Bekendtgørelse om udlændingemyndighedernes kompetence til at indberette tilbagesendelsesafgørelser og forestå konsultationer på vegne af andre udlændingemyndigheder i medfør af SIS-tilbagesendelsesforordningen
Udlændinge- og Integrationsministeriets bekendtgørelse nr. 206 af 27/2 2023.
I medfør af § 58 g, stk. 4, og § 58 h, stk. 3, i udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1205 af 25. august 2022, som ændret ved lov nr. 2623 af 28. december 2021, fastsættes:
Kapitel 1 – Indledende bestemmelser
§ 1. Ved SIS-tilbagesendelsesforordningen forstås Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1860 af 28. november 2018 om brug af Schengeninformationssystemet i forbindelse med tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold.
Kapitel 2 – Udlændingemyndighedernes opgavevaretagelse
§ 2. Udlændingestyrelsen kan på vegne af Hjemrejsestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration indberette tilbagesendelsesafgørelser og forestå dertilhørende opgaver efter SIS-tilbagesendelsesforordningen.
Stk. 2. Udlændingestyrelsen og Hjemrejsestyrelsen kan på vegne af Flygtningenævnet og Udlændingenævnet indberette tilbagesendelsesafgørelser og forestå dertilhørende opgaver efter SIS-tilbagesendelsesforordningen.
Stk. 3. Udlændingestyrelsen kan på vegne af Udlændinge- og Integrationsministeriet indberette tilbagesendelsesafgørelser og forestå dertilhørende opgaver efter SIS-tilbagesendelsesforordningen.
Stk. 4. Udlændingemyndighederne nævnt i stk. 1-3 indgår nærmere aftaler om opgavevaretagelsen samt om adgangen til disse udlændingemyndigheders sagsbehandlingssystemer.
§ 3. Udlændingestyrelsen kan på vegne af Hjemrejsestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration forestå konsultationer med andre medlemsstater og dertilhørende opgaver efter SIS-tilbagesendelsesforordningen.
Stk. 2. Udlændingestyrelsen og Hjemrejsestyrelsen kan på vegne af Flygtningenævnet og Udlændingenævnet forestå konsultationer med andre medlemsstater og dertil hørende opgaver efter SIS-tilbagesendelsesforordningen.
Stk. 3. Udlændingestyrelsen kan på vegne af Udlændinge- og Integrationsministeriet forestå konsultationer med andre medlemsstater og dertil hørende opgaver efter SIS-tilbagesendelsesforordningen.
Stk. 4. Udlændingemyndighederne nævnt i stk. 1-3 indgår nærmere aftaler om opgavevaretagelsen samt om adgangen til disse udlændingemyndigheders sagsbehandlingssystemer.
Kapitel 3 – Behandling af oplysninger
§ 4. Behandling af oplysninger i forbindelse med udlændingemyndighedernes varetagelse af opgaverne i §§ 3 og 4 må alene ske med det formål at varetage disse opgaver.
Kapitel 4 – Ikrafttræden
§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 7. marts 2023.