Bekendtgørelse om udskydelse af renoveringsprojekter i den almene boligsektor
Indenrigs- og Boligministeriets bekendtgørelse nr. 2524 af 19/12 2021.
I medfør af § 103, i lov om almene boliger m.v. jf. lovbekendtgørelse nr. 1877 af 27. september 2021, fastsættes:
§ 1. I denne bekendtgørelse forstås ved Landsbyggefondens renoveringsstøtteordning tilsagn om:
1) Ydelsesstøtte til finansiering af renoveringsarbejder efter § 91, stk. 1 og 2, i lov om almene boliger m.v.
2) Støtte til nedrivning af almene boliger efter § 92, stk. 1, i lov om almene boliger m.v., som er omfattet af rammen nævnt i § 92, stk. 2, 1. pkt., i lov om almene boliger m.v.
3) Tilskud til udvikling og forsøg med at fremme nye bæredygtige løsninger i det almene byggeri, jf. § 92 b, stk. 1, i lov om almene boliger m.v.
4) Garanti for effekten af energiinvesteringer i forbindelse med renoveringsprojekter i almene boligorganisationers byggeri, jf. § 92 c, i lov om almene boliger m.v.
§ 2. Landsbyggefonden skal ved tilsagn om støtte efter Landsbyggefondens renoveringsstøtteordning i 2022 stille betingelse om, at udbud og påbegyndelse af arbejderne tidligst kan iværksættes efter den 1. oktober 2023.
Stk. 2. Landsbyggefonden skal ved tilsagn om støtte efter Landsbyggefondens renoveringsstøtteordning i årene 2023 – 2025 stille betingelse til en del af tilsagnsmodtagerne om, at de tidligst kan udbyde og påbegynde arbejderne den 1. oktober året efter tilsagnet er meddelt. Tilsagn med betingelse om, at udbud og påbegyndelse af arbejder tidligst kan påbegyndes den 1. oktober året efter, skal udgøre et samlet beløb på:
1) 1.665,5 mio. kr. i 2023.
2) 1.111,0 mio. kr. i 2024.
3) 555,5 mio. kr. i 2025.
Stk. 3. Landsbyggefonden kan godkende en længere frist for indberetning af skema B for tilsagnsmodtagere, der har fået fastsat et tidspunkt for iværksættelse af udbud og påbegyndelse af arbejder, jf. stk. 1 og 2.
Stk. 4. Det samlede beløb efter Landbyggefondens renoveringsstøtteordning, jf. stk. 2, opgøres som summen af investeringsudgifterne, udgifternes og garantiernes størrelse. Beløbsgrænserne reguleres en gang årligt med nettoprisindekset. Beløbsgrænserne er angivet i 2020-prisniveau.
§ 3. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2022.