Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Forsørgelse & aktivering

Bekendtgørelse om den statslige fleksjobordning

Finansministeriets bekendtgørelse nr. 2270 af 29/12 2020.

I medfør af tekstanmærkning nr. 105 ad 07.14.01. og 07.14.38. til § 7 på finansloven for finansåret 2021 fastsættes:

Til toppen

Anvendelsesområde

§ 1. Fleksjobordningen omfatter statsinstitutioner, der er opført på finansloven som driftsbevilling eller statsvirksomhed, institutioner omfattet af universitetsloven samt selvejende institutioner, selskaber, foreninger m.v., der enten er opført på finansloven på lige fod med egentlige statslige institutioner eller opfylder betingelserne i tekstanmærkning nr. 105, stk. 1, til § 7 på finansloven.

Stk. 2. En institution m.v. kan kun være delvist omfattet af fleksjobordningen, hvis en del af medarbejderne ikke er omfattet ordningen jf. stk. 1.

§ 2. Den myndighed, der udmønter et tilskud, træffer afgørelse om, hvorvidt tilskudsmodtager er omfattet af fleksjobordningen, jf. § 1, stk. 1.

Stk. 2. Tilskudsyder skal til Statens Administration indberette, hvilke tilskudsmodtagere der er omfattet af fleksjobordningen. Indberetningen skal ske senest 1. marts eller i umiddelbar forbindelse med, at tilskudsyder træffer afgørelse efter § 2, stk. 1.

Stk. 3. Statens Administration meddeler de omfattede institutioner, at institutionen er omfattet eller udtrådt af fleksjobordningen, når Statens Administration bliver kendt hermed.

Stk. 4. Indberetningen efter stk. 2 skal ske samlet for hvert enkelt ministerium.

Stk. 5. Hvis tilskudsyder efterfølgende ændrer afgørelser om driftstilskud efter § 2, stk. 1, som betyder, at en tilskudsmodtager enten bliver omfattet eller udtræder af fleksjobordningen, skal tilskudsyder i umiddelbar forbindelse med afgørelsen indberette dette til Statens Administration.

§ 3. Tilskudsmodtager bliver omfattet af fleksjobordningen fra begyndelsen af det kvartal, hvor tilskudsyder giver tilskudsmodtager meddelelse herom.

Stk. 2. Tilskudsmodtager er omfattet af fleksjobordningen i en periode af samme længde, som den periode driftstilskuddet jf. tekstanmærkning nr. 105, stk. 1, til § 7 på finansloven, vedrører. Hvis driftstilskuddet er ydet for et finansår, vil tilskudsmodtager blive omfattet af fleksjobordningen i 4 på hinanden følgende kvartaler, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Perioden, hvor tilskudsmodtageren er omfattet af fleksjobordningen, kan højest forskydes med et kvartal i forhold til tidspunktet for bevillingen af driftstilskuddet. Hvis meddelelsen fra Statens Administration om, at tilskudsyder er omfattet af fleksjobordningen, bliver givet senere end kvartalet efter, at afgørelsen om driftstilskuddet, jf. § 2, stk. 1, er truffet, bliver den samlede periode, hvor tilskudsmodtager er omfattet af fleksjobordningen, forkortet tilsvarende.

Stk. 4. Ved bagudrettet driftstilskud, jf. § 2, stk. 1, hvor tilskudsmodtager først får tilkendegivelse om tilskud efter 1. kvartal, vil tilskudsmodtager være omfattet af fleksjobordningen i hele det pågældende regnskabsår, som tilskuddet vedrører.

Stk. 5. Tilskudsmodtager udtræder af fleksjobordningen ved udløbet af det sidste kvartal i perioden, jf. stk. 2 eller 3. Det gælder dog ikke, hvis tilskudsmodtager i umiddelbar tilknytning til periodens udløb modtager et eller flere af de i tekstanmærkning nr. 105, stk. 1, til § 7 på finansloven nævnte tilskud.

§ 4. For personer ansat i fleksjob før 1. april 2002 refunderes 100 pct. af beregningsgrundlaget. Dette gælder også, hvis den pågældende skifter stilling som følge af organisatoriske omlægninger eller lignende. Opnormering og forfremmelse m.v. betragtes ikke som stillingsskifte. Stillingsskifte af anden årsag betragtes som en nyansættelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 11, stk. 3, gælder ikke for personer, der den 4. juli 2006 var ansat i fleksjob eller personer, der denne dato havde indgået aftale om fleksjob til påbegyndelse efter 5. juli 2006.

Bidrag

§ 5. De omfattede institutioner er forpligtet til at betale bidrag til fleksjobordningen for de kvartaler, hvor institutionen efter § 3 er omfattet af fleksjobordningen. Bidragspligten indtræder ved begyndelsen af det første kvartal, hvor institutionen er omfattet, og bortfalder ved udgangen af det sidste kvartal, institutionen er omfattet af fleksjobordningen.

Stk. 2. Institutionerne skal indbetale bidrag til fleksjobordningen hvert kvartal. Betalingen skal ske til Statens Administration senest 2 måneder efter udløbet af det kvartal, som bidraget vedrører.

Stk. 3. Foruden de almindelige modregningsregler, kan Statens Administration modregne bidrag i institutioners eventuelle krav på refusion vedrørende samme kvartal.

§ 6. Bidraget til finansiering af fleksjobordningen er fastsat på finansloven som et beløb pr. årsværk pr. måned jf. tekstanmærkning nr. 105, stk. 2, til § 7 på finansloven. Bidragssatsen samt ændringer i bidragssatsen offentliggøres på Statens Administrations hjemmeside, www.statens-adm.dk.

Stk. 2. Finansministeren kan forud for et kvartal beslutte at nedsætte bidraget.

§ 7. Statens Administration beregner og opkræver bidrag hos de omfattede institutioner hvert kvartal på baggrund af oplysninger om institutionens registrerede årsværksforbrug. Regler om beregning af bidrag for institutioner, der anvender Statens Løn System (SLS) fremgår af § 8, mens regler om beregning af bidrag for øvrige institutioner fremgår af § 9.

§ 8. Statens Administration beregner bidrag for de omfattede institutioner, der anvender SLS, på grundlag af det årsværksforbrug, som institutionerne har registreret i SLS i det foregående kvartal. Bidrag for 1. kvartal i året bliver beregnet på grundlag af registreringer for 4. kvartal året før, jf. dog § 8 stk. 2.

Stk. 2. For det første kvartal en institution anvender SLS til anvisning af løn, bliver bidraget beregnet på grundlag af årsværksforbruget i det pågældende kvartal. Herefter bliver bidraget beregnet efter stk. 1.

Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse ved sammenlægning eller opsplitning af eksisterende institutioner. Bidrag vil skulle beregnes på grundlag af det samlede antal årsværk i det foregående kvartal i de berørte institutioner.

Stk. 4. Hvis årsværksforbruget i et kvartal er under 5 årsværk samlet for institutionen, er institutionen fritaget for betaling af bidrag i det efterfølgende kvartal.

Stk. 5. Institutioner, der anvender SLS til anvisning af løn, skal ikke indberette årsværksforbrug for foregående kvartal, med mindre Statens Administration særskilt anmoder institutionen om kvartalsvis indberetning.

§ 9. Statens Administration beregner bidrag for de omfattede institutioner, der ikke er omfattet af § 8 på grundlag af institutionens indberetning af det faktiske årsværk i året forud for finansåret, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. For nyoprettede institutioner anvendes det faktiske årsværksforbrug i det første kvartal, institutionen er oprettet, og herefter det faktiske årsværksforbrug i det foregående kvartal.

Stk. 3. Sammenlægning eller opsplitning af eksisterende institutioner sidestilles ikke med nyoprettelse. Bidrag vil skulle beregnes på grundlag af det samlede antal årsværk i det foregående kvartal i de berørte institutioner.

Stk. 4. Hvis det faktiske antal årsværk for finansåret forud er under 5 årsværk, er institutionen fritaget for bidragsbetaling i det indeværende finansår.

Stk. 5. Der sker ikke regulering af bidragsbetalingen ved afvigelser mellem det gennemsnitlige årsværksforbrug i året forud for finansåret og det faktiske årsværksforbrug i samme periode.

Stk. 6. Institutionerne, der er omfattet af stk. 1, skal indberette det faktiske årsværksforbrug for foregående finansår inden 1. marts.

Stk. 7. Hvis institutionen ikke indberetter det faktiske årsværk for året forud inden den fastsatte frist, kan Statens Administration opkræve bidrag til fleksjobordningen på grundlag af et skønnet antal årsværk. Statens Administrations skøn tager udgangspunkt i det interval af antal ansatte, som institutionen er registreret med i CVR-registeret.

Refusion

§ 10. De omfattede institutioner har ret til at søge refusion efter reglerne i denne bekendtgørelse for de kvartaler, hvor institutionen efter § 3 er omfattet af fleksjobordningen.

§ 11. Refusionen udgør halvdelen af den lønudgift, som ikke dækkes af tilskuddet fra kommunen, jf. § 133, stk. 2-4, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller af refusion efter anden lovgivning, herunder dagpenge ved sygdom. Hvis de omfattede institutioners forhold medfører, at tilskud eller refusion fra anden side, jf. 1. pkt., ikke kommer til udbetaling, fratrækkes det beløb, som institutionen ville have været berettiget til inden beregning af refusion fra fleksjobordningen.

Stk. 2. Bidrag til fleksjobordningen indgår ikke i lønudgiften.

Stk. 3. Lønudgiften for et kvartal kan maksimalt udgøre ¼ af det årlige maksimumsbeløb fastsat i § 133, stk. 3, 3. pkt., i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Ved deltidsansættelse nedsættes det maksimale beløb forholdsmæssigt i forhold til arbejdstidsbrøken.

§ 12. De omfattede institutioner skal anmode Statens Administration om refusion senest 2 måneder efter udgangen af det kvartal, som refusionen vedrører.

Stk. 2. Kan det endelige krav på refusion for en fleksjobansat ikke opgøres, skal anmodning om et skønnet beløb indberettes inden for fristen i stk. 1. Krav på regulering af tidligere søgt refusion for en fleksjobansat skal indberettes senest 14 måneder efter udløbet af det kvartal, reguleringen vedrører.

Stk. 3. Anmodning om refusion skal indberettes elektronisk på www.fleksbarsel.dk ved anvendelse af digital signatur (medarbejdercertifikat). Institutionerne har ansvaret for, at de indberettede oplysninger er korrekte.

Stk. 4. Statens Administration kan efter ansøgning forlænge fristen for indberetning for et kvartal med op til 1 måned, hvis fristoverskridelsen skyldes problemer med institutionens it-udstyr eller den digitale signatur, og institutionen så tidligt som muligt og senest 2 hverdage efter fristens udløb meddeler Statens Administration dette.

Stk. 5. Overskrides fristerne efter stk. 1, 2 og 4, bortfalder retten til refusion eller regulering af refusionsbeløbet.

Stk. 6. Statens Administration kan efter ansøgning dispensere fra indberetningsfristerne, hvis fristoverskridelsen skyldes ganske særlige forhold.

Afskrivning af uerholdelige beløb

§ 13. Statens Administration kan træffe afgørelse om afskrivning af uerholdelige beløb.

Revision

§ 14. Revision skal udføres efter stk. 2-4 af en sagkyndig revision, medmindre de omfattede institutioner revideres af Rigsrevisionen i henhold til § 2 i lov om revision af statens regnskaber m.m.

Stk. 2. Revisionen skal som minimum omfatte:

1) beregning af bidrag til ordningen, herunder opgørelse af årsværksforbrug, og

2) beregning af lønrefusionsbeløb fra staten, herunder at ansættelsesforholdet vedrører et godkendt fleksjob samt beregning af løn og kommunal refusion.

Stk. 3. Revisor skal i revisionsprotokollen oplyse, at ordningen om fleksjob er revideret i henhold til gældende regler og retningslinjer.

Stk. 4. Giver revisionen anledning til kritiske bemærkninger i forhold til det i stk. 2 anførte, skal institutionen skriftligt meddele dette til Statens Administration og foretage de nødvendige korrektioner uden unødig forsinkelse.

Administration af ordningen

§ 15. Fleksjobordningen administreres af Statens Administration, der kan fastsætte nærmere retningslinjer for ordningen. Retningslinjerne fremgår af Statens Administrations hjemmesider, www.statens-adm.dk og www.fleksbarsel.dk.

§ 16. Statens Administration kan som betingelse for udbetaling af refusion kræve relevant dokumentation til sikring af korrekt udbetaling.

Stk. 2. Dokumentation kan endvidere indhentes efterfølgende, herunder som stikprøvekontrol, og der vil i den forbindelse kunne kræves hel eller delvis tilbagebetaling af refusionsbeløb, for hvilke der ikke foreligger dokumentation.

Klageadgang

§ 17. De omfattede institutioner kan klage over afgørelser truffet af tilskudsyder efter § 2, stk. 1 eller 4, efter samme regler, som gælder for klager over selve afgørelsen om driftstilskud.

Stk. 2. Statens Administrations afgørelser om udbetaling af refusion og om dispensation fra indberetningsfristerne kan indbringes for Finansministeriets departement. Klagen skal være modtaget af Statens Administration senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt institutionen. Statens Administration videresender herefter, medmindre styrelsen giver klageren medhold, klagen til Finansministeriets departement med styrelsens udtalelse i sagen.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse m.v.

§ 18. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2021 og har virkning for refusioner og bidrag, der vedrører 1. kvartal 2021 eller senere.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1621 af 27. december 2019 om den statslige fleksjobordning ophæves.

Stk. 3. Afgørelser om refusionsanmodning eller bidragsopkrævning for perioder før 1. kvartal 2021 træffes efter den bekendtgørelse, der var gældende på henholdsvis indberetningstidspunktet for refusionsanmodningen og på udsendelsestidspunktet for bidragsopkrævningen.

Stk. 4. Øvrige afgørelser træffes efter den bekendtgørelse, der var gældende på ansøgningstidspunktet.

Til toppen