Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Omsorg

Bekendtgørelse om brevstemmeafgivning i visse boformer og boliger efter lov om social service og boliglovgivningen

Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 34 af 10/1 2024.

I medfør af § 63, 1. pkt., og § 100, stk. 7, 2. pkt., i lov om valg til Folketinget, jf. lovbekendtgørelse nr. 4 af 8. januar 2024, § 26, stk. 8, 1. pkt., i lov om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet, jf. lovbekendtgørelse nr. 5 af 8. januar 2024, og § 69, 1. pkt., og § 105 h, stk. 12, 2. pkt. i lov om kommunale og regionale valg, jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 8. januar 2024, fastsættes:

Kapitel 1

De stemmeberettigede, fristen for brevstemmeafgivning

§ 1. Vælgere, der bor eller opholder sig i en af de boformer eller boliger, der er nævnt i stk. 2, kan afgive brevstemme i boformen eller boligen til folketingsvalg, Europa-Parlamentsvalg, kommunale og regionale valg og landsdækkende folkeafstemninger og bindende kommunale folkeafstemninger, jf. dog stk. 3-5.

Stk. 2. Der kan afgives brevstemme i følgende boformer eller boliger:

1) Plejehjem og beskyttede boliger, jf. § 192 i lov om social service.

2) Boformer for kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold, jf. § 109 i lov om social service.

3) Boformer til midlertidigt eller længerevarende ophold for voksne, der på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor, jf. § 107 og § 108, stk. 1, i lov om social service, samt boformer for voksne, der drives efter forsøgsbestemmelserne i § 184, stk. 1, i lov om social service.

4) Opholdssteder uden for de pågældendes bolig, hvor kommunen giver tilbud om personlig hjælp, omsorg og pleje m.v. til personer, som på grund af midlertidig eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov herfor, jf. § 83, stk. 1 og 2, i lov om social service.

5) Almene plejeboliger, der er omfattet af lov om almene boliger m.v., plejeboliger, der er omfattet af lov om boliger for ældre og personer med handicap, ustøttede private plejeboliger, der er omfattet af lov om leje, og friplejeboliger, der er omfattet af lov om friplejeboliger.

6) Øvrige almene ældreboliger, der er omfattet af lov om almene boliger m.v., øvrige ældreboliger, der er omfattet af lov om boliger for ældre og personer med handicap, samt lette kollektivboliger og boliger og hjem for gamle, syge og svagelige, der er omfattet af de i medfør af lov om boligbyggeri og lov om almene boliger m.v. fastsatte forskrifter herom.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at brevstemmeafgivning i de boformer eller boligtyper, der er nævnt i stk. 2, nr. 3 og 6, herunder i nærmere angivne grupper af disse, skal finde sted efter reglerne om brevstemmeafgivning i hjemmet i stedet for efter reglerne i denne bekendtgørelse.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at der ikke skal foretages brevstemmeafgivning på de opholdssteder, der er nævnt i stk. 2, nr. 4, herunder i nærmere angivne grupper af disse.

Stk. 5. Ved bindende kommunal folkeafstemning kan der kun brevstemmes i boliger og boformer i kommunen og efter aftale i andre kommuner.

§ 2. Ved folketingsvalg kan der brevstemmes fra valgets udskrivelse, dog senest tredjesidste hverdag, herunder lørdag, før valgdagen.

Stk. 2. Ved Europa-Parlamentsvalg, kommunale og regionale valg og landsdækkende folkeafstemning og bindende kommunal folkeafstemning kan der brevstemmes de sidste 3 uger før valgdagen, dog senest tredjesidste hverdag, herunder lørdag, før valgdagen.

Kapitel 2

Kommunalbestyrelsens opgaver

§ 3. Der påhviler kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor boformen eller boligen ligger, følgende opgaver:

1) Kommunalbestyrelsen skal fastsætte den dag eller de dage, hvor der kan brevstemmes inden for den periode, der er nævnt i § 2.

2) Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der bliver truffet de fornødne forberedelser til at brevstemme i boformen eller boligen, herunder om muligt indrettet et særligt stemmelokale som nævnt i § 5, stk. 1.

3) Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at vælgere, der bor eller opholder sig i de nævnte boformer eller boliger, i god tid inden afstemningen skal finde sted, orienteres om muligheden for at brevstemme i boformen eller boligen. Vælgerne skal samtidig orienteres om, at de i stedet for at brevstemme kan stemme på valgdagen. Kommunalbestyrelsen er ikke efter denne bekendtgørelse forpligtet til at afholde eventuelle udgifter i forbindelse med transport eller ledsagelse til afstemningsstedet.

4) Kommunalbestyrelsen skal udpege stemmemodtagere, jf. § 4, og sørge for, at disse bliver oplyst om tid og sted for brevstemmeafgivningen. Kommunalbestyrelsen skal endvidere sørge for, at stemmemodtagerne er bekendt med deres opgaver i forbindelse med gennemførelsen af brevstemmeafgivningen og med de særlige pligter, der påhviler dem efter folketingsvalglovens § 62, stk. 1, og § 100, stk. 6, og den kommunale og regionale valglovs § 68, stk. 1, samt bliver forsynet med de fortegnelser over de opstillingsberettigede partier henholdsvis opstillede kandidatlister og kandidater m.v., der er nævnt i § 17, stk. 1 og 2.

5) Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at vælgerne i de nævnte boformer eller boliger ikke bliver udsat for valgagitation i stemmelokalerne eller de umiddelbare adgangsveje hertil.

Kapitel 3

Stemmemodtagere

§ 4. Brevstemmer skal afgives til 2 stemmemodtagere. Stemmemodtagerne skal være ansat i kommunens forvaltning eller på boformen eller boligen eller være udpeget blandt de tilforordnede vælgere i kommunen, jf. folketingsvalglovens § 30 og den kommunale og regionale valglovs § 17, stk. 1. Stemmemodtagere, der er ansat på boformen eller boligen, skal udpeges blandt personale, der udelukkende eller fortrinsvis varetager administrative funktioner. Der skal udpeges et eller flere par stemmemodtagere.

Stk. 2. Hvis begge stemmemodtagere er udpeget blandt de tilforordnede vælgere i kommunen, skal stemmemodtagerne så vidt muligt være udpeget af forskellige grupper i kommunalbestyrelsen.

Stk. 3. Kandidater til valget kan ikke udpeges som stemmemodtagere. Personer, der yder personlig og praktisk hjælp m.v. i hjemmet, samt hjemmesygeplejersker og andre aktivt udøvende i hjemmesygeplejerskeordningen kan ikke udpeges som stemmemodtagere ved en boform eller bolig, hvor de gør tjeneste.

Kapitel 4

Stemmelokaler

§ 5. Brevstemmeafgivningen skal foregå i et dertil indrettet lokale i tilknytning til eller i umiddelbar nærhed af boformen eller boligen.

Stk. 2. Hvis en vælgers helbredstilstand taler derfor, eller det ikke er muligt at brevstemme som nævnt i stk. 1, kan der brevstemmes i vælgerens egen bolig.

§ 6. Stemmelokalet skal være indrettet, så vælgeren kan udfylde stemmesedlen uset af andre, enten ved et fritstående bord eller i et særligt indrettet stemmerum.

Stk. 2. Personlig bistand til stemmeafgivningen, herunder til udfyldelse af stemmesedlen, skal ske uden for hørevidde af andre end stemmemodtagerne og en eventuel hjælper, vælgeren har udpeget, jf. § 15, stk. 2 og 3.

Stk. 3. Brevstemmeafgivning skal tilrettelægges, så vælgeren kan udfylde stemmesedlen uset af andre. Pårørende, besøgende eller andre, bortset fra stemmemodtagerne og en eventuel hjælper, vælgeren har udpeget, jf. § 15, stk. 2 og 3, må ikke være til stede, mens brevstemmeafgivningen finder sted, medmindre vælgeren udtrykkeligt tilkendegiver et ønske herom.

Kapitel 5

Brevstemmematerialet

§ 7. Til folketingsvalg, Europa-Parlamentsvalg, landsdækkende folkeafstemning og bindende kommunal folkeafstemning består brevstemmematerialet af

1) en stemmeseddel med tilhørende konvolut,

2) et følgebrev og

3) en yderkuvert.

Stk. 2. Til kommunale og regionale valg består brevstemmematerialet af

1) en stemmeseddel til kommunalbestyrelsesvalg med tilhørende konvolut,

2) en stemmeseddel til regionsrådsvalg med tilhørende konvolut,

3) et følgebrev og

4) en yderkuvert.

§ 8. Ved brevstemmeafgivningen til folketingsvalg, Europa-Parlamentsvalg, kommunale og regionale valg og landsdækkende folkeafstemning må kun bruges det brevstemmemateriale, der er fremstillet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, eller som indenrigs- og sundhedsministeren har bestemt skal sidestilles med Indenrigs- og Sundhedsministeriets følgebreve og yderkuverter. Ved brevstemmeafgivningen til bindende kommunale folkeafstemninger må kun bruges det brevstemmemateriale, der er fremstillet af kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. Før folketingsvalg, Europa-Parlamentsvalg, kommunale og regionale valg og landsdækkende folkeafstemning giver Indenrigs- og Sundhedsministeriet kommunalbestyrelsen meddelelse om indholdet og udformningen af det brevstemmemateriale, der skal bruges.

Stk. 3. Før bindende kommunale folkeafstemninger skal kommunalbestyrelsen sende brevstemmematerialet til afstemningen eller oplyse til de kommunalbestyrelser, der er indgået aftale med, jf. § 1, stk. 5, hvor materialet kan bestilles for kommunens regning.

Kapitel 6

Den almindelige fremgangsmåde ved brevstemmeafgivning

§ 9. Vælgeren skal vise legitimation til stemmemodtagerne (sundhedskort, kørekort, pas eller lignende). Hvis mindst én af stemmemodtagerne har sikkert kendskab til vælgerens identitet, eller hvis denne på anden måde end ved forevisning af legitimation med sikkerhed kan fastslås, kan der ses bort fra kravet om forevisning af legitimation.

Stk. 2. Stemmemodtagerne skal undersøge, om de personer, der ønsker at brevstemme, senest på valgdagen er fyldt 18 år. Stemmemodtagerne skal ikke undersøge, om vælgeren opfylder de øvrige valgretsbetingelser.

Stk. 3. Når vælgeren er identificeret udleveres brevstemmematerialet. Stemmemodtagerne skal påse, at vælgeren ikke forlader lokalet med brevstemmematerialet, og at stemmeafgivningen sker umiddelbart efter, at brevstemmematerialet er udleveret. Stemmemodtagerne skal også påse, at vælgeren udfylder stemmesedlen og lægger denne i konvolutten, uden at nogen kan se, hvad vælgeren har stemt, jf. dog § 15, stk. 1-3.

§ 10. Til folketingsvalg foregår stemmeafgivningen på følgende måde:

1) På stemmesedlen skriver vælgeren navnet eller bogstavbetegnelsen for et parti, der har kandidater opstillet i den storkreds, hvor vælgeren er optaget på valglisten (har fast bopæl). Ønsker vælgeren at stemme på en bestemt kandidat, der er opstillet i vælgerens storkreds, skrives navnet på kandidaten, eventuelt med tilføjelse af partinavnet eller bogstavbetegnelsen for det parti, som kandidaten er opstillet for. Mindst én af de tre rubrikker på stemmesedlen skal udfyldes. Ønsker vælgeren at stemme på en kandidat, der opstiller uden for partierne, kan der ikke også anføres et partibogstav eller partinavn.

2) Når vælgeren har udfyldt stemmesedlen, lægger vælgeren den i konvolutten og lukker denne.

3) Derefter udfylder vælgeren følgebrevet og underskriver dette i overværelse af stemmemodtagerne. En af stemmemodtagerne kan udfylde følgebrevet, hvis vælgeren ikke er i stand til det eller ønsker hjælp.

4) En af stemmemodtagerne attesterer stemmeafgivningen med sin underskrift og angivelse af stilling på følgebrevet. Som stilling angives: »tilforordnet«, hvis stemmemodtageren er udpeget blandt de tilforordnede vælgere i kommunen. Følgebrevet skal påføres kommunens stempel eller navn, hvis stemmemodtageren er ansat i kommunen eller udpeget blandt de tilforordnede vælgere i kommunen. Følgebrevet skal påføres boformens eller boligens stempel eller navn, hvis stemmemodtageren er ansat på boformen eller boligen. Hvis en af stemmemodtagerne har udfyldt følgebrevet for vælgeren, jf. nr. 3, skal attestationen foretages af den anden stemmemodtager.

5) Vælgeren lægger konvolutten med stemmeseddel samt følgebrevet i yderkuverten og udfylder og lukker yderkuverten i overværelse af stemmemodtagerne. Yderkuverten adresseres til den kommune, hvor vælgeren har fast bopæl. I rubrikken på bagsiden af yderkuverten skal vælgeren skrive sit navn, fødselsdato og bopæl. En af stemmemodtagerne kan udfylde rubrikken på bagsiden af yderkuverten, hvis vælgeren anmoder om det.

6) Yderkuverten med konvolut med stemmeseddel samt følgebrev afleveres til en af stemmemodtagerne, der sørger for, at yderkuverten snarest afleveres til den kommune, hvor boformen eller boligen er beliggende. Hvis vælgeren har fast bopæl i en anden kommune, skal kommunen sørge for, at brevstemmen snarest sendes til vedkommende kommune. Hver brevstemme skal sendes særskilt. Flere brevstemmer stilet til samme kommunalbestyrelse må ikke sendes som én forsendelse i en større konvolut eller lignende.

§ 11. Til Europa-Parlamentsvalg foregår stemmeafgivningen på følgende måde:

1) På stemmesedlen skriver vælgeren navnet eller bogstavbetegnelsen for et parti, der har opstillet kandidater til valget. Ønsker vælgeren at stemme på en bestemt kandidat, skrives navnet på denne, eventuelt med tilføjelse af partinavnet eller bogstavbetegnelsen for det parti, som kandidaten er opstillet for. Mindst én af de tre rubrikker på stemmesedlen skal udfyldes.

2) Derefter følges samme fremgangsmåde som ved folketingsvalg, jf. § 10, nr. 2-6.

§ 12. Til kommunale og regionale valg foregår stemmeafgivningen på følgende måde, jf. dog stk. 2:

1) På stemmesedlen til kommunalbestyrelsesvalget skriver vælgeren listebetegnelsen (partinavnet) eller bogstavbetegnelsen for en kandidatliste, der er opstillet til kommunalbestyrelsesvalget i den kommune, hvor vælgeren har fast bopæl. Ønsker vælgeren at stemme på en bestemt kandidat, der er opstillet i kommunen, skrives navnet på kandidaten, eventuelt med tilføjelse af listebetegnelsen (partinavnet) eller bogstavbetegnelsen for den kandidatliste, som kandidaten er opstillet på. Mindst én af de tre rubrikker på stemmesedlen skal udfyldes. Stemmesedlen lægges derefter i den tilhørende konvolut, der lukkes.

2) På stemmesedlen til regionsrådsvalget skriver vælgeren listebetegnelsen (partinavnet) eller bogstavbetegnelsen for en kandidatliste, der er opstillet til regionsrådsvalget i den region, hvor vælgeren har fast bopæl. Ønsker vælgeren at stemme på en bestemt kandidat, der er opstillet i regionen, skrives navnet på kandidaten, eventuelt med tilføjelse af listebetegnelsen (partinavnet) eller bogstavbetegnelsen for den kandidatliste, som kandidaten er opstillet på. Mindst én af de tre rubrikker på stemmesedlen skal udfyldes. Stemmesedlen lægges derefter i den tilhørende konvolut, der lukkes.

3) Derefter følges samme fremgangsmåde som ved folketingsvalg, jf. § 10, nr. 3-6. Begge konvolutter med stemmesedler samt følgebrevet lægges i én yderkuvert.

Stk. 2. Hvis en vælger kun ønsker at stemme til kommunalbestyrelsesvalget eller regionsrådsvalget, kan vælgeren enten undlade at udfylde den anden stemmeseddel og i øvrigt følge samme fremgangsmåde som angivet i stk. 1 (afgive blank stemme) eller tilbagelevere den ubenyttede stemmeseddel med tilhørende konvolut til en af stemmemodtagerne. Den ubenyttede stemmeseddel og konvolut påtegnes »Ikke benyttet« og afleveres til kommunalbestyrelsen, der tilintetgør det ikke benyttede stemmemateriale. I øvrigt følges samme fremgangsmåde som angivet i stk. 1.

§ 13. Til landsdækkende folkeafstemning og bindende kommunal folkeafstemning foregår stemmeafgivningen på følgende måde:

1) På stemmesedlen, hvorpå der klart adskilt er trykt ordene »Ja« og »Nej«, sætter vælgeren et kryds ved ordet »Ja«, hvis vælgeren stemmer for lovforslaget eller loven henholdsvis beslutningen. Vælgere, der stemmer imod, sætter et kryds ved ordet »Nej«.

2) Derefter følges samme fremgangsmåde som ved folketingsvalg, jf. § 10, nr. 2-6.

§ 14. Portoudgiften til eventuel forsendelse af brevstemmer afholdes af kommunen. Boformen eller bostedet kan indgå aftale med en anden kommunalbestyrelse om indlevering af brevstemmer med henblik på denne kommunes videresendelse.

Kapitel 7

Hjælp til stemmeafgivningen

§ 15. Hvis en vælger, der ønsker at stemme, ikke er i stand til at udfylde stemmesedlen, følgebrevet eller yderkuverten, eller hvis vælgeren i øvrigt ønsker hjælp i forbindelse med stemmeafgivningen, skal stemmemodtagerne yde den fornødne hjælp hertil, jf. dog stk. 2-5.

Stk. 2. I stedet for den ene af stemmemodtagerne kan vælgeren forlange personlig bistand til stemmeafgivningen af en person, der er udpeget af vælgeren selv, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Personlig bistand til stemmeafgivningen kan ydes alene af en person, der er udpeget af vælgeren selv, hvis vælgeren over for stemmemodtageren udtrykkeligt og utvetydigt tilkendegiver et ønske herom, og vælgerens ønske er begrundet i en umiddelbart konstaterbar eller dokumenterbar fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, jf. § 61, stk. 4, 4. pkt., jf. § 100, stk. 1, i lov om valg til Folketinget, § 26 i lov om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet og § 67, stk. 4, 4. pkt., i lov om kommunale og regionale valg. Vælgeren skal således have en funktionsnedsættelse, som umiddelbart kan ses, f.eks. i form af brækkede lemmer, brug af kørestol, krykkestokke, Demenssymbolet, mobilitystok eller førerhund og lignende, eller en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, som vælgeren kan dokumentere, f.eks. i form af et ledsagekort eller parkeringskort for personer med handicap udstedt af Danske Handicaporganisationer, en lægeerklæring eller en erklæring eller attest udstedt af en offentlig myndighed.

Stk. 4. Personlig bistand til at udfylde stemmesedlen efter stk. 1-3 kan kun ydes, hvis vælgeren umiddelbart over for den eller dem, der yder personlig bistand, utvetydigt kan tilkendegive, på hvilket parti (kandidatliste) eller hvilken kandidat vælgeren ønsker at stemme, eller for så vidt angår folkeafstemninger, hvorvidt vælgeren ønsker at stemme ja eller nej.

Stk. 5. Det er stemmemodtagerne, der vurderer, om personlig bistand kan ydes efter stk. 1-4.

Stk. 6. Hvis der er ydet personlig bistand til at udfylde stemmesedlen, skal dette fremgå af følgebrevet, idet dette påføres ordene »Stemme udfyldt med personlig bistand« eller lignende efterfulgt af underskrift af den eller dem, der har ydet personlig bistand.

Stk. 7. Hvis vælgeren ikke er i stand til at underskrive følgebrevet, skal den ene af stemmemodtagerne på det sted på følgebrevet, der er beregnet til vælgerens underskrift, skrive: »[stemmemodtagerens underskrift] for [vælgerens navn]«. Den anden stemmemodtager underskriver attesten på følgebrevet.

Stk. 8. Medvirker en person, der er udpeget af vælgeren selv, til vælgerens stemmeafgivning, ydes den fornødne personlige bistand til at udfylde stemmesedlen, følgebrevet eller yderkuverten enten i forening mellem stemmemodtageren og den person, der er udpeget af vælgeren selv, jf. stk. 2, eller alene af den person, der er udpeget af vælgeren selv, jf. stk. 3. Det er dog stemmemodtageren, der sikrer sig vælgerens identitet, jf. § 9, attesterer stemmeafgivningen på følgebrevet, jf. § 10, nr. 4, og giver vejledning m.v. efter kapitel 8. Hvis vælgeren ikke er i stand til at underskrive følgebrevet, underskriver den personligt udpegede hjælper eller, hvis dette ikke er muligt, stemmemodtageren følgebrevet på vælgerens vegne, jf. stk. 7.

Kapitel 8

Vejledning af vælgeren om fremgangsmåden ved brevstemmeafgivning, om opstillede partier og kandidater m.v.

§ 16. Stemmemodtagerne skal efter behov give vælgeren vejledning om fremgangsmåden ved brevstemmeafgivning, jf. §§ 9-13, herunder om mulighederne og betingelserne for at få hjælp til stemmeafgivningen, jf. § 15.

§ 17. Stemmemodtagerne skal sørge for, at vælgeren i forbindelse med stemmeafgivningen har adgang:

1) Ved folketingsvalg: den fortegnelse over opstillingsberettigede partier, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet sender til alle kommunalbestyrelser, når der er udskrevet folketingsvalg.

2) Ved Europa-Parlamentsvalg: den fortegnelse over de opstillede partier og de opstillede kandidater, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet sender til alle kommunalbestyrelser senest 6 uger før valgdagen.

3) Ved kommunale og regionale valg: en fortegnelse over de godkendte kandidatlister, herunder samtlige kandidaters navne, samt oplysning om anmeldte valgforbund, såvel til det pågældende kommunalbestyrelsesvalg som det pågældende regionsrådsvalg, jf. den kommunale og regionale valglovs § 43.

4) Ved folkeafstemning: den vejledning om brevstemmeafgivning ved folkeafstemningen, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet sender til alle kommunalbestyrelser forud for folkeafstemningen.

Stk. 2. Hvis brevstemmeafgivningen til folketingsvalg finder sted senere end 10 dage før valgdagen, skal vælgeren så vidt muligt have adgang til en fortegnelse over de kandidater til valget, der er opstillet i storkredsen.

Stk. 3. Stemmemodtagerne må ikke uopfordret give vælgerne andre oplysninger om de opstillede partier (kandidatlister) og kandidater m.v. end de oplysninger, der fremgår af de fortegnelser, der er nævnt i stk. 1 og 2. Stemmemodtagerne kan besvare eventuelle spørgsmål fra vælgerne om, hvorvidt bestemte personer er opstillet som kandidater til valget, hvis stemmemodtagerne har kendskab hertil.

Stk. 4. I tilfælde, hvor vælgeren til folketingsvalg eller kommunale og regionale valg tilkendegiver at ville stemme på en bestemt person, hvorom det ikke med sikkerhed vides, om vedkommende er kandidat til valget eller er kandidat til valget i den storkreds henholdsvis kommune eller region, hvor vælgeren har fast bopæl, kan stemmemodtagerne vejlede vælgeren om, at der på stemmesedlen ud over kandidatens navn også bør skrives bogstavbetegnelsen eller navnet på det parti (kandidatliste), som kandidaten tilhører, hvis vælgeren eller stemmemodtagerne er bekendt med dette.

§ 18. Stemmemodtagerne må ikke bære emblemer, mærkater eller lignende, der angiver tilknytning til et bestemt parti (kandidatliste) eller en bestemt kandidat. Stemmemodtagerne må heller ikke bære emblemer, mærkater eller lignende, der angiver stillingtagen til politiske spørgsmål eller i øvrigt giver udtryk for en bestemt politisk holdning eller lignende.

§ 19. Kommunalbestyrelsen kan føre lister over de vælgere, der har brevstemt eller har fået tilbud herom, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt for at sikre, at alle vælgere, hvis helbredstilstand tilsiger dette, har fået tilbud om at brevstemme i deres egen bolig, jf. § 5, stk. 2. Sådanne lister må ikke vises til uvedkommende og skal tilintetgøres, når klagefristen er udløbet, og eventuelle valgklager er endeligt afgjort.

Stk. 2. Hvis en vælger, der bor eller opholder sig i en boform eller bolig, og som kan have brevstemt i boformen eller boligen, er afgået ved døden inden valgdagen, skal boformen eller boligen snarest underrette vælgerens bopælskommune om dødsfaldet.

Kapitel 9

Ikrafttræden

§ 20. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. januar 2024.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1137 af 18. oktober 2017 om brevstemmeafgivning i visse boformer og boliger efter lov om social service og boliglovgivningen ophæves.

Til toppen