Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Udsatte

Skrivelse om særlige regler for behandlingen af sager om udgang til og prøveløsladelse af indsatte, der er dømt for terror mv., politisk motiveret kriminalitet eller af kriminalforsorgen er indberettet for radikalisering eller ekstremisme

Direktoratet for Kriminalforsorgens skrivelse nr. 9761 af 28/6 2022.

Direktoratet for Kriminalforsorgen bestemmer hermed, at direktoratet overtager kriminalforsorgsområdernes kompetence til at træffe afgørelse i sager om alle former for udgang til og prøveløsladelse af:

1) Indsatte, som er dømt for terror eller anden kriminalitet omfattet af straffelovens kapitel 12 og 13

2) Indsatte, som er dømt for politisk motiveret kriminalitet

3) Indsatte, som af kriminalforsorgen er indberettet for radikalisering eller ekstremisme, fordi de efter kriminalforsorgens vurdering viser tegn på radikalisering eller ekstremisme.

Det bemærkes, at direktoratet for så vidt angår de under pkt. 1) og 3) nævnte indsatte vil anføre i klientsystemets sikkerhedsoversigt, at kompetencen i den pågældende sag er overtaget af direktoratet. Det samme gælder i de tilfælde, hvor områderne i medfør af direktoratets skrivelse af 22. maj 2015 om høring af politiet har sendt en sag vedrørende politisk motiveret kriminalitet til direktoratet, jf. pkt. 2).

Der skal for så vidt angår de under pkt. 1)-3) nævnte indsatte altid indhentes en udtalelse fra politidirektøren, inden der gives tilladelse til udgang eller prøveløsladelse. Der skal således også indhentes en udtalelse i de tilfælde, der nævnes i udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 4, nr. 1-5, f.eks. vedrørende indsatte, der har været på fri fod mellem domfældelsen og indsættelsen i institutionen. Hvis der er givet tilladelse til udgang, skal der indhentes en ny udtalelse fra politiet, hvis der foreligger væsentlig ændrede omstændigheder, eller hvis der er tale om udgang af anden art.

Kriminalforsorgsområdet foretager høring af politiet.

Hvis kriminalforsorgsområdet ud fra de foreliggende oplysninger vil give afslag på udgang eller prøveløsladelse, kan kriminalforsorgsområdet træffe sådan afgørelse uden at høre politiet. Direktoratets overtagelse af kompetencen vedrører således kun de sager, hvor der skal foretages politihøring i sagerne, fordi kriminalforsorgsområdet er positivt indstillet overfor udgang og prøveløsladelse.

Der er udarbejdet særlige blanketter til brug for politihøringen i disse sager. Blanketterne vedlægges som word-skabeloner. Blanketterne vil på et senere tidspunkt blive lagt ind i udgangs- og prøveløsladelsesmodulerne i Klientsystemet.

Kriminalforsorgsområdet skal på politihøringsblanketterne markere, hvad der er baggrunden for høringen (den indsatte er dømt for terror eller anden kriminalitet omfattet af straffelovens kapitel 12 og 13, den indsatte er dømt for politisk motiveret kriminalitet, eller den indsatte af kriminalforsorgen er indberettet for radikalisering eller ekstremisme).

Politidirektøren skal inddrage PET i høringssvaret, og politidirektørens høringssvar med PET`s udtalelse skal sendes direkte til Direktoratet for Kriminalforsorgen på mailadressen: klientsager@kriminalforsorgen.dk.

Det gælder også, selv om politidirektøren/PET ikke har indvendinger imod udgang eller prøveløsladelse.

Da flere instanser i politiet skal inddrages i høringssvaret, er det vigtigt, at sagen rejses i god tid.

Der må påregnes op til 3-4 uger sagsbehandlingstid hos politiet.

Hertil skal lægges den tid, som direktoratet skal bruge til sagsbehandlingen, hvilket er ca. 14 dage.

Hvis sagen er hastende, skal klientsagsbehandlingsteamet i direktoratet kontaktes på telefon nr. 7255 4500 med henblik på, at direktoratet foretager høringen telefonisk.

Der henvises i øvrigt til direktoratets brev af 22. maj 2015 om, at der i disse sager skal gøres notat i sikkerhedsoversigten om, at politidirektøren skal høres, inden der gives tilladelse til udgang eller prøveløsladelse.

Skrivelsen træder i kraft med det samme.

Udgangsbekendtgørelsen og løsladelsesbekendtgørelsen samt de tilhørende vejledninger, cirkulærer, tjeklister mv. vil blive ændret i overensstemmelse med ovenstående.

Opmærksomheden henledes i øvrigt på, at direktoratet tidligere har overtaget kompetencen til at give tilladelse til overførsel fra lukket til åbent fængsel, når det drejer sig om de ovenfor under pkt. 1) nævnte indsatte. De berørte fængslser er gjort bekendt med, hvilke indsatte det drejer sig om.

Til toppen