Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i ergoterapi

Uddannelses- og Forskningsstyrelsens bekendtgørelse nr. 773 af 12/6 2023.

I medfør af § 22, stk. 1, og § 27 i lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 1343 af 10. december 2019, som ændret ved lov nr. 363 af 9. marts 2021 og lov nr. 2622 af 28. december 2021, og § 15, stk. 1 og 2, i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023, og efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 3, nr. 9 og 18, i bekendtgørelse nr. 979 af 24. juni 2022 om delegation af uddannelses- og forskningsministerens beføjelser til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen:

Til toppen

Kapitel 1 – Formål

§ 1. Formålet med uddannelsen til professionsbachelor i ergoterapi er at kvalificere den studerende til efter endt uddannelse selvstændigt at kunne udøve, koordinere og lede ergoterapi med henblik på gennem evidensbaseret praksis at understøtte borgeres og patienters muligheder for at mestre aktivitetsproblemer i hverdagen. Den uddannede skal gennem uddannelsen opnå både teoretiske og kliniske kompetencer i relation til sundhedsfremme, forebyggelse, rehabilitering, habilitering og palliation og skal uddannes til at være refleksiv og kritisk. Den uddannede opnår kompetencer til at kunne deltage i forsknings- og udviklingsarbejde og til at kunne fortsætte i teoretisk og klinisk kompetencegivende efter- og videreuddannelse.

Stk. 2. Den uddannede skal have viden, færdigheder og kompetencer som angivet i bilag 1.

Stk. 3. Uddannelsen er baseret på forsknings- og udviklingsviden inden for ergoterapeutens fagområde og viden om praksis i den profession og de erhverv, som uddannelsen er rettet mod.

§ 2. Uddannelsen giver den uddannede ret til at anvende titlen professionsbachelor i ergoterapi. Den engelske titel er Bachelor of Occupational Therapy.

Stk. 2. Uddannelsens engelske betegnelse er Bachelor's Degree Programme of Occupational Therapy.

Stk. 3. Den uddannede kan autoriseres i medfør af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.

Til toppen

Kapitel 2 – Varighed, struktur og tilrettelæggelse

§ 3. Uddannelsesinstitutionen, der udbyder uddannelsen, er ansvarlig for uddannelsen i sin helhed.

Stk. 2. Institutionen og organisationen, der stiller praktiksted (klinisk uddannelsessted) til rådighed, samarbejder på alle niveauer med henblik på at sikre sammenhængen mellem den teoretiske undervisning og praktikken (den kliniske uddannelse). Institutionen sørger for, at samarbejdet etableres og vedligeholdes. Samarbejde mellem institutionen og praktikinstitutionen skal være beskrevet i forpligtende aftaler, som er udarbejdet i fællesskab, og som skal offentliggøres på institutionens hjemmeside.

Stk. 3. Institutionen skal godkende praktikstedet. Et praktiksted udgør et ledelsesmæssigt afgrænset område, som er godkendt af institutionen, jf. kriterierne herfor i studieordningen.

Stk. 4. Praktikstedet er over for institutionen ansvarlig for gennemførelsen af praktikken i henhold til retningslinjer fastsat af institutionen.

Stk. 5. Det er en forudsætning for godkendelse af praktikstedet, at der er tilknyttet kliniske undervisere, der er ergoterapeuter, og som har pædagogiske kvalifikationer svarende til den kliniske videreuddannelse, der svarer til 1/6 diplomuddannelse.

Stk. 6. Det er tillige en forudsætning for godkendelse, at praktikken opfylder følgende:

1) Ved praktik forstås den del af uddannelsen, hvor den ergoterapeutstuderende er i direkte kontakt med raske eller syge enkeltpersoner og eller grupper, lærer at planlægge, yde og vurdere den samlede ergoterapeutindsats.

2) Praktikken finder sted på statslige, regionale, kommunale og private institutioner samt andre relevante institutioner og foregår under vejledning.

3) Udvalgte elementer af praktikken kan i begrænset omfang og f.eks. som forberedelse til borger- og patientkontakt tilrettelægges i et færdighedslaboratorium eller simulationslaboratorium, men kan ikke erstatte direkte borger- og patientkontakt i den kliniske afdeling eller institution.

§ 4. Uddannelsen, der er en fuldtidsuddannelse, er normeret til 210 ECTS-point, heraf 20 ECTS-point valgfrie elementer, 20 ECTS-point tværprofessionelle elementer og bachelorprojekt på 20 ECTS-point. Et studenterårsværk er en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år og svarer til 60 ECTS-point.

Stk. 2. Uddannelsen er opdelt i semestre med en varighed på hver 30 ECTS-point. Et semester kan opdeles i moduler på 10 ECTS-point.

§ 5. Uddannelsen består af teoretiske elementer med et samlet omfang på 168 ECTS-point og praktik med et samlet omfang på 42 ECTS-point.

Stk. 2. Uddannelsen tilrettelægges inden for følgende fagområder:

1) Sundhedsvidenskabelige fag, svarende til 147 ECTS-point.

2) Naturvidenskabelige fag, svarende til 21 ECTS-point.

3) Humanistiske fag, svarende til 21 ECTS-point.

4) Samfundsvidenskabelige fag, svarende til 21 ECTS-point.

§ 6. I uddannelsen indgår følgende obligatoriske temaer tilrettelagt på uddannelsens første to år:

1) Aktivitet og deltagelse i hverdagslivet på 30 ECTS-point.

2) Menneske, aktivitet og omgivelser på 30 ECTS-point.

3) Rehabilitering og habilitering samt sundhedsfremme og forebyggelse, som muliggør aktivitet og deltagelse på 30 ECTS-point.

4) Ergoterapeutisk praksis- og professionelle relationer på 30 ECTS-point.

§ 7. Uddannelsesinstitutionen fastsætter inden for rammerne af denne bekendtgørelse nærmere regler om uddannelsen i en studieordning for hele uddannelsen. Studieordningen består af en fællesdel, der har til formål at sikre ensartethed på tværs af institutioner og en institutionsdel. Studieordningens fællesdel udarbejdes i fællesskab af de institutioner, der er godkendt til at udbyde uddannelsen. Studieordningens institutionsdel udarbejdes af den enkelte institution, der er godkendt til at udbyde uddannelsen.

Stk. 2. Fællesdelen skal indeholde beskrivelse af følgende:

1) Indhold i hvert tema i de første to år.

2) Mål for læringsudbytte, der afsluttes efter uddannelsens første to år.

3) Fordelingen af teoretiske elementer og praktik (klinisk uddannelse) i ECTS-point inden for uddannelsens første to år.

4) Fordelingen af fagområder, jf. § 5 stk. 2, i ECTS-point inden for uddannelsens første to år, herunder fag med et omfang på mindst 5 ECTS-point.

5) Prøver, der tilrettelægges inden for uddannelsens første to år, herunder hvilke prøver, der har ekstern bedømmelse og er kliniske og/eller teoretiske.

6) Krav til det afsluttende bachelorprojekt.

7) Regler om merit.

Stk. 3. Institutionsdelen udarbejdes i overensstemmelse med reglerne om institutionsdel i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser (LEP-bekendtgørelsen). Institutionerne fastsætter i institutionsdelen obligatorisk og valgfrit indhold i temaer i de sidste 1½ år af uddannelsen, jf. § 4.

Til toppen

Kapitel 3 – Eksamen m.v.

§ 8. Prøver placeres i forbindelse med afslutning af et semester.

Stk. 2. Uddannelsesinstitutionerne fastsætter i studieordningens institutionsdel de mål for læringsudbytte, som prøves efter stk. 1.

Stk. 3. Der er mødepligt til praktikken. Opfyldelse af mødepligten er en forudsætning for, at den studerende kan gå til den afsluttende prøve i praktikken.

Stk. 4. I øvrigt gælder reglerne i bekendtgørelse om prøver og eksamen i erhvervsrettede videregående uddannelser (eksamensbekendtgørelsen).

Til toppen

Kapitel 4 – Andre regler

§ 9. Ved en væsentlig ændring af studieordningen skal relevant autorisationsmyndighed orienteres.

Stk. 2. En ændring af studieordningens beskrivelse af uddannelsens fællesdel forudsætter enighed blandt de udbydende uddannelsesinstitutioner og skal drøftes med institutionernes samarbejdspartnere vedrørende uddannelsen.

Stk. 3. I øvrigt gælder de regler om ændring af en studieordning, der er fastsat i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser samt i lov om professionshøjskoler.

§ 10. I øvrigt gælder de regler om professionsbacheloruddannelser, der er fastsat i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, dog undtaget krav til studieordningens fællesdel.

§ 11. Uddannelses- og Forskningsstyrelsen kan tillade, at en uddannelsesinstitution fraviger bekendtgørelsen som led i forsøg. Samtidigt fastsættes forsøgets varighed og afrapporteringsform.

Til toppen

Kapitel 5 – Ikrafttræden m.v.

§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2023.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 501 af 30. maj 2016 om uddannelsen til professionsbachelor i ergoterapi ophæves.

Til toppen

Bilag 1 – Mål for læringsudbytte for uddannelsen til professionsbachelor i ergoterapi

Mål for læringsudbyttet omfatter viden, færdigheder og kompetencer, som en professionsbachelor i ergoterapi skal opnå i uddannelsen

Viden

Den uddannede

1) har viden om og kan reflektere over betydningen af aktivitet og deltagelse i sammenhæng med livsvilkår og omgivelsernes indflydelse på menneskets fysiske og mentale sundhed og livskvalitet,

2) kan forstå og reflektere over kulturens betydning for menneskers sundhedsadfærd og relaterede behov samt kulturens betydning for aktivitet, deltagelse og indflydelse på sundhed og sygdom,

3) har viden om og kan reflektere over teknologi, der kan understøtte deltagelse i hverdagslivets aktiviteter og kan reflektere over teknologiens terapeutiske potentiale for relevante målgrupper,

4) har viden om og kan reflektere over ergoterapeutiske undersøgelses-, analyse-, interventions- og evalueringsmetoder inden for sundhedsfremme, forebyggelse, habilitering, rehabilitering og palliation,

5) har viden om sundhedssystemer og kan reflektere over ergoterapeutens rolle, kommunikation og samarbejde og det at skabe sammenhængende borger- og patientforløb,

6) har viden om og kan reflektere over professionens anvendelse af informations- og kommunikationsteknologi og teknologiens betydning,

7) har viden om, kan forstå og reflektere over borgerens og patientens mål,

8) kan reflektere over etiske problemstillinger,

9) har viden om kreativitet og kan forstå innovation som metode til forandring af praksis, og har kendskab til implementeringsmetoder i relation til konkrete målgrupper,

10) har viden om og kan reflektere over anvendelse af kommunikationsteorier og -metoder og kan forstå den kommunikative betydning i forhold til dialog og relationsskabelse,

11) har viden om metoder og standarder for kvalitetssikring, patientsikkerhed og kvalitetsudvikling og kan reflektere over deres anvendelse,

12) har viden om og kan reflektere over egen professionsudøvelse samt egne professionsopgaver og ansvarsområder i et organisatorisk, administrativt og samfundsmæssigt perspektiv i forhold til at være aktør i det hele sundhedsvæsen,

13) har viden om prioriteringer af professionsfaglige indsatser under de givne rammebetingelser i sundhedsvæsnet og

14) har viden om og kan reflektere over videnskabsteori, forskningsmetode og modeller til evaluering, kvalitetssikring og -udvikling, samt relatere denne viden til forsknings- og udviklingsarbejde i professionspraksis.

Færdigheder

Den uddannede kan

1) vurdere samspillet mellem menneske, aktivitet og omgivelser til fremme af menneskers deltagelse i hverdagslivets aktiviteter med henblik på at optimere sundhed og livskvalitet,

2) vurdere, begrunde og mestre ergoterapeutiske indsatser og metoder til at skabe relevante løsninger og handlinger i samarbejde med borger og patient i relation til hverdagsliv, sundhed og livskvalitet, herunder vurdere og formidle aktiviteters terapeutiske potentiale,

3) mestre samarbejde og partnerskaber på individ- og gruppeniveau i relevante kontekster, og kan vurdere betydningen af kulturelle overbevisninger, værdier og valg,

4) mestre ledelse, koordinering, vejledning og rådgivning i relevante kontekster,

5) i samarbejde med borger og patient vurdere aktivitetsbehov i relation til sundhed og livskvalitet og iværksætte indsatser, der understøtter og udvikler borgers og patients ressourcer og mestring af aktivitet og deltagelse,

6) kan vurdere og begrunde ergoterapeutiske undersøgelses-, analyse-, interventions- og evalueringsmetoder inden for sundhedsfremme, forebyggelse, habilitering, rehabilitering og palliation,

7) anvende og mestre situationsbestemt og professionsrelevant kommunikation, vejledning og rådgivning om borger- og patientforløb inden for forberedelse, udførelse og efterbehandling i ergoterapeutisk praksis og i tværprofessionel praksis,

8) mestre tværprofessionelt og tværsektorielt samarbejde i forskellige borger- og patientforløb og sammenhænge,

9) anvende professionsrelevant informations-, kommunikations- og velfærdsteknologi, som i størst muligt omfang indtænker borgerens egne ressourcer,

10) anvende, vurdere og begrunde metoder og beskrevne standarder for kvalitetssikring og kvalitetsudvikling og

11) mestre relevante studie- og arbejdsmetoder til at opsøge, vurdere og fortolke empiri, teori og forskningsmetoder samt initiere og deltage i innovations-, udviklings- og forskningsarbejde.

Kompetencer

Den uddannede kan

1) selvstændigt indgå i samarbejde og kan påtage sig ansvar for vurdering og prioritering af ergoterapeutiske indsatser,

2) håndtere komplekse og udviklingsorienterede situationer i forskellige kontekster,

3) selvstændigt håndtere og strukturere ergoterapeutiske undersøgelses-, analyse-, interventions- og evalueringsmetoder inden for sundhedsfremme, forebyggelse, habilitering, rehabilitering og palliation,

4) håndtere udøvelsen af evidensbaseret praksis,

5) selvstændigt indgå i og håndtere udvikling, implementering og formidling af nye teknologier i forskellige kontekster i samarbejde med relevante målgrupper og øvrige aktører,

6) selvstændigt indgå i udvikling og implementering af kreative og innovative løsninger på aktivitetsproblemer,

7) identificere egne læringsbehov og kontinuerligt udvikle egen viden og færdigheder,

8) selvstændigt identificere behov for at indgå i faglig udvikling gennem deltagelse i forsknings-, udviklings- og projektarbejde af relevans for ergoterapi,

9) selvstændigt indgå i ergoterapifagligt og tværprofessionelt samarbejde med udgangspunkt i aktiviteters betydning for sundhed og livskvalitet for borgeres og patienters muligheder for aktivitet, deltagelse og aktivt medborgerskab,

10) påtage sig ansvar for at lede, organisere og kvalitetsudvikle ergoterapeutiske indsatser i en tværprofessionel kontekst,

11) håndtere og selvstændigt indgå i kommunikation i forskellige kontekster, herunder indgå i en ligeværdig, dialogbaseret og værdiskabende relation med borgere, patienter, pårørende og tværprofessionelle samarbejdsparter,

12) håndtere selvstændigt at indgå i tværprofessionelt og tværsektorielt samarbejde og med afsæt i et helhedsperspektiv understøtte borgeren og patienten som en central og aktiv aktør i det individuelle forløb,

13) håndtere og påtage sig ansvar for professionsrelevant teknologi, herunder informations- og kommunikationsteknologi i den relevante kontekst,

14) håndtere og påtage sig ansvar for kvalitetssikring og kvalitetsudvikling og

15) udvise ansvarlighed og holde sig fagligt ajour ud fra en forståelse for og identifikation af egne læreprocesser og udviklingsbehov.

Til toppen