Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Arbejdsskader & erstatning

Lov om den selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

Beskæftigelsesministeriets lov nr. 394 af 2/5 2016. jf. lovbekendtgørelse nr. 980 af 9/9 2019 med følgende ændringslove indarbejdet:

lov nr. 1563 af 27/12 2019 (Styrkelse af indsatsen mod finansiel kriminalitet og gennemførelse af 4. og 5. hvidvaskdirektiv) § 15 [LF 58 2019-20],

lov nr. 2200 af 29/12 2020 (Anmeldelse af arbejdsulykker, opdatering af kapitaliseringsfaktorer m.v.) § 2 [LF 22 2020-21],

lov nr. 2382 af 14/12 2021 (Supplering af taksonomiforordningen og ny model for SIFI-udpegning) § 17 [LF 12 A 2021-22].

 

Der er kun henvist til ændringslove med ikrafttræden fra og med 1/1 2021.

Kapitel 1 – Oprettelse af den selvejende institution

§ 1. Med denne lov oprettes Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som en selvejende institution.

Stk. 2. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings hjemsted er Hillerød Kommune.

Til toppen

Kapitel 2 – Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

§ 2. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring varetager de opgaver, der tillægges Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i henhold til denne lov og til følgende love:

1) Lov om arbejdsskadesikring.

2) Lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion.

3) Lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl.

4) Lov om erstatning til besættelsestidens ofre med senere tillæg.

5) Lov om erstatningsansvar.

6) Lov om ophævelse af lov om erstatning for skader ved LSD-behandling.

7) Lov om afgift af bidraget til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og af arbejdsulykkeserstatninger m.v.

Stk. 2. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring varetager desuden administrationen af sager, der efter tidligere lovgivning er henlagt til Arbejdsskadestyrelsen på de i stk. 1 nævnte lovområder eller i øvrigt varetages af Arbejdsskadestyrelsen.

§ 3. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring varetager finansiering af udgifterne ved erhvervssygdomme.

Stk. 2. Finansieringen af udgifter ved erhvervssygdomme, jf. stk. 1, indebærer, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring beregner og opkræver bidrag til finansieringen af udgifter ved erhvervssygdomme efter §§ 55-58 c i lov om arbejdsskadesikring.

Stk. 3. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring udbetaler erstatning og godtgørelse til tilskadekomne og efterladte i erhvervssygdomssager på grundlag af de afgørelser, der træffes i sagerne, herunder afgørelser fra Ankestyrelsen.

Stk. 4. For Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings opgaver efter stk. 1-3 finder kapitel 11 i lov om arbejdsskadesikring anvendelse, for så vidt angår aktuarmæssige forhold, årsrapport og revision, investeringsregler og tilsyn m.v., jf. § 61 i lov om arbejdsskadesikring.

§ 4. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal have en ordning, hvor ansatte, der beskæftiger sig med finansiering og udbetaling på erhvervssygdomsområdet som anført i § 3, via en særlig, uafhængig og selvstændig kanal kan indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering begået af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i forbindelse med varetagelsen af opgaverne, jf. § 3, herunder af ansatte eller medlemmer af bestyrelsen i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Indberetninger til ordningen skal kunne foretages anonymt. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal følge op på indberetninger til ordningen og skriftligt kunne dokumentere, hvordan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har fulgt op på indberetningerne. Lov om beskyttelse af whistleblowere finder anvendelse på ordningen i 1. pkt.

Stk. 2. Ordningen i stk. 1 kan etableres via kollektiv overenskomst.

Stk. 3. Stk. 1 finder alene anvendelse, såfremt flere end fem ansatte i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er beskæftiget med opgaver som anført i § 3. Ordningen nævnt i stk. 1 og 2 skal være etableret, senest 3 måneder efter at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har ansat den sjette ansatte.

Stk. 4. § 354 g i lov om finansiel virksomhed om forbud mod videregivelse af oplysninger om en person, der har indberettet overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering til Finanstilsynet, finder anvendelse på oplysninger, som en person har indberettet efter ordningen i stk. 1.

Stk. 5. Finanstilsynet påser overholdelsen af stk. 1-3. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde, hvor Finanstilsynet vurderer, at det vil være formålsløst, at der oprettes en ordning, dispensere fra kravet i stk. 1.

Stk. 6. I forbindelse med Finanstilsynets tilsyn, jf. stk. 5, finder bestemmelserne i §§ 71-76 f i lov om arbejdsskadesikring tilsvarende anvendelse.

Stk. 7. Overtrædelse af stk. 1 straffes med bøde.

Lovændringer

17/12 2021 ved lov nr. 2382 af 14/12 2021 (Supplering af taksonomiforordningen og ny model for SIFI-udpegning) § 17 [LF 12 A 2021-22].

§ 5. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring må ikke udsætte ansatte eller tidligere ansatte for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, som følge af at den ansatte eller den tidligere ansatte har indberettet Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings overtrædelse eller potentielle overtrædelse af den finansielle regulering til Finanstilsynet eller til en ordning i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det samme gælder ved fastsættelse, tildeling og udbetaling af variabel løn til ansatte eller tidligere ansatte.

Stk. 2. Ansatte eller tidligere ansatte, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af stk. 1, kan tilkendes en godtgørelse i overensstemmelse med principperne i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. Godtgørelsen fastsættes under hensyn til den ansattes eller den tidligere ansattes ansættelsestid i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med opgaver på erhvervssygdomsområdet som anført i § 3 og sagens omstændigheder i øvrigt.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 kan ikke ved aftale fraviges til ugunst for den ansatte eller tidligere ansatte.

Stk. 4. Overtrædelse af stk. 1 straffes med bøde.

§ 5 a. Indgår en ansat eller en tidligere ansat og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring en aftale om en tavshedsklausul, skal det fremgå af aftalen, at den ansatte eller tidligere ansatte ikke er afskåret fra at indberette oplysninger om overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering til offentlige myndigheder.

Stk. 2. Uanset stk. 1 er den ansatte eller tidligere ansatte ikke afskåret fra at indberette oplysninger om overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle regulering til offentlige myndigheder, selv om et sådant forbud indgår i en aftale mellem den ansatte eller tidligere ansatte og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det samme gælder indberetninger til ordninger efter § 4.

Stk. 3. Finanstilsynet påser overholdelsen af stk. 1.

Stk. 4. Overtrædelse af stk. 1 straffes med bøde.

Til toppen

Kapitel 3 – Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings ledelse

§ 6. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ledes af en bestyrelse og en direktør.

§ 7. Bestyrelsen består af 1 formand og 10 øvrige medlemmer, som udpeges af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra arbejdsmarkedets parter, jf. stk. 2. Formanden må ikke have tilknytning til nogen arbejdsgiver- eller lønmodtagerorganisation.

Stk. 2. Arbejdsmarkedets parter indstiller henholdsvis 5 arbejdsgiverrepræsentanter og 5 arbejdstagerrepræsentanter således:

1) Dansk Arbejdsgiverforening indstiller 3 medlemmer.

2) KL og Danske Regioner indstiller i forening 1 medlem.

3) Skatteministeriet indstiller 1 medlem.

4) Fagbevægelsens Hovedorganisation indstiller 4 medlemmer.

5) Akademikerne indstiller 1 medlem.

Stk. 3. Bestyrelsens formand og øvrige medlemmer udpeges for 4 år ad gangen. Genudpegning kan finde sted. Et medlem af bestyrelsen kan ikke samtidig være medlem af Erhvervssygdomsudvalget, jf. § 9 i lov om arbejdsskadesikring. Bestyrelsen fastsætter formandens honorar.

Stk. 4. Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har ansvaret for, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring administreres hensigtsmæssigt og forsvarligt i henhold til denne lov og under behørig hensyntagen til at sikre retssikkerheden for sagens parter.

Stk. 5. Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal ved en forretningsorden fastsætte nærmere bestemmelser om udførelsen af sit virke. Bestyrelsen kan i sin forretningsorden fastsætte bestemmelser om tegningsregler, ligesom bestyrelsen kan meddele prokura og delegere kompetence til direktøren.

Stk. 6. Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fastsætter serviceniveau, kvalitet, svarfrister m.v. for den administrative og tekniske bistand, der leveres af Arbejdsmarkedets Tillægspension efter § 9.

Lovændringer

1/1 2021 ved lov nr. 2200 af 29/12 2020 (Anmeldelse af arbejdsulykker, opdatering af kapitaliseringsfaktorer m.v.) § 2 [LF 22 2020-21].

§ 8. Direktøren for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring forestår den daglige ledelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring under ansvar over for bestyrelsen.

Stk. 2. Direktøren i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er den til enhver tid værende direktør i Arbejdsmarkedets Tillægspension. Direktøren for Arbejdsmarkedets Tillægspension kan bemyndige en anden ledende medarbejder i Arbejdsmarkedets Tillægspension til at varetage funktionen som direktør i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Stk. 3. Direktøren for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal følge de retningslinjer og anvisninger, som bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har givet. Den daglige ledelse omfatter ikke dispositioner, der efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings forhold er af usædvanlig art eller stor betydning. Sådanne dispositioner kan direktøren kun foretage efter særlig bemyndigelse fra bestyrelsen, medmindre bestyrelsens beslutning ikke kan afventes uden væsentlig ulempe for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings virksomhed. Bestyrelsen skal i så fald snarest muligt underrettes om den trufne disposition.

Stk. 4. Direktøren for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal sikre, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til enhver tid drives forsvarligt, herunder at der er tilstrækkelig likviditet til at opfylde Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings nuværende og fremtidige forpligtelser, efterhånden som de forfalder.

Stk. 5. Direktøren for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal sikre, at opgaveudførelsen i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring finder sted på forsvarligt grundlag og således, at bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har indsigt i og kan vurdere, om opgaveløsningen udføres tilfredsstillende.

Til toppen

Kapitel 4 – Arbejdsmarkedets Tillægspensions bistand til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

§ 9. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings opgaver varetages med administrativ og teknisk bistand fra Arbejdsmarkedets Tillægspension, herunder til opgaver i forbindelse med budget og regnskab. De nærmere vilkår fastsættes i en administrationsaftale mellem Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 2. Arbejdsmarkedets Tillægspension leverer bistanden på omkostningsdækket basis.

Stk. 3. I tilfælde af fejl under udførelsen af administrationen bærer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring det økonomiske ansvar. Arbejdsmarkedets Tillægspension har pligt til at begrænse det økonomiske tab og berigtige fejlen. Arbejdsmarkedets Tillægspension underretter hurtigst muligt bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om væsentlige fejl.

Stk. 4. Udgifter, jf. stk. 3, fordeles forholdsmæssigt mellem staten, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, forsikringsselskaber, der tegner arbejdsskadeforsikring, og kommuner, regioner og andre arbejdsgivere, der ikke har tegnet forsikring, jf. § 48, stk. 1-5, og § 88 i lov om arbejdsskadesikring, ud fra deres andele af de samlede godtgørelser for men og erstatninger for erhvervsevnetab, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har tilkendt efter lov om arbejdsskadesikring. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med Finanstilsynet nærmere regler for den endelige fordeling af beløb vedrørende arbejdsulykker, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring udreder i medfør af stk. 3, mellem forsikringsselskaber, der tegner arbejdsulykkesforsikring, regioner og kommuner, der ikke har tegnet forsikring, jf. § 48, stk. 5, i lov om arbejdsskadesikring, og institutioner, der er omfattet af statens adgang til selvforsikring, jf. § 48, stk. 5, i lov om arbejdsskadesikring, samt Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings andel, for så vidt angår Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings opgavevaretagelse på erhvervssygdomssikringsområdet, jf. § 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler for den endelige fordeling af beløbet vedrørende erhvervssygdomme mellem branchegrupperne, jf. §§ 58 a og 58 b i lov om arbejdsskadesikring. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan forhøje bidraget, jf. § 55 i lov om arbejdsskadesikring, til dækning af udgifterne.

§ 10. Arbejdsmarkedets Tillægspension skal ved valg af elektroniske løsninger og systemer til brug for varetagelse af opgaver omfattet af denne lov i videst muligt omfang påse, at de valgte løsninger og systemer

1) ikke påvirker omkostningsudviklingen i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring uhensigtsmæssigt,

2) kan integreres med offentlige løsninger og systemer ved at basere sig på godkendte fælles offentlige standarder og grænseflader,

3) kan integreres med it-systemer i Beskæftigelsesministeriet, som er af betydning for administrationen af de opgaver, der er henlagt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 2, og

4) passer ind i Arbejdsmarkedets Tillægspensions øvrige systemer, så valget af løsninger ikke påvirker omkostningsudviklingen negativt i den øvrige virksomhed, som Arbejdsmarkedets Tillægspension udøver.

Stk. 2. Ved valg af elektroniske løsninger og systemer, der alene er til brug for løsning af opgaver omfattet af denne lovs § 2, skal Arbejdsmarkedets Tillægspension inddrage Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings bestyrelse i beslutningen.

Til toppen

Kapitel 5 – Digitalisering

§ 11. Beskæftigelsesministeren kan på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings område, jf. §§ 2 og 3, fastsætte regler om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings kommunikation med myndigheder, juridiske personer og borgere skal ske i elektronisk form (digital kommunikation), herunder i hvilket digitalt format. Ministeren kan herunder fravige formkrav i lovgivningen, der er til hinder for digital kommunikation. Ministeren kan fastsætte regler om, at digitale meddelelser anses for at være kommet frem, når de er tilgængelige for modtageren.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at visse borgere helt eller delvis skal være undtaget fra kravet om digital kommunikation.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan udstede visse typer af dokumenter uden underskrift eller med maskinelt gengivet underskrift eller på tilsvarende måde, således at sådanne dokumenter i retlig henseende sidestilles med et dokument med personlig underskrift.

Til toppen

Kapitel 6 – Optagelse af lån

§ 12. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan optage korte lån til mellemfinansiering af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings økonomiske forpligtelser i forbindelse med varetagelsen af opgaver efter § 2. Lånene kan optages i pengeinstitutter eller andre finansielle institutioner.

Stk. 2. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan optage langfristede lån til Arbejdsmarkedets Tillægspensions dækning af udgifter til udarbejdelse af udbud af og indgåelse af it-kontrakter og til brug for tilkøb af eller udvikling af it-løsninger til brug for administration af opgaverne, jf. §§ 2 og 3, i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Lånene kan kun optages på grundlag af en fuldt dækkende projektansøgning ved en enstemmig beslutning i bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Lånene kan optages i pengeinstitutter eller andre finansielle institutioner.

Til toppen

Kapitel 7 – Årsregnskab og revision

§ 13. For hvert regnskabsår udarbejder bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring et årsregnskab vedrørende de opgaver, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring varetager efter § 2. Årsregnskabet består af balance, resultatopgørelse og noter. Der udarbejdes endvidere i tilknytning til årsregnskabet en ledelsesberetning. Regnskabsåret følger kalenderåret.

Stk. 2. Det reviderede og godkendte årsregnskab samt udskrift af revisionsprotokollen vedrørende årsregnskabets revision og forvaltningsrevision samt ledelsesberetningen sendes til beskæftigelsesministeren snarest muligt efter bestyrelsens godkendelse af årsregnskabet, dog senest 6 måneder efter regnskabsårets udløb.

Stk. 3. Årsregnskabet og ledelsesberetningen offentliggøres.

§ 14. Årsregnskabet for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal revideres af en statsautoriseret revisor. Revisionen skal udføres i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik. Revisionen omfatter også forvaltningsrevision, men ikke årsberetningen og eventuelle supplerende beretninger, som indgår i årsregnskabet. Revisor skal dog afgive en udtalelse om, hvorvidt oplysningerne i årsberetningen og eventuelle supplerende beretninger er i overensstemmelse med årsregnskabet.

Stk. 2. Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring udnævner revisor.

Stk. 3. Revisor har altid ret til at deltage i bestyrelsesmøder under behandling af sager, der har betydning for revisionen eller aflæggelse af årsregnskabet.

Stk. 4. Revisor har pligt til at deltage i bestyrelsens behandling af de pågældende sager, hvis det ønskes af blot ét bestyrelsesmedlem.

Stk. 5. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler for budgetter, regnskaber og revision i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Bekendtgørelser

Regnskaber m.v. for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (Beskæftigelsesmin. bek. nr. 1240 af 25/11 2019).

Til toppen

Kapitel 8 – Tilsyn m.v.

§ 15. Beskæftigelsesministeren fører tilsyn med, at bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring udfører sit hverv i overensstemmelse med lovgivningen, jf. dog § 3, stk. 4.

Stk. 2. Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgiver årligt en beretning om Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings virksomhed med statistiske oversigter til beskæftigelsesministeren. Beretningen skal indeholde en redegørelse om de væsentligste beslutninger, som bestyrelsen har truffet, og oplysninger, som bestyrelsen vurderer er nødvendige, for at beskæftigelsesministeren kan varetage sin tilsynsforpligtelse på et tilstrækkeligt og betryggende grundlag. Beretningen følger kalenderåret. Beretningen indsendes senest samtidig med årsregnskabet m.v., jf. § 13, stk. 2, og offentliggøres.

Stk. 3. Erhvervssygdomsudvalget, jf. § 9 i lov om arbejdsskadesikring, afgiver en årlig redegørelse til beskæftigelsesministeren om udviklingen på erhvervssygdomsområdet, herunder om udviklingen i retspraksis. Beskæftigelsesministeren sender redegørelsen til et af Folketinget nedsat udvalg.

Stk. 4. Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er efter anmodning fra beskæftigelsesministeren forpligtet til at udarbejde særlige redegørelser og udlevere materiale, som beskæftigelsesministeren i øvrigt anser for nødvendigt for varetagelsen af tilsynsopgaven. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte en frist for tilvejebringelse og meddelelse af oplysninger og udlevering af dokumenter.

Stk. 5. Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal i øvrigt tilvejebringe og meddele beskæftigelsesministeren oplysninger og udlevere dokumenter, som denne måtte forlange om forhold på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings område. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte en frist for tilvejebringelse og meddelelse af oplysninger og udlevering af dokumenter.

§ 16. Ankestyrelsen skal en gang årligt udarbejde en redegørelse til beskæftigelsesministeren om sagsbehandlingen i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring på baggrund af de sager, der indbringes for Ankestyrelsen. Redegørelsen skal indeholde statistik over de indbragte sager og angive årsagerne til, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser ikke stadfæstes.

Stk. 2. Redegørelsen følger kalenderåret og indsendes senest 6 måneder efter årets afslutning.

Stk. 3. Redegørelsen skal forelægges for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings bestyrelse, der skal have lejlighed til at afgive sine bemærkninger til redegørelsen, inden den sendes til beskæftigelsesministeren.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren kan anmode Ankestyrelsen om at foretage generelle undersøgelser af praksis på de områder, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring varetager, jf. § 2, i det omfang Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer konkrete afgørelser, der efter lovgivningen kan påklages til Ankestyrelsen. De faglige og ressourcemæssige rammer for den enkelte undersøgelse fastlægges ved aftale mellem Beskæftigelsesministeriet og Ankestyrelsen.

Stk. 5. Ankestyrelsen kan fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring indhente sager og øvrige oplysninger, der er nødvendige, for at Ankestyrelsen kan foretage undersøgelser, som beskæftigelsesministeren rekvirerer i medfør af stk. 4. Oplysninger om afgørelser kan indhentes i såvel skriftlig som elektronisk form.

Til toppen

Kapitel 9 – Moms

§ 17. Staten refunderer Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings udgifter til betaling af købsmoms, som ikke kan fradrages ved en virksomheds opgørelse af afgiftstilsvaret (ikkefradragsberettiget købsmoms), og som Arbejdsmarkedets Tillægspension afholder ved køb af varer og tjenesteydelser i forbindelse med administration, jf. § 9, for så vidt angår Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings opgaver efter § 2, stk. 1, nr. 2-7.

Stk. 2. Ikkefradragsberettiget købsmoms refunderes fra Finansministeriets momsreserve på grundlag af en opgørelse fra Arbejdsmarkedets Tillægspension vedrørende afholdte udgifter, jf. stk. 1.

Stk. 3. På baggrund af opgørelsen fra Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. stk. 2, udarbejder Arbejdsmarkedets Erhvervssikring et særskilt momsregnskab for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Momsregnskabet revideres af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings revisor, der godkender den samlede årlige opgørelse over købsmomsudgifter og påser, at udgifterne, hvortil der er afholdt moms, alene er afholdt til brug for administrationen af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings opgaver, jf. § 2, stk. 1, nr. 2-7.

Til toppen

Kapitel 10 – Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 18. Loven træder i kraft den 1. juli 2016, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 7, stk. 1-3, træder i kraft den 10. maj 2016.

§ 19. Arbejdsmarkedets Tillægspension overtager fra tidspunktet for overdragelsen af opgaver fra Arbejdsskadestyrelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 18, stk. 1, alle medarbejdere, der er ansat i Arbejdsskadestyrelsen eller med tjenestested i Arbejdsskadestyrelsen i henhold til kollektiv overenskomst, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, eller individuel aftale, og som udelukkende eller overvejende er beskæftiget med varetagelse af de opgaver, som overdrages til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 2. Lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Tjenestemænd, som udelukkende eller overvejende er beskæftiget med varetagelse af de opgaver, som overdrages til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 2, og som er ansat i Arbejdsskadestyrelsen eller med tjenestested i Arbejdsskadestyrelsen, bevarer fra tidspunktet for overdragelsen af opgaverne deres tjenestemandsansættelse i staten på vilkår, der svarer til de hidtidige vilkår, og er forpligtet til at gøre tjeneste i Arbejdsmarkedets Tillægspension.

§ 20. Arbejdsmarkedets Tillægspension bærer fra tidspunktet for overdragelsen af opgaver fra Arbejdsskadestyrelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vederlagskrav og andre forpligtelser for de medarbejdere, der overtages efter § 19, stk. 1. Beskæftigelsesministeriet bærer vederlagskrav og andre forpligtelser, der er optjent eller vedrører tiden før overtagelsesdagen, uanset om de på denne dag er forfaldne til betaling.

Stk. 2. Der udarbejdes senest 6 måneder efter overdragelsen sædvanlig refusionsopgørelse vedrørende alle vederlagskrav og andre forpligtelser omfattet af stk. 1 mellem Arbejdsmarkedets Tillægspension og Beskæftigelsesministeriet. Refusionsopgørelsen udarbejdes i overensstemmelse med normale regnskabsprincipper for periodeafgrænsning. Saldoen berigtiges kontant med tillæg af indskudsbevisrenten p.a. fra 6 måneder efter overtagelsen, til betaling sker.

Stk. 3. Arbejdsmarkedets Tillægspension dækker fra tidspunktet for overdragelsen af opgaver fra Arbejdsskadestyrelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring alle Beskæftigelsesministeriets udgifter til varetagelsen af opgaven som ansættelsesmyndighed for tjenestemænd omfattet af § 19, stk. 2.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeriet friholder Arbejdsmarkedets Tillægspension for ethvert krav efter stk. 1 og 2, som rettes mod Arbejdsmarkedets Tillægspension som følge af overtagelsen efter § 19 af medarbejdere, som ikke tiltræder ansættelse hos Arbejdsmarkedets Tillægspension.

§ 21. Beskæftigelsesministeren kan i forbindelse med overdragelsen af opgaver fra staten til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring bestemme, at staten beholder ejerskabet til aktiver, der er knyttet til administration af de opgaver, der overflyttes fra Arbejdsskadestyrelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Træffer ministeren beslutning om at beholde ejerskabet til aktiverne, skal Arbejdsmarkedets Tillægspension leje aktiverne, indtil de er endeligt afskrevne. Lejen svarer til afdragsprofilen for de erhvervede aktiver. Når aktiverne er endeligt afskrevne, kan ministeren og Arbejdsmarkedets Tillægspension aftale, at de overdrages til Arbejdsmarkedets Tillægspension.

§ 22. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Til toppen