Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Behandling af sager om overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt

Rigsadvokaturens meddelelse nr. 9165 af 23/3 2020.

2.1. Varetægtsfængsling ved mistanke om overtrædelse af opholds-, underretnings- eller meldepligten

Anklagemyndigheden skal overveje, om en udlænding, der er sigtet for at have overtrådt sin opholds-, underretnings- eller meldepligt, skal fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

Efter udlændingelovens § 35 a kan udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime (udlændinge på tålt ophold, kriminelle udviste, fremmedkrigere og udlændinge udvist efter udlændingelovens § 25) varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at den pågældende gentagne gange har overtrådt sin opholds-, underretnings- eller meldepligt. Læs mere om udlændingelovens § 35 a under pkt. 4.9.

Udlændingelovens § 35 a er et supplement til retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling. Det er forudsat i forarbejderne til bestemmelsen, at varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35 a som udgangspunkt skal gå forud for varetægtsfængsling efter retsplejelovens regler, jf. L 140 af 15. januar 2019, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 8.

Anklagemyndigheden skal derfor principalt begære en udlænding varetægtsfængslet efter udlændingelovens § 35 a, når betingelserne herfor er opfyldt. Udlændingelovens § 35 a kan ikke anvendes, hvis udlændingen tillige har overtrådt anden lovgivning (straffeloven eller særlovgivningen), og denne overtrædelse indgår i fængslingsgrundlaget. I tilfælde, hvor udlændingen tillige har overtrådt anden lovgivning, men hvor denne kriminalitet ikke giver grundlag for varetægtsfængsling, vil der kunne ske varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35 a.

Hvis betingelserne for varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35 a ikke er opfyldt eller der er tale om en afvist asylansøger, kan anklagemyndigheden – hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt – begære den pågældende varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762 eller udlændingelovens § 35. Derudover kan der – når betingelserne i øvrigt er opfyldt – ske frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36.

2.2. Straksudsendelse

2.2.1. Sager, hvor udlændingen er sigtet eller tiltalt for overtrædelse af kontrolforpligtelserne

I de tilfælde, hvor en udlænding er sigtet eller tiltalt for overtrædelse af opholds-, underretnings- og/eller meldepligten, og politiet oplyser, at der er opstået mulighed for at gennemføre en udsendelse af den pågældende, kan anklagemyndigheden – hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt – opgive påtale eller frafalde tiltale efter reglerne i retsplejelovens §§ 721 og 722.

2.2.2. Sager, hvor udlændingen er idømt fængselsstraf for overtrædelse af kontrolforpligtelserne

Kriminalforsorgen kan efter indstilling fra politiet bestemme, at udlændinge på tålt ophold, kriminelle udviste, fremmedkrigere og udlændinge udvist efter udlændingelovens § 25, der kan udsendes af Danmark, men som endnu ikke er udrejst eller udsendt, og som er idømt fængselsstraf for overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligten, skal løslades med henblik på at blive udsendt straks, hvis muligheden herfor opstår, uanset at straffen ikke er helt eller delvist afsonet. Det indebærer, at udlændingen ikke vil skulle afsone yderligere fængselsstraf for overtrædelse af opholds-, underretnings- eller meldepligten, hvis der er opstået mulighed for at gennemføre en udsendelse af udlændingen. Det er en forudsætning for løsladelse, at udsendelsen rent faktisk gennemføres. Hvis det viser sig, at udsendelsen ikke kan gennemføres vil den pågældende udlænding således ikke skulle være at anse som løsladt og vil umiddelbart kunne tilbageføres til forsat afsoning af den idømte straf.

Der henvises til forarbejderne til udlændingelovens § 62 a (L 51 af 9. november 2016, de almindelige bemærkninger, afsnit 8.3. og L 140 af 15. januar 2019, de almindelige bemærkninger, afsnit 10.3).

Ved vurdering af tiltalespørgsmålet i en sag om overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt skal anklageren bl.a. vurdere, om de pålagte pligter er saglige og proportionale og dermed i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Ved lov nr. 446 af 13. april 2019 blev reglerne om opholds-, underretnings- og meldepligt nyaffattet med henblik på at præcisere, at udlændinge på tålt ophold ikke har lovligt ophold i Danmark og dermed ikke er omfattet af beskyttelsen af bevægelsesfriheden i art. 2 i Tillægsprotokol 4 til EMRK. Det betyder, at vurderingen af, om en pålagt opholds-, underretnings- og meldepligt er lovlig ikke længere kræver en proportionalitetsvurdering i forhold til bevægelsesfriheden. Læs mere om dette i forarbejderne til lov nr. 446 af 13. april 2019 (L 165 af 20. februar 2019, de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1. og 3.1, samt de specielle bemærkninger til § 1, nr. 1, 2 og 5).

Som udgangspunkt vil opholds-, underretnings- og meldepligt være et indgreb i retten til respekt for familie- og privatliv efter EMRK art. 8. Det betyder, at indgrebet skal være begrundet i et sagligt hensyn, og at indgrebet skal være proportionalt. Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 446 af 13. april 2019 (L 165 af 20. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, de almindelige bemærkninger, afsnit 3.1.)

Formålet med opholds-, underretnings- og meldepligt er, at myndighederne løbende har kendskab til, hvor de pågældende udlændinge opholder sig med henblik på, at der kan ske udsendelse, så snart muligheden herfor opstår. Der er som udgangspunkt tale om kriminelle udlændinge og udlændinge til fare for statens sikkerhed. Opholds-, underretnings- og meldepligten varetager derfor et hensyn til den nationale sikkerhed og den offentlige orden. Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 446 af 13. april 2019 (L 165 af 20. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, de almindelige bemærkninger, afsnit 3.1.)

Det fremgår af samme forarbejder, at hensynet til den nationale sikkerhed og offentlige orden udgør en ægte offentlig interesse, der som udgangspunkt må anses for at veje tungere end hensynet til de pågældende udlændinges ret til respekt for familie- og privatliv. Det betyder, at et pålæg om opholds-, underretnings- og meldepligt som udgangspunkt er et proportionalt indgreb, fordi det er vanskeligt at pege på mindre indgribende foranstaltninger, der kan sikre de pågældende udlændinges tilstedeværelse med henblik på udsendelse. Proportionalitetsbetingelsen skal løbende være opfyldt. Anklageren skal i den forbindelse lægge vægt på varigheden af indgrebet, den begåede kriminalitet eller udelukkelsesgrunden, om der konkret er risiko for, at udlændingen vil skjule sig for myndighederne, udsigt til udsendelse og familieforhold.

Det fremgår videre af forarbejderne til lov nr. 446 af 13. april 2019 (L 165 af 20. februar 2019, de almindelige bemærkninger, afsnit 3.1.), at vurderingen af opholds-, underretnings- og meldepligten i forhold til EMRK art. 8 ud fra en generel opfattelse i de fleste tilfælde ikke vil føre til et andet resultat end den hidtidige vurdering af de nævnte forpligtelser i forhold til, om der er tale om et proportionalt indgreb i bevægelsesfriheden efter art. 2 i Tillægsprotokol 4 til EMRK. Der henvises i den forbindelse til Højesterets dom af 17. januar 2017 – AM2017. 01.17H. Der kan i øvrigt henvises til U. 2012.2874H og U. 2018.1412H. Alle tre domme er afsagt før vedtagelsen af lov nr. 446 af 13. april 2019.

Hvis anklagemyndigheden i forbindelse med tiltalespørgsmålet vurderer, at der kan være spørgsmål om, hvorvidt den pålagte kontrolforpligtelse (fortsat) udgør et proportionalt indgreb i udlændingens ret til respekt for familie- og privatliv efter EMRK art. 8, skal politikredsen drøfte spørgsmålet med Udlændingestyrelsen/Rigspolitiet.

Hvis der er uenighed om spørgsmålet om tiltalerejsning eller tiltalens udformning, skal sagen forelægges for den regionale statsadvokat. Læs mere herom i Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Særlov – Samarbejdet med særmyndigheder i særlovssager.

4.1. Udlændinge på tålt ophold

Udlændinge på tålt ophold er udlændinge, som isoleret set opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl), men som har begået forbrydelser mv. af en sådan grovhed eller som anses for at være en fare for statens sikkerhed, at de derfor er udelukket fra at opnå asyl efter flygtningekonventionens og udlændingelovens udelukkelsesgrunde, jf. udlændingelovens § 10.

Disse udlændinge kan ikke sendes ud, fordi de danske asylmyndigheder har vurderet, at udlændingen ved tilbagevenden til hjemlandet risikerer dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. De pågældende udlændinge kan derfor ikke udsendes til hjemlandet eller til et land, hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land på grund af forbuddet mod refoulement i udlændingelovens § 31.

4.2. Udlændinge udvist ved dom efter udlændingelovens §§ 22-24 (kriminelle udviste)

Udlændinge, som i forbindelse med en straffesag er udvist ved dom efter reglerne i udlændingelovens §§ 22-24, og som har afsonet deres eventuelle frihedsstraf, skal som udgangspunkt udrejse af Danmark. Sker dette ikke frivilligt, sørger politiet for udrejsen.

De pågældende kan varetægtsfængsles efter udlændingelovens § 35, stk. 1, nr. 1, når der er bestemte grunde til at anse varetægtsfængslingen for nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse, indtil bestemmelsen om udvisning kan fuldbyrdes.

Der kan endvidere ske frihedsberøvelse af de pågældende efter udlændingelovens § 36. Se evt. nærmere herom i Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Udvisning ved dom, pkt. 2.2. og 2.3.

Nogle gange kan udsendelse af en udlænding ikke umiddelbart gennemføres, fordi hjemlandet eller udlændingen ikke ønsker at samarbejde herom.

De udlændinge, som er udvist ved dom, og som efter afsoning af eventuel frihedsstraf ikke er varetægtsfængslet i medfør af udlændingelovens § 35, stk. 1, nr. 1, eller frihedsberøvet efter udlændingelovens § 36, indtil bestemmelsen om udvisning kan fuldbyrdes, betegnes som ”kriminelle udviste”.

4.3. Udlændinge, hvis opholdstilladelse er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1 (fremmedkrigere) og udlændinge, der er udvist efter udlændingelovens § 25

Udlændinge, hvis opholdstilladelse er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1 (fremmedkrigere)

Udlændinge, hvis opholdstilladelse er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, (fremmedkrigere) er udlændinge, som har opholdt sig uden for landet og hvor der er grund til at antage, at udlændingen under opholdet uden for landet har deltaget i aktiviteter, der kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden.

Udlændinge, der er udvist efter udlændingelovens § 25

Det følger af forarbejderne til udlændingelovens § 25, at det er Udlændingestyrelsen, der træffer afgørelse om udvisning, og der fastsættes som udgangspunkt en udrejsedato ved Udlændingestyrelsens afgørelse. Selvom en udlænding er udvist efter udlændingelovens § 25, kan anklagemyndigheden indlede strafforfølgning mod den pågældende, jf. forarbejderne til lov nr. 362 af 6. juni 2002 (L 32 af 13. december 2001, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 6). Anklagemyndigheden skal i den forbindelse fremstille den pågældende med henblik på varetægtsfængsling under sagen, eventuel appel og eventuel afsoning, indtil udvisningen kan fuldbyrdes efter udlændingelovens §§ 35, 35 a eller retsplejelovens § 762, når betingelserne herfor er opfyldt. Se pkt. 2.1. og 4.9. om varetægtsfængsling.

Hvis en fremmedkriger eller en udlænding udvist efter udlændingelovens § 25 ikke kan udsendes som følge af refoulementsforbuddet i udlændingelovens § 31, se pkt. 4.1. ovenfor, skal udlændingen i relation til kontrolforpligtelserne behandles efter reglerne om udlændinge på tålt ophold, jf. forarbejderne til lov nr. 174 af 27. februar 2019 (L 140 af 15. januar 2019, de almindelige bemærkninger, pkt. 8.1.3).

4.4. Afviste asylansøgere

En afvist asylansøger er en udlænding, der har søgt asyl, fået realitetsbehandlet ansøgningen og har fået afslag på asyl. Når en udlænding har fået endeligt afslag på asyl, skal den pågældende udrejse af Danmark inden udløbet af den udrejsefrist, som er fastsat i afgørelsen. Hvis udlændingen ikke udrejser, skal politiet drage omsorg for udrejsen.

Den afviste asylansøger har pligt til at medvirke til udrejsen f.eks. ved at fremskaffe den fornødne rejselegitimation hos hjemlandets myndigheder. Hvis udlændingen ikke medvirker til udrejsen, skal myndighederne frihedsberøve den pågældende eller, hvis der ikke er grundlag for frihedsberøvelse, iværksætte en række tiltag, som har til formål at fremme udrejsen. Det kan f.eks. være opholdspligt, overflytning til et udrejsecenter og meldepligt.

4.5. Meldepligt, jf. udlændingelovens § 34, stk. 3, 4, 5 og 6

Meldepligt betyder, at den pågældende udlænding skal møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter med henblik på løbende at sikre, at politiet har kendskab til udlændingens opholdssted.

4.5.1. Udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime

Det er politiet, der træffer afgørelse om meldepligt efter reglerne i udlændingelovens § 34, stk. 4, (udlændinge på tålt ophold), udlændingelovens § 34, stk. 5 (kriminelle udviste) og udlændingelovens § 34, stk. 6 (fremmedkrigere og udlændinge udvist efter udlændingelovens § 25).

Det er forudsat i forarbejderne til lov nr. 1397 af 27. december 2008 (L 69 af 13. november 2008, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 1), at politiet som udgangspunkt pålægger udlændinge på tålt ophold, som er pålagt opholdspligt, daglig meldepligt. Politiet vil kun kunne undlade at pålægge daglig meldepligt, hvis det vil være uproportionalt i forhold til Danmarks internationale forpligtelser, eller hvis der foreligger andre særlige grunde, f.eks. sygdom. I sådanne tilfælde kan meldepligt pålægges efter politiets nærmere bestemmelse, herunder med længere mellemrum.

Det er herudover forudsat i forarbejderne til lov nr. 1273 af 20. november 2015, at politiet som det klare udgangspunkt pålægger kriminelle udviste meldepligt tre gange om ugen, jf. L 62 af 18. november 2015 og i forarbejderne til lov nr. 174 af 27. februar 2019, at politiet som udgangspunkt pålægger fremmedkrigere og udlændinge udvist efter udlændingelovens § 25 meldepligt tre gange om ugen, jf. L 140 af 15. januar 2019, de specielle bemærkninger til nr. 7.

Overtrædelse af meldepligten straffes med fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. udlændingelovens § 60, stk. 2, og under særligt skærpende omstændigheder efter straffelovens § 143. Se nærmere herom under pkt. 5.

4.5.2. Afviste asylansøgere

Det er politiet, der træffer afgørelse om meldepligt efter reglerne i udlændingelovens § 34, stk. 3.

Det er forudsat i forarbejderne til lov nr. 1273 af 20. november 2015 (L 62 af 18. november 2015, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 3), at politiet som det klare udgangspunkt pålægger afviste asylansøgere meldepligt. Det forudsættes som udgangspunkt, at meldepligten pålægges, når det kan konstateres, at udlændingen ikke medvirker til udrejsen og senest i forbindelse med, at den pågældende pålægges opholdspligt i et udrejsecenter. Meldepligt vil også kunne pålægges en udlænding, der f.eks. umiddelbart efter endeligt afslag på asyl fortsat opholder sig i en periode på et asylcenter og endnu ikke er overflyttet til et udrejsecenter. Politiet skal pålægge meldepligt, medmindre der foreligger andre særlige grunde, f.eks. sygdom. Afviste asylansøgere skal som udgangspunkt pålægges meldepligt tre gange om ugen.

Overtrædelse af meldepligten straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 1 år, jf. udlændingelovens § 60, stk. 1. Det bemærkes, at det fremgår af forarbejderne, at der for afviste asylansøgeres overtrædelser, der straffes efter udlændingelovens § 60, stk. 1, som udgangspunkt gælder en strafferamme på fængsel indtil 4 måneder, jf. forarbejderne til lov nr. 189 af 27. februar 2017 (L 51 af 9. november 2016, de specielle bemærkninger til nr. 14). Se nærmere herom under pkt. 5.

4.6. Opholdspligt, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 8

Det er Udlændingestyrelsen, der træffer afgørelse om opholdspligt, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 8.

Udlændingestyrelsen skal som udgangspunkt pålægge udlændinge på tålt ophold og kriminelle udviste at tage ophold i et bestemt indkvarteringssted, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 1. pkt., og fremmedkrigere og udlændinge udvist efter udlændingelovens § 25, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 3. pkt.

Udlændingestyrelsen skal som udgangspunkt pålægge afviste asylansøgere og andre udlændinge uden lovligt ophold at tage ophold i et udrejsecenter eller på et andet indkvarteringssted, hvis de ikke medvirker til udrejsen, og hvis der ikke er grundlag for frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 2. pkt. Det betyder, at Udlændingestyrelsen skal pålægge opholdspligt medmindre særlige grunde taler imod, f.eks. hvis den pågældende på grund af sygdom har behov for at opholde sig på et indkvarteringssted, der ligger nær behandlingsmuligheder. Der kan derudover i ganske særlige tilfælde være hensyn til familielivet, som betyder, at der ikke skal pålægges opholdspligt, jf. forarbejderne til lov nr. 1273 af 20. november 2015 (lovforslag nr. 62 af 18. november 2015, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 17).

Opholdspligten indebærer, at udlændingen skal bo på indkvarteringsstedet og som udgangspunkt overnatte på indkvarteringsstedet hver nat. Udlændingen er imidlertid ikke frihedsberøvet. Den pågældende vil derfor også i aften- eller nattetimerne kunne opholde sig og færdes uden for indkvarteringsstedet, f.eks. for at besøge venner, bekendte og lignende, uden at skulle være hjemme på et bestemt tidspunkt. Afgørende er, at udlændingen har indkvarteringsstedet som sit reelle opholdssted.

Adgangen til en enkelt nat at opholde sig uden for indkvarteringsstedet i aften- og nattetimerne administreres således af Udlændingestyrelsen, at det som udgangspunkt først anses som en overtrædelse af opholdspligten, hvis udlændingen har opholdt sig uden for indkvarteringsstedet i mere end 24 timer.

Det vil i øvrigt bero på en konkret vurdering, om en udlænding har opholdt sig uden for indkvarteringsstedet i et sådant omfang, at udlændingen har overtrådt sin opholdspligt. Det skal således i hver enkelt sag vurderes, om ophold uden for indkvarteringsstedet konkret udgør en overtrædelse af opholdspligten. Afgørende er, at udlændingen har indkvarteringsstedet som sit reelle opholdssted, det vil sige det sted, hvor vedkommende overnatter. Er der f.eks. tale om en udlænding, der forlader indkvarteringsstedet kl. 15.00 og først vender tilbage den følgende dag kl. 17.00, anses dette som udgangspunkt som en overtrædelse af opholdspligten, idet der har været tale om et ophold uden for indkvarteringsstedet i mere end 24 timer, jf. forarbejderne til lov nr. 189 af 27. februar 2017 (L 51 af 9. november 2016, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 14).

Spørgsmålet om, hvorvidt et sådant ophold en enkelt nat uden for indkvarteringsstedet skal anses som en overtrædelse af opholdspligten, vil herudover navnlig bero på, hvorvidt udlændingen overnatter i indkvarteringsstedet de efterfølgende nætter. Forlader udlændingen f.eks. på ny indkvarteringsstedet kl. 20.00 den samme dag for først at vende tilbage den følgende dag kl. 12.00, vil både opholdet uden for indkvarteringsstedet den første nat og opholdet uden for indkvarteringsstedet den følgende nat som udgangspunkt anses for at udgøre en overtrædelse af opholdspligten. Er der derimod tale om, at udlændingen – efter at have opholdt sig uden for indkvarteringsstedet fra kl. 15.00 til kl. 17.00 den følgende dag – herefter forbliver på indkvarteringsstedet i den efterfølgende periode, vil dette tale for, at opholdet uden for indkvarteringsstedet ikke anses som en overtrædelse af opholdspligten, idet udlændingen i sådanne tilfælde må anses for at have indkvarteringsstedet som det sted, hvor vedkommende overnatter, uanset at udlændingen har opholdt sig uden for indkvarteringsstedet i mere end 24 timer.

En udlænding kan søge Udlændingestyrelsen om tilladelse til at opholde sig uden for opholdsstedet i en vis periode, hvis der er en særlig begrundelse for det. Det kan f.eks. være, at udlændingen skal til nødvendig lægebehandling, eller at udlændingen skal besøge den nærmeste familie eller venner. Hvis en udlænding har opholdt sig uden for indkvarteringsstedet uden forinden at have fået tilladelse fra Udlændingestyrelsen, vil der som udgangspunkt være tale om en overtrædelse af opholdspligten. Dette gælder, uanset at opholdet uden for indkvarteringsstedet har været begrundet i sådanne særlige forhold, som ville have givet grundlag for en tilladelse til overnatning uden for indkvarteringsstedet. Der vil imidlertid ikke være tale om en overtrædelse af opholdspligten, hvis udlændingen af force majeure-lignende grunde udebliver fra indkvarteringsstedet uden på forhånd at have søgt om tilladelse hertil. Der vil eksempelvis ikke være tale om en overtrædelse af opholdspligten, hvis udlændingen opholder sig uden for indkvarteringsstedet på grund af akut indlæggelse på hospital.

Overtrædelse af opholdspligten straffes for udlændinge på tålt ophold, kriminelle udviste, fremmedkrigere og udlændinge udvist efter udlændingelovens § 25 med fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. udlændingelovens § 60, stk. 2, og under særligt skærpende omstændigheder efter straffelovens § 143. Se nærmere herom under pkt. 5.2. For afviste asylansøgere straffes overtrædelse af opholdspligten med bøde og under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 1 år, jf. udlændingelovens § 60, stk. 1. Det bemærkes, at det fremgår af forarbejderne, at der for afviste asylansøgeres overtrædelser, der straffes efter udlændingelovens § 60, stk. 1, som udgangspunkt gælder en strafferamme på fængsel indtil 4 måneder, jf. forarbejderne til lov nr. 189 af 27. februar 2017 (L 51 af 9. november 2016, de specielle bemærkninger til nr. 14). Se nærmere herom under pkt. 5.3.

4.7. Underretningspligt, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 10

Bestemmelsen om underretningspligt i udlændingelovens § 42 a, stk. 10, blev indsat ved lov nr. 189 af 27. februar 2017, som trådte i kraft den 1. marts 2017. Bestemmelsen er ændret ved lov nr. 174 af 27. februar 2019, som trådte i kraft den 1. marts 2019. Underretningspligt kan pålægges udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime (udlændinge på tålt ophold, kriminelle udviste, fremmedkrigere og udlændinge udvist efter udlændingelovens § 25). Underretningspligten kan ikke pålægges afviste asylansøgere.

Det er Udlændingestyrelsen, der træffer afgørelse om underretningspligt.

Medmindre særlige grunde taler imod det, bestemmer Udlændingestyrelsen, at en udlænding, som er pålagt at tage ophold på et bestemt indkvarteringssted (efter udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 1. og 3. pkt., om opholdspligt), skal give underretning til indkvarteringsoperatøren, hvis udlændingen i tidsrummet mellem kl. 23.00 og 6.00 opholder sig uden for indkvarteringsstedet. En underretning kan alene omfatte den førstkommende nat eller alene de tidsrum i løbet af den pågældende nat, hvor udlændingen opholder sig uden for indkvarteringsstedet, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 10.

Med et ”bestemt indkvarteringssted” menes det sted, hvor udlændingen har fået påbud om at tage ophold.

En udlænding, der er pålagt underretningspligt, skal give underretning, inden den pågældende forlader indkvarteringsstedet eller, hvis udlændingen allerede opholder sig uden for indkvarteringsstedet, inden kl. 23.00, jf. forarbejderne til lov nr. 189 af 27. februar 2017 (L 51 af 9. november 2016, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 3.

Underretningspligten betyder i praksis blandt andet:

Hvis en udlænding f.eks. forlader indkvarteringsstedet i tidsrummet mellem kl. 23.00 og 6.00, skal udlændingen give meddelelse herom, inden eller i forbindelse med at indkvarteringsstedet forlades.

Hvis en udlænding f.eks. opholder sig uden for indkvarteringsstedet kl. 22.00 og først forventer at vende tilbage efter kl. 23.00, skal den pågældende give meddelelse herom inden kl. 23.00.

Giver en udlænding, der opholder sig uden for indkvarteringsstedet, først underretning efter kl. 23.00, er underretningspligten ikke opfyldt. Det gælder selv om underretningen gives f.eks. kl. 23.05.

Hvis en udlænding har forladt indkvarteringsstedet inden kl. 23.00 og ikke vender tilbage inden da, vil der være tale om en overtrædelse af underretningspligten, hvis der ikke er givet underretning inden kl. 23.00.

Forlader udlændingen indkvarteringsstedet mellem kl. 23.00 og kl. 6.00 uden at give underretning herom, vil der ligeledes være tale om en overtrædelse af underretningspligten. I denne situation er underretningspligten overtrådt på det tidspunkt, hvor den pågældende udlænding forlader indkvarteringsstedet uden at underrette herom, jf. forarbejderne (L 51 af 9. november 2016, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 3).

Det fremgår endvidere af forarbejderne (L 51 af 9. november 2016, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 3), at det påhviler udlændingen at give meddelelse til myndighederne på en sådan måde, at det står klart, at der er tale om en underretning om, at udlændingen opholder sig uden for indkvarteringsstedet i tidsrummet mellem kl. 23.00 og 6.00.

Udlændingen kan, inden eller i forbindelse med at pågældende forlader indkvarteringsstedet, f.eks. give meddelelse til vagten, som herefter vil notere dette. Opholder en udlænding sig uden for indkvarteringsstedet, vil udlændingen kunne ringe til indkvarteringsstedet eller til indkvarteringsoperatøren (Kriminalforsorgen) og underrette om, at den pågældende ikke vil komme tilbage til indkvarteringsstedet inden kl. 23.00, jf. forarbejderne (L 51 af 9. november 2016, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 3).

En underretning skal gives personligt af den pågældende. En person kan således ikke give underretning på vegne af en anden.

Indkvarteringsoperatøren skal ikke – i forbindelse med at underretningen modtages – give tilladelse til, at udlændingen udebliver fra indkvarteringsstedet. Tilladelse til ophold uden for indkvarteringsstedet gives efter ansøgning af Udlændingestyrelsen, hvis der er en særlig begrundelse. Har Udlændingestyrelsen givet udlændingen tilladelse til at opholde sig uden for indkvarteringsstedet, vil underretningspligten ikke gælde i den perioden, som tilladelsen omfatter. På tidspunktet, hvor tilladelsen udløber, vil underretningspligten gælde på ny.

Det er ikke et krav, at udlændingen over for indkvarteringsoperatøren oplyser, hvor udlændingen i stedet vil opholde sig, eller nærmere oplyser om baggrunden for, at udlændingen vil opholde sig uden for indkvarteringsstedet.

Hvis en udlænding forlader indkvarteringsstedet uden at give underretning herom, men efterfølgende får tilladelse til opholdet uden for indkvarteringsstedet, vil der ikke være tale om en overtrædelse af underretningspligten. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis udlændingen bliver akut syg og derfor må indlægges på hospital. Det fremgår af forarbejderne (L 51 af 9. november 2016, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 3).

En underretning kan alene omfatte den førstkommende nat, hvor udlændingen opholder sig uden for indkvarteringsstedet, eller alene de tidsrum i løbet af natten, hvor udlændingen opholder sig uden for indkvarteringsstedet. En udlænding kan således ikke opfylde underretningspligten ved at oplyse, at han eller hun agter at opholde sig uden for indkvarteringsstedet i en længere periode, der omfatter flere dage.

Udlændingen skal således orientere indkvarteringsoperatøren, hver gang udlændingen ikke opholder sig på indkvarteringsstedet inden for det anførte tidsrum. Underretningen skal f.eks. gives løbende for hver enkelt nat, hvis udlændingen flere nætter i træk opholder sig uden for indkvarteringsstedet. Er der tale om, at udlændingen flere gange i løbet af en nat færdes ud og ind af indkvarteringsstedet, vil det dog være tilstrækkeligt, at udlændingen giver underretning, inden han eller hun første gang forlader indkvarteringsstedet.

Overtrædelse af underretningspligten straffes med fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. udlændingelovens § 60, stk. 2, og under særligt skærpende omstændigheder efter straffelovens § 143. Se nærmere herom under pkt. 5.

4.8. Orienteringspligt, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 11

Bestemmelsen om orienteringspligt i udlændingelovens § 42 a, stk. 11, blev indsat ved lov nr. 446 af 13. april 2019.

Orienteringspligten gælder for udlændinge på tålt ophold, som har fået ophævet deres opholdspligt, eller som af særlige grunde aldrig er blevet pålagt opholdspligt efter udlændingelovens § 42 a, stk. 8. Formålet med orienteringspligten er at sikre, at politiet løbende har kendskab til udlændingens opholdssted, så politiet kan pålægge meldepligt i nærheden af det sted, hvor udlændingen tager ophold, og så der kan ske udsendelse, når muligheden opstår. Derudover er formålet, at Udlændingestyrelsen orienteres om udlændingens opholdssted, for at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til spørgsmålet om forsørgelse.

Orienteringspligten betyder, at udlændingen skal orientere politiet og Udlændingestyrelsen om udlændingens faste opholdssted, hvis udlændingen tager fast ophold uden for det indkvarteringssted, hvor den pågældende er anvist til.

Så snart udlændingens opholdspligt ophæves eller det besluttes, at den pågældende ikke skal pålægges opholdspligt, gælder orienteringspligten. Det betyder, at orienteringspligten indtræder automatisk og ikke forudsætter, at der træffes afgørelse om pålæg af pligten.

Overtrædelse af orienteringspligten er ikke strafbar.

Se mere i forarbejderne til lov nr. 446 af 13. april 2019 (L 165 af 20. februar 2019, de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2 og de specielle bemærkninger til § 1, til nr. 6).

4.9. Varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35 a

Ved lov nr. 189 af 27. februar 2017 blev der indsat en ny bestemmelse i udlændingelovens § 35 a, hvorefter udlændinge på tålt ophold eller kriminelle udviste, der gentagne gange overtræder deres opholds-, underretnings- eller meldepligt, kan varetægtsfængsles. Ved lov nr. 174 af 27. februar 2019 er bestemmelsen blevet nyaffattet, så den også gælder tilsvarende overtrædelser begået af fremmedkrigere og udlændinge udvist efter udlændingelovens § 25. Herudover har nyaffattelsen til formål at give mulighed for at ændre den periode, over hvilken retten skal vurdere overtrædelsernes omfang, i forbindelse med en kendelse om varetægtsfængsling.

Der er tale om en særlig regel om varetægtsfængsling, der kun gælder for overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt for udlændinge på tålt ophold, kriminelle udviste, fremmedkrigere og udlændinge udvist efter udlændingelovens § 25, jf. forarbejderne til udlændingelovens § 35 a (L 140 af 15. januar 2019, de almindelige bemærkninger pkt. 12.3. og de specielle bemærkninger til § 1, nr. 8). Udlændingelovens § 35 a finder således ikke anvendelse for afviste asylansøgere.

Bestemmelsen trådte for udlændinge på tålt ophold og kriminelle udviste i kraft den 1. marts 2017 og gælder for overtrædelser begået efter denne dato. For fremmedkrigere og udlændinge udvist efter udlændingelovens § 25 trådte bestemmelsen i kraft den 1. marts 2019 og gælder for denne gruppes overtrædelser begået efter denne dato.

Formålet med bestemmelsen er ifølge forarbejderne (L 51 af 9. november 2016, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 2) at sikre tilstedeværelsen af den pågældende under straffesagen og en eventuel appel. Varetægtsfængslingen har således til formål at sikre, at der hurtigt gribes ind, hvis en udlænding på grov vis ikke overholder sin opholds-, underretnings- eller meldepligt.

Udlændingelovens § 35 a er et supplement til retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling. Det er forudsat i forarbejderne til bestemmelsen, at varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35 a som udgangspunkt skal gå forud for varetægtsfængsling efter retsplejelovens regler, jf. L 140 af 15. januar 2019, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 8.

Anklagemyndigheden skal derfor principalt begære en udlænding varetægtsfængslet efter udlændingelovens § 35 a, når betingelserne herfor er opfyldt. Udlændingelovens § 35 a kan ikke anvendes, hvis udlændingen tillige har overtrådt anden lovgivning (straffeloven eller særlovgivningen), og denne overtrædelse indgår i fængslingsgrundlaget. I tilfælde, hvor udlændingen tillige har overtrådt anden lovgivning, men hvor denne kriminalitet ikke giver grundlag for varetægtsfængsling, vil der kunne ske varetægtsfængsling efter § 35 a.

Kravet til mistankegrundlaget i udlændingelovens § 35 a, svarer til kravet i retsplejelovens § 762, stk. 1.

Ved gentagne overtrædelser forstås, at den pågældende udlænding slet ikke overholder eller i væsentlig grad misligholder sine forpligtelser.

Det vil bero på en individuel og konkret vurdering af den pågældendes forhold om der er tale om misligholdelse i væsentlig grad.

Bestemmelsen blev nyaffattet ved lov nr. 174 af 27. februar 2019 og nyaffattelsen havde til formål at give mulighed for at ændre den periode over hvilken, retten skal vurdere overtrædelsernes omfang, i forbindelse med en kendelse om varetægtsfængsling.

Efter den 1. marts 2019 skal spørgsmålet om varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35 a vurderes inden for en periode på op til 2 måneder, hvis der er tale om en udlænding, der ikke tidligere er dømt for overtrædelse af kontrolforpligtelserne.

Hvis udlændingen tidligere er dømt for overtrædelse af kontrolforpligtelserne, vil perioden være kortere og ned til 1 måned, jf. forarbejderne til lov nr. 174 af 27. februar 2019 (L 140 af 15. januar 2019, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 8).

Det er ikke et krav, at der er tale om en uafbrudt række af overtrædelser, men det er forudsat, at den pågældende udlænding inden for den pågældende periode i væsentligt omfang har misligholdt sine forpligtelser.

Det er som udgangspunkt heller ikke en betingelse, at udlændingen har misligholdt alle tre forpligtelser i perioden, når blot der samlet er tale om en væsentlig overtrædelse inden for perioden. Det er som udgangspunkt tilstrækkeligt, at der foreligger en væsentlig overtrædelse af én af forpligtelserne.

Det vil være uden betydning for vurderingen, at en udlænding inden for perioden i et mindre omfang har overholdt sine forpligtelser, hvis perioden som helhed har været præget af manglende overholdelse.

Retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling mv. finder i øvrigt anvendelse, jf. udlændingelovens § 35 a, stk. 2.

Det betyder blandt andet, at der skal være tale om overtrædelser af kontrolforpligtelserne i et sådant omfang, at den pågældende må forventes straffet med fængsel i mere end 30 dage, jf. retsplejelovens § 762, stk. 3. Se nærmere om strafudmålingen for overtrædelse af kontrolforpligtelserne under pkt. 5.

Det betyder endvidere, at der ikke kan ske varetægtsfængsling, hvis frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens betydning og den retsfølge, som kan ventes, hvis sigtede findes skyldig, jf. retsplejelovens § 762, stk. 3. Det er forudsat i forarbejderne til lov nr. 174 af 27. februar 2019 (L 140 af 15. januar 2019, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 8), at varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35 a som udgangspunkt anses for et proportionalt indgreb, når den pågældende kan idømmes mere end 30 dages fængsel – uanset det samlede antal overtrædelser.

Hvorvidt anklagemyndigheden skal begære en udlænding varetægtsfængslet efter udlændingelovens § 35 a, afhænger blandt andet af antallet af overtrædelser af kontrolforpligtelserne, herunder hvornår den pågældende udlænding i givet fald må forventes at blive idømt en fængselsstraf på mere end 30 dage. Ifølge forarbejderne til § 35 a (L 140 af 15. januar 2019, de almindelige bemærkninger, pkt. 12.3.) skal antallet af overtrædelser opgøres sådan, at én overtrædelse svarer til én overtrædelse af meldepligten eller underretningspligten eller én dags overtrædelse af opholdspligten. Hvis både opholdspligten, meldepligten og underretningspligten overtrædes på én dag, svarer dette derfor som udgangspunkt til tre overtrædelse. Se nærmere herom nedenfor under pkt. 5.

5.1. Generelt om straffastsættelsen

Overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt begået af personer omfattet af det skærpede kontrolregime (udlændinge på tålt ophold, kriminelle udviste, fremmedkrigere og udlændinge udvist efter udlændingelovens § 25) straffes efter udlændingelovens § 60, stk. 2. Se mere i pkt. 5.2.

Overtrædelse af opholds- og meldepligt begået af afviste asylansøgere straffes efter udlændingelovens § 60, stk. 1. Se mere i pkt. 5.3.

Ved lov nr. 174 af 27. februar 2019 blev straffen for overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt for udlændinge på tålt ophold, kriminelle udviste, fremmedkrigere og udlændinge udvist efter udlændingelovens § 25, skærpet. Strafskærpelsen trådte i kraft den 1. juni 2019. Forud for dette blev straffen for overtrædelse af melde- og opholdspligt for udlændinge på tålt ophold og kriminelle udviste skærpet ved lov nr. 189 af 27. februar 2017, der trådte i kraft den 1. marts 2017.

Det betyder, at anklageren i sager, hvor udlændinge på tålt ophold, kriminelle udviste, fremmedkrigere og udlændinge udvist efter udlændingelovens § 25 overtræder kontrolforpligtelserne, skal være opmærksom på, hvilket strafniveau, der var gældende på tidspunktet for overtrædelsen.

Gentagelsesvirkning

Hvis udlændingen er blevet straffet forud for 1. juni 2019 for overtrædelse af udlændingelovens § 60, stk. 2, (overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt) har disse overtrædelser gentagelsesvirkning – både i forhold til overtrædelser, der skal straffes efter udlændingelovens § 60, stk. 2, og i forhold til overtrædelser, der skal straffes efter straffelovens § 143, jf. forarbejderne til lov nr. 174 af 27. februar 2019 (L 140 af 15. januar 2019, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 23 og til § 8).

5.2. Anklagemyndighedens strafpåstand – udlændinge omfattet af det skærpede kontrolregime

Anklagemyndigheden skal i sager om overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt begået efter den 1. marts 2017 og før den 1. juni 2019, som straffes efter udlændingelovens § 60, stk. 2, som udgangspunkt nedlægge påstand om fængselsstraf efter retningslinjerne i pkt. 5.2.1.

I sager om overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt begået efter den 1. juni 2019, som straffes efter udlændingelovens § 60, stk. 2, skal anklagemyndigheden som udgangspunkt nedlægge påstand om fængselsstraf efter retningslinjerne i pkt. 5.2.2. Når overtrædelserne begås under særligt skærpende omstændigheder og straffes efter straffelovens § 143, skal anklagemyndigheden nedlægge påstand om fængselsstraf efter retningslinjerne i pkt. 5.2.3.

Antallet af overtrædelser skal beregnes således, at én overtrædelse svarer til:

• én overtrædelse af meldepligten, eller
• én overtrædelse af underretningspligten eller
• én dags overtrædelse af opholdspligten,

Hvis både opholdspligten, underretningspligten og meldepligten overtrædes på én dag, svarer dette til tre overtrædelser.

Se nærmere om melde-, opholds- og underretningspligt under pkt. 4.5., pkt. 4.6. og pkt. 4.7.

5.2.1. Overtrædelser begået efter den 1. marts 2017 og før den 1. juni 2019 – udlændingelovens § 60, stk. 2

Anklagemyndigheden skal i sager om overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt begået efter den 1. marts 2017 og før den 1. juni 2019 som straffes i medfør af udlændingelovens § 60, stk. 2, som udgangspunkt nedlægge påstand om fængselsstraf i overensstemmelse med nedenstående oversigt, jf. forarbejderne til lov nr. 189 af 27. februar 2017 (L 51 af 9. november 2016, bilag 1):

Udgangspunktet for straffastsættelse for overtrædelser begået efter den 1. marts 2017 og før den 1. juni 2019:

5.2.2. Overtrædelser begået efter den 1. juni 2019 – udlændingelovens § 60, stk. 2

Anklagemyndigheden skal i sager om overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt begået efter den 1. juni 2019, som straffes i medfør af udlændingelovens § 60, stk. 2, som udgangspunkt nedlægge påstand om fængselsstraf i overensstemmelse med nedenstående oversigter, jf. forarbejderne til lov nr. 174 af 27. februar 2019 (L 140 af 15. januar 2019, bilag 1).

Hvis der er begået betydeligt mere end 10 overtrædelser inden for én kalendermåned, eller hvis der er tale om 5. gangstilfælde eller derover, vil der dog kunne fastsættes en højere straf end den, som fremgår af de takstmæssige strafniveauer i skemaerne, jf. forarbejderne til lov nr. 174 af 27. februar 2019 (L 140 af 15. januar 2019, de almindelige bemærkninger, afsnit 9.1.3.)

Anklagemyndigheden skal som udgangspunktet nedlægge påstand i overensstemmelse med strafpositionerne i skema 1, hvis der alene er begået overtrædelser i én kalendermåned, og der ved dommen alene skal fastsættes straf for disse overtrædelser. Hvis der er begået overtrædelser over flere kalendermåneder, skal anklagemyndigheden nedlægge påstand efter strafpositionerne i skema 2.

Udgangspunktet for straffastsættelse for overtrædelser begået efter den 1. juni 2019 (skema 1 og 2):

Skema 1 – Straffastsættelse for overtrædelser begået inden for én kalendermåned, og hvor der alene skal fastsættes straf for disse overtrædelser:

Skema 2 – Straffastsættelse for overtrædelser begået over flere kalendermåneder:

*Når overtrædelserne fordeler sig over flere måneder, vil strafpåstanden skulle afspejle antallet af overtrædelser i hver enkelt kalendermåned i overensstemmelse med ovenstående skemaer og straffelovens § 88. Det betyder, at anklagemyndigheden skal nedlægge påstand om en fælles straf, som ligger inden for strafferammen, som gælder for overtrædelse af en pålagt opholds-, underretnings- og/eller meldepligt, jf. forarbejderne til lov nr. 174 af 27. februar 2019 (L 140 af 15. januar 2019, de almindelige bemærkninger, afsnit 9.1.3.).

Vestre Landsret har ved dom af 8. januar 2020 taget til stilling til straffastsættelsen for overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt begået over flere kalendermåneder efter den 1. juni 2019 i et 1. gangs tilfælde. Tiltalte blev fundet skyldig i 1 gang i august måned og 18 gange i oktober måned 2019 at have overtrådt de pålagte pligter. Landsretten udmålte straffen til fængsel i 60 dage og lagde vægt på, at tiltalte havde overtrådt de pålagte pligter en gang i august 2019 og mere end 10 gange i oktober 2019. Landsretten stadfæstede i øvrigt byrettens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i 6 år. Der henvises til AM2020. 01.08. V2.

Vestre Landsret har ved dom af 11. februar 2020 taget til stilling til straffastsættelsen for overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt begået over flere kalendermåneder efter den 1. juni 2019 i et 2. gangs tilfælde. Tiltalte blev fundet skyldig i 22 gange i juni måned, 45 gange i juli måned, 42 gange i august måned og 2 gange i september måned 2019 at have overtrådt de pålagte pligter. Landsretten udmålte straffen til fængsel i 6 måneder og stadfæstede i øvrigt byrettens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i 6 år. Der henvises til AM2020. 02.11V.

5.2.3. Overtrædelser begået efter den 1. juni 2019 – straffelovens § 143

Ved lov nr. 174 af 27. februar 2019, der trådte i kraft 1. juni 2019, blev straffelovens § 143 indsat. Det følger af straffelovens § 143, at den, som under særligt skærpende omstændigheder overtræder et pålæg nævnt i udlændingelovens § 60, stk. 2, straffes med fængsel indtil 4 år. Bestemmelsen er en overbygning til straffebestemmelsen i udlændingelovens § 60, stk. 2.

Anklagemyndigheden skal nedlægge påstand om straf efter straffelovens § 143 i de særligt grove tilfælde af overtrædelse af opholds-, underretnings- og/eller meldepligt, der har en sådan strafværdighed, at det skal straffes efter straffeloven og ikke efter bestemmelsen i udlændingeloven.

Straffelovens § 143 skal anvendes i tilfælde, hvor forholdene skønnes at være så grove, at samfundets reaktion bør komme til udtryk ved anvendelsen af straffeloven frem for udlændingeloven. Det betyder, at anklagemyndigheden i nogle tilfælde skal nedlægge påstand om straf efter straffelovens § 143, selvom den konkret forskyldte straf fastsættes til mindre end den strafferamme, som gælder efter udlændingelovens § 60, stk. 2, jf. forarbejderne til lov nr. 174 af 27. februar 2019 (L 140 af 15. januar 2019, de specielle bemærkninger til § 8, nr. 3).

Særligt skærpende omstændigheder

Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig et betydeligt antal overtrædelser over en længere periode.

Anklagemyndigheden skal bl.a. nedlægge påstand om skærpet straf efter straffelovens § 143, når:

1) en udlænding, som er pålagt alle tre typer af kontrolforpligtelser, i en periode på flere måneder slet ikke opholder sig på det indkvarteringssted, som udlændingen er pålagt at opholde sig på efter udlændingelovens § 42 a, stk. 8, hvorved den pågældende dagligt eller næsten dagligt i hele perioden overtræder alle tre typer af kontrolforpligtelser, hvilket vil kunne medføre op mod flere hundrede overtrædelser, eller

2) en udlænding, der er pålagt opholds-, underretnings- og meldepligt, tidligere adskillige gange er blevet dømt for overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt.

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 174 af 27. februar 2019 (L 140 af 15. januar 2019, de almindelige bemærkninger, pkt. 9.1.3.).

Straffastsættelse

Det er forudsat i forarbejderne til straffelovens § 143, at straffen skal fastsættes skønsmæssigt. Det forudsættes, at straffen overstiger de takstmæssige strafpositioner efter straffelovens § 60, stk. 2, jf. skema 1 og 2 i pkt. 5.2.2. Der skal ved straffastsættelsen lægges vægt på, hvor mange gange inden for en måned en kontrolforpligtelse er overtrådt, og om der er tale om mange gentagelsestilfælde, jf. L 140 af 15. januar 2019, de specielle bemærkninger til § 8, nr. 3).

Vestre Landsret har ved dom af 10. marts 2020 taget stilling til strafniveauet ved anvendelse af straffelovens § 143. I sagen blev tiltalte bl.a. fundet skyldig i 307 gange i perioden fra den 1. juni 2019 og til den 7. oktober 2019 at have overtrådt sin opholds-, underretnings- og meldepligt. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at tiltalte dagligt i hele perioden havde overtrådt alle tre typer af kontrolforpligtelser, og at det havde medført, at tiltalte flere hundrede gange havde overtrådt de givne pålæg. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse om fængsel i 1 år og udvisning med indrejseforbud i 6 år, og henviste bl.a. til byrettens begrundelse, som tog udgangspunkt i, hvad straffen for overtrædelse af forholdet efter udlændingeloven ville have været fastsat til efter strafskærpelsen den 1. juni 2019 ved en absolut kumulation. Der henvises til AM2020. 03.10V.

5.3. Anklagemyndighedens strafpåstand – afviste asylansøgere

Efter udlændingelovens § 60, stk. 1, straffes afviste asylansøgeres overtrædelse af meldepligt (§ 34, stk. 3) og opholdspligt (§ 42 a, stk. 8, 2. pkt.) med bøde og under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 1 år. Det bemærkes, at det fremgår af forarbejderne, at der for afviste asylansøgeres overtrædelser, der straffes efter udlændingelovens § 60, stk. 1, som udgangspunkt gælder en strafferamme på fængsel indtil 4 måneder, jf. forarbejderne til lov nr. 189 af 27. februar 2017 (L 51 af 9. november 2016, de specielle bemærkninger til nr. 14). Det fremgår ikke nærmere af forarbejderne til udlændingelovens § 60, stk. 1, hvordan straffen skal udmåles i sager, hvor afviste asylansøgere overtræder opholds- og meldepligt.

Ved lov nr. 1397 af 27. december 2008 blev strafferammen i § 60, stk. 1, hævet til bøde og under skærpende omstændigheder fængsel i 1 år. Det fremgår af forarbejderne, at den skærpede strafferamme på 1 år alene skal gælde personer på tålt ophold, mens den tidligere strafferamme på 4 måneder skal finde anvendelse på øvrige overtrædelser nævnt i § 60, stk. 1, jf. L 69 af 13. november 2008, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 7).

I forbindelse med strafskærpelserne for kriminelle udviste og udlændinge på tålt ophold, der blev gennemført i 2017, blev der indført selvstændig strafhjemmel for disse persongruppers overtrædelse af kontrolforpligtelserne i udlændingelovens § 60, stk. 2. Der er i den forbindelse ikke taget stilling til afviste asylansøgeres overtrædelse af ophold- og meldepligt. I forarbejderne til lov nr. 189 af 27. februar 2017 fremgår det, at strafniveauet for overtrædelse af opholds- og meldepligt var fra bøde og til fængsel i 40 dage, jf. L 51 af 9. november 2016, de almindelige bemærkninger, afsnit 3.2.

Det er på baggrund af retspraksis og de nævnte forarbejder til udlændingelovens § 60 Rigsadvokatens opfattelse, at sager om afviste asylansøgeres overtrædelse af kontrolforpligtelserne i 1.-2. gangstilfælde skal afgøres efter udgangspunkterne i skemaet nedenfor:

I 3. gangstilfælde og derover skal anklagemyndigheden overveje, om der er grundlag for at nedlægge påstand om fængselsstraf.

6.1. Domme til Vidensbasen

Det skal overvejes, om dommen er egnet til at indgå i anklagemyndighedens Vidensbase. En dom kan være egnet til Vidensbasen, hvis den belyser standard strafniveauet eller praksis for rettighedsfrakendelse mv. inden for et sagsområde, eller hvis dommen belyser problemstillinger af generel/principiel betydning for retstilstanden. Samtidig kan en dom være egnet, hvis den vedrører et område, som ikke allerede er dækket på Vidensbasen.

Kun endelige domme må indsendes til Vidensbasen.

Skemaer til indsendelse af domme til Vidensbasen findes under Viden på AnklagerNet.

• Lov nr. 446 af 13. april 2019
  •   L 165 af 20. februar 2019
• Lov nr. 174 af 27. februar 2019
  • L 140 af 15. januar 2019
• Lov nr. 189 af 27. februar 2017
  • L 51 af 9. november 2016
• Lov nr. 1397 af 27. december 2008
  • L 69 af den 13. november 2008
• Lov nr. 1273 af 20. november 2015
  • L 62 fremsat den 18. november 2015