Skrivelse til kommunerne om hjælp efter lov om aktiv socialpolitik ved manglende mulighed for forsørgelse efter samlivsophævelse

Indledning

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har på baggrund af et spørgsmål i Folketinget (S 1402, Folketingsåret 2020-2021) om mulighed for suspension af ægtefælleafhængighed til kvinder, der henvender sig til et kvindekrisecenter, fundet anledning til at uddybe reglerne om hjælp efter lov om aktiv socialpolitik ved manglende mulighed for forsørgelse efter samlivsophævelse. Denne skrivelse erstatter således skrivelse nr. 9240 af 10. maj 2010 og behandler den situation, hvor det kan være nødvendigt at udmåle hjælp til forsørgelse, fordi samlivet mellem to ægtefæller er ophørt på grund af uoverensstemmelser, men hvor ægtefællerne ikke er separerede eller skilt.

Gældende ret

Det fremgår af § 11, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, at det er en betingelse for at få hjælp, at ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold, f.eks. i form af samlivsophør. Desuden skal ændringerne indebære, at ansøgeren ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sin egen eller familiens forsørgelse. Endelig er det en betingelse, at behovet ikke kan dækkes gennem andre ydelser.

Ophør af samlivet på grund af uoverensstemmelse kan for en ægtefælle uden indtægter og/eller formue betyde, at kravet til den social begivenhed er opfyldt, hvis den ægtefælle, der hidtil har sørget for familiens forsørgelse, ophører med det, og den anden ægtefælle står uden andre muligheder for forsørgelse.

En sådan social begivenhed vil kunne betyde, at kommunen skal yde selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp og/eller hjælp efter kapitel 10 i lov om aktiv socialpolitik til f.eks. rimeligt begrundede enkeltudgifter, idet ægtefællen uden indtægt eller formue ellers vil stå uden hjælp til sin forsørgelse. Dette sikrer loven, hvis formål det er at skabe det nederste økonomiske sikkerhedsnet for enhver, som ikke på anden måde kan skaffe det nødvendige til sig selv og sin familie.

Retten til forsørgelse gælder f.eks. en voldsramt ægtefælle, som flytter fra sin voldelige ægtefælle. Den voldsramte ægtefælle vil kunne modtage selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp og/eller hjælp til enkeltudgifter, såfremt vedkommende ikke kan forsørge sig selv, og såfremt den voldelige ægtefælle ikke længere forsørger den voldsramte ægtefælle.

Retten til forsørgelse gælder naturligvis også eventuelle børn, hvis den forsørger, der hidtil alene har stået for familiens forsørgelse, ophører med at opfylde sine forpligtigelser over for dem.

Det skal understreges, at ægtefællernes gensidige forsørgelsespligt fortsat gælder, så længe ægteparret ikke er blevet separeret eller skilt ved bevilling eller dom. Dette må imidlertid ikke indebære, at en person efterlades uden midler, hvis pågældendes ægtefælle forsømmer sin forsørgelsespligt.

Efter lov om aktiv socialpolitik § 97, stk. 2, har kommunen mulighed for at indtræde i retten til at få en forsømmelig forsørger sat i bidrag, ligesom kommunen indtræder for et beløb, der svarer til hjælpen, i kravet mod den bidragsskyldige, jf. stk. 1.

Samlivsophævelse på grund af uoverensstemmelse

Kommunen træffer i hvert enkelt tilfælde en konkret afgørelse, om ansøgeren er berettiget til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp eller hjælp til enkeltudgifter – eller en kombination af kontanthjælp og hjælp til enkeltudgifter. Kommunen skal vurdere konkret i den enkelte sag, om det er tilstrækkeligt godtgjort, at samlivet er ophørt på grund af uoverensstemmelse. Såfremt det er godtgjort, at ægtefællen ikke opfylder sin forsørgelsespligt på grund af uoverensstemmelser, vil hjælpen i den konkrete situation blive udmålt med satsen som gift, hvis satsen er afhængig af, om en person er gift/samlevende, dog uden hensynstagen til ægtefællens økonomiske forhold, det vil sige formue og indtægter. Hvis hjælpen ydes til enkeltudgifter, vil hjælpen tilsvarende blive udmålt uden hensynstagen til ægtefællens økonomiske forhold.

Samlivsophævelse uden dokumentation for uoverensstemmelse

Der kan knytte sig særlige problemstillinger til oplysningen af sager, hvor den ene ægtefælle befinder sig i udlandet og efter ansøgerens oplysninger ikke bidrager til familiens forsørgelse og/eller hvis opholdssted ikke kendes.

Som nævnt har ægtefæller gensidig forsørgelsespligt over for hinanden. Det er en forudsætning, at der faktisk er indgået et ægteskab efter gældende formelle regler her i landet eller i udlandet. Om dette er tilfældet må bero på en vurdering af oplysningerne i sagen.

Først og fremmest har kommunen pligt til at søge sagen oplyst. Mindst lige så vigtigt er det at fastslå, at ansøgeren har pligt til at bidrage til oplysningerne i det omfang, at ansøgeren er bekendt med dem. Hvis ansøger udviser modvilje eller kun delvis bidrager til oplysning af sagen med den viden, ansøgeren er i besiddelse af, kan det tillægges processuel skadevirkning, jf. retssikkerhedslovens § 11 b. Ansøgers pligt til at medvirke til sagens oplysning gælder selvsagt kun så langt, som ansøgers viden rækker.

Hvis ansøger ikke har kendskab til, hvor ægtefællen opholder sig og/eller, hvilke indtægter ægtefællen har, og kommunen ikke kan skaffe oplysningerne andetsteds fra, træffes afgørelsen ud fra de oplysninger, der foreligger. De manglende oplysninger kan således ikke uden videre tillægges skadesvirkning for ansøger, hvis ansøgerens manglende medvirken skyldes manglende viden. Når sagen er så oplyst, som den kan blive ud fra hensynet til en rimelig ressourceindsats, må kommunen træffe en afgørelse.

Det vil ikke være i overensstemmelse med loven, hvis en person, der ikke kan forsørge sig selv og formelt skal forsørges – men ikke bliver forsørget – af andre efterlades uden hjælp til sin forsørgelse.

Relevante principafgørelser fra Ankestyrelsen vedrørende samlivsophævelse

I principafgørelse 120-09 fandt Ankestyrelsen, at en kontanthjælpsmodtager, hvis ægtefælle boede og arbejdede i udlandet, skulle have udmålt kontanthjælpen efter § 26, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik.

I principafgørelse 36-12 fandt Ankestyrelsen, at en gift kvinde havde ret til kontanthjælp, fordi hun ikke kunne forsørge sig selv, og da hendes ægtefælle ikke opfyldte sin forsørgelsespligt. Kvinden havde været ude for ændringer i sine forhold, da hendes samliv med ægtefællen var ophørt, og der var søgt om separation. Selvom ansvaret for at forsørge en ægtefælle først ophører ved separation eller skilsmisse, og den gensidige forsørgelsespligt således fortsat bestod, måtte det offentlige derfor træde til, når ægtefællen var flyttet, kommunen ikke kunne komme i kontakt med ham, og han ikke opfyldt sin forsørgerpligt.

Disse to afgørelser skal ses i sammenhæng med A-4-06, som fastslog, at kontanthjælp til en gift ansøger ikke kunne bringes til ophør blot med den begrundelse, at ægtefællen opholdt sig i udlandet. Kommunen skulle undersøge, om ægtefællen i udlandet opfyldte kravet om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, samt hvilke indtægter han havde i udlandet.

Spørgsmål om praksis kan rettes til Ankestyrelsen på mail ast@ast.dk.