Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Udlændinge

Bekendtgørelse om udarbejdelse af kontrakt og om selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven

Udlændinge- og Integrationsministeriets bekendtgørelse nr. 1307 af 7/9 2020, ændret ved:

bekendtgørelse nr. 2435 af 10/12 2021,

bekendtgørelse nr. 92 af 14/1 2022.

I medfør af § 19, stk. 7, § 23, stk. 7, § 23 c, stk. 3, § 23 e, stk. 4 og § 24 a, stk. 4, i lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1146 af 22. juni 2020, fastsættes:

Til toppen

Kapitel 1 – Formål med kontrakten

§ 1. Formålet med kontrakten er at sikre kvaliteten af den enkelte udlændings integrationsforløb ved, at kommunalbestyrelsen på et så tidligt tidspunkt som muligt i samarbejde med udlændingen fastlægger et konkret og individuelt selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram for udlændingen.

Stk. 2. Formålet er endvidere at sikre kvaliteten af den beskæftigelsesrettede indsats efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats over for ledige udlændinge efter udløbet af selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogrammet, jf. § 47, stk.6, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

§ 2. For udlændinge, der modtager hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik eller dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., skal kontrakten være rettet mod, at udlændingen hurtigst muligt og så vidt muligt inden for 1 år opnår ordinær beskæftigelse.

Stk. 2. For udlændinge, der ikke modtager hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik eller dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., skal kontrakten ligeledes være rettet mod, at udlændingen hurtigst muligt og så vidt muligt inden for 1 år opnår ordinær beskæftigelse, hvis udlændingen ønsker dette.

§ 3. Kontrakten skal medvirke til at fastholde og understrege såvel kommunalbestyrelsens som den enkelte udlændings ansvar og pligter i forbindelse med udlændingens integration i det danske samfund, herunder udlændingens ansvar for hurtigst muligt at blive selvforsørgende gennem beskæftigelse.

Til toppen

Kapitel 2 – Kontraktens udarbejdelse og indgåelse

§ 4. Kontrakten indgås skriftligt og underskrives af kommunalbestyrelsen og udlændingen.

Stk. 2. Hvis udlændingen af fysiske grunde ikke er i stand til at underskrive kontrakten, men forstår indholdet heraf, markeres udlændingens accept af kontrakten på anden vis.

Stk. 3. Hvis udlændingen på grund af handicap eller psykisk sygdom ikke forstår betydningen af kontrakten, skal kommunalbestyrelsen anføre dette i kontrakten som begrundelse for manglende underskrift.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan anvende »Min Plan« på Jobnet, når der skal udarbejdes en kontrakt, jf. §§ 19 og 20 i integrationsloven. Anvender kommunalbestyrelsen »Min Plan«, skal beskæftigelses- og uddannelsesmål, planer for tilbud, uddannelsespålæg, sanktioner m.v., jf. § 19, stk. 4-7, i integrationsloven samt øvrige oplysninger, der er relevant for integrationsindsatsen, fremgå heraf, jf. § 20 a i integrationsloven.

§ 5. Udlændingen skal samtidig med underskrivelsen af kontrakten underskrive en opholds- og selvforsørgelseserklæring, jf. integrationslovens § 19, stk. 1. § 4, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse. Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal forud for underskrivelsen i fornødent omfang vejlede modtageren af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse om pligten til at underskrive erklæringen og om konsekvenserne for selvforsørgelses- og hjemrejseydelsen eller overgangsydelsen, hvis modtageren af selvforsørgelses- og hjemrejseydelsen eller overgangsydelsen afslår at underskrive erklæringen, jf. § 52, i integrationsloven.

§ 6. Kontrakten skal være indgået inden 1 måned efter, at kommunalbestyrelsen har overtaget ansvaret for udlændingen, jf. integrationslovens § 19, stk. 1.

Stk. 2. Vil det som følge af den pågældende udlændings personlige forhold ikke være hensigtsmæssigt inden for en måned at indgå en kontrakt med nærmere fastlæggelse af indholdet af og målet for et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram, kan kontrakten bestå af en konstatering af dette samt en dato for, hvornår selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammets eller introduktionsprogrammets indhold forventes at kunne aftales eller fastsættes nærmere. Personlige forhold som nævnt i 1. pkt. kan være sådanne ganske særlige grunde, der gør, at kommunalbestyrelsen helt kan undlade at tilbyde en udlænding deltagelse i et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram eller kan udskyde udlændingens deltagelse heri, jf. integrationslovens § 21, stk. 2, og § 23, stk. 5. Dette kan være tilfældet, hvis udlændingen på grund af fysisk eller psykisk handicap, torturoplevelser, stærke traumer eller lignende ikke er i stand til at deltage i selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet med udbytte.

Stk. 3. For flygtninge kan kontrakten indgås, før kommunalbestyrelsen i den kommune, hvortil Udlændingestyrelsen har visiteret flygtningen, overtager ansvaret for den pågældende, jf. integrationslovens § 19, stk. 2.

§ 7. Kontrakten gælder indtil det tidspunkt, hvor udlændingen meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. integrationslovens § 19, stk. 9.

§ 8. For udlændinge, der modtagerselvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, skal kommunalbestyrelsen, inden kontrakten indgås, foretage en samlet vurdering af udlændingens situation med henblik på at fastlægge den pågældendes aktuelle færdigheder, forudsætninger og behov.

Stk. 2. I denne vurdering skal kommunalbestyrelsen blandt andet inddrage udlændingens tidligere uddannelse og beskæftigelse samt udlændingens familiemæssige, sundhedsmæssige og sociale baggrund, herunder for så vidt angår flygtninge relevante oplysninger, der er tilvejebragt i asylfasen og videregivet til kommunen.

Stk. 3. Ved vurderingen skal kommunalbestyrelsen desuden tage stilling til, om udlændingen er jobparat og dermed skal tilmeldes som jobsøgende i jobcenteret, jf. §§ 12-13.

Stk. 4. For udlændinge, der ikke modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, skal kommunalbestyrelsen, inden kontrakten indgås, foretage en vurdering efter stk. 1, såfremt udlændingen ønsker at opnå beskæftigelse, jf. § 2, stk. 2.

§ 9. I forbindelse med udarbejdelsen af kontrakten skal kommunalbestyrelsen inddrage den relevante udbyder af danskuddannelse med henblik på at sikre, at udlændingen indplaceres på det niveau for danskuddannelse, der svarer til den pågældendes aktuelle færdigheder. Der skal arbejdes efter fælles mål med henblik på at sikre sammenhængen, herunder den tidsmæssige sammenhæng, med de øvrige dele af udlændingens selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal efter behov inddrage Styrelsen for Videregående Uddannelser og uddannelsesinstitutioner samt organisationer og virksomheder m.v., der forestår aktiviteter i forbindelse med gennemførelsen af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammer eller introduktionsprogrammer med henblik på at sikre, at udlændingens selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram bliver så sammenhængende, målrettet og effektivt som muligt.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal oplyse udlændingen om muligheden for at få foretaget en formel vurdering af udlændingens uddannelseskvalifikationer efter reglerne i lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer m.v. i de tilfælde, hvor uddannelsen ikke tidligere er blevet vurderet, jf. integrationslovens § 16 b.

§ 10. Kontrakten udarbejdes i samarbejde mellem kommunalbestyrelsen og udlændingen.

Stk. 2. Indholdet af kontrakten skal drøftes med udlændingen. Det skal i den forbindelse drøftes, hvilke mål og delmål der skal opstilles, samt hvilke aktiviteter og hvilket tidsmæssigt forhold mellem aktiviteterne, der bedst øger den pågældendes muligheder for hurtigst muligt at opnå de opstillede mål.

Stk. 3. Der skal tages hensyn til udlændingens ønsker, i det omfang disse er realistiske i forhold til den pågældendes færdigheder og forudsætninger og arbejdsmarkedets behov.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge udlændingens deltagelse i selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet på en sådan måde, at der tages hensyn til den enkelte udlændings særlige behov, herunder særlige behandlingsbehov eller behov som følge af handicap.

§ 11. Kan der ikke mellem kommunalbestyrelsen og udlændingen opnås enighed om kontraktens indhold, fastsætter kommunalbestyrelsen indholdet af den enkelte udlændings kontrakt, jf. integrationslovens § 19, stk. 8.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelse kan indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, jf. integrationslovens § 53, stk. 2.

Til toppen

Kapitel 3 – Visitation, digital selvbooking, tilmelding og afmelding i jobcentre, joblog, registrering af CV-oplysninger for udlændinge omfattet af integrationslovens § 16, stk. 3, som er berettiget til at modtage selvforsørgelses- og hjemrejseydels

Kapitel 3 – Visitation, digital selvbooking, tilmelding og afmelding i jobcentre, joblog, registrering af CV-oplysninger for udlændinge omfattet af integrationslovens § 16, stk. 3, som er berettiget til at modtage selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse

§ 12. Kommunalbestyrelsen skal anse en udlænding omfattet af integrationslovens § 16, stk. 3, som er berettiget til at modtage selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, for jobparat i de første 3 måneder efter kommunens overtagelse af ansvaret for den pågældende, medmindre det er åbenbart, at udlændingen ikke er i stand til at deltage i et virksomhedsrettet tilbud efter integrationslovens §§ 23 b eller 23 c, jf. integrationslovens § 17, stk. 1. Det kan være tilfældet, hvis udlændingen har væsentlige sociale og sundhedsmæssige problemer, der gør det åbenbart, at udlændingen ikke kan deltage i tilbuddet, f.eks. i tilfælde af stærk traumatisering eller anden alvorlig sygdom. Det forhold, at en udlænding på grund af manglende sprogkundskaber eller uddannelseskvalifikationer kan have vanskeligt ved at opnå beskæftigelse, er ikke i sig selv tilstrækkelig grund til at vurdere udlændingen aktivitetsparat.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal 3 måneder efter at have overtaget ansvaret for en udlænding, som modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, visitere den pågældende som jobparat eller aktivitetsparat. Ved visitationen efter 1. pkt. finder de regler, som er fastsat i kapitel 2 vedrørende visitation og kapitel 23 vedrørende forberedelsesskema i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats udstedt i medfør af § 8i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilsvarende anvendelse, jf. integrationslovens § 17, stk. 2. Visitationen skal som minimum omfatte en samtale og status for udlændingens forudsætninger og behov.

§ 13. En jobparat udlænding skal være aktivt jobsøgende og skal tilmelde sig som jobsøgende i jobcenteret.

Stk. 2. Jobparate og aktivitetsparate udlændinge skal selv booke jobsamtaler digitalt, jf. integrationslovens § 20, stk. 4.

Stk. 3. Jobcenteret skal sørge for, at udlændingen hurtigst muligt bliver i stand til at booke jobsamtaler digitalt. Jobcenteret kan efter en konkret vurdering fratage en person retten til selvbooking, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at personen booker jobsamtaler på anden måde end aftalt eller på en måde, som kommunalbestyrelsen vurderer, vil medføre, at kontaktforløbet ikke kan gennemføres efter hensigten.

Stk. 4. De regler, som er fastsat i §§ 44-45 om digital selvbooking og om fritagelse af personer fra pligten til selv at skulle booke jobsamtaler i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats udstedt i medfør af § 39, nr. 10, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, finder tilsvarende anvendelse, jf. integrationslovens § 20, stk. 6.

Stk. 5. De regler, som er fastsat i kapitel 5 vedrørende tilmelding og afmelding af jobsøgende i jobcentre, joblog m.v. i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats udstedt i medfør af § 21 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, finder tilsvarende anvendelse, jf. integrationslovens § 26 a, stk. 2.

§ 14. Ved tilmelding som jobsøgende i jobcenteret skal en jobparat udlænding løbende registrere sine jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet jf. integrationslovens § 26 a, stk. 1.

Stk. 2. Jobcenteret kan beslutte, at udlændingen undtages fra kravet om registrering af sin jobsøgning i joblog på »Min Side« på Jobnet, hvis udlændingens sproglige og it-mæssige forudsætninger ikke er tilstrækkelige til, at udlændingen kan opfylde kravene. Jobcenteret skal sørge for, at udlændingen hurtigst muligt bliver i stand til at opfylde kravene til dette, jf. integrationslovens § 26 a, stk. 4.

§ 15. Jobparate og aktivitetsparate udlændinge skal registrere cv-oplysninger på Jobnet, jf. integrationslovens § 26 b, stk. 1. Disse cv-oplysninger skal indeholde oplysninger om kompetencer, erfaringer og øvrige relevante forhold. En jobparate skal dertil angive mindst ét jobmål i forbindelse med registreringen.

Stk. 2. For jobparate udlændinge skal cv-oplysningerne være registreret på Jobnet og gjort tilgængelige for arbejdsgivere hurtigst muligt og senest 3 uger efter tilmeldingen som jobsøgende. Jobcenteret kan inden for fristen i 1. pkt. fastsætte, hvornår oplysningerne skal være lagt på Jobnet, jf. integrationslovens § 26 b, stk. 4, og for aktivitetsparate udlændinge kan cv-oplysningerne efter aftale mellem jobcenteret og udlændingen gøres tilgængelige for søgning for arbejdsgivere, jf. integrationslovens § 26 b, stk. 6.

Stk. 3. Jobcenteret kan beslutte, at udlændingen undtages fra kravet om registrering af cv-oplysninger, jf. stk. 1, og fra kravet om, at cv-oplysninger skal være gjort tilgængelige for arbejdsgivere hurtigst muligt og senest 3 uger efter tilmeldingen som jobsøgende, hvis udlændingens sproglige og it-mæssige forudsætninger ikke er tilstrækkelige til, at udlændingen kan opfylde kravene, jf. integrationslovens § 26 b, stk. 11. Jobcenteret skal sørge for, at udlændingen hurtigst muligt bliver i stand til at opfylde kravet. Stk. 4. De regler, som er fastsat i §§ 32–38 vedrørende cv-oplysninger i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats udstedt i medfør af § 26 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, finder tilsvarende anvendelse, jf. integrationslovens § 26 b, stk. 12.

Til toppen

Kapitel 4 – Kontraktens indhold, kontaktforløbet og opfølgningen inden for det femårige selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram, jf. integrationslovens § 16, stk. 8

§ 16. Kontrakten skal beskrive udlændingens beskæftigelses- eller uddannelsesmål og fastlægge indholdet af de aktiviteter, der skal sikre, at de i kontrakten opstillede mål opfyldes. Af kontrakten skal det fremgå, i hvilket omfang udlændingen skal have tilbud i medfør af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet samt det nærmere indhold heraf, herunder hvorledes forholdet mellem danskuddannelse, jf. integrationslovens § 21, og beskæftigelsesrettede tilbud, jf. integrationslovens § 23, skal være.

Stk. 2. De mål og indsatser, der fastsættes i kontrakten, skal sigte mod, at udlændingen kan opnå beskæftigelse inden for 1 år.

Stk. 3. Har kommunalbestyrelsen givet udlændingen tilbud om revalidering eller fleksjob, jf. kapitel 20 og 21 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og kapitel 6 c i lov om aktiv socialpolitik, beskrives visitationsgrundlaget i kontrakten.

Stk. 4. Har udlændingen fået meddelt uddannelsespålæg efter integrationslovens § 16 a, skal dette fremgå af kontrakten.

Stk. 5. Kontrakten skal angive, hvilken forvaltning i kommunen der er ansvarlig for at koordinere integrationsindsatsen for udlændingen, jf. integrationslovens § 19 a.

§ 17. Kommunalbestyrelsen og udlændingen har pligt til at opfylde kontrakten.

Stk. 2. Kan kommunalbestyrelsen ikke opfylde kontrakten, skal kommunalbestyrelsen tilbyde udlændingen deltagelse i en anden aktivitet, der så vidt muligt svarer til den oprindelig aftalte aktivitet.

Stk. 3. Af kontrakten skal det fremgå, at udlændingen kan klage over kommunalbestyrelsens manglende overholdelse af kontrakten til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, jf. integrationslovens § 53, stk. 2.

§ 18. Af kontrakten skal det fremgå, hvilke sanktioner der efter lov om aktiv socialpolitik gælder over for en udlænding, som modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, hvis udlændingen uden rimelig grund afviser at tage imod arbejde, udebliver fra eller afviser en eller flere af de aktiviteter, der er aftalt eller fastsat i kontrakten.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal senest ved den første jobsamtale med udlændingen vejlede udlændingen om alle rettigheder og pligter i forhold til rådighed og sanktioner forbundet med selvforsørgelses- og hjemrejseydelsen eller overgangsydelsen, jf. § 35, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik. Har kommunalbestyrelsen ikke vejledt udlændingen, inden indkaldelsen til den første jobsamtale, kan kommunalbestyrelsen, når den indkalder udlændingen til den første jobsamtale, vejlede udlændingen skriftligt om, at udlændingen skal møde til jobsamtalen, og at hvis udlændingen udebliver uden rimelig grund fra jobsamtalen, vil udlændingen blive sanktioneret med en sanktionssats for hver dag, udlændingen udebliver .

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal ved kontraktens indgåelse gøre udlændingen opmærksom på hovedbetingelserne for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11.

§ 19. Kommunalbestyrelsen skal løbende påse, at udlændingen overholder kontrakten. Kommunalbestyrelsen har pligt til at følge op på kontraktens indhold og målsætning i forhold til den pågældende udlændings aktuelle færdigheder, forudsætninger og behov.

Stk. 2. Indtil udlændingen har opfyldt de mål, som er fastsat eller aftalt i kontrakten, skal opfølgning finde sted for:

1) Udlændinge omfattet af integrationslovens § 16, stk. 3, som modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, mindst 4 gange inden for de første 6 måneder efter visitationen efter § 17 er gennemført. Herefter skal opfølgning ske efter behov, jf. integrationslovens § 20, stk. 1, jf. dog stk. 3.

2) Udlændinge omfattet af integrationslovens § 16, stk. 4, skal opfølgning alene ske efter behov, dog jf. stk. 3.

3) Udlændinge, der er i ordinær beskæftigelse eller ordinær uddannelse, og som ikke modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, skal opfølgning dog kun foretages hver 12. måned, medmindre der er behov for hyppigere opfølgning, dog jf. stk. 3.

Stk. 3. For udlændinge, der benytter sig af en ret til fravær i medfør af barselsloven, skal opfølgning først finde sted 6 måneder efter barnets fødsel og derefter i forbindelse med den lovlige fraværsperiodes udløb, medmindre der er behov for hyppigere opfølgning.

Stk. 4. Har udlændingen opfyldt målene i kontrakten, skal kommunalbestyrelsen alene følge op på kontrakten, hvis der opstår behov herfor.

Stk. 5. Opfølgningen, herunder meddelelse om de mulige konsekvenser af manglende dansktilegnelse, jf. stk. 10-11, skal ske ved en individuel samtale, hvor udlændingen personligt kommer til stede. Dette gælder dog ikke, hvis kommunalbestyrelsen finder det hensigtsmæssigt at foretage opfølgningen på anden måde, f.eks. telefonisk, digitalt eller ved brev. Kommunalbestyrelsen kan for grupper af udlændinge, hvor helt særlige forhold gør sig gældende, fastsætte retningslinjer for, at der i stedet for afholdelse af en samtale kan være anden form for kontakt. Der kan være tale om udlændinge, der modtager behandling på rehabiliteringscenter eller er indlagt på sygehus.

Stk. 6. Modtager udlændingen selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, skal den individuelle samtale, jf. stk. 5, afholdes som en cv-samtale eller som jobsamtaler med fokus på konkrete job og jobsøgning, jf. integrationslovens § 20, stk. 7. Udgangspunktet for samtalen skal være udlændingens ønsker og forudsætninger samt arbejdsmarkedets behov.

Stk. 7. Som led i opfølgningen skal kommunalbestyrelsen vurdere, om udlændingen skal tilmeldes som jobsøgende i jobcenteret. Hvis udlændingen er jobparat og er tilmeldt som jobsøgende i jobcenteret, skal kommunalbestyrelsen løbende påse, at de oplysninger, som udlændingen har indlagt i Jobnet, fortsat er fyldestgørende.

Stk. 8. For udlændinge, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, skal kommunalbestyrelsen løbende påse, at udlændingen opfylder betingelserne for at modtage hjælpen.

Stk. 9. Vurderer kommunalbestyrelsen i forbindelse med opfølgningen, at udlændingen ikke er opmærksom på betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, skal kommunalbestyrelsen vejlede udlændingen generelt om betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, herunder at meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse er betinget af, at udlændingen har bestået en danskprøve og har opnået ordinær beskæftigelse.

Stk. 10. Konstaterer kommunalbestyrelsen i forbindelse med opfølgningen, at udlændingen ikke tilegner sig det danske sprog systematisk og målrettet, jf. integrationslovens § 20, stk. 9, skal kommunalbestyrelsen give den pågældende meddelelse om de mulige konsekvenser af manglende dansktilegnelse. Dette gælder, uanset om udlændingen modtager tilbud om danskuddannelse efter lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

Stk. 11. Det skal fremgå af udlændingens kontrakt, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med meddelelse efter stk. 9 om de mulige konsekvenser af manglende dansktilegnelse har vejledt udlændingen

1) om vigtigheden af at tilegne sig det danske sprog for den pågældendes mulighed for at kunne begå sig i det danske samfund,

2) om, at der er mulighed for at ansøge om danskbonus, hvis udlændingen har bestået en danskprøve, i medfør af § 22, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik, eller § 22 i integrationsloven,

3) om, at meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse er betinget af, at udlændingen har bestået en danskprøve, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, jf. dog udlændingelovens § 11, stk. 17, og

4) om, at det blandt andet er en betingelse for meddelelse af dansk indfødsret ved naturalisation, jf. § 6, stk. 1, i lov om dansk indfødsret, at udlændingen har bestået en danskprøve og indfødsretsprøven af 2015, jf. § 24, stk. 1 og 3, i cirkulæreskrivelse nr. 9779 af 14. september 2018 om naturalisation.

Stk. 12. Hvis udlændingen har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, eller § 9 c, stk. 1, på grundlag af ægteskab eller længerevarende samliv, skal det endvidere fremgå af kontrakten, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med meddelelse efter stk. 9 om de mulige konsekvenser af manglende dansktilegnelse har vejledt udlændingen om, at opholdstilladelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, er betinget af, at udlændingen består en danskprøve på A1-niveau og en danskprøve på A2-niveau eller andre danskprøver på et tilsvarende eller højere niveau senest efter henholdsvis 6 og 9 måneder fra tidspunktet for udlændingens tilmelding til folkeregistret eller, hvis udlændingen allerede har opholdstilladelse her i landet, fra meddelelsen af opholdstilladelsen efter § 9, stk. 1, nr. 1, eller § 9 c, stk. 1, og at omprøve kan finde sted indtil 3 måneder efter udløbet af fristen på henholdsvis 6 og 9 måneder, jf. udlændingelovens § 9, stk. 34 og 35, og § 9 c, stk. 1, 2. pkt. Endvidere skal det fremgå af kontrakten, at kommunalbestyrelsen har vejledt om, at den økonomiske sikkerhed, der er stillet efter udlændingelovens § 9, stk. 4, 1. pkt., kan nedsættes med henholdsvis 20.000 kr., 10.000 kr., og 10.000 kr., når udlændingen har bestået danskprøven på henholdsvis A1-niveau og A2-niveau eller andre danskprøver på et tilsvarende eller højere niveau og en afsluttende prøve i dansk, jf. § 9 i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., jf. udlændingelovens § 9, stk. 36-38.

§ 20. Kontrakten skal revideres, hvis det viser sig, at der er behov herfor, herunder hvis resultatet af en gennemført helbredsmæssig vurdering, jf. integrationslovens § 15 d, giver anledning hertil, hvis udlændingens færdigheder og forudsætninger ikke har været tilstrækkeligt afklaret, eller hvis udlændingen ikke har haft mulighed for at opfylde kontrakten. Kontrakten kan endvidere revideres, hvis arbejdsmarkedets behov ændrer sig.

Stk. 2. Kontrakten skal desuden revideres, hvis udlændingen ikke er kommet i arbejde inden for 1 år efter påbegyndelse af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet.

Stk. 3. Anvender kommunalbestyrelsen ikke »Min Plan« på Jobnet, så skal ændring af kontrakten ske ved, at udlændingen underskriver, og kommunalbestyrelsen påtegner den reviderede kontrakt.

§ 21. Der skal foretages opfølgning på kontrakten, hvis udlændingen flytter til en anden kommune, og kommunalbestyrelsen i denne kommune overtager ansvaret for selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet, jf. integrationslovens § 18.

Til toppen

Kapitel 5 – Tilbud under selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet

§ 22. Kommunalbestyrelsen skal så vidt muligt inden for 2 uger og senest 1 måned efter at have overtaget ansvaret for en udlænding, der er berettiget til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter lov om aktiv socialpolitik, give den pågældende et virksomhedsrettet tilbud i form af virksomhedspraktik eller løntilskud, jf. integrationslovens §§ 23 b og 23 c, medmindre det er åbenbart, at udlændingen ikke er i stand til at deltage i et virksomhedsrettet tilbud, jf. integrationslovens § 16, stk. 7.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med tilbud efter stk. 1 foretage en konkret vurdering af, om der foreligger forhold, der gør det åbenbart, at udlændingen ikke er i stand til at deltage i et virksomhedsrettet tilbud, herunder grundet væsentlige sociale og helbredsmæssige problemer.

§ 23. Kommunalbestyrelsen skal som led i selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet give tilbud i medfør af integrationslovens §§ 23 a – 23 c til en udlænding, der er berettiget til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter lov om aktiv socialpolitik. Tilbuddene skal sammen med danskuddannelse indgå som led i udlændingens generelle introduktion til det danske samfund, herunder det danske arbejdsmarked.

Stk. 2. Tilbuddene skal tilrettelægges som en kontinuerlig virksomhedsrettet indsats, hvor der for en jobparat udlænding maksimalt må være 6 uger mellem hvert virksomhedsrettede tilbud i form af virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud efter integrationslovens §§ 23 b og 23 c, jf. dog stk. 4. For en aktivitetsparat udlænding tilrettelægges den kontinuerlige virksomhedsrettede indsats efter en konkret vurdering af udlændingens forudsætninger og behov. For en aktivitetsparat udlænding kan de virksomhedsrettede tilbud i de første 6 måneder efter kommunalbestyrelsens overtagelse af ansvaret for udlændingen omfatte forberedende forløb til virksomhedsrettede tilbud, jf. integrationslovens § 23 a, stk. 1, nr. 5.

Stk. 3. For en jobparat udlænding skal tilbud efter integrationslovens §§ 23 b og 23 c have en varighed på gennemsnitligt mindst 15 timer om ugen. I det første år af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet kan tilbud om nytteindsats efter integrationslovens § 23 b, stk. 1, 1. pkt., ikke medregnes i timekravet efter 1. pkt. For en aktivitetsparat udlænding fastsættes timetallet efter en konkret vurdering af udlændingens forudsætninger og behov.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan fravige kravet efter stk. 2 om, at der for en jobparat udlænding maksimalt må være 6 uger mellem hvert virksomhedsrettet tilbud i form af virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud efter §§ 23 b og 23 c, hvis betingelserne for at tilbyde et særligt højskoleophold i medfør af integrationslovens § 24, jf. § 34, er opfyldt. Kommunalbestyrelsen kan endvidere fravige kravet efter stk. 2, hvis en udlænding deltager i praktik eller uddannelsesforløb eller i rekognosceringsrejser til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, med henblik på senere at træffe beslutning om repatriering, samt hvis en udlænding deltager i tilbud om vejledning og opkvalificering efter repatrieringslovens § 6 a.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan helt eller delvis undlade at give en udlænding tilbud, hvis ganske særlige grunde taler derfor, herunder hvis en udlænding på grund af alder, fysisk eller psykisk handicap, torturoplevelser eller stærke traumer ikke er i stand til at deltage i tilbud, jf. integrationslovens § 23, stk. 5.

§ 24. Kommunalbestyrelsen skal give tilbud i medfør af integrationslovens §§ 23 a - 23 c til en udlænding, der ikke modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, hvis den pågældende anmoder herom, medmindre tilbuddet ikke kan antages at ville forbedre den pågældendes beskæftigelsesmuligheder, jf. integrationslovens § 23, stk. 6. Udlændingen skal samtidig tilmeldes som jobsøgende i jobcenteret. § 15, stk. 2, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Integrationslovens § 23, stk. 6, herunder denne bekendtgørelses §§ 25-27 samt kapitel 6, 8 og 9, finder tilsvarende anvendelse for udlændinge, der får tilbudt et introduktionsforløb efter integrationslovens kapitel 4 a, jf. integrationslovens § 24 f.

§ 25. Tilbud skal så vidt muligt målrettes beskæftigelse inden for områder, hvor der er behov for arbejdskraft, og gives ud fra udlændingens ønsker og forudsætninger med henblik på, at udlændingen hurtigst muligt opnår varig beskæftigelse og hel eller delvis selvforsørgelse, jf. integrationslovens § 23, stk. 3, 1. pkt.

§ 26. Tilbuddene skal tilrettelægges på en sådan måde, at de tidsmæssigt og geografisk kan kombineres med den enkelte udlændings deltagelse i danskuddannelse.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal samarbejde med den enkelte udlænding ved den nærmere tilrettelæggelse af tilbuddene. Hvis andre end kommunalbestyrelsen forestår gennemførelsen af aktiviteten, skal den pågældende myndighed, organisation eller virksomhed inddrages i tilrettelæggelsen.

Erstatning ved deltagelse i tilbud om vejledning og opkvalificering og tilbud om virksomhedspraktik

§ 27. De regler om erstatning, som beskæftigelsesministeren har fastsat i kapitel 21 i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. § 191 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, finder tilsvarende anvendelse, når en udlænding deltager i tilbud om vejledning og opkvalificering efter integrationslovens § 23 a, jf. kapitel 6, samt i tilbud om virksomhedspraktik efter integrationslovens § 23 b, jf. kapitel 8, jf. integrationslovens § 23, stk. 8.

Til toppen

Kapitel 6 – Vejledning og opkvalificering

§ 28. Tilbud om vejledning og opkvalificering, herunder fagspecifik danskundervisning, efter integrationslovens § 23 a, skal udvikle eller afdække udlændingens faglige, sociale eller sproglige kompetencer med henblik på opkvalificering til arbejdsmarkedet. Tilbud kan endvidere gives med henblik på, at udlændingen opnår samfundsmæssig forståelse.

Stk. 2. Tilbud gives ud fra en vurdering af, hvad der kan bringe udlændingen hurtigst muligt ind på arbejdsmarkedet og samtidig fastholde den pågældende i varig beskæftigelse.

Stk. 3. Det er en betingelse for at give længerevarende tilbud om vejledning og opkvalificering, at der ikke er rimelig udsigt til, at udlændingen opnår ordinær beskæftigelse i tilbudsperioden.

Stk. 4. Tilbud efter integrationslovens § 23 a omfatter ikke undervisning i medfør af lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

§ 29. Korte vejlednings- og afklaringsforløb efter integrationslovens § 23 a, stk. 1, nr. 1, er kortvarige forløb, der har til formål at skabe klarhed over en udlændings uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder med henblik på den videre tilrettelæggelse af den pågældendes selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram.

§ 30. Særligt tilrettelagte projekter og særligt tilrettelagte uddannelsesforløb, herunder højskoleophold, praktik under uddannelsesforløbet samt fagspecifik danskuddannelse, jf. integrationslovens § 23 a, stk. 1, nr. 2, er henholdsvis projekter rettet mod særlige målgrupper og forløb, der ikke kan rummes inden for de ordinære uddannelsesprogrammer.

Stk. 2. Praktikperioder under særligt tilrettelagte uddannelsesforløb kan sammenlagt have en varighed på højst 3 måneder, og hver enkelt praktikperiode kan højst have en varighed på 1 måned. I praktikperioden finder § 31, stk. 1, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Fagspecifik danskundervisning er danskundervisning, der har til formål at opkvalificere udlændingens ordforråd på et snævert fagligt område.

§ 31. Ordinære uddannelsesforløb efter integrationslovens § 23 a, stk. 1, nr. 3, er forløb, der udbydes som et på forhånd defineret og samlet uddannelsesforløb, og hvor udlændingen optages på ordinære vilkår.

Stk. 2. Det er en betingelse for at give tilbud om ordinær uddannelse, at uddannelsen ikke berettiger til Statens Uddannelsesstøtte (SU), jf. dog integrationslovens § 23 a, stk. 6.

§ 32. Særlige opkvalificerende forløb efter integrationslovens § 23 a, stk. 1, nr. 4, er uddannelsesaktiviteter udbudt af private eller offentlige virksomheder og uddannelsesinstitutioner af sammenlagt op til 3 måneders varighed. Det særlige opkvalificerende forløb af 3 måneders varighed kan afbrydes af perioder med tilbud om ansættelse med løntilskud eller virksomhedspraktik. Forløbet skal dog være afsluttet senest 6 måneder efter sin påbegyndelse.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan kun tilbyde forløb, der er specielt tilrettelagt med henblik på hurtig opkvalificering til arbejdsmarkedet, og forløbet kan kun tilbydes, hvis der er en realistisk mulighed for, at udlændingen ved at gennemføre forløbet kan opnå ordinær ansættelse inden for den pågældendes uddannelses- eller erhvervsområde.

Stk. 3. Udlændinge med en uddannelse på et niveau svarende til en dansk professionsbacheloruddannelse eller lang videregående uddannelse kan få tilbudt særlige opkvalificerende forløb.

Stk. 4. En udlænding kan kun modtage tilbud om særligt opkvalificerende forløb én gang i løbet af sit selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram.

§ 33. Særlige forberedende forløb til virksomhedsrettede tilbud efter integrationslovens § 23 a, stk. 1, nr. 5, er forløb, der er individuelt tilpasset den enkelte udlænding og knyttet til en konkret arbejdsplads med henblik på at give udlændingen indsigt i forhold og vilkår på det danske arbejdsmarked. Forløbet har til formål at understøtte, motivere og forberede udlændingen til at deltage i og fastholde et virksomhedsrettet tilbud, som kan bringe den pågældende tættere på arbejdsmarkedet.

Stk. 2. Et forberedende forløb kan påbegyndes inden eller under deltagelse i et virksomhedsrettet tilbud efter integrationslovens §§ 23 b og 23 c og kan fortsætte, mens udlændingen deltager i et sådant tilbud.

Stk. 3. Et forberedende forløb for aktivitetsparate kan efter en konkret vurdering helt eller delvist erstatte et virksomhedsrettet tilbud efter integrationslovens §§ 23 b og 23 c i de første 6 måneder efter kommunalbestyrelsens overtagelse af ansvaret for udlændingen, jf. § 23, stk. 2, 3. pkt.

Til toppen

Kapitel 7 – Særligt højskoleophold

§ 34. Kommunalbestyrelsen kan som led i selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet give en jobparat udlænding over 18 år, men under 30 år, tilbud om et særligt højskoleophold efter integrationslovens § 24, hvis tilbuddet efter en konkret vurdering må antages at kunne forbedre den pågældendes beskæftigelsesmuligheder, jf. integrationslovens § 23, stk. 2.

Stk. 2. Det er en betingelse for at give tilbuddet, at udlændingen forinden har gennemført et første virksomhedsrettet tilbud, jf. integrationslovens § 16, stk. 7, medmindre et særligt højskoleophold konkret vurderes at være mere egnet til at forbedre udlændingens muligheder for at komme i beskæftigelse eller ordinær uddannelse end de virksomhedsrettede tilbud, som kommunen kan tilbyde, jf. integrationslovens § 24, stk. 1, 2. pkt.

Stk. 3. I det særlige højskoleophold skal indgå sprogundervisning og et særligt tilrettelagt erhvervsrettet forløb. Det erhvervsrettede forløb tilrettelægges inden for rammerne af højskoleloven og skal sammen med sprogundervisningen udgøre mindst en tredjedel af den samlede undervisning, der tilbydes inden for rammerne af højskoleloven, jf. integrationslovens § 24, stk. 2.

Stk. 4. Det særlige højskoleophold kan ud over sprogundervisning og et særligt erhvervsrettet forløb efter stk. 2 omfatte enten et tilbud om erhvervspraktik eller et tilbud om erhvervsrettet undervisning på en erhvervsskole eller et AMU-center.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan yde hjælp til dækning af udlændingens egenbetaling i forbindelse med et særligt højskoleophold af en varighed på ikke over 26 uger, hvis udlændingen eller dennes ægtefælle ikke har økonomisk mulighed for at betale udgiften.

Til toppen

Kapitel 8 – Virksomhedspraktik

§ 35. Udlændinge kan få tilbud om virksomhedspraktik på en offentlig eller privat virksomhed, jf. integrationslovens § 23 b.

Stk. 2. Det er en betingelse for at give tilbud om virksomhedspraktik, at udlændingen kun vanskeligt kan opnå beskæftigelse på normale løn- og arbejdsvilkår, herunder ansættelse på særlige løn- og ansættelsesvilkår anvist af de forhandlingsberettigede organisationer, eller ansættelse med løntilskud.

§ 36. Tilbud om virksomhedspraktik kan tillige gives som nytteindsats, som består af udførelse af samfundsnyttige opgaver hos offentlige arbejdsgivere. Tilbud om nytteindsats gives med det formål, at udlændingen skal arbejde for sin selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, jf. integrationslovens § 23 b, stk. 1, 2. pkt.

Stk. 2. Tilbud om nytteindsats kan have en varighed på op til 13 uger, jf. integrationslovens § 23 b, stk. 6.

§ 37. Udlændinge i virksomhedspraktik er ikke omfattet af de for lønmodtagere gældende regler fastsat i henhold til eller ved lov eller ved kollektiv overenskomst, herunder ved kutyme, sædvane eller praksis. Udlændinge i virksomhedspraktik er dog omfattet af arbejdsmiljølovgivningen og lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., jf. integrationslovens § 23 b, stk. 3.

Stk. 2. Under tilbud om virksomhedspraktik er virksomheden ansvarlig for den daglige instruktion, og udlændingen kan varetage arbejdsfunktioner, der ellers ville blive udført som almindeligt lønnet arbejde.

§ 38. Når en udlænding i virksomhedspraktik er fraværende på grund af sygdom, skal den pågældende den første sygedag give kommunalbestyrelsen og virksomheden meddelelse herom.

Varighed og omfang

§ 39. Kommunalbestyrelsen og virksomheden aftaler efter reglerne i integrationslovens § 23 b formålet med, indholdet i samt varigheden og omfanget af praktikopholdet.

Stk. 2. Deltagelse i virksomhedspraktik skal ligge inden for virksomhedens normale arbejdstid og må ikke have et omfang, der overstiger normal, fuld arbejdstid pr. uge.

§ 40. Kommunalbestyrelsen skal løbende tage stilling til, om betingelserne for tilbuddet fortsat er opfyldt, eller om der er behov for et andet tilbud for at sikre den kortest mulige vej til ordinær beskæftigelse.

Forholdet til virksomhedens ansatte, konkurrenceforvridning m.v.

§ 41. Reglerne i §§ 6 -64 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats om forholdet til de ansatte hos arbejdsgiveren og konkurrenceforvridning samt kapitel 10 om virksomhedspraktik i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats, der er udstedt i medfør af § 65 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, finder tilsvarende anvendelse over for udlændinge, der tilbydes virksomhedspraktik, herunder nytteindsats.

Partnerskabsaftale

§ 42. En virksomhed og kommunalbestyrelsen kan indgå en partnerskabsaftale om rekrutteringsforløb for udlændinge i form af virksomhedspraktik efter integrationslovens § 23 b, jf. integrationslovens § 23 e.

Stk. 2. Inden for rammerne af aftalen kan virksomheden iværksætte vejlednings- og opkvalificeringsforløb efter integrationslovens § 23 a og tilknytte en mentor efter integrationslovens § 23 d.

Stk. 3. Virksomheden kan få tilskud til faktisk afholdte udgifter efter stk. 2 og til faktisk afholdte udgifter til administration. De faktisk afholdte udgifter skal kunne dokumenteres af virksomheden i form af f.eks. en kopi af faktura. Lønudgift til egne ansatte i forbindelse med mentorordning, interne kurser og administration under en partnerskabsaftale skal kunne dokumenteres ved oplysning om anvendt tid og lønudgift.

Stk. 4. Kommunens tilskud, der udbetales som led i en partnerskabsaftale, finansieres efter reglerne i integrationslovens § 45.

Til toppen

Kapitel 9 – Ansættelse med løntilskud

§ 43. Udlændinge kan få tilbud om ansættelse med løntilskud hos offentlige eller private arbejdsgivere, jf. integrationslovens § 23 c.

§ 44. Et tilbud om ansættelse med løntilskud kan gives i op til 1 år.

Løn og arbejdsvilkår, merbeskæftigelse, løntilskud m.v.

§ 45. §§ 70 - 72 om løn- og arbejdsvilkår, §§ 78 - 79 om merbeskæftigelse m.v. og §§ 75, 76 og 80 om løntilskud i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats over for personer, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter lov om aktiv socialpolitik samt §§ 67, stk. 1-4, 75 - 76 og 84 - 94 om løntilskud m.v., §§ 69 – 71 om løn- og arbejdsvilkår, §§ 66, 78 – 82 i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats udstedt i medfør af § 81 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Bruttostøtteintensiteten for støtte til private virksomheder i tilknytning til ansættelse af personer omfattet af integrationsministeriets målgrupper skal ske i overensstemmelse med EU’s gruppefritagelsesordning på statsstøtteområdet.

Til toppen

Kapitel 10 – Mentor

§ 46. Med henblik på at fremme, at udlændinge kan opnå eller fastholde beskæftigelsesrettede aktiviteter, tilbud efter integrationslovens §§ 23 a c eller ansættelse uden løntilskud, kan der ydes støtte til en mentorfunktion, jf. integrationslovens § 23 d.

§ 47. § 169 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og §§ 120 – 124 om mentorstøtte i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats, som beskæftigelsesministeren har fastsat i medfør af § 171 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, finder tilsvarende anvendelse, jf. integrationslovens § 23 d, stk. 3.

Til toppen

Kapitel 11 – Tilbud til udlændinge, der ansættes eller er ansat i ordinær beskæftigelse

Opkvalificering ved ansættelse

§ 48. Kommunalbestyrelsen kan tilbyde udlændinge, der ansættes eller er ansat uden løntilskud, herunder udlændinge der ansættes efter særlige løn- og ansættelsesvilkår anvist af de forhandlingsberettigede organisationer, tilskud til udgifter til opkvalificering af udlændingen, jf. integrationslovens § 24 a, stk. 1.

Stk. 2. Forløbet tilrettelægges efter nærmere aftale mellem kommunalbestyrelsen, virksomheden og den pågældende udlænding.

Stk. 3. Det er en betingelse for at give tilskud til opkvalificering, at opkvalificeringen ligger ud over den opkvalificering, som arbejdsgiveren almindeligvis forudsættes at give, f.eks. i form af oplæring i arbejdsfunktioner eller arbejdsredskaber, der er særlige for den enkelte arbejdsgiver.

Stk. 4. Tilskud til udgifter ved opkvalificering bevilges på baggrund af arbejdsgiverens ansøgning herom til kommunalbestyrelsen. Tilskuddet udbetales på baggrund af dokumenterede udgifter.

Til toppen

Kapitel 12 – Ikrafttrædelsesbestemmelse

§ 49. Bekendtgørelsen træder i kraft den 8. september 2020.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 911 af 30. august 2019 om udarbejdelse af kontrakt og om selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven ophæves.

Til toppen

Noter

§ 45 ændret 1/2 2022 ved bek. nr. 92 af 14/1 2022.

§ 13 og § 45 ændret 1/1 2022 ved bek. nr. 2435 af 10/12 2021.

Til toppen