Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om opgørelse af normeringer i daginstitutioner (Nomeringsbekendtgørelsen)

Børne- og Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 926 af 21/6 2022.

I medfør af § 19 a, stk. 5, i lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 454 af 19. april 2022, som ændret ved lov nr. 2594 af 28. december 2021, fastsættes:

Opgørelse af normeringer i daginstitutioner

§ 1. Normeringen i daginstitutioner efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4 og institutionslignende puljeordninger med tilskud efter dagtilbudslovens §§ 101 og 102, opgøres som forholdet mellem antallet af indskrevne børn og antallet af pædagogisk personale som et årligt gennemsnit på kommuneniveau.

§ 2. Normeringen i daginstitutioner efter stk. 1 opgøres for hhv. alderssvarende daginstitutioner for 0-2-årige børn (vuggestue) og alderssvarende daginstitutioner for 3-årige børn til skolestart (børnehave).

Stk. 2. For aldersintegrerede daginstitutioner indgår den del, der svarer til en alderssvarende daginstitution for 0-2-årige børn (vuggestue), i opgørelsen for alderssvarende daginstitutioner for 0-2-årige (vuggestue), og den del, der svarer til en alderssvarende daginstitution for 3-årige børn til skolestart (børnehave), i opgørelsen for alderssvarende daginstitutioner for 3-årige børn til skolestart (børnehave).

Opgørelse af pædagogisk personale i normeringsopgørelsen

§ 3. Pædagogisk personale omfatter pædagoger, pædagogiske assistenter, pædagogmedhjælpere, pædagogiske ledere, pædagogstuderende og pædagogisk assistentelever herunder vikarer for pædagogisk personale, pædagogisk personale som ikke er tilknyttet en specifik daginstitution og som udfører pædagogisk arbejde med børn i daginstitutioner, pædagogisk personale som varetager forskellige støttefunktioner i relation til børnene og pædagogisk personale ansat for kommunale midler til sociale normeringer i daginstitutionerne.

Stk. 2. Pædagoger, pædagogiske assistenter, pædagogmedhjælpere, pædagogstuderende og pædagogisk assistentelever defineres på baggrund af den overenskomst eller stilling, de er ansat i. Pædagogiske ledere defineres som ledere ansat på lederoverenskomst, som har pædagogiske opgaver i relation til børnene.

Stk. 3. Pædagogisk personale, jf. stk. 1, ansat for midler fra den statslige pulje "Pulje til flere pædagoger og pædagogiske assistenter til institutioner med mange 0-2-årige sårbare og udsatte børn" og den statslige pulje "Pulje til flere pædagoger til institutioner med mange børn i udsatte positioner" indgår ikke i opgørelsen af pædagogisk personale.

§ 4. Pædagogisk personale, jf. § 3, stk. 1, omregnes i opgørelsen af normeringer til fuldtidspersonale ud fra en fuldtidsnorm på 1924 timer pr. år, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Pædagogisk personale med barselsrelateret fravær indgår ikke i opgørelsen.

Stk. 3. Pædagogisk personale, jf. § 3, stk. 1, hvor dele af deres arbejdstid finder sted i skolen, skolefritidsordning, fritidshjem, klubtilbud eller andre tilbud, der ikke er en daginstitution, indgår alene i opgørelsen med den del af arbejdstiden, som finder sted i en daginstitution.

§ 5. Pædagoger, pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere vægtes med 1. Pædagogiske ledere vægtes med 0,85. Pædagogstuderende vægtes med 0,43. Pædagogisk assistentelever vægtes med 0,24.

§ 6. Pædagogisk personale, jf. § 3, stk. 1, som er tilknyttet en specifik daginstitution, fordeles mellem hhv. alderssvarende daginstitutioner for 0-2-årige børn (vuggestue) og alderssvarende daginstitutioner for 3-årige børn til skolestart (børnehave). Fordelingen af pædagogisk personale sker på baggrund af kommunens principper for tildeling af ressourcer pr. barn i alderssvarende daginstitutioner for 0-2-årige børn (vuggestue) og alderssvarende daginstitutioner for 3-årige børn til skolestart (børnehave) samt antallet af fuldtidsomregnede børn i alderssvarende daginstitutioner for hhv. 0-2-årige (vuggestue) og 3-årige børn til skolestart (børnehave) i kommunen.

§ 7. Pædagogisk personale, jf. § 3, stk. 1, som ikke er tilknyttet en specifik daginstitution, fordeles mellem hhv. alderssvarende daginstitutioner for 0-2-årige børn (vuggestue) og alderssvarende daginstitutioner for 3-årige børn til skolestart (børnehave) efter, hvor stor en andel af arbejdstiden der gennemsnitligt benyttes i hhv. kommunens alderssvarende daginstitutioner for 0-2-årige børn (vuggestue) og kommunens alderssvarende daginstitutioner for 3-årige børn til skolestart (børnehave) for medarbejdergruppen.

Opgørelse af børn i normeringsopgørelsen

§ 8. Børn i daginstitutioner, jf. § 1, omregnes i opgørelsen af normeringer til fuldtidsindskrevne børn. Fuldtidsomregningen beregnes ud fra de timer per uge, barnet har været indmeldt i løbet af kalenderåret. Børn som er indmeldt op til og med 25,0 timer pr. uge indgår i opgørelsen som 0,5 fuldtidsindskrevne børn. Børn som er indmeldt over 25,0 og op til og med 35,0 timer pr. uge indgår i opgørelsen som 0,75 fuldtidsindskrevne børn. Børn som er indmeldt over 35,0 timer pr. uge indgår i opgørelsen som ét fuldtidsindskrevet barn.

§ 9. Børn i aldersintegrerede daginstitutioner, jf. § 1, fordeles mellem hhv. alderssvarende daginstitutioner for 0-2-årige børn (vuggestue) og alderssvarende daginstitutioner for 3-årige børn til skolestart (børnehave) på baggrund af kommunens regel for børns oprykningstidspunkt ved overgang fra dagpleje/aldersvarende daginstitutioner for 0-2-årige børn (vuggestue) til alderssvarende daginstitutioner for 3-årige børn til skolestart (børnehave).

§ 10. Børn i daginstitutioner, jf. § 1, der rykkes fra alderssvarende dagtilbud for 0-2-årige børn (dagpleje eller vuggestue) før den første i måneden, efter de er fyldt tre år, indgår i opgørelsen af normeringer for alderssvarende daginstitutioner for 3-årige børn til skolestart (børnehave) med en vægt på 2 indtil den 1. i måneden efter barnet er fyldt tre år.

Ikrafttrædelse

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2024.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 842 af 8. juni 2022 om opgørelse af normeringer i daginstitutioner ophæves.

Til toppen