Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om danskbonus efter lov om aktiv socialpolitik

Udlændinge- og Integrationsministeriets bekendtgørelse nr. 1044 af 24/6 2022.

I medfør af § 22, stk. 8, i lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 241 af 12. februar 2021, fastsættes:

Til toppen

Kapitel 1 – Personkreds

§ 1. Kommunen yder efter ansøgning danskbonus til en person, som modtager hjælp efter § 22, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, eller supplerende hjælp efter lovens § 27 a, og som har bestået en prøve i dansk, der giver ret til danskbonus, jf. lovens § 22, stk. 4.

Stk. 2. Kommunen yder efter ansøgning danskbonus efter dispensation til personer med en funktionsnedsættelse omfattet af lovens § 22, stk. 6.

§ 2. Der kan kun udbetales danskbonus efter § 1 én gang. Personer, der tidligere har opnået ret til dansktillæg eller danskbonus efter lov om aktiv socialpolitik eller danskbonus efter § 22 i integrationsloven, har ikke ret til danskbonus efter § 1.

Niveau for danskprøve

§ 3. Der ydes danskbonus for bestået Prøve i Dansk 2, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. eller for FVU-læsning trin 2, jf. lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne. Prøve i Dansk 2 er bestået, hvis der opnås et karaktergennemsnit på mindst 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen).

Stk. 2. Herudover ydes danskbonus for følgende prøver i dansk:

1) Bestået Prøve i Dansk 3 med et karaktergennemsnit på mindst 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen) eller Studieprøven bestået med mindst karakteren 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen) i hver af de fire discipliner.

2) Folkeskolens afsluttende prøver 9. eller 10. klasse bestået med et karaktergennemsnit på mindst 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen) i danskdisciplinerne bortset fra orden.

3) Bevis for studentereksamen (stx), højere forberedelseseksamen (hf), højere handelseksamen (hhx) eller højere teknisk eksamen (htx) samt for studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux).

4) Bevis for almen forberedelseseksamen (avu).

5) Prøvebevis for bestået enkeltfag i dansk eller dansk som andetsprog med et karaktergennemsnit på mindst 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen) på et af niveauerne G-A fra en af følgende uddannelser: stx, hf, hhx, htx, eux, eud eller avu.

6) Bestået FVU-læsning trin 3 eller 4.

7) Bevis for International Baccalaureate (IB) med dansk på A- eller B-niveau.

8) Bestået Danskprøve 3 fra Studieskolen i København.

9) Bevis for videregående uddannelser på universiteter, professionsskoler, handelshøjskoler, sygeplejeskoler, seminarier m.v., medmindre der er tale om et fremmedsproget uddannelsesforløb.

Dispensation

§ 4. Hvor ganske særlige grunde taler herfor, kan kommunen efter ansøgning yde danskbonus til en person, der modtager hjælp, er lægeligt diagnosticeret med en langvarig fysisk, psykisk, sensorisk eller intellektuel funktionsnedsættelse og som følge heraf ikke er i stand til eller har rimelig udsigt til at kunne bestå en prøve i dansk, som giver ret til danskbonus, jf. § 22, stk. 6, i lov om aktiv socialpolitik.

Stk. 2. Ansøgeren skal i forbindelse med ansøgningen fremlægge dokumentation for ansøgerens funktionsnedsættelse og dennes betydning for at kunne opfylde betingelsen om bestået danskprøve.

Stk. 3. Ansøgeren skal i forbindelse med ansøgningen afgive oplysning på tro og love om deltagelse i danskundervisning og forsøg på at tage prøve, jf. § 22, stk. 6, 2. pkt., i lov om aktiv socialpolitik.

Stk. 4. Hvis ansøgeren ikke har deltaget i danskundervisning og ikke har forsøgt at tage prøve i dansk, skal ansøgeren fremlægge dokumentation for sin funktionsnedsættelse og for, at denne er årsag til manglende deltagelse i danskundervisning og prøvedeltagelse i form af en lægeerklæring, jf. § 22, stk. 6, 1. og 3. pkt., i lov om aktiv socialpolitik.

Stk. 5. Det skal fremgå af lægeerklæringen, om behandlingsmulighederne er udtømte, om den pågældende er ude af stand til at bestå en prøve i dansk på det krævede niveau, og om den pågældende fremover vil blive i stand til at tilegne sig dansk på det krævede niveau, jf. § 22, stk. 7, i lov om aktiv socialpolitik.

Til toppen

Kapitel 2 – Beregning og udbetaling

§ 5. Danskbonus efter § 1 supplerer hjælpen med et månedligt beløb på 1.620 kr. (2022-niveau), inden for en 6 måneders periode, dog således at den samlede hjælp inden for en måned ikke overstiger, hvad ansøgeren ville være berettiget til efter §§ 23-25 i lov om aktiv socialpolitik, såfremt opholdskravet i lovens § 11, stk. 3, var opfyldt.

§ 6. Danskbonus efter § 1 ydes fra tidspunktet for indgivelse af ansøgning herom, hvis ansøgningen efterfølgende imødekommes. § 88 i lov om aktiv socialpolitik finder ikke anvendelse for udbetaling af danskbonus.

§ 7. Danskbonus udbetales månedsvis bagud. § 90 i lov om aktiv socialpolitik finder tilsvarende anvendelse for udbetaling af danskbonus.

Til toppen

Kapitel 3 – Ikrafttrædelse

§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2022.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 617 af 27. maj 2018 om danskbonus efter lov om aktiv socialpolitik og integrationsloven ophæves.

Til toppen