Bekendtgørelse om forsikringsselskabernes adgang til at behandle krav om betaling af udgifter til sygebehandling og hjælpemidler m.v. efter lov om arbejdsskadesikring
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 942 af 21/6 2022.
I medfør af § 15, stk. 6, i arbejdsskadesikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 314 af 10. marts 2022, fastsættes:
§ 1. Forsikringsselskaberne behandler krav om betaling af udgifter til sygebehandling og hjælpemidler m.v. i anledning af anmeldte ulykker og betaler sådanne udgifter i det omfang kravet kan imødekommes, jf. § 15 i arbejdsskadesikringsloven, jf. dog stk. 4. Dette gælder udgifter, der afholdes under sagens behandling og fremtidige udgifter.
Stk. 2. Forsikringsselskabet kan med tilskadekomnes samtykke indhente lægelige og andre oplysninger vedrørende tilskadekomne til brug for sagens behandling.
Stk. 3. Ved forsikringsselskab forstås i denne bekendtgørelse
1) et forsikringsselskab, der tegner arbejdsulykkesforsikring efter arbejdsskadesikringsloven,
2) en selvforsikrende kommune, region eller statsmyndighed samt folkekirken, jf. § 48, stk. 5, i arbejdsskadesikringsloven,
3) en arbejdsgiver, der har opnået fritagelse for at tegne forsikring, jf. § 88 i arbejdsskadesikringsloven, eller
4) Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, jf. § 5 c i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.
Stk. 4. Ved anmeldte ulykker, der er en følge af arbejdsrelaterede vaccinationer mod covid-19 foretaget i periode fra og med den 27. december 2020 til og med den 31. december 2022, behandler Arbejdsmarkedets Erhvervssikring krav, jf. § 15 i arbejdsskadesikringsloven. Forsikringsselskaberne sender uden nærmere vurdering disse anmeldelser videre til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Forsikringsselskabernes rettigheder og pligter efter denne bekendtgørelse gælder tilsvarende for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
§ 2. Tilskadekomne skal have skriftlig meddelelse om resultatet af forsikringsselskabets vurdering af krav efter § 1, stk. 1.
Stk. 2. Det skal fremgå af meddelelsen, at sagen kan forelægges Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til afgørelse, hvis tilskadekomne ønsker det. Den tilskadekomne skal underrettes, når sagen sendes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder tilsvarende, når tilskadekomne anmoder om genoptagelse efter § 42 i arbejdsskadesikringsloven.
§ 3. Forsikringsselskaberne skal indhente lægeerklæring I, inden sagen sendes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke, når
1) det af det foreliggende grundlag klart fremgår, at der ikke bliver tale om behandlingsudgifter eller anden erstatning,
2) forsikringsselskabet i forbindelse med sin sagsbehandling har indhentet lægelige oplysninger, der kan erstatte lægeerklæring I,
3) erstatning afslås, fordi den pågældende ikke er sikret efter loven, eller
4) sagen allerede er sendt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på afgørelse om andre spørgsmål efter loven.
§ 4. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. juli 2022 og har virkning for behandlingen af krav om betaling af udgifter til behandling og hjælpemidler, jf. § 1, stk. 1, der finder sted på ikrafttrædelsesdagen eller senere.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 901 af 24. juni 2016 om forsikringsselskabernes adgang til at behandle krav om betaling af udgifter til sygebehandling og hjælpemidler m.v. efter lov om arbejdsskadesikring ophæves.