Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om betaling for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og Ankestyrelsens administration af forhold, der er omfattet af lov om arbejdsskadesikring m.v.

Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1198 af 29/8 2022.

I medfør af § 59, stk. 5, i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1186 af 19. august 2022, og efter forhandling med indenrigs- og boligministeren fastsættes:

Til toppen

Kapitel 1 – Betaling for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings administration

§ 1. Der betales for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings behandling af sager, der ved § 2 i lov om den selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller ved anden lovgivning er henlagt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Stk. 2. Der betales tillige for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings behandling af sager efter tidligere lovgivning, jf. § 2, stk. 2, i lov om Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Stk. 3. Som sager, der ved anden lovgivning er henlagt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, regnes også sager om erstatning og godtgørelse efter offentlige erstatningsordninger m.v., der ikke har hjemmel i arbejdsskadesikringsloven, og som efter lov eller aftale med en offentlig myndighed behandles af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Sager om anmeldte arbejdsulykker

§ 2. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings administration og behandling af sager om anmeldte ulykker betales af det forsikringsselskab, der efter lovens § 48, stk. 4, og § 50 har tegnet arbejdsulykkesforsikring for den sikringspligtige arbejdsgiver eller for den frivilligt sikrede selvstændige erhvervsdrivende eller medarbejdende ægtefælle, jf. lovens § 49, stk. 1, 1. og 3. pkt.

Stk. 2. Selvforsikrede offentlige myndigheder, jf. lovens § 48, stk. 5, betaler for behandlingen af sager, der vedrører dem.

Stk. 3. For statslige institutioner påhviler betalingen, jf. stk. 2, det enkelte ministerområde. Vedkommende minister kan fordele udgifterne på de enkelte institutioner.

Stk. 4. For kommuner og regioner, der har valgt ikke at tegne arbejdsulykkesforsikring, påhviler betalingen, jf. stk. 2, den kommune eller region, som har det overordnede ansvar for den institution, hvor den anmeldte arbejdsulykke er indtruffet.

Stk. 5. Agenturer og andre, som administrerer policerne på forsikringsselskabets vegne, selvforsikrede arbejdsgivere efter § 88, 2. pkt., i arbejdsskadesikringsloven, samt myndigheder, der efter §§ 4-6 i denne bekendtgørelse skal betale for behandlingen af sager vedrørende erstatningsordninger, der behandles i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen, sidestilles i denne bekendtgørelse med et forsikringsselskab og er dermed betalingsforpligtet efter denne bekendtgørelse.

Stk. 6. Garantifonden for skadesforsikringsselskaber betaler for behandlingen af sager, der vedrører garantifonden, jf. § 5 c i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber.

Sager om anmeldte erhvervssygdomme

§ 3. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings administration og behandling af sager om anmeldte erhvervssygdomme betales af bidrag, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har opkrævet efter lovens § 55 til finansiering af udgifter til erhvervssygdomme, jf. lovens § 49, stk. 1, 2. pkt., og § 58 b.

Andre sager

§ 4. Reglerne i lovens § 48, stk. 6, 2. pkt., og § 52, stk. 4 og 5, om fordeling af udgifter til erstatning anvendes også på betaling for behandlingen af sager, der er omfattet af disse bestemmelser. Efter samme regler fordeles også betalingen for administrationen af anmeldte sager om ulykker vedrørende personer, der ikke er omfattet af den sikrede personkreds, og for hvem der ikke kan udpeges en sikringspligtig arbejdsgiver efter lovens kapitel 9.

Stk. 2. Administrationen af sager om erhvervssygdomme efter lovens § 49, stk. 4, betales af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af bidrag efter lovens § 55. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring henfører administrationsudgiften til den branchegruppe, der skal betale eventuel erstatning i sagerne.

§ 5. Betalingen for behandlingen af sager om ulykker, der er opstået under udøvelse af borgerlige eller kommunale ombud, jf. lovens § 4, stk. 2, nr. 1, betales af den statslige eller kommunale myndighed, som ombuddet vedrører. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring betaler for sager om erhvervssygdomme, der er opstået under udøvelse af borgerlige eller kommunale ombud, jf. lovens § 4, stk. 2, nr. 1, af bidrag efter lovens § 55.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeriet betaler for behandlingen af sager om ulykker, der er opstået under forsøg på redning af menneskeliv, jf. lovens § 4, stk. 2, nr. 4. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring betaler for behandlingen af sager om erhvervssygdomme, der er opstået under forsøg på redning af menneskeliv, jf. lovens § 4, stk. 2, nr. 4, af bidrag efter lovens § 55.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeriet betaler for behandlingen af sager om ulykker, der er en følge af arbejdsrelaterede vaccinationer mod covid-19 foretaget i perioden fra og med den 27. december 2020 til og med den 31. december 2022, jf. lovens § 49, stk. 9.

§ 6. Betalingen for behandling af sager efter de øvrige offentlige erstatningsordninger m.v., der administreres i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 2 i lov om Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og som helt eller delvist henviser til lov om arbejdsskadesikring, sker efter følgende regler:

1) Forsvarsministeriet betaler for behandling af sager efter lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl., jf. lovbekendtgørelse nr. 284 af 14. marts 2013. Dog betaler Udenrigsministeriet for behandling af sager vedrørende denne personkreds under udførelsen af bistandsarbejde i udviklingslande.

2) Justitsministeriet betaler for behandling af sager om indsatte i kriminalforsorgens institutioner.

3) Børne- og Undervisningsministeriet betaler for behandling af sager vedrørende deltagere, elever og uddannelses- og erhvervsvejledningssøgende, som er omfattet af de særlige erstatningsordninger, der er fastlagt i henhold til lov eller tekstanmærkning på Børne- og Undervisningsministeriets område, jf. bekendtgørelse nr. 1263 af 2. december 2019 om arbejdsskadesikring af uddannelsessøgende m.fl. § 3, nr. 1-5, samt nr. 7, medmindre tilskadekomne er sikret efter § 2 i arbejdsskadesikringsloven.

4) Sundheds- og Ældreministeriet betaler for behandling af sager om vaccinationsskader og donorskader.

5) Uddannelses- og Forskningsministeriet betaler for behandling af sager, som er omfattet af lov om maritime uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 164 af 27. februar 2018, medmindre tilskadekomne er sikret efter § 2 i arbejdsskadesikringsloven.

6) Jobcentrene betaler for behandling af sager om personer omfattet af § 6, nr. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lov nr. 548 af 7. maj 2019.

7) Kommunen betaler for behandling af sager om personer omfattet af § 6, nr. 2, 3, 6, 9 og 10, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lov nr. 548 af 7. maj 2019.

8) Kommunen betaler for behandlingen af sager om børn og unge i døgnophold efter lov om social service, jf. bekendtgørelse nr. 586 af 1. juni 2017 om sikring efter lov om arbejdsskadesikring for personer i døgnophold efter lov om social service.

9) Den ansættende statsmyndighed betaler for behandling af sager efter lov nr. 336 af 2. april 2014 om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion.

10) Den kommune, som i medfør af lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet er ansvarlig for barnet eller den unge, betaler for behandling af sager om erstatning og godtgørelse til børn og unge for skader, der pådrages ved udførelsen af straksreaktioner, jf. lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet og bekendtgørelse nr. 1195 af 25. august 2022 om erstatning og godtgørelse til børn og unge for skader, der pådrages ved udførelsen af straksreaktioner.

Stk. 2. Betalingen pålignes det ministerium, under hvis ressort den af erstatningsordningen dækkede aktivitet hører, uanset om denne udføres af en privat institution. Vedkommende minister kan fordele betalingen på de enkelte institutioner.

Opkrævning af betaling for sagsbehandling

§ 7. Betalingen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings sagsbehandling beregnes på grundlag af en takst pr. anmeldt sag. Der betales for såvel førstegangsanmeldelser som for genoptagelser og for de af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fastsatte revisioner af allerede afgjorte sager.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren bekendtgør efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring taksternes størrelse en gang årligt.

Stk. 3. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring opkræver taksterne senest i februar måned hvert år hos alle betalingspligtige, jf. §§ 2-3, i form af et acontobeløb. Acontobeløbet opgøres på baggrund af et realistisk skøn over den enkelte betalingspligtiges forventede anmeldelser af arbejdsskader eller skader omfattet af §§ 4-6 i det pågældende år. Betalingsfristen er mindst 14 dage.

Stk. 4. Samtidig med acontoopkrævningen efterregulerer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring for meget eller for lidt acontobetaling det foregående år på baggrund af det faktiske antal anmeldelser vedrørende den enkelte betalingspligtige. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan ved denne regulering opkræve betaling for anmeldte sager fra forsikringsselskaber, som er begyndt at drive arbejdsulykkesforsikring i det foregående år.

Stk. 5. Meddelelsen om opkrævningen skal indeholde en specifikation af acontobeløbet og efterreguleringen, jf. stk. 3 og 4.

Stk. 6. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring sender i januar måned en liste til den enkelte betalingspligtige med en opgørelse over det foregående års anmeldelser. Opgørelsen danner grundlag for efterreguleringen. Eventuelle indsigelser mod opgørelsen skal være Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i hænde inden 3 uger fra den bidragspligtiges modtagelse. Hvis eventuelle indsigelser ikke er afklaret inden opkrævningen, indgår de pågældende anmeldelser i det følgende års efterregulering.

Til toppen

Kapitel 2 – Betaling for Ankestyrelsens administration

§ 8. Reglerne i §§ 1-6 finder tilsvarende anvendelse for Ankestyrelsens behandling af arbejdsskadesager.

Fastsættelse af betalingen

§ 9. Betalingen for Ankestyrelsens administration beregnes på grundlag af en takst pr. delafgørelse. Ankestyrelsen opkræver betaling for hver delafgørelse.

Stk. 2. Taksten bekendtgøres på de årlige bevillingslove.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren bekendtgør efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring taksternes størrelse en gang årligt, herunder efter forhandling med indenrigs- og boligministeren for så vidt angår Ankestyrelsens takster.

Stk. 4. Ankestyrelsen opkræver betalingen årligt. Ankestyrelsen opkræver en foreløbig betaling for kalenderåret inden udgangen af maj. Opkrævningen bliver opgjort på baggrund af det foregående års betaling. Beløbet skal indbetales senest den 30. juni. Der vil ikke blive opkrævet en foreløbig betaling, hvis det samlede antal arbejdsskadesager det foregående år var 3 eller færre.

Stk. 5. Ankestyrelsen sender senest den 31. marts det følgende år lister til de enkelte selskaber m.fl. over de sager, som danner grundlag for den endelige betaling. Eventuelle indsigelser mod disse opgørelser skal være Ankestyrelsen i hænde senest den 15. maj. Herefter opgør og opkræver Ankestyrelsen den endelige betaling senest den 31. maj. Beløbet skal betales senest den 30. juni.

Til toppen

Kapitel 3 – Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 2022.

Stk. 2. I 2022 efterregulerer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring betalinger, jf. § 7 for ulykker omfattet af § 5, stk. 3, som er sket i 2020 og 2021.

Stk. 3. I 2023 efterregulerer Ankestyrelsen betalinger, jf. § 9 for ulykker omfattet af § 5, stk. 3, som er sket i 2020, 2021 og 2022.

Stk. 4. § 6, nr. 10, finder ikke anvendelse for skader, som er indtruffet før 1. september 2022.

Stk. 5. Bekendtgørelse nr. 943 af 21. juni 2022 om betaling for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og Ankestyrelsens administration af forhold, der er omfattet af lov om arbejdsskadesikring m.v. ophæves.

Til toppen