Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Udsatte

Cirkulære om behandling m.v. af sager om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner

Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære nr. 9765 af 28/6 2022.

Kapitel 1 – Fælles regler

§ 1. I sager, hvor afgørelse om udgang træffes af Direktoratet for Kriminalforsorgen, skal kriminalforsorgsområdet sende en indstilling om spørgsmålet om udgang til direktoratet. Indstillingen skal indeholde en redegørelse for den indsattes forhold med oplysning om de drøftelser, der har fundet sted i kriminalforsorgsområdet.

Stk. 2. Med kriminalforsorgsområdets indstilling skal følge

1) grundskema (stamdata),

2) domsudskrift(er),

3) eventuelle udtalelser fra den politidirektør, der har behandlet straffesagen, jf. udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 1-5 og nr. 9, stk. 2 og 3, og § 16.

4) eventuel udtalelse fra den statsadvokat, som sagen henhører under, jf. udgangsbekendtgørelsens § 18,

5) eventuel erklæring fra speciallæge i psykiatri eller autoriseret psykolog, jf. udgangsbekendtgørelsens § 19,

6) eventuel udtalelse fra socialforvaltningen, jf. udgangsbekendtgørelsens § 20,

7) genpart af eventuelle mental- og personundersøgelser, og

8) eventuelle andre bilag, der kan bidrage til belysning af sagen.

Stk. 3. Skal den indsatte partshøres over de i stk. 1-2 nævnte dokumenter, sker dette ved kriminalforsorgsområdets foranstaltning.

Stk. 4. I tilfælde, hvor den indsatte er omfattet af reglerne om høring af politidirektøren på grund af tilknytning til en rocker- eller bandegruppering mv., og der således skal foretages to høringer af politidirektøren, førend der kan gives tilladelse til udgang, forelægger kriminalforsorgsområdet sagen for direktoratet, når den første høring er foretaget. Direktoratet vurderer herefter, hvorvidt betingelserne for udgang i straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 1, er opfyldt. Hvis direktoratet finder, at betingelserne for udgang i § 46, stk. 1, er opfyldt, skal kriminalforsorgsområdet indhente en ny udtalelse fra politiet om, hvorvidt udgang ikke kan finde sted, jf. straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 3. Tilsvarende gælder ved udgang i form af udstationering efter straffuldbyrdelseslovens § 50 a.

§ 2. Høring af politidirektøren i medfør af §§ 15-16 i udgangsbekendtgørelsen sker ved anvendelse af elektronisk blanket ”Høring vedrørende udgang (P-høring)”. Der findes særlige blanketter til brug for høringer efter udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 5 og nr. 6-8.

§ 3. I tilfælde, hvor kriminalforsorgsområdet finder, at der bør meddeles udgang til en indsat, der udstår fængselsstraf i 8 år eller derover eller forvaring, selv om politidirektøren har udtalt sig imod dette, skal sagen forelægges Direktoratet for Kriminalforsorgen efter reglerne i udgangsbekendtgørelsens § 8, stk. 2. Indstillingen skal indeholde en redegørelse, der konkret angiver de særlige grunde, som efter kriminalforsorgsområdets opfattelse taler for at give udgangstilladelse trods anklagemyndighedens indvendinger.

§ 4. Er der i medfør af § 48, stk. 2, nr. 2, i straffuldbyrdelsesloven truffet beslutning om, at tilladelse til udgang betinges af, at den indsatte under udgangen overnatter i et arresthus, fængsel eller et af kriminalforsorgens udslusningsfængsler, som ligger i et andet kriminalforsorgsområde, skal nærmere aftale herom forinden være truffet med det pågældende kriminalforsorgsområde, der tillige skal underrettes om de øvrige vilkår, der er fastsat for udgangen.

§ 5. Er der i medfør af § 48, stk. 2, nr. 3, i straffuldbyrdelsesloven truffet beslutning om, at tilladelse til udgang betinges af, at den indsatte under udgangen med mellemrum giver møde til kontrol i et andet kriminalforsorgsområde eller hos politiet eller undergiver sig lignende kontrolforanstaltninger, skal nærmere aftale herom forinden være truffet med den myndighed, til hvilken den indsatte skal melde sig. Den pågældende myndighed skal tillige underrettes om de øvrige vilkår, der er fastsat for udgangen.

§ 6. Er der i medfør af § 46, stk. 1, i udgangsbekendtgørelsen truffet beslutning om, at den indsatte skal tilbringe fritiden i et arresthus (Københavns Fængsler), som ligger i et andet kriminalforsorgsområde, skal der forinden være truffet aftale herom med det pågældende kriminalforsorgsområde, der tillige skal underrettes om de øvrige vilkår, der er fastsat for udgangen.

§ 7. Der skal i forbindelse med hver enkelt udgang for at besøge bestemte personer indhentes bekræftelse fra vedkommende på, at besøget kan finde sted, jf. udgangsbekendtgørelsens § 35, stk. 3.

Stk. 2. Der skal foretages skærpet kontrol med, at besøget kan finde sted, når indsatte, der er idømt straf for farlig kriminalitet, skal besøge personer, der ikke umiddelbart kan identificeres som hørende til den indsattes nære pårørende, hvilket vil sige personer, der ikke er forældre, børn, ægtefælle, søskende eller personer, som kan sidestilles hermed. Ved farlig kriminalitet forstås drab og kriminalitet, der indebærer alvorlig fare for eller skade på menneskeliv, herunder forsætlig brandstiftelse eller anden almenfarlig forbrydelse, grovere volds- eller seksualforbrydelser, berigelsesforbrydelse forbundet med vold eller trussel om vold samt overtrædelse af straffelovens § 191.

Stk. 3. Til den i stk. 2 nævnte skærpede kontrol anvendes elektronisk blanket ”Bekræftelse af udgangsadressaten”.

§ 8. Hvis en indsat får tilladelse til udgang til udlandet, skal kriminalforsorgsområdet forinden underrette det stedlige politi i udlandet herom, jf. udgangsvejledningens pkt. 56.

Stk. 2. Der skal dog ikke ske underretning af svensk politimyndighed, hvis der i forbindelse med udgang til eller fra Bornholm, hvor færgeforbindelsen mellem Ystad og Rønne benyttes, alene bliver tale om transit gennem Skåne.

§ 9. Kriminalforsorgsområdet har pligt til at underrette politidirektøren i den kreds, hvor udgangsadressen er beliggende, hvis de i stk. 2 nævnte indsatte skal på regelmæssig weekendudgang i julen eller nytåret efter kapitel 9 i udgangsbekendtgørelsen.

Stk. 2. Underretningspligten gælder med hensyn til indsatte, der er omfattet af høringsreglerne i § 15, stk. 1, nr. 4, i udgangsbekendtgørelsen. Underretningspligten gælder således indsatte, der inden for de sidste 3 år har været løsladt efter udståelse af mindst 2 fængselsstraffe, og som nu udstår fængselsstraf for forhold, der helt eller delvis er begået inden for 6 måneder efter sidste løsladelse. Underretningspligten gælder dog ikke indsatte, der har været på fri fod mellem domfældelsen og indsættelsen i institutionen.

Stk. 3. Underretningen skal indeholde følgende oplysninger:

1) den indsattes navn og cpr.nr.,

2) navn, adresse og tilknytningsforhold til den (de) person(er), den indsatte skal på udgang til, og

3) hvilket tidsrum den indsatte skal på udgang i.

Stk. 4. Underretningen skal gives til politidirektøren så vidt muligt 1 uge før udgangen skal påbegyndes og senest et par dage før. I hastende tilfælde skal underretningen gives pr. telefon, telefax eller e-post.

§ 10. Udebliver den indsatte fra udgang, skal politiet underrettes med henblik på eftersøgning af den pågældende.

Stk. 2. Underretning af politiet skal ske omgående, når omstændighederne taler derfor, herunder når den indsatte er dømt for farlig kriminalitet. Ved farlig kriminalitet forstås drab og kriminalitet, der indebærer alvorlig fare for eller skade på menneskeliv, herunder forsætlig brandstiftelse eller anden almenfarlig forbrydelse, grovere volds- eller seksualforbrydelser, berigelsesforbrydelse forbundet med vold eller trussel om vold samt overtrædelse af straffelovens § 191.

Stk. 3. Undviger den indsatte fra ledsaget udgang, skal der ske underretning af politiet i overensstemmelse med reglerne i Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulæreskrivelse om retningslinjer for ledsaget udgang fra kriminalforsorgens anstalter og arresthusene (udgangsledsagerinstruksen).

Stk. 4. Hvis den indsatte er dømt for grovere, personfarlig straffelovsovertrædelse, og den forurettede har anmodet om underretning om tidspunktet for første uledsagede udgang og løsladelse mv., skal der ske underretning af den forurettede også i tilfælde af bl.a. udeblivelse fra udgang og fra strafafbrydelse og i tilfælde af undvigelse fra ledsaget udgang, jf. nærmere Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulæreskrivelse vedrørende ordningen om underretning af den forurettede om den dømtes første uledsagede udgang og løsladelse m.v. samt om den dømtes medvirken i tv- eller radioprogrammer eller portrætinterview.

§ 11. Om udgang skal der ske indberetning til kriminalregisteret m.v. efter de herom fastsatte regler.

§ 12. Til indsatte, der får udgang uden ledsagelse, udleveres et udgangsbevis, jf. udgangsbekendtgørelsens § 29.

Stk. 2. Ved udgang, der skal indberettes til kriminalregisteret, benyttes elektronisk blanket ”Udgangsbevis” som udgangsbevis.

Stk. 3. Ved frigang benyttes elektronisk blanket ”Udgangsbevis – frigang” som udgangsbevis.

Stk. 4. Ved udstationering benyttes elektronisk blanket ”Udgangsbevis – udstationering” som udgangsbevis.

Til toppen

Kapitel 2 – Særlige regler om udstationering til egen bopæl med fodlænke i medfør af udgangsbekendtgørelsens kapitel 13

Sagsbehandling

§ 13. Finder kriminalforsorgsområdet, at en indsat, der udstår straf af fængsel på livstid eller forvaring, er egnet til udstationering til egen bopæl med fodlænke, sender kriminalforsorgsområdet en indstilling herom til Direktoratet for Kriminalforsorgen. Tilsvarende gælder i andre sager, hvor det er Direktoratet for Kriminalforsorgen, der har kompetencen til at træffe afgørelse om udstationering til egen bopæl med fodlænke.

Stk. 2. Hvis kriminalforsorgsområdet finder, at udstationering efter stk. 1 bør ske i forlængelse af frigang efter kapitel 10 i udgangsbekendtgørelsen eller udstationering til udslusningsfængsel m.v. efter kapitel 12 i udgangsbekendtgørelsen, skal en samlet indstilling om frigangs- og udstationeringsforløbet indsendes til Direktoratet for Kriminalforsorgen.

§ 14. Kriminalforsorgsområdet skal i forbindelse med behandlingen af en sag om udstationering til egen bopæl med fodlænke sikre, at den indsatte har afgivet skriftligt samtykke til,

1) at der til brug for sagens behandling indhentes oplysninger om den pågældende fra Det Centrale Kriminalregister,

2) at kriminalforsorgsområdet, i det omfang det er nødvendigt for tilrettelæggelsen og gennemførelsen af udstationeringen til egen bopæl med fodlænke, retter henvendelse til og i den forbindelse videregiver oplysninger om den indsattes kriminalitet m.v. til personer, der har samme bopæl som den indsatte, og som er over 18 år, og

3) at kriminalforsorgsområdet, i det omfang det er nødvendigt for tilrettelæggelsen og gennemførelsen af udstationeringen til egen bopæl med fodlænke, retter henvendelse til og i den forbindelse videregiver oplysninger om den indsattes kriminalitet m.v. til den indsattes arbejdsplads, uddannelsessted eller lignende, herunder med henblik på udpegning af en kontaktperson, som kan underrette kriminalforsorgsområdet, hvis den indsatte helt eller delvis udebliver fra sit arbejde, uddannelse eller lignende.

§ 15. Til brug for sagens behandling foretager kriminalforsorgsområdet en vurdering af den indsattes egnethed til udstationering til egen bopæl med fodlænke, jf. udgangsbekendtgørelsens § 85, stk. 3 og 4. Heri indgår bl. a. en vurdering af den indsattes bopæl, jf. udgangsbekendtgørelsens § 85, stk. 1. Hvis den indsattes bopæl er beliggende i et andet kriminalforsorgsområde, indhentes en udtalelse derfra.

§ 16. Kriminalforsorgsområdet indhenter endvidere skriftligt samtykke fra personer, der har samme bopæl som den indsatte og er over 18 år, til at udstationering til egen bopæl med fodlænke kan finde sted, jf. udgangsbekendtgørelsens § 85, stk. 2.

§ 17. Hvis der er fastsat vilkår om, at den indsatte under udstationeringen skal være beskæftiget ved arbejde, uddannelse el. lignende, skal kriminalforsorgsområdet i forbindelse med udarbejdelsen af aktivitetsskemaet udpege en kontaktperson på arbejdspladsen, uddannelsesstedet eller lignende, som kan underrette kriminalforsorgsområdet, hvis den indsatte helt eller delvis udebliver fra arbejde, uddannelse eller lignende.

§ 18. Hvis der er tale om en indsat, der udstår straf af fængsel på livstid eller forvaring, skal kriminalforsorgsområdets indstilling til Direktoratet for Kriminalforsorgen, udover de i § 1 nævnte dokumenter, indeholde

1) oplysning om formålet med udstationeringen,

2) en nærmere vurdering af den indsattes forhold, jf. udgangsbekendtgørelsens § 85, stk. 4,

3) forslag til kontakthyppigheden mellem den indsatte og tilsynsmyndigheden,

4) forslag til vilkår for udstationeringen,

5) oplysning om forsørgelsesgrundlaget ved udstationeringen,

6) samtykkeerklæring fra samboende personer over 18 år, jf. udgangsbekendtgørelsens § 85, stk. 2,

7) en eventuel redegørelse, der konkret angiver de særlige grunde, som efter kriminalforsorgsområdets opfattelse taler for at give udgangstilladelse trods politidirektørens indvendinger, jf. § 3, stk. 1, samt

8) en eventuel redegørelse, der konkret angiver de særlige grunde, som efter kriminalforsorgsområdets opfattelse taler for at give udgangstilladelse trods et andet kriminalforsorgsområdes indvendinger, jf. § 15.

Udstationeringens påbegyndelse

§ 20. Inden udstationeringen påbegyndes skal kriminalforsorgsområdet

1) installere en modtager i den indsattes hjem,

2) montere senderen, som den indsatte skal bære under udstationeringen, på den indsattes person, jf. udgangsbekendtgørelsens § 92,

3) ved afprøvning sikre sig, at det elektroniske overvågningssystem fungerer,

4) sikre sig, at den indsatte underskriver blanketten ”Udstationering til egen bopæl med fodlænke”.

Til toppen

Kapitel 3 – Ikrafttræden

§ 21. Cirkulæret træder i kraft den 1. juli 2022.

Stk. 2. Cirkulære nr. 9366 af 26. april 2016 om behandling m.v. af sager om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner, ophæves.

Til toppen