Skrivelse om bekendtgørelse om sundhedsmæssig bistand til indsatte i kriminalforsorgens institutioner

Vedlagt sendes bekendtgørelse om sundhedsmæssig bistand til indsatte i kriminalforsorgens institutioner. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2022.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 45, stk. 1, har en indsat ret til lægebehandling og anden sundhedsmæssig bistand. Bestemmelsen hviler på det hovedsynspunkt, at indsatte i sundhedsmæssig henseende så vidt muligt skal sidestilles med andre borgere i samfundet, jf. også princippet i lovens § 4.

Bekendtgørelsen er udstedt efter straffuldbyrdelseslovens § 45, stk. 4, og § 105, stk. 2, hvorefter justitsministeren fastsætter regler om henholdsvis sundhedsmæssig bistand til indsatte og regler om fuldbyrdelse af forvaring. Bekendtgørelsen er tillige udstedt efter retsplejelovens § 776, 1. pkt., og omfatter både indsatte, som udstår fængselsstraf og forvaring, og varetægtsarrestanter.

Bestemmelserne i straffuldbyrdelsesloven suppleres af anden lovgivning vedrørende sundhedsmæssig bistand, herunder bl.a. sundhedsloven med tilhørende forskrifter.

1. Lægebehandling til indsatte i fængsler og arresthuse

Bekendtgørelsens kapitel 2, som indeholder regler om lægebistand til indsatte i fængsler og arresthuse, svarer helt overvejende til de hidtil gældende regler.

I § 2 fastslås det, at de indsatte behandles af en læge, der er tilknyttet kriminalforsorgsområdet. En ”læge, der er tilknyttet kriminalforsorgsområdet”, kan enten være en læge, der er ansat i kriminalforsorgsområdet, eller en privatpraktiserende læge, som betjener de indsatte i en eller flere institutioner.

Af § 3 fremgår det, at varetægtsarrestanter tillige har adgang til at tilkalde egen læge. Det fremgår imidlertid af Sundhedsudvalgets indstilling om Sundhedstjenesten i Kriminalforsorgen, 1988, at institutionens læge har ansvaret for den lægelige behandling af klientellet.

Som det fremgår af bekendtgørelsens § 3 skal politiet høres, inden der gives en varetægtsarrestant adgang til at tilkalde egen læge. Baggrunden er, at politiet, som det også fremgår af § 3, af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed kan modsætte sig tilkald af egen læge.

Efter § 4, stk. 1, skal personalet uden ophold underrette en læge eller sygeplejerske, der er tilknyttet kriminalforsorgsområdet, når en indsat ønsker læge tilkaldt. Efter § 8, stk. 3, gælder dette også, når indsatte ved indsættelsen fremsætter ønsker om tilkald af læge. I tilfælde, hvor dette sker uden for lægens eller sygeplejerskens arbejdstid, skal der i stedet ske underretning af lægevagten eller anden læge, som efter aftale med kriminalforsorgsområdet i dette tidsrum varetager den lægelige betjening af de indsatte i institutionen. Der henvises i øvrigt til Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens skrivelse af 2. marts 2001.

§ 4, stk. 2 og 3, om den indsattes adgang til uoverværet personlig eller telefonisk kontakt med en læge, der er tilknyttet kriminalforsorgsområdet, gælder også for kontakt til vikarierende læge.

I relation til § 6, vedrørende underretning af pårørende ved alvorlig sygdom hos den indsatte, bemærkes, at kriminalforsorgsområdet i sådanne tilfælde tillige skal overveje, om der er grundlag for, at den pågældende søger benådning og i givet fald rejse sagen over for Direktoratet for Kriminalforsorgen.

I tilknytning til § 12 vedrørende sultestrejke bemærkes, at Direktoratet for Kriminalforsorgen på baggrund af internationale deklarationer og efter forelæggelse for Sundhedsstyrelsen har udsendt en checkliste om forholdsregler i tilfælde af, at indsatte iværksætter sultestrejke. Checklisten er vejledende, og der kan i konkrete tilfælde være grundlag for yderligere forholdsregler udover dem, der er nævnt i checklisten.

2. Tandbehandling til indsatte i fængsler og arresthuse

Af bekendtgørelsens § 13 fremgår det, at de indsatte normalt behandles af en tandlæge, der er tilknyttet kriminalforsorgsområdet, som f.eks. kan være en praktiserende tandlæge.

Udgangspunktet er, at indsatte, som udstår fængselsstraf eller forvaring og skal opholde sig i institution under kriminalforsorgen i 3 måneder eller derover, har adgang til de typer af tandbehandling, som der ydes tilskud til efter sundhedsloven og regler udstedt efter denne (sygesikringsoverenskomsten og bekendtgørelsen om tandpleje, kapitel 1 om børne- og ungdomstandpleje). Herudover har de indsatte adgang til nødvendig lokalbedøvelse samt enorale røntgenundersøgelser i tilknytning til sådan behandling og tandbehandling omfattende aftagelig protetik, som i visse tilfælde er en mere relevant behandling, end at behandle indsattes egne tænder.

Andre indsatte har kun adgang til nødbehandling.

Kriminalforsorgsområdet afholder udgiften til tandbehandling i det omfang, udgiften ikke afholdes af andre offentlige myndigheder efter sundhedsloven eller regler udstedt efter denne, og den indsatte ikke har midler til selv at afholde udgiften. Det er endvidere en betingelse, at behandlingen efter en tandlægefaglig vurdering er rimelig i forhold til den pågældendes tandstatus ved indsættelsen, og at behandlingen ikke kan afvente løsladelsen.

I hvilket omfang den indsatte har midler til helt eller delvist at afholde udgiften selv, beror på en konkret vurdering af den indsattes økonomiske forhold sammenholdt med størrelsen af udgiften. Hvis den indsatte alene har indtægt svarende til vederlaget for beskæftigelse i kriminalforsorgens institutioner, og den indsatte ikke i øvrigt skønnes at have økonomiske midler, må det lægges til grund, at den indsatte ikke selv kan afholde udgiften.

3. Indsatte i kriminalforsorgens udslusningsfængsler

Bekendtgørelsens kapitel 4 vedrører indsatte, der opholder sig i kriminalforsorgens udslusningsfængsler.

Som det fremgår af § 20 finder kun visse af bekendtgørelsens bestemmelser anvendelse på indsatte, der opholder sig i kriminalforsorgens udslusningsfængsler. Særligt i forhold til bestemmelserne vedrørende tandbehandling henledes opmærksomheden på, at alene § 17, som giver mulighed for i ganske særlige tilfælde at dække udgifter til tandbehandling udover det, som der ydes tilskud til efter sundhedsloven og regler udstedt efter denne, finder anvendelse i udslusningsfængslerne. Baggrunden herfor er, at indsatte i udslusningsfængslerne er omfattet af de almindelige regler om tilskud fra andre offentlige myndigheder efter sundhedsloven og regler udstedt efter denne.

4. Tandlægekonsulenten

Kriminalforsorgsområderne har mulighed for at forelægge sager for kriminalforsorgens tandlægekonsulent. Dette kan f.eks. være relevant, hvis udgiften til en foreslået behandling forekommer uforholdsmæssig stor.