstatningen), der skal tages stilling til. Krav på udbetaling af fordringen (hvad enten det er som et kapitalbeløb eller som løbende ydelser) følger denne vurdering. Er fordringen forældet, kan erstatningen ikke udbetales.

Der kan imidlertid opstå flere fordringer på erstatning for tab af erhvervsevne. Kravet på én fordring kan være forældet, mens et andet senere opstået krav på en erstatning ikke er forældet. Det skal ved beskrivelse af disse krav sikres, at de tidligere opståede krav, der er forældede, ikke udbetales i forbindelse med et senere opstået krav på erstatning for tab af erhvervsevne, hvorimod forældelse af krav som følge af en midlertidig ret til erstatning ikke betyder, at der skal ske fradrag i senere opståede krav på erstatning.

Fordi vurderingen af, om en erstatning skal tilkendes som en midlertidig eller endelig erstatning i mange tilfælde er skønsmæssig, er det nødvendigt med en forsigtig tilgang til at statuere et ikke tidligere vurderet krav om erstatning for tab af erhvervsevne for forældet. Det vil alene blive gjort den situation, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er sikre på, at et tab af erhvervsevne er varigt i et eller andet omfang, samtidig med, at det varige tab med tilstrækkelig sikkerhed kan vurderes.

Konsekvensen af at et så sikkert tab kan statueres, vil medføre, at den korte 5-årige frist for forældelse kan betyde, at denne del af kravet på ydelser er forældet, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring aktuelt skal vurdere det samlede tab, som derfor vil være konservative i vurderingen af størrelsen af dette krav.

Når et krav på en midlertidig erstatning rammes af forældelse, betyder det, at ingen erstatning for tab af erhvervsevne kan udbetales for den periode, hvor erstatningen skulle have været udbetalt på dette grundlag. Det krav, der rammes af forældelse, er retten til erstatning for tab af erhvervsevne i denne afgrænsede periode. Opstår der er nyt krav efter denne periodes afslutning, kan erstatning udbetales for den nye periode, såfremt det ikke også er forældet.

Når et krav som følge af en endelig erstatning er ramt af forældelse, er det den erstatning, der kan gøres endeligt op, der rammes af forældelse – uanset om erstatningen ville skulle have været udbetalt som en løbende erstatning (eksempelvis ved tilkendelse af 65 procent erstatning for tab af erhvervsevne) eller et engangsbeløb (35 procent). Et nyt krav på yderligere 10 procent på grund af en forværring, der opstår efter det forældede krav er opgjort, betyder, at det alene er denne difference på 10 procentpoint, der kan udbetales til den tilskadekomne, da det øvrige krav er forældet.

Både princippet om fradrag af en forældet endeligt opgjort erstatning og princippet om ikke at foretage fradrag for en midlertidigt tilkendt erstatning gælder også for erstatninger opgjort efter § 17 a (når tilskadekomne er ansat i eller visiteret til fleksjob).

Den korte frist for at gøre et krav gældende løber som udgangspunkt fra visiteringen til fleksjobbet, medmindre den tilskadekomne først efterfølgende får viden om årsagssammenhæng med arbejdsskaden – eller når den manglende viden herom kan tilregnes ham som groft uagtsomt.

Når der efter § 17 a, er truffet midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, vil alle krav som følge af denne erhvervsmæssige situation blive ramt af forældelsen. En efterfølgende tilkendt erstatning på et andet grundlag (midlertidig eller endelig erhvervsmæssig situation), er en ny situation og erstatningen for dette tab udbetales uden fradrag for den midlertidige erstatning, der er ramt af forældelsen.

Har tilskadekomne ikke fået udbetalt erstatning efter § 17 a, på grund af forældelse, vil den efterfølgende tilkendelse af en erstatning som følge af senere ændrede erhvervsmæssige forhold alene være differencen mellem det forældede endelige krav og den erstatning, man nu har ret til som følge af ændringer i den erhvervsmæssige situation.

4.6. Forvaltningsretlig genoptagelse

Hvis arbejdsskademyndighederne har anvendt loven forkert og som følge heraf har truffet en forkert afgørelse, eller har tilsidesat retssikkerhedsprincipperne, skal myndigheden rette op på denne forvaltningsretlige fejl og træffe en ny og korrekt afgørelse. Det følger af de ulovbestemte principper for forvaltningsretlig genoptagelse.7)

Genoptagelse kan ske som følge af en konkret fejl i den enkelte sag, hvor der senere er indkommet nye oplysninger af så væsentlig betydning, at der er en vis sandsynlighed for, at myndigheden ville være kommet til et andet resultat, hvis oplysningerne havde foreligget tidligere. Det kan også ske, hvis domstolene underkender den praksis, som arbejdsskademyndighederne havde for anvendelse af loven på afgørelsestidspunktet.

Når arbejdsskademyndighederne genoptager en tidligere afgjort sag på forvaltningsretligt grundlag, er det i § 36, stk. 5, fastslået, at de krav, som måtte være forældet, fordi arbejdsskademyndighederne tidligere har behandlet sagen forkert, ikke kan rammes af den korte forældelsesfrist.

Denne regel gælder for alle arbejdsskadesager. Et krav som følge af en forvaltningsretlig genoptagelse af en arbejdsskadesag kan derfor ikke afvises med henvisning til den korte forældelsesfrist. Den 30-årige frist for forældelse af ulykker gælder dog fortsat.

Det må dog samtidig antages, at § 36, stk. 5, alene gælder, når arbejdsskademyndigheden retter op på den oprindelige afgørelse, der var forkert: Det er alene det krav som den oprindelige afgørelse omhandler som kan vækkes til live ved den forvaltningsretlige afgørelse. Eventuelle yderligere krav, der er opstået efter den forkerte afgørelse, forældes som udgangspunkt efter de almindelige regler om forældelse.

Som nævnt i indledningen kunne der før 2008 kun statueres forældelse i en arbejdsskadesag, hvis kravene hertil i Danske Lovs 5-14-4 var opfyldt.

Alle Gieldsbreve, som ere ældre end tyve Aar, skulle være døde og magtisløse, med mindre de inden førnævnte Tid med Skyldnerens Paaskrivelse, eller med nyt Brev, eller Creditorens opsigelse, eller Beskikkelse, eller Tingsvidende, ere fornyet.

Eller sagt på mere moderne dansk: Et krav forældes efter 20 år, medmindre den tilskadekomne (eller de efterladte) gør kravet gældende inden dette tidspunkt indtræder. Fristen på de 20 år løber fra stiftelsestidspunktet altså det tidspunkt, hvor kravet er stiftet på. Forældelse bliver afbrudt ved enhver henvendelse med krav eller forbehold om kravet. Efter hver afbrydelse, løb en ny 20-årig frist for forældelse. Det var dog et krav, at henvendelsen skulle være relevant i forhold til kravet.

Den tilskadekomne kunne altså efter disse regler holde sit krav på erstatning i live for en skade, som var overgået ham i 1970’erne ved blot at henvende sig til os, inden der var gået 20 år fra den seneste afgørelse i sagen, og ved henvendelsen bede om at få sagen vurderet på ny for at afklare, om han havde krav på yderligere.

Danske Lovs bestemmelser om forældelse fandt anvendelse på arbejdsskadesager, indtil de nye forældelsesregler trådte i kraft. I overgangsperioden fra 1. januar 2008 til og med 31. december 2010 (se kapitel 6 nedenfor) fandt disse regler anvendelse sideløbende med de nye regler, dog forstået på den måde, at et krav kun kunne gøres forældet, hvis kravet var forældet efter både de gamle og de nye regler.

Efter overgangsperiodens udløb den 31. december 2010 finder Danske Lovs frister for forældelse ikke længere anvendelse.

De krav, som var forældet efter reglerne i Danske Lov før de nye regler om forældelse trådte i kraft, kan ikke gøres gældende efter de nye regler9).

På grund af det komplekse samspil mellem de dagældende regler om forældelse og de nye forældelsesregler, blev der for alle krav fastsat en overgangsperiode. Overgangsperioden udløb 31. december 2010, og forældelsesloven med de tilhørende undtagelser i særlovgivningen gælder fra 1. januar 2011 i fuldt omfang.

Der indtrådte kun forældelse i arbejdsskadesager i overgangsperioden, hvis det anmeldte krav var forældet både efter Danske Lovs bestemmelse om forældelse og de nye regler om forældelse.

Da et krav i arbejdsskadesagerne efter de nye forældelsesregler forældes efter enten den lange 30-årige forældelsesfrist eller den korte 5 årige forældelsesfrist, betød det, at et krav i overgangsperioden kun blev forældet, hvis en af disse frister er indtrådt samtidig med, at der er indtrådt forældelse som følge af den 20-årige forældelsesfrist i Danske lov.

Hvis kravet ikke var forældet efter begge regelsæt i overgangsperioden, kunne kravet tidligst erklæres for forældet efter overgangsperiodens udløb (den 1. januar 2011). Det ville være tilfældet, hvis kravet eksempelvis var forældet efter det ene regelsæt, altså hvis kravet var forældet efter enten den 20-årige forældelsesfrist i Danske Lov eller den 5-årige forældelsesfrist i arbejdsskadesikringsloven i løbet af overgangsperioden.

Afgørelsen om henlæggelse har ikke i sig selv betydning for vurderingen af starttidspunktet for den korte forældelsesfrist.

7.1. Sagen henlagt på tilskadekomnes ønske

En arbejdsskadesag kan henlægges, når den tilskadekomne eller de efterladte beder Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om at stoppe sagsbehandlingen. Dette kan ske umiddelbart efter anmeldelsen, men også undervejs i sagsbehandlingen. Når sagen henlægges, træffes der ikke flere afgørelser i sagen.

Behandlingen af en sag kan således standses, allerede før der er taget stilling til anerkendelsen. I disse tilfælde træffer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelse om, at arbejdsskaden på det foreliggende grundlag ikke kan anerkendes, da den tilskadekomne (eller de efterladte) har ønsket, at behandlingen af sagen ophører.

På samme måde kan der træffes afgørelse om, at den tilskadekomne (eller de efterladte) har bedt om at stoppe sagsbehandlingen, og at der ikke på de i sagen foreliggende oplysninger er ret til ydelser efter loven.

Den tidligere regel i arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 2, blev ophævet med indførelsen af forældelsesloven og følgeloven. Reglen indebar, at tilskadekomnes (eller efterladtes) krav på erstatning bortfaldt 5 år efter arbejdsskadens indtræden, hvis sagen ikke kunne behandles på grund af forhold, der kunne henføres til den tilskadekomne eller de efterladte (manglende medvirken).

Efter overgangen til de nye regler fra 1. januar 2008 bortfalder tilskadekomnes (eller den efterladtes) krav ikke længere automatisk 5 år efter afgørelsen om henlæggelse. I stedet skal en efterfølgende henvendelse med krav om ydelser behandles efter de almindelige regler om forældelse. Den korte frist efter arbejdsskadesikringsloven regnes fra det tidspunkt, hvor den tilskadekomne (eller de efterladte) vidste eller burde vide, at de havde et krav – eller hvor den manglende viden kan tilregnes ham som groft uagtsomt.

Selv om fristen tidligst vil kunne regnes fra tidspunktet for henlæggelsen, vil der i realiteten ske suspension af forældelse, indtil den tilstrækkelige viden om kravet er opstået.

Ophævelsen af den hidtidige regel i § 36, stk. 2, indebærer derfor en forbedring af den tilskadekomnes og de efterladtes retsstilling i de tilfælde, hvor de har bedt om at få sagen henlagt. Dette gælder, uanset om henlæggelse sker før anerkendelsen af skaden, eller før erstatningsudmålingerne er endeligt opgjort.

7.2. Sagen henlagt, fordi tilskadekomne ikke svarede på henvendelser (tidligere arbejdsskadelove)

Efter tidligere praksis blev arbejdsskadesagerne også henlagt, hvis den tilskadekomne, efter at være blevet rykket, ikke besvarede henvendelser fra os. Afgørelsen om at henlægge sagen skete uden at tage materielt stilling til oplysningerne i sagen ud fra princippet om processuel skadesvirkning.

Ved behandlingen af en anmodning om genoptagelse af en sådan sag, er det nødvendigt indledningsvis at slå fast, om der var et krav på ydelser efter loven (altså godtgørelse for mén, behandlingsudgifter, der kunne dækkes eller erstatning for tab af erhvervsevne).

Hvis den tilskadekomne dengang ikke vidste (eller hvis hans manglende viden ikke kan tilregnes ham som groft uagtsomt), at han havde et krav på disse ydelser, var den korte frist for forældelse endnu ikke begyndt at løbe. Indtil denne viden opstår (enten som konkret viden eller som tidspunktet, hvor den manglende viden kan tilregnes pågældende som groft uagtsomt), løber der ikke en kort frist for forældelse af kravet. Der gælder alene den lange 30-årige frist ved ulykker og ingen frister ved erhvervssygdomme.

Den korte frist begynder først at løbe fra det tidspunkt, hvor den tilskadekomne vidste, at han havde et krav på ydelser efter arbejdsskadelovgivningen (eller hvor hans manglende viden må tilskrives ham som groft uagtsomt).

Hvis den tilskadekomne først får denne viden langt senere, end da anmeldelsen blev modtaget og sagen henlagt på grund af manglende svar fra den tilskadekomne, kan kravet derfor stadig gøres gældende. Det er ikke ramt af forældelse, og vi skal derfor tage stilling til, om der kan ske genoptagelse af sagen.

Det gælder også, hvis anmodningen om genoptagelse enten er begrundet i en ændring af fortegnelsen, eller hvis grundlaget for en forvaltningsretlig genoptagelse af den tidligere afgørelse er til stede. I disse situationer gælder der ikke en kort frist for forældelse, jf. afsnit 4.3 og 4.6.

Hvis den tilskadekomne derimod har haft denne viden om sin ret til ydelser fra et tidligere tidspunkt (eller hvor hans manglende viden må tilskrives ham som groft uagtsomt), løber den korte frist for at gøre kravet gældende fra dette tidspunkt. Hvis den korte 5-årige frist for forældelse er overskredet ved anmodningen om genoptagelse, vil kravet blive afvist som værende forældet uden stillingtagen til, om der er materielt grundlag for at genoptage sagen.

Når krav skal opgøres efter erstatningsansvarsloven, er det som udgangspunkt forældelsesloven, der finder anvendelse. Det betyder, at forældelsesfristen er 3 år for krav på ydelser efter erstatningsansvarsloven.

Der gælder dog særlige regler om forældelse af krav efter erstatningsansvarsloven, når kravet samtidig er opstået som følge af en arbejdsskade.

Undtagelsen gælder kun for de krav, der både kan opgøres efter arbejdsskadelovgivningen og erstatningsansvarsloven. Den gælder ikke for forældelse af krav, der ikke kan gøres gældende efter arbejdsskadelovgivningen, eksempelvis tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte.

Den særlige undtagelse, der betyder, at kravet forældes efter reglerne i arbejdsskadelovgivningen og ikke efter forældelseslovens kortere frist finder anvendelse, når der på grund af arbejdsskaden tillige er et krav mod arbejdsgiver efter erstatningsansvarsloven.

Praksis for at gøre krav efter erstatningsansvarsloven, der er afledt af krav efter arbejdsskadesikringsloven gældende, blev fastlagt ved Vestre Landsrets afsigelse af to domme i december 2015 om forældelse af differencekravet.

Begge domme fastslår, at forældelse af differencekrav først kan indtræde 1 år efter, at arbejdsskademyndighederne har opgjort kravet efter arbejdsskadesikringsloven. Med andre ord begynder forældelsesfristen for et differencekrav først at løbe fra det tidspunkt, hvor kravet er opgjort efter arbejdsskadereglerne. Fristen på 1 år følger af den korte frist for forældelse i forældelsesloven, som erstatningsansvarsloven følger.

At kravet først begynder at løbe fra dette tidspunkt skyldes, at den tilskadekomne i sager om differencekrav ikke har mulighed for at rejse kravet efter de almindelige erstatningsretlige regler FØR kravet efter arbejdsskadesikringsloven er opgjort. Denne hindring i at kunne opgøre kravet indebærer, at krav efter erstatningsansvarsloven tidligst blive forældet 1 år efter at arbejdsskademyndighederne har opgjort kravene efter arbejdsskadesikringsloven. Denne frist følger af FÆL § 14.

Denne forlængede frist for at gøre krav gældende efter erstatningsansvarsloven, når der samtidigt verserer en arbejdsskadesag, gælder kun for differencekravene. Øvrige krav efter erstatningsansvarsloven, eksempelvis retten til tabt arbejdsfortjeneste eller godtgørelse for svie og smerte, forældes efter forældelseslovens bestemmelser uafhængigt af arbejdsskademyndighedernes behandling af krav efter arbejdsskadesikringsloven.

Det bemærkes, at forældelsesfristen afhænger af, hvem differencekravet rejses mod:

• Rejses kravet mod arbejdsgiveren gælder samme frister som i arbejdsskadesikringsloven
• Rejses kravet mod andre end arbejdsgiveren gælder de samme frister som i den generelle forældelseslov.

I nedenstående oversigt er de enkelte begrebet berørt i vejledningen beskrevet i overordnede træk. For egentlig gennemgang af begreberne henvises til vejledningen.

Frister relateret til arbejdsskadesagsbehandlingen

Juridiske fagudtryk i arbejdsskadesagsbehandlingen

Forældelse af krav, der kan følge af en arbejdsskadesag, følger af flere forskellige lovgivninger, og det er derfor afgørende at fastslå, hvilke forældelsesregler, der er gældende for det enkelte krav.

Hovedlovene for forældelse af arbejdsskadesager er

• Lov om forældelse af fordringer (Lov nr. 522 af 6. juni 2007, der senest er offentliggjort ved LBKG nr. 1238 af 9/11/2015).
• § 36, i arbejdsskadesikringsloven, der blev indført ved lov nr. 523 af 6. juni 2007.
• § 3 i lov nr. 443 af 23. maj 2012.

Vejledningen gennemgår reglerne om forældelse i henhold til disse bestemmelser.

Forældelsesloven og arbejdsskadesikringsloven er siden den første vedtagelse af de nye forældelsesregler i 2007 blevet ændret for at sikre, at forældelsesreglerne fik det tilsigtede indhold for så vidt angår erhvervssygdommene. Ændringerne vedrører således udelukkende krav som følge af erhvervssygdomme, som var afvist eller ville skulle afvises på grund af forældelse efter Danske Lovs regler.

Ændringerne er berørt i vejledningen, og regelgrundlaget er gengivet her:

• Lov om ændring af forældelsesloven (lov nr. 421 af 10. maj 2011) indførte § 3, stk. 4, i forældelsesloven, hvorefter den 30 årige forældelsesfrist for erhvervssygdomme blev ophævet.
• Ændringen finder anvendelse på alle tidligere stiftede, men endnu ikke forældede fordringer
• Loven finder desuden anvendelse på de fordringer, som var blevet forældet efter overgangsperiodens afslutning og indtil lovens ikrafttræden 12. maj 2011. Krav som var forældede på grund af den 30 årige forældelsesfrist i denne periode, fik ophævet forældelsen og kunne behandles efter de almindelige regler om arbejdsskade.
• Ændringen sikrer, at alle erhvervssygdomssager – uanset hvilken arbejdsskadelov de er anmeldt efter – ikke rammes af en lang forældelsesfrist

Da det er forældelsesloven, der regulerer den lange frist for forældelse i arbejdsskadesagerne, gælder ændringen for forældelse af alle erhvervssygdomssager.

• Lov om ændring af lov om arbejdsskadesikring (lov nr. 443 af 23. maj 2012) indførte via overgangsbestemmelserne i § 3, særlige regler for krav som følge af erhvervssygdomme, der ville have været forældet efter Danske Lovs regler før overgangsperioden, hvis de havde været anmeldt på dette tidspunkt:
• Hvis en erhvervssygdom opstået før overgangsperioden ville blive vurderet forældet efter Danske Lovs regler, kan sagen om krav som følge af denne sygdom realitetsbehandles som om kravet ikke var forældet
• Genoptagelse og ny vurdering kan ske, selv om der er gået mere end 5 år fra Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) traf afgørelse om afvisning på grund af forældelse
• Ved den fornyede behandling af sagen, skal arbejdsskadesikringslovens nugældende regler i § 36, stk. 3, om forældelse anvendes, når det skal afklares, om krav som følge af disse erhvervssygdomme er forældet efter den korte frist. Dette gælder også for sager, der er omfattet af tidligere arbejdsskadelove
• Forældelse efter den korte frist skal vurderes efter reglerne i arbejdsskadesikringsloven, dog med følgende modifikationer:
• Den korte frist for forældelse i § 36, stk. 3, kan tidligst regnes fra 1. januar 2013, hvor loven trådte i kraft. Det betyder, at forældelse af krav i disse sager tidligst kan forældes per 1. januar 2018
• Dette gælder i kun de sager om erhvervssygdomme, hvor Arbejdsskadestyrelsen endnu ikke havde truffet afgørelse om erstatning og godtgørelse den 1. januar 2013
• Det gælder ikke for de tilskadekomne, der allerede før 1. januar 2013 var tilkendt erstatning og godtgørelse i forbindelse med de særlige regler om tilsidesættelse af forældelsesreglerne for sygdomme som følge af arbejde på Grindstedværket efter tekstanmærkning nr. 129 til finansloven for 200911)
• Her gælder de almindelige korte frister for forældelse i henhold til den lovgivning, som skaden er anmeldt under.

1) Jf. Højesterets dom af 25. april 2016 i sag 213/2014 gælder disse regler både for arbejdsskader omfattet af lov om arbejdsskadesikring (LBK nr. 278 af 14. marts 2013) og tidligere arbejdsskadelove, eksempelvis lov om sikring mod følger af arbejdsskader (LBK nr. 943 af 16. oktober 2000)

2) Jf. ASL § 36, stk. 1, 3. pkt. Hvis skaden er sket eller sygdommen anmeldt før den 1. juli 2007, gælder skrappere krav for dispensation fra en for sen anmeldelse af en arbejdsskade.

3) Sag nr. 213/2014.

6) Følger af overgangsbestemmelserne i ændringsloven

7) Se evt. afsnittet om genoptagelse i Arbejdsskadestyrelsens vejledning om genoptagelse, genvurdering og forældelse for yderligere forklaring

9) Undtagelse hertil er dog de erhvervssygdomme, der er afvist på grund af forældelse før 1. januar 2008, jf. afsnit 4.4 og bilag 2.

11) Denne tekstanmærkning handlede om erstatninger til personer, der havde arbejdet på Grindstedværket i Grindsted.