Bekendtgørelse om udbetaling af dagpenge og efterløn som lån mod overdragelse af krav mod Lønmodtagernes Garantifond m.v.
Arbejdsmarkeds- og Rekrutteringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1233 af 12/10 2023.
I medfør af § 57, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 503 af 12. maj 2023, fastsættes efter bemyndigelse:
Personkreds
§ 1. Bekendtgørelsen omfatter medlemmer af en a-kasse, der er dagpengeberettigede.
§ 2. Bekendtgørelsen omfatter endvidere medlemmer af en a-kasse, der på efterløn er omfattet af § 74 e i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Generelt
§ 3. Et medlem er ikke berettiget til dagpenge eller efterløn for en periode, hvor pågældende får erstatning for løn i en opsigelsesperiode fra Lønmodtagernes Garantifond.
Udbetaling
§ 4. Et medlem, der anmelder krav om erstatning for løn i en opsigelsesperiode over for Lønmodtagernes Garantifond, kan ved henvendelse til a-kassen som lån få udbetalt et beløb, der svarer til dagpenge eller efterløn.
Stk. 2. Det er en betingelse for udbetaling af dagpenge som lån, at medlemmet i øvrigt er ledig og ville være berettiget til dagpenge, hvis pågældende ikke havde krav på erstatning for løn i en opsigelsesperiode.
Stk. 3. Det er en betingelse for udbetaling af efterløn som lån, at medlemmet ville være berettiget til efterløn, hvis pågældende ikke havde krav på erstatning for løn i en opsigelsesperiode.
§ 5. Før udbetaling af ydelser som lån kan finde sted, skal medlemmet skriftligt overdrage hele sit krav over for Lønmodtagernes Garantifond til a-kassen som sikkerhed for lånet. Samtidig skal medlemmet skriftligt bemyndige a-kassen til på sine vegne at modtage feriegodtgørelse.
§ 6. A-kassen skal senest ved første udbetaling af ydelsen som lån give Lønmodtagernes Garantifond meddelelse om overdragelsen med angivelse af tidspunktet for låneperiodens begyndelse. Medlemmets overdragelseserklæring samt kopi af anmeldelsesblanket til Lønmodtagernes Garantifond vedlægges.
§ 7. Ydelser som lån udbetales efter de samme regler, der gælder for a-kassen for udbetaling af dagpenge eller efterløn. Medlemmet kvitterer for modtagelsen af lånet.
Stk. 2. Lånet beregnes efter reglerne om beregning af dagpenge eller efterløn, herunder reglerne om den pct. sats af medlemmets hidtidige dagpengesats, der højest kan udbetales, jf. lovens § 47, § 48, stk. 8, § 48 a, § 49, stk. 5 og 6, § 52 a, § 52 e og § 70. Ved udbetalingen fradrages det beløb, som a-kassen skulle have indbetalt i kildeskat og eventuel ATP, såfremt der ikke var tale om lån.
Stk. 3. Der skal ske fradrag i lånet efter reglerne om fradrag i dagpenge eller efterløn.
§ 8. Udbetaling af ydelser som lån kan ikke ske ud over den periode, hvor Lønmodtagernes Garantifond yder erstatning for løn i en opsigelsesperiode.
Stk. 2. Udbetalingen af ydelserne afbrydes efter de regler, der gælder for ydelserne.
Tilbagebetaling af lån til a-kassen
§ 9. Medlemmet skal tilbagebetale lånet, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Beløb, som a-kassen modtager fra Lønmodtagernes Garantifond, anvendes til tilbagebetaling af lånet. Overskydende beløb udbetales til medlemmet.
Stk. 3. I tilfælde, hvor Lønmodtagernes Garantifond afslår medlemmets krav, eller hvor udbetalingen fra Lønmodtagernes Garantifond ikke dækker lånet, omkonterer a-kassen det udækkede beløb til den modtagne ydelse og foretager sædvanlig afregning af kildeskat og eventuel indbetaling af ATP i forhold hertil.
§ 10. I tilfælde, hvor medlemmet efterfølgende får udbetalt yderligere erstatning fra Lønmodtagernes Garantifond, dividende fra boet eller lignende for løn i en opsigelsesperiode, skal medlemmet i de i § 9, stk. 3, omhandlede tilfælde indbetale det modtagne beløb til a-kassen, der indbetaler beløbet til staten.
Stk. 2. I tilfælde, hvor medlemmet efterfølgende får udbetalt yderligere erstatning fra Lønmodtagernes Garantifond, dividende fra boet eller lignende for løn i en opsigelsesperiode, der ligger ud over den periode, Lønmodtagernes Garantifond har ydet erstatning, jf. § 8, og der er udbetalt dagpenge eller efterløn, skal det således modtagne beløb indbetales til a-kassen, der indbetaler beløbet til staten.
Ikraftræden m.v.
§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 2023.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 294 af 12. maj 1999 om udbetaling af dagpenge, efterløn og overgangsydelse som lån mod overdragelse af krav mod Lønmodtagernes Garantifond m.v., ophæves.