Skrivelse om adgangen til kontakt til medierne for indsatte i kriminalforsorgens institutioner og om tilkendegivelser til offentligheden fra livstidsdømte og visse forvaringsdømte
Direktoratet for Kriminalforsorgens skrivelse nr. 9763 af 28/6 2022.
1. Adgangen til kontakt til medierne for indsatte i kriminalforsorgens institutioner
1.1. Reglernes afvendelsesområde
Efter straffuldbyrdelseslovens § 59, stk. 1, har de indsatte ret til i institutionen at udtale sig og i den forbindelse at lade sig fotografere til medierne. Efter § 59, stk. 2, kan denne ret dog begrænses af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen eller for i øvrigt at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen.
Bekendtgørelse nr. 405 af 9. april 2015 om adgangen til kontakt til medierne for indsatte i kriminalforsorgens institutioner er udstedt efter straffuldbyrdelseslovens § 59, stk. 4, og § 105, stk. 2, og retsplejelovens § 776, 1.-3. pkt., og omfatter indsatte, der udstår fængselsstraf, indsatte, der er idømt forvaring, og varetægtsarrestanter.
Både lovens § 59 og bekendtgørelsen gælder for indsatte i alle kriminalforsorgens institutioner, det vil sige både fængsler, arresthuse og udslusningsfængsler.
Reglerne i lovens § 59 og i bekendtgørelsen omfatter de indsattes ret til ”at udtale sig og i den forbindelse lade sig fotografere til medierne”.
Begrebet ”medierne” svarer til begrebet ”massemedierne” i medieansvarslovens § 1. Dette begreb omfatter:
- Indenlandske periodiske skrifter, herunder billeder og lignende fremstillinger, der trykkes eller på anden måde mangfoldiggøres.
- Lyd- og billedprogrammer, der spredes af DR, TV 2/ Danmark A/S, de regionale TV 2-virksomheder og foretagender, der har tilladelse til eller er registrerede til at udøve radio- eller fjernsynsvirksomhed.
- Tekster, billeder og lydprogrammer, der periodisk udbredes til offentligheden, såfremt de har karakter af en nyhedsformidling, som kan ligestilles med den formidling, der er omfattet af nr. 1 eller 2, og i overensstemmelse med medieansvarslovens § 8, stk. 1, har indgivet anmeldelse til Pressenævnet.
For andre medier vil der efter en konkret vurdering kunne gives tilladelse til, at den indsatte udtaler sig til mediet.
Særligt for så vidt angår medier, der udkommer på internettet – med eller uden tilknytning til et medie, der er direkte omfattet af medieansvarslovens § 1 – bemærkes, at nogle af disse medier vil være anmeldt til Pressenævnet efter medieansvarslovens § 8. Pressenævnet oplyser i sin årsberetning og på anmodning om, hvilke medier der er anmeldt.
Begrebet ”fotografere” omfatter ikke blot stillbilleder (egentlige fotografier) men også optagelse af levende billeder f.eks. til tv-interviews.
1.2. Retten til kontakt til medierne
Som det også fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, har indsatte, som udstår fængselsstraf eller er idømt forvaring, efter straffuldbyrdelseslovens § 59, stk. 1, ret til i institutionen at udtale sig og i den forbindelse lade sig fotografere til medierne. I bekendtgørelsens § 1, stk. 2, fastslås det, at varetægtsarrestanter, der ikke er isoleret efter rettens bestemmelse, har tilsvarende adgang til at udtale sig og i den forbindelse lade sig fotografere til medierne. Politiet kan dog af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætte sig, at en varetægtsarrestant får tilladelse til at udtale sig og i den forbindelse lade sig fotografere til medierne, jf. bekendtgørelsen § 3, stk. 2. Hvis politiet modsætter sig interview med en varetægtsarrestant, kan opretholdelsen af denne begrænsning i varetægtsarrestantens rettigheder af denne kræves indbragt for retten efter retsplejelovens § 773, jf. også nedenfor under pkt. 4.
Det bemærkes, at asylansøgere, der er frihedsberøvet efter udlændingeloven og opholder sig i kriminalforsorgens institutioner for frihedsberøvede asylansøgere, også er omfattet af bekendtgørelsen. I forhold til disse kan anklagemyndigheden modsætte sig tilladelse til at udtale sig og lade sig fotografere til medierne af hensyn til frihedsberøvelsens øjemed.
Bestemmelsen i lovens § 59, stk. 1, skal sammenholdes med § 55, hvorefter de indsatte har adgang til at rette skriftlig henvendelse til bl.a. dagspressen og de elektroniske medier. Endvidere kan de indsatte under udgang opnå kontakt med repræsentanter for medierne under forudsætning af, at der ikke herved sker en væsentlig tilsidesættelse af det formål, hvortil udgangen er meddelt. Repræsentanter for medierne kan også med den indsattes samtykke kontakte den pågældende under straffuldbyrdelsen efter reglerne om besøg og brevveksling.
For indsatte, der udstår fængselsstraf på livstid, eller er idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, gælder særlige bestemmelser om indskrænkning af retten til besøg, brevveksling og telefoni i de første 10 år af den idømte straf af fængsel på livstid, eller indtil den pågældende har været anbragt i forvaring i de første 10 år.
Det følger imidlertid af bestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 59, stk. 3, at indskrænkningen af denne ret til besøg, brevveksling og telefoni, som følger af straffuldbyrdelseslovens §§ 51 a, 55 a og 57 a, ikke finder anvendelse i forbindelse med, at den indsatte i institutionen udtaler sig og i den forbindelse lader sig fotografere til medierne efter straffuldbyrdelseslovens § 59, stk. 1.
Det fremgår af lovsbemærkningerne, at § 59, stk. 3, således har til formål modvirke en situation, hvor den indsatte udtaler sig til medierne i overensstemmelse med § 59, men hvor en sådan udtalelse til medierne samtidig vil udgøre en overtrædelse af §§ 51 a, § 55 a eller § 57 a, fordi det pågældende medie hverken er nærtstående eller en person, som den indsatte havde kontakt med før varetægtsfængslingen.
1.3. Begrænsninger i retten til kontakt til medierne
Efter straffuldbyrdelseslovens § 59, stk. 2, kan de indsattes adgang til at udtale sig til medierne efter § 59 begrænses af ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn, for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen eller for i øvrigt at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen. Adgangen til at lade sig fotografere kan begrænses tilsvarende ud fra de hensyn, der er angivet i § 59, stk. 2.
Der er således ikke adgang til at fastsætte begrænsninger i den indsattes adgang til medierne for at beskytte den indsatte selv, men der skal ske fornøden vejledning af den indsatte forinden tilladelse til interview gives, jf. bekendtgørelsens § 2.
Som nævnt ovenfor fastslås i § 59, stk. 1, at de indsatte har ret til at udtale sig til medierne, og det er ved loven forudsat, at begrænsninger i retten til at kontakte medierne efter § 59, stk. 2, alene gennemføres, når hensynene i denne bestemmelse med afgørende vægt taler for en sådan begrænsning.
Udgangspunktet er således, at der som hovedregel skal gives tilladelse til interview m.v. Afslag kan dog gives, hvis særlige forhold undtagelsesvis og efter en konkret vurdering i den enkelte sag fører til, at et eller flere af de hensyn, der er nævnt i § 59, stk. 2, med afgørende vægt taler mod at give tilladelsen.
Afhængigt af omstændighederne i den enkelte sag kan det overvejes eventuelt at give tilladelsen, men eventuelt fastsætte vilkår herfor – f.eks. om at interviewet ikke må omhandle eller berøre den indsattes egen kriminalitet – hvis de hensyn, der er nævnt i § 59, stk. 2, begrunder dette.
Ved vurderingen af ansøgninger om tilladelse til tv-interviews med levende billeder indgår også hensynet til retsfølelsen, idet tv-mediet har en ganske særlig gennemslagskraft. Det gælder både hensynet til retsfølelsen generelt og hensynet til retsfølelsen hos eventuelle forurettede ved forbrydelsen. Det kerneområde, hvor hensynet til retsfølelsen indgår med så betydelig vægt, at det vil blive overvejet at meddele afslag på en ansøgning om tv-interview eller stille krav om anonymisering (f.eks. ved sløring af ansigt og stemme), er tilfælde, hvor der ønskes tv-interview med en indsat, som er dømt for alvorlig personfarlig kriminalitet, især når genstanden for interviewet er den pågældendes egen kriminalitet. Baggrunden herfor er blandt andet, at det er særligt stødende, hvis dømte i disse tilfælde får mulighed for at fremstille forbrydelsen på tv.
Afhængig af omstændighederne i den enkelte sag kan det være aktuelt at overveje at give den indsatte tilladelse til at udtale sig, men samtidig afslag på i den forbindelse at lade sig fotografere til medierne.
Ansøges der om tilladelse til interview i tilknytning til optagelse af et tv-program af mere underholdende karakter, hvor institutionen i større eller mindre grad anvendes som kulisse for programmet, vil det efter omstændighederne kunne være aktuelt at meddele afslag ud fra retsfølelseshensyn. Ved vurderingen af, om der skal gives tilladelse eller afslag, bør det bl.a. indgå, om interviewet med den indsatte kan anses for en forholdsvis væsentlig del af det samlede program, eller om det er af relativt underordnet betydning, og ansøgningen således overvejende er begrundet i ønsket om at anvende institutionen som kulisse for programmet.
Som et eksempel på begrænsninger ud fra ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn kan nævnes kontakt til medierne, der kræver særlig overvågning af personale i form af, at en fængselsfunktionær følger med rundt under filmoptagelse m.v. i institutionen.
2. Tilkendegivelser til offentligheden fra livstidsdømte og visse forvaringsdømte
2.1. Bestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 59 a
Ud over de regler om indsattes kontakt til medierne, der er nævnt under punkt 1, gælder der efter straffuldbyrdelseslovens § 59 a en særlig bestemmelse om tilkendegivelser til offentligheden fra indsatte, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid.
Den særlige bestemmelse indebærer, at disse indsatte ikke uden tilladelse offentligt må fremsætte tilkendegivelser om den eller de forbrydelser, som den pågældende har fået en livstids- eller forvaringsdom for eller forbrydelser med tilknytning hertil.
§ 59 a skal således ses i lyset af den gældende regel i straffuldbyrdelseslovens § 59. Bestemmelsen i § 59 vedrører således alene indsattes udtalelser i medierne, imens § 59 a vedrører tilkendegivelser, der bliver offentliggjort andre steder end i medierne.
2.2. Anvendelsesområdet for straffuldbyrdelseslovens § 59 a
I bemærkningerne til § 59 a er der forskellige oplysninger vedrørende forståelsen af nogle begreber knyttet til bestemmelsen. Disse oplysninger fra lovbemærkningerne er gengivet nedenfor.
2.2.1. Tilkendegivelse
Det fremgår af lovbemærkningerne til § 59 a, at begrebet ”en tilkendegivelse” bl.a. kan udgøre offentliggørelse af bøger, artikler, billeder, lydfiler eller lignende. Således vil eksempelvis en offentliggørelse af en bog om den eller de forbrydelser, som den pågældende er dømt for, også være omfattet af bestemmelsen. Opremsningen ovenfor er ikke udtømmende. Det afgørende er, om der er tale om et redskab eller værktøj, som den indsatte kan bruge til at offentliggøre budskaber, som vedrører den eller de forbrydelser, som den indsatte har fået en livstids- eller forvaringsdom for eller forbrydelser med tilknytning hertil.
Det er i den forbindelse ikke afgørende, hvor stor en del af materialet, som er omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde. Det vil eksempelvis være uden betydning for bestemmelsens anvendelse, at der kun er enkelte sider i en længere bog, som vedrører den eller de forbrydelser, som den pågældende har fået en livstids- eller forvaringsdom for eller forbrydelser med tilknytning hertil. Det afgørende er, om der er offentliggjort et budskab herom af den indsatte.
2.2.2. Offentliggørelse
Ved offentliggørelse forstås efter bestemmelsen, at materialet viderebringes til en større eller ubestemt kreds af personer. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis den indsatte offentliggør en beretning, et billede eller en lydfil om den eller de forbrydelser, som den pågældende har fået en livstids- eller forvaringsdom for, på et socialt medie, eller hvis den indsatte offentliggør en video herom på et åbent forum på internettet. Omvendt vil der ikke være tale om en offentliggørelse i bestemmelsens forstand, hvis noget sådant materiale sendes til f.eks. nogle enkelte familiemedlemmer.
2.2.3. Direkte og indirekte omtale
Det er efter bestemmelsen et krav, at tilkendegivelsen skal vedrøre den eller de forbrydelser, som den pågældende har fået en livstids- eller forvaringsdom for eller forbrydelser med tilknytning hertil. Ved vurderingen af, om der er tale om »omtale« af den eller de forbrydelser, som den pågældende er blevet dømt for, vil både direkte og indirekte omtale være omfattet. Ved direkte omtale forstås eksempelvis tilkendegivelser, som vedrører de handlinger, som vedkommende foretog i forbindelse med planlægning eller fuldbyrdelse af forbrydelsen. Ved indirekte omtale forstås eksempelvis tilkendegivelser om efterfølgende tanker eller rationaliseringer om forbrydelsen.
2.2.4. Forbrydelser "med tilknytning til"
Der kan opstå tilfælde, hvor den indsatte, foruden at være dømt for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, samtidig er dømt for overtrædelse af andre bestemmelser, som ikke hjemler straf af fængsel på livstid. Bestemmelsen vedrører også de tilfælde, hvor omtalen vedrører forbrydelser med tilknytning til den forbrydelse, som hjemler straf af fængsel på livstid. Der vil i sådan en situation skulle foretages en konkret vurdering af, om overtrædelsen, som ikke hjemler straf af fængsel på livstid, har en så tilstrækkelig tilknytning til den forbrydelse, som hjemler straf af fængsel på livstid til, at den vil være en forbrydelse »med tilknytning hertil«.
En dom for usømmelig omgang med lig, der idømmes i forbindelse med en dom på livstid for drab, vil således som hovedregel have en tilstrækkelig tilknytning til dommen på livstid. En sådan hovedregel vil generelt kunne lægges til grund, hvis den dømte har begået lovovertrædelser, som i et vist omfang knytter sig til den overtrædelse, som vedrører en bestemmelse, som hjemler straf på livstid. Omvendt vil eksempelvis et tyveri, der ikke i øvrigt har forbindelse til den overtrædelse, som hjemler straf på livstid, eksempelvis hvis den indsatte op mod gerningen har stjålet en bil, ikke have en sådan tilknytning, hvilket vil have som konsekvens, at en offentlig omtale af tyveriet ikke vil være omfattet af bestemmelsen.
2.2.5. Personkreds
Bestemmelsen finder først og fremmest anvendelse, hvor den indsatte selv offentligt fremsætter en tilkendegivelse eller offentliggør materiale.
Bestemmelsen finder desuden anvendelse, hvor en offentlig fremsættelse af en tilkendegivelse eller offentliggørelse af materiale foretages af en anden fysisk person på vegne af den indsatte, jf. lovens § 59 a, stk. 3.
Bestemmelsen er tiltænkt anvendt i de tilfælde, hvor den indsatte beder enten en anden indsat eller en person uden for institutionen om at fremsætte tilkendegivelser som omfattet af stk. 1 på vegne af den indsatte. Det indebærer, at den indsatte skal have bedt den pågældende om offentligt at fremsætte en tilkendegivelse som omfattet af stk. 1, før bestemmelsen finder anvendelse.
Dette er eksempelvis tilfældet, hvis den indsatte beder en fysisk person uden for institutionen om at offentliggøre materiale, som vedrører den eller de forbrydelser, som den indsatte har fået en livstids- eller forvaringsdom for. Dette kan eksempelvis være motiveret af, at en indsat i et lukket fængsel ikke har adgang til internettet og derved har vanskeligt ved offentligt at fremsætte tilkendegivelser. Det er en betingelse, at offentliggørelsen sker på vegne af den indsatte. Det betyder, at en person, som generelt og uden kontakt til den livstids- eller forvaringsdømte offentliggør sådanne tilkendegivelser eller materiale, ikke er omfattet af bestemmelsen.
Endelig fremgår det af lovbemærkningerne, at bestemmelsen alene finder anvendelse i de tilfælde, hvor den indsatte selv eller en anden fysisk person på vegne af den indsatte offentliggør en tilkendegivelse eller materiale vedrørende den eller de pågældende forbrydelser. Bestemmelsen finder således ikke anvendelse, hvis der er tale om, at et medie, f.eks. et forlag, udgiver og dermed offentliggør en bog, som den indsatte har skrevet, og som indeholder oplysninger om den eller de pågældende forbrydelser.
2.3. Hvornår kan der meddeles tilladelse efter § 59 a
Det fremgår af lovbemærkningerne til § 59 a, stk. 2, at kriminalforsorgsområdet skal meddele tilladelse til offentlig tilkendegivelse, medmindre det vurderes, at tilkendegivelsen bør begrænses for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen eller dennes pårørende eller for at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen.
Ved vurderingen af, om tilkendegivelsen ikke bør fremsættes af hensyn til beskyttelse af den forurettede eller dennes pårørende ved lovovertrædelsen, eller om tilkendegivelsen åbenbart er egnet til at krænke retsfølelsen, forudsættes det, at der foretages en vurdering efter de samme momenter, som er nævnt i den gældende bestemmelse i § 59, stk. 2, i straffuldbyrdelsesloven, samt den praksis der er knyttet til denne bestemmelse. Der henvises til de hensyn, der er nævnt i punkt 1.3. ovenfor.
Hvad angår hensynet til beskyttelse af ofre og pårørende bemærkes, at den gældende § 59 også giver mulighed for at tage et hensyn til eventuelle pårørende, uanset at pårørende ikke er nævnt direkte i bestemmelsen. Hvis dette hensyn er aktuelt, vil der skulle foretages en vurdering med udgangspunkt i, om en offentliggørelse af materialet kan virke krænkende for ofre og pårørende. Hvad angår vurderingen af, om materialet er egnet til åbenbart at krænke retsfølelsen, skal der efter § 59 a, stk. 2 – i overensstemmelse med den gældende bestemmelse i § 59, stk. 2 – være tale om særligt stærke grunde til at afslå offentliggørelse.
3. Kompetence og sagsbehandling
3.1. Kompetence og sagsbehandling vedr. afgørelser truffet efter lovens § 59
Som det fremgår af § 3, stk. 1, i bekendtgørelsen om adgangen til kontakt til medierne for indsatte i kriminalforsorgens institutioner, træffes afgørelse efter lovens § 59 og reglerne i bekendtgørelsen af kriminalforsorgsområdet. Det fremgår endvidere af § 3, stk. 1, at kompetencen til at træffe afgørelse om tilladelse til tv-interview er hos områdedirektøren, områdechefen for klientsagsbehandling eller den, der ved særskilt bemyndigelse har fået tillagt kompetencen. Er den indsatte varetægtsarrestant kan politiet af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætte sig, at den pågældende får tilladelse til at udtale sig og i den forbindelse lade sig fotografere til medierne, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 2. Af bekendtgørelsens § 3, stk. 3, fremgår det, at der inden tilladelse gives skal indhentes en udtalelse fra politiet.
3.2. Kompetence og sagsbehandling vedr. afgørelser truffet efter lovens § 59 a
For indsatte, der udstår straf af fængsel på livstid, og forvaringsdømte, der har overtrådt en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, gælder tilsvarende, at kriminalforsorgsområdet har kompetencen til at meddele tilladelse efter § 59 a, stk. 2, til, at den indsatte offentligt fremsætter tilkendegivelser om den eller de forbrydelser, som den pågældende har fået en livstids- eller forvaringsdom for eller forbrydelser med tilknytning hertil.
3.3. Forvaltningsretlige regler
De almindelig forvaltningsretlige regler om sagsbehandling, herunder regler om notatpligt, begrundelse og partshøring gælder både for en afgørelse om begrænsning af indsattes ret til at udtale sig og i den forbindelse lade sig fotografere truffet efter straffuldbyrdelseslovens § 59, stk. 2, og en tilladelse til, at en livstidsdømt eller en indsat, der er idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, meddeles tilladelse til offentligt at fremsætte tilkendegivelser efter lovens § 59 a, stk. 2.
Ved afgørelser truffet efter lovens § 59, stk. 2, skal der endvidere gives klagevejledning.
Ved behandlingen af sager om ansøgninger om interview m.v. efter lovens § 59 vil såvel den indsatte som den journalist, der søger om tilladelsen til interview, være parter i sagen. Dette indebærer, at begge skal have direkte meddelelse om sagens afgørelse, og at begge har partsbeføjelser efter forvaltningsloven, herunder adgang til partsaktindsigt, ret til partshøring, begrundelse og klagevejledning. Hvis et afslag på en ansøgning om interview er begrundet i fortrolige forhold vedrørende den ene part, kan begrundelsen begrænses i forhold til den anden part jf. forvaltningslovens § 24, stk. 3, jf. § 15 b, nr. 1. Tilsvarende kan det ved anmodninger om aktindsigt i sagen være relevant efter reglerne i forvaltningsloven § 15 b, nr. 5, at begrænse aktindsigten af hensyn til den anden parts private interesser.
4. Administrativ klageadgang og domstolsprøvelse
Hvis kriminalforsorgsområdet efter straffuldbyrdelseslovens § 59, stk. 2, af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen eller for i øvrigt at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen, træffer afgørelse om begrænsning af en indsats adgang til i institutionen at udtale sig, og i den forbindelse lade sig fotografere, kan afgørelsen påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen, jf. bekendtgørelsens § 5. Klageadgangen omfatter ikke kun afgørelser, hvor sådan mediekontakt afslås, men også afgørelser om begrænsninger i kontakten, for eksempel i form af at et interview ikke må omhandle den indsattes kriminalitet, eller at den indsatte skal optræde anonymiseret. Denne klageadgang gælder for indsatte, der afsoner fængselsstraf eller straf af forvaring samt varetægtsarrestanter.
Er der tale om, at det er politiet, der af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed har modsat sig, at en varetægtsarrestant får tilladelse til at udtale sig og i den forbindelse lade sig fotografere til medierne, kan en varetægtsarrestant ifølge retsplejelovens § 773, som nævnt ovenfor under pkt. 1.2, kræve opretholdelsen af en sådan begrænsning indbragt for retten. Hvis en varetægtsarrestant anmoder kriminalforsorgsområdets personale om, at spørgsmålet indbringes for retten, skal kriminalforsorgsområdet efter forvaltningslovens § 7 underrette politiet, som herefter indbringer spørgsmålet for retten.
Det bemærkes, at en afgørelse, som kriminalforsorgsområdet træffer efter straffuldbyrdelseslovens § 59 a, stk. 2, om, at en indsat, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, ikke må fremsætte offentlige tilkendegivelser om den eller de forbrydelser, som den pågældende har fået en livstids- eller forvaringsdom for eller forbrydelser med tilknytning hertil, ikke kan påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen.
5. Overtrædelse af bl.a. lovens § 59 a kan medføre disciplinærstraf og en strafferetlig bøde
Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 11, at en indsat, der overtræder reglerne om, at der skal indhentes tilladelse, inden der fremsættes offentlige tilkendegivelser om den eller de forbrydelser, som den pågældende har fået en livstids- eller forvaringsdom for eller forbrydelser med tilknytning hertil, jf. straffuldbyrdelsesloven § 59 a, stk. 1, skal ikendes disciplinærstraf. For forvaringsdømte gælder bestemmelsen dog alene, såfremt den pågældende er dømt for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid.
Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 12, at der endvidere skal ikendes disciplinærstraf over for andre indsatte end den indsatte, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, hvis denne anden indsatte viderebringer eller offentliggør budskaber i strid den foreslåede § 59 a, stk. 1, på vegne af en indsat, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid. Hvis den livstids- eller forvaringsdømte får hjælp af en anden indsat til at overtræde bestemmelserne, vil denne anden indsatte således også ifalde disciplinærstraf. Det kunne eksempelvis være tilfældet, hvis den anden indsatte yder hjælp til at offentliggøre en tilkendegivelse uden tilladelse om de forbrydelser, som den livstids- eller forvaringsdømte har begået fra et åbent fængsel, hvor indsatte har bedre adgang til internet mv.
I straffuldbyrdelseslovens § 123 b er der indført en bestemmelse om, at den, der forsætligt overtræder bl.a. lovens § 59 a, straffes med en strafferetlig bøde.
Dette indebærer, at livstidsdømte og visse forvaringsdømte kan straffes med en strafferetlig bøde, såfremt der uden tilladelse offentligt fremsættes tilkendegivelser eller offentliggøres materiale om den eller de forbrydelser, som den pågældende har fået en livstids- eller forvaringsdom for.
6. Underretning af den forurettede
Efter retsplejelovens § 741 g, stk. 1, 2. pkt., kan den forurettede i visse tilfælde anmode om at blive underrettet, hvis gerningsmanden under afsoningen har kontakt til medierne.
Det er politiet, der afgør, om den forurettedes anmodning om underretning skal imødekommes.
Det er kriminalforsorgen, der i givet fald foretager underretning af den forurettede i sager, der omhandler dømte, som er idømt en ubetinget fængselsstraf eller dømt til forvaring.
Underretningsordningen er nærmere beskrevet i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1134 af 13. oktober 2017 om underretning ved udgang og løsladelse mv. samt ved medvirken i tv- eller radioprogrammer eller portrætinterview samt i direktoratets cirkulæreskrivelse nr. 9050 af 19. januar 2022 vedrørende ordningen om underretning af den forurettede om den dømtes første uledsagede udgang og løsladelse mv. samt om den dømtes medvirken i tv- eller radioprogrammer eller portrætinterview.
Underretningsordningen indebærer ikke begrænsninger i den dømtes mulighed for at ytre sig, ligesom ordningen ikke i sig selv har betydning for, hvorvidt der konkret meddeles tilladelse til optagelse eller interview efter de gældende regler herom.
7. Skrivelse nr. 9072 af 31. januar 2022 om bekendtgørelse om adgangen til kontakt til medierne for indsatte i kriminalforsorgens institutioner bortfalder.