Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om engangstilskud til etablering af almene boliger på småøerne, i ø-kommuner og Bornholms Regionskommune samt tilskud til nedsættelse af huslejen og godkendelse af overskridelse af maksimumsbeløb for almene boliger på småøerne

Bolig- og Planstyrelsens bekendtgørelse nr. 1064 af 28/6 2022.

I medfør af § 98 d, stk. 7, i lov om almene boliger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1877 af 27. september 2021, som ændret ved lov nr. 888 af 21. juni 2022, fastsættes efter bemyndigelse:

Til toppen

Kapitel 1 – Anvendelsesområde

§ 1. Bolig- og Planstyrelsen kan i perioden fra 1. januar 2021 til 31. december 2026:

1) Inden for en samlet ramme på 29,1 mio. kr. give tilsagn om engangstilskud til etablering af almene boliger beliggende på småøerne, som nævnt i § 2, og i ø-kommunerne, som nævnt i § 3, jf. kapitel 3.

2) Inden for en samlet ramme på 6,1 mio. kr. give tilsagn om tilskud til nedsættelse af huslejen for almene boliger beliggende på småøerne, som nævnt i § 2, jf. kapitel 4.

Stk. 2. Endvidere kan Bolig- og Planstyrelsen i perioden fra 1. juli 2022 til 31. december 2026:

1) Inden for en samlet ramme på 10 mio. kr. give tilsagn om engangstilskud til etablering af almene boliger beliggende på småøerne, som nævnt i § 2, jf. kapitel 3.

2) Inden for en samlet ramme på 10 mio. kr. give tilsagn om engangstilskud til etablering af almene boliger beliggende i ø-kommunerne, som nævnt i § 3 og i Bornholms Regionskommune, jf. kapitel 4.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan i samme periode, jf. stk. 1, godkende overskridelse af maksimumsbeløbet for anskaffelsessummen ved etablering af almene boliger på småøerne, som nævnt i § 2, jf. kapitel 5.

§ 2. Ved småøer forstås ikke-landfaste øer, der fungerer som helårssamfund med under 1.200 beboere. Det drejer sig om: Agersø, Anholt, Askø, Avernakø, Barsø, Birkholm, Bjørnø, Baagø, Drejø, Egholm, Endelave, Fejø, Femø, Fur, Hjarnø, Hjortø, Lyø, Mandø, Nekselø, Omø, Orø, Sejerø, Skarø, Strynø, Tunø, Venø og Aarø.

§ 3. Ved ø-kommuner forstås Fanø Kommune, Læsø Kommune, Samsø Kommune og Ærø Kommune.

Til toppen

Kapitel 2 – Ansøgning om engangstilskud til etablering af almene boliger

§ 4. Ansøgning om engangstilskud til etablering af almene boliger, jf. § 1, stk. 1, nr. 1, indsendes af kommunalbestyrelsen til Bolig- og Planstyrelsen i perioden fra 1. januar 2021 til 30. november 2026, eller så længe der inden for den fastsatte bevillingsramme er uforbrugte tilsagnsmidler, dog senest den 30. november 2026.

Stk. 2. Ansøgning om engangstilskud til etablering af almene boliger, jf. § 1, stk. 2, indsendes af kommunalbestyrelsen til Bolig- og Planstyrelsen i perioden fra 1. juli 2022 til 30. november 2026, eller så længe der inden for den fastsatte bevillingsramme er uforbrugte tilsagnsmidler, dog senest den 30. november 2026.

Stk. 3. Ansøgning efter stk. 1 og 2 skal indsendes elektronisk og ved anvendelse af det ansøgningsskema, som findes på Bolig- og Planstyrelsens hjemmeside.

§ 5. Bolig- og Planstyrelsen giver afslag på ansøgninger, som ikke opfylder betingelserne for tilsagn om engangstilskud, jf. kapitel 3.

§ 6. Ansøgninger, som opfylder betingelserne for tilsagn om engangstilskud, jf. kapitel 3, men som ikke kan imødekommes inden for rammen, optages på en venteliste.

Stk. 2. Tilbagefald af midler fra annullerede tilsagn tildeles ansøgninger på ventelisten. Tildelingen sker efter den prioriterede rækkefølge, jf. § 13.

Stk. 3. Bolig- og Planstyrelsen behandler løbende ansøgninger på venteliste, når der sker tilbagefald af midler fra annullerede tilsagn.

§ 7. Bolig- og Planstyrelsen oplyser om meddelte tilsagn om tilskud til etablering af almene boliger og om uforbrugte tilsagnsmidler på Bolig- og Planstyrelsens hjemmeside.

Ansøgning om tilskud til nedsættelse af huslejen

§ 8. Ansøgning om tilskud til nedsættelse af huslejen indsendes af kommunalbestyrelsen til Bolig- og Planstyrelsen i perioden fra 1. januar 2021 til 31. januar 2021.

Stk. 2. Ansøgning, jf. stk. 1, skal indsendes elektronisk og ved anvendelse af det ansøgningsskema, som findes på Bolig- og Planstyrelsens hjemmeside.

§ 9. Bolig- og Planstyrelsen giver afslag på ansøgninger, som ikke opfylder betingelserne for tilsagn om tilskud, jf. kapitel 4.

§ 10. Ansøgninger, som opfylder betingelserne for tilsagn om tilskud, jf. kapitel 4, men som ikke kan imødekommes inden for rammen, optages på en venteliste.

Stk. 2. Tilbagefald af ikke-udnyttede tilsagnsmidler tildeles ansøgninger på ventelisten. Tildelingen sker efter den prioriterede rækkefølge, jf. § 16.

Stk. 3. Bolig- og Planstyrelsen behandler ansøgninger på ventelisten en gang om året, når der foreligger en opgørelse over det endelige udlejningsomfang af boliger med tilsagn om tilskud til nedsættelse af huslejen. Det sker første gang i marts 2022.

§ 11. Bolig- og Planstyrelsen oplyser om meddelte tilsagn om tilskud til nedsættelse af huslejen og om ikke-udnyttede tilsagnsmidler på Bolig- og Planstyrelsens hjemmeside.

Til toppen

Kapitel 3 – Tilsagn om engangstilskud til etablering af almene boliger

§ 12. Tilsagn om engangstilskud til nedbringelse af anskaffelsessummen for alment byggeri, jf. § 1, stk. 1, nr. 1, udgør 404.000 kr. (2020-prisniveau) pr. bolig, og udgør, jf. § 1, stk. 2, 400.000 kr. (2021-prisniveau) pr. bolig.

Stk. 2. Det er en betingelse for tilsagn om tilskud, jf. stk. 1, at

1) kommunalbestyrelsen i ansøgningen tilkendegiver, at den vil give tilsagn om ydelsesstøtte til etablering af boligerne efter almenboliglovens § 115, stk. 1-6, eller § 117, stk. 1,

2) anskaffelsessummen før nedbringelse, jf. stk. 1, ikke overskrider maksimumsbeløbet, jf. almenboliglovens § 115, stk. 10. Det samlede engangstilskud fradrages den samlede anskaffelsessum for byggeriet, jf. almenboliglovens §§ 118 og 118 a, og

3) kommunalbestyrelsen og bygherren på ansøgningstidspunktet har indberettet byggeprojektet i Bolig- og Planstyrelsens system til støttet byggeri BOSSINF-STB på kladde, status 10.

Stk. 3. Beløbene i stk. 1 reguleres en gang årligt med virkning fra den 1. januar med ændringen i nettoprisindekset fra januar året før og til januar i det aktuelle år.

§ 13. Plan- og Boligstyrelsen behandler indkomne ansøgninger om engangstilskud, jf. § 4, stk. 1, ved udgangen af hvert kvartal, første gang til udgangen af 31. marts 2021, og behandler indkomne ansøgninger om engangstilskud, jf. § 4, stk. 2, ved udgangen af hvert kvartal, første gang til udgangen af 31. december 2022. Bolig- og Planstyrelsen giver tilsagn i følgende prioriterede rækkefølge:

1) Ansøgninger om etablering af almene familieboliger, jf. almenboliglovens § 3.

2) Ansøgninger fra øer med det laveste antal almene boliger i forhold til det samlede antal husstande.

3) Ansøgninger om etablering af almene boliger på øer, hvor der er venteliste til ledige boliger, eller hvor der på anden måde kan dokumenteres efterspørgsel efter boliger.

4) I tilfælde af flere ansøgninger om etablering af almene boliger på samme ø vil der blive givet prioritet til den ansøgning, hvor der etableres flest almene familieboliger.

§ 14. Kommunalbestyrelsen skal senest 6 måneder efter, at tilsagn er givet af Bolig- og Planstyrelsen, have godkendt skema A i Bolig- og Planstyrelsens system til støttet byggeri BOSSINF-STB.

Stk. 2. Såfremt kommunalbestyrelsen ikke har godkendt skema A inden fristens udløb, annulleres tilsagnet.

Stk. 3. Bolig- og Planstyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra fristen i stk. 1.

Til toppen

Kapitel 4 – Tilsagn om tilskud til nedsættelse af huslejen

§ 15. Tilsagn om tilskud til nedsættelse af huslejen, jf. § 1, nr. 2, udgør årligt 20.200 kr. pr. bolig (2020-prisniveau) og gives for perioden fra første månedsskifte efter tilsagnstidspunktet til 31. december 2026.

Stk. 2. Det er en betingelse for tilskud, at boligen er ibrugtaget på ansøgningstidspunktet. Der kan kun ydes tilskud for den periode, hvor en bolig er udlejet.

Stk. 3. Beløbet i stk. 1 reguleres en gang årligt med virkning fra den 1. januar med ændringen i nettoprisindekset fra januar året før og til januar i det aktuelle år.

§ 16. Bolig- og Planstyrelsen behandler indkomne ansøgninger og giver tilsagn om tilskud i følgende prioriterede rækkefølge:

1) Ansøgninger til familieboliger beliggende i boligafdelinger med den højeste lejeledighed.

2) Ansøgninger til familieboliger med det højeste huslejeniveau opgjort pr. kvadratmeter.

3) Ansøgninger til familieboliger med den højeste fraflytningsfrekvens.

Til toppen

Kapitel 5 – Overskridelse af maksimumsbeløbet for anskaffelsessummen

§ 17. Kommunalbestyrelsen kan i perioden fra 1. januar 2021 til 31. december 2026 ved tilsagn om ydelsesstøtte til en almen boligorganisation til etablering af almene boliger, jf. almenboliglovens § 115, stk. 1-6, eller § 117, stk. 1, på småøerne, godkende overskridelse af maksimumsbeløbet for anskaffelsessummen for alment byggeri, jf. almenboliglovens § 115, stk. 10.

§ 18. Kommunalbestyrelsen godkender overskridelse af maksimumsbeløb for anskaffelsessummen i forbindelse med godkendelsen af skema A i Bolig- og Planstyrelsens system til støttet byggeri BOSSINF-STB.

Til toppen

Kapitel 6 – Udbetaling af tilskud

Udbetaling af engangstilskud til etablering af almene boliger

§ 19. Udbetaling Danmark udbetaler tilskuddet, jf. § 12, stk. 1, til bygherren som et engangsbeløb. Udbetaling finder sted ved førstkommende udbetalingstermin, efter at kommunalbestyrelsen har godkendt det endelige byggeregnskab og skema C på status 89 i Bolig- og Planstyrelsens system til støttet byggeri BOSSINF-STB.

Udbetaling af tilskud til nedsættelse af huslejen

§ 20. Udbetaling Danmark udbetaler tilskud til nedsættelse af huslejen til boligorganisationen. Udbetalingen sker bagud hvert kvartal den sidste bankdag i marts, juni, september og december kvartal som et acontobeløb beregnet på baggrund af tilsagnet.

Stk. 2. Senest den 15. februar hvert år indsender boligorganisationen til Udbetaling Danmark en opgørelse over antallet af måneder, hvor hver enkelt tilskudsberettigede bolig har været udlejet. Opgørelsen skal være attesteret af en registreret eller statsautoriseret revisor.

Stk. 3. I forbindelse med acontoudbetaling for 2. kvartal hvert år foretager Udbetaling Danmark på baggrund af boligorganisationens indberetning, jf. stk. 2, regulering af acontoudbetalinger for det foregående år. Hvis statens tilbagebetalingskrav overstiger 2. kvartals tilskud, opkræves det overskydende beløb af Udbetaling Danmark.

Til toppen

Kapitel 7 – Bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud

§ 21. Bolig- og styrelsen kan beslutte, at tilsagn om tilskud efter § 12, stk. 1, og § 15, stk. 1, bortfalder, hvis tilskudsmodtageren har givet vildledende eller urigtige oplysninger af betydning for ansøgningen, eller hvis vilkårene for tilsagn ikke længere er til stede.

Stk. 2. Hvis tilskuddet er udbetalt, kan det kræves helt eller delvist tilbagebetalt i de i stk. 1 angivne tilfælde.

Til toppen

Kapitel 8 – Kontrol

§ 22. Enhver, der modtager tilskud efter denne bekendtgørelse, er forpligtet til efter anmodning fra Bolig- og Planstyrelsen at afgive enhver oplysning, der har betydning for styrelsens kontrol med, at de fastsatte vilkår overholdes.

Til toppen

Kapitel 9 – Klage

§ 23. Afgørelser truffet af Bolig- og Planstyrelsen efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for indenrigs- og boligministeren eller anden administrativ myndighed.

Til toppen

Kapitel 10 – Ikrafttræden

§ 24. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2022.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 2136 af 21. december 2020 om engangstilskud til etablering af almene boliger på småøerne og i ø-kommuner samt tilskud til nedsættelse af huslejen og godkendelse af overskridelse af maksimumsbeløb for almene boliger på småøerne ophæves.

Stk. 3. Bekendtgørelsen i stk. 2 finder dog fortsat anvendelse for tilsagn og godkendelser, som er givet i medfør heraf.

Til toppen