Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Forsørgelse & aktivering

Lov om inflationshjælp til økonomisk udsatte børnefamilier

Beskæftigelsesministeriets lov nr. 500 af 16/5 2023.

Kapitel 1 – Ret til inflationshjælp

§ 1. Der ydes inflationshjælp til personer, der opfylder følgende betingelser, jf. dog stk. 2:

1) Personen modtog for januar 2023

a) hjælp til forsørgelse i kontanthjælpssystemet efter §§ 22-25 a eller 27 i lov om aktiv socialpolitik eller

b) ressourceforløbsydelse efter §§ 68 eller 69 j i lov om aktiv socialpolitik.

2) Personen forsørgede eget barn, som ikke var fyldt 15 år, den 31. januar 2023, jf. dog § 6, stk. 2, 2. pkt.

3) Personen og barnet var den 31. januar 2023 bopælsregistreret i CPR på samme adresse, jf. dog § 6, stk. 2, 2. pkt.

Stk. 2. Inflationshjælp efter stk. 1 ydes alene til den registrerede moder, såfremt begge forældre opfylder betingelserne i stk. 1.

Vejledninger mv.

Udbetaling af inflationshjælp til økonomisk udsatte børnefamilier ved ophold i udlandet på tidspunktet for udbetaling (Arbejdsmarkeds- og Rekrutteringsst. skr. nr. 9818 af 27/10 2023).

§ 2. Der ydes inflationshjælp efter § 1 med følgende satser:

1) 7.500 kr. for det første barn.

2) 3.750 kr. for det andet barn.

3) 2.250 kr. for det tredje barn.

Stk. 2. Der ydes inflationshjælp én gang pr. barn og maksimalt for tre børn.

Stk. 3. For personer, der den 31. januar 2023 var bopælsregistreret i CPR på samme adresse, og som både har et eller flere fællesbørn og et eller flere særbørn under 15 år registreret på samme bopæl, beregnes inflationshjælpen efter stk. 1 først for særbørnene.

§ 3. Inflationshjælp efter § 1 er skattefri.

Stk. 2. I 2023 indgår inflationshjælp efter § 1 ikke i tildelingen eller beregningen af offentlige forsørgelsesydelser og andre indkomst- og formueafhængige offentlige ydelser og medfører ikke fradrag i disse ydelser for ydelsesmodtageren, dennes ægtefælle eller samlever eller andre husstandsmedlemmer.

Stk. 3. For at opnå ret efter stk. 2 skal en person, der modtager en offentlig forsørgelsesydelse, selv oplyse myndigheden, som udbetaler den offentlige forsørgelsesydelse, om udbetalingen af inflationshjælp efter § 1.

Stk. 4. Myndigheden, som skal se bort fra inflationshjælpen i de i stk. 2 nævnte tilfælde, kan kræve dokumentation for, at personen har modtaget inflationshjælpen.

§ 4. Inflationshjælp efter § 1 kan ikke overdrages eller gøres til genstand for retsforfølgning før udbetalingstidspunktet.

Stk. 2. Inflationshjælp efter § 1 kan ikke anvendes til modregning.

Til toppen

Kapitel 2 – Udbetaling og administration

§ 5. Inflationshjælp efter § 1 udbetales uden ansøgning af den kommune, som har udbetalt ydelserne nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1.

Stk. 2. Inflationshjælp efter § 1 udbetales i to rater i 2023. Inflationshjælpen udbetales med halvdelen af beløbet i juni 2023 og halvdelen af beløbet i august 2023.

Stk. 3. En person, der den 1. juli 2023 ikke har modtaget inflationshjælp, og som mener at opfylde betingelserne herfor, kan ansøge om at få udbetalt inflationshjælp hos den kommune, som har udbetalt ydelserne, jf. § 1, stk. 1, nr. 1. Ansøgningen om inflationshjælp skal være modtaget hos kommunen senest den 30. november 2023.

Stk. 4. Kommunerne skal videregive oplysninger om udbetalingstidspunkt og personnummer på personer, der har modtaget inflationshjælp, til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til brug for statistisk opfølgning og analyse og opbevaring i styrelsens statistiske datavarehus.

§ 6. Inflationshjælp efter § 1 udbetales til boet efter en person, der opfyldte betingelserne i § 1, men som på tidspunktet for udbetaling af inflationshjælpen er afgået ved døden.

Stk. 2. Inflationshjælp efter § 1 udbetales til en person, som opfylder betingelserne i § 1, uanset om et omfattet barn afgår ved døden efter den 31. januar 2023. Hvis et barn dør i januar 2023, udbetales inflationshjælpen til en person, som opfyldte betingelserne i § 1 på tidspunktet for dødsfaldet.

§ 7. Inflationshjælp efter § 1, som er udbetalt til en person, der ikke er berettiget til hjælpen, eller dennes dødbo, skal ikke tilbagebetales, hvis udbetalingen skyldes en myndighedsfejl og det samlede udbetalte beløb ikke overstiger 13.500 kr., jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Inflationshjælp efter § 1 skal tilbagebetales, når en person skal tilbagebetale hele forsørgelsesydelsen nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1, for januar 2023, jf. § 91, stk. 1, nr. 2, i lov om aktiv socialpolitik.

Stk. 3. Tilbagebetalingen opkræves af kommunen.

Stk. 4. Et tilbagebetalingskrav bortfalder 3 år efter udbetalingen af inflationshjælp. Overdrages tilbagebetalingskravet til restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke anvendelse fra restancemyndighedens modtagelse af kravet. Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen, finder 1. pkt. på ny anvendelse.

Stk. 5. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med skatteministeren fastsætte regler om en afdragsordning for tilbagebetaling, jf. stk. 2, herunder at en tilbagebetalingsaftale bortfalder, hvis skyldneren trods påkrav udebliver med tilbagebetaling af inflationshjælpen.

Til toppen

Kapitel 3 – Finansiering

§ 8. Staten afholder udgifter til inflationshjælp efter denne lov.

Til toppen

Kapitel 4 – Ikrafttræden

§ 9. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Til toppen

Kapitel 5 – Territorialbestemmelse

§ 10. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Til toppen