Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om førtidig udbetaling af feriemidler ved en ansøgningsrunde i 2021

Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 1115 af 24/6 2022.

I medfør af § 17 a, stk. 10, i lov nr. 58 af 30. januar 2018 om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, som ændret ved lov nr. 1223 af 21. august 2020 og lov nr. 465 af 20. marts 2021, fastsættes:

Til toppen

Kapitel 1 – Lønmodtagers ansøgning om førtidig udbetaling af feriemidler

§ 1. Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler kan ved en ansøgningsrunde i 2021 efter ansøgning fra lønmodtager foretage en førtidig udbetaling af en lønmodtagers tilgodehavende feriemidler efter § 12, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, og § 10, i bekendtgørelse om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Stk. 2. Der kan kun ansøges om udbetaling af alle resterende feriemidler.

§ 2. Ansøgning efter § 1 indgives digitalt til fonden, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. En lønmodtager, der ikke har et elektronisk ID (eID) eller ikke har dansk personnummer, ansøger om førtidig udbetaling af feriemidler via en blanket udstedt af fonden.

Stk. 3. Er resultatet af opgørelsen af en lønmodtagers tilgodehavende feriemidler efter § 12, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, at lønmodtager allerede har fået udbetalt mere end de indberettede tilgodehavende feriemidler, kan lønmodtager efter stk. 1 og 2 bestille en opgørelse af de tilgodehavende feriemidler.

Stk. 4. Fonden kan pålægge en lønmodtager, der i ansøgningen oplyser på ansøgningstidspunktet at være omfattet af regler om særlig beskatning eller at have været omfattet af sådanne regler i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020, at indsende dokumentation herfor.

Stk. 5. Fonden kan fastsætte en frist for indsendelse af dokumentation efter stk. 4. Hvis lønmodtager ikke efterkommer fondens begæring om dokumentation inden for denne frist, kan fonden anvende de på beregningstidspunktet gældende skattekortoplysninger fra indkomstregistret.

§ 3. Fonden afgør, hvornår der åbnes for ansøgning efter § 2, dog senest 29. marts 2021.

Stk. 2. Fonden skal modtage lønmodtagers ansøgning senest 31. maj 2021, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Fonden kan behandle en ansøgning, der indgives efter 31. maj 2021, hvis lønmodtageren på grund af langvarig sygdom eller andre særligt undskyldelige forhold har været forhindret i at ansøge til tiden, herunder hvis der først efter udløbet af ansøgningsperioden efter stk. 2 foretages indberetning af tilgodehavende feriemidler.

Til toppen

Kapitel 2 – Fondens behandling af ansøgning og meddelelse af afgørelse

§ 4. Fonden kan foretage automatiseret behandling og afgørelse af lønmodtagers ansøgning om førtidig udbetaling eller udtage ansøgningen til manuel behandling.

Stk. 2. Fonden kan udtage ansøgninger til manuel behandling og kontrol af de forhold, som lønmodtager har indsendt dokumentation for samt øvrige forhold ved ansøgningen, herunder ansøgerens ansættelsesforhold og de indberettede feriemidler.

Stk. 3. Fonden kan pålægge lønmodtager at indsende yderligere oplysninger til brug for behandling efter stk. 2.

Stk. 4. Fonden kan fastsætte en frist for indsendelse af oplysninger efter stk. 3. Hvis lønmodtager ikke efterkommer fondens begæring om yderligere oplysninger inden for denne frist, kan fonden afslå at behandle ansøgningen.

Stk. 5. Fonden træffer afgørelse om ret til førtidig udbetaling af feriemidler på grundlag af fondens opgørelse af de tilgodehavende feriemidler efter § 12, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, herunder fondens oplysninger om tidligere udbetalte beløb samt oplysninger fra indkomstregistret og den af lønmodtager indsendte dokumentation.

§ 5. Er de indberettede feriemidler for et ansættelsesforhold eller en lønmodtager udtaget til kontrol efter § 3, stk. 4, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, udbetales kun de feriemidler, der ikke er udtaget til kontrol.

Stk. 2. Har fonden på tidspunktet for udbetaling modtaget dokumentation for, at der pågår behandling af indsigelser mod de indberettede tilgodehavende feriemidler, jf. § 3, stk. 1, 2. pkt., eller § 4, stk. 3, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, kan fonden kun udbetale den del af de tilgodehavende feriemidler, der er enighed om. Ved manglende oplysning om beløbets størrelse eller hvis fonden vurderer, at der er behov for manuel behandling, holdes hele betalingen vedrørende ansættelsesforholdet tilbage, indtil fonden har modtaget dokumentation for dom, afgørelse eller opnået enighed.

Stk. 3. Er fonden på udbetalingstidspunktet ikke bekendt med, at der pågår behandling af indsigelser, jf. stk. 2, kan fonden udbetale de registrerede tilgodehavende feriemidler til lønmodtager, og opkræve arbejdsgiver, jf. § 8, stk. 1 og 2, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Stk. 4. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse, hvis fonden på tidspunktet for udbetaling har modtaget en indberetning, som lønmodtager endnu ikke har godkendt eller afvist.

Stk. 5. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse i en periode på op til 14 dage efter, at fonden har underrettet arbejdsgiver om, at lønmodtager har afvist en negativ indberetning.

Stk. 6. Fonden udbetaler automatisk beløb, der har været holdt tilbage efter stk. 1-5, når der er sket endelig afklaring af størrelsen af de indberettede feriemidler.

§ 6. Modtager fonden efter behandling af ansøgning eller bestilling efter § 2, stk. 1-3 indberetning af yderligere tilgodehavende feriemidler, som godkendes af lønmodtager, udbetaler fonden automatisk det senere indberettede beløb. §§ 4 og 5 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Inden udbetaling beregner og tilskriver fonden regulering som om indberetning var sket senest 31. december 2020, jf. § 3, stk. 1, og § 13, stk. 3, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

§ 7. Fonden træffer snarest muligt efter modtagelsen af lønmodtagers ansøgning afgørelse om retten til at få førtidig udbetaling af feriemidler og om størrelsen af feriemidlerne til førtidig udbetaling.

Stk. 2. Fondens afgørelse indeholder oplysning om grundlaget for fondens afgørelse efter stk. 1 samt de foretagne beregninger.

Stk. 3. Fondens automatiserede afgørelser kan meddeles uden personlig underskrift.

Til toppen

Kapitel 3 – Fondens udbetaling af feriemidler til førtidig udbetaling

§ 8. Fonden indeholder A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af A-skattepligtige udbetalinger af tilgodehavende feriemidler, der ikke allerede er beskattede, jf. § 17 a, stk. 5, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Stk. 2. Til indeholdelse af A-skat efter stk. 1 indhenter fonden skattekortoplysninger fra indkomstregistret.

Stk. 3. Når fonden har foretaget beregning af den førtidige udbetaling, foretager fonden ikke korrektioner i udbetaling eller skatteindberetning som følge af ændrede skatteoplysninger.

§ 9. Fonden udbetaler tilgodehavende feriemidler til lønmodtagerens NemKonto, medmindre lønmodtager ved indsendelse af dokumentation efter § 2, stk. 2 og 3 skriftligt har oplyst en anden konto, der skal anvendes ved udbetaling.

Stk. 2. Har lønmodtager ikke en NemKonto, kan fonden fastsætte en frist for at modtage oplysning om en anden konto, jf. stk. 1. Modtager fonden ikke inden fristens udløb oplysning om en anden konto, kan fonden anse lønmodtagers ansøgning for bortfaldet.

Stk. 3. Efter fondens beregning af den førtidige udbetaling af tilgodehavende feriemidler, kan ansøgning efter § 2 ikke trækkes tilbage.

Til toppen

Kapitel 4 – Fondens afgørelse om tilbagebetaling af førtidigt udbetalte feriemidler

§ 10. Fonden kan kræve førtidigt udbetalte feriemidler efter denne bekendtgørelse, som modtageren ikke har krav på, tilbagebetalt efter § 17 a, stk. 7, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

Stk. 2. Udbetalte feriemidler, som modtageren ikke har krav, jf. stk. 1, kræves ikke tilbagebetalt, hvis beløbet ikke overstiger 1.000 kr. efter beskatning. Har lønmodtager også modtaget førtidig udbetaling efter ansøgningsrunden i 2020, anvendes kun beløbsgrænsen i 1. pkt. Ved vurdering af feriemidler, som modtageren ikke har krav på, kan et beløb, der ikke tidligere er beskattet, omregnes til et beløb efter beskatning ved anvendelse af den skattesats, der blev anvendt ved seneste udbetaling.

§ 11. Fonden kan kræve udbetalte feriemidler, som modtageren ikke har krav på, jf. § 10, stk. 1 og 2, tilbagebetalt med en betalingsfrist på 4 uger fra opkrævningens dato.

Stk. 2. Ved opkrævning efter stk. 1 underretter fonden lønmodtager om, at opkrævningen kan sættes i bero, hvis lønmodtager sender dokumentation til fonden for, at der pågår behandling af indsigelser mod de indberettede tilgodehavende feriemidler, jf. § 3, stk. 1, 2. pkt., eller § 4, stk. 3, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler. Opkrævning kan desuden sættes i bero, hvis lønmodtager har indsendt anmeldelse til Lønmodtagernes Garantifond, der omfatter krav på beregning og indberetning af tilgodehavende feriemidler, jf. § 4 a, i lov om Lønmodtagernes Garantifond.

Stk. 3. Modtager fonden ikke indbetaling af det opkrævede beløb indenfor den i stk. 1 nævnte frist, skal fonden sende en rykkerskrivelse med krav om indbetaling inden 4 uger.

Stk. 4. Modtager fonden ikke indbetaling af det opkrævede beløb indenfor den i stk. 3 nævnte frist, skal fonden sende en sidste rykkerskrivelse med krav om indbetaling inden 4 uger.

Stk. 5. Rykkerskrivelser, jf. stk. 3 og 4, pålægges et gebyr på 100 kr.

Stk. 6. Fordringer efter stk. 1, der ikke er indbetalt til fonden med tillæg af gebyrer inden den i stk. 4 nævnte frist overdrages til inddrivelse ved restancemyndigheden, jf. lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 7. januar 2022.

Til toppen

Kapitel 5 – Klagebehandling

§ 12. Fondens afgørelser efter lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler kan indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, jf. § 59 b, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Klagen indgives til fonden inden fire uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Ved Ankestyrelsens behandling af sagerne finder kapitel 9 a og kapitel 10, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område anvendelse.

Stk. 3. Fondens afgørelse om førtidig udbetaling af feriemidler, jf. § 17 a, stk. 1, førtidig udbetaling efter en ansøgningsrunde i 2020, kan ikke påklages til Ankestyrelsen eller anden administrativ myndighed.

Til toppen

Kapitel 6 – Ikrafttræden

§ 13. Bekendtgørelsen træder i kraft den 7. juli 2022.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 2084 af 18. november 2021 om førtidig udbetaling af feriemidler ved en ansøgningsrunde i 2021 ophæves.

Stk. 3. Fondens opkrævning af førtidig udbetaling efter kapitel 4 vil ske efter 1. juli 2021, og overdragelse af krav til restancemyndigheden efter § 11, stk. 5, vil ske efter 1. oktober 2021.

Til toppen