Vejledning om betaling for ophold i kriminalforsorgens institutioner

1. Reglerne om betaling for ophold i kriminalforsorgens institutioner findes i straffuldbyrdelseslovens § 110, stk. 1 og 2, og i bekendtgørelse om betaling for ophold i kriminalforsorgens institutioner.

2. Med betaling for ophold menes både betaling for kost og logi.

3. Det er forudsat, at indsatte eller dømte efter betaling for opholdet skal have et beløb til rådighed, der mindst svarer til det vederlag, som udbetales til indsatte eller dømte, der er beskæftiget ved kriminalforsorgens foranstaltning. Rådighedsbeløbet efter betaling skal mindst svare til det vederlag, der udbetales som grundbeløb inklusive stabilitets- og kompetencetillæg, kostbeløb og selvforvaltningsbeløb. Overstiger den pågældendes indtægter ikke det vederlag, der udbetales til personer, der er beskæftiget ved kriminalforsorgens foranstaltning, skal den pågældende ikke betale for opholdet.

4. Med ”dømte” i straffuldbyrdelseslovens § 110, stk. 2, sigtes til personer, der er anbragt i eller overført til et udslusningsfængsel efter reglerne i lovens § 78, stk. 1 eller 2, udstationerede og personer, der opholder sig i et udslusningsfængsel på grundlag af et vilkår for en betinget dom, en prøveløsladelse eller en betinget benådning. Udtrykket ”offentlig ydelse til underhold” omfatter ikke alene kontanthjælp og sociale pensioner, men også arbejdsløshedsunderstøttelse og sygedagpenge.

5. Adgangen til at kræve betaling omfatter ikke formueindtægt.

6. Det fremgår af § 2, stk. 2, at kriminalforsorgsområdet kan give henstand med betalingen, herunder indgå afdragsordninger med den indsatte med hensyn til den første betaling. Denne regel skyldes, at betalingen skal erlægges forud, medens løn, offentlige ydelser m.v. almindeligvis udbetales bagud.

7. Det følger af reglerne om vederlag til personlige fornødenheder i beskæftigelsesbekendtgørelsen, at indsatte eller dømte, der har indtægtsgivende arbejde eller modtager offentlig ydelse, ikke skal have udbetalt kostbeløb og selvforvaltningsbeløb. Får de indsatte kosten udleveret af institutionen, skal de betale herfor, jf. § 3, stk. 3, i bekendtgørelse om betaling for ophold i kriminalforsorgens institutioner. Får den indsatte offentlig ydelse eller løn udbetalt bagud, kan der efter en konkret vurdering være behov for at yde den indsatte et lån til kost og selvforvaltning til dækning af udgifter i perioden fra arbejdet påbegyndes eller den offentlige ydelse beregnes og indtil udbetalingstidspunktet.

8. Efter § 3, stk. 5, 2. pkt., i bekendtgørelsen kan kriminalforsorgsområdet efter en konkret vurdering nedsætte betalingen for opholdet, således at den indsatte eller dømte får mulighed for at opretholde sine tidligere forpligtelser og samtidig har et rimeligt beløb til rådighed. Med denne bestemmelse sigtes til indsatte eller dømte, som har rimelige økonomiske forpligtelser, f.eks. i forhold til familiens underhold eller gældsforpligtelser, hvor kriminalforsorgsområdet vurderer, at det er afgørende for den pågældendes resocialiseringsmuligheder, at gælden afdrages.

9. Det er et vilkår for frigang, at indsatte, der i forbindelse hermed har indtægtsgivende arbejde uden for fængsel eller arresthus, overholder straffuldbyrdelseslovens § 110, stk. 1, om betaling for opholdet i institutionen, jf. § 47, stk. 1, i udgangsbekendtgørelsen. Endvidere er det en betingelse for at opretholde en tilladelse til at beskæftige sig med eget arbejde i fængsel eller arresthus, at den indsatte betaler for opholdet i overensstemmelse med reglerne herom, jf. § 1, stk. 3, i beskæftigelsesbekendtgørelsen. Tilsvarende er det en betingelse for et ophold i et udslusningsfængsel, at den dømte betaler for opholdet, hvis den pågældende har arbejdsindtægt eller modtager offentlig ydelse til underhold.

10. Vejledning nr. 9207 af 13. april 2015 om betaling for ophold i kriminalforsorgens institutioner bortfalder.