Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om adgangen til besøg m.v. til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (besøgsbekendtgørelsen)

Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1022 af 28/6 2022.

I medfør af § 51, stk. 5, § 53, stk. 3, § 54, stk. 3, § 73, stk. 4, § 105, stk. 2, og § 111, stk. 3, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. december 2019, som ændret ved lov nr. 893 af 21. juni 2022, fastsættes:

Til toppen

Kapitel 1 – Besøg til indsatte i fængsler og arresthuse

Retten til besøg m.v.

§ 1. Indsatte, der udstår fængselsstraf eller er idømt forvaring, har ret til besøg m.v. efter straffuldbyrdelseslovens § 51, § 53 og § 54.

Stk. 2. Indsatte, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, har i de første 10 år af den idømte straf af fængsel på livstid, eller indtil den pågældende har været anbragt i forvaring i 10 år, alene ret til besøg, hvis kriminalforsorgsområdet meddeler tilladelse hertil, jf. straffuldbyrdelseslovens § 51 a. 1. pkt. finder ikke anvendelse på besøg fra de personer, der er nævnt i straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 2 og 3, og berører ikke den indsattes ret efter straffuldbyrdelseslovens § 54.

Stk. 3. Indsatte, der uden lovlig grund er udeblevet efter tilsigelse til afsoning, har i et tidsrum af op til 3 måneder fra indsættelsen ikke ret til besøg. 1. pkt. finder ikke anvendelse på besøg fra nærtstående personer og de personer, der er nævnt i straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 2 og 3, og berører ikke den indsattes ret efter straffuldbyrdelseslovens § 54.

§ 2. Kriminalforsorgsområdet kan, under hensyn til forholdene i den enkelte institution og i det omfang ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn taler herfor, fastsætte begrænsninger med hensyn til antallet af personer, der

1) samtidig kan være godkendte besøgende til en indsat, og

2) samtidig kan aflægge besøg hos den indsatte.

Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet fastsætter nærmere regler om, at den besøgende almindeligvis skal fremvise billedlegitimation.

Stk. 3. Efter § 59 b i straffuldbyrdelsesloven kan kriminalforsorgsområdet afskære en indsat, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, og som flere gange har overtrådt straffuldbyrdelseslovens § 51 a, stk. 1, § 55 a, stk. 1, eller § 57 a, stk. 1, fra retten til besøg, brevveksling og telefoni i et nærmere bestemt tidsrum.

Besøgsfaciliteter

§ 3. Besøgslokalerne skal så vidt muligt være indrettet på en sådan måde, at der skabes en naturlig og venlig besøgsatmosfære.

Stk. 2. Hvor forholdene i institutionen gør det forsvarligt, kan det tillades,

1) at besøg foregår på de indsattes opholdsrum, og

2) at besøg foregår på institutionens fællesarealer.

Forbud mod besøg

§ 4. Besøg af bestemte personer kan forbydes, og en meddelt besøgstilladelse kan inddrages, hvis dette i det enkelte tilfælde findes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.

Stk. 2. Udover de i stk. 1 nævnte tilfælde, kan besøg af bestemte personer til en indsat, som er dømt for overtrædelse af en af de forbrydelser, der er nævnt i straffelovens 12. eller 13. kapitel, eller som af kriminalforsorgen skønnes at være radikaliseret, ekstremistisk eller i risiko for at blive det, forbydes, og en meddelt besøgstilladelse kan inddrages, hvis dette skønnes påkrævet af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme.

Stk. 3. Inden der gives tilladelse til at besøge en indsat i et fængsel eller et arresthus, skal der til brug for sagen almindeligvis indhentes oplysninger om ansøgeren i Det centrale Kriminalregister.

Stk. 4. Indhentelse af oplysninger fra Det centrale Kriminalregister efter stk. 3 kan kun ske, hvis ansøgeren har afgivet skriftligt samtykke hertil. Kriminalforsorgsområdet skal vejlede ansøgeren om, at det er en forudsætning for at meddele besøgstilladelse, at den pågældende afgiver samtykke til indhentelse af oplysninger fra Det centrale Kriminalregister.

Stk. 5. Når en ansøgning om besøgstilladelse afslås eller en besøgstilladelse inddrages, skal der gøres notat om grunden hertil. Hvis afgørelsen kan påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen, jf. § 26, stk. 1, skal der endvidere gøres notat om, at parterne er vejledt om muligheden for at klage og om fristen for at indgive klage, jf. § 26, stk. 2.

Høring

§ 5. Har politidirektøren i forbindelse med underretningen af kriminalforsorgen om, at en indsat skal udstå fængselsstraf m.v., oplyst, at den pågældende har tilknytning til en rocker- eller bandegruppering m.v., eller er det på anden vis oplyst, at den pågældende har en sådan tilknytning, skal kriminalforsorgsområdet til brug for afgørelsen om, hvorvidt der skal gives tilladelse til besøg, eller om besøget skal være overværet, sikre sig, at der foreligger de nødvendige oplysninger fra politiet om de omstændigheder, der er nævnt i straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 4, og § 53, stk. 1.

Stk. 2. I de tilfælde, hvor det er en forudsætning for behandlingen af spørgsmålet om besøgstilladelse, at der indhentes oplysninger hos politiet om ansøgeren, jf. straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 4, og § 53, stk. 1, kan det kun ske, hvis ansøgeren har afgivet skriftligt samtykke hertil. Kriminalforsorgsområdet skal vejlede ansøgeren om, at det er en forudsætning for at meddele besøgstilladelse, at den pågældende afgiver samtykke til indhentelse af oplysninger hos politiet.

Besøgsformer

§ 6. Bortset fra de situationer, hvor besøg skal overværes i overensstemmelse med reglerne i straffuldbyrdelseslovens § 53, stk. 1 og stk. 2, er besøg i almindelighed uoverværet.

Stk. 2. Hvis det udover i de situationer, der er omfattet af straffuldbyrdelseslovens § 53, stk. 1 og stk. 2, i det enkelte tilfælde ud fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn findes påkrævet, kan det bestemmes, at besøg skal gennemføres under overværelse af personale i institutionen.

Stk. 3. Efter straffuldbyrdelseslovens § 53, stk. 3, jf. § 51, overværes besøg ikke, hvis den besøgende er advokat og

1) beskikket for eller valgt af den indsatte som forsvarer i den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen, eller i en verserende straffesag, eller

2) efter retsplejelovens § 733 antaget af justitsministeren til at beskikkes som offentlig forsvarer.

Stk. 4. Ved besøg, der overværes af personale i institutionen, kan der stilles krav om, at samtalen skal føres på et sprog, som den, der overværer besøget, forstår. Hvis forholdene taler derfor, kan der anvendes tolk.

Stk. 5. Direktoratet for Kriminalforsorgen kan bestemme, at det i lukkede institutioner, hvor de bygningsmæssige forhold giver mulighed derfor, kan tillades, at besøg afholdes med rudeadskillelse i stedet for under overværelse af personale i tilfælde, hvor det i medfør af stk. 2 er bestemt, at et besøg skal gennemføres under overværelse af personale. Besøg med rudeadskillelse kan endvidere være en mulighed i tilfælde, hvor der i medfør af § 4 er truffet bestemmelse om at forbyde et besøg eller om at inddrage en meddelt besøgstilladelse.

Stk. 6. Kriminalforsorgsområdet kan i tilfælde, hvor det er bestemt, at et besøg skal gennemføres under overværelse af personale, bestemme, at overværelse af besøget sker via lytte- og overvågningsudstyr.

Afbrydelse af besøg

§ 7. Besøg kan afbrydes, hvis dette i det enkelte tilfælde findes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller for at forebygge kriminalitet.

Stk. 2. Udover i de tilfælde, som er nævnt i stk. 1, kan besøg til en indsat, som er dømt for overtrædelse af en af de forbrydelser, der er nævnt i straffelovens 12. eller 13. kapitel, eller som af kriminalforsorgen skønnes at være radikaliseret, ekstremistisk eller i risiko for at blive det, afbrydes, hvis dette skønnes påkrævet af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme.

Medbragte effekter m.v.

§ 8. Kriminalforsorgsområdet kan, under hensyn til forholdene i den enkelte institution og i det omfang ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn taler herfor, fastsætte begrænsninger for, hvilke effekter de besøgende må medtage eller være i besiddelse af under besøget. Kriminalforsorgsområdet kan herunder fastsætte bestemmelser om, at de besøgende ikke må medbringe effekter, som er vanskelige at undersøge og andre effekter, som det ikke er de indsatte tilladt at have i institutionen, jf. reglerne i genstandsbekendtgørelsen og forskrifter udstedt efter denne.

Stk. 2. Mobiltelefoner og lignende kommunikationsudstyr samt tilbehør m.v. hertil må ikke medbringes ved besøg, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Er den besøgende advokat, må denne i forbindelse med besøget medbringe bærbar computer med en skærmstørrelse på over 10". Det er en forudsætning, at computeren fremvises og registreres, og at computeren er indstillet på flytilstand, således at al trådløs kommunikation er deaktiveret. Det er herudover en forudsætning, at advokaten

1) er beskikket for eller valgt af den pågældende som forsvarer i den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen, eller i en verserende straffesag, eller

2) efter retsplejelovens § 733 er antaget af justitsministeren til at beskikkes som offentlig forsvarer.

Stk. 4. Kriminalforsorgsområdet skal på forhånd orientere besøgende om, hvad der ikke må medtages ved besøg og om, at der efter straffuldbyrdelseslovens § 73, stk. 2, kan ske konfiskation af genstande og penge, der søges indsmuglet til indsatte.

§ 9. I lukkede institutioner skal der foretages nærmere undersøgelse af den besøgendes medbragte effekter.

Stk. 2. I åbne institutioner kan der foretages nærmere undersøgelse af den besøgendes medbragte effekter.

Stk. 3. Hvis nærmere undersøgelse af den besøgendes medbragte effekter skal finde sted, skal det forinden tilkendegives den besøgende,

1) at undersøgelsen kun kan gennemføres med den besøgendes samtykke, og

2) at det kan medføre afvisning, hvis den pågældende nægter at lade effekterne undersøge.

Visitation af den besøgendes tøj og nærmere undersøgelse af den besøgendes yderbeklædning

§ 10. I lukkede institutioner skal der foretages visitation af det tøj, som den besøgende er iført ved fremmødet. Det kan i den forbindelse gøres til et vilkår for besøget, at den besøgende efter anmodning lader sig undersøge af kriminalforsorgens narkotikahunde.

Stk. 2. I åbne institutioner kan der foretages visitation af det tøj, som den besøgende er iført ved fremmødet. Det kan i den forbindelse gøres til et vilkår for besøget, at den besøgende efter anmodning lader sig undersøge af kriminalforsorgens narkotikahunde.

Stk. 3. Visitation af det tøj, som den besøgende er iført ved fremmødet, kan foretages ved anvendelse af metaldetektor og ved, at den besøgende opfordres til at fremvise genstande, som den besøgende har i lommer m.v. Visitation kan endvidere foretages ved, at det ved klappen eller beføling uden på tøjet undersøges, om den besøgende har effekter gemt i tøjet, i lommerne eller på kroppen under tøjet.

§ 11. Hvis der i det enkelte tilfælde er en begrundet mistanke om, at den besøgende vil foretage indsmugling, kan der foretages en nærmere undersøgelse af den besøgendes yderbeklædning.

Stk. 2. Nærmere undersøgelse af den besøgendes yderbeklædning foretages ved, at den besøgende opfordres til at aftage sin yderbeklædning med henblik på, at kriminalforsorgsområdet kan foretage en nærmere undersøgelse af denne.

§ 12. Hvis undersøgelse af den besøgende i medfør af §§ 10-11 skal finde sted, skal det forinden tilkendegives den besøgende,

1) at undersøgelsen kun kan gennemføres med den besøgendes samtykke, og

2) at det kan medføre afvisning, hvis den pågældende nægter at lade sig undersøge.

§ 13. Undersøgelse af den besøgende i medfør af §§ 10-11 skal gennemføres på en måde, der i størst muligt omfang er egnet til at mindske den besøgendes oplevelse af at blive krænket.

Stk. 2. Visitation i form af klappen eller beføling uden på tøjet, jf. § 10, stk. 3, 2. pkt., må ikke foretages af personer af andet køn end den, der skal undersøges.

Stk. 3. Nærmere undersøgelse af den besøgendes yderbeklædning, jf. § 11, skal foregå i et særligt lokale og må ikke foretages eller overværes af personer af andet køn end den, der skal undersøges. Undersøgelsen må ikke overværes af andre besøgende eller indsatte.

§ 14. Når der foretages nærmere undersøgelse af en besøgendes yderbeklædning, jf. § 11, skal der gøres notat om baggrunden herfor og resultatet heraf.

Besøg af børn

§ 15. Besøg af børn kan normalt kun finde sted under ledsagelse af en voksen.

Stk. 2. Besøg af børn kan normalt kun finde sted med samtykke fra forældremyndighedens indehaver. I tilfælde, hvor forældrene har fælles forældremyndighed, skal det i det enkelte tilfælde overvejes, om der skal indhentes samtykke fra begge forældrene.

Stk. 3. Tilladelse til besøg af børn hos indsatte, der udstår straf for drab af eller grovere volds- eller sædelighedsforbrydelser mod mindreårige, forudsætter, at der med den indsattes samtykke er indhentet en udtalelse fra de sociale myndigheder om, hvorvidt de har kendskab til forhold, der taler imod besøget.

Stk. 4. Tilladelse til besøg af børn, der indebærer overnatning i besøgslejlighed, forudsætter, at der med den indsattes samtykke er indhentet en udtalelse fra de sociale myndigheder om, hvorvidt de har kendskab til forhold, der taler imod besøget.

Stk. 5. Tilladelse til besøg som nævnt i stk. 3 og stk. 4 kan dog gives, uden at der indhentes en udtalelse fra de sociale myndigheder, hvis særlige omstændigheder i det enkelte tilfælde taler derfor.

Indsattes adgang til at have sit barn hos sig i institutionen

§ 16. En indsat har ret til at have sit barn under 1 år hos sig i institutionen, hvis den indsatte selv er i stand til at passe barnet, jf. straffuldbyrdelseslovens § 54, stk. 1.

Stk. 2. Tilladelse til at have sit barn hos sig i institutionen forudsætter,

1) at den dømte har givet samtykke til, at der indhentes en udtalelse fra de sociale myndigheder om, hvorvidt ophold i institutionen hos den dømte er foreneligt med hensynet til barnet,

2) at de sociale myndigheder finder ophold i institutionen hos den dømte foreneligt med hensynet til barnet, og

3) at der ikke i øvrigt foreligger omstændigheder, der giver grundlag for at antage, at den dømte ikke selv kan passe barnet i institutionen.

Stk. 3. Tilladelse til at have sit barn hos sig i institutionen kan dog gives uden indhentelse af udtalelse fra de sociale myndigheder, hvis

1) særlige omstændigheder i det enkelte tilfælde taler derfor,

2) der ikke foreligger omstændigheder, der giver grundlag for at antage, at den dømte ikke selv kan passe barnet i institutionen, og

3) den dømte forinden har afgivet samtykke til, at institutionen underretter de sociale myndigheder om, at barnet opholder sig hos den dømte i institutionen.

§ 17. En indsat har ret til at have sit barn, der er fyldt 1 år, men ikke 3 år, hos sig i institutionen, hvis den indsatte selv er i stand til at passe barnet, og kriminalforsorgsområdet og de sociale myndigheder finder, at forholdene i institutionen er forenelige med hensynet til barnet, jf. straffuldbyrdelseslovens § 54, stk. 2.

Stk. 2. Tilladelse til at have sit barn hos sig i institutionen forudsætter,

1) at betingelserne i § 16, stk. 2, nr. 1-3, er opfyldt,

2) at de sociale myndigheder, på baggrund af en udtalelse fra kriminalforsorgen om forholdene i den pågældende institution, herunder de bygningsmæssige forhold og den aktuelle sammensætning af indsatte og en eventuel besigtigelse af institutionen, vurderer, at forholdene i institutionen er forenelige med hensynet til barnet, og

3) at kriminalforsorgsområdet herefter, bl.a. på baggrund af de sociale myndigheders vurdering, tillige finder, at forholdene i institutionen er forenelige med hensynet til barnet.

Stk. 3. Hvis det er det bedste for barnet, og ganske særlige omstændigheder i det enkelte tilfælde taler derfor, kan en indsat få tilladelse til at have eller beholde et barn hos sig i institutionen i en begrænset periode, efter barnet er fyldt 3 år.

§ 18. Tilladelse til at have sit barn hos sig i institutionen kan betinges af, at den dømte om nødvendigt accepterer ændret valg af afsoningsinstitution, således at den pågældende anbringes i en institution, der i henseende til indretning og klientel er egnet til ophold for små børn.

Indsatte med ringe kontakt til omverdenen

§ 19. Det påhviler kriminalforsorgsområdet løbende at være opmærksom på, om der i institutionerne er indsatte, som kun har ringe forbindelse med omverdenen.

Stk. 2. I forhold til indsatte, som kun har ringe forbindelse med omverdenen, påhviler det kriminalforsorgsområdet at bidrage til, at den indsattes kontakt til omverdenen øges, så vidt det er muligt, og i det omfang det ud fra sikkerheds- og ordensmæssige hensyn er forsvarligt.

§ 20. Kriminalforsorgsområdet skal overveje, om der i institutioner, som er tilknyttet en ordning med besøgsvenner (faste besøgende), kan formidles besøg af egnede personer som besøgsvenner til indsatte, der kun har ringe forbindelse med omverdenen.

§ 21. Besøgsvennen skal godkendes af kriminalforsorgsområdet. Godkendelse kan kun ske, når

1) besøgsvennen skriftligt har erklæret sig indforstået med kun at underrette kriminalforsorgsområdet om forhold, der kan have betydning for den indsatte, hvis den indsatte er indforstået dermed,

2) besøgsvennen skriftligt har erklæret sig indforstået med ikke uden samtykke fra kriminalforsorgsområdet at modtage noget af den indsatte eller indlade sig med den indsatte i forhold vedrørende køb, salg, leje eller lignende, og

3) besøgsvennen har afgivet erklæring om tavshedspligt, jf. § 23, nr. 2.

§ 22. Kriminalforsorgsområdet skal vejlede den indsatte om, at den faste besøgende ikke er omfattet af tavshedspligten i straffelovens § 152 og kun vil kunne pålægges tavshedspligt med hensyn til oplysninger, som kriminalforsorgsområdet udleverer til den besøgende efter § 23. Vejledning herom skal ske, før besøgene iværksættes, og før der indhentes samtykke efter § 23, nr. 1, til videregivelse af oplysninger til besøgsvennen.

§ 23. Besøgsvennen skal have fornødne oplysninger om den indsattes forhold. Udlevering af oplysninger til besøgsvennen kan dog kun ske, hvis

1) den indsatte skriftligt samtykker i udleveringen, og

2) kriminalforsorgsområdet efter forvaltningslovens § 27, stk. 6, pålægger besøgsvennen tavshedspligt med hensyn til de fortrolige oplysninger, der udleveres.

Til toppen

Kapitel 2 – Besøg til indsatte i kriminalforsorgens udslusningsfængsler

§ 24. Inden tilladelse til at besøge en indsat i kriminalforsorgens udslusningsfængsler meddeles, kan der til brug for sagen indhentes oplysninger om ansøgeren i Det centrale Kriminalregister. I øvrigt finder §§ 1-3, § 4, stk. 1-2 og 4, § 5, § 7, § 8, stk. 1 og 3, § 9, stk. 2, § 10, stk. 2 og 3, § 12, § 13, stk. 1 og 2, §§ 15-19 og §§ 25-26 tilsvarende anvendelse.

Til toppen

Kapitel 3 – Forskellige bestemmelser

Kompetence

§ 25. Afgørelser efter denne bekendtgørelse træffes af kriminalforsorgsområdet.

Administrativ klageadgang

§ 26. Følgende afgørelser, der er truffet af kriminalforsorgsområdet, kan påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen:

1) Forbud mod besøg af en af de i straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 2, nævnte advokater, eller inddragelse af en sådan tilladelse, jf. § 4.

2) Forbud mod besøg af en nærtstående person eller inddragelse af en sådan tilladelse, jf. § 4.

3) En afgørelse om, at et besøg af en nærtstående person skal være overværet, jf. § 6, stk. 2, medmindre de i straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 4, nævnte omstændigheder er til stede.

4) Forbud mod besøg af en diplomatisk eller konsulær repræsentant eller inddragelse af en sådan tilladelse, jf. § 4.

5) En afgørelse om, at et besøg af en diplomatisk eller konsulær repræsentant skal være overværet, jf. § 6, stk. 2.

6) Et afslag på at have sit barn hos sig i institutionen eller inddragelse af en sådan tilladelse, jf. straffuldbyrdelseslovens § 54, stk. 1 og 2.

Stk. 2. Klage til Direktoratet for Kriminalforsorgen skal iværksættes inden 2 måneder efter, at afgørelsen er meddelt parterne. Direktoratet for Kriminalforsorgen kan i særlige tilfælde se bort fra overskridelse af denne frist.

Stk. 3. En klage til Direktoratet for Kriminalforsorgen har ikke opsættende virkning, medmindre kriminalforsorgsområdet eller direktoratet træffer bestemmelse herom.

Ikrafttræden

§ 27. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2022.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 177 af 31. januar 2022 om adgangen til besøg m.v. til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (besøgsbekendtgørelsen) ophæves.

Til toppen