Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om indbetaling og tilbagebetaling af gebyrer for at indgive ansøgninger og klager på studie- og erhvervsområdet m.v.

Udlændinge- og Integrationsministeriets bekendtgørelse nr. 512 af 16/5 2023.

I medfør af § 9 h, stk. 2, stk. 3, 2. pkt., og stk. 19, i udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1205 af 25. august 2022, som ændret ved lov nr. 333 af 28. marts 2023, fastsættes:

Til toppen

Kapitel 1 – Indbetaling

§ 1. Gebyr efter § 5, stk. 2-5, skal indbetales til en bankkonto anvist af Styrelsen for International Rekruttering og Integration, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2. Indgives en ansøgning om opholdstilladelse som nævnt i § 5, stk. 2, nr. 1 og 2, og stk. 3-5, til en dansk repræsentation i udlandet, kan gebyret betales til den danske repræsentation på en af repræsentationen anvist måde, hvis det på grund af lokale forhold ikke er muligt at foretage indbetaling til en bankkonto anvist af Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Stk. 3. Indgives en ansøgning om opholdstilladelse som nævnt i § 5, stk. 2, nr. 1 og 2, og stk. 3-5, til en privat virksomhed eller organisation, jf. udlændingebekendtgørelsens § 20, stk. 4, nr. 2, kan gebyret indbetales gennem virksomheden eller organisationen til en dansk repræsentation i udlandet, hvis det på grund af lokale forhold ikke er muligt at foretage indbetaling til en bankkonto anvist af Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Stk. 4. Indgives en ansøgning om opholdstilladelse som nævnt i § 5, stk. 2, nr. 1 og 2, og stk. 3-5, til et andet lands repræsentation, jf. udlændingebekendtgørelsens § 20, stk. 4, nr. 1, og er det på grund af lokale forhold ikke muligt at foretage indbetaling til en bankkonto anvist af Styrelsen for International Rekruttering og Integration, kan gebyret betales til styrelsen på en af styrelsen anvist anden måde.

§ 2. Gebyr efter udlændingelovens § 9 h, stk. 5, 1. pkt., for indgivelse af ansøgning om genoptagelse af en sag, hvor Styrelsen for International Rekruttering og Integration har truffet afgørelse på baggrund af en ansøgning omfattet af § 5, stk. 2-5, skal indbetales til en bankkonto anvist af styrelsen, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Indsendes ansøgningen om genoptagelse af en afgørelse truffet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration gennem en dansk repræsentation i udlandet, kan gebyret betales til den danske repræsentation på en af repræsentationen anvist måde, hvis det på grund af lokale forhold ikke er muligt at foretage indbetaling til en bankkonto anvist af styrelsen.

Stk. 3. Indsendes ansøgningen om genoptagelse af en afgørelse truffet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration ikke gennem en dansk repræsentation i udlandet, og er det på grund af lokale forhold ikke muligt at foretage indbetaling til en bankkonto anvist af styrelsen, kan gebyret betales til styrelsen på en af styrelsen anvist anden måde.

§ 3. Gebyr efter udlændingelovens § 9 h, stk. 5, 2. pkt., for indgivelse af klage over en afgørelse truffet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration på baggrund af en ansøgning omfattet af § 5, stk. 2-5, og gebyr efter udlændingelovens § 9 h, stk. 5, 3. pkt., for indgivelse af ansøgning om genoptagelse af en klagesag, der vedrører en afgørelse truffet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration på baggrund af en ansøgning omfattet af § 5, stk. 2-5, skal indbetales til en bankkonto anvist af Udlændinge- og Integrationsministeriet på vegne af Udlændingenævnets sekretariat, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Indsendes klagen eller ansøgningen om genoptagelse af en klagesag gennem en dansk repræsentation i udlandet, kan gebyret betales til den danske repræsentation på en af repræsentationen anvist måde, hvis det på grund af lokale forhold ikke er muligt at foretage indbetaling til en bankkonto anvist af Udlændinge- og Integrationsministeriet på vegne af Udlændingenævnets sekretariat.

Stk. 3. Indsendes klagen eller ansøgningen om genoptagelse af en klagesag ikke gennem en dansk repræsentation i udlandet, og er det på grund af lokale forhold ikke muligt at foretage indbetaling til en bankkonto anvist af Udlændinge- og Integrationsministeriet på vegne af Udlændingenævnets sekretariat, kan gebyret betales på en af Udlændinge- og Integrationsministeriet anvist anden måde.

§ 4. Gebyr efter udlændingelovens § 9 h, stk. 10, 1. pkt., og stk. 14, 1. pkt., for indgivelse af ansøgning om genoptagelse af en sag, hvor Styrelsen for International Rekruttering og Integration har truffet afgørelse efter udlændingelovens § 9 i, stk. 12, eller § 21 a, skal indbetales til en bankkonto anvist af styrelsen.

Stk. 2. Gebyr efter udlændingelovens § 9 h, stk. 10, 2. pkt., og stk. 14, 2. pkt., for indgivelse af klage over en afgørelse truffet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration efter udlændingelovens § 9 i, stk. 12, eller § 21 a, og gebyr efter udlændingelovens § 9 h, stk. 10, 3. pkt., og stk. 14, 3. pkt., for indgivelse af ansøgning om genoptagelse af en klagesag, der vedrører en afgørelse truffet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration efter udlændingelovens § 9 i, stk. 12, eller § 21 a, skal indbetales til en bankkonto anvist af Udlændinge- og Integrationsministeriet på vegne af Udlændingenævnets sekretariat.

§ 5. Betaling efter §§ 1-4 skal ske i danske kroner, jf. dog 2. og 3. pkt. Hvis det på grund af lokale forhold ikke er muligt at foretage betaling i danske kroner, kan betaling efter § 1, stk. 1-4, §§ 2 og 3 ske i euro. Hvis gebyret efter § 1, stk. 1-4, §§ 2 og 3 betales til en dansk repræsentation i udlandet, kan betaling ske i lokal valuta.

Stk. 2. Med virkning fra 17. maj 2023 fastsættes gebyret for indgivelse af ansøgning til 4.670 kr. (svarende til 626,01 euro, idet en eurokurs på 746 er lagt til grund for beregningen) i følgende tilfælde:

1) Indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse og forlængelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1-9, 11-14, og stk. 3.

2) Indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 12.

3) Indgivelse af ansøgning om certificering og forlængelse af certificering efter udlændingelovens § 9 a, stk. 18 og 21.

Stk. 3. Med virkning fra 17. maj 2023 fastsættes gebyret for indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse til 2.115 kr. (svarende til 283,51 euro, idet en eurokurs på 746 er lagt til grund for beregningen) i følgende tilfælde:

1) Indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse og forlængelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 10.

2) Indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse og forlængelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 i, stk. 1, 1. pkt., stk. 2,3 og 12.

3) Indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse og forlængelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 l, stk. 1, 1. pkt.

Stk. 4. Med virkning fra 17. maj 2023 fastsættes gebyret for indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse til 4.320 kr. (svarende til 579,09 euro, idet en eurokurs på 746 er lagt til grund for beregningen) i følgende tilfælde:

1) Indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse og forlængelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 j, stk. 1.

2) Indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse og forlængelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 k, stk. 1, 1. pkt.

Stk. 5. Med virkning fra 17. maj 2023 fastsættes gebyret for indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse til 2.635 kr. (svarende til 353,22 euro, idet en eurokurs på 746 er lagt til grund for beregningen) i følgende tilfælde:

1) Indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse og forlængelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1.

2) Indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse og forlængelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 n, stk. 1.

Stk. 6. Med virkning fra 17. maj 2023 udgør det i udlændingelovens § 9 h, stk. 5, 1. pkt., nævnte beløb ved indgivelse af ansøgning om genoptagelse af en sag, hvor Styrelsen for International Rekruttering og Integration har truffet afgørelse på baggrund af en ansøgning omfattet af stk. 2-5, 930 kr. (svarende til 124,66 euro, idet en eurokurs på 746 er lagt til grund for beregningen).

Stk. 7. Med virkning fra 17. maj 2023 udgør det i udlændingelovens § 9 h, stk. 5, 2. pkt., nævnte beløb ved indgivelse af klage over en afgørelse truffet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration på baggrund af en ansøgning omfattet af stk. 2-5, 930 kr. (svarende til 124,66 euro, idet en eurokurs på 746 er lagt til grund for beregningen).

Stk. 8. Med virkning fra 17. maj 2023 udgør det i udlændingelovens § 9 h, stk. 5, 3. pkt., nævnte beløb ved indgivelse af ansøgning om genoptagelse af en klagesag, der vedrører en afgørelse truffet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration på baggrund af en ansøgning omfattet af stk. 2-5, 930 kr. (svarende til 124,66 euro, idet en eurokurs på 746 er lagt til grund for beregningen).

Stk. 9. Med virkning fra 17. maj 2023 udgør det i udlændingelovens § 9 h, stk. 8, 1. pkt., nævnte beløb 240 kr. (svarende til 32,17 euro, idet en eurokurs på 746 er lagt til grund for beregningen).

Stk. 10. Med virkning fra 17. maj 2023 udgør det i udlændingelovens § 9 h, stk. 10, 1. pkt., nævnte beløb ved indgivelse af ansøgning om genoptagelse af en sag, hvor Styrelsen for International Rekruttering og Integration har truffet afgørelse efter udlændingelovens § 21 a, 930 kr.

Stk. 11. Med virkning fra 17. maj 2023 udgør det i udlændingelovens § 9 h, stk. 10, 2. pkt., nævnte beløb ved indgivelse af klage over en afgørelse truffet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration efter udlændingelovens § 21 a, 930 kr.

Stk. 12. Med virkning fra 17. maj 2023 udgør det i udlændingelovens § 9 h, stk. 10, 3. pkt., nævnte beløb ved indgivelse af ansøgning om genoptagelse af en klagesag, der vedrører en afgørelse truffet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration efter udlændingelovens § 21 a, 930 kr.

Stk. 13. Med virkning fra 17. maj 2023 udgør det i udlændingelovens § 9 h, stk. 14, 1. pkt., nævnte beløb ved indgivelse af ansøgning om genoptagelse af en sag, hvor Styrelsen for International Rekruttering og Integration har truffet afgørelse efter udlændingelovens § 9 i, stk. 12, 930 kr.

Stk. 14. Med virkning fra 17. maj 2023 udgør det i udlændingelovens § 9 h, stk. 14, 2. pkt., nævnte beløb ved indgivelse af klage over en afgørelse truffet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration efter udlændingelovens § 9 i, stk. 12, 930 kr.

Stk. 15. Med virkning fra 17. maj 2023 udgør det i udlændingelovens § 9 h, stk. 14, 3. pkt., nævnte beløb ved indgivelse af ansøgning om genoptagelse af en klagesag, der vedrører en afgørelse truffet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration efter udlændingelovens § 9 i, stk. 12, 930 kr.

§ 6. Udlændinge- og Integrationsministeriet udarbejder på baggrund af høring af Udenrigsministeriet en liste over de steder, hvor det på grund af lokale forhold ikke er muligt at foretage indbetaling til en bankkonto anvist af Styrelsen for International Rekruttering og Integration eller af Udlændinge- og Integrationsministeriet på vegne af Udlændingenævnets sekretariat. Listen offentliggøres på hjemmesiden (www.nyidanmark.dk) og opdateres løbende.

§ 7. Betaling efter §§ 1-4 skal være ledsaget af oplysning fra betaleren om det relevante sagsbestillings-id, medmindre betalingen, jf. §§ 1-3, sker til en dansk repræsentation i udlandet eller gennem en privat virksomhed eller organisation. Ved sagsbestillings-id forstås et unikt nummer, der trækkes i udlændingemyndighedernes sagsbestillingssystem med henblik på, at ansøgningen eller klagen kan sammenkædes med betalingen. Udlændingemyndighederne bistår i fornødent omfang med trækning af sagsbestillings-id.

Til toppen

Kapitel 2 – Tilbagebetaling

§ 8. Gebyr, der er indbetalt for indgivelse af en ansøgning som nævnt i § 5, stk. 2, nr. 1 og 2, og stk. 3-5, tilbagebetales, hvis

1) ansøgningen er indgivet af en person, der ikke er berettiget til at indgive ansøgningen,

2) Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne kan tilsige, at ansøgningen skal tillades indgivet uden betaling af gebyr, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 1,

3) ansøgningen afvises efter udlændingelovens § 9 h, stk. 8, 1. pkt.,

4) ansøgningen afvises efter udlændingelovens § 9 l, stk. 4, 1. pkt., eller

5) ansøgningen afvises på andet grundlag end manglende gebyrbetaling.

Stk. 2. Ved tilbagebetaling efter stk. 1, nr. 5, refunderes det indbetalte gebyr fratrukket et beløb, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 7, som med virkning for gebyrer indbetalt den 1. januar 2023 eller senere udgør 930 kr. (svarende til ca. 124,66 euro, idet en eurokurs på 746 er lagt til grund for beregningen).

§ 9. Gebyr, der er indbetalt for indgivelse af ansøgning om genoptagelse af en sag, hvor Styrelsen for International Rekruttering og Integration har truffet afgørelse på baggrund af en ansøgning omfattet af § 5, stk. 2-5, tilbagebetales, hvis

1) ansøgningen om genoptagelse er indgivet af en person eller virksomhed, der ikke er berettiget til at anmode om genoptagelse af sagen,

2) kravet om indbetaling af gebyr fraviges som følge af EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 5, 1. pkt.,

3) ansøgningen om genoptagelse afvises efter udlændingelovens § 9 h, stk. 9, 1. pkt., eller

4) ansøgningen om genoptagelse imødekommes.

§ 10. Gebyr, der er indbetalt for indgivelse af klage over en afgørelse truffet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration på baggrund af en ansøgning omfattet af § 5, stk. 2-5, tilbagebetales, hvis

1) klagen er indgivet af en person eller virksomhed, der ikke er klageberettiget,

2) kravet om indbetaling af gebyr fraviges som følge af EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 5, 2. pkt.,

3) klagen afvises efter udlændingelovens § 9 h, stk. 9, 2. pkt., eller

4) klageren får helt eller delvist medhold i klagen.

§ 11. Gebyr, der er indbetalt for indgivelse af ansøgning om genoptagelse af en klagesag, der vedrører en afgørelse truffet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration på baggrund af en ansøgning omfattet af § 5, stk. 2-5, tilbagebetales, hvis

1) ansøgningen om genoptagelse er indgivet af en person eller virksomhed, der ikke er berettiget til at anmode om genoptagelse af klagesagen,

2) kravet om indbetaling af gebyr fraviges som følge af EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 5, 3. pkt.,

3) ansøgningen om genoptagelse af klagesagen afvises efter udlændingelovens § 9 h, stk. 9, 3. pkt., eller

4) ansøgningen om genoptagelse af klagesagen imødekommes.

§ 12. Gebyr, der er indbetalt for indgivelse af ansøgning om genoptagelse af en sag, hvor Styrelsen for International Rekruttering og Integration har truffet afgørelse efter udlændingelovens § 9 i, stk. 12, og § 21 a, tilbagebetales, hvis

1) ansøgningen om genoptagelse er indgivet af en person, der ikke er berettiget til at anmode om genoptagelse af sagen,

2) ansøgningen om genoptagelse afvises efter udlændingelovens § 9 h, stk. 12, 1. pkt., eller stk. 16, 1. pkt., eller

3) ansøgningen om genoptagelse imødekommes.

§ 13. Gebyr, der er indbetalt for indgivelse af klage over en afgørelse truffet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration efter udlændingelovens § 9 i, stk. 12, og § 21 a, tilbagebetales, hvis

1) klagen er indgivet af en person, der ikke er klageberettiget,

2) klagen afvises efter udlændingelovens § 9 h, stk. 12, 2. pkt., eller stk. 16, 2. pkt., eller

3) klageren får helt eller delvist medhold i klagen.

§ 14. Gebyr, der er indbetalt for indgivelse af ansøgning om genoptagelse af en klagesag, der vedrører en afgørelse truffet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration efter udlændingelovens § 9 i, stk. 12, og § 21 a, tilbagebetales, hvis

1) ansøgningen om genoptagelse er indgivet af en person, der ikke er berettiget til at anmode om genoptagelse af klagesagen,

2) ansøgningen om genoptagelse af klagesagen afvises efter udlændingelovens § 9 h, stk. 12, 3. pkt., eller stk. 16, 3. pkt., eller

3) ansøgningen om genoptagelse af klagesagen imødekommes.

§ 15. Tilbagebetaling efter §§ 8-14 sker ved overførsel til en bankkonto, som ansøger eller klager har anvist, eller til det betalings- eller kreditkort, som er blevet benyttet ved indbetalingen af gebyret, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Hvis gebyret grundet lokale forhold er blevet indbetalt til en dansk repræsentation i udlandet, vil tilbagebetaling som udgangspunkt ske gennem samme danske repræsentation. I særlige tilfælde kan tilbagebetaling af gebyr, der er indbetalt til en dansk repræsentation, ske ved overførsel til en bankkonto anvist af ansøger eller klager.

§ 16. Tilbagebetaling efter §§ 8-14 foretages så vidt muligt i den valuta, hvorved betaling er sket.

Til toppen

Kapitel 3 – Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 17. Bekendtgørelsen træder i kraft den 17. maj 2023.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1530 af 15. december 2022 om indbetaling og tilbagebetaling af gebyrer for at indgive ansøgninger og klager på studie- og erhvervsområdet m.v. ophæves.

Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for udlændinge, der har ansøgt om opholdstilladelse, har indgivet klage eller har ansøgt om genoptagelse inden den 17. maj 2023. For disse udlændinge finder bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 1530 af 15. december 2022, anvendelse.

Stk. 4. § 5, stk. 2, nr. 1, finder tilsvarende anvendelse for udlændinge, der før den 1. juni 2015 har ansøgt om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, og den 1. juni 2015 eller senere indgivet ansøgning om forlængelse af opholdstilladelsen. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse for udlændinge, der før den 10. juni 2016 har søgt om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 412 af 9. maj 2016, og senere indgiver ansøgning om forlængelse.

Til toppen