Orientering om særlig bestemmelse vedr. netværksplejefamilier i lov om ændring af lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, lov om individuel boligstøtte, lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børneb
Social- og Ældreministeriets skrivelse nr. 9411 af 28/4 2022.
Folketinget vedtog den 28. april 2022 lovforslag L 169 om ændring af lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, lov om individuel boligstøtte, lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag og integrationsloven.
Loven vil træde i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende, hvilket forventes at være lørdag den 30. april 2022.
Med lovens § 1, nr. 9, indsættes en ny bestemmelse som § 31 a i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer der er fordrevet fra Ukraine (Ukraine-særloven). Med denne nye bestemmelse udvides den personkreds, som en kommunalbestyrelse vil kunne godkende som netværksplejefamilie, når der er truffet afgørelse efter §§ 52 eller 58 i lov om social service (serviceloven), og barnet eller den unge er meddelt opholdstilladelse efter Ukraine-særloven.
Kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om anbringelsessted for et barn eller en ung, der skal i aflastning eller anbringes, vil kunne godkende en netværksplejefamilie efter § 66 b, stk. 1 i serviceloven, som konkret egnet til et bestemt barn eller en ung, der er meddelt opholdstilladelse efter Ukraine-særloven, hvis netværksplejefamilien deler et kulturelt og sprogligt fællesskab med barnet eller den unge.
Baggrunden for ændringen er, at Social- og Ældreministeriet finder det hensigtsmæssigt at udvide personkredsen, der kan godkendes som netværksplejefamilie for børn og unge, der fordrevet fra Ukraine. Det er afgørende, at disse børn og unge kan få den rette støtte og omsorg, og at der sikres et godt match mellem barnet eller den unges behov og netværksplejefamiliens kompetencer.
Et kulturelt og sprogligt fællesskab mellem netværksplejefamilien og det konkrete barn eller den konkrete unge vil kunne understøtte den nødvendige tryghed, forståelse og omsorg for barnet eller den unge. Derudover vurderes det hensigtsmæssigt, at børn og unge der er fordrevet fra Ukraine, gives gode betingelser for at fastholde deres kultur, sprog og sproglige udvikling. Kommunalbestyrelsens godkendelse vil fortsat bero på en konkret og samlet vurdering af netværksplejefamiliens egnethed i forhold til et bestemt barn eller en bestemt ung.