Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Sundhed

Bekendtgørelse om tilskud til behandling hos privatpraktiserende tandplejer i praksissektoren

Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 960 af 14/6 2022.

I medfør af § 71 og § 72 i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 210 af 27. januar 2022, fastsættes:

§ 1. Gruppe 1-sikrede og gruppe 2-sikrede personer har ret til tilskud til behandling hos privatpraktiserende tandplejer i praksissektoren.

§ 2. Undtaget er børn og unge under 22 år, som er født efter 31. december 2003, der er omfattet af det lovpligtige tilbud om kommunal tandpleje, og personer, der modtager tandpleje efter sundhedslovens § 131 (omsorgstandpleje) og § 133 (specialtandpleje).

§ 3. Sikrede personer har ret til tilskud til diagnostisk grundundersøgelse, diagnostisk grundundersøgelse for unge (under 26 år), statusundersøgelse, statusundersøgelse for unge (under 26 år), bitewings i forbindelse med statusundersøgelse/statusundersøgelse for unge (under 26 år)/diagnostisk grundundersøgelse/diagnostisk grundundersøgelse for unge (under 26 år) og fokuseret undersøgelse, individuel forebyggende behandling, udvidet forebyggende behandling, almindelig tandrensning, udvidet tandrensning, tandrodsrensning, paradontalundersøgelse og diagnostik, fokuseret undersøgelse, undersøgelse efter henvisning fra tandlæger samt henvisning til tandlæger.

Stk. 2. Nærmere specifikation af de enkelte tandbehandlinger fremgår af overenskomst om tandpleje ved privatpraktiserende tandplejere mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Dansk Tandplejerforening.

§ 4. Regionsrådet i patientens bopælsregion yder tilskud på 40 % af de i overenskomsten fastsatte maksimale grundhonorarer, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Til bitewings i forbindelse med diagnostisk grundundersøgelse, diagnostisk grundundersøgelse for unge (under 26 år), statusundersøgelse, statusundersøgelse for unge (under 26 år) og i forbindelse med fokuseret undersøgelse yder regionsrådet et tilskud på 30 %. Til den diagnostiske grundundersøgelse for unge (under 26 år), statusundersøgelse for unge (under 26 år) og fokuseret undersøgelse yder regionsrådet et tilskud på 65 %. Tilskuddene beregnes på grundlag af de i overenskomsten fastsatte maksimale grundhonorarer.

Stk. 3. Til almindelig tandrensning ydes kun tilskud, når denne udføres i forbindelse med diagnostisk grundundersøgelse, diagnostisk grundundersøgelse for unge (under 26 år), statusundersøgelse eller statusundersøgelse for unge (under 26 år) med et interval på 12 måneder eller mere, eller som led i en sygdomsbehandling ved fokuseret undersøgelse.

§ 5. Regionsrådet yder tilskud med samme beløb til personer i sikringsgruppe 1 og 2.

Stk. 2. For gruppe 1-sikrede personer er det en betingelse for at modtage tilskud, at behandlingen udføres hos en tandplejer, der har tilsluttet sig den gældende overenskomst mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Dansk Tandplejerforening.

Stk. 3. Til gruppe 2-sikrede personer, der har fået behandling hos en tandplejer, der ikke har tilsluttet sig overenskomsten, udbetaler bopælskommunen tilskuddet på vegne af regionsrådet. For at få tilskuddet udbetalt skal patienten fremsende en kvitteret og specificeret regning til kommunen. Tilskuddet kan ikke overstige regningens beløb.

Stk. 4. Både gruppe 1 og gruppe 2-sikrede personer betaler deres egen andel af honoraret direkte til tandplejeren.

§ 6. Regionsrådet yder ikke tilskud til tandplejerens ydelser til sig selv eller sin ægtefælle.

§ 7. Ved tandbehandling, der ikke udføres på tandplejerens klinik, betaler patienten de tillæg, der er fastsat i overenskomsten mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Dansk Tandplejerforening uden tilskud fra regionsrådet.

§ 8. Personer, der har ret til ydelser i praksissektoren i medfør af EF-retten eller internationale aftaler, har under ophold her i landet ret til tilskud til behandling hos tandplejer i praksissektoren på samme vilkår som gruppe 1 og gruppe 2-sikrede personer.

Stk. 2. Ved EU-retten eller internationale aftaler forstås Rådets forordning (EF) nr. 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger og den dertil knyttede forordning (EF) nr. 987/09 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning 883/04, aftalen om det Europæiske Økonomiske Samarbejde (EØS-aftalen), Nordisk Konvention om Social Sikring og aftalen mellem De Europæiske Fællesskaber, dets medlemsstater og Schweiz om fri bevægelighed for personer, samt bilaterale sikringsaftaler.

§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2022.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 332 af 30. marts 2015 om tilskud til behandling hos privatpraktiserende tandplejer i praksissektoren ophæves.

Til toppen