Bekendtgørelse om undersøgelse af person samt anvendelse af magt og håndjern i forbindelse med kriminalforsorgens transport af visse domfældte og arrestanter
Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 180 af 31/1 2022.
I medfør af § 765, stk. 7, § 777, stk. 2, og § 811, stk. 3, i lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1835 af 15. september 2021, og § 73 a, stk. 2, i straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1851 af 20. september 2021, fastsættes:
Bekendtgørelsens anvendelsesområde m.v.
§ 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse for personer, som er
1) anbragt i institution eller hospital m.v. i medfør af retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3 eller 4,
2) anbragt i hospital m.v. i medfør af retsplejelovens § 777, stk. 1,
3) indlagt på hospital for sindslidende m.v. i medfør af retsplejelovens § 809, stk. 2, eller
4) anbragt i hospital for sindslidende m.v. i henhold til en afgørelse truffet i medfør af straffelovens §§ 68 eller 69.
§ 2. Kriminalforsorgens personale kan i forbindelse med transport, der forestås af kriminalforsorgen, undersøge, hvilke effekter en person, der er nævnt i § 1, har i sin besiddelse på sin person efter straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1. Betingelserne i straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 4-6 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Kriminalforsorgens personale kan træffe bestemmelse om tilbageholdelse af effekter, der i forbindelse med undersøgelse efter stk. 1 findes i den pågældendes besiddelse, hvis det skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.
Stk. 3. Kriminalforsorgens personale kan i forbindelse med transport, der forestås af kriminalforsorgen, anvende magt efter straffuldbyrdelseslovens § 62 og håndjern efter straffuldbyrdelseslovens § 65 over for de personer, der er nævnt i § 1. Bestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 65 a, stk. 1, om anvendelse af håndjern ved enkeltstående fravær fra institutionen finder også anvendelse på de personer, der er nævnt i § 1, nr. 1-4, uanset at der ikke er tale om anbringelse i lukket institution.
Stk. 4. Administrative regler fastsat i henhold til straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 11, § 62, stk. 5, § 65, stk. 4, og § 65 a, stk. 4, finder med de fornødne tillempelser tilsvarende anvendelse i de i stk. 1-3 nævnte situationer.
Ikrafttræden
§ 3. Bekendtgørelsen træder i kraft den 3. februar 2022.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 481 af 29. april 2019 om undersøgelse af person samt anvendelse af magt og håndjern i forbindelse med kriminalforsorgens transport af visse domfældte og arrestanter ophæves.