Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Udlændinge

Bekendtgørelse om Startup Denmark-ordningen

Erhvervsministeriets bekendtgørelse nr. 969 af 15/6 2022, ændret ved:

bekendtgørelse nr. 364 af 22/3 2023.

I medfør af § 9 a, stk. 31, i udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1205 af 25. august 2022, som ændret ved lov nr. 333 af 28. marts 2023, og efter forhandling med udlændinge- og integrationsministeren fastsættes:

Til toppen

Kapitel 1 – Bekendtgørelsens anvendelsesområde

§ 1. Efter denne bekendtgørelse kan udlændinge, som ønsker at starte eller videreføre en selvstændig virksomhed eller udøve virksomhed gennem en dansk filial af en udenlandsk selvstændig erhvervsvirksomhed, ansøge om at få vurderet deres forretningsplan med henblik på at søge om opholdstilladelse i Danmark i henhold til udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 10.

Stk. 2. Virksomheder eller filialer, der baserer sig på restaurationsbranchen, detailbranchen eller er mindre handels-, import- og eksportvirksomheder eller -filialer, kan ikke søge efter stk. 1.

Stk. 3. Ansøgninger om forlængelse af en udlændings opholdstilladelse vurderes i henhold til udlændingelovens § 9 a, stk. 16.

Til toppen

Kapitel 2 – Definitioner

§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:

1) Startup Denmark: Ordningen, hvorefter der kan gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis innovative forretningsplan med henblik på at drive eller videreføre en selvstændig erhvervsvirksomhed eller at udøve virksomhed gennem en dansk filial af en udenlandsk selvstændig erhvervsvirksomhed er positivt vurderet af et uafhængigt ekspertpanel nedsat af Erhvervsstyrelsen, og som er omfattet af en årlig kvote på 75, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 10, og § 9 a, stk. 15.

2) Ansøger: En udlænding, der ikke er statsborger i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union eller er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller Schweiz (tredjelandsstatsborger).

3) Forretningsplan: En plan for ansøgers opstart og udvikling af virksomhed eller filial i Danmark.

4) Sekretariatet for Startup Denmark: Sekretariatet for Startup Denmark er forankret i Erhvervsstyrelsen og sekretariatsbetjener det uafhængige ekspertpanel samt varetager opgaven med at screene ansøgninger, besvare henvendelser, sikre IT-drift og udvikling samt markedsførings- og kommunikationsopgaver.

5) Erhvervshus: De til en hver tid nedsatte erhvervshuse, jf. § 12 i lov om erhvervsfremme.

Til toppen

Kapitel 3 – Screeningskriterier

§ 3. En udlænding kan ansøge det uafhængige ekspertpanel om en vurdering af en forretningsplan, der kan danne grundlag for en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 10.

Stk. 2. En ansøger må maksimalt vedlægge 10 siders tekstfil eller 15 siders billedfil til ansøgningen efter stk. 1.

Stk. 3. En forretningsplan skal indeholde et videopitch på maksimalt fem minutter, hvor ansøger som minimum fortæller om virksomhedens eller filialens position i markedet, virksomhedens eller filialens skaleringspotentiale, hvorfor forretningsplanen er innovativ, og hvorfor ansøger er kompetent til at drive virksomheden eller filialen.

Stk. 4. Sekretariatet for Startup Denmark kan frascreene forretningsplaner før, de sendes til ekspertpanelet. En forretningsplan kan frascreenes hvis:

1) der er væsentlige sproglige eller informationsmæssige mangler,

2) den ikke indeholder en fyldestgørende markedsanalyse,

3) den ikke indeholder en fyldestgørende salgs- eller GTM-strategi,

4) den ikke indeholder beskrivelser af, hvorfor virksomheden eller filialen eller iværksætteren vil have gavn af at etablere sig i Danmark,

5) den ikke indeholder beskrivelser af de aktiviteter, der vil blive gennemført i opstartsperioden i Danmark, eller

6) den ikke er egnet til bedømmelse ved det uafhængige ekspertpanel, herunder at forretningsplanen ikke er væsentlig ændret fra tidligere indsendte forretningsplaner af samme ansøger, den baserer sig på en forretningsidé, der er ulovlig, eller den fremstår useriøs.

Til toppen

Kapitel 4 – Bedømmelseskriterier

§ 4. Hver forretningsplan vurderes af minimum tre medlemmer fra det uafhængige ekspertpanel, der er nedsat af Erhvervsstyrelsen. Ekspertpanelet vurderer forretningsplaner ud fra følgende bedømmelseskriterier:

1) hvor innovativ forretningsplanen er,

2) hvor attraktivt markedet er,

3) i hvilken grad virksomheden eller filialen er skalerbar, og

4) ansøgers eller teamets kompetencer og ressourcer til at indfri forretningsplanen.

Til toppen

Kapitel 5 – Karakterkrav

§ 5. Medlemmerne af det uafhængige ekspertpanel giver forretningsplanerne en karakter på en skala fra 1 til 5 ud for hvert bedømmelseskriterium, hvor 1 er den lavest mulige karakter, og 5 er den højest mulige karakter. Forretningsplaner godkendes, hvis der opnås et tværgående gennemsnit på minimum 3,5 i de fire bedømmelseskriterier, jf. § 4.

Til toppen

Kapitel 6 – Sammensætning af ekspertpanel

§ 6. Erhvervsstyrelsen nedsætter et uafhængigt ekspertpanel bestående af virksomhedskonsulenter, der er udpeget af et erhvervshus.

Stk. 2. Medlemmerne af det uafhængige ekspertpanel skal være ansat i et erhvervshus og besidde generel viden om iværksætteri med henblik på fagligt at kunne bedømme forskellige typer af forretningsplaner.

Stk. 3. Antallet af medlemmer i ekspertpanelet fastsættes af Erhvervsstyrelsen og erhvervshusene i fællesskab.

Stk. 4. Erhvervsstyrelsen kan bede et erhvervshus om at udskifte et medlem af ekspertpanelet, hvis Erhvervsstyrelsen vurderer, at det er nødvendigt i henhold til at sikre en høj faglighed og et ensartet bedømmelsesniveau.

Til toppen

Kapitel 7 – Hastebehandling

§ 7. Sekretariatet for Startup Denmark kan i særlige tilfælde foretage en hastebehandling af en forretningsplan som følge af, at ansøger har fået en konkret nærtforestående forretningsmulighed i Danmark, og at denne kræver, at ansøger kan komme til Danmark hurtigt.

Stk. 2. Det er sekretariatet for Startup Denmark, der foretager vurderingen af, hvorvidt en forretningsplan kan hastebehandles.

Stk. 3. En forretningsplan kan hastebehandles, hvis forretningsplanen lever op til screeningskriterierne i § 3, stk. 3, og forretningsplanen ikke kan frascreenes efter screeningskriterierne i § 3, stk. 4. Hastebehandling indebærer, at forretningsplanen sendes til bedømmelse hos ekspertpanelet foran eventuelle andre forretningsplaner.

Stk. 4. En ansøger, der ønsker hastebehandling, skal indsende en redegørelse om den nærtforestående forretningsmulighed, jf. stk. 1, til sekretariatet for Startup Denmark.

Til toppen

Kapitel 8 – Klage og ikrafttræden

Klageadgang

§ 8. Sekretariatet for Startup Denmarks afgørelse i henhold til denne bekendtgørelses kapitel 3 og 7 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. udlændingelovens § 48 h, stk. 1, 3. pkt.

§ 9. Det uafhængige ekspertpanels vurdering af en forretningsplan kan påklages til et nyt uafhængigt ekspertpanel nedsat af Erhvervsstyrelsen, jf. udlændingelovens § 48 h, stk. 2, 1. pkt. Den nye vurdering kan ikke påklages, jf. udlændingelovens § 48 h, stk. 2, 2. pkt.

Ikrafttræden

§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2022.

Til toppen

Noter

Indledningen, § 1, § 2 og § 3 ændret 2/4 2023 ved bek. nr. 364 af 22/3 2023.

Til toppen