Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Sundhed

Vejledning til læger om gratis influenzavaccination

Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9666 af 29/9 2020.

Af bekendtgørelse nr. 1331 af 10. september 2020 fra Sundheds- og Ældreministeriet om gratis influenzavaccination til visse persongrupper fremgår de persongrupper, der fra d. 1. oktober, 2020 har ret til gratis vaccination med enten 4-valent influenzavaccine eller 3-valent højdosis influenzavaccine.

I denne vejledning præciseres, hvilke personer, der anbefales vaccination og er omfattet af det gratis tilbud, forhold om indberetning af skader og bivirkninger samt forhold om rekvisition og honorering.

1. Persongrupper, der tilbydes gratis influenzavaccination

Den kommende influenzasæson er særlig, da der er en samtidig COVID-19 pandemi. Dette har indflydelse på, hvilke persongrupper, der er omfattet af det gratis tilbud om influenzavaccination i årets influenzasæson 2020/21. Der er således tale om en særlig situation, som ikke nødvendigvis vil være til stede de kommende år. Det kan betyde, at de omfattede persongrupper kan ændre sig i efterfølgende influenzasæsoner.

I lyset af den nuværende COVID-19 pandemi er der stort fokus på at forebygge smittespredning med influenza i samfundet, både i forhold til generelt at nedbringe sygdomsbyrden i befolkningen, og særligt hos borgere i risiko for alvorlige forløb med influenza, men også i forhold til at sikre en robusthed i sundheds- og plejesektoren. For at beskytte borgere med risiko for alvorlig forløb, samt nedbringe sygeligheden hos medarbejdere, er der således i år fokus på vaccination af personer i sundheds- og plejesektoren, der har opgave med pleje, omsorg og behandling af borgere, der er i særlig risiko for alvorligt forløb med influenza.

Af tabellen herunder fremgår de persongrupper, der tilbydes gratis vaccination mod influenza, samt Sundhedsstyrelsens supplerende bemærkninger til grupperne. Den, der vaccinerer, bør sikre sig, at personen, der vaccineres, tilhører en af de pågældende grupper.

Gratis vaccination med influenzavaccine til de nævnte persongrupper bør ske under hensyntagen til gældende generelle smitteforebyggende anbefalinger ift. forebyggelse af COVID-19. Disse retningslinjer skal følges, uanset hvor vaccinationen foretages. Vaccination skal udsættes i tilfælde af akut sygdom med feber, og personer med symptomer forenelige med COVID-19 skal ikke vaccineres.

 

 

 

Persongrupper der har ret til gratis influenzavaccination, som anført i bekendtgørelse nr. 1331 af 10. september 2020

 

 

Uddybende bemærkninger

 

 

Personer, der er fyldt 65 år inden 15. januar 2021

 

 

 

Førtidspensionister

 

 

 

Personer med kroniske lungesygdomme

 

 

 

Personer med hjerte- og karsygdomme (undtaget isoleret velreguleret forhøjet blodtryk)

 

 

 

Personer med diabetes 1 eller 2 (sukkersyge)

 

 

 

Personer med medfødt eller erhvervet immundefekt

 

 

Herunder også HIV-smittede og medikamentelt immunsupprimerede personer, f.eks. i forbindelse med kemoterapi (vaccinér gerne i god tid før behandling påbegyndes for bedst mulig respons)

 

 

Personer med påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft

 

 

Herunder personer med f.eks. påvirket respiration pga. muskulære sygdomme, neuromuskulære sygdomme, spasticitet, og/eller diverse multihandicaps

 

 

Personer med kronisk lever- og nyresvigt

 

 

 

Personer med andre kroniske sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko

 

 

Herunder personer med hæmoglobinopatier som seglcelleanæmi

 

 

Personer med svær overvægt (vejledende BMI>40) efter en lægelig vurdering

 

 

 

Personer med andre alvorlige sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko

 

 

 

Alle gravide i 2. og 3. trimester

 

 

Gravide i 1. trimester vaccineres også, hvis den gravide tilhører en risikogruppe

 

 

Husstandskontakter til svært immunsupprimerede patienter kan i særlige tilfælde tilbydes vaccination. Ved husstandskontakter forstås medlemmer af husstanden samt personer med lignende tæt kontakt

 

 

Tætte kontakter vaccineres for at beskytte patienter, hvis immunforsvar er så svækket, at de ikke vil have gavnlig effekt af vaccination

 

 

Personale i sundheds- og plejesektoren, der har opgaver med pleje, omsorg og behandling af borgere, der er i særlig risiko for alvorligt forløb med influenza, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 1331 af 10. september 2020.

 

 

 

2. Vaccine

For personer under 85 år tilbydes der vaccination i form af en 4-valent influenzavaccine.

Personer, der er fyldt 85 år inden 15. januar 2021, jf. § 1 stk. 3. i bekendtgørelse nr. 1331 af 10. september 2020, tilbydes vaccination i form af en 3-valent højdosis influenzavaccine.

3. Information og samtykke

Information om kontraindikationer, bivirkninger, administrationsmåde, dosering, opbevaring og holdbarhed samt tilsætningsstoffer fremgår af vaccinens produktresumé, se produktresume.dk.

Indlægssedler, der følger med de enkelte vacciner, kan udleveres til borgeren i forbindelse med vaccination, eller der kan henvises til indlaegsseddel.dk. Jf. sundhedslovens § 15-17 skal patienten informeres om risiko for komplikationer og bivirkninger ved vaccinationerne, og der skal indhentes informeret samtykke forud for vaccination.

4. Indberetning af bivirkninger og skader

Bivirkninger

Læger har pligt til at foretage indberetning af formodede bivirkninger til Lægemiddelsstyrelsen efter reglerne i § 4 i Bekendtgørelse nr. 1823 af 15. december 2015 om indberetning af bivirkninger ved lægemidler m.m. 2015.

Indberetningspligten for influenzavaccinerne i årets program omfatter alle formodede bivirkninger hos patienter, som lægen har i behandling eller har behandlet. Alvorlige bivirkninger skal indberettes til Lægemiddelstyrelsen senest 15 dage efter, at lægen har fået formodning herom.

Ved en bivirkning forstås en skadelig og utilsigtet reaktion på et lægemiddel, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1. Ved en alvorlig bivirkning forstås en bivirkning, som er dødelig, livstruende, kræver hospitalsindlæggelse eller forlængelse af hidtidig hospitalsindlæggelse, eller som resulterer i vedvarende eller betydelig invaliditet eller uarbejdsdygtighed, eller som er en medfødt anomali eller fødselsskade, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 4. Ved en uventet bivirkning forstås en bivirkning, hvis art, alvor eller resultat ikke er nævnt i produktresumeet, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 6.

Formodede bivirkninger kan indberettes elektronisk på meldenbivirkning.dk.

Skader

Ifølge lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, § 45 i lovbekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018, skal alle autoriserede sundhedspersoner, der bliver bekendt med skader, som må antages at kunne give ret til erstatning, informere patienten med skaden om dette og i fornødent omfang hjælpe og bistå med anmeldelse til Patientforsikringen, jf. lovens § 45.

5. Rekvisition og honorering

Rekvisition

Til vaccinationerne anvendes der vacciner, der rekvireres fra Statens Serum Institut i henhold til bekendtgørelsen nr. 1331 af 10. september 2020 om gratis influenzavaccination til visse persongrupper.

Honorering

Regionerne betalerne lægerne for vaccination, jf. § 3-6 i bekendtgørelse 1331 af 10. september 2020 fra Sundheds- og Ældreministeriet.

6. Vaccination af sundheds- og plejepersonale

Vaccination skal foretages af en læge, som i henhold til lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed har tilladelse til selvstændigt virke som læge, eller en anden person på dennes ansvar.

Vaccination af sundheds- og plejepersonale forudsættes som hovedregel gennemført på den pågældendes arbejdsplads. Arbejdspladsen skal selv organisere tilbuddet. Hvis arbejdspladsen ikke har tilknyttet læger, som i henhold til lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed har tilladelse til selvstændigt virke som læge, eller en anden person på dennes ansvar, kan arbejdspladsen fx benytte en vaccinationsklinik, der kommer til arbejdspladsen. Sundheds- og plejepersonale kan ligeledes blive vaccineret hos deres praktiserende læge, på apoteket eller der, hvor de plejer at blive vaccineret.

Vaccination af sundheds- og plejepersonale skal på lige fod med andre vaccination registreres i Det Danske Vaccinationsregister.

6. Ikrafttræden

Denne vejledning træder i kraft den 1. oktober 2020 og har virkning for vaccinationer foretaget til og med 15. januar 2021, dog for gravide og immunsupprimerede til og med 28. februar 2021.

Til toppen