Bekendtgørelse om de faglige udvalgs behandling af sager om godkendelse af virksomheder som læresteder for elever og lærlinge i erhvervsuddannelser
Undervisnings- og Kvalitetsstyrelsens bekendtgørelse nr. 956 af 22/6 2023.
I medfør af § 46, stk. 4, i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 956 af 21. juni 2022, som ændret ved lov nr. 324 af 28. marts 2023, og efter indstilling fra Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 1, nr. 13, i bekendtgørelse nr. 828 af 10. juni 2022 om delegation til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet af adgangen til udstedelse af bekendtgørelser:
§ 1. Det faglige udvalg træffer afgørelse af, om en virksomhed kan godkendes som lærested inden for udvalgets område, jf. § 5.
Stk. 2. Afgørelsen træffes på grundlag af en konkret vurdering af:
1) om virksomheden vil kunne gennemføre oplæringen i overensstemmelse med de regler om oplæring, der er fastsat i vedkommende uddannelsesbekendtgørelse, og
2) om virksomheden kan give eleven eller lærlingen tilfredsstillende oplæringsforhold.
§ 2. Udvalgets afgørelse, jf. § 1, træffes på grundlag af ansøgning fra en virksomhed, eventuelt indsendt gennem en erhvervsskole.
Stk. 2. Ansøgningen kan foreligge i forbindelse med en uddannelsesaftale, indgået under forudsætning af, at virksomheden godkendes som lærested.
Stk. 3. Det faglige udvalg skal straks efter ansøgningens modtagelse søge de oplysninger, der er nødvendige for godkendelsesspørgsmålets afgørelse, tilvejebragt.
§ 3. De oplysninger om virksomheden, som det faglige udvalg finder nødvendige for afgørelsen, og som udvalget ikke allerede er i besiddelse af eller umiddelbart kan få fra det lokale uddannelsesudvalg, tilvejebringes ved virksomhedens besvarelse af et oplysningsskema. Skemaet udleveres af det faglige udvalg eller en erhvervsskole. Skolen tilbyder virksomheden bistand med ansøgning og besvarelse af oplysningsskemaet.
Stk. 2. Hvis oplysningsskemaets besvarelse ikke giver det faglige udvalg et fyldestgørende grundlag for afgørelsen af godkendelsesspørgsmålet, træffer udvalget afgørelse om, hvorledes de nødvendige supplerende oplysninger skal tilvejebringes. Dette kan ske ved
1) mundtlig eller skriftlig kontakt med virksomheden,
2) at indhente en udtalelse fra skolen eller det lokale uddannelsesudvalg, eller
3) efter aftale med virksomheden at undersøge denne gennem en besigtigelse, eventuelt ved det lokale uddannelsesudvalg.
§ 4. Det faglige udvalgs afgørelse skal træffes hurtigst muligt og skal foreligge inden 2 uger fra ansøgningens modtagelse eller, hvis der er anvendt oplysningsskema, fra modtagelsen af skemaet i besvaret stand.
Stk. 2. Hvis 2 ugers fristen ikke kan overholdes, skal udvalget underrette virksomheden om grunden hertil samt om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge.
§ 5. Udvalgets afgørelse i henhold til § 1 skal i almindelighed gå ud på, at virksomheden inden for en uddannelse
1) godkendes,
2) godkendes for en bestemt periode,
3) godkendes for et eller flere nærmere angivne uddannelsesforhold, eller
4) godkendes på betingelse af, at virksomheden foretager nærmere angivne foranstaltninger.
Stk. 2. Hvis det faglige udvalg undtagelsesvis ikke kan godkende en virksomhed efter stk. 1, nr. 1 og 2, og i ganske særlige tilfælde heller ikke finder at have grundlag for at kunne fastsætte begrænsninger eller betingelser som omtalt i stk. 1, nr. 3 og 4, jf. stk. 3, går afgørelsen ud på, at virksomheden ikke kan godkendes som lærested.
Stk. 3. En godkendelse kan være begrænset til at angå bestemte dele af en erhvervsuddannelse eller et speciale. Godkendelsen kan være betinget af, at eleven eller lærlingen modtager supplerende uddannelse på skole eller i en anden virksomhed. Udvalget skal da, eventuelt ved samarbejde med skole eller lokalt uddannelsesudvalg, søge at formidle, at sådan supplerende uddannelse, herunder ved kombinationsaftale, kan etableres.
Stk. 4. Træffer det faglige udvalg afgørelse om, at virksomheden godkendes med begrænsninger eller betingelser, jf. stk. 1, nr. 2-4, eller stk. 3, skal afgørelsen være ledsaget af en begrundelse. Begrundelsen skal indeholde sådanne oplysninger, at virksomheden kan se, hvilke foranstaltninger der skal foretages i virksomheden, for at den kan godkendes som lærested uden begrænsninger eller betingelser.
Stk. 5. En afgørelse efter stk. 2 om, at en virksomhed ikke kan godkendes som lærested, skal ledsages af begrundelse og vejledning til virksomheden om, hvilke foranstaltninger virksomheden skal gennemføre for at blive godkendt.
§ 6. Hvis det faglige udvalg vurderer, at en godkendt virksomhed ikke længere opfylder betingelserne i § 1, stk. 2, nr. 1 og 2, kan udvalget, jf. § 46, stk. 3, i lov om erhvervsuddannelser, træffe afgørelse om, at virksomhedens godkendelse som lærested helt eller delvist tilbagekaldes, jf. også stk. 2. Det faglige udvalg skal sikre, at sagen oplyses i sin helhed, og at afgørelsen ledsages af en begrundelse samt vejledning til virksomheden om, hvilke foranstaltninger virksomheden skal gennemføre for at kunne blive godkendt igen.
Stk. 2. Når det faglige udvalg vurderer sager om tilbagekaldelse af godkendelser efter stk. 1 på baggrund af sager om seksuel chikane i en oplæringsvirksomhed, skal udvalget træffe afgørelse ved inddragelse af samtlige relevante oplysninger, som f.eks. konkrete afgørelser om seksuel chikane truffet af myndigheder samt nævn eller domstole, omfanget af den seksuelle chikane, virksomhedens størrelse, hvordan virksomheden har håndteret sagerne, og hvilke tiltag virksomheden har iværksat for at forebygge seksuel chikane. Udvalget skal desuden tage højde for oplysninger om, hvor i virksomheden sagerne er konstateret med henblik på at vurdere, om en tilbagekaldelse af godkendelsen som oplæringsvirksomhed er relevant i forhold til det område, eleverne eller lærlingene er beskæftiget.
§ 7. Det faglige udvalg offentliggør på internettet oplysninger om de virksomheder, som udvalget har godkendt. Offentliggørelsen skal som minimum indeholde oplysninger om:
1) Virksomhedens navn.
2) Adresse.
3) Lærestedets adresse.
4) Hvilken uddannelse godkendelsen omfatter.
5) Godkendelsens nærmere indhold, jf. § 5, stk. 1, 3 og 4.
Stk. 2. Såfremt det faglige udvalg tilbagekalder en godkendelse, skal udvalget straks foranledige godkendelsen fjernet fra den offentliggjorte fortegnelse.
Stk. 3. Offentliggørelse skal ske på det af ministeriet drevne Lærepladsen.dk, og kan ske efter aftale med det faglige udvalg ved overførsel af data fra Børne- og Undervisningsministeriets registre.
Stk. 4. Oplysningernes format kan fastsættes af Børne- og Undervisningsministeriet.
Stk. 5. Børne- og Undervisningsministeriet kan bemyndige en styrelse under Børne- og Undervisningsministeriet, en anden offentlig institution eller efter udbud en selvejende institution eller en privat virksomhed til at varetage driften af lærepladsen.dk, jf. stk. 3.
§ 8. Afgørelser efter denne bekendtgørelse kan indbringes for Ankenævnet vedrørende oplæringsvirksomheder, jf. § 47, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser.
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2023.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 26 af 15. januar 1991 om de faglige udvalgs behandling af sager om godkendelse af virksomheder som praktiksteder for elever i erhvervsuddannelser ophæves.