Bekendtgørelse om revision af Seniorpensionsenhedens årsregnskaber
Arbejdsmarkeds- og Rekrutteringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 2004 af 11/12 2020.
I medfør af § 13 i lov nr. 869 af 14. juni 2020 om Seniorpensionsenheden fastsættes:
Kapitel 1 – Anvendelsesområde
§ 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse på revision af Seniorpensionsenhedens årsregnskaber vedrørende Seniorpensionsenhedens opgavevaretagelse, jf. § 2 i lov om Seniorpensionsenheden.
Kapitel 2 – Den eksterne revision
§ 2. Den eksterne revision udfører revisionen i overensstemmelse med god revisorskik, internationale standarder om revision, yderligere krav ifølge dansk revisorlovgivning, lov om Seniorpensionsenheden, bekendtgørelse om regnskaber m.v. for Seniorpensionsenheden samt i overensstemmelse med standarderne for offentlig revision (SOR).
Stk. 2. Revisionen efterprøver i årets løb om den administrative og regnskabsmæssige praksis, herunder forretningsgange, interne kontrolprocedurer samt procedurer for sagsbehandling, er hensigtsmæssig og fungerer på betryggende vis. Revisionen omfatter tillige it-anvendelsen.
Stk. 3. Tilrettelæggelsen af revisionen, herunder juridisk-kritisk revision og forvaltningsrevision, sker med udgangspunkt i en samlet årlig revisionsplan, der drøftes med bestyrelsen for Seniorpensionsenheden. Revisionen tilrettelægges som en kombination af test af kontroller, analyser og substansrevision, i henhold til de til enhver tid gældende revisionsstandarder og eventuelle supplerende instrukser fra øvrige myndigheder eller Rigsrevisionen. Revisionsplanerne skal sikre, at alle væsentlige og risikofyldte områder revideres hvert år, og at øvrige områder revideres med en frekvens og et omfang, der fastsættes ud fra væsentlighed og risiko. I forbindelse med afslutning af revisionen redegøres for eventuelle afvigelser til planen.
Stk. 4. Beskæftigelsesministeriet kan forlange revision på et eller flere af Seniorpensionsenhedens sagsområder. Sagsområderne meldes ud på forhånd og indgår i revisionsplanen for den samlede årlige revision, som drøftes i bestyrelsen for Seniorpensionsenheden, og skal således være udmeldt forud for regnskabsåret, hvor revisionen skal foretages.
Juridisk-kritisk revision og forvaltningsrevision
§ 3. Juridisk kritisk revision og forvaltningsrevision gennemføres i overensstemmelse med standarderne for offentlig revision (SOR).
Stk. 2. Ved vurderingen af, om der er taget skyldige økonomiske hensyn i Seniorpensionsenheden, foretages en undersøgelse af, hvorvidt Seniorpensionsenheden har god økonomistyring, jf. stk. 3. Revisionen udføres med udgangspunkt i de mål, som bestyrelsen for Seniorpensionsenheden har meldt ud og Seniorpensionsenhedens opnåede resultater.
Stk. 3. I relation til de omkostninger, som følger af den administration, der udføres af Arbejdsmarkedets Tillægspension, baseres vurderingen af, om der er taget skyldige økonomiske hensyn i Seniorpensionsenheden, på den rapportering, som Seniorpensionsenheden modtager fra Arbejdsmarkedets Tillægspension om serviceniveau, kvalitet, svarfrister m.v. samt på en udtalelse fra Arbejdsmarkedets Tillægspensions eksterne revisor om, hvorvidt Arbejdsmarkedets Tillægspension har et betryggende økonomistyringssystem.
Stk. 4. Bestyrelsen for Seniorpensionsenheden kan beslutte at iværksætte udvidet forvaltningsrevision, herunder iværksætte større undersøgelser. Formål, emne og omfang fastsættes af bestyrelsen i samarbejdet med revisionen.
Årsregnskab
§ 4. Ved den afsluttende revision påses det,
1) at årsregnskabet er opstillet i overensstemmelse med § 11 i lov om Seniorpensionsenheden samt bekendtgørelse om regnskaber m.v. for Seniorpensionsenheden,
2) at årsregnskabet ikke indeholder væsentlige fejl eller mangler, og
3) at de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med love og andre forskrifter samt indgåede aftaler og sædvanlig praksis.
Den eksterne revisions protokol
§ 5. Til brug for bestyrelsen for Seniorpensionsenheden skal den eksterne revision føre en revisionsprotokol. Der skal i protokollen redegøres for den i årets løb udførte revision, som kan danne grundlag for revisionsmæssige delkonklusioner. Protokollen skal fremlægges på ethvert bestyrelsesmøde, og enhver protokoltilføjelse forelægges ekstern revision og revisionschefen, hvis bestyrelsen har oprettet en intern revision., og underskrives af den samlede bestyrelse,
Stk. 2. I protokollatet vedrørende årsregnskabet skal der redegøres for arten og omfanget af den udførte revision og konklusionen herpå. Derudover skal arbejdsdelingen mellem intern revision og ekstern revision omtales.
Stk. 3. Den eksterne revision skal i et særskilt afsnit i protokollatet vedrørende årsregnskabet oplyse om udførelse af eventuelle assistance- eller rådgivningsopgaver.
Stk. 4. Den eksterne revision skal kort redegøre for sin egen habilitet i forhold til revision af Seniorpensionsenheden, hvis den eksterne revision også påtager sig revisionsopgaver for Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Stk. 5. Fremgår det af ledelsesberetningen, at aflæggelsen af regnskabet er forbundet med usikkerhed, skal revisor særskilt redegøre for de handlinger og opgaver, der er udført i forhold til disse usikkerheder.
Generelle konklusioner og oplysninger
§ 6. Det skal i protokollatet vedrørende årsregnskabet oplyses, hvorvidt den eksterne revision har modtaget alle de oplysninger, der er anmodet om.
Stk. 2. Såfremt bestyrelsen har oprettet en intern revision, skal det i revisionsprotokollatet vedrørende årsregnskabet konkluderes, om
1) de opgaver, der fremgår af revisionsaftalen, er udført, og om den interne revision fungerer tilfredsstillende, og herunder hvorvidt den eksterne revision er blevet bekendt med forhold, der enkeltvis eller tilsammen afkræfter, at den interne revision fungerer uafhængigt af den daglige ledelse, og
2) om den eksterne revision på baggrund af det af ekstern revision udførte arbejde, er enig i indholdet af den interne revisions protokoltilførsler vedrørende regnskabsåret, og såfremt dette ikke er tilfældet, hvori uenigheden består.
Erklæringer
§ 7. I protokollatet vedrørende årsregnskabet skal der afgives erklæringer om, hvorvidt Seniorpensionsenhedens administrative og regnskabsmæssige praksis på væsentlige områder, herunder forretningsgange og interne kontrolprocedurer, er tilrettelagt og fungerer på betryggende vis, herunder om
1) Seniorpensionsenhedens samlede system-, data- og driftssikkerhed er og fungerer betryggende,
2) Seniorpensionsenheden har god økonomistyring,
3) Arbejdsmarkedets Tillægspension følger Arbejdsmarkedets Tillægspensions omkostningsmodel ved administration af Seniorpensionsenheden, og
4) den eksterne revision er blevet bekendt med forhold, der er i strid med kravene i lovgivningen vedrørende Seniorpensionsenheden, de til enhver tid gældende databeskyttelsesretlige regler eller anden offentligretlig lovgivning.
Kapitel 3 – Intern revision
§ 8. Hvis bestyrelsen for Seniorpensionsenheden i medfør af § 12, stk. 3, i lov om Seniorpensionsenheden beslutter, at der skal oprettes intern revision, skal bestyrelsen som udgangspunkt vælge Arbejdsmarkedets Tillægspensions revisionschef.
Stk. 2. Revisionschefen og medarbejderne i den interne revision må ikke deltage i andet arbejde i virksomheden end revision.
Stk. 3. Intern revision må ikke påtage sig opgaver, når der foreligger omstændigheder, der er egnet til at vække tvivl hos en velinformeret tredjemand om den interne revisions uafhængighed.
Stk. 4. Den interne revision må alene påtage sig arbejdsopgaver, som den har tilstrækkelig kompetence til at udføre.
Stk. 5. De opgaver, som den interne revision udfører, må ikke bevirke, at revisionschefen kommer i en situation, hvor vedkommende erklærer sig eller oplyser om forhold eller dokumenter, som revisionschefen eller ansatte i den interne revision har udarbejdet grundlaget for.
Stk. 6. Intern revision skal udføre revisionsarbejdet i henhold til en revisionsaftale mellem den eksterne revision og revisionschefen.
Stk. 7. Revisionsaftalen skal indeholde
1) en overordnet beskrivelse af, hvilke revisionsopgaver der skal udføres, og hvilke af disse opgaver der påhviler henholdsvis den eksterne revision og den interne revision,
2) retningslinjer for samarbejdet mellem den eksterne revision og den interne revision, herunder for det arbejde, som den eksterne revision skal udføre i forbindelse med kontrol af den interne revisions arbejde, og
3) en beskrivelse af, hvordan og i hvilket omfang der udveksles oplysninger mellem den interne og eksterne revision om den udførte revision.
Den interne revisions protokol
§ 9. Til brug for bestyrelsen for Seniorpensionsenheden skal den interne revision føre en revisionsprotokol. Der skal i protokollen redegøres for den revision, der er udført i løbet af året, og som kan danne grundlag for revisionsmæssige delkonklusioner. Protokollen skal fremlægges på ethvert bestyrelsesmøde, og enhver protokoltilførsel skal underskrives af den samlede bestyrelse, ekstern revision og revisionschefen.
Stk. 2. Den interne revision skal altid afgive et årsprotokollat til behandling på et bestyrelsesmøde, der ligger efter regnskabsårets afslutning og senest på det bestyrelsesmøde, hvor årsregnskabet godkendes af bestyrelsen. I årsprotokollatet skal den interne revision redegøre for arten og omfanget af de udførte revisionsarbejder, herunder hvorledes den interne revision har udført revisionen af de væsentlige og risikofyldte områder og konklusionen herpå.
Stk. 3. I et særskilt afsnit i protokollatet vedrørende årsrapporten skal den interne revision opsummere samtlige bemærkninger, som revisionen har givet anledning til at fremføre over for bestyrelsen for Seniorpensionsenheden. Opsummeringen skal indeholde en status vedrørende de bemærkninger, der er fremført vedrørende det pågældende regnskabsår, samt en status vedrørende de bemærkninger, der fremgik som åbentstående i protokollatet vedrørende den foregående årsrapport. Hvis revisionen ikke har givet anledning til bemærkninger, skal dette oplyses.
Stk. 4. Revisionschefen skal som minimum i årsprotokollatet i et særskilt afsnit oplyse, at revisionschefen ikke er kommet i en situation, hvor vedkommende erklærer sig, konkluderer eller oplyser om forhold eller dokumenter, som revisionschefen eller ansatte i den interne revision har udarbejdet grundlaget for.
Stk. 5. I protokollatet vedrørende årsrapporten skal det oplyses, om den interne revision har modtaget alle de oplysninger, der er anmodet om.
Stk. 6. Den interne revision skal kort redegøre for sin egen habilitet i forhold til revision af Seniorpensionsenheden, hvis den interne revision også varetager revisionsopgaver for Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Kapitel 4 – Revisionspåtegningen
§ 10. Den eksterne revisions påtegning på årsregnskabet skal afgives efter bestemmelserne i lov om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder (revisorloven) samt de forskrifter, der er udstedt i medfør heraf, samt i overensstemmelse med standarderne for offentlig revision (SOR).
§ 11. Er der oprettet en intern revision, skal revisionschefen afgive en påtegning på årsregnskabet, hvoraf det skal fremgå, at den interne revision er udført i henhold til revisionsaftalen, jf. § 10, stk. 7.
Stk. 2. Påtegningen skal indeholde en kort beskrivelse af den udførte revision, herunder at den interne revision har deltaget i revisionen af de væsentlige og risikofyldte områder, samt konklusion herpå. Det skal særskilt oplyses, hvis revisionen omfatter andet end årsregnskabet. Eventuelle forbehold eller supplerende oplysninger skal tydeligt fremgå af påtegningen.
Kapitel 5 – Revisionens adgang til oplysninger mv.
§ 12. Seniorpensionsenheden skal give revisor og revisionschefen de oplysninger, som må anses af betydning for bedømmelsen af Seniorpensionsenhedens regnskab samt for revisors og revisionschefens vurdering af administrationen. Seniorpensionsenheden skal give revisor og revisionschefen adgang til at foretage de undersøgelser, denne finder nødvendige, og skal sørge for, at revisor og revisionschefen får de oplysninger og den bistand, som revisor og revisionschefen anser for nødvendig for udførelsen af sit hverv.
Kapitel 6 – Revisionens meddelelser
§ 13. Bliver revisor eller revisionschefen opmærksom på lovovertrædelser eller tilsidesættelser af forskrifter af væsentlig betydning i forbindelse med Seniorpensionsenhedens administration, påhviler det revisor og revisionschefen straks at give bestyrelsen for Seniorpensionsenheden meddelelse derom.
Stk. 2. Revisor skal påse, at Seniorpensionsenheden inden 3 uger giver Beskæftigelsesministeriet meddelelse herom. Opfylder Seniorpensionsenheden ikke sin meddelelsespligt efter stk. 2, har revisor pligt til at orientere Beskæftigelsesministeriet om forhold efter stk. 1. Revisors bemærkninger indsendes sammen med meddelelsen.
Kapitel 7 – Rigsrevisors regnskabsgennemgang
§ 14. Rigsrevisor kan udføre regnskabsgennemgang i overensstemmelse med bestemmelserne i § 6, jf. § 4 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.
Stk. 2. Rigsrevisor kan ved sin gennemgang navnlig påse, at regnskabet er undergivet betryggende revision, at vilkår for Seniorpensionsenheden er opfyldt, og at midlerne er anvendt i overensstemmelse med givne bestemmelser. Desuden kan rigsrevisor påse, at der tages skyldige økonomiske hensyn ved forvaltning af midlerne.
Stk. 3. Rigsrevisor kan af offentlige myndigheder, herunder Beskæftigelsesministeriet og Seniorpensionsenheden, forlange alle materialer og oplysninger, som efter rigsrevisors skøn er af betydning for udførelsen af rigsrevisors hverv, jf. § 12 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.
Stk. 4. Seniorpensionsenhedens revisor og revisionschefen skal i fornødent omfang stå til rådighed for rigsrevisor.
Kapitel 8 – Tilsyn
§ 15. Det reviderede og godkendte årsregnskab, inklusiv ledelsesberetning, revisionsprotokollen vedrørende årsregnskabets revision, juridisk-kritisk revision og forvaltningsrevision, beretningen til beskæftigelsesministeren, jf. lovens § 9, stk. 2, samt Ankestyrelsens redegørelse med eventuelle bemærkninger fra bestyrelsen for Seniorpensionsenheden, jf. lovens § 10, skal sendes til Beskæftigelsesministeriet senest 6 måneder efter regnskabsårets udløb, jf. § 10, stk. 2, i lov om Seniorpensionsenheden. Har bestyrelsen oprettet en intern revision, skal den interne revisionsprotokol også indsendes.
Kapitel 9 – Ikrafttræden
§ 16. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2021 og omfatter revision af regnskaber fra og med regnskabsåret 2021.