Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om dagpengeperioden

Arbejdsmarkeds- og Rekrutteringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 109 af 30/1 2023.

I medfør af § 55, stk. 6, § 56 b, stk. 2, § 57 b, stk. 4, § 74 d, stk. 2, og § 95 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 234 af 10. februar 2022, og efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsættes efter bemyndigelse:

Til toppen

Kapitel 1 – Område og begreber

§ 1. Denne bekendtgørelse fastsætter længden af den periode, hvori der er ret til dagpenge, jf. lovens § 55, stk. 1 og 2, herunder afkortning af dagpengeperioden, jf. lovens § 56 b.

§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:

1) Dagpengeperioden: Er den periode, hvori der er ret til dagpenge m.v. Dagpengeperioden består af en ydelsesperiode, jf. nr. 2, og en referenceperiode, jf. nr. 3.

2) Ydelsesperioden: Er den periode, hvori medlemmet sammenlagt kan modtage dagpenge m.v.

3) Referenceperioden: Er den periode, inden for hvilken medlemmet længst kan modtage dagpenge m.v.

4) Indplaceringstidspunktet: Er den 1. i den måned, hvor et medlem begynder at bruge af dagpengeperioden.

5) Måneder: Kalendermåneder.

Til toppen

Kapitel 2 – Dagpengeperioden

§ 3. Dagpengeperioden for et medlem, der har opnået ret til dagpenge efter § 53 i loven, er den periode på sammenlagt 3.848 timer for fuldtidsforsikrede og 3.120 timer for deltidsforsikrede (ydelsesperioden) inden for 36 måneder (referenceperioden), hvor medlemmet kan modtage dagpenge, jf. lovens § 55, stk. 1, 1. pkt.

Stk. 2. Dagpengeperioden for et medlem, der har opnået ret til dagpenge efter § 54 i loven, er den periode på sammenlagt 1924 timer for fuldtidsforsikrede og 1560 timer for deltidsforsikrede (ydelsesperioden) inden for 24 måneder (referenceperioden), hvor medlemmet kan modtage dagpenge, jf. lovens § 55, stk. 1, 2. pkt.

Stk. 3. Efter udløbet af perioderne i stk. 1 og 2, kan et medlem, som har ret til at forlænge dagpengeperioden efter lovens § 56, modtage dagpenge i højst 1.924 timer for fuldtidsforsikrede og 1.560 timer for deltidsforsikrede inden for 18 måneder, jf. lovens § 55, stk. 2.

Stk. 4. Ved skift af forsikringsstatus fra fuldtidsforsikret til deltidsforsikret sker omregning af ydelsesperioden ved at gange den resterende ydelsesperiode med 0,81.

Indplacering i dagpengeperioden

§ 4. Indplacering i dagpengeperioden sker såvel for ydelses- som for referenceperioden fra den 1. i den måned, hvor medlemmet

1) har ret til og får udbetalt dagpenge, eller

2) deltager i tilbud efter kapitel 11-14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 2. Et medlem, der er udelukket fra ret til dagpenge som følge af effektiv karantæne, indplaceres fra den 1. i den måned, hvor medlemmet ville have været berettiget til dagpenge efter stk. 1, hvis medlemmet ikke havde været udelukket fra ret til dagpenge.

Stk. 3. Et medlem, der udtræder af efterlønsordningen og anmoder om dagpenge, kan fortsætte i den indplacering, som medlemmet havde forud for sin overgang til efterløn. Hvis medlemmet ikke er indplaceret i en dagpengeperiode forud for sin overgang til efterløn, indplaceres medlemmet med virkning fra den 1. i den måned, hvor medlemmet er overgået til efterløn.

Genindplacering

§ 5. Et medlem, som genoptjener retten til dagpenge, jf. bekendtgørelse om indkomst- og beskæftigelseskrav for ret til dagpenge, bliver indplaceret i en ny dagpengeperiode fra den 1. i måneden efter den måned, hvori de sidste løntimer til brug for opfyldelse af beskæftigelseskravet er indberettet til indkomstregisteret.

Stk. 2. Medlemmer, som ikke har ret til dagpenge i hele den måned, hvori dagpengeretten genoptjenes, jf. stk. 1, indplaceres i en ny dagpengeperiode med virkning fra den første i den måned, hvori dagpengeretten er optjent.

Indplacering i den forlængede dagpengeperiode

§ 6. Indplacering i den forlængede dagpengeperiode, jf. § 3, stk. 2, sker såvel for ydelses- som for referenceperioden fra den 1. i den måned, hvor medlemmets ret til dagpenge efter § 3, stk. 1 eller stk. 2, er udløbet.

Stk. 2. Forlængelse af den forlængede dagpengeperiode sker løbende uden ny indplacering.

Fastlæggelse af ydelsesperioder for personer, der medregner forsikrings- og beskæftigelsesperioder fra et andet EØS-land, Schweiz, Færøerne eller Storbritannien

§ 7. En person, der har ret til dagpenge efter bekendtgørelse om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde inden for EØS, Færøerne og i det øvrige udland, skal indplaceres i en dagpengeperiode.

Stk. 2. Ved indplaceringen, jf. stk. 1, skal der tages højde for perioder for hvilke, der er udbetalt arbejdsløshedsydelse i et andet EØS-land, Schweiz, Færøerne eller Storbritannien. Indplaceringen sker med virkning fra den 1. i den måned, hvor der er udbetalt arbejdsløshedsydelse i et andet EØS-land, Schweiz, Færøerne eller Storbritannien. Forbruget af ydelsesperioden opgøres i timer, jf. lovens § 55, stk. 4.

Stk. 3. Beskæftigelse efter indplaceringen efter stk. 2, kan medregnes til opfyldelse af et senere beskæftigelseskrav.

Stk. 4. Reglen i stk. 2 finder ikke anvendelse på personer, som er indplaceret i en dagpengeperiode i Danmark.

Forbrug af ydelsesperioderne

§ 8. Ved opgørelse af ydelsesperioden, jf. § 3, indgår følgende:

1) Timer, hvor der er udbetalt dagpenge.

2) Timer, hvor der er udbetalt feriedagpenge, medmindre medlemmet på tidspunktet for afholdelse af ferie med feriedagpenge ikke er indplaceret i en dagpengeperiode, og medlemmet efterfølgende har optjent indkomst- og beskæftigelseskravet efter lovens § 53, stk. 2 og 8.

3) Timer, hvor medlemmet deltager i tilbud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats hos private arbejdsgivere, medmindre medlemmet deltager i tilbuddet efter reglerne for personer, der modtager sygedagpenge, eller medlemmet er sygt eller på barsel, og der udbetales fuld løn under sygdommen eller barselsorloven.

4) Timer, hvor medlemmet deltager i tilbud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats hos offentlige arbejdsgivere, medmindre medlemmet deltager i tilbuddet efter reglerne for personer, der modtager sygedagpenge, eller medlemmet er sygt eller på barsel, og der udbetales fuld løn under sygdommen eller barselsorloven. Forbruget opgøres for fuldtidsforsikrede med 7,4 timer pr. dag, dog højest 160,33 timer pr. måned, og for deltidsforsikrede med 6 timer pr. dag, dog højest 130 timer pr. måned.

5) Timer, hvor medlemmet under ledighed modtager sygedagpenge efter lov om sygedagpenge, med den del af en sammenhængende periode, der er på 6 uger eller derunder.

6) Timer, hvor medlemmet helt eller delvist er udelukket fra ret til dagpenge som følge af effektiv karantæne.

7) Timer, hvor medlemmet har modtaget efterløn.

Stk. 2. Dagpenge efter stk. 1, som er udbetalt med urette, men som ikke skal tilbagebetales af medlemmet, indgår i de i § 3 nævnte ydelsesperioder.

Stk. 3. For et medlem, der er ophørt med en selvstændig virksomhed på tro og love, jf. § 57 b, stk. 2, nr. 2, i loven, indgår perioder, hvor medlemmet ikke kan modtage dagpenge som følge af manglende ophør med virksomheden, jf. § 20 i bekendtgørelse om selvstændig virksomhed i dagpengeperioden, i opgørelsen af ydelsesperioden, jf. stk. 1. Perioden opgøres som 7,4 timer pr. dag, dog højest 160,33 timer pr. måned for et fuldtidsforsikret medlem, og 6 timer pr. dag, dog 130 timer pr. måned for et deltidsforsikret medlem, uanset eventuelle faktiske arbejdstimer mv. i måneden. Forbruget kan dog højest opgøres til det antal timer, der er tilbage af den ydelsesperiode, medlemmet aktuelt er indplaceret i.

Forlængelse af referenceperioden

§ 9. Referenceperioden i § 3 opgøres i hele måneder. Forlængelse af referenceperioden sker i hele måneder, jf. § 10. Det samlede antal timer, som kan forlænge referenceperioden, omregnes til måneder ved at timerne deles med 160,33. Der rundes op til nærmeste antal hele måneder. Uger med støtte efter lov om social service, jf. § 10, stk. 1, nr. 3, indgår i beregningen med 37 timer pr. uge.

Stk. 2. Afgørelse af, om der skal ske forlængelse af referenceperioden, sker løbende eller senest forud for det forventede udløb af en tidligere opgjort referenceperiode.

§ 10. Referenceperioden i § 3 forlænges, hvis der i perioden forekommer følgende forhold, og der ikke udbetales løn:

1) Sammenhængende perioder ud over 6 uger, hvor medlemmet modtager sygedagpenge efter lov om sygedagpenge eller dagpenge under de første 14 dages sygdom efter § 62, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

2) Perioder, hvor medlemmet modtager dagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel.

3) Perioder med støtte efter lov om social service til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, jf. § 9, stk. 1, 4. pkt.

Stk. 2. Referenceperioden forlænges også med perioder, som nævnt i stk. 1, efter tilsvarende regler som de danske i et andet EØS-land, Schweiz, Færøerne eller Storbritannien.

Til toppen

Kapitel 3 – Afkortning af dagpengeperioden ved omfattende brug af dagpengesystemet

§ 11. Når et fuldtidsforsikret medlem har modtaget dagpenge i sammenlagt 7.696 timer (ydelsesperiode) inden for de seneste 96 måneder, afkortes den periode, som medlemmet kan modtage dagpenge efter § 3, med 160,33 timer, jf. § 12.

Stk. 2. Når et deltidsforsikret medlem har modtaget dagpenge i sammenlagt 6.240 timer (ydelsesperiode) inden for de seneste 96 måneder, afkortes den periode, som medlemmet kan modtage dagpenge efter § 3, med 130 timer, jf. § 12.

Stk. 3. Opgørelsen af den samlede ydelsesperiode sker til enhver tid på baggrund af den forsikringsstatus, som et medlem aktuelt har.

Stk. 4. De perioder, som forbruger af ydelsesperioden i medfør af § 8, skal medregnes ved opgørelsen af den samlede ydelsesperiode i stk. 1 og 2. Den samlede ydelsesperiode, som har ligget til grund for en afkortning, skal ikke medregnes ved opgørelsen af en ny samlet ydelsesperiode.

§ 12. Afkortningen af en aktuel dagpengeperiode, jf. § 3, stk. 1, sker ved at ydelsesperioden nedsættes med 160,33 timer for fuldtidsforsikrede og med 130 timer for deltidsforsikrede, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Afkortningen af en forlænget dagpengeperiode, jf. § 3, stk. 3, sker ved at beskæftigelseskontoen nedskrives med 80,17 timer for fuldtidsforsikrede eller 65 timer for deltidsforsikrede. Dagpengeperioden kan herefter højst forlænges med 1.763,67 timer for fuldtidsforsikrede eller 1.430 timer for deltidsforsikrede, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Har et fuldtidsforsikret medlem mindre end 160,33 timer eller et deltidsforsikret medlem mindre end 130 timer tilbage af ydelsesperioden i § 3, stk. 1 og 2, sker afkortningen først, når medlemmet har fået ret til en ny periode med dagpenge, jf. lovens § 55, stk. 1. Det samme gælder, hvis et fuldtidsforsikret medlem har mindre end 80,17 timer eller et deltidsforsikret medlem har mindre end 65 timer tilbage på beskæftigelseskontoen. En udestående afkortning bortfalder efter 5 år fra opgørelsestidspunktet, jf. § 11, stk. 1 og 2.

Til toppen

Kapitel 4 – Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 13. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 2023.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1696 af 19. august 2021 om dagpengeperioden ophæves.

Stk. 3. For et medlem, der er indplaceret i en dagpengeperiode forud for den 1. juli 2017, omregnes den resterende ydelsesperiode til timer ved at gange de tilbageværende uger med 37 timer for fuldtidsforsikrede eller 30 timer for deltidsforsikrede. Et medlems forsikringsstatus den 1. juli 2017 er afgørende for, om dagpengeperioden skal ganges med 37 timer eller 30 timer.

Stk. 4. For et medlem, der er indplaceret i en dagpengeperiode forud for den 1. juli 2017, forlænges den tilbageværende referenceperiode til udgangen af den måned, hvor referenceperioden ellers ville være udløbet.

Stk. 5. Referenceperioden kan forlænges med perioder efter § 19 i bekendtgørelse nr. 633 af 20. juni 2012 om beskæftigelseskrav for lønmodtagere og dagpengeperiode som gældende forud for 2. januar 2017, hvis perioderne har fundet sted forud for den 2. januar 2017.

§ 14. Opgørelsen af ydelsesperioder forud for den 1. juli 2017, jf. § 11, stk. 4, sker på baggrund af indberettede oplysninger om udbetaling af dagpenge m.v. i henhold til lov om et indkomstregister og oplysninger om ansættelse med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats i det fælles it-baserede datagrundlag (DFDG). Opgørelsen af ydelsesperioder på baggrund af oplysninger i indkomstregisteret sker ved, at det indberettede dagpengebeløb deles med satsen for højeste dagpenge for en time for henholdsvis fuldtidsforsikrede og deltidsforsikrede i det pågældende år. Opgørelsen af dagpengeforbruget på baggrund af oplysninger om ansættelse med løntilskud i det fælles it-baserede datagrundlag (DFDG) sker ved at antallet uger ganges med 37 timer for fuldtidsforsikrede og 30 timer for deltidsforsikrede, medmindre medlemmet er sygt eller på barsel, og der udbetales fuld løn under sygdommen eller barselsorloven. Opgørelsen af et medlems ydelsesperioder for den dagpengeperiode, som medlemmet er indplaceret i den 1. juli 2017, sker dog på baggrund af det faktiske forbrug af ydelsesperioden efter § 8.

Stk. 2. Opgørelsen af den samlede ydelsesperiode pr. 1. juli 2017 sker på baggrund af medlemmets forsikringsstatus den 1. juli 2017.

§ 15. § 3, stk. 1-3, § 6, stk. 1, finder anvendelse på personer, der bliver indplaceret i en dagpengeperiode den 1. maj 2023 eller senere.

Til toppen