Bekendtgørelse om social pension (førtidspension, seniorpension og folkepension)
Arbejdsmarkeds- og Rekrutteringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 379 af 11/4 2023.
I medfør af § 2, stk. 3, § 11, stk. 2, § 12, stk. 2, § 14, stk. 2, § 14 a, stk. 5, § 22, § 27, stk. 1 og 9, § 29, stk. 3, stk. 4, nr. 1, og stk. 9, § 32 a, stk. 2, stk. 3, nr. 1, og stk. 8, § 33, stk. 10, § 38, § 39, stk. 8, 43 a, stk. 2, § 46, stk. 5, § 58, § 60, § 62, stk. 4, og § 64, i lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 527 af 25. april 2022, som ændret ved lov nr. 875 af 21. juni 2022, fastsættes efter bemyndigelse:
Kapitel 1 – Ansøgning og sagsbehandling m.v. ved folkepension
§ 1. Ansøgning om folkepension, varmetillæg og petroleumstillæg anses for indgivet den dato, den modtages i Udbetaling Danmark.
Stk. 2. Ansøgning om personligt tillæg og helbredstillæg anses for indgivet den dato, ansøgningen modtages i kommunen.
Stk. 3. Udbetaling Danmark skal angive datoen for folkepensionssagens påbegyndelse, jf. stk. 1, og meddele dette til ansøgeren.
§ 2. Folkepension kan efter ansøgning udbetales med tilbagevirkende kraft fra den 1. i måneden efter opnåelse af folkepensionsalderen, når ansøgeren på grund af egen alvorlige sygdom fra tidspunktet for opnåelse af folkepensionsalderen har været forhindret i at indgive ansøgning om folkepension inden den 1. i måneden efter opnåelse af folkepensionsalderen.
Stk. 2. Med alvorlig sygdom forstås, at personens fysiske eller psykiske helbredstilstand har en så alvorlig karakter, at helbredstilstanden forhindrer personen i selv at ansøge om folkepension eller anmode andre om hjælp til at søge om folkepension.
Stk. 3. Ansøgeren skal ved dokumentation fra hospital eller egen læge dokumentere, at ansøgeren i en konkret angivet periode har været forhindret i at indgive ansøgning om folkepension, jf. stk. 1 og 2.
Stk. 4. Ansøgning om folkepension skal modtages i Udbetaling Danmark senest den 10. i den femte måned efter tidspunktet for ophør af forhindringen for at indgive ansøgning om folkepension, jf. stk. 1-3.
Kapitel 2 – Ansøgning, sagsbehandling og hvilende pension m.v. ved førtidspension
§ 3. Det er en betingelse for, at en sag kan overgå til behandling efter reglerne om førtidspension, at sagen har været forelagt kommunens rehabiliteringsteam, eller at sagen behandles uden forelæggelse for rehabiliteringsteamet, jf. § 17, stk. 3, eller § 18, stk. 2, i lov om social pension.
Stk. 2. En førtidspensionssag er påbegyndt den dato, hvor kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om,
1) at det er dokumenteret, at arbejdsevnen ikke kan forbedres ved deltagelse i ressourceforløb, aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre foranstaltninger,
2) at det på grund af særlige forhold er helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres ved de nævnte foranstaltninger, eller
3) at sagen efter anmodning fra borgeren skal behandles som en førtidspensionssag på det foreliggende dokumentationsgrundlag, jf. § 17, stk. 2, i lov om social pension.
Stk. 3. En sag om genoptagelse af en førtidspensionssag anses for påbegyndt den dato, der er fastsat i kommunalbestyrelsens afgørelse om tilkendelse af førtidspension, jf. § 20, stk. 1, i lov om social pension, eller den dato, hvor der træffes afgørelse om genoptagelse af en sag.
Stk. 4. Datoen for sagens påbegyndelse, jf. stk. 2 og 3, skal fremgå af sagen, og den pågældende skal have skriftlig meddelelse herom. Den person, hvis sag påbegyndes efter pågældendes anmodning, jf. stk. 2, nr. 3, skal tillige have meddelelse om, at sagen vil blive behandlet på det foreliggende dokumentationsgrundlag.
§ 4. Bekendtgørelse om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension m.v., skal anvendes ved kommunens vurdering af personens arbejdsevne i sager om førtidspension.
§ 5. Dokumentationsgrundlaget for at påbegynde og behandle sager om førtidspension, jf. §§ 18-20, i lov om social pension, skal udarbejdes efter reglerne i bekendtgørelse om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension m.v., jf. § 4.
Stk. 2. Kommunen træffer afgørelse i sagen på baggrund af rehabiliteringsteamets indstilling, jf. dog stk. 3. Hvis kommunen ikke følger rehabiliteringsteamets indstilling, skal sagen forelægges for rehabiliteringsteamet på ny, inden der træffes afgørelse. Når rehabiliteringsteamet har revurderet sagen, træffer kommunen afgørelse.
Stk. 3. Kommunen kan træffe afgørelse uden forelæggelse for rehabiliteringsteamet, jf. § 17, stk. 3, eller § 18, stk. 2, i lov om social pension.
§ 6. I sager, der påbegyndes efter § 17, stk. 2, i lov om social pension, indhentes der ikke yderligere oplysninger. Disse sager behandles på det foreliggende dokumentationsgrundlag.
Hvilende førtidspension
§ 7. Kommunen skal træffe afgørelse om, at retten til førtidspension tilkendt efter § 16 i lov om social pension gøres hvilende, hvis pensionisten anmoder herom, hvis pensionisten overgår til fleksjob eller hvis pensionisten deltager i længerevarende revaliderings- eller aktiveringsmæssige foranstaltninger.
Stk. 2. Kommunen kan vurdere om førtidspensionen skal gøres hvilende, hvis en pensionist under 60 år, i en længere periode har indkomst ved arbejde, der overstiger, hvad der svarer til 224.640 kr. årligt (2023 niveau). Indkomsten skal indgå som et element i en samlet individuel vurdering af, om førtidspensionisten vedvarende vil kunne være selvforsørgende ved arbejde.
Stk. 3. Beløbet i stk. 2 reguleres en gang årligt den 1. januar med 2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent og § 49 a i lov om social pension. Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 12.
Stk. 4. Afgørelser efter stk. 1 og 2 har virkning, indtil pensionsudbetalingen genoptages, jf. stk. 6, eller indtil personen når folkepensionsalderen.
Stk. 5. Pensionen udbetales indtil udgangen af den måned, hvori kommunen har truffet afgørelse om at gøre retten til pensionen hvilende, eller indtil tidspunktet for påbegyndelsen af et fleksjob.
Stk. 6. Pensionsudbetalingen genoptages efter anmodning fra borgeren, når forholdene efter stk. 1 ikke længere gør sig gældende. Genoptagelsen af pensionsudbetalingen kan tidligst ske med virkning fra den 1. i måneden efter anmodningen, eller fra ophør af en ansættelse i fleksjob.
Kapitel 3 – Kontrol og flytning
§ 8. Udbetaling Danmark skal modtage oplysninger om ændringer i pensionistens bopælsregistrering i CPR efter CPR-loven, herunder oplysninger om flytninger til og fra pensionistens bopæl.
Stk. 2. Ved ændringer i pensionistens bopælsforhold, jf. stk. 1, skal Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelsen vurdere, om ændringen har betydning for beregning af pensionistens sociale pension, som myndigheden er ansvarlig for.
§ 9. Ved flytning fra en kommune til en anden kommune her i landet skal kommunalbestyrelsen i fraflytningskommunen sende sagens akter i kommunen til kommunalbestyrelsen i den nye kommune.
§ 10. Ved flytning fra Danmark til Færøerne eller Grønland skal Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelsen, senest 1 måned efter anmodning, sende de nødvendige sagsakter til Færøernes eller Grønlands socialforvaltning.
§ 11. Når kommunalbestyrelsen eller Udbetaling Danmark bliver bekendt med, at pensionisten flytter til Færøerne eller Grønland, skal kommunalbestyrelsen eller Udbetaling Danmark tage kontakt til socialforvaltningen på Færøerne eller i Grønland og henlede opmærksomhed på at få påbegyndt en sag om overgang til førtidspension eller folkepension på Færøerne eller i Grønland.
§ 12. Ved flytning fra Færøerne eller fra Grønland til Danmark anmoder kommunalbestyrelsen om de nødvendige sagsakter fra Færøernes eller Grønlands socialforvaltning på dansk. Kommunalbestyrelsen videregiver relevante sagsakter til Udbetaling Danmark.
Stk. 2. Relevante sagsakter, jf. stk. 1, er følgende:
1) Navn.
2) Statsborgerskab.
3) CPR-nummer.
4) Oplysninger om bopælstid i riget i optjeningsperioden.
5) Oplysninger om bopælstid i andre EU/EØS-lande eller Schweiz.
6) Afgørelsen om folke- eller førtidspension.
Stk. 3. I sager om mellemste eller laveste førtidspension fra Færøerne og Grønland, skal kommunalbestyrelsen, ud over oplysninger, jf. stk. 2, nr. 1-6, anmode om
1) helbredsoplysninger og
2) oplysninger om arbejdsevne.
§ 13. Ved flytning fra Danmark til udlandet skal kommunalbestyrelsen i fraflytningskommunen sende sagens akter i sager om førtidspension, personligt tillæg og helbredstillæg, som hører under det kommunale myndighedsområde, jf. § 56 a, stk. 4, 2. pkt., i lov om social pension, til Udbetaling Danmark, og Seniorpensionsenheden skal sende sagens akter i sager om seniorpension, som hører under Seniorpensionsenhedens myndighedsområde, jf. § 56 a, stk. 3, i lov om social pension, til Udbetaling Danmark.
Stk. 2. Ved flytning fra udlandet til Danmark sender Udbetaling Danmark akter i sager om førtidspension, personligt tillæg og helbredstillæg, som på grund af flytningen hører under det kommunale myndighedsområde, jf. § 56 a, stk. 4, 2. pkt., i lov om social pension, til kommunalbestyrelsen og i sager om seniorpension, som på grund af flytningen hører under Seniorpensionsenhedens myndighedsområde, jf. § 56 a, stk. 3, i lov om social pension, til Seniorpensionsenheden.
Kapitel 4 – Fravigelse af bestemmelser om dansk indfødsret og bopæl i Danmark
§ 14. Kravet om dansk indfødsret efter § 2, stk. 1, og § 68 ophæves, jf. § 11, stk. 1, i lov om social pension, hvor dette følger af overenskomster med andre lande.
Stk. 2. Kravet om bopæl i Danmark efter § 3, stk. 1, ophæves, jf. § 11, stk. 1, i lov om social pension, hvor dette følger af overenskomster med andre lande.
Stk. 3. Kravet om bopæl i Danmark efter § 3, stk. 1, ophæves, jf. § 11, stk. 2, 1. pkt., i lov om social pension.
§ 15. Helbredstillæg efter § 14 a i lov om social pension udbetales til pensionister, som er berettiget til naturalydelser ved sygdom i Danmark efter bestemmelserne i afsnit III, kapitel 1, i EF-forordning nr. 883/04, såfremt lovens øvrige bestemmelser for udbetaling af helbredstillæg er opfyldt.
Stk. 2. Udgiftsgrundlaget for kommunens beregning af helbredstillæg nedsættes med beløb, som pensionisten modtager efter offentlige sygesikringsordninger i andre lande til dækning af samme udgift.
Stk. 3. Ved nedsættelsen af udgiftsgrundlaget for beregning af helbredstillæg med beløb modtaget fra offentlige sygesikringsordninger i udlandet anvender kommunen de omregningskurser for valuta, som fastsættes i henhold til artikel 90 i EF-forordning nr. 987/09.
Kapitel 5 – Pension til diplomater m.fl.
§ 16. Der er ikke ret til ydelser efter lov om social pension for perioder, hvori en person under fast bopæl i Danmark har været omfattet af et andet lands lovgivning om social sikring efter reglerne i EF-forordning nr. 883/04 eller EF-forordning 1408/71 eller reglerne i en aftale eller overenskomst indgået efter § 11, stk. 1, i lov om social pension.
§ 17. Ret til ydelser efter lov om social pension tilkommer ikke diplomatiske eller konsulære repræsentanter eller tjenestemænd eller dermed ligestillede personer, der gør tjeneste ved herværende diplomatiske eller konsulære repræsentationer, og som ikke er fuldt skattepligtige her i landet, jf. kildeskattelovens § 3, stk. 2 og 3, og Wienerkonventionerne om diplomatiske og konsulære forbindelser, jf. lov nr. 252 af 18. juni 1968 og lov nr. 67 af 8. marts 1972. Det samme gælder sådanne personers familiemedlemmer.
Stk. 2. Ret til ydelser efter lov om social pension tilkommer ikke udenlandske statsborgere, som er beskæftiget for en fremmed stat eller herværende internationale organisationer, og som ikke er fuldt skattepligtige her i landet. Dette gælder dog ikke personer, som er omfattet af dansk lovgivning om social sikring.
§ 18. Udlændinge med fast bopæl her i landet, der er ansat i privat tjeneste ved fremmede staters diplomatiske eller konsulære repræsentationer, og som er fuldt skattepligtige her i landet, har adgang til ydelser efter loven.
Stk. 2. Betingelsen om fuld skattepligt gælder ikke for personer, der er ansat i privat tjeneste ved fremmede staters diplomatiske eller konsulære repræsentationer, såfremt de er omfattet af dansk lovgivning om social sikring som følge af reglerne i EF-forordning nr. 883/04 eller nr. 1408/71, aftaler indgået med Den Europæiske Union og dets medlemsstater eller overenskomster med en anden stat. Personer, som efter reglerne i EF-forordning nr. 1408/71 har valgt at være omfattet af lovgivningen om social sikring i det land, som den pågældende mission eller det pågældende konsulat repræsenterer, har dog ikke adgang til ydelser efter loven.
Kapitel 6 – Varmetillæg
§ 19. Varmetillæg efter § 14, stk. 2, i lov om social pension fastsættes efter et beregningsgrundlag, jf. §§ 20-22, for et varmeregnskabsår. Varmetillæg kan udbetales til opvarmningsudgifter, herunder udgifter til opvarmning af vand, i den bolig, som pensionisten opholder sig i.
Stk. 2. For gifte eller samlevende pensionister i samme husstand fastsættes ét varmetillæg.
§ 20. I beregningsgrundlaget indgår udgifter til køb af el, gas, olie og andre brændselsformer. Der kan ikke ydes tillæg til andre udgifter, der vedrører varme i boligen.
Stk. 2. Beregningsgrundlaget for et varmetillæg svarer ved tildelingen til gennemsnittet af den dokumenterede årsudgift til opvarmning i de sidste 3 varmeregnskabsår. Foreligger der ikke oplysninger for de sidste 3 års udgifter til opvarmning, fastsættes beregningsgrundlaget på grundlag af gennemsnittet af de seneste, dokumenterede årlige udgifter til opvarmning eller på grundlag af den forventede, årlige udgift.
Stk. 3. Beregningsgrundlaget, jf. stk. 2, nedsættes med et standardfradrag, hvis boligen opvarmes med samme energiform i form af el eller gas, som også anvendes ved det almindelige husholdningsforbrug. Standardfradraget udgør årligt ved el 4.200 kr. (2023 niveau) for enlige og 5.500 kr. (2023 niveau) for andre. Ved gas udgør fradraget årligt 800 kr. for enlige og 900 kr. (2023 niveau) for andre.
Stk. 4. Petroleumstillæg efter § 14, stk. 3, i lov om social pension fastsættes på grundlag af det gennemsnitlige, dokumenterede forbrug af petroleum de sidste 3 år. Foreligger dette ikke, fastsættes petroleumstillægget efter gennemsnittet af de seneste, årlige dokumenterede forbrug eller efter det forventede forbrug.
Stk. 5. Varmetillæg og petroleumstillæg, der udbetales på grundlag af beregningsgrundlaget efter henholdsvis stk. 2, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., fastsættes på ny, når der foreligger en ny årlig dokumenteret udgift.
§ 21. Beregningsgrundlaget efter § 20, stk. 2, nedsættes med tillæg efter § 14, stk. 3, i lov om social pension.
Stk. 2. Beregningsgrundlaget nedsættes med den del af opvarmningsudgiften, der skønnes at vedrøre en eventuel logerende.
Stk. 3. For pensionister med kollektiv varmeforsyning opgøres beregningsgrundlaget som varmeregningen med et standardfradrag på 10 pct. for udgifter til drift og vedligeholdelse af opvarmnings- og forsyningsanlæg. Ved kollektiv varmeforsyning forstås, at selve varmeproduktionen (omdannelsen af råstof til varmeenergi, herunder også produktion af elektricitet til elvarme) foregår fra et centralt sted uden for pensionistens bopæl. For de pensionister med kollektiv varmeforsyning efter 2. pkt., der ikke er omfattet af lejelovens § 37, stk. 3, 2. pkt., eller af § 52, stk. 2, 3. pkt., i lov om leje af almene boliger, er beregningsgrundlaget varmeregningen.
Stk. 4. Beregningsgrundlaget kan maksimalt udgøre 25.800 kr. årligt (2023 niveau). Hvis husstanden består af mere end 2 personer over 18 år, forhøjes maksimumbeløbet på 25.800 kr. med 7.700 kr. (2023 niveau) pr. person ud over 2 personer.
Stk. 5. Hvis der i husstanden, udover pensionisten og dennes eventuelle ægtefælle eller samlever, er flere personer over 18 år, deles beregningsgrundlaget forholdsmæssigt mellem disse personer.
§ 22. Ydelse af varmetillæg forudsætter, at beregningsgrundlaget overstiger en egenbetaling på 5.600 kr. (2023 niveau) for enlige pensionister. For gifte eller samlevende pensionister, jf. § 19, stk. 2, udgør egenbetalingen 1 1/2 gange egenbetalingen for enlige.
§ 23. Varmetillægget udgør summen af
1) 3/4 af den del af beregningsgrundlaget, der ligger over egenbetalingen og op til 15.600 kr.,
2) 1/2 af den del af beregningsgrundlaget, der ligger mellem 15.601 kr. og op til 20.800 kr., og
3) 1/4 af den del af beregningsgrundlaget, der ligger mellem 20.801 kr. og op til 25.800 kr. (2023 niveau).
Stk. 2. For pensionister med kollektiv varmeforsyning, der kompenseres for udgifter til drift og vedligeholdelse af opvarmnings- og forsyningsanlæg efter § 10, stk. 5, i boligstøtteloven eller § 4, stk. 12, i lov nr. 419 af 1. juni 1994, opgøres den isolerede virkning heraf. Er dette beløb større end det beløb, som fradraget på 10 pct. i beregningsgrundlaget, jf. § 19, stk. 3, ville have indebåret i varmetillæg, jf. stk. 1, nedsættes varmetillægget med forskellen.
§ 24. Varmetillæg efter § 23 ydes afhængig af den personlige tillægsprocent, der er fastsat for den enkelte pensionist, jf. § 31, stk. 3, i lov om social pension.
Stk. 2. Varmetillæg afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 12.
§ 25. Varmetillæg og petroleumstillæg udbetales månedsvis bagud sammen med de øvrige pensionsydelser, jf. § 33 i lov om social pension.
Stk. 2. Hvis særlige forhold gør sig gældende, kan varmetillæg og petroleumstillæg udbetales på andre tidspunkter.
§ 26. Varmetillæg og petroleumstillæg fastsættes ud fra beregningsgrundlaget, indtil der sker væsentlige ændringer i opvarmningsudgiften, jf. dog stk. 2, eller ændringer i husstandens størrelse, i pensionistens civilstand eller samlivsforhold, ved ændring af opvarmningsform eller ved flytning. Ved væsentlige ændringer i opvarmningsudgiften forstås, at gennemsnittet af de seneste 3 års opvarmningsudgifter afviger med 10 pct. eller mere fra det hidtil anvendte beregningsgrundlag, jf. § 20, stk. 2 og 4.
Stk. 2. Hvis den aktuelle udgift til opvarmning på årsbasis overstiger det hidtil anvendte beregningsgrundlag, jf. § 20, stk. 2 og 4, med 10 pct. eller mere, omregnes varmetillægget, jf. §§ 22-24, for det pågældende år på grundlag af den aktuelle, årlige opvarmningsudgift. Det hidtil anvendte beregningsgrundlag anvendes herefter igen, medmindre der foreligger en ændring som nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Ændret beregningsgrundlag for varme- og petroleumstillæg har virkning fra den 1. i måneden efter meddelelse om ændring. Der foretages ikke efterregulering af beregningsgrundlaget, jf. dog stk. 2, 1. pkt. Har pensionisten tilsidesat sin oplysningspligt, jf. § 41 i lov om social pension, eller mod bedre vidende modtaget varme- eller petroleumstillæg, tilbagebetales det beløb, der er modtaget med urette, jf. § 42 i lov om social pension.
Stk. 4. For en pensionist, hvis ægtefælle eller samlever dør, omregnes varmetillægget med virkning fra dagen efter dødsfaldet, jf. dog § 39, stk. 5 i lov om social pension.
Stk. 5. En ændring af fradraget efter § 20, stk. 3, ændrer, uanset om ændringen er væsentlig, jf. stk. 1 og 2, det anvendte beregningsgrundlag.
§ 27. Det beløb, der er nævnt i § 22, reguleres én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
Stk. 2. De beløb, der er nævnt i § 20, stk. 3, § 21, stk. 4, og § 23, stk. 1, reguleres efter prisudviklingen på flydende brændsel og fjernvarme ifølge Danmarks Statistiks Forbrugerprisindeks, der vægtes med henholdsvis 35 pct. og 65 pct. Den årlige regulering opgøres pr. 1. september på grundlag af prisudviklingen gennem de forudgående 12 måneder.
Stk. 3. Beløbene, jf. stk. 1 og 2, afrundes efter regulering til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 100.
§ 28. Pensionister, der ved udgangen af 1987 modtog varmetillæg, skal ved fortsat bopæl inden for den kommunegrænse, der var gældende ved udgangen af 1987, have beregnet varmetillæg efter de dagældende regler, hvis varmetillæg efter disse regler giver et højere beløb end efter §§ 19-27.
Kapitel 7 – Helbredstillæg til tandproteser, briller og fodbehandling
§ 29. Kommunen yder helbredstillæg efter § 14 a, stk. 4, i lov om social pension til dækning af udgiften til en aftagelig tandprotese. Tilskuddet ydes til helproteser og helsæt i form af akryl-proteser og til aftagelige delproteser i form af stålunitor-proteser, med mindre en akryl-protese er mere velegnet. Helbredstillægget omfatter de udgifter, der indgår i behandlingsforløbet, herunder udgiften til duplikering og rebasering.
Stk. 2. Til pensionister, der ønsker en fast protese, beregnes helbredstillægget i forhold til prisen på den type aftagelig tandprotese, som alternativt ville være nødvendig.
§ 30. Kommunen yder helbredstillæg efter § 14 a, stk. 4, i lov om social pension til dækning af udgiften til individuelt fremstillede
1) permanente briller, der afhjælper nær- og langsynethed, herunder bygningsfejl, eller
2) ikke permanente briller (læsebriller), hvis synsnedsættelsen nødvendiggør briller med en styrkeforskel på glassene på 1 dioptri eller mere og/eller læsebrillen skal afhjælpe en bygningsfejl på 1 dioptri eller mere på mindst ét øje.
Stk. 2. Ved briller og læsebriller forstås en standardbrille, hvor der ydes tilskud til stel og henholdsvis enkeltstyrkeglas og bifokale glas.
Stk. 3. Til pensionister, der ønsker progressive glas, beregnes helbredstillægget i forhold til prisen på en standardbrille med bifokale glas af tilsvarende styrke. Til pensionister, der ønsker kontaktlinser, beregnes helbredstillægget i forhold til prisen på en standardbrille med enkeltstyrkeglas af tilsvarende styrke.
§ 31. Kommunen yder helbredstillæg efter § 14 a, stk. 4, i lov om social pension til dækning af udgiften til nødvendig og vedvarende fodbehandling. Tilskuddet ydes til behandling i form af almindelig fodpleje og egentlig fodbehandling, som pensionisten ikke selv kan varetage, og som ikke er omfattet af sundhedsloven eller anden lovgivning.
§ 32. Ved ansøgning om helbredstillæg efter § 14 a, stk. 4, i lov om social pension til dækning af udgifter til tandproteser, briller og fodbehandling, skal kommunen foretage en vurdering af, om udgiften er nødvendig. Afgørelsen skal træffes på et fagligt grundlag, hvor der er dokumentation for, at udgiften er nødvendig.
§ 33. Ved indgåelsen af de prisaftaler, der kan lægges til grund for beregning af helbredstillæg, bør kommunen sikre sig, at aftalen indeholder den nødvendige kapacitet og geografiske nærhed og de nødvendige valgmuligheder.
Kapitel 8 – Opgørelse af indtægt ved personligt arbejde og ved udenlandske indtægter m.v.
§ 34. Indtægter ved personligt arbejde efter § 27, stk. 1, i lov om social pension omfatter lønindtægt eller indtægt, der midlertidigt træder i stedet herfor, samt indtægt fra egen virksomhed, i hvis drift den pågældende tager aktivt del, hvis disse indtægter indgår i den personlige indkomst efter § 3, stk. 1, i personskatteloven.
Stk. 2. Ved opgørelsen af indtægten ved personligt arbejde fra egen virksomhed efter stk. 1, fradrages for personer uden for virksomhedsordningen de udgifter, der er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indtægten m.v., som nævnt i personskattelovens § 3, stk. 2, bortset fra udgifterne efter denne bestemmelses nr. 3.
§ 35. Indtægter ved personligt arbejde, der ikke er skattepligtige her i landet, opgøres på samme måde som indtægterne og fradragene i § 34.
§ 36. For indtægter efter § 29, stk. 1, og § 32 a, stk. 1, i lov om social pension, der ikke er skattepligtige her i landet, jf. § 29, stk. 3, og § 32 a, stk. 2, i lov om social pension, opgøres og beregnes indtægtsgrundlaget på samme måde som i § 29, stk. 1, og § 32 a, stk. 1, i lov om social pension.
Stk. 2. Er pensionerne, som nævnt i § 29, stk. 4, nr. 1, og § 32 a, stk. 3, nr. 1, i lov om social pension, ikke skattepligtige her i landet, jf. § 29, stk. 4, nr. 1, og § 32 a, stk. 3, nr. 1, i lov om social pension, fratrækkes de i det opgjorte indtægtsgrundlag efter stk. 1, hvis de indgår heri.
§ 37. Personer med indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed kan anmode om, at deres indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed antages fordelt på opgørelsesperioder med ret til pension og perioder uden ret til pension på en anden måde end svarende til en ligelig fordeling over kalenderåret, jf. § 27, stk. 3, § 29, stk. 1, nr. 3, og § 32 a, stk. 1, nr. 3, i lov om social pension, ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget for beregning af pension, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Engangsindtægter som følge af den selvstændige virksomhed fordeles ligeligt over kalenderåret. Det gælder dog ikke, hvis engangsindtægten udbetales i det kalenderår, hvor pågældende opnår ret til social pension. I dette tilfælde indgår indtægten ikke i indkomstgrundlaget, hvis den udbetales før, pågældende har opnået ret til social pension. Indtægten fordeles ligeligt over den resterende del af kalenderåret fra opnåelse af ret til pension, hvis engangsindtægten udbetales efter, pågældende har opnået ret til social pension.
Stk. 3. Udbetaling Danmark skal træffe afgørelse om, hvorvidt den ønskede fordeling af indkomsten, jf. stk. 1, skal lægges til grund ved pensionsberegningen. Afgørelsen skal baseres på talmæssige oplysninger, fx omsætningen i de respektive perioder, der så aktuelt som muligt belyser eller sandsynliggør erhvervsindkomstens fordeling på de respektive perioder. Udbetaling Danmark skal afslå at lægge den ønskede fordeling til grund for pensionsberegningen, hvis den fremlagte dokumentation m.v. efter en konkret vurdering må anses for utilstrækkelig til at dokumentere denne fordeling.
Stk. 4. Udbetaling Danmark skal i forbindelse med den årlige efterregulering af pensionen for kalenderåret træffe afgørelse om, hvorvidt en i kalenderåret anvendt anden fordeling af indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed end svarende til en ligelig fordeling over kalenderåret, jf. stk. 1 og 2, skal fastholdes ved efterreguleringen, herunder om behovet for at indhente ny dokumentation herfor.
Kapitel 9 – Udbetaling
§ 38. Pension skal udbetales månedsvis bagud, således at den er til disposition for pensionisten senest den sidste bankdag i måneden.
Stk. 2. Udbetaling af pension til pensionister med bopæl i udlandet kan ske ved overførsel til en konto i et dansk pengeinstitut eller efter pensionistens anmodning til et udenlandsk pengeinstitut. En eventuel merudgift, der er forbundet med overførsel af pensionen til et udenlandsk pengeinstitut, betales af pensionisten. Ved valg af dansk pengeinstitut overføres pensionen til disposition senest den sidste bankdag i måneden. Ved valg af udenlandsk pengeinstitut overføres pensionen således, at den bør være til disposition den sidste bankdag i måneden.
§ 39. Det beløb, der udbetales til en efterlevende ægtefælle efter § 33, stk. 5-6, i lov om social pension, samt tilbagebetaling efter § 33, stk. 7, i lov om social pension, svarer til det nettobeløb, som tidligere er blevet udbetalt efter indeholdelse af A-skat hos den nu afdøde.
§ 40. I tilfælde, hvor pensionen er udbetalt eller bogført på pensionistens konto i et pengeinstitut for perioden efter pensionistens dødsfald, skal beløbet kræves tilbagebetalt efter reglerne i stk. 2-4.
Stk. 2. Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelsen skal tilbageføre pension for perioden efter pensionistens dødsfald, hvis pensionen er bogført på pensionistens konto i et pengeinstitut, dødsfaldet indtræder inden dispositionsdagen, og både tilbagekaldelsen og den faktiske tilbageførsel kan ske inden dispositionsdatoen. For personer med fast bopæl i udlandet kan tilbageførsel ske også efter dispositionsdatoen.
Stk. 3. Hvis pensionen ikke kan tilbageføres efter stk. 2, skal Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelsen kræve det for meget udbetalte tilbage efter reglerne i § 33, stk. 7-8, i lov om social pension.
Stk. 4. Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelsen kan opgive krav på tilbagebetaling efter stk. 3, hvis beløbet må anses for uerholdeligt, eller de økonomiske og administrative omkostninger ved afkrævningen står i misforhold til tilbagebetalingskravet.
§ 41. Førtidspensionister, der flytter fra Danmark til Færøerne eller Grønland, skal rette henvendelse til socialforvaltningen i tilflytningsrigsdelen om førtidspension eller andet forsørgelsesgrundlag.
Stk. 2. Førtidspensionister, der flytter fra Danmark til Færøerne eller Grønland, bevarer retten til førtidspension, indtil der i tilflytningsrigsdelen er truffet afgørelse om førtidspension eller et andet forsørgelsesgrundlag, dog længst i op til 12 måneder med udgangen af fraflytningsmåneden.
Stk. 3. Retten til førtidspension ved bopæl på Færøerne eller i Grønland omfatter hele pensionen, som hvis den pågældende havde haft bopæl i Danmark.
Stk. 4. Ved flytning fra Danmark til Færøerne og Grønland skal Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelsen standse udbetalingen af seniorpension og folkepension med udgangen af fraflytningsmåneden.
§ 42. Når Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelsen efter § 41, stk. 3, i lov om social pension afkræver pensionisten, dennes ægtefælle eller samlever oplysninger til brug for beregning og udbetaling af pension, skal Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelsen oplyse pensionisten om, at pensionsudbetalingen, såfremt oplysningerne ikke modtages senest 3 måneder fra anmodningen, ophører helt eller delvist med udgangen af den måned, hvori fristen udløber. Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelsen skal samtidig oplyse pensionisten om, at pensionsudbetalingen først genoptages med virkning fra den 1. i måneden efter, at oplysningerne er modtaget.
§ 43. For personer omfattet af § 6, stk. 2 eller 3, i lov nr. 442 af 8. maj 2018, skal der ved opgørelse af minimumsbeløb for udbetaling af folkepension efter den hidtil gældende § 31, stk. 4, i lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 1208 af 17. november 2017, medregnes alle pensionsydelser efter loven, bortset fra tillæg efter lovens § 14 og § 14 a.
§ 44. Helbredstillæg beregnes efter § 14 a, stk. 1 og 4, og § 31, stk. 3, i lov om social pension ved at gange den personlige tillægsprocent med 85 procent. Den beregnede procent afrundes til nærmeste hele procent.
Kapitel 10 – Udbetaling af pension under strafafsoning
§ 45. Personer, der bliver omfattet af en foranstaltning som nævnt i § 46, stk. 1, i lov om social pension, kan tilkendes pension efter loven. Pensionen inddrages med virkning fra udgangen af den måned, hvor opholdet påbegyndes, uanset om pensionen først tilkendes senere. Hvis personen inden opholdet fik udbetalt pension forud, inddrages pensionen med virkning fra udgangen af den måned, der følger efter måneden, hvor opholdet påbegyndes.
§ 46. Hvis pensionen er inddraget efter § 46, stk. 1, i lov om social pension, gælder inddragelsen hele pensionen. Pensionen anses dog ikke for bortfaldet, og kommunalbestyrelsen kan yde personligt tillæg og helbredstillæg, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
§ 47. Beløb til dækning af udgifter til husleje og lignende efter § 46, stk. 2, i lov om social pension og andre faste udgifter, der har betydning for opretholdelse af boligen, kan efter kommunalbestyrelsens konkrete vurdering udbetales af pensionen.
§ 48. Pensionen udbetales igen med virkning fra 1 måned før opholdets ophør. Hvis pensionisten før opholdet fik udbetalt pension forud, genoptages udbetalingen dog med virkning fra datoen for opholdets ophør. Pensionsudbetalingen genoptages ikke, hvis opholdet ophører med henblik på kortvarigt ophold uden for de foranstaltninger, der er nævnt i § 46, stk. 1, i lov om social pension.
Stk. 2. Hvis en pensionist flytter mellem foranstaltninger, for hvilke der gælder regler om inddragelse, opretholdes inddragelsen.
§ 49. Hvis en pensionist bliver omfattet af en foranstaltning som nævnt i § 46, stk. 1, i lov om social pension, og opholdet må påregnes at have en varighed ud over den periode, for hvilken der udbetales pension i henhold til § 43, skal fængslet eller arresthuset underrette Udbetaling Danmark og kommunalbestyrelsen i opholdskommunen om indsættelsen og om tidspunktet for den forventede løsladelse.
Kapitel 11 – Behandling af ansøgninger om pension, hvor der er spørgsmål om ret til pension fra et andet land
§ 50. De beføjelser, som kommunerne og Seniorpensionsenheden har efter loven, overføres til Udbetaling Danmark, når de angår pension til personer med bopæl uden for Danmark.
Stk. 2. Udbetaling Danmark udøver de beføjelser, som kommunerne og Seniorpensionsenheden har efter loven, når de angår pensioner, der skal samordnes med udenlandsk pension efter reglerne i EF-forordning nr. 883/04 og 1408/71, eller efter regler i en aftale indgået med Den Europæiske Union og dens medlemsstater eller en overenskomst med en anden stat.
Stk. 3. For personer, der ikke har nået folkepensionsalderen, og som har bopæl i Danmark, skal ansøgning om udenlandsk pension, der fastsættes efter reglerne i stk. 2, indgives til kommunalbestyrelsen i opholdskommunen og til Seniorpensionsenheden. For personer, der har nået folkepensionsalderen, og som har bopæl i Danmark, skal ansøgning om udenlandsk pension, der fastsættes efter reglerne i stk. 2, indgives til Udbetaling Danmark. Kommunalbestyrelsen og Seniorpensionsenheden sender kopi af ansøgningen, oplysninger om bopæl og beskæftigelse i udlandet, samt andre relevante oplysninger, herunder helbredsoplysninger, til Udbetaling Danmark, hvis det fremgår af ansøgningen, at der tillige kan være ret til pension fra en anden medlemsstat af Den Europæiske Union eller et land, hvormed Den Europæiske Union og dens medlemsstater har indgået aftale eller et land, hvormed Danmark har indgået overenskomst.
Stk. 4. For personer med bopæl i et land, hvormed Danmark har indgået overenskomst, skal ansøgning indgives til pensionsmyndigheden i bopælslandet, når ansøgeren har været omfattet af en pensionsordning i bopælslandet.
Stk. 5. For personer med bopæl i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union eller i et land, hvormed Den Europæiske Union og dens medlemsstater har indgået aftale skal ansøgning indgives til pensionsmyndigheden i bopælslandet, når ansøgeren har været omfattet af en pensionsordning i bopælslandet. Ansøgere, der ikke har været omfattet af en pensionsordning i bopælslandet, indgiver ansøgning til pensionsmyndigheden i den medlemsstat eller det land, hvor de senest har været omfattet af en pensionsordning.
Stk. 6. Ansøgning om dansk pension gælder tillige som ansøgning om pension fra andre berørte EU-medlemsstater eller et land, hvormed Den Europæiske Union og dens medlemsstater har indgået aftale, eller et land, hvormed Danmark har indgået overenskomst, og ansøgningen medfører automatisk samtidig fastsættelse af pensionerne. Tilsvarende anses ansøgning om pension i et af de nævnte lande tillige som ansøgning om dansk pension. Dette gælder dog ikke, hvis ansøgeren anmoder om udsættelse af fastsættelsen af alderspensionen fra en anden EU-medlemsstat eller et land, hvormed der er indgået en aftale med Den Europæiske Union og dens medlemsstater.
§ 51. Udbetaling Danmark træffer afgørelse om og udbetaler helbredstillæg til pensionister, der ikke har fast bopæl i Danmark, jf. § 14 i lov om social pension.
Stk. 2. For pensionister, der er omfattet af stk. 1, beregnes helbredstillæg efter § 14 a, stk. 4, i lov om social pension i forhold til den faktiske pris på udgiften til tandproteser, briller og fodbehandling.
§ 52. Til pensionister, der har bopæl i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union eller i et land, hvormed Den Europæiske Union og dens medlemsstater har indgået aftale, og som modtager dansk folkepension, udbetales den supplerende pensionsydelse efter ansøgning. Ansøgning indgives til Udbetaling Danmark.
Stk. 2. Udbetaling Danmark sender oplysning om den supplerende pensionsydelse til de folkepensionister, der er nævnt i stk. 1, og træffer afgørelse om og udbetaler den supplerende pensionsydelse, når ansøgning og de nødvendige oplysninger foreligger.
Ansøgning, sagsbehandling m.v.
§ 53. For personer med fast bopæl i udlandet anses en pensionssag for påbegyndt den dato, hvor ansøgning om pension indgives til Udbetaling Danmark eller til rette myndighed i bopælslandet.
Stk. 2. Udbetaling Danmark skal angive den dato, hvor Udbetaling Danmark har modtaget ansøgning om førtidspension, seniorpension eller folkepension fra ansøgeren eller fra rette myndighed i bopælslandet og meddele denne til ansøgeren.
§ 54. For ansøgere om førtidspension med bopæl i udlandet er en del af grundlaget for vurderingen af ret til førtidspension en plan, som Udbetaling Danmark udarbejder efter principperne i § 3, stk. 1 og 2, i Bekendtgørelse om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension mv., jf. § 5. I planen indgår de forhold og omstændigheder, der kan oplyses af de udenlandske myndigheder og ansøgeren.
Stk. 2. Udbetaling Danmark foretager en vurdering af ansøgerens beskæftigelsesmuligheder efter danske regler svarende til, at ansøgeren var bosat i Danmark. Udbetaling Danmark tager stilling til, om ansøgeren efter danske regler vil have mulighed for at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde, herunder i fleksjob.
§ 55. Grundlaget for afgørelse om førtidspension til personer med fast bopæl i udlandet skal udarbejdes efter reglerne i § 19, stk. 1, nr. 3-5, i lov om social pension ud fra de forhold og omstændigheder, der kan oplyses af de udenlandske pensionsmyndigheder og af ansøgeren. Grundlaget for afgørelse om seniorpension med fast bopæl i udlandet skal udarbejdes efter reglerne i § 26 c i lov om social pension ud fra forhold og omstændigheder, der kan oplyses af de udenlandske myndigheder og af ansøgeren.
Stk. 2. I forbindelse med sagsbehandlingen kan Udbetaling Danmark benytte lægefaglig bistand som efter hidtil gældende praksis.
§ 56. Personlige indkomster, der ikke er skattepligtige her i landet, opreguleres til det aktuelle år med de procentsatser, som anvendes ved forskudsopgørelsen, idet reguleringen foretages på grundlag af den senest oplyste personlige indkomst.
§ 57. Ved udbetaling af pension i udlandet skal Udbetaling Danmark med regelmæssige mellemrum kontrollere pensionistens adresse, og at pensionisten er i live. Herudover skal Udbetaling Danmark med regelmæssige mellemrum kontrollere pensionisternes oplysninger om civilstand eller samlivsforhold, indtægts- og formueforhold samt om eventuel ægtefælles eller samlevers indtægt.
Stk. 2. Udbetaling Danmark kan forlange en attest fra pensionisten til bekræftelse af adressen og af, at pågældende er i live. Udbetaling Danmark kan forlange en erklæring med oplysning om pensionistens civilstand eller samlivsforhold, indtægts- og formueforhold samt om eventuel ægtefælles eller samlevers indtægt. Kontrollen efter stk. 1, 2. pkt., kan ske ved stikprøve blandt modtagere af pension i udlandet.
§ 58. Personer, der modtager folkepension, seniorpension eller førtidspension og har fast bopæl uden for Danmark i et EU/EØS-land eller Schweiz, skal give Udbetaling Danmark meddelelse om et midlertidigt ophold af mere end 2 måneders varighed i lande uden for EU/EØS og Schweiz, dog ikke ved ophold i Grønland eller på Færøerne.
Stk. 2. Personer, der er omfattet af stk. 1, skal før afrejsen give Udbetaling Danmark meddelelse om afrejsedato og forventet dato for hjemkomst.
Stk. 3. Hvis et midlertidigt ophold uden for Danmark og de lande, der er nævnt i stk. 1, mod forventning ved afrejsen eller senere forventes at få eller får en varighed af mere end 2 måneder, meddeles afrejsedato og forventet dato for hjemkomst hurtigst muligt til Udbetaling Danmark.
Stk. 4. Personer, der er omfattet af stk. 1, skal give Udbetaling Danmark meddelelse om datoen for hjemkomst umiddelbart efter hjemkomsten.
Stk. 5. Personer, der er omfattet af stk. 1, som opholder sig i et land uden for EU/EØS og Schweiz, dog ikke i Grønland eller på Færøerne, i mere end 2 måneder, og som under udlandsopholdet har eller får udenlandske indtægter, skal give Udbetaling Danmark oplysning herom og under udlandsopholdet hver måned oplyse Udbetaling Danmark om indtægtens størrelse.
Kapitel 12 – Overgang fra færøsk eller grønlandsk førtidspension til dansk førtidspension
§ 59. For personer, der tager bopæl i Danmark fra den 1. januar 2020 eller senere, efter at have fået tilkendt højeste førtidspension på Færøerne fra den 1. januar 2003 eller senere eller tilkendt højeste førtidspension i Grønland, træffer kommunen uden ansøgning og uden arbejdsevnevurdering afgørelse om ret til førtidspension efter lov om social pension, når de almindelige betingelser for pension i kapitel 1 i lov om social pension er opfyldt.
Stk. 2. Førtidspensionen, jf. stk. 1, tilkendes med tilbagevirkende kraft fra tilflytningstidspunktet. I førtidspensionen, som efterbetales for perioden, der ligger forud for tilkendelsen, fratrækkes førtidspension fra Færøerne eller Grønland og eventuel supplerende hjælp modtaget efter § 27 b i lov om aktiv socialpolitik, der er udbetalt i samme periode.
Stk. 3. For personer, der tager bopæl i Danmark, efter at have fået tilkendt mellemste eller laveste førtidspension på Færøerne fra den 1. januar 2003 eller senere eller tilkendt mellemste eller laveste førtidspension i Grønland, træffer kommunen efter ansøgning afgørelse om ret til førtidspension efter lov om social pension eller et andet forsørgelsesgrundlag efter anden lovgivning.
Optjening
§ 60. For personer, jf. § 59, stk. 1 og 3, der tilkendes førtidspension efter lov om social pension, er optjeningsperioden fra det fyldte 15. år til første tilkendelse af førtidspension på Færøerne eller i Grønland.
Stk. 2. For personer, jf. § 59, stk. 1, opgøres den optjente ret til førtidspension efter § 6 i lov om social pension, når folkepensionsalderen ikke er nået før 1. juli 2025, og når der første gang er tilkendt førtidspension på Færøerne eller i Grønland den 1. juli 2018 eller senere.
Stk. 3. For personer, jf. § 59, stk. 1, opgøres den optjente ret til førtidspension efter § 6, stk. 1-4, i lov nr. 442 af 8. maj 2018, når folkepensionsalderen nås før den 1. juli 2025, og hvor der første gang er tilkendt førtidspension på Færøerne i perioden fra den 1. januar 2003 til den 30. juni 2018 eller i Grønland før 1. juli 2018.
Overgang fra færøsk eller grønlandsk pension til dansk pension
§ 61. Personer, der modtager færøsk alderspension efter § 4 i lagtingslov om sociale pensioner m.v. med senere ændringer eller grønlandsk alderspension efter § 6 i Inatsisartutlov om alderspension med senere ændringer, overgår ved flytning til Danmark til folkepension efter § 12 i lov om social pension.
Stk. 2. Overgang til dansk pension er betinget af, at pågældende ved flytningen opfylder de almindelige betingelser for pension, som fremgår af kapitel 1 i lov om social pension.
Kapitel 13 – Administrative forskrifter der forbliver i kraft efter den 1. oktober 1984
§ 62. De administrative forskrifter om overenskomster med andre stater, der er udstedt med hjemmel i § 1, stk. 6, i lov om folkepension og § 1, stk. 6, i lov om invalidepension og førtidspension m.v., er fortsat gældende efter den 1. oktober 1984, jf. § 11 i lov om social pension.
Kapitel 14 – Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 63. Bekendtgørelsen træder i kraft den 17. april 2023.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 2238 af 29. december 2020 om social pension (førtidspension, seniorpension og folkepension) ophæves.
§ 64. Pensionister, hvis beregningsgrundlag skal nedsættes med et fradrag, jf. § 20, stk. 3, kan uanset § 20, stk. 3, 2. pkt., ikke få beregningsgrundlaget nedsat med et fradrag, der er mere end 500 kr. højere end det fradrag, som pensionistens beregningsgrundlag blev nedsat med det forudgående kalenderår, med mindre der er sket ændringer i husstandens størrelse, i pensionistens civilstand eller samlivsforhold, af opvarmningsform eller flytning, jf. § 26.
Stk. 2. Stk. 1 finder anvendelse indtil standardfradraget efter § 20, stk. 3, 2. pkt., for første gang overstiger pensionistens fradrag efter § 20, stk. 3, året før med præcis 500 kr. eller mindre.
§ 65. § 2 har virkning fra 1. september 2017 for personer, der når folkepensionsalderen den 1. september 2017 eller senere.