Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Arbejdsmarked & uddannelse

Bekendtgørelse om kønssammensætning i ledelser og bestyrelser m.v. i den offentlige forvaltning m.v.

Digitaliserings- og Ligestillingsministeriets bekendtgørelse nr. 1576 af 19/12 2022.

I medfør af § 11, stk. 6, og § 13, stk. 4, i lov om ligestilling af kvinder og mænd, jf. lovbekendtgørelse nr. 1575 af 19. december 2022, fastsættes:

Fastlæggelse af de øverste ledelsesniveauer

§ 1. De øverste ledelsesniveauer i institutioner og virksomheder m.v., jf. § ligestillingslovens § 11, stk. 1, nr. 1-3, omfatter de to øverste ledelsesniveauer under bestyrelsen eller det kollektive ledelsesorgan forstået som toplederen (øverste ledelsesniveau) samt ledere af ledere, der referer direkte til toplederen (næste ledelsesniveau).

Stk. 2. De øverste ledelsesniveauer i institutioner og virksomheder m.v., jf. ligestillingslovens § 11, stk. 2, nr. 1-4, omfatter de to øverste ledelsesniveauer forstået som toplederen (øverste ledelsesniveau) samt ledere af ledere, der referer direkte til toplederen (næste ledelsesniveau).

Stk. 3. Kravet om, at der skal opstilles måltal for de øverste ledelsesniveauer, jf. ligestillingslovens § 11, stk. 4, gælder ikke, hvis der er mindre end tre ledere på de øverste ledelsesniveauer.

Stk. 4. Den endelige vurdering af, hvem der er omfattet af de øverste ledelsesniveauer foretages af ledelsen i den enkelte institution eller virksomhed m.v.

Indberetning og offentliggørelse af måltal og politik

§ 2. Efter § 11, stk. 5, i ligestillingsloven skal institutioner og virksomheder m.v., der har opstillet måltal, jf. lovens § 11, stk. 3-4, indberette til ressortministeren, kommunalbestyrelsen, regionsrådet eller det kollektive ledelsesorgan i et kommunalt fælleskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, om status for opfyldelsen af de opstillede måltal, herunder for, hvorfor man i givet fald ikke har nået det opstillede måltal. Samtidig skal der indberettes om den udarbejdede politik, jf. ligestillingslovens § 11, stk. 4. Indberetningspligten efter 1. og 2. punktum gælder ikke for de statslige aktieselskaber, der skal indberette om måltal og politik i henhold til årsregnskabslovens § 99 b.

Stk. 2. Ressortministeren, kommunalbestyrelsen, regionsrådet eller det kollektive ledelsesorgan i et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, er ansvarlige for at påse, at der sker fremdrift henimod målet om en ligelig kønsfordeling i bestyrelser m.v. og i de øverste ledelsesniveauer.

§ 3. Vedkommende ressortminister, kommunalbestyrelse eller regionsråd, som institutionen eller virksomheden m.v. hører under, samt det kollektive ledelsesorgan i et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, indberetter om de opstillede måltal og status for opfyldelsen af de opstillede måltal og om de udarbejdede politikker til ministeren for ligestilling, jf. § 4, og er ansvarlig for at påse, at indberetningerne finder sted rettidigt og i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse.

§ 4. Indberetning efter § 3 skal ske årligt og senest fem måneder efter regnskabsårets afslutning ved brug af et indberetningssystem, som Ligestillingsafdelingen under ministeren for ligestilling stiller til rådighed til formålet.

Stk. 2. Indberetningerne, jf. stk. 1, skal indeholde oplysninger om:

1) den procentvise andel af henholdsvis kvinder og mænd,

2) antallet af henholdsvis kvinder og mænd,

3) de opstillede måltal, hvis der ikke er en ligelig kønssammensætning,

4) tidshorisonten for de opstillede måltal,

5) status for opfyldelsen af de opstillede måltal, og

6) hvorvidt der er udarbejdet politikker.

§ 5. Ministeren for ligestilling sikrer, at de indberettede oplysninger gøres offentligt tilgængelige på en hjemmeside.

Ikrafttræden m.v.

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2023.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 114 af 30. januar 2014 om måltal i bestyrelser mv. og politik for de øvrige ledelsesniveauer i statslige institutioner og virksomheder for at fremme en ligelig kønsmæssig sammensætning ophæves.

Stk. 3. Indberetning, jf. §§ 2-4, skal ske første gang i 2024 på baggrund af måltal og politik, som er opsat for det regnskabsår, der starter 1. januar 2023 eller senere, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Indberetninger om måltal og politik, som er opsat for regnskabsår, der er startet senest 31. december 2022, sker efter reglerne i bekendtgørelse nr. 114 af 30. januar 2014 om måltal i bestyrelser mv. og politik for de øvrige ledelsesniveauer i statslige institutioner og virksomheder for at fremme en ligelig kønsmæssig sammensætning.

Til toppen