Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om akademiuddannelser

Uddannelses- og Forskningsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1006 af 23/6 2022.

I medfør af § 11, stk. 2, § 12, stk. 4, § 15, stk. 5 og 6, § 19, nr. 1, litra a, § 22 og § 30, stk. 2, i lov om videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne, jf. lovbekendtgørelse nr. 1038 af 30. august 2017, og § 2, stk. 10, i lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 609 af 28. maj 2019, som ændret ved lov nr. 1701 af 27. december 2018, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 8, nr. 1, 3, 6, 7, 21, 27 og 29, i bekendtgørelse nr. 979 af 24. juni 2022 om delegation af uddannelses- og forskningsministerens beføjelser til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen:

Til toppen

Kapitel 1 – Formål og videngrundlag

§ 1. En akademiuddannelse skal opfylde formålene i lov om videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne samt de forudsætninger, hvorunder uddannelsen er akkrediteret og godkendt.

Stk. 2. De enkelte akademiuddannelser fremgår af bilag 1.

§ 2. En akademiuddannelse skal sikre den uddannede viden, færdigheder og kompetencer på niveau for en akademiuddannelse, som beskrevet i Kvalifikationsrammen for videregående uddannelser, jf. bekendtgørelse om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner og godkendelse af videregående uddannelser.

§ 3. Uddannelsens videngrundlag er erhvervs- og professionsbaseret samt udviklingsbaseret.

Stk. 2. Erhvervs- og professionsbasering indebærer, at uddannelsen er baseret på ny viden om centrale tendenser inden for det erhverv eller den profession, som uddannelsen retter sig imod.

Stk. 3. Udviklingsbasering indebærer, at uddannelsen er baseret på ny viden fra forsøgs- og udviklingsarbejde, som er relevant for det erhverv eller den profession, som uddannelsen retter sig imod. Udviklingsbasering indebærer desuden, at uddannelsen er baseret på ny viden fra forskningsfelter, der er relevante for det fagområde, der udgør grundlaget for uddannelsens formål og erhvervssigte.

Til toppen

Kapitel 2 – Tilrettelæggelse

§ 4. En akademiuddannelse er en erhvervsrettet videregående uddannelse, der udbydes som åben uddannelse, jf. lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.

Stk. 2. Uddannelsen er normeret til 1 studenterårsværk. 1 studenterårsværk er en heltidsstuderendes arbejde i 1 år og svarer til 60 points i European Credit Transfer System (ECTS-point).

Stk. 3. Uddannelsesinstitutionen tilrettelægger uddannelsen som deltidsundervisning inden for en tidsramme på indtil 3 år. Uddannelsen kan tilrettelægges som heltidsundervisning.

Stk. 4. Uddannelsen tilrettelægges som fagligt afgrænsede moduler.

Stk. 5. Uddannelsen tilrettelægges således, at der tages hensyn til de studerendes muligheder for at kombinere uddannelse med tilknytning til arbejdsmarkedet. Undervisningen skal være praksisrelateret, og de studerendes erfaringer skal inddrages i undervisningen.

Stk. 6. Uddannelsen skal være afsluttet senest 6 år efter, at den studerende er begyndt på uddannelsen. Institutionen kan i særlige tilfælde dispensere herfra.

Stk. 7. Indholdet af og tilrettelæggelsen af den enkelte akademiuddannelse er fastlagt i en studieordning, jf. § 16.

Til toppen

Kapitel 3 – Adgang

§ 5. Adgang til en akademiuddannelse er betinget af, at ansøgeren har gennemført en af følgende uddannelser:

1) Relevant erhvervsuddannelse.

2) Relevant grunduddannelse for voksne (GVU).

3) Gymnasial uddannelse.

4) Relevant uddannelse på mindst samme niveau som nr. 1-3.

Stk. 2. Ansøgere skal have mindst 2 års relevant erhvervserfaring efter gennemført adgangsgivende uddannelse, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Relevant erhvervserfaring, som er opnået sideløbende med den adgangsgivende uddannelse, jf. stk. 1, nr. 1, medregnes ved optagelse på akademiuddannelsen.

Stk. 4. Uddannelsesinstitutionen optager ansøgere, der har fået foretaget en realkompetencevurdering i forhold til den konkrete uddannelse og har fået udstedt et adgangsbevis, jf. bekendtgørelse om realkompetencevurdering i forhold til akademi- og diplomuddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område.

Stk. 5. Institutionerne kan i studieordningen fastsætte regler om krav til ansøgerens særlige faglige forudsætninger, og institutionerne skal offentliggøre reglerne på deres hjemmesider.

Til toppen

Kapitel 4 – Struktur og indhold

§ 6. En akademiuddannelse består af 60 ECTS-point og omfatter følgende:

1) Obligatoriske moduler, svarende til mindst 20 ECTS-point inden for uddannelsens faglige område, jf. kapitel 6.

2) Valgfrie moduler, svarende til mindst 5 ECTS-point, jf. dog stk. 4, der er understøttende i forhold til uddannelsens mål for læringsudbytte. Valgfrie moduler inden for andre fagområder end uddannelsens fagområde kan dog højst udgøre 15 ECTS-point for den enkelte studerende.

3) Afgangsprojekt, svarende til 10 ECTS-point, der afslutter uddannelsen. Afgangsprojektet skal dokumentere, at uddannelsens mål for læringsudbytte er opnået. Afgangsprojektets emne skal ligge inden for uddannelsens faglige område og formuleres, så eventuelle valgfag, herunder valgfag uden for uddannelsens faglige område, inddrages. Institutionen godkender emnet.

Stk. 2. De enkelte moduler kan have et omfang på 5 eller 10 ECTS-point. Modulerne indeholder anvendt teori og metode i relation til professionens og fagområdets praksis.

Stk. 3. En akademiuddannelse kan tilrettelægges med flere uddannelsesretninger. En uddannelsesretning konstitueres af en række retningsspecifikke moduler, der giver den studerende mulighed for gennem specialisering eller toning inden for uddannelsens formål at kvalificere erhvervskompetencen i en given retning. For den enkelte uddannelsesretning fastsættes mål for læringsudbytte som delmål, der indgår i den enkelte uddannelses samlede mål for læringsudbytte. Institutionen kan fastsætte rækkefølgen af modulerne, herunder at et modul kan være forudsætning for et efterfølgende modul.

Stk. 4. En uddannelsesretning har et omfang, der svarer til mindst 15 og højst 30 ECTS-point. Akademiuddannelser med uddannelsesretninger kan tilrettelægges uden valgfri moduler, jf. stk. 1, nr. 2.

Stk. 5. Den, der har gennemført en godkendt uddannelsesretning, har ret til at anvende den betegnelse, der knytter sig til akademiuddannelsen efterfulgt af den retningsbetegnelse, der fremgår af studieordningen.

§ 7. Uddannelses- og Forskningsstyrelsen godkender nye uddannelsesretninger i godkendte akademiuddannelser.

Stk. 2. Udbyderne indberetter nye moduler til styrelsen med henblik på registrering og vurdering af, om disse medfører væsentlig ændring af uddannelsens formål eller erhvervssigte, jf. bekendtgørelse om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner og godkendelse af nye videregående uddannelser.

Til toppen

Kapitel 5 – Lærerkvalifikationer

§ 8. Underviserne ved en uddannelsesinstitutions udbud af en akademiuddannelse skal samlet set have et kvalifikationsniveau, der er højere end afgangsniveauet for uddannelsen. Ved kvalifikationsniveau forstås ud over pædagogisk kompetence dokumenteret teoretisk, faglig samt erhvervs- og/eller professionsmæssig kompetence.

Til toppen

Kapitel 6 – Formålet for de enkelte faglige områder

Fagområdet for teknik, produktion, service m.v.

§ 9. Akademiuddannelse inden for fagområdet for service, produktion, it, bygge og anlæg m.v. har til formål at kvalificere den uddannede til selvstændigt at varetage funktioner og forstå centralt anvendt teori og metode inden for områderne: rengøring og serviceproduktion, informationsteknologi, bygge og anlæg, bio- og kemiteknologi samt kvalitets- og miljøstyring. Endvidere er formålet at kvalificere den studerende til at kunne deltage i fagligt og tværfagligt samarbejde med en professionel tilgang samt til i en struktureret sammenhæng at kunne udvikle egen praksis.

Fagområdet for velfærd, undervisning og sundhed

§ 10. Akademiuddannelse inden for fagområdet velfærd, undervisning og sundhed har til formål at kvalificere den uddannede til selvstændigt at varetage funktioner i forhold til områderne: pædagogik, pleje og omsorg, behandling, ernæring, personlig pleje og velvære samt forstå centralt anvendt teori og metode inden for det sundhedsfaglige, pleje og didaktiske område. Endvidere er formålet at kvalificere den studerende til at kunne deltage i fagligt og tværfagligt samarbejde med en professionel tilgang samt til i en struktureret sammenhæng at kunne udvikle egen praksis.

Fagområdet for ledelse

§ 11. Akademiuddannelse inden for fagområdet for ledelse har til formål at kvalificere den uddannede til selvstændigt at varetage funktioner i forhold til områderne: organisation, personale og ledelse i private som offentlige virksomheder samt forstå centralt anvendt teori og metode inden for ledelsesfeltet. Endvidere er formålet at kvalificere den studerende til at kunne deltage i fagligt og tværfagligt samarbejde med en professionel tilgang samt til i en struktureret sammenhæng at kunne udvikle egen praksis.

Det merkantile fagområde

§ 12. Akademiuddannelse inden for det merkantile fagområde har til formål at kvalificere den uddannede til selvstændigt at varetage funktioner inden for områderne: økonomi, markedsføring, handel, finans, logistik og oplevelsesøkonomi samt forstå centralt anvendt teori og metode inden for det merkantile og kommunikationsfaglige område. Endvidere er formålet at kvalificere den studerende til at kunne deltage i fagligt og tværfagligt samarbejde med en professionel tilgang samt til i en struktureret sammenhæng at kunne udvikle egen praksis.

Stk. 2. Den, der har gennemført moduler svarende til mindst 40 ECTS-point under det merkantile fagområde, kan anvende betegnelsen merkonom.

Fagområdet for forvaltning og administration

§ 13. Akademiuddannelse inden for fagområdet for forvaltning og administration har til formål at kvalificere den uddannede til selvstændigt at varetage funktioner og håndtere udviklingsorienterede situationer inden for områderne: administration og forvaltning samt forstå centralt anvendt teori og metode inden for det samfundsfaglige og retlige område. Endvidere er formålet at kvalificere den studerende til at kunne deltage i fagligt og tværfagligt samarbejde med en professionel tilgang samt til i en struktureret sammenhæng at kunne udvikle egen praksis.

Fagområdet for medier og kommunikation

§ 14. Akademiuddannelser inden for fagområdet for medie og kommunikation har til formål at kvalificere den uddannede til selvstændigt at varetage funktioner i forhold til områderne: medie og kommunikation samt forstå centralt anvendt teori og metode inden for det kommunikationsfaglige område. Endvidere er formålet at kvalificere den studerende til at kunne deltage i fagligt og tværfagligt samarbejde med en professionel tilgang samt til i en struktureret sammenhæng at kunne udvikle egen praksis.

Til toppen

Kapitel 7 – Eksamen og bedømmelse

§ 15. For prøver og eksamen gælder reglerne i bekendtgørelse om eksamener og prøver ved professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser, jf. dog stk. 2 og 4, og bekendtgørelse om karakterskala ved uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område.

Stk. 2. Hvert af modulerne i en akademiuddannelse afsluttes med en prøve med individuel bedømmelse efter karakterskalaen i karakterskalabekendtgørelsen. Mindst 20 ECTS-point, herunder afgangsprojektet, skal for den enkelte studerende dokumenteres ved eksterne prøver. Den studerende kan først gå til afsluttende prøve i afgangsprojektet, når moduler af et samlet omfang på 50 ECTS-point er bestået.

Stk. 3. Der oprettes ét censorkorps for hvert af de 6 fagområder for akademiuddannelser.

Stk. 4. Uddannelsesinstitutionen kan fastsætte regler om framelding til prøver for studerende, der er optaget på en akademiuddannelse.

Til toppen

Kapitel 8 – Studieordning

§ 16. De institutioner, der udbyder den enkelte akademiuddannelse, udarbejder i fællesskab en studieordning for uddannelsen.

Stk. 2. Studieordningen finder anvendelse for alle godkendte udbud af uddannelsen og skal indeholde de regler, som institutionerne inden for rammerne af denne bekendtgørelse fastsætter om:

1) Uddannelsen, herunder:

a) Formål.

b) Mål for læringsudbytte, jf. § 2, angivet i kvalifikationsrammetermer.

c) Angivelse af obligatoriske og valgfrie moduler.

d) Den uddannedes titel på dansk og engelsk.

2) Eventuel uddannelsesretning, herunder:

a) Mål for læringsudbytte, angivet som delmål i forhold til uddannelsens mål for læringsudbytte, jf. § 6, stk. 3, 3. pkt.

b) Angivelse af retningsspecifikke moduler, jf. § 6, stk. 3, 2. pkt.

c) Retningsbetegnelse, som den uddannede må anvende sammen med den titel, der knytter sig til akademiuddannelsen på erhvervsakademiniveau, jf. § 6, stk. 5.

3) De enkelte moduler, jf. § 6, herunder:

a) Læringsmål, angivet i kvalifikationsrammetermer.

b) Indhold.

c) Omfang, angivet i ECTS-point.

4) Beskrivelse og fastsættelse af hver moduls prøveform eller, hvis der fastsættes en variation af prøveformer, den variation af prøveformer, hvorfra der kan vælges, når modulet oprettes, og inden modulforløbet begynder.

5) Udarbejdelse af afgangsprojekt, jf. § 6, stk. 1, nr. 3.

6) Adgangsforudsætninger, herunder eventuelle krav til den studerendes særlige faglige forudsætninger, jf. § 5, stk. 5.

7) Undervisnings- og arbejdsformer.

8) Merit, jf. § 21.

9) Eventuelle overgangsregler.

Stk. 3. Det skal af studieordningen fremgå, at uddannelsesinstitutionen kan dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af institutionerne, når det er begrundet i særlige forhold.

§ 17. Ved udarbejdelse af den fælles studieordning og ved væsentlige ændringer heraf inddrager uddannelsesinstitutionerne fællesudvalget, jf. § 19, aftagerne samt centrale interessenter på området med henblik på en afdækning af uddannelsernes relevans og sammenhæng med behovene på arbejdsmarkedet, ligesom der indhentes en udtalelse fra censorformandskabet, jf. kapitel 3 i bekendtgørelse om censorkorps og censorvirksomhed på de videregående uddannelser.

Stk. 2. Studieordninger og væsentlige ændringer heraf træder i kraft ved et studieårs begyndelse og skal indeholde de fornødne overgangsordninger.

Stk. 3. Gældende studieordninger skal være tilgængelige på institutionens hjemmeside senest ved et studieårs begyndelse. Institutionen orienterer de studerende om studieordningen.

Til toppen

Kapitel 9 – Andre regler

§ 18. Uddannelsesinstitutionen kan tilbyde indledende kurser til uddannelsessøgende, der ønsker optagelse eller er optaget på et modul, jf. § 4, stk. 4.

Stk. 2. Et indledende kursus skal relatere sig til et eller flere moduler og sigte mod at forbedre grundlaget for at gennemføre disse.

Stk. 3. Et indledende kursus har et omfang, der svarer til højst 1/12 af et årsværk. Indledende kurser kan ikke indgå som del af et modul.

Stk. 4. Mål og indhold for de indledende kurser skal fremgå af den fælles studieordning.

§ 19. De udbydende uddannelsesinstitutioner nedsætter som led i samarbejdet et fællesudvalg for hvert fagområde, der varetager fælles og generelle spørgsmål inden for fagområdet. Hvis fagområdet indeholder mange delområder, kan der nedsættes underudvalg. Fællesudvalgene inddrager aftagere og centrale interessenter i det løbende arbejde.

Stk. 2. Et enigt fællesudvalg har komptence til at indstille nye uddannelsesretninger og moduler til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

Stk. 3. Fællesudvalgene nedsætter et kontaktudvalg for akademiuddannelser, som varetager kontakten til styrelsen.

§ 20. Uddannelsesinstitutionen informerer og vejleder de uddannelsessøgende om uddannelser - herunder adgang til uddannelser og moduler - samt om eksamen.

§ 21. Beståede uddannelseselementer fra en anden videregående uddannelse kan efter uddannelsesinstitutionens afgørelse i det enkelte tilfælde eller efter regler fastsat af institutionerne i den fælles studieordning træde i stedet for uddannelseselementer, der er omfattet af denne bekendtgørelse (merit).

Stk. 2. Et afgangsprojekt fra én videregående uddannelse, f.eks. et bachelorprojekt eller et kandidatspeciale, kan ikke meritoverføres til en akademiuddannelse.

Stk. 3. Afgørelser efter stk. 1 træffes på grundlag af en faglig vurdering af ækvivalensen mellem de berørte uddannelseselementer.

§ 22. Uddannelses- og Forskningsstyrelsen træffer afgørelse om at dispensere fra denne bekendtgørelse, når det er begrundet i usædvanlige forhold, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 5, stk. 2, 3 og 4.

§ 23. Uddannelses- og Forskningsstyrelsen kan tillade fravigelse af denne bekendtgørelse som led i forsøg. Samtidig fastsætter styrelsen forsøgets varighed og rapporteringsformen.

§ 24. Uddannelsesinstitutionens afgørelse i henhold til denne bekendtgørelse kan indbringes for Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, når klagen vedrører retlige spørgsmål. Klagen indgives til institutionen, der afgiver en udtalelse, som klageren skal have lejlighed til at kommentere inden for en frist af mindst 1 uge. Institutionen sender klagen til styrelsen vedlagt udtalelsen og klagerens eventuelle kommentarer hertil.

Stk. 2. Fristen for at indgive klage efter stk. 1 er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren.

Til toppen

Kapitel 10 – Ikrafttrædelses- og overgangsregler

§ 25. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 2022.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 985 af 28. juni 2018 om akademiuddannelser ophæves.

Til toppen

Bilag 1 – Akademiuddannelser inden for de enkelte fagområder

Fagområdet for teknik, produktion, service m.v.

Akademiuddannelse i automation og drift, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i automation og drift. Den engelske betegnelse er: Academy Profession (AP) Degree in Automation and Operation.

Akademiuddannelse i byggekoordination, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i byggekoordination. Den engelske betegnelse er: Academy Profession (AP) Degree in Construction and Coordination.

Akademiuddannelse i byggeteknologi, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i byggeteknologi. Den engelske betegnelse er: Academy Profession (AP) Degree in Construction Technology.

Akademiuddannelse i EL-installation, som giver ret til betegnelsen: AU i EL-installation. Den engelske betegnelse er: Academy Profession (AP) Degree in Service Engineering.

Akademiuddannelse i energiteknologi, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i energiteknologi. Den engelske betegnelse er: Academy Profession (AP) Degree in Energy Technology.

Akademiuddannelse i ernæring, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i ernæring. Den engelske betegnelse er: Academy Profession (AP) Degree in Nutrition.

Akademiuddannelse i gastronomi, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i Gastronomi. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree in Gastronomy.

Akademiuddannelse i hygiejne og rengøringsteknik, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i hygiejne og rengøringsteknik. Den engelske betegnelse er: Academy Profession (AP) Degree in Hygiene and Cleaning Technology.

Akademiuddannelse i informationsteknologi, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i Informationsteknologi. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree in Information & Communication Technology.

Akademiuddannelse i innovation, produkt og produktion, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i Innovation, produkt og produktion. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree in Innovation, Product and Production.

Akademiuddannelse i kvalitet og måleteknologi, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i Kvalitet og Måleteknologi. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree in Quality and Metrology.

Akademiuddannelse i miljøteknologi, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i Miljøteknologi. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree in Environmental Technology.

Akademiuddannelse i proces-, laboratorie- og fødevareteknologi, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i Proces-, laboratorie- og fødevareteknologi. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree in Process Engineering, Laboratory Engineering and Food Technology.

Akademiuddannelse i VVS-installation, som giver ret til betegnelsen: AU i VVS-installation. Den engelske betegnelse er: Academy Profession (AP) Degree in Service Engineering.

Fagområdet for velfærd, undervisning og sundhed

Akademiuddannelse som friluftsvejleder, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU som Friluftsvejleder. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree of Outdoor Education in Theory and Practice.

Akademiuddannelse i naturvejledning, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i Naturvejledning. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree of Nature Interpretation in theory and practice.

Akademiuddannelse i odontologisk praksis, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i Odontologisk praksis. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree in Dental Practice.

Akademiuddannelse i socialpædagogik, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i Socialpædagogik. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree in Social Sciences.

Akademiuddannelse i socialt arbejde, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i Socialt arbejde. Betegnelsen på engelsk er: Academy Professions (AP) Degree in Social Work.

Akademiuddannelse i sundhedspraksis, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i Sundhedspraksis. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree in Health Practice.

Akademiuddannelse i tolkning, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i Tolkning. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree in Interpretation.

Akademiuddannelse i ungdoms- og voksenundervisning, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i Ungdoms- og voksenundervisning. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree in Youth- and Adult Education.

Akademiuddannelse i ungdomspædagogik, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i Ungdomspædagogik. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree in Youth Pedagogy.

Akademiuddannelse i velfærdsteknologi i praksis, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i Velfærdsteknologi i praksis. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree in Applied Welfare Technology.

Fagområdet for ledelse

Akademiuddannelse i HR, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i HR. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree in Human Resource.

Akademiuddannelse i ledelse, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i Ledelse. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree in Leadership & Management.

Det merkantile fagområde

Akademiuddannelse i finansiel rådgivning, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i Finansiel rådgivning. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree in Financial Advice.

Akademiuddannelse i salg og markedsføring, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i Salg og Markedsføring. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree in Sales and Marketing.

Akademiuddannelse i international transport og logistik, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i International transport og logistik. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree in International Transportation and Logistics.

Akademiuddannelse i kommunikation og formidling, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i Kommunikation og formidling. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree in Business Communication.

Akademiuddannelse i retail, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i Retail. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree in Retail.

Akademiuddannelse i service og oplevelser, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i Service og oplevelser. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree in Service Experience Economy.

Akademiuddannelse i skatter og afgifter, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i Skatter og afgifter. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree in Taxes.

Akademiuddannelse i økonomi- og ressourcestyring, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i Økonomi- og ressourcestyring. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree in Business Economics.

Fagområdet for forvaltning og administration

Akademiuddannelse i beskæftigelse, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i Beskæftigelse. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree in Employment.

Akademiuddannelse i offentlig forvaltning og administration, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i Offentlig administration og forvaltning. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree in Public Administration.

Fagområdet for medier og kommunikation

Akademiuddannelse i kreativitet og design i medie- og kommunikationsbranchen, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i Kreativitet og design i medie- og kommunikationsbranchen. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree in creativity and Design in the Media and Communication Business.

Akademiuddannelse i projektledelse i medie- og kommunikationsbranchen, som giver ret til at anvende betegnelsen: AU i Projektledelse i medie- og kommunikationsbranchen. Betegnelsen på engelsk er: Academy Profession (AP) Degree in Project Management in the Media and Communication Business.

Til toppen