Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om førtidig udbetaling af feriemidler ved en ansøgningsrunde i 2020

Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 1116 af 24/6 2022.

I medfør af § 17 a, stk. 10, i lov nr. 58 af 30. januar 2018 om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, som ændret ved lov nr. 1223 af 21. august 2020 og lov nr. 465 af 20. marts 2021, fastsættes:

Til toppen

Kapitel 1 – Lønmodtagers ansøgning om førtidig udbetaling af feriemidler

§ 1. Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler kan efter en ansøgningsrunde i 2020 foretage en førtidig udbetaling af feriemidler, der er omfattet af § 48 a, stk. 2, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1025 af 4. oktober 2019, og optjent i perioden fra 1. september 2019 til 31. marts 2020, jf. § 17 a, stk. 1, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Stk. 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse på ansøgninger om førtidig udbetaling af feriemidler, der er modtaget af fonden inden ikrafttrædelsen af bekendtgørelse nr. 482 af 21. marts 2021 om førtidig udbetaling af feriemidler efter en ansøgningsrunde i 2021. Ansøgninger og anmodninger om genoptagelse modtaget efter dette tidspunkt vil blive afvist med vejledning om muligheden for søge om resterende feriemidler.

§ 2. Ved ansøgning om førtidig udbetaling, jf. § 1, skal ansøger på tro og love erklære, at ansøgeren i perioden 1. september 2019 til 31. marts 2020

1) har været i beskæftigelse, der omfattes af § 1, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1025 af 4. oktober 2019,

2) ikke har optjent ferie efter § 2 a, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1025 af 4. oktober 2019,

3) ikke har optjent ferie efter § 9, stk. 3-5, i lov om visse arbejdsforhold i landbruget mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 20. august 2002, eller

4) ikke har været søfarende med feriebetaling for perioden 1. september 2019 til 31. marts 2020, der ifølge kollektiv overenskomst eller efter aftale med arbejdsgiveren, er undtaget fra reglerne i ferielovens § 48 a, stk. 2, og lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, jf. § 6, i bekendtgørelse nr. 900 af 28. august 2019 om ferie for søfarende.

Stk. 2. Der kan kun ansøges om udbetaling af alle feriemidler, der er beregnet i henhold til §§ 8-12.

§ 3. Ansøgning efter § 2 indgives digitalt til fonden, jf. dog stk. 2-5.

Stk. 2. En lønmodtager, der ikke har et elektronisk ID (eID), ikke har dansk personnummer eller er fritaget for at betale skat i Danmark, ansøger om førtidig udbetaling af feriemidler via en blanket udstedt af fonden.

Stk. 3. En lønmodtager, der i løbet af perioden 1. september 2019 til 31. marts 2020 har været i et ansættelsesforhold omfattet af ferielovens § 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 1025 af 4. oktober 2019, og som indenfor perioden også har været i beskæftigelse omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1-4, ansøger om førtidig udbetaling af feriemidler via blanket udstedt af fonden.

Stk. 4. En lønmodtager, for hvem der for perioden 1. september 2019 til 31. marts 2020 ikke er indberettet beskattet feriegodtgørelse, ikke-beskattet feriegodtgørelse eller A-skattepligtig indkomst med arbejdsmarkedsbidrag til indkomstregistret, kan ansøge om førtidig udbetaling af feriemidler via blanket udstedt af fonden.

Stk. 5. Fonden kan pålægge lønmodtager at indsende dokumentation for ansøgers identitet, beskæftigelse, ansættelsesvilkår, indkomst m.v. til brug for behandling af lønmodtagers ansøgning efter stk. 1-4.

Stk. 6. Hvis ansøgningen efter stk. 1-4 ikke er tilstrækkeligt udfyldt, eller lønmodtager ikke efterkommer fondens begæring om yderligere oplysninger efter stk. 5 inden for den frist, fonden fastsætter, kan fonden afslå at behandle ansøgningen.

§ 4. Fonden afgør, hvornår der åbnes for ansøgning efter §§ 2 og 3, dog senest pr. 1. oktober 2020.

Stk. 2. Fonden skal modtage lønmodtagers ansøgning senest 1. december 2020, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Fonden kan behandle en ansøgning, der indgives efter 1. december 2020, hvis lønmodtageren på grund af langvarig sygdom eller andre særligt undskyldelige forhold har været forhindret i at ansøge til tiden.

§ 5. Lønmodtager kan anmode fonden om at genbehandle og træffe ny afgørelse om en ansøgning, der er afgjort efter § 12, stk. 1. Anmodningen skal indeholde oplysning for de forhold, der begrunder anmodning om genbehandling.

Stk. 2. Fonden skal modtage lønmodtagers skriftlige anmodning om genbehandling senest 15. januar 2021.

Stk. 3. Fonden kan genbehandle og træffe ny afgørelse, jf. stk. 1, selvom lønmodtagers anmodning modtages efter 15. januar 2021, hvis lønmodtageren på grund af langvarig sygdom eller andre særligt undskyldelige forhold har været forhindret i at henvende sig tidligere.

Til toppen

Kapitel 2 – Fondens behandling, indhentning af oplysninger og meddelelse af afgørelse

§ 6. Fonden kan foretage automatiseret behandling og afgørelse af lønmodtagers ansøgning om førtidig udbetaling eller udtage ansøgningen til manuel behandling.

Stk. 2. Ansøgninger efter § 3, stk. 2-5, behandles manuelt på grundlag af oplysninger indhentet fra bl.a. indkomstregistret, FerieKonto og Feriepengeinfo samt den af ansøger indsendte dokumentation, jf. § 3, stk. 6. Fonden afgør hvilke lønperioder og løndele, der medtages i beregningen af førtidig udbetaling, jf. § 17 a, stk. 1, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Stk. 3. Fonden kan udtage ansøgninger og afgørelser til manuel behandling af de forhold, som lønmodtager efter § 2, stk. 1, har afgivet erklæring om samt øvrige forhold ved ansøgningen, herunder ansøgerens ansættelsesforhold.

Stk. 4. Fonden kan pålægge lønmodtager at indsende yderligere oplysninger inden for en fastsat frist til brug for behandling af lønmodtagers ansøgning efter stk. 2 og 3.

Stk. 5. Fonden kan anmode lønmodtagers arbejdsgiver om at bekræfte de oplysninger, lønmodtager har afgivet efter § 3, stk. 1-6, eller § 6, stk. 4.

Stk. 6. Hvis fonden ikke modtager oplysninger efter stk. 4, inden for den frist fonden fastsætter, kan fonden afslå at behandle ansøgningen.

Stk. 7. Hvis fonden ikke modtager bekræftelse efter stk. 5, inden for den frist fonden fastsætter, kan fonden i situationer omfattet af § 10, stk. 1, afslå at behandle ansøgningen.

Stk. 8. Fonden træffer afgørelse om ret til førtidig udbetaling af feriemidler på grundlag af oplysninger modtaget efter § 3, stk. 1-6, og § 6, stk. 4 og 5.

§ 7. Fondens kommunikation kan ske digitalt, jf. § 24 i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, medmindre lønmodtager er fritaget for offentlig digital post efter § 5, stk. 1, i lov om Digital Post fra offentlige afsendere, jf. lovbekendtgørelse nr. 801 af 13. juni 2016.

Stk. 2. Fondens digitale meddelelser anses for at være kommet frem, når de er tilgængelige for adressaten i postløsningen, jf. § 10, stk. 1, nr. 1, i lov om Digital Post fra offentlige afsendere, jf. lovbekendtgørelse nr. 686 af 15. april 2021.

Til toppen

Kapitel 3 – Fondens beregning af feriemidler til førtidig udbetaling

§ 8. Fonden beregner størrelsen af de feriemidler, der kan udbetales ved førtidig udbetaling.

Stk. 2. Fondens beregning foretages på grundlag af oplysninger i FerieKonto, Feriepengeinfo og indkomstregistret om feriegodtgørelse optjent i perioden 1. september 2019 til 31. marts 2020 samt om indkomst i samme periode.

Stk. 3. Ved beregning efter stk. 1 indgår lønperioder, hvor sidste dag i lønperioden ligger inden for den i stk. 2 nævnte periode.

Stk. 4. Lønperioder omfattet af stk. 3, hvor første dag i lønperioden ligger før 1. juli 2019, indgår ikke ved automatiseret beregning efter § 6, stk. 1.

Stk. 5. Fonden kan ved beregning efter stk. 1 se bort fra lønperioder omfattet af stk. 3 og oplysninger i FerieKonto, Feriepengeinfo eller indkomstregistret, hvis indberetningen fremstår usædvanlig.

Stk. 6. Ved beregning af førtidig udbetaling til lønmodtagere omfattet af § 2, stk. 4, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, når beregning sker på beregningsgrundlaget i § 9, stk. 3, indgår pension af feriegodtgørelse ikke.

Stk. 7. Lønmodtager kan indsende dokumentation for, at feriegodtgørelse eller indkomst, der efter stk. 3-5 ikke er indgået ved beregning efter stk. 1, er optjent i perioden 1. september 2019 til 31. marts 2020. Fonden afgør, om sådan feriegodtgørelse eller indkomst kan indgå ved beregning efter stk. 1.

§ 9. Ansættelsesforhold, for hvilke der til indkomstregistret er indberettet beskattet feriegodtgørelse, indgår i beregning efter § 8 med det indberettede beløb efter fradrag af A-skat m.v.

Stk. 2. Ansættelsesforhold, for hvilke der til indkomstregistret er indberettet ikke-beskattet feriegodtgørelse, indgår i beregning efter § 8 med det indberettede beløb før fradrag af A-skat m.v.

Stk. 3. Ansættelsesforhold, for hvilke der til indkomstregistret ikke er indberettet feriegodtgørelse omfattet af stk. 1 og 2 og § 8, stk. 3, indgår i beregning efter § 8 med 12,5 pct. af den indberettede A-skattepligtige indkomst, før fradrag af A-skat og am-bidrag for den periode, hvor der ikke er indberettet feriegodtgørelse.

Stk. 4. Har lønmodtager fået udbetalt feriebetaling til afholdelse af fondsferiedage, jf. bekendtgørelse nr. 278 af 22. marts 2020 eller nr. 1177 af 24. juli 2020 om fondsferiedage, fratrækkes denne feriebetaling ved beregning af de feriemidler, der kan udbetales ved førtidig udbetaling.

§ 10. Har lønmodtager ikke dansk personnummer, kan beregning efter § 8 og § 9 foretages på grundlag af indsendt dokumentation for beskæftigelse og indkomst, jf. § 3, stk. 5.

Stk. 2. Ved beregning efter § 8 og § 9 ses bort fra lønperioder, optjent ved beskæftigelse omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1-4.

§ 11. Fonden indeholder A-skat m.v. af A-skattepligtige udbetalinger af feriemidler, beregnet efter § 9, stk. 2 og 3.

Stk. 2. Til indeholdelse af A-skat efter stk. 1 indhenter fonden skattekortoplysninger fra indkomstregistret.

Til toppen

Kapitel 4 – Fondens afgørelse om og udbetaling af feriemidler

§ 12. Fonden træffer snarest muligt efter modtagelsen af lønmodtagers ansøgning afgørelse om retten til at få førtidig udbetaling af feriemidler og om størrelsen af feriemidlerne til førtidig udbetaling.

Stk. 2. Fondens afgørelse indeholder oplysning om grundlaget for fondens afgørelse efter stk. 1 samt de foretagne beregninger.

§ 13. Fonden udbetaler feriemidlerne til lønmodtagerens NemKonto, medmindre lønmodtager inden fondens udbetaling skriftligt har oplyst en anden konto, der skal anvendes ved udbetaling.

Stk. 2. Har lønmodtager ikke en NemKonto, kan fonden fastsætte en frist for at modtage oplysning om en anden konto, jf. stk. 1. Modtager fonden ikke inden fristens udløb oplysning om en anden konto, kan fonden anse lønmodtagers ansøgning for bortfaldet.

Stk. 3. Efter fondens udbetaling af feriemidler til førtidig udbetaling, kan ansøgningen ikke trækkes tilbage.

Stk. 4. Når fonden har foretaget udbetaling, foretager fonden ikke korrektioner i udbetaling eller skatteindberetning som følge af ændrede skatteoplysninger.

Til toppen

Kapitel 5 – Fondens afgørelse om tilbagebetaling af førtidigt udbetalte feriemidler

§ 14. Efter fondens underretning af arbejdsgiver og lønmodtager om de indberettede tilgodehavende feriemidler, jf. § 4, stk. 1, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, sammenstiller fonden de førtidigt udbetalte feriemidler efter § 13 med de indberettede tilgodehavende feriemidler.

Stk. 2. I de tilfælde hvor sammenstilling efter stk. 1 viser, at de førtidigt udbetalte feriemidler overstiger de indberettede tilgodehavende feriemidler efter § 3, stk. 1, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, kan fonden kræve udbetalte feriemidler, som modtageren ikke har krav på tilbagebetalt efter § 17 a, stk. 7, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Stk. 3. Samtidig med sammenstilling efter stk. 1 kontrollerer fonden på baggrund af tilgængelige oplysninger om bl.a. modtagers identitet, modtagers ansættelsesforhold og anden involvering i virksomhed, indkomstoplysninger m.v., om modtager havde krav på førtidig udbetaling af feriemidler.

Stk. 4. Fonden kan kræve førtidigt udbetalte feriemidler, som modtageren ikke har krav på, tilbagebetalt.

Stk. 5. Fondens kontrol efter stk. 1 og 3 gentages, når der sker efterfølgende indberetning af tilgodehavende feriemidler, der medfører en reduktion af det beløb, de tilgodehavende feriemidler tidligere er indberettet med.

Stk. 6. Udbetalte feriemidler som modtageren ikke har krav på, jf. stk. 2 og 4, kræves ikke tilbagebetalt, hvis beløbet ikke overstiger 100 kr. efter beskatning. Ved vurdering af feriemidler som modtageren ikke har krav på, kan et beløb, der ikke tidligere er beskattet, omregnes til et beløb efter beskatning ved anvendelse af den skattesats, der blev anvendt ved seneste udbetaling.

§ 15. Fonden kan kræve udbetalte feriemidler, som modtageren ikke har krav på, jf. § 14, stk. 2 og 4, tilbagebetalt med en betalingsfrist på 4 uger fra opkrævningens dato.

Stk. 2. Ved opkrævning efter stk. 1 underretter fonden lønmodtager om, at opkrævningen kan sættes i bero, hvis lønmodtager sender dokumentation til fonden for, at der pågår behandling af indsigelser mod de indberettede tilgodehavende feriemidler, jf. § 3, stk. 1, 2. pkt., eller § 4, stk. 3, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler. Opkrævning kan desuden sættes i bero, hvis lønmodtager har indsendt anmeldelse til Lønmodtagernes Garantifond, der omfatter krav på beregning og indberetning af tilgodehavende feriemidler, jf. § 4 a i lov om Lønmodtagernes Garantifond.

Stk. 3. Modtager fonden ikke indenfor den i stk. 1 nævnte frist indbetaling af det opkrævede beløb, skal fonden sende en rykkerskrivelse med krav om indbetaling inden 4 uger.

Stk. 4. Modtager fonden ikke indenfor den i stk. 3 nævnte frist indbetaling af det opkrævede beløb, skal fonden sende en sidste rykkerskrivelse med krav om indbetaling inden 4 uger.

Stk. 5. Rykkerskrivelser, jf. stk. 3 og 4, pålægges et gebyr på 100 kr.

Stk. 6. Fordringer efter stk. 1, der ikke er indbetalt til fonden med tillæg af gebyrer inden den i stk. 4 nævnte frist, overdrages til inddrivelse ved restancemyndigheden, jf. lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 7. januar 2022.

Til toppen

Kapitel 6 – Klagebehandling

§ 16. Fondens afgørelser efter lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler kan indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, jf. § 59 b, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Klagen indgives til fonden inden fire uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Ved Ankestyrelsens behandling af sagerne finder kapitel 9 a og kapitel 10, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område anvendelse.

Stk. 3. Fondens afgørelse om førtidig udbetaling af feriemidler, jf. § 17 a, stk. 1, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, kan ikke påklages til Ankestyrelsen eller anden administrativ myndighed.

Til toppen

Kapitel 7 – Ikrafttræden

§ 17. Bekendtgørelsen træder i kraft den 7. juli 2022.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 2083 af 18. november 2021 om førtidig udbetaling af feriemidler ved en ansøgningsrunde i 2020 ophæves.

Stk. 3. Fondens opkrævning af krav om tilbagebetaling efter kapitel 5 vil ske efter 1. juli 2021, og overdragelse af krav til restancemyndigheden efter § 15, stk. 5, vil ske efter 1. april 2022.

Til toppen