Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om forberedende grunduddannelse (FGU) for indsatte i fængsler og arresthuse m.v.

Undervisnings- og Kvalitetsstyrelsens bekendtgørelse nr. 2100 af 18/12 2020.

I medfør af § 47, stk. 3, i lov om institutioner for forberedende grunduddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 604 af 24. maj 2019, og efter forhandling med justitsministeren, fastsættes efter bemyndigelse:

§ 1. Forberedende grunduddannelse (FGU) kan tilrettelægges og gennemføres for indsatte og eventuelt tidligere indsatte i fængsler og arresthuse under kriminalforsorgen på særlige vilkår, jf. §§ 3-14.

Stk. 2. Kriminalforsorgen kan beslutte, at der i arresthuse alene tilrettelægges afsøgningsforløb eller basisforløb.

§ 2. De indsattes uddannelse følger i øvrigt af lov om forberedende grunduddannelse og de regler, der er fastsat i medfør heraf, dog således at der kan foretages tilpasninger, som er nødvendige af hensyn til regler om indsattes afsoning i kriminalforsorgens institutioner, eller i det omfang dette i øvrigt er hensigtsmæssigt af hensyn til forholdene i de pågældende institutioner.

Deltagerkreds

§ 3. Kriminalforsorgen træffer afgørelse om deltagelse i forberedende grunduddannelse for indsatte under 30 år,

1) som ikke er omfattet af undervisningspligten i medfør af lov om kommunal indsats for unge under 25 år, jf. lovbekendtgørelse nr. 1301 af 4. september 2020,

2) som ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, og

3) som har behov for en særlig forberedende indsats for at gennemføre en uddannelse eller komme i beskæftigelse efter afsoning.

Stk. 2. Uanset stk. 1 kan indsatte, som har gennemført en ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, efter anmodning deltage i forberedende grunduddannelse, hvis de øvrige betingelser i stk. 1 er opfyldt.

Stk. 3. Afgørelse efter stk. 1 og 2 træffes på grundlag af en samlet afvejning af mulige tilbud og indsatser, som kan bringe den indsatte tættere på uddannelse og senere beskæftigelse.

Stk. 4. Afgørelse efter stk. 1 og 2 træffes endvidere ud fra en helhedsvurdering af den indsattes faglige, sociale og personlige ressourcer og udfordringer, karakterer fra grundskolen, erfaringer fra brobygning og praktik i virksomheder. Til brug for vurderingen af, om den indsatte har sociale og personlige ressourcer og udfordringer, som har indflydelse på den indsattes videre uddannelse, tages udgangspunkt i følgende forhold hos den indsatte:

1) Motivation for uddannelse og lyst til læring.

2) Generel viden om forventninger og krav til at gennemføre en uddannelse.

3) Selvstændighed og ansvarlighed, herunder om den indsatte kan tage initiativ til opgaveløsninger.

4) Mødestabilitet, herunder rettidighed og fravær.

5) Samarbejdsevner.

6) Respekt, herunder forståelse for andre mennesker.

Tilrettelæggelse

§ 4. Når kriminalforsorgen tilrettelægger forberedende grunduddannelse for indsatte i sine institutioner, varetager kriminalforsorgen de opgaver og funktioner, som kommunalbestyrelsen varetager i henhold til reglerne om FGU.

§ 5. FGU-udbud for indsatte i kriminalforsorgens institutioner skal i videst muligt omfang følge den opbygning, der følger af reglerne om FGU, således at uddannelsesstart på basisforløbet finder sted løbende, og påbegyndelse af uddannelsesspor sker to gange årligt.

§ 6. Kriminalforsorgens institutioner indgår så vidt muligt i samarbejder, herunder i form af partnerskaber, med virksomheder, offentlige institutioner, institutioner for erhvervsrettet uddannelse, lokalsamfundets forenings-, fritids- og klubtilbud, lokalsamfundets folkeoplysende skoler m.v., der kan bidrage til opfyldelsen af forberedende grunduddannelses formål, jf. også § 9.

Undervisning

§ 7. Kriminalforsorgen fastsætter udbud af de faglige temaer i sine institutioner.

§ 8. Undervisningen skal i det omfang, det er muligt, foregå som FGU-holdundervisning.

§ 9. Kriminalforsorgen skal i videst muligt omfang sikre, at den indsattes uddannelse omfatter deltagelse i fælles sociale arrangementer, herunder idrætsaktiviteter, musiske og kreative aktiviteter, museumsbesøg og andre relevante ekskursioner, der er forenelige med regler om afsoning for indsatte. Kriminalforsorgen beslutter, i hvilket omfang indsatte har pligt til at deltage i aktiviteterne.

Virksomhedspraktik

§ 10. Virksomhedspraktik kan afvikles i kriminalforsorgens institutioner.

Stk. 2. Hvis den indsattes afsoningsvilkår tillader det, afvikles virksomhedspraktikken så vidt muligt på baggrund af en praktikaftale mellem den indsatte og en privat eller offentlig virksomhed, jf. bilag 1 i bekendtgørelse om forberedende grunduddannelse.

Prøver og beviser

§ 11. Med henblik på at kunne afholde FGU-prøver indgår kriminalforsorgen i et censorkorps i overensstemmelse med reglerne herom i bekendtgørelse om prøver og eksamen i grundlæggende erhvervsrettede uddannelser.

§ 12. Beviser, som dokumenterer opnåede kompetencer i FGU, udstedes af kriminalforsorgen uden oplysning om den udstedende institutions navn.

Overgang til og fra uddannelse i kriminalforsorgens institutioner

§ 13. Indsatte, der forud for afsoning har fulgt et FGU-forløb, vil under afsoning kunne fortsætte i et FGU-forløb, såfremt den pågældende institution under kriminalforsorgen udbyder FGU, og kriminalforsorgen vurderer det hensigtsmæssigt og muligt. Den indsatte vil kunne skifte spor eller fagligt tema i overensstemmelse med det udbud af FGU, som institutionen har.

§ 14. Indsatte, der påbegynder eller viderefører FGU i regi af kriminalforsorgen, kan efter endt afsoning fortsætte deres uddannelsesforløb enten på en FGU-institution eller eventuelt på en institution under kriminalforsorgen.

Stk. 2. De fag og niveauer, som en indsat gennemfører under afsoning, og som afsluttes med bedømmelse i overensstemmelse med de fastsatte regler herom i læreplaner og fagbilag for uddannelsen, er meritgivende i forhold til FGU-forløb i en FGU-institution.

Ikrafttrædelsesbestemmelse

§ 15. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2021.

Til toppen