Bekendtgørelse om en a-kasses pligt til at vejlede mv.
Arbejdsmarkeds- og Rekrutteringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1208 af 28/9 2023.
I medfør af § 65, stk. 6 og 7, og § 91, stk. 11, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 503 af 11. maj 2023, og § 35, stk. 4, i lov om sygedagpenge, jf. lovbekendtgørelse nr. 1179 af 21. september 2023, og efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsættes efter bemyndigelse:
Kapitel 1
Vejledningspligt ved et medlems henvendelse
§ 1. En a-kasse skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til medlemmer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for a-kassens sagsområde.
Stk. 2. A-kassen skal så vidt muligt sende en skriftlig henvendelse, der ikke vedrører a-kassens sagsområde, til rette a-kasse eller forvaltningsmyndighed.
§ 2. Når et medlem oplyser til a-kassen, at pågældende er eller vil blive ledigt, eller a-kassen bliver opmærksom herpå på anden vis, skal a-kassen vejlede om, at medlemmet skal tilmelde sig i jobcenteret fra 1. ledige dag, og at tilmelding i jobcenteret er en betingelse for at kunne få dagpenge.
Stk. 2. A-kassen skal bistå et medlem med digital tilmelding og afmelding, hvis medlemmet anmoder herom.
§ 3. Når et medlem oplyser til a-kassen, at pågældende deltager i en uddannelse, skal a-kassen vejlede om betingelserne for at skifte status til dimittend, herunder om hvornår uddannelsen kan anses for afsluttet, betydninger herfor i forhold til retten til dagpenge og tilmelding i jobcenteret.
Stk. 2. Når et nyuddannet medlem inden 2 uger efter uddannelsen er afsluttet retter henvendelse til en a-kasse for at blive overflyttet eller for at skifte status til dimittend, skal a-kassen vejlede om forskellen mellem at blive overflyttet som dimittend eller at bevare nuværende rettigheder. A-kassen skal vejlede om størrelsen på dimittendsatsen og medlemmets nuværende rettigheder, herunder især størrelsen på dagpengesatsen og varigheden af dagpengeperioden. Der henvises til bekendtgørelse om medlemskab af en a-kasse.
§ 4. A-kassen skal yde hjælp og vejledning om jobsøgning til et seniormedlem, jf. § 44 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., når medlemmet anmoder herom.
Kapitel 2
Vejledningspligt når en person søger om optagelse i en a-kasse
Indkomstkravet for ret til dagpenge
§ 5. Når en person søger om at blive optaget i en a-kasse, skal a-kassen vejlede om, at retten til dagpenge er betinget af, at medlemmet opfylder et indkomstkrav, og at medlemmet kan medregne følgende indkomster som lønmodtager og selvstændig til opfyldelsen af indkomstkravet:
1) A-indkomst indberettet til indkomstregisteret efter § 3 i lov om et indkomstregister.
2) B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, og som ikke indgår i en virksomheds overskud eller underskud.
3) En virksomheds skattemæssige overskud før renter og andre finansielle poster, herunder A-indkomst udbetalt til ejeren af et selskab, hvor ejeren har afgørende indflydelse, samt den selvstændiges ejerandel af overskud i et selskab, hvor personen har afgørende indflydelse.
Stk. 2. A-kassen skal også vejlede om, at B-indkomst, overskud af selvstændig virksomhed mv. indhentes fra medlemmets afsluttede årsopgørelser i optjeningsperioden.
Kapitel 3
Vejledningspligt når et medlem bliver ledigt
§ 6. Når et medlem bliver ledigt, skal a-kassen vejlede medlemmet om digitale pligter på Jobnet og a-kassens digitale selvbookingsystem og om, hvilke konsekvenser det har for retten til dagpenge, hvis medlemmet ikke overholder pligterne på Jobnet og a-kassens digitale selvbookingsystem, herunder frister, jf. stk. 2-3.
Stk. 2. A-kassen skal vejlede om:
1) Pligten til at gøre sig bekendt med frister for selvbooking på Jobnet og med mødeindkaldelser, tilbud mv. i den offentlige digitale postløsning (borger.dk eller e-Boks) eller i almindelig brevpost.
2) Pligten til selv at booke samtaler med jobcenteret, anden aktør og a-kassen.
3) At medlemmet bliver afmeldt i jobcenteret, hvis medlemmet ikke selv booker en samtale inden for den fastsatte frist.
4) Muligheden for at blive fritaget for pligten til selvbooking.
Stk. 3. A-kassen skal vejlede medlemmet om pligten til at gøre sig bekendt med digital post fra a-kassen.
Stk. 4. A-kassen skal vejlede medlemmet om anmeldelse af sygefravær efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om sygedagpenge og anmodning om sygedagpenge efter lov om sygedagpenge. A-kassen skal vejlede om:
1) At medlemmet skal anmelde sygefravær til a-kassen på første sygefraværsdag, og at sygemeldingen kan ske via registrering på Jobnet eller ved kontakt til jobcenteret eller a-kassen.
2) At medlemmet tidligst kan få dagpenge under sygdom fra den dato, medlemmet har meldt sig syg hos a-kassen.
3) Hvordan og inden for hvilke frister medlemmet skal anmode om sygedagpenge hos kommunen efter sygedagpengelovens § 38.
4) At det kan have konsekvenser for medlemmets ret til sygedagpenge, hvis fristen for at anmelde sygefravær til a-kassen eller fristen for at anmode om sygedagpenge hos kommunen ikke overholdes.
5) At medlemmet skal raskmelde sig på Jobnet, når medlemmet er blevet rask efter at have været sygemeldt i en periode.
§ 7. Når et medlem bliver ledigt, skal a-kassen vejlede om rådighedspligten og om, hvilke konsekvenser det har for retten til dagpenge ikke at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. A-kassen skal herunder vejlede om, at et medlem for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet skal:
1) Være aktivt arbejdssøgende, jf. § 8.
2) Kunne henvises til rimeligt arbejde med dags varsel fra 1. ledige dag.
3) Opretholde kontakten med og møde til samtaler i a-kassen gennem hele ledighedsforløbet.
Stk. 2. A-kassen skal også vejlede om medlemmets pligt til at deltage i kontaktforløbet og tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. A-kassen skal herunder vejlede om:
1) Pligten til at opretholde kontakten med og møde til jobsamtaler i a-kassen, jobcenteret og hos anden aktør gennem hele ledighedsforløbet.
2) Pligten til at deltage i tilbud og aktiviteter efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats gennem hele ledighedsforløbet.
3) Rettigheder og pligter, når medlemmet har fået et tilbud.
4) At der gælder de samme regler, hvis et medlem ikke vil medvirke til møder, aktiviteter og tilbud hos en anden aktør, som hos jobcenteret.
5) At jobcenteret skal underrette a-kassen, hvis medlemmet udebliver fra samtaler eller aktiviteter med jobcenteret eller anden aktør, eller hvis medlemmet afslår, udebliver fra eller ophører i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og at a-kassen skal træffe afgørelse om de dagpengemæssige konsekvenser af afslaget, udeblivelsen eller ophøret.
Stk. 3. A-kassen skal også vejlede om selvforskyldt ledighed og de sanktioner, der knytter sig hertil.
Stk. 4. A-kassen skal også vejlede om mulighederne for at deltage i jobrettet uddannelse, hvis medlemmet er i målgruppen for jobrettet uddannelse.
Stk. 5. A-kassen skal også vejlede om pålæg om et studie eller en erhvervskompetencegivende uddannelse, hvis medlemmet er under 25 år og i målgruppen for uddannelsespålæg.
Stk. 6. A-kassen skal også vejlede om, at et medlem skal indsende en frigørelsesattest til a-kassen, herunder om den særlige frist for at indsende attesten, hvis medlemmet har eller får arbejde på nedsat tid med et opsigelsesvarsel og søger om supplerende dagpenge.
§ 8. A-kassen skal vejlede om pligten til at være aktivt jobsøgende. Vejledningen skal som minimum omfatte:
1) Medlemmet skal aktivt søge rimeligt arbejde med henblik på at komme hurtigst muligt i ordinær beskæftigelse.
2) Medlemmet skal være aktiv jobsøgende fra første ledige dag og i hele den periode, medlemmet ønsker at få dagpenge for.
3) Medlemmet skal søge job kontinuerligt, herunder under deltagelse i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, medmindre jobcenteret har fritaget medlemmet for pligten til at være jobsøgende.
4) Medlemmet skal primært søge opslåede stillinger. Medlemmet skal i øvrigt søge arbejde på den måde, der er sædvanlig inden for det pågældende faglige område.
5) Medlemmet skal primært søge helårsarbejde med fuld sædvanlig arbejdstid.
6) Medlemmets jobsøgning skal være realistisk og seriøs.
7) Medlemmet skal søge arbejde i hele det område, som medlemmet skal stå til rådighed for, jf. § 9 i bekendtgørelse om rådighed.
Stk. 2. A-kassen skal vejlede om, at der vil blive fastsat nærmere retningslinjer for medlemmets jobsøgning i »Krav til jobsøgning«, jf. § 14 i bekendtgørelse om rådighed.
Stk. 3. A-kassen skal vejlede om, at medlemmet skal overholde de aftaler om jobsøgning, som er indgået med a-kassen, jobcenteret eller anden aktør, og at medlemmet skal søge konkrete job efter pålæg af jobcenteret, a-kassen eller anden aktør.
Stk. 4. A-kassen skal vejlede om, at medlemmet selv har ansvaret for løbende at registrere sine jobsøgningsaktiviteter i joblog, og at medlemmet skal uploade det antal jobansøgninger, som a-kassen har bedt om, i joblog.
Stk. 5. A-kassen skal vejlede om, at medlemmet vil blive bedømt på de registrerede jobsøgningsaktiviteter, og at det vil indgå i rådighedsvurderingen af pågældende.
§ 9. A-kassen skal give vejledning efter §§ 6-8 til et medlem, når medlemmet første gang tilmelder sig jobcenteret, og derefter når a-kassen indplacerer medlemmet i en ny dagpengeperiode.
§ 10. Når et medlem bliver indplaceret i en dagpengeperiode, skal a-kassen vejlede om medlemmets beskæftigelseskonto og om muligheden for at forlænge dagpengeperioden i op til 1 år inden for 1,5 år på baggrund af løntimer, der er registreret på beskæftigelseskontoen siden indplaceringen, når den ordinære dagpengeperiode er udløbet.
Stk. 2. A-kassen skal også vejlede om
1) fristen for, hvornår a-kassen senest skal have modtaget medlemmets månedsoplysninger, for at kunne udbetale dagpengene den sidste bankdag i måneden,
2) at der kun kan udbetales dagpenge for en måned, hvis månedsoplysningerne er modtaget i a-kassen senest 1 måned og 10 dage efter udbetalingsmånedens udløb, og
3) at a-kassen digitalt samkører medlemmets oplysninger om løntimer og indkomst med indberettede oplysninger om løntimer og indkomst i indkomstregisteret, og at samkøringen kan lede til en efterregulering af udbetalte dagpenge.
Stk. 3. A-kassen skal videre vejlede om karens hver fjerde måned og om afkortning af dagpengeperioden ved omfattende brug af dagpengesystemet.
Kapitel 4
Vejledning i forbindelse med første jobsamtale i kontaktforløbet
§ 11. A-kassen skal senest i forbindelse med indkaldelse til første jobsamtale i kontaktforløbet, jf. § 31, stk. 4, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats vejlede om,
1) at medlemmet skal registrere fyldestgørende cv-oplysninger på Jobnet senest 2 uger efter tilmeldingen som arbejdssøgende, og at a-kassen kan bistå medlemmet med at registrere cv-oplysninger på Jobnet, hvis medlemmet anmoder herom, samt
2) at medlemmet skal uploade eksempler på jobansøgninger i joblog.
§ 12. A-kassen skal ved første jobsamtale i kontaktforløbet eller seneste 2 uger efter tilmeldingen som arbejdssøgende udarbejde medlemmets »Min Plan«, herunder medvirke til at afklare den lediges kompetencer, jobmuligheder, eventuelle behov for karriereskift og bredere jobsøgning.
§ 13. A-kassen skal ved første jobsamtale i kontaktforløbet foretage sig følgende:
1) Gennemgå medlemmets jobansøgninger med henblik på konkret vejledning og afklaring af medlemmets fortsatte jobsøgning.
2) Sammen med medlemmet fastlægge »Krav til jobsøgning«, jf. § 14, i bekendtgørelse om rådighed og senest 2 uger efter medlemmets tilmelding som arbejdssøgende indberette kravene til det fælles datagrundlag, så de vises i »Min Plan« på Jobnet.
3) Vejlede medlemmet om, at medlemmet løbende skal registrere sine jobsøgningsaktiviteter i joblog og skal uploade et antal jobansøgninger i joblog.
§ 14. Indkaldelsen til første jobsamtale i a-kassen skal ske skriftligt og personligt. Hvis et medlem er forhindret i at komme til samtalen, skal a-kassen hurtigst muligt skriftligt og personligt indkalde medlemmet til en ny samtale. Hvis a-kassen skal holde kontakt til medlemmet på anden vis, ved telefonisk eller ved personligt digitalt fremmøde, jf. § 15, skal medlemmet skriftligt og personligt vejledes herom.
Mindre intensiv indsats og deltagelse i jobrettet uddannelse
§ 15. Hvis et medlem er omfattet af en mindre intensiv indsats for visse persongrupper, jf. kapitel 17 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, eller deltager i jobrettet uddannelse, jf. kapitel 9 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal a-kassen ved kontakt til medlemmet ved telefonisk eller ved personligt digitalt fremmøde sikre sig, at medlemmet er bekendt med pligten til at registrere fyldestgørende cv-oplysninger på Jobnet senest 2 uger efter tilmeldingen som arbejdssøgende og til at give a-kassen adgang til cv-oplysningerne, så a-kassen kan godkende disse.
Stk. 2. Hvis a-kassen ikke afholder en jobsamtale, jf. stk. 1, skal a-kassen holde en jobsamtale med medlemmet, når medlemmet ikke længere er omfattet af en mindre intensiv indsats for visse persongrupper eller deltager i jobrettet uddannelse, med henblik på at udarbejde »Min Plan«, jf. § 12.
Rådighedssamtaler
§ 16. A-kassen skal i forbindelse med en job- eller rådighedssamtale vejlede om rettigheder og pligter, når a-kassen bliver opmærksom på, at medlemmet har behov herfor, jf. §§ 6-8 og § 13, stk. 1, nr. 3.
Stk. 2. Vurderer a-kassen i forbindelse med en rådighedsvurdering, at medlemmet kan forbedre sin jobsøgning, skal a-kassen vejlede om, hvordan jobsøgningen kan forbedres.
Stk. 3. A-kassen skal i forbindelse med rådighedssamtalen også revidere »Krav til jobsøgning« og registrere og indberette dem til det fælles datagrundlag, så de vises i »Min Plan« på Jobnet.
Kapitel 5
Konkret vejledningspligt
Deltidsforsikring
§ 17. Når en person søger om at blive optaget eller overflyttet som deltidsforsikret medlem eller ønsker at skifte til deltidsforsikring, skal a-kassen vejlede om automatisk omforsikring og om ret og pligt til at blive overflyttet til fuldtidsforsikring.
Stk. 2. Når en a-kasse bliver bekendt med, at et medlem ønsker at skifte til deltidsforsikring, skal a-kassen vejlede om, hvilke konsekvenser et skift af forsikringsstatus kan få, hvis medlemmet senere søger om dagpenge eller efterløn.
Optagelse - beskæftigelse med offentligt tilskud
§ 18. Når en person i forbindelse med ansøgning om optagelse oplyser, at pågældende har beskæftigelse, hvortil der ydes offentligt tilskud til lønnen, eller beskæftigelse ved selvstændig erhvervsvirksomhed, hvortil det offentlige yder tilskud til etablering og drift, skal a-kassen vejlede om, at beskæftigelsen ikke kan medregnes til at opfylde indkomst- og beskæftigelseskravet i § 53 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. eller til den fleksible genoptjening af dagpengeretten i § 56 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Vikar - jobrotation
§ 19. A-kassen skal vejlede et ledigt medlem, der bliver ansat som vikar i en jobrotationsstilling, om, at beskæftigelsen ikke kan medregnes til at opfylde indkomst- og beskæftigelseskravet samt den fleksible forlængelse af dagpengeretten, og om at afslag på og ophør i vikarjob ikke medfører dagpengemæssige konsekvenser.
Supplerende dagpenge
§ 20. Når en a-kasse bliver bekendt med, at et ledigt medlem arbejder på nedsat tid eller driver selvstændig virksomhed i dagpengeperioden, skal den straks vejlede medlemmet om betingelserne for at få supplerende dagpenge. A-kassen skal vejlede et ledigt medlem, der arbejder på nedsat tid om fristen for at indsende dokumentation for, at arbejde kan overtages med dags varsel.
Stk. 2. A-kassen skal også vejlede et medlem, der modtager supplerende dagpenge, om, at medlemmet skal søge arbejde på fuld tid som fuldtids- eller deltidsforsikret.
Stk. 3. Hvis et medlem, jf. stk. 2, har kvalifikationer inden for et område, hvor der er mangel på arbejdskraft, skal a-kassen endvidere vejlede om, at medlemmet inden for en frist på højst 4 uger skal dokumentere, at medlemmet søger arbejde på fuld tid som fuldtids- eller deltidsforsikret inden for dette område.
Stk. 4. A-kassen skal i god tid før, medlemmets ret til supplerende dagpenge udløber, vejlede om medlemmets samlede mulige forlængelse af ret til supplerende dagpenge efter bekendtgørelse om udbetaling af dagpenge og om omfanget af medlemmets beskæftigelse. A-kassen skal videre, før medlemmets forlængede ret til supplerende dagpenge udløber, vejlede om medlemmets samlede mulige forlængelse på baggrund af de løntimer, der er registreret på beskæftigelseskontoen siden seneste opgørelse af den forlængede ret til supplerende dagpenge.
Undervisning
§ 21. Når et ledigt medlem oplyser, at medlemmet vil deltage i undervisning med ret til dagpenge, skal a-kassen vejlede om pligten til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Udlandet
§ 22. Når et medlem oplyser, at pågældende overvejer at rejse til udlandet, herunder Grønland og Færøerne, for at søge eller overtage arbejde, skal a-kassen vejlede om, hvilken betydning det kan have for medlemskabet af den danske a-kasse og for retten til dagpenge og efterløn.
Stk. 2. Medlemmet skal konkret vejledes om reglerne i kapitel 6 i EF-forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og i bekendtgørelse om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde m.v. inden for EØS, Færøerne og i det øvrige udland.
Stk. 3. Ved genoptagelse i en dansk a-kasse efter ophold i et andet EØS-land, i Schweiz eller på Færøerne og Storbritannien skal a-kassen vejlede om muligheden for at efterbetale efterlønsbidragene for forsikringsperioden i det andet land, hvis medlemmet har mulighed for at opnå ret til efterløn.
Social pension
§ 23. Når en a-kasse bliver bekendt med, at en kommune begynder en sag om tildeling af social pension til et ledigt medlem, der får ydelser fra a-kassen, eller at medlemmet får social pension, skal a-kassen vejlede om rådighedsforpligtelsen.
Udløb af retten til dagpenge
§ 24. A-kassen skal i god tid før, medlemmets ret til dagpenge udløber, vejlede om medlemmets samlede mulige forlængelse af dagpengeretten efter bekendtgørelse om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge. A-kassen skal videre før, medlemmets forlængede ret til dagpenge udløber, vejlede om medlemmets samlede mulige forlængelse på baggrund af de løntimer, der er registreret på beskæftigelseskontoen siden seneste opgørelse af den forlængede dagpengeperiode.
Stk. 2. A-kassen skal kun vejlede et medlem efter stk. 1, der aktuelt får ydelser fra a-kassen eller er ansat med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
§ 25. Når et ledigt medlem ikke længere har ret til ydelser, fordi perioden med ret til dagpenge udløber, skal a-kassen vejlede om, hvordan medlemmet kan få retten til ydelser igen.
Stk. 2. A-kassen skal kun vejlede et medlem efter stk. 1, der aktuelt får ydelser fra a-kassen eller er ansat med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Vejledningen skal gives i god tid, før retten til dagpenge udløber.
Stk. 3. A-kassen skal vejlede et medlem om betingelserne, mulighederne og fristerne for et seniorjob. Der skal vejledes om, at det er muligt at overgå til efterløn fra et seniorjob, og at medlemmet skal stå til rådighed for henvist ordinært arbejde under ansættelsen.
Stk. 4. Hvis et medlem har mulighed for at gå på efterløn ved udløb af retten til ydelser, skal a-kassen i god tid forinden vejlede medlemmet om, at det er en betingelse for overgang til efterløn, at der søges skriftligt inden retten til ydelser udløber.
Seniormedlemskab
§ 26. A-kassen skal i god tid før, et medlem når folkepensionsalderen, jf. lov om social pension, vejlede medlemmet om muligheden for at bevare medlemskabet som et særligt seniormedlemskab og om rettigheder for seniormedlemmer.
Oplysninger til efterlønsbevis
§ 27. Hvis a-kassen mangler oplysninger fra medlemmet for at kunne udstede efterlønsbeviset, skal a-kassen i sin henvendelse til medlemmet herom vejlede om, at hvis fristen på 3 måneder ikke bliver overholdt, vil efterlønsbeviset blive udstedt med en senere dato og om betydningen heraf.
Efterlønsbidrag
§ 28. A-kassen skal vejlede sine medlemmer om betingelserne for ret til efterløn efter reglerne i bekendtgørelse om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse.
Stk. 2. A-kassen skal vejlede medlemmer, der aldersmæssigt er omfattet af § 74 a, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., om, at indbetaling af efterlønsbidrag senest skal være påbegyndt ved det fyldte 30. år, at efterlønsbidrag skal være betalt i alt i 30 år for at kunne gå på efterløn, og at medlemmet efter eget valg kan indlægge pauser i bidragsbetalingen.
Fortrydelsesordningen
§ 29. En a-kasse skal ved tilmeldingen til efterlønsordningen vejlede et medlem, der har været medlem af en a-kasse uafbrudt fra den 1. januar 1997 eller fra det 24. år, jf. § 75 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og som kan opnå ret til efterløn efter § 74 a, stk. 4, i loven, men senere end den gældende efterlønsalder, om muligheden for at opnå ret til efterløn fra efterlønsalderen efter § 75 i loven, og om konsekvenserne af dette valg.
Restance og udmeldelse
§ 30. Når et medlem kommer i restance med betaling af medlemsbidrag, skal a-kassen vejlede om, hvilken betydning en eventuel slettelse kan få for en senere ret til ydelser, herunder for retten til efterløn.
Stk. 2. Når en a-kasse får et medlems anmodning om at blive meldt ud af a-kassen, skal den vejlede medlemmet om, hvilken betydning udmeldelse kan få for en senere ret til ydelser, herunder for retten til efterløn.
Stk. 3. Inden en a-kasse træffer afgørelse om slettelse af et medlem efter § 78, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., skal den i et rykkerbrev vejlede medlemmet om, at manglende betaling vil medføre slettelse som medlem af a-kassen. Det skal fremgå, hvilken betydning en slettelse vil få for en senere ret til ydelser.
Stk. 4. Når et medlem, der betaler efterlønsbidrag, ønsker at melde sig ud af a-kassen på grund af visitation til fleksjob efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal a-kassen vejlede om, at en udmeldelse og fravalg af efterlønsbidraget før den 1. i måneden efter visitation til fleksjob, kan have konsekvenser for retten til fleksydelse.
Efterbetaling og genoptagelse
§ 31. Når en a-kasse træffer afgørelse om, at et medlem ikke har ret til ydelser, eller medlemmet skal have en karantæne for svig, skal a-kassen vejlede om betingelserne for ret til efterbetaling af ydelser, hvis afgørelsen eventuelt senere måtte blive ændret af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.
Stk. 2. Når en a-kasse træffer afgørelse om, at et medlem skal slettes for svig, skal a-kassen vejlede medlemmet om betingelserne for at blive genoptaget. A-kassen skal også vejlede om, at genoptagelse tidligst kan ske fra det tidspunkt, hvor a-kassen har fået en ansøgning om optagelse.
Kapitel 6
Øvrige bestemmelser
§ 32. En a-kasse skal hvert år senest ved udgangen af 1. kvartal vejlede medlemmerne om a-kassernes administrationsbidrag og om mulighederne for valg af a-kasse.
Stk. 2. Vejledningen i stk. 1 kan gives ved brev, i medlemsblade eller ved på anden måde. skriftligt, klart og tydeligt henvise til, at en oversigt over anerkendte a-kasserne kan findes på Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings hjemmeside, www.star.dk.
§ 33. Vejledning efter kapitel 2 og 3 og § 10 skal gives skriftligt. Vejledning efter kapitel 5 kan gives skriftligt eller ved en personlig samtale.
§ 34. A-kassen skal notere alle oplysninger, der kan have betydning for vejledningen af medlemmet, herunder de oplysninger, som medlemmet selv giver.
Stk. 2. A-kassen skal notere, hvad medlemmet er blevet vejledt om efter bekendtgørelsen.
§ 35. A-kassen skal give jobcenteret oplysninger, som er af betydning for jobcenterets indsats over for medlemmet, og som er kommet frem under jobsamtaler som led i kontaktforløbet i a-kassen.
§ 36. A-kassen skal vejlede om,
1) at a-kassen deltager i den første individuelle jobsamtale med jobcenteret, hvis medlemmet ønsker det, og
2) at a-kassen deltager i 16-månederssamtalen, medmindre medlemmet ikke ønsker det.
Stk. 2. A-kassen kan ved begge samtaler, jf. stk. 1, deltage digitalt, medmindre medlemmet ønsker en anden samtaleform.
Kapitel 7
Ikrafttræden
§ 37. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2024.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1170 af 25. november 2019 om en a-kasses pligt til at vejlede mv. ophæves.