Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om erhvervsskolers godkendelse af oplæringsvirksomheder

Undervisnings- og Kvalitetsstyrelsens bekendtgørelse nr. 957 af 22/6 2023.

I medfør af § 46, stk. 4, i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 956 af 21. juni 2022, som ændret ved lov nr. 324 af 28. marts 2023, og efter indstilling fra Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 1, nr. 13, i bekendtgørelse nr. 828 af 10. juni 2022 om delegation til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet af adgangen til udstedelse af bekendtgørelser:

§ 1. En erhvervsskole kan godkende en virksomhed som lærested for den enkelte elev eller lærling i henhold til § 31, stk. 2, jf. § 46 i lov om erhvervsuddannelser. Godkendelsen kan omfatte en eller flere, herunder alle, oplæringsperioder i uddannelsen.

Stk. 2. Det forudsættes, at skolens afgørelse efter stk. 1 træffes på grundlag af principper for godkendelse, som skolen har fastsat efter samråd med det lokale uddannelsesudvalg.

Stk. 3. Skolen underretter det pågældende faglige udvalg om godkendelsen.

§ 2. Reglerne i § 1, stk. 2, § 2, § 4 og § 6, i bekendtgørelse om de faglige udvalgs behandling af sager om godkendelse af virksomheder som læresteder for elever og lærlinge i erhvervsuddannelser finder tilsvarende anvendelse for en skoles afgørelse efter § 1.

§ 3. En erhvervsskole kan træffe afgørelse om helt eller delvist at tilbagekalde en godkendelse efter § 1. Skolen skal i disse sager iagttage reglerne i § 6 i bekendtgørelse om de faglige udvalgs behandling af sager om godkendelse af virksomheder som læresteder for elever og lærlinge i erhvervsuddannelser.

§ 4. Afgørelser efter denne bekendtgørelse kan indbringes for Ankenævnet vedrørende oplæringsvirksomheder, jf. § 47, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser.

§ 5. Hvis skolen ved registrering af en uddannelsesaftale konstaterer, at virksomheden ikke er godkendt, skal skolen rette henvendelse til det faglige udvalg, jf. bekendtgørelse om erhvervsuddannelser, eller træffe afgørelse i henhold til § 1.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2023.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 50 af 21. januar 1997 om erhvervsskolers godkendelse af praktikvirksomheder ophæves.

Til toppen