Vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område

Børne- og Socialministeriets vejledning nr. 9330 af 21/3 2019.

1. Vejledningen erstatter vejledning nr. 10283 af 7. december 2017 om retssikkerhed og administration på det sociale område.

I vejledningen uddybes reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven).

Vejledningen gennemgår reglerne i:

• Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. seneste lovbekendtgørelse nr. 1064 af 21. august 2018 med de ændringer, der følger af lov nr. 1526 af 18. december 2018 (Karantæneordning i ydelsessystemet for bandekriminelle m.v.), lov nr. 1701 af 27. december 2018 (Styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse og flytning af administrationen af VEU-godtgørelsen m.v. til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag), lov nr. 1705 af 27. december 2018 om bekæmpelse af ungdomskriminalitet og lov nr. 1711 af 27. december 2018 (Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter forældreansvarsloven).
• Bekendtgørelse nr. 227 af 11. marts 2019 om retssikkerhed og administration på det sociale område.
• Bekendtgørelse nr. 251 af 18. marts 2019 om forretningsorden for Ankestyrelsen.
• Bekendtgørelse nr. 301 af 30. marts 2017 om forretningsorden for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.
• Bekendtgørelse nr. 1591 af 15. december 2017 om statsrefusion og tilskud samt regnskabsaflæggelse og revision på visse områder inden for Børne- og Socialministeriets, Beskæftigelsesministeriets, Udlændinge- og, Integrationsministeriets, Transport-, Bygnings- og Boligministeriets og Undervisningsministeriets ressortområder.
• Bekendtgørelse nr. 1678 af 17. december 2018 om dataindberetninger på socialområdet.

2. Vejledningen er udarbejdet på grundlag af retssikkerhedsloven og forarbejderne hertil, bekendtgørelser, praksis fra Ankestyrelsen m.v. Redaktionen vedrørende praksis er afsluttet den 1. november 2018, og principafgørelser offentliggjort efter denne dato er derfor ikke medtaget.

Ved beskrivelsen af reglerne om finansiering af sociale ydelser og reglerne om regnskabsaflæggelse og revision (afsnit X) fremhæver vejledningen de regler om regnskabsaflæggelse og revision, som har betydning for tilrettelæggelse af forvaltningen og behandling af sagerne.

Reglerne om indberetning af statistiske oplysninger i bekendtgørelse om dataindberetninger på socialområdet beskrives helt overordnet. Der henvises i øvrigt til bekendtgørelsen med bilag.

Sagsbehandlingsreglerne for sager om foranstaltninger efter lov om social service uden borgerens samtykke er ikke beskrevet i vejledningen. Der henvises til vejledning nr. 9043 af 29. januar 2018 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten overfor voksne, herunder pædagogiske principper, og vejledning nr. 10370 af 21. december 2016 om voksenansvar for anbragte børn og unge samt vejledning nr. 9142 af 26. februar 2019 om indsatser og særlig støtte til børn og unge og deres familier.

Generelle forvaltningsretlige regler i forvaltningsloven m.fl. er ikke særskilt beskrevet i denne vejledning. Der henvises i stedet til reglerne i forvaltningsloven, offentlighedsloven, databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven og lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. Desuden henvises til Justitsministeriets vejledning nr. 11740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven (vejledning om forvaltningsloven) og vejledning nr. 9686 af 22. december 2004 om lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.

3. Ud over nærværende afsnit indeholder denne vejledning følgende afsnit:

Afsnit II beskriver retssikkerhedslovens regler om, hvordan de sociale myndigheder skal behandle sagerne i forhold til borgerne. Det er reglerne om, at der skal være fastsat og offentliggjort frister for, hvornår afgørelser skal træffes, at borgeren skal inddrages ved sagens behandling, og at sagerne skal behandles bredt (helhedsorienteret sagsbehandling). Afsnittet beskriver også reglen om kommunernes handlepligt overfor udsættelsestruede lejere og reglerne om opfølgning i sager om hjælp til løbende forsørgelse og om kommunernes vurdering af hjælpen til borgere, som udsættes af beboelseslejemål.

Afsnit III beskriver reglerne i retssikkerhedsloven om oplysning af sagerne, herunder borgerens medvirken og pligt til at oplyse om ændringer samt om myndigheders og andres pligt til at give oplysninger til brug for behandlingen af en social sag. Afsnittet beskriver også bestemmelsen i retssikkerhedsloven om indhentning af økonomiske oplysninger fra eIndkomstregistret og reglerne om virksomhedskontrol og pålæg til en arbejdsgiver om at føre logbog i forbindelse med kommunens kontrolbesøg i virksomheder.

Afsnit IV beskriver straffebestemmelserne i retssikkerhedsloven og omtaler kort straffebestemmelserne i lov om social service.

Afsnit V beskriver retssikkerhedslovens regler om behandling af klager og om prøvelsesgrundlaget i sociale sager. Herudover beskrives reglerne om klageorganerne Ankestyrelsen og Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg. Der er også et afsnit om praksiskoordinering.

Afsnit VI beskriver retssikkerhedslovens regler om opholdskommune, handlekommune og mellemkommunal refusion samt begrebet betalingskommune, herunder de særlige regler om handlekommune på det specialiserede socialområde og reglerne om opholdskommune for borgere, som bor eller opholder sig i udlandet.

Afsnit VII beskriver reglerne i retssikkerhedsloven om de udvalg og råd, som indgår i beslutningsprocessen, når kommuner afgør sager og behandler problemstillinger på det sociale område.

Afsnit VIII beskriver reglerne i retssikkerhedslovens § 43, som gælder ved kommunernes overladelse af sociale opgaver til private.

Afsnit IX beskriver retssikkerhedslovens regler om kommunalbestyrelsens ansvar for løsning af opgaver efter dem sociale lovgivning og kommunens pligt til at føre tilsyn med, hvordan opgaverne udføres i praksis. Herudover beskrives reglerne om tilsyn i serviceloven og i lov om socialtilsyn.

Afsnit X giver en kortfattet beskrivelse af de instanser, som fører tilsyn med kommunerne, dvs. Ankestyrelsen og Økonomi- og Indenrigsministeriet. Desuden beskrives kort reglerne for tilsyn med Udbetaling Danmark og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring samt fagministeriernes og Folketingets Ombudsmands kontrolmuligheder. Afsnittet indeholder endelig en gennemgang af reglerne om statsrefusion og revision af kommunernes regnskaber på det sociale område.

Afsnit XI beskriver kort retssikkerhedslovens regler om statistik, analyse og information, herunder kommunernes indberetningspligt.

Henvisninger i vejledningen

4. Hvor intet andet er anført i denne vejledning, henviser paragrafangivelser til retssikkerhedsloven.

Når der i vejledningen henvises til de sociale myndigheder, er der tale om myndigheder, som administrerer den lovgivning, som følger sagsbehandlingsreglerne i retssikkerhedsloven på både Børne- og Socialministeriets, Beskæftigelsesministeriets og Sundheds- og Ældreministeriets områder. Når der henvises til den sociale lovgivning, er der tale om den lovgivning, som administreres efter retssikkerhedsloven, uanset om lovgivningen hører under Børne- og Socialministeriets, Beskæftigelsesministeriets eller Sundheds- og Ældreministeriets områder.

Vejledningen inddrager udtalelser fra Folketingets Ombudsmand og principafgørelser fra Ankestyrelsen. Udtalelser fra Ombudsmanden kan findes i Retsinformation www.retsinformation.dk og på Ombudsmandens hjemmeside www.ombudsmanden.dk. Ankestyrelsens praksis er offentliggjort i Ankestyrelsens Principafgørelser. Principafgørelserne kan findes i Retsinformation og på Ankestyrelsens hjemmeside www.ast.dk.

Forkortelser i vejledningen

5. I denne vejledning anvendes følgende forkortelser:

Aktivloven = lov om aktiv socialpolitik (lovbekendtgørelse nr. 269 af 21. marts 2017 med senere ændringer).

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgs forretningsorden = bekendtgørelse om forretningsorden for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg (bekendtgørelse nr. 301 af 30. marts 2017).

Ankestyrelsens forretningsorden = bekendtgørelse om forretningsorden for Ankestyrelsen (bekendtgørelse nr. 251 af 18. marts 2019).

Arbejdsskadesikringslovene = lov om arbejdsskadesikring (lovbekendtgørelse nr. 216 af 27. februar 2017 med senere ændringer) /lov om sikring mod følger af arbejdsskade/lov om arbejdsskadeforsikring/lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde.

Barselsloven = lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel (lovbekendtgørelse nr. 67 af 25. januar 2019 med senere ændringer).

Beskæftigelsesindsatsloven = lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016 med senere ændringer).

Boligstøtteloven = lov om individuel boligstøtte (lovbekendtgørelse nr. 48 af 16. januar 2019).

Børnetilskudsloven = lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag (lovbekendtgørelse nr. 63 af 21. januar 2019 ).

Dagtilbudsloven = lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven). (lovbekendtgørelse nr. 1214 af 11. oktober 2018 med senere ændringer).

Databekendtgørelsen = bekendtgørelse om dataindberetninger på socialområdet (bekendtgørelse nr. 1678 af 17. december 2018).

Databeskyttelsesforordningen = Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) Forordningen findes i Retsinformation som bilag 1 til databeskyttelsesloven.

Databeskyttelsesloven = lov om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (lov nr. 502 af 23. maj 2018).

Forvaltningsloven (lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014).

Friplejeboligloven = lov om friplejeboliger (lovbekendtgørelse nr. 1162 af 26. oktober 2017).

Førtidspensionsloven (gammel) = lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. (lovbekendtgørelse nr. 1209 af 17. november 2017 med senere ændringer).

Integrationsloven = lov om integration af udlændinge i Danmark (lovbekendtgørelse nr. 1127 af 11. oktober 2017).

Offentlighedsloven = lov om offentlighed i forvaltningen (lov nr. 606 af 12. juni 2013 med senere ændringer).

Pensionsloven = lov om social pension (lovbekendtgørelse nr. 1208 af 17. november 2017 med senere ændringer).

Retssikkerhedsloven = lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (lovbekendtgørelse nr. 1064 af 21. august 2018 med de ændringer, der følger af lov nr. 1430 af 5. december 2018, (Initiativer mod sort arbejde), lov nr. 1526 af 18. december 2018 (Karantæneordning i ydelsessystemet for bandekriminelle m.v.), lov nr. 1701 af 27. december 2018 (Styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse og flytning af administrationen af VEU-godtgørelsen m.v. til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag), lov nr. 1705 af 27. december 2018 om bekæmpelse af ungdomskriminalitet og lov nr. 1711 af 27. december 2018 (Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter forældreansvarsloven).

Retssikkerhedsbekendtgørelsen = bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område (bekendtgørelse nr. 227 af 11. marts 2019).

Regnskabsbekendtgørelsen = bekendtgørelse om statsrefusion og tilskud, samt regnskabsaflæggelse og revision på visse områder indenfor Børne- og Socialministeriets, Beskæftigelsesministeriets, Udlændinge- og Integrationsministeriets, Transport-, Bygnings- og Boligministeriets og Undervisningsministeriets ressortområder (bekendtgørelse nr. 1591 af 15. december 2017).

Serviceloven = lov om social service (lovbekendtgørelse nr. 1114 af 30. august 2018 med senere ændringer).

Sygedagpengeloven = lov om sygedagpenge (lovbekendtgørelse nr. 68 af 25. januar 2019 med senere ændringer).

Socialtilsynsloven = lov om socialtilsyn (lovbekendtgørelse nr. 42 af 19. januar 2018 med senere ændringer).

Ungdomskriminalitetsloven = lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet (lov nr. 1705 af 27. december 2018).

Udbetaling Danmark-loven = lov om Udbetaling Danmark (lovbekendtgørelse nr. 49 af 16. januar 2019).

Veteranloven = lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion (lov nr. 336 af 2. april 2014 med senere ændringer).

Værgemålsloven = bekendtgørelse af værgemålsloven (lovbekendtgørelse nr. 1015 af 20. august 2007 med senere ændringer).

Værnepligterstatningslovene = lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. (lovbekendtgørelse nr. 284 af 14. marts 2013 med senere ændringer)/lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl.

6. Retssikkerhedsloven indeholder regler for, hvordan kommunerne og statslige myndigheder på det sociale område (Ankestyrelsen og i et enkelt tilfælde Familieretshuset) skal behandle sager.

7. Det er ikke udtrykkeligt fastsat i retssikkerhedsloven, hvilke lovområder den gælder for. Det er med hjemmel i lovens § 2, stk. 3, fastsat i retssikkerhedsbekendtgørelsens kapitel 1 (se punkt 8-29), hvilke lovområder retssikkerhedsloven gælder for − enten helt eller delvis. Det fremgår af bl.a. retssikkerhedsbekendtgørelsens § 2 og af §§ 2 og 5 i Udbetaling Danmark-loven, at en del af retssikkerhedslovens bestemmelser finder tilsvarende anvendelse, når Udbetaling Danmark behandler og træffer afgørelser på sagsområder vedrørende en række sociale ydelser m.v. Det er tillige i de fleste tilfælde fastsat i de pågældende love, i hvilket omfang retssikkerhedsloven gælder. Det gælder i alle tilfælde, hvor retssikkerhedslovens klageregler anvendes, jf. retssikkerhedslovens § 60.

Oversigt over retssikkerhedsbekendtgørelsens regler om retssikkerhedslovens anvendelsesområde

8. I retssikkerhedsbekendtgørelsen er det i § 1, stk. 1, fastsat, i hvilke tilfælde retssikkerhedslovens regler som udgangspunkt gælder fuldt ud, når kommunerne eller Ankestyrelsen behandler og afgør sager. Det gælder ved behandling og afgørelse af sager efter de love, der er nævnt i bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 1-14, (se punkt 9 og 10).

Desuden gælder retssikkerhedsloven på et enkelt område for (Familieretshusets sagsbehandling), jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2, (se punkt 12).

På de lovområder, hvor klage kan indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, er der særskilt taget stilling til, hvilke af retssikkerhedslovens regler, der gælder ved behandlingen af sager i Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, (se punkt 24-26).

Se desuden punkt 20 om, hvilke af retssikkerhedslovens regler, der gælder ved Ankestyrelsens behandling af klager over afgørelser truffet af Udbetaling Danmark.

På nogle områder gælder kun enkelte af retssikkerhedslovens regler ved kommunernes sagsbehandling, (se punkt 13-15).

Ud over afgørelser efter de love, der er nævnt i retssikkerhedsbekendtgørelsens § 1, gælder retssikkerhedsloven og retssikkerhedsbekendtgørelsen i større eller mindre omfang, når Ankestyrelsen behandler klager over afgørelser efter andre love, (se herom punkt 17-24).

Endelig gælder visse af retssikkerhedslovens regler for Udbetaling Danmarks sagsbehandling, (se punkt 16).

Klagereglerne i retssikkerhedsloven er beskrevet i afsnit V.

Lovområder, hvor retssikkerhedsloven gælder fuldt ud ved kommunernes og Ankestyrelsens behandling og afgørelse af sager

9. Udgangspunktet er, at retssikkerhedsloven gælder ved såvel kommunernes sagsbehandling som Ankestyrelsens behandling af klager efter følgende love:

• Pensionsloven.
• Førtidspensionsloven (gammel).
• Boligstøtteloven.
• Sygedagpengeloven.
• Aktivloven.
• Beskæftigelsesindsatsloven.
• Serviceloven, jf. dog retssikkerhedsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
• Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling.
• Dagtilbudsloven.
• Lov om seniorjob (lovbekendtgørelse nr. 1090 af 15. september 2015 med senere ændringer ).
• Lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. (lovbekendtgørelse nr. 727 af 7. juli 2009 med senere ændringer).
• Lov om kontantydelse (lov nr. 174 af 24. februar 2015 med senere ændringer).
• Kapitel 2 i friplejeboligloven.
• Lov om forsøg med et socialt frikort (lov nr. 689 af 8. juni 2018).
• Lov om voksenansvar for anbragte børn og unge (lov nr. 507 af 2. maj 2017 med senere ændringer).
• Ungdomskriminalitetsloven.

10. For så vidt angår friplejeboligloven gælder hele retssikkerhedsloven, men alene ved behandling af sager efter lovens kapitel 2 (§§ 3 og 4) om borgerens adgang til friplejeboliger. Det vil sige, at kommunerne skal følge reglerne i retssikkerhedsloven, når de træffer afgørelse om borgerens ret til at vælge en bestemt friplejebolig. Kommunerne skal efter § 3 i friplejeboligloven afgøre, om den pågældende friplejeboligleverandør er certificeret til at levere alle de tilbud, som opholdskommunen har truffet afgørelse om, at ansøgeren skal tilbydes. Retssikkerhedsloven gælder også, når Ankestyrelsen behandler klager over kommunernes afgørelse om dette spørgsmål.

11. Retssikkerhedsloven gælder for forebyggende hjemmebesøg efter servicelovens § 79 a. § 9 om handlekommune gælder dog ikke, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 3. Det skyldes, at det følger af serviceloven, at det er bopælskommunen, der skal tilbyde forebyggende hjemmebesøg.

Retssikkerhedslovens anvendelse ved Familieretshusets afgørelser

12. Efter retssikkerhedsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, gælder hele retssikkerhedsloven desuden – i det omfang det er relevant – når Familieretshuset træffer afgørelse om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter servicelovens § 131. Retssikkerhedsloven gælder ikke for Familieretshuset i andre tilfælde end disse.

Lovområder, hvor enkelte bestemmelser i retssikkerhedsloven gælder ved kommunernes sagsbehandling

13. Retssikkerhedsloven gælder som hovedregel ikke for sagsbehandlingen i sager efter integrationsloven. Dog gælder lovens § 11, stk. 1, nr. 2, § 11 b, jf. § 11, stk. 1, nr. 2 og § 12 a, når kommunerne udbetaler ydelser efter lov om integration af udlændinge i Danmark. Det er fastsat i retssikkerhedsbekendtgørelsens § 1, stk. 4.

14. På samme måde gælder retssikkerhedsloven som hovedregel ikke for sagsbehandling efter lov om almene boliger m.v. (lovbekendtgørelse nr. 119 af 1. februar 2019 ). Lovens § 11 a, stk. 1, 2 og 4-6, om indhentelse af oplysninger gælder dog ved behandling af sager om anvisning af en bolig eller sager om godkendelse af udlejning, som fastsat i § 178 a i lov om almene boliger. Det fremgår af retssikkerhedsbekendtgørelsens § 1, stk. 5.

15. Endelig gælder retssikkerhedslovens § 85 og de regler, der er fastsat i medfør heraf, om statsrefusion, regnskabsaflæggelse og revision, ved behandlingen af sager efter lov om ophævelse af lov om servicejob, jf. retssikkerhedsbekendtgørelsens § 1, stk. 6.

Regler, der gælder for behandling af sager i Udbetaling Danmark

16. På en række lovområder har Udbetaling Danmark helt eller delvis afgørelseskompetencen på en række områder, jf. Udbetaling Danmark-loven.

Det gælder:

• Børnetilskudsloven.
• Lov om opkrævning af underholdsbidrag (lovbekendtgørelse nr. 1819 af 23. december 2015, med senere ændringer).
• Lov om en børne- og ungeydelse (lovbekendtgørelse nr. 609 af 3. juni 2016 med senere ændringer).
• Barselsloven.
• Pensionsloven.
• Førtidspensionsloven (gammel).
• Boligstøtteloven.
• Friplejeboligloven.
• Lov om delpension (lovbekendtgørelse nr. 1120 af 17. september 2015).
• Lov om fleksydelse (lovbekendtgørelse nr. 1121 af 17. september 2015 med senere ændringer).
• Sundhedsloven (lovbekendtgørelse nr. 1286 af 2. november 2018 med senere ændringer).
• §§ 45 og 55 i sygedagpengeloven om sygepengeforsikring for selvstændige erhvervsdrivende og private arbejdsgivere.

På enkelte områder har Udbetaling Danmark endvidere overtaget sagsbehandlingen fra staten. Det gælder

• § 6 i aktivloven om hjælp til forsørgelse af danske statsborgere og samme lovs § 85 a om efterlevelseshjælp og
• §§ 10 og 10 a i repatrieringsloven (lovbekendtgørelse nr. 1129 af 13. oktober 2017) om udbetaling af reintegrationsbistand og supplerende reintegrationsbistand og tilbagebetaling og ophør af disse ydelser.

I §§ 2 og 5 i Udbetaling Danmark-loven er fastsat, hvilke regler i retssikkerhedsloven der gælder ved Udbetaling Danmarks varetagelse af opgaver og behandling af sager vedrørende en række sociale ydelser m.v. Det drejer sig om §§ 3, 4, 10, § 11, stk. 1, § 11 a, stk. 1-5, § 11 b, § 11 c, stk. 1, nr. 4, og § 12. Det fremgår på de fleste områder tilsvarende af retssikkerhedsbekendtgørelsens § 2.

Regler, der gælder for Ankestyrelsen på andre sociale områder

17. På lovområder, der er nævnt i retssikkerhedsbekendtgørelsens § 1 gælder retssikkerhedsloven for både kommunernes og Ankestyrelsens sagsbehandling, (se punkt 8). Herudover gælder en række af retssikkerhedslovens og retssikkerhedsbekendtgørelsens regler, når Ankestyrelsen træffer afgørelse efter andre love.

18. Reglerne i retssikkerhedslovens §§ 10 og 11, § 11 a, stk. 1, 2 og 4-6, og § 12, og lovens kapitel 9 samt §§ 67-70 og 72, stk. 1 og 7, samt kapitel 11 gælder, når Ankestyrelsen behandler og træffer afgørelse efter:

• Lov om almene boliger m.v.
• Lov om boliger for ældre og personer med handicap (lovbekendtgørelse nr. 666 af 17. juni 2010 med senere ændringer).
• Lov om integration af udlændinge i Danmark, § 53, stk. 2, 3. pkt., om boligplacering.
• Repatrieringslovens § 12, stk. 2, om kommunale afgørelser efter loven.
• Lov om folkeskolen (afgørelser om søskendemoderation og fripladser) (lovbekendtgørelse nr. 1510 af 14. december 2017 med senere ændringer).

Det fremgår af § 3, stk. 1, i retssikkerhedsbekendtgørelsen.

19. De samme regler, med undtagelse af lovens kapitel 11 om praksiskoordinering, gælder, når Ankestyrelsen behandler klager efter lov om tolkning til personer med hørehandicap. Det er fastsat i retssikkerhedsbekendtgørelsens § 3, stk. 3.

20. Når Ankestyrelsen behandler klager over afgørelser, der er truffet af Udbetaling Danmark, gælder retssikkerhedslovens §§ 10, 11, stk. 1, 11 a, stk. 1, 2 og 4-6, 11 b, 11 c, stk. 1, nr. 4, og 12. Herudover gælder lovens kapitel 9, §§ 66-70 og 72. Det er fastsat i retssikkerhedsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, jf. lovens § 64 a.

Disse regler gælder for klager over afgørelser efter en række af de love, der er nævnt i retssikkerhedsbekendtgørelsens § 2, (se punkt 16). (Om afgørelser efter lov om delpension og lov om fleksydelse se dog punkt 25). Klager over afgørelser efter sundhedsloven kan ikke indbringes for Ankestyrelsen.

Klagereglerne i retssikkerhedsloven er beskrevet i afsnit V.

21. Det er fastsat i § 3, stk. 4, at lovens kapitel 9 og §§ 68 og 70 gælder, når Ankestyrelsen behandler og afgør sager efter følgende love:

• Lov om arbejdsskadesikring.
• Lov om sikring mod følger af arbejdsskade.
• Lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl.
• Lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl.
• Lov om erstatning til besættelsestidens ofre.

Dette gælder tilsvarende, når Ankestyrelsen behandler sager efter veteranloven, lov om arbejdsskadeforsikring og lov om forsikring mod følger af.

22. Endelig gælder lovens kapitler 9 og 10 med undtagelse af §§ 57, 60-64, 72 og 73, når Ankestyrelsen behandler klager over afgørelser truffet af Sundhedsstyrelsen vedrørende tilbagekaldelser og bortfald af certifikationer m.v. efter § 96 i lov om friplejeboliger. Det er fastsat i den nævnte bestemmelse i friplejeboligloven.

23. Det er fastsat i § 19 i socialtilsynsloven, at socialtilsynets afgørelser efter socialtilsynsloven kan påklages til Ankestyrelsen af de tilbud eller myndigheder, der er adressater for socialtilsynets afgørelser, efter reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

Regler, der gælder for Ankestyrelsens klagesagsbehandling efter adoptionsloven

24. Når Ankestyrelsen som klageinstans og i visse situationer som 1. instans behandler sager efter adoptionsloven, gælder retssikkerhedslovens §§ 68 og 70 samt kapitel 9 ved klagesagens behandling. Det er fastsat i § 29 d i adoptionsloven (lovbekendtgørelse nr. 1041 af 3. august 2018 med senere ændringer).

Regler, der gælder for Ankestyrelsens og Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgs behandling af klager på beskæftigelsesområdet efter retssikkerhedslovens kapitel 9 a

25. Regler om retssikkerhedslovens anvendelsesområde for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg er fastsat i retssikkerhedsbekendtgørelsens § 4. Reglerne gælder også, når Ankestyrelsen uden medvirken af beskikkede medlemmer træffer afgørelse på de lovområder, hvor en klage efter loven kan indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, jf. lovens § 59 a, stk. 1.

Lovens kapitler 1-7, 11 og 12 samt § 50, stk. 4, § 51, stk. 3. § 52 a, stk. 4, §§ 57, 59, 60 og 66-70, § 71, stk. 1, § 72, stk. 1 og 7, og § 74 samt bekendtgørelsens kapitel 2, § 10, stk. 2 og 3, og kapitel 5-7 gælder, når Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg behandler klager over afgørelser truffet af kommunen efter lovens § 59 a vedrørende sager efter følgende love:

• Pensionsloven.
• Førtidspensionsloven (gammel).
• Sygedagpengeloven.
• Aktivloven.
• Beskæftigelsesindsatsloven.
• Lov om seniorjob.
• Lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.
• Lov om kontantydelse.

Reglerne gælder endvidere, når Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg behandler klager over afgørelser truffet af Udbetaling Danmark efter

• Lov om fleksydelse.
• Lov om delpension.

Det fremgår af retssikkerhedsbekendtgørelsens § 4, stk. 1.

26. Når Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg behandler klager over afgørelser truffet af kommunerne efter integrationsloven og efter § 19, stk. 2, i lov om børnepasningsorlov gælder alene lovens § 50, stk. 4, § 51, stk. 3, § 52 a, stk. 4, §§ 57, 59, 60 og 66-70, § 71, stk. 1, § 72, stk. 1 og 7, § 74 samt bekendtgørelsens kapitel 2, § 10, stk. 2 og 3, og kapitel 5-7.

Det fremgår af retssikkerhedsbekendtgørelsens § 4, stk. 3.

27. Når Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg behandler klager over afgørelser efter retssikkerhedslovens § 59 b, gælder lovens § 50, stk. 4, § 51, stk. 3, § 57, nr. 1, § 59, § 67, stk. 2, §§ 68 og 70, § 72, stk. 1 og 7, § 74 samt retssikkerhedsbekendtgørelsens § 12, stk. 2 og 3, §§ 17, 18, 20, § 21, stk. 1, og § 42.

Det fremgår af retssikkerhedsbekendtgørelsens § 4, stk. 2.

Det drejer sig om afgørelser truffet af andre end kommunerne og Udbetaling Danmark.

Retssikkerhedslovens anvendelse i Arbejdsmiljøklagenævnet

28. Endelig gælder retssikkerhedslovens § 59 for Arbejdsmiljøklagenævnet, jf. lov om arbejdsmiljø (lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017). Det fremgår af retssikkerhedsbekendtgørelsens § 5.

Ansøgninger fra personer med bopæl i udlandet

29. Retssikkerhedsloven gælder også, når de sociale myndigheder behandler ansøgninger om sociale ydelser til personer, som bor i udlandet. Det gælder ansøgninger fra personer, som har ret til danske sociale ydelser efter reglerne i EF-forordning om koordinering af de sociale sikringsordninger, jf. forordning nr. 883/04 eller efter konventioner indgået mellem Danmark og et eller flere andre lande om gensidig ligestilling af hinandens borgere. Forordningen og konventionerne giver i et vist omfang personer med bopæl i udlandet ret til at modtage sociale sikringsydelser fra Danmark. Det gælder social pension, syge- og barselsdagpenge, børnefamilieydelse og børnetilskud samt visse ydelser efter serviceloven. Endvidere er visse ordninger og ydelser efter beskæftigelsesindsatsloven og aktivloven, bl.a. ledighedsydelse, omfattet af forordningen. Den midlertidige ydelse til arbejdsløse, der er blevet godkendt til et fleksjob – ledighedsydelse (lov nr. 455 af 10. juni 1997), er omfattet af forordningens afsnit III, kapitel 6 (arbejdsløshedsydelser). For arbejdsløse, der rejser til en anden medlemsstat, finder artikel 64 og 65 anvendelse, når denne medlemsstat har lignende beskæftigelsesordninger for den samme personkategori. Personer bosat i udlandet kan også have ret til erstatning m.v. efter arbejdsskadesikringsloven, veteranloven, værnepligtslovene og lov om erstatning til besættelsestidens ofre.

Personer, der er arbejdstagere i Danmark og har bopæl i et andet EU/EØS-land, har herudover efter EU-forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed, samme ret til "sociale fordele", som landets egne borgere.

Personer, der er arbejdstagere i Danmark og har bopæl i et andet EU/EØS-land, har herudover, efter EU-forordning nr. 492/11 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen, samme ret til "sociale fordele", som landets egne borgere, jf. forordningens artikel 7, stk. 2.

Også borgere fra andre EU-medlemslande med ophold i Danmark kan have krav på danske sociale sikringsydelser. EF-forordning nr. 883/2004 koordinerer anvendelsen af de sociale sikringsordninger for personer, som flytter inden for EU. En person, som er omfattet af forordningen, har således krav på ligebehandling med borgerne i den stat, hvori de er omfattet af lovgivningen om social sikring. Det drejer sig bl.a. om sager om dagpenge under sygdom og barsel, revalidering, social pension, børnefamilieydelser samt en række tilskud til personer med nedsat funktionsevne. Disse personer har derfor samme rettigheder og pligter som danske statsborgere. Der henvises til den daværende Pensionsstyrelses vejledninger om EF-forordning 883/04, om henholdsvis lovvalg og social sikring, jf. vejledning nr. 9228, 9229 og 9230 af 23. maj 2013. Der henvises endvidere til vejledning nr. 9998 af 23. oktober 2017 om dagpenge ved sygdom til EF-Forordning 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og gennemførelsesforordning nr. 987/2009.

Sagsbehandlingsregler findes også i de administrative aftaler til konventionerne og i EF-forordning nr. 987/09, som omhandler administrationen af EF-forordning nr. 883/04.

Se også punkt 345-347 om opholdskommune for personer, der krydser landegrænser.

30. Nordisk Konvention om Social Bistand og Sociale Tjenester af 14. juni 1994 regulerer, i hvilket omfang nordiske statsborgere og andre borgere med bopæl i Danmark og i andre nordiske lande har ret til ydelser efter lov om social service og lov om aktiv socialpolitik.

31. Retssikkerhedsloven indledes med en formålsbestemmelse i § 1. Loven har fem ligestillede formål, som er:

• At sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager.
• At fremhæve kommunens ansvar for kommunens opgavevaretagelse på det sociale område.
• At fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en tidlig, helhedsorienteret hjælp.
• At forebygge, at personer, der har eller kan få vanskeligheder ved at fastholde et arbejde, får behov for hjælp til forsørgelse.
• At fastlægge struktur og grundlæggende principper for administration af sociale sager.

32. Retssikkerhedsloven indeholder en række regler om, hvordan myndighederne skal behandle sagerne. Der er lagt vægt på borgernes retssikkerhed, og på at de får mulighed for aktivt at medvirke og få indflydelse, når myndighederne behandler deres sag. Retssikkerhedsloven supplerer de generelle regler for sagsbehandling og offentlig forvaltning, som findes i forvaltningsloven, offentlighedsloven, databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven og den kommunale styrelseslov. Det indebærer, at de generelle regler i disse love gælder, når der ikke findes særlige regler i retssikkerhedsloven. Endvidere supplerer retssikkerhedsloven principperne for god forvaltningsskik, som kan udledes af Folketingets Ombudsmands praksis. Nogle af reglerne i retssikkerhedsloven bygger på principperne om god forvaltningsskik og den almindelige forvaltningsret.

Herudover er strukturen for de sociale myndigheder fastlagt i loven. Den indeholder regler om myndighedernes ansvar, sammensætning samt om statistik og analyse m.v.

33. Dette afsnit beskriver reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 2 om, hvordan en myndighed skal behandle en social sag i forhold til borgeren. Der er tale om regler om tidsfrister, medvirken, helhedsvurdering m.v. De sociale sagsbehandlingsregler supplerer i et vist omfang de forvaltningsretlige regler i forvaltningsloven og i offentlighedsloven samt reglerne i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Fastsættelse af frister for sagsbehandlingstiden

34. For borgerne har indholdet i afgørelserne og kvaliteten af ydelserne afgørende betydning. Men for den enkelte borger har den måde, som en myndighed behandler hans eller hendes sag på, også stor betydning, herunder at sagsbehandlingen sker hurtigst muligt. Derfor skal kommunen efter § 3, stk. 1, behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt.

35. Kommunen skal desuden efter § 3, stk. 2, fastsætte serviceniveauet for sagsbehandlingstider i kommunen. Kommunen skal

• på de enkelte områder fastsætte en generel frist for, hvor lang tid der må gå fra modtagelsen af en ansøgning, til afgørelsen skal være truffet,
• give borgeren besked, hvis fristen for at træffe afgørelse i en konkret sag ikke kan overholdes, og
• offentliggøre oplysninger om de frister, der gælder i kommunen.

36. § 3, stk. 2, handler om de tilfælde, hvor en borger har søgt om hjælp, og hvor borgeren derfor har interesse i at få oplyst, hvor lang tid der vil gå, før der foreligger en afgørelse. Reglen er således ikke udformet med henblik på de situationer, hvor forvaltningen uden en ansøgning fra en borger (ikke-ansøgningssager) rejser spørgsmål om, hvorvidt der er behov for hjælp. Det sker f.eks. i visse sager efter servicelovens kapitel 11 om foranstaltninger af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte.

37. Det fremgår af § 2 i Udbetaling Danmark-loven og § 2 i retssikkerhedsbekendtgørelsen, at retssikkerhedslovens § 3 finder tilsvarende anvendelse ved Udbetaling Danmarks varetagelse af opgaver på sine sagsområder.

Fristernes længde

38. Der er ikke i retssikkerhedsloven eller dens forarbejder givet anvisninger på, hvor korte eller hvor lange fristerne kan være. Det er derfor myndighedens opgave at fastsætte fristerne for at træffe afgørelse som led i lokale prioriteringer af, hvordan kommunens samlede ressourcer bedst anvendes. Fristerne kan afhænge af de enkelte sagstyper.

En frist kan dog være for lang i forhold til kravet om, at spørgsmål om hjælp skal behandles så hurtigt som muligt.

Hvis der i lovgivningen er fastsat en frist for et område, gælder denne frist. F.eks. fastsætter pensionslovens § 21, stk. 1, at kommunen skal træffe afgørelse om førtidspension senest 3 måneder efter tidspunktet for sagens overgang til behandling efter reglerne om førtidspension.

Særligt for behandlingen af klagesager indeholder §§ 10-14 og 16 i retssikkerhedsbekendtgørelsen regler om frister for genvurderingen af klagesager.

Hvornår begynder en frist at løbe?

39. Det fremgår af § 3, stk. 2, at fristen regnes fra det tidspunkt, hvor myndigheden har modtaget en ansøgning, og omfatter tiden, indtil afgørelsen er truffet.

Skriftlig besked

40. Hvis myndigheden ikke kan træffe en afgørelse inden for den frist, som myndigheden har fastsat, skal ansøgeren skriftligt have dette at vide, og myndigheden skal oplyse, hvor lang tid borgeren kan forvente, at der vil gå, før myndigheden kan træffe en afgørelse.

Hvis myndigheden ikke kan træffe en afgørelse, f.eks. fordi der mangler visse lægelige oplysninger, kan myndigheden opfylde kravet ved at oplyse borgeren om, at der vil blive truffet afgørelse, når ansøgeren eller myndigheden har fremskaffet de manglende lægelige oplysninger.

I nogle tilfælde kan man forudse, at der skal fremskaffes en del oplysninger, inden sagen er klar til afgørelse. I sådanne tilfælde er det ofte umuligt at sige noget præcist om, hvor lang tid der vil gå, før der kan træffes en afgørelse. Myndigheden kan i disse tilfælde oplyse borgeren om, hvor langt sagen er, og at afgørelsen ikke kan træffes, før oplysningerne er fremskaffet.

Forskellige generelle frister

41. Efter loven er det ikke et krav, at der for hver individuel ansøgning skal træffes en beslutning om, hvad fristen i den konkrete sag skal være.

Det fremgår af lovforarbejderne til bestemmelsen (jf. lovforslag L 117 2008/1), at den enkelte kommunalbestyrelse skal fastsætte frister for alle relevante sociale sagsområder, ikke kun for nogle af sagsområderne. Det gælder dog ikke, hvis der i lovgivningen er fastsat en særskilt frist på det pågældende område. I så fald gælder denne frist. En kommunalbestyrelse kan fastsætte en eller flere frister for det enkelte sagsområde og er ikke forpligtet til kun at fastsætte én frist for det enkelte sagsområde. Fristerne skal knyttes til et enkelt sagsområde. Der kan ikke under ét fastsættes én frist for samtlige sociale sagsområder. Der er imidlertid intet til hinder for, at en kommunalbestyrelse kan fastsætte samme sagsbehandlingstid for flere forskellige sagsområder. Det overlades til de enkelte kommunalbestyrelser at inddele afgørelsessager på det sociale område i hensigtsmæssige sagsbehandlingsområder.

Frister kan være længere for typer af sager, som erfaringsmæssigt kræver længere tid, før der kan træffes en afgørelse, og der kan fastsættes kortere frister for sager, som normalt kan afgøres hurtigt. Fristerne bør være realistiske, så de f.eks. svarer til den tid, der i praksis går med at behandle 80-90 procent af sagstypen. Se også punkt 46 om overholdelse af frister.

Standardiseret skriftlig information

42. Kommunerne kan benytte standardiserede skriftlige informationer. Som eksempel kan nævnes ansøgning om plads i en plejebolig eller en ældrebolig. I disse sager er det sædvanligvis sådan, at kommunen skal foretage en række undersøgelser og vurderinger, før den kan tage stilling til, om ansøgeren opfylder de kriterier, som kommunen anvender ved anvisning til disse boformer.

Kommunen kan i sådanne tilfælde opfylde sin pligt efter § 3 ved, når ansøgningen modtages, straks at give ansøgeren en generel skriftlig information om kommunens kriterier for at anvise til disse boformer og oplyse om, hvorledes proceduren i almindelighed er med hensyn til at få de nødvendige oplysninger. Kommunen kan endvidere oplyse om, hvor lang tid der normalt går, inden den har de nødvendige oplysninger til at kunne tage stilling til ansøgningen. Individuel formidling af frister til ansøger fratager ikke kommunen for kravet om, at fristerne på samtlige sagsområder skal offentliggøres generelt over for borgerne.

Fristerne skal offentliggøres

43. Efter retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, skal alle de fastsatte frister offentliggøres.

Fristerne for afgørelser efter serviceloven skal offentliggøres på og fremgå tydeligt af kommunens hjemmeside. Det er fastsat i § 3a, 1. pkt. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen (jf. lovforslag L 162 2018/1) skal det forstås som et sted, hvor det er logisk for borgeren at lede efter netop sagsbehandlingsfristerne for behandlingen af sådanne sager. Det kan f.eks. være et sted på hjemmesiden i tilknytning til omtalen af den ydelse, som den pågældende sagsbehandlingsfrist vedrører. Kravet om, at fristerne skal fremgå tydeligt et sted på kommunens hjemmeside, betyder således ikke nødvendigvis, at sagsbehandlingsfristerne skal være på hjemmesidens forside.

Kravet i loven om offentliggørelse på kommunens hjemmeside er ikke til hinder for, at kommunen også kan offentliggøre sagsbehandlingstiderne på anden vis, f.eks. på www.borger.dk, ved opslag i institutioner, i lokalaviser m.v., hvis dette findes hensigtsmæssigt ved siden af offentliggørelse på kommunens hjemmeside

For andre frister er det efter § 3, stk. 2, overladt til kommunen at beslutte, hvordan offentliggørelsen skal ske. Det fremgår dog af lovforarbejderne til bestemmelsen (jf. lovforslag L 117 2008/1), at det forudsættes, at offentliggørelsen sker på en måde, der er sædvanlig i kommunen, og således, at de borgere, som de enkelte sagsbehandlingsfrister må forventes at interessere, har gode forudsætninger for at gøre sig bekendt med fristerne. Også disse frister kan f.eks. hensigtsmæssigt offentliggøres på kommunens hjemmeside.

Udbetaling Danmark offentliggør frister på www.borger.dk.

Frister for afgørelser og ikke for faktisk forvaltningsvirksomhed

44. Reglen i § 3, stk. 2, gælder i de tilfælde, hvor resultatet af myndighedens behandling vil munde ud i en afgørelse. § 3, stk. 2, gælder ikke ved beslutninger, der træffes som led i faktisk forvaltningsvirksomhed. Ved faktisk forvaltningsvirksomhed forstås den faktiske gennemførelse af myndighedens opgaver efter den sociale lovgivning. Det er f.eks. faktisk forvaltningsvirksomhed, når hjemmehjælperen eller pædagogen udfører sit arbejde og giver hjælp til en borger (se punkt 240).

Frister for sager efter serviceloven, der er hjemvist af Ankestyrelsen

45. Det er fastsat i § 3 a, 2. pkt., at de frister, kommunalbestyrelsen har fastsat for afgørelsen af sager efter serviceloven, også skal gælde for afgørelser efter serviceloven, der er hjemvist af Ankestyrelsen. Fristen for den fornyede afgørelse i hjemviste sager regnes fra kommunens modtagelsen af Ankestyrelsens afgørelse om hjemvisning.

Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at behandle hjemviste sager hurtigere end andre sager, men der vil ikke være noget til hinder for, at kommunalbestyrelsen behandler disse sager langt hurtigere end den fastsatte frist, hvis dette er muligt. Det kan f.eks. dreje sig om sager, hvor den mangel, der har ført til hjemvisning, forholdsvist enkelt vil kunne udbedres.

Sanktioner

46. Der er ikke i retssikkerhedsloven fastsat særlige regler om sanktioner, hvis en myndighed overtræder § 3. Ankestyrelsen kan i forbindelse med behandling af en klage over en afgørelse påse, om der er fastsat en frist for sagstypen, og om ansøgeren har fået sin afgørelse inden for den fastsatte frist, eller har fået skriftlig besked, hvis fristen ikke er overholdt.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget til den oprindelige bestemmelse (jf. lovforslag L 228 1996/1), at hvis administrationen i større omfang i det daglige ikke lever op til de frister, som kommunalbestyrelsen har fastsat, og hvis kommunen undlader at justere arbejdsrutiner og arbejdsgange eller at fastsætte en ny frist, som forvaltningen har realistiske muligheder for at overholde, kan der efter omstændighederne være tale om lovbrud. Se også punkt 41 om udtalelse fra ombudsmanden om overholdelse af frister.

Videre fremgår af bemærkningerne, at de almindelige kommunale tilsynsmyndigheder derfor vil kunne gå ind i en bedømmelse af en overtrædelse af bestemmelsen. Se kapitel 42 om de kommunale tilsynsmyndigheder.

Udbetaling Danmark

47. Beskæftigelsesministeren fører tilsyn med, at Udbetaling Danmark fastsætter frister for sagsbehandlingen i Udbetaling Danmark på de områder, hvor reglerne om frister i retssikkerhedsloven finder tilsvarende anvendelse. Se kapitel 43 om tilsyn med Udbetaling Danmark.

48. § 4 lovfæster princippet om, at den, som skal have hjælp, skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Det præciseres også, at kommunerne skal tilrettelægge deres arbejdsgange på en sådan måde, at borgeren får mulighed for at medvirke. Se kapitel 13 om borgerens medvirken til sagens oplysning. Manglende adgang til medvirken kan føre til en afgørelses ugyldighed.

Det fremgår af § 2 i Udbetaling Danmark-loven og § 2 i retssikkerhedsbekendtgørelsen at retssikkerhedslovens § 4 finder tilsvarende anvendelse ved Udbetaling Danmarks varetagelse af opgaver vedrørende en række sociale ydelser m.v.

I forhold til Udbetaling Danmarks sagsbehandling har bestemmelsen primært betydning i forhold til at sikre, at borgeren bliver oplyst om, hvilke oplysninger borgeren eventuelt selv skal hjælpe med at fremskaffe til brug for sin sag, retten til at få hjælp af en bisidder, til at klage og til at få aktindsigt i sagen. Bestemmelsen indebærer herudover, at borgere, der henvender sig telefonisk med spørgsmål om, hvor der kan findes digitale vejledninger eller om anvendelse af digitale selvbetjeningsløsninger, skal have den fornødne hjælp og vejledning.

Borgerens medvirken må ikke føre til selvinkriminering

49. Hvis der er konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, skal myndigheden vejlede den mistænkte om, at vedkommende ikke har pligt til at oplyse om forhold, som kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Det fremgår af lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. Se også punkt 188.

Lokale beslutninger

50. Det er ikke i loven eller dens forarbejder angivet, hvordan princippet om mulighed for medvirken skal udmøntes i praksis. Det er myndigheden, som ud fra egne lokale og regionale politiske prioriteringer og muligheder afgør, hvordan administrationen bedst kan indrettes, således at borgerne kan inddrages aktivt. Borgerens medindflydelse har forskellige facetter, som beskrives i de følgende punkter. Herudover kan pligt til at inddrage borgeren følge af andre forvaltningsretlige regler, herunder reglerne om partshøring i forvaltningslovens § 19.

Borgerens eget ansvar

51. Det fremgår af forarbejderne til retssikkerhedsloven, (jf. lovforslag L 228 1996/1), at borgeren har det primære ansvar for sin egen situation. I mange tilfælde er det også vigtigt, at borgeren selv sætter sig nogle mål og træffer sine egne beslutninger, som skal støtte målet og hensigten med hjælpen. Hvis borgeren ikke bliver inddraget i og får medindflydelse på sin egen sag, kan det være vanskeligt for borgeren at påtage sig dette ansvar, herunder at sætte sig mål. Samtidig vil der være en betydelig risiko for, at myndigheden overtager ansvaret, og derved oplever borgeren, at der handles hen over hovedet på ham eller hende.

God dialog øger forståelsen

52. Medindflydelse i form af en god dialog og en åben og gennemskuelig beslutningsproces har betydning for, at borgeren kan føle sig tryg ved resultatet. Også dette fremgår af lovens forarbejder. Når borgeren ved, at hans eller hendes synspunkter har været taget i betragtning, og når borgeren kender myndighedens begrundelse for afgørelsen, er afgørelsen lettere at forstå og acceptere for borgeren. Det gælder især, hvis myndigheden og borgeren vurderer forholdene forskelligt. I sådanne situationer kan der ofte opstå forvirring og uklarhed. Omhyggeligt begrundede og dokumenterede faglige vurderinger kan her være et godt middel til at undgå yderligere uklarhed og usikkerhed.

Klar formidling af borgerens rettigheder

53. Borgeren skal desuden kende sine rettigheder og pligter for at kunne tage ansvar og gøre sin medindflydelse på sagsbehandlingen gældende. Det gælder både rettigheder og pligter i forhold til det problem, der har fået borgeren til at henvende sig i forvaltningen, og de regler, der gælder for sagsbehandlingen. Sagsbehandlingsregler er f.eks. regler om aktindsigt, oplysningspligt, partshøring, bisidder og partsrepræsentation samt klagemuligheder. Det er sagsbehandlerens opgave at formidle dette klart til borgeren. Det er også vigtigt, at der er klarhed om rollerne, herunder sagsbehandlerens rolle som myndighedsperson.

Det er myndighedens opgave at sikre sig, at borgeren får mulighed for at medvirke i behandlingen af sin sag.

Tolkebistand

54. Forvaltningslovens § 7, som fastsætter, at myndighederne i fornødent omfang har pligt til at give vejledning, indebærer også pligt til at sørge for at betale for tolkebistand, når en person, der henvender sig til myndigheden, ikke behersker det danske sprog tilstrækkeligt godt. Østre Landsret har i en dom af 21. maj 2001 erklæret sig enig med det daværende Socialministerium i, at tilbud om tolkebistand bør suppleres med en konkret individuel vurdering af behovet for oversættelse i den enkelte sag. Ved vurderingen skal der tages hensyn til den enkelte parts muligheder og forudsætninger i øvrigt for at sætte sig ind i sagens akter bl.a. i samarbejde med tolk og eventuelt advokat.

Myndigheden har også pligt til at sørge for, at en person, som har et høre-, syns- eller talehandicap, vederlagsfrit får mulighed for tolkebistand. Se lov om tolkning til personer med hørehandicap.

For statsborgere fra de øvrige nordiske lande følger det i øvrigt af artikel 5 i Nordisk Konvention af 14. juni 1994 om Social Bistand og Sociale Tjenester, at disse personer ved skriftlige henvendelser til en myndighed har ret til at anvende nordiske sprog. I sådanne sager skal myndigheden sørge for, at vedkommende, hvis der er behov for det, får fornøden tolke- og oversættelseshjælp.

55. Det vil som hovedregel være kommunens eller Udbetaling Danmarks ansvar at sørge for oversættelse af skriftlige sagsakter, da disse myndigheder oftest er første instans. Klageinstanserne skal dog også være opmærksomme på, om der er behov for oversættelse af breve til borgeren og af nye akter. Se punkt 486 om statsrefusion af udgifter til tolkebistand.

Tillid til sagsbehandleren

56. Borgeren kommer ofte i kontakt med en eller nogle ganske få personer, som han eller hun skal etablere et samspil med. De personlige relationer kan betyde meget for en tillidsfuld dialog, som navnlig er vigtig i de mere omfattende og alvorlige sager.

Det er anført i lovforarbejderne til retssikkerhedsloven, (jf. lovforslag L 228 1996/1), at kommunen bør være opmærksom på disse forhold, og at myndighederne derfor, når det er muligt, og borgerens ønske er velbegrundet, bør være imødekommende overfor en anmodning om at få en anden sagsbehandler.

Forekommer det, at en sagsbehandler er inhabil, må den pågældende ikke medvirke ved behandlingen af sagen, og myndigheden har i så fald pligt til at lade en anden sagsbehandler behandle sagen. Det fremgår af forvaltningslovens § 3.

Bisidder, partsrepræsentant og værge

57. En borger, der ønsker det, har efter forvaltningslovens § 8 ret til at lade sig repræsentere eller bistå af andre, når forvaltningen behandler sagen. Det er borgeren, der vælger, hvem han eller hun ønsker som bisidder. Borgeren bør gøres opmærksom på denne mulighed, jf. Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (og se punkt 180 om bisidder ved sagens oplysning). Endvidere henvises til servicelovens § 48 a og vejledning om indsatser og særlig støtte til børn unge og deres familier om børns mulighed for at få en bisidder, herunder en professionel bisidder fra Børns Vilkår.

58. I forbindelse med ansøgninger om personlig og praktisk hjælp og madservice, jf. servicelovens § 83, stk. 1, kan kommunen - som led i samarbejdet med frivillige - udpege frivillige bisiddere. Det kan være et tilbud til borgere, som ikke har pårørende eller andre, der kan deltage i samtalen med kommunen. En sådan ordning udformes efter høring af kommunens ældreråd, som skal høres i alle forslag vedrørende ældre, medmindre andet er aftalt.

I forbindelse med frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp, skal den kommunale myndighed være opmærksom på, om modtageren af hjælpen er i stand til selv at vælge leverandør eller har svært ved at overskue konsekvenserne af et valg.

I forhold til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesser, er kommunen efter § 82, stk. 1, i serviceloven forpligtet til at yde hjælp. Kommunen skal efter § 82, stk. 2, i serviceloven, påse, om der er pårørende eller andre, herunder en værge eller en fremtidsfuldmægtig, der kan varetage den pågældendes interesser. Kommunen skal være opmærksom på, om der er behov for at bede Familieretshuset om at beskikke en værge efter værgemålsloven. Er der tale om en person med nedsat psykisk funktionsevne, der ikke er i stand til at give informeret samtykke, kan den pårørende kun samtykke på vegne af den pågældende, hvis han eller hun er udpeget som værge eller fremtidsfuldmægtig (se punkt 59- 61) eller der i øvrigt foreligger en gyldig fuldmagt, der omfatter forholdet. Der henvises desuden til vejledning om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne, herunder pædagogiske principper, bl.a. om bisiddere og om samtykkebegrebet. En række helt dagligdags spørgsmål for borgere, som allerede modtager personlig og praktisk hjælp kræver dog ikke en værges medvirken.

Hvis ingen har forældremyndigheden over et barn eller en ung under 18 år, er kommunen efter servicelovens § 57 forpligtet til i fornødent omfang at medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden. Familieretshuset træffer afgørelse om, hvem der skal have forældremyndigheden og samtidig bliver værge for barnet eller den unge. Der henvises til vejledning om indsatser og særlig støtte til børn og unge og deres familier. Kommunen er endvidere forpligtet til at medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden, når Familieretshuset anmoder om det til brug for en sag efter forældreansvarslovens §§ 15 eller 15 a, hvor der skal træffes afgørelse om forældremyndighed efter en forælders død.

59. Serviceloven har en række regler, der specifikt fastsætter, at borgerne skal inddrages. F.eks. fastsætter servicelovens § 141, at når der ydes hjælp efter lovens afsnit V til voksne under folkepensionsalderen med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal kommunen tilbyde at udarbejde en skriftlig handleplan. Handleplanen bør udarbejdes ud fra borgerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne. Et andet eksempel er, at kommunernes afgørelser om tildeling af personlig hjælp og pleje efter kapitel 16 i serviceloven skal meddeles i skriftlig form, jf. servicelovens § 89, dog med undtagelse af afgørelser om mindre, begunstigende justeringer i hjælpen, hvor kommunen kan undlade at fremsende en ny skriftlig oplysning herom til borgeren. Se vejledning om hjælp og støtte efter serviceloven.

I sager om svage borgere er det vigtigt at være opmærksom på, at der skal medvirke en værge eller en fuldmægtig eller fremtidsfuldmægtig, hvis den pågældende på grund af alvorligt svækket helbred ikke selv er i stand til at varetage sine egne interesser, og borgerens egen medvirken kræves efter loven (se nærmere punkt 60 og 61). Et familiemedlem eller en anden nærtstående kan i disse tilfælde kun handle for en borger, der ikke selv er i stand til det, hvis familiemedlemmet er værge eller fremtidsfuldmægtig for den pågældende eller der i øvrigt foreligger en gyldig fuldmagt, der omfatter forholdet. Et familiemedlem eller en anden nærtstående kan herunder kun klage på vegne af en borger, der på grund af alvorligt svækket helbred ikke selv er i stand til at varetage sine interesser, hvis familiemedlemmet er værge, fuldmægtig eller fremtidsfuldmægtig for den pågældende. Om klageberettigede se kapitel 22.

Det vil også være nødvendigt at en værge, fuldmægtig eller fremtidsfuldmægtig varetager en svag borgers rettigheder i forhold til sagsbehandlingen, når borgerens medvirken kræves. En værge, fuldmægtig eller fremtidsfuldmægtig skal således give samtykke efter retssikkerhedslovens § 11 a, hvis en myndighed skal indhente oplysninger, og borgeren ikke selv kan give gyldigt samtykke (se nærmere punkt 118). En værge, fuldmægtig eller fremtidsfuldmægtig skal også medvirke, hvis f.eks. en borger med svær demens skal underskrive en lejeaftale eller en erklæring om hæftelse i forbindelse med en ansøgning om boligstøtte.

Såvel myndigheder som de nærmeste kan tage initiativ til iværksættelse af værgemål (se om værgemål nærmere punkt 60 og om fremtidsfuldmagt se punkt 61).

Anmodning om værgemål

60. Familieretshuset træffer afgørelse om værgemål. Afgørelser om værgemål træffes efter anmodning.

Anmodning kan indgives af:

• Den pågældende selv.
• Ægtefælle, børn, forældre, søskende eller andre blandt de nærmeste.
• En værge (hvis der allerede er et værgemål, der skal ændres).
• Kommunen.
• Regionsrådet.
• Politidirektøren.

Der er tre betingelser, der alle skal være opfyldt, før Familieretshuset kan iværksætte værgemål:

• Den pågældende skal være ude af stand til at varetage sine anliggender.
• Den pågældende skal opfylde et medicinsk kriterium, som enten er sindssygdom, svær demens, hæmmet psykisk udvikling eller anden form for alvorligt svækket helbred, f.eks. i form af hjerneblødninger, hjernesvind eller andre former for hjerneskade.
• Der skal være behov for værgemålet.

Hvis en kommune vurderer, at der er behov for en værge til at varetage en borgers interesser, kan kommunen altså indgive anmodning om personligt værgemål. Er der familiemedlemmer eller andre nærtstående, bør anmodningen så vidt muligt indgives i samarbejde med disse.

Der vil være en vis sagsbehandlingstid i Familieretshuset. Anmodning om iværksættelse af værgemål kan indgives, også før der er et helt aktuelt behov for en værges medvirken, når det er klart, at borgeren er ude af stand til at varetage sine anliggender på grund af svækket helbred, og når det er klart, at der vil være et behov for en værge, f.eks. til at afgive samtykke efter retssikkerhedsloven som en nødvendig forudsætning for, at der kan ydes den nødvendige hjælp til borgeren.

Et værgemål kan begrænses til at angå enkelte personlige forhold. Det enkelte værgemål skal afpasses efter de konkrete behov hos den borger, som sagen drejer sig om. Værgemålet må ikke være mere omfattende end nødvendigt.

I anmodningen til Familieretshuset skal derfor beskrives, hvilke opgaver der vil være behov for, at værgen skal varetage. Anmodningen bør udformes, så den kommer til at omfatte også de fremtidige situationer, hvor der vil være behov for en værge. Det kan f.eks. være indgåelse af lejeaftale eller andre aftaler, afgivelse af hæftelseserklæring i forbindelse med ansøgning om boligstøtte, fremtidigt samtykke til indhentning af oplysninger eller ved partshøring. En række helt dagligdags spørgsmål for borgere, som allerede modtager personlig og praktisk hjælp, ligger uden for det personlige værgemål og kræver ikke en værges medvirken.

Anmodning kan indsendes på et standardskema, der bl.a. kan findes på Familieretshusets hjemmeside www.statsforvaltningen.dk. For at fremme sagens behandling bør relevante bilag fra den kommunale forvaltning vedlægges anmodningen. Kommunerne skal endvidere meddele Familieretshuset, hvilke personer i kommunen der har kompetence til at rejse sager om værgemål.

Det er Familieretshuset, der beslutter, hvem der skal være værge. Er der slægtninge, vil et familiemedlem ofte blive beskikket som værge.

Beskikkes en nærtstående som værge, får værgen som udgangspunkt ikke vederlag. Beskikkes en professionel værge, får værgen et vederlag. Vederlaget betales som udgangspunkt af den, der har fået beskikket værgen. Vederlaget fastsættes på grundlag af arbejdets omfang og værgemålets karakter (se også punkt 118 og 181).

Reglerne om værgemål er fastsat i værgemålsloven. Der er fastsat nærmere regler i bekendtgørelse om behandling af værgemåls- og værgesager samt om faste værger og værgens vederlag m.v. (sagsbehandlingsbekendtgørelse, bekendtgørelse nr. 1075 af 11. december 2003).

Fremtidsfuldmagt

61. Som et selvvalgt privatretligt alternativ til et værgemål, kan enhver borger, der er fyldt 18 år, og som er i stand til at handle fornuftsmæssigt, oprette en fremtidsfuldmagt. Fremtidsfuldmagten giver fuldmagtsgiveren mulighed for selv at udpege en eller flere fremtidige repræsentanter (fremtidsfuldmægtige) til at varetage økonomiske og personlige forhold, hvis fuldmagtsgiveren på et tidspunkt ikke længere selv har evne hertil som følge af sygdom, svækket mental funktion eller lignende.

Der kan udpeges en eller flere fremtidsfuldmægtige og subsidiære fuldmægtige. De subsidiære fuldmægtige kan træde i funktion, hvis den (primære) fremtidsfuldmægtig bliver forhindret.

En fremtidsfuldmagt, der ikke er sat i kraft, kan tilbagekaldes eller ændres af fuldmagtsgiveren, hvis denne er i stand til at forstå betydningen heraf.

En fremtidsfuldmagt, der er sat i kraft, ophører, hvis fuldmagtsgiveren kommer under værgemål. Dette gælder dog ikke, hvis værgemålet angår bestemte forhold, der ikke er omfattet af fremtidsfuldmagten, eller som den, der har fremtidsfuldmagt, er afskåret fra at varetage. En fremtidsfuldmagt ophører desuden ved fuldmagtsgiverens død.

Den, som har givet en anden fremtidsfuldmagt i personlige forhold, repræsenteres inden for fuldmagtens område af fremtidsfuldmægtigen i forhold til offentlige myndigheder og private, når disse udfører opgaver for det offentlige.

Den, som har givet en anden fremtidsfuldmagt i økonomiske forhold, bliver umiddelbart berettiget og forpligtet over for tredjemand ved fremtidsfuldmægtigens handlinger i fuldmagtsgiverens navn og inden for fuldmagtens område.

En fremtidsfuldmagt oprettes digitalt i Fremtidsfuldmagtsregistret. For at sikre at fuldmagtsgiveren fornuftsmæssigt er i stand til at oprette fuldmagt, og at vedkommende ikke er undergivet et direkte pres eller tvang til at meddele fuldmagt, skal fremtidsfuldmagten endvidere vedkendes for en notar.

Fremtidsfuldmagten sættes i kraft af Familieretshuset efter anmodning fra fremtidsfuldmægtigen eller fuldmagtsgiveren. Afgørelser om ikraftsættelse tinglyses herefter i Personbogen, således at fremtidsfuldmægtigen over for tredjemand bliver klart legitimeret til at handle på fuldmagtsgiverens vegne.

Familieretshuset fører tilsyn med fremtidsfuldmægtigen.

Reglerne om fremtidsfuldmagter er fastsat i lov om fremtidsfuldmagter (lov nr. 618 af 8. juni 2016, som ændret ved lov nr. 1711 af 27. december 2018).

Alle muligheder skal tages i betragtning

62. Baggrunden for § 5 er, at det har stor betydning, at hjælpen tilrettelægges ud fra en samlet vurdering af borgerens situation. En ansøgning om hjælp skal behandles bredt og ikke altid kun i forhold til den konkrete form for hjælp, som en borger har søgt om. Kommunen skal også se på, om der er andre muligheder for at løse borgerens behov for hjælp.

I det konkrete tilfælde vil det afhænge af situationen og den hjælp, som ansøgeren beder om, hvordan sagen skal behandles.

Hvis en borger f.eks. søger om støtte til et hjælpemiddel, skal myndigheden undersøge, om ansøgeren opfylder betingelserne for hjælpemidlet. Dette vil være tilstrækkeligt, hvis der ikke er andre problemer.

Det fremgår af lovforarbejderne til retssikkerhedsloven (jf. lovforslag L 228 1996/1), at der vil kunne klages over kommunens afgørelse om, at en ansøger skal have en anden hjælp end den hjælp, der konkret er søgt om. Ankemyndigheden vil kunne vurdere afgørelsen og dermed klagen ud fra den samlede lovgivning på samme måde, som kommunen kan anvende hele lovgivningen.

63. Kommunen skal være opmærksom på, om der kan søges hjælp hos en anden myndighed. F.eks. kan det være relevant at rådgive om og henvise borgerne til at søge om f.eks. boligstøtte hos Udbetaling Danmark.

Rådgivning

64. Myndighederne skal ikke kun være opmærksomme på mulighederne for hjælp efter den sociale lovgivning. I mange tilfælde er det også relevant at pege på muligheder uden for det sociale system, f.eks. rådgivning og vejledning i Familieretshuset i forbindelse med forældremyndigheds- og samværsproblemer, støttemuligheder efter reglerne om SU, muligheder for retshjælp eller gældssanering samt muligheder for hjælp efter lovgivning, der hører under andre ministeriers områder, f.eks. Undervisningsministeriet og Sundheds- og Ældreministeriet.

Det kan eventuelt også være relevant at henvise til tilbud, der drives af frivillige organisationer.

65. Det er ikke et krav, at myndighederne – og dermed sagsbehandleren – selv skal kunne give råd om alle typer af problemer, men sagsbehandleren skal være opmærksom på andre rådgivningsmuligheder, som borgeren kan henvises til, f.eks. arbejdsløshedskassen, når det drejer sig om reglerne om arbejdsløshedsdagpenge, eller Familieretshuset i tilfælde af skilsmisse, separation eller spørgsmål om samvær med børn.

66. Udbetaling Danmark skal efter § 2, stk. 2, i Udbetaling Danmark-loven henvise borgere, som skønnes at have behov for helhedsorienteret vejledning, jf. § 5 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, eller for personlig bistand, til kommunen. Udbetaling Danmark skal efter en konkret vurdering formidle den indledende kontakt til kommunen, hvis Udbetaling Danmark skønner, at borgeren har brug for bistand, jf. § 3, stk. 3, i Udbetaling Danmark-loven.

Efter § 3, stk. 1, skal kommunen yde generel vejledning om alle de muligheder, der findes for at modtage kontante ydelser og økonomiske tilskud på Udbetaling Danmarks sagsområde. Kommunen skal henvise, borgere, der har behov for detaljeret vejledning om kontante ydelser og økonomiske tilskud på Udbetaling Danmarks sagsområde, til Udbetaling Danmark. Kommunen skal dog i fornødent omfang yde bistand til borgere, som vurderes at have særlige behov, og som ønsker at søge om, eller som modtager kontante ydelser og økonomiske tilskud på sagsområder, der varetages af Udbetaling Danmark ved at hjælpe med at udfylde og indgive ansøgninger til Udbetaling Danmark, sørge for, at borgeren kan medvirke ved behandlingen af sin sag hos Udbetaling Danmark, og varetage kontakten til Udbetaling Danmark på borgerens vegne, jf. § 3, stk. 3, i Udbetaling Danmark-loven.

67. At kommunen skal behandle ansøgninger om hjælp bredt betyder, at borgeren også − hvis det er nødvendigt − skal have tilbudt rådgivning og vejledning.

Efter forvaltningslovens § 7 har en myndighed pligt til at rådgive og vejlede inden for sit eget område og til at henvise til den rigtige myndighed. Regler om rådgivning og vejledning findes også i § 7 i aktivloven og § 10 i serviceloven.

Rådgivning og vejledning kan ydes enten alene eller sammen med anden form for hjælp.

68. Rådgivningsforpligtelsen varierer i forhold til det enkelte område. Folketingets ombudsmand har i FOU 2002.340 udtalt, at § 5 må anses for at indebære, at forvaltningsmyndighedernes almindelige vejledningspligt er skærpet på det sociale område.

Forkert eller mangelfuld rådgivning

69. Det kan ske, at der gives forkert eller mangelfuld rådgivning. Dette vil normalt ikke få indflydelse på selve afgørelsen efter den sociale lovgivning.

Efter Ankestyrelsens praksis kan manglende eller mangelfuld vejledning imidlertid betyde, at Ankestyrelsen træffer en ny afgørelse, der retter op på den manglende eller forkerte vejledning, således at en borger skal stilles, som om der fra begyndelsen var givet korrekt vejledning. Også Folketingets ombudsmand har tilkendegivet, at der gælder en almindelig retsgrundsætning om realudligning, hvorefter den, der har været udsat for vejledningsfejl, i en vis udstrækning har ret til at blive stillet, som om fejlen ikke var begået.

70. Myndigheden eller sagsbehandleren kan pådrage sig ansvar for forkert rådgivning efter dansk rets almindelige erstatningsregler, således som de er fastlagt gennem retspraksis. Det betyder bl.a., at der skal være et ansvarsgrundlag (culpa). Det vil sige, at myndigheden og sagsbehandleren skal kunne bebrejdes den fejlagtige rådgivning. Hvad der skal til, for at der er et ansvarsgrundlag, må udledes af domspraksis. Hvis rådgivningen vedrører forhold inden for myndighedens eget område, er der efter retspraksis et professionsansvar, dvs. at der kan pålægges ansvar, hvis rådgivningen ikke har haft det faglige niveau, som man kan forlange af den pågældende myndighed og dens ansatte.

Generelt om kommunens handlepligt i udsættelsessager

71. Efter § 5 a har kommunen i en række tilfælde pligt til at handle hurtigt i forhold til udsættelsestruede lejere. Det er tilfældet, når kommunen modtager underretning fra en almen boligorganisation om, at en anmodning om en borgers udsættelse af et lejemål på grund af betalingsmisligholdelse indsendes til fogedretten. Det samme gælder, når kommunen modtager underretning fra fogedretten om, at en borger udsættes af et beboelseslejemål. Sidstnævnte situation omfatter såvel almene som private udlejningsboliger.

I nogle tilfælde skal kommunen straks behandle spørgsmål om hjælp, når den modtager en sådan underretning (se nedenfor punkt 72-77). Forpligtelsen til at foretage en sådan helhedsvurdering gælder efter § 5 a, stk. 1,

• hvis der er børn og unge i husstanden, eller
• hvis kommunen er i besiddelse af oplysninger om lejeren, som sandsynliggør, at denne har behov for hjælp.

I andre tilfælde, hvor kommunen modtager en underretning fra en almen boligorganisation eller fra fogedretten, har kommunen pligt til straks at kontakte udsættelsestruede lejere, jf. § 5 a, stk. 5 (se nærmere punkt 79).

Reglerne er nærmere beskrevet i vejledning nr. 9857 af 31. august 2016 om kommunernes handlepligt og handlemuligheder i forhold til udsættelsestruede eller udsatte lejere, der også beskriver forskellige handlemuligheder for kommunerne.

Børnefamilier

72. Kommunen skal altid vurdere, om der er behov for hjælp efter den sociale lovgivning, hvis den modtagne underretning drejer sig om en husstand med børn eller unge under 18 år. I forhold til børnefamilier skal kommunen vurdere, om udsættelsen er tegn på, at der er andre problemer i familien, som kan give anledning til at iværksætte et eller flere initiativer efter reglerne i serviceloven om særlig støtte til børn og unge. Der kan være tale om forebyggende foranstaltninger i form af f.eks. familierådgivning eller hjælp i hjemmet eller andre former for særlig støtte efter servicelovens kapitel 11. Om kommunens muligheder for at yde hjælp i disse tilfælde, se vejledning om indsatser og særlig støtte til børn og unge og deres familier.

Kommunen bør sikre sig, at der bliver taget hensyn til børnene i forbindelse med selve udsættelsesforretningen. Dette kan f.eks. ske ved at sikre sig, at børnene opholder sig hos bedsteforældre eller hos kammerater, eller er i skole eller dagtilbud, eller hos den anden af forældrene, hvis forældrene ikke bor sammen.

Genvurdering af hjælp, når kommunen er i besiddelse af oplysninger om lejeren, som sandsynliggør, at denne har behov for hjælp

73. Kommunen skal foretage en helhedsvurdering af borgerens sag, hvis kommunen er i besiddelse af oplysninger om borgeren, som sandsynliggør, at borgeren har behov for hjælp efter den sociale lovgivning på grund af udsættelsessagen. Der kan eksempelvis være tale om tilfælde, hvor kommunen modtager underretning om udsættelse af en borger, som modtager personlig og praktisk hjælp på grund af en demensdiagnose, eller tilfælde, hvor kommunen modtager underretning om udsættelse af en psykisk syg borger, som har en støtte- og kontaktperson. Der kan eksempelvis også være tale om en stofmisbruger, som er visiteret til et behandlingstilbud, eller en modtager af kontanthjælp, som har behov for hjælp til administration af ydelsen.

Helhedsvurdering

74. I de tilfælde, hvor kommunen efter § 5 a, stk. 1, har en pligt til straks at behandle alle spørgsmål om hjælp, dvs. i forhold til børnefamilier og borgere, som kommunen kender i forvejen, skal kommunen foretage en helhedsvurdering af borgerens behov for hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder rådgivning og vejledning. Efter § 5 skal kommunen desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp efter anden lovgivning.

Kommunen skal tage stilling til såvel muligheden for at undgå den aktuelle udsættelse, som muligheden for at hjælpe lejeren i forhold til at sikre huslejebetalingen fremover gennem etablering af en form for automatisk overførsel af huslejen, eller hvis der skønnes at være behov for det, at finde en ny bolig og dermed begrænse muligheden for en eventuel senere ny udsættelse.

F.eks. kan kommunen træffe afgørelse om administration af social pension eller kontanthjælp eller rådgive borgeren om andre muligheder for hjælp til betaling af faste udgifter, f.eks. en administrationsaftale i et pengeinstitut, og om muligheden for at få afdragsordninger ved betaling af gæld til det offentlige. Kommunen kan også anmode Familieretshuset om at træffe afgørelse om værgemål, hvis kommunen vurderer, at betingelserne for værgemål er opfyldt. Der henvises til punkt 59 og 60 om værgemål.

Der henvises til afsnit II i vejledning om kommunernes handlepligt og handlemuligheder i forhold til udsættelsestruede eller udsatte lejere, hvor kommunens muligheder for at yde hjælp er nærmere beskrevet.

75. Kommunen skal kun foretage en helhedsvurdering af borgerens behov for hjælp i tilfælde, hvor udsættelsen indebærer, at borgeren udsættes af sin bolig. Der skal altså ikke foretages en helhedsvurdering i de tilfælde, hvor der kun er tale om udsættelse af effekter fra kælderrum eller garager eller lignende.

Sagsbehandling og frist

76. Kommunen skal foretage vurderingen af borgerens behov straks, når kommunen modtager en underretning fra fogedretten eller fra en almen boligorganisation. Kommunen skal således ikke vente på, at borgeren selv retter henvendelse til kommunen og beder om hjælp.

Kommunen skal vurdere borgerens behov ud fra de oplysninger, som kommunen er i besiddelse af.

Det er vigtigt, at den enhed i kommunen, som modtager underretningen, er opmærksom på, om borgeren har en sag i en anden forvaltning eller enhed i kommunen, som sandsynliggør et behov for hjælp, eller om der er tale om en børnefamilie.

Hvis der på trods af en helhedsvurdering og kommunens indsats i forlængelse af en underretning fra en boligorganisation ikke er lykkedes at undgå en udsættelse, skal kommunen efter § 5 a genvurdere lejerens situation ved modtagelse af underretning fra fogedretten.

77 Hvis kommunen vurderer, at borgeren har brug for rådgivning og anden hjælp efter den sociale lovgivning, iværksættes rådgivningen og kommunen træffer afgørelse om den hjælp, som borgeren er berettiget til.

Hvis kommunen vurderer, at borgeren ikke er berettiget til rådgivning eller anden hjælp i forbindelse med udsættelsen, skal kommunen træffe afgørelse herom, jf. § 5 a, stk. 2. Kommunen skal træffe afgørelse i sagen senest 14 dage efter fogedrettens eller boligorganisationens underretning.

Kommunen kan orientere fogedretten henholdsvis boligorganisationen om afgørelsen, jf. § 5 a, stk. 3, hvis borgeren giver samtykke til dette, således at der etableres et bedre grundlag for at tilrettelægge det videre forløb i sagen.

Klageadgang

78. Der kan klages over kommunens afgørelser efter § 5 a, stk. 2, til Ankestyrelsen efter reglerne i lovens kapitel 10. Klagen har ikke opsættende virkning for udsættelsessagen. Klagereglerne er beskrevet i afsnit V.

Kommunens pligt til at kontakte udsættelsestruede lejere i andre tilfælde

79. Modtager en kommune en underretning fra en almen boligorganisation eller fra fogedretten om en lejer, der ikke er omfattet af målgruppen for umiddelbar helhedsvurdering efter § 5 a, stk. 1, skal kommunen straks rette henvendelse til den berørte lejer og oplyse om mulighederne for at kontakte kommunen med henblik på, at kommunen kan vurdere borgerens behov for og ret til rådgivning og anden hjælp.

Hvis borgeren herefter kontakter kommunen og søger hjælp, er kommunen forpligtet til at foretage en egentlig vurdering af behovet for hjælp efter lovens § 5 (se kapitel 6).

Hjælpen målrettes tidligt i forløbet

80. Princippet om, at myndighederne tidligt i forløbet skal tilstræbe at tilrettelægge hjælpen ud fra en samlet vurdering af borgerens situation og behov på længere sigt, er ikke nyt. Princippet er formuleret som lovtekst, og det gælder for alle former for hjælp.

Bestemmelsen handler om de tilfælde, hvor der er behov for at give hjælp i en længere periode. Det er vigtigt, at kommunen er opmærksom på betydningen af, at hjælpen tidligt i forløbet målrettes efter de behov, borgeren har her og nu − samt på længere sigt − fordi den tidlige og målrettede hjælp ofte vil afværge yderligere problemer for borgeren. Kommunen skal således allerede tidligt i forløbet foretage en kvalificeret vurdering.

Hvis en borger f.eks. har fået et handicap på grund af et ulykkestilfælde, er det vigtigt tidligt i forløbet at foretage en kvalificeret bedømmelse af fremtidsudsigterne for borgeren og familien for at vurdere, hvilke former for hjælp der er eller kan blive tale om, f.eks. genoptræning, boligindretning og hjælpemidler. Hvis situationen endnu ikke er stabil, og der derfor er usikkerhed om graden og karakteren af handicappet, må der tages højde for denne usikkerhed.

Behovet for tidlig indsats er også udtalt, hvis der er tale om en borger, som er blevet arbejdsløs, og hvor muligheden for førtidspension på længere sigt ikke kan udelukkes, hvis der ikke tidligt i forløbet bliver iværksat foranstaltninger, der sigter på at sikre borgeren en aktiv tilværelse frem for passiv forsørgelse.

Bestemmelsen i § 6 om en tidlig vurdering skal altså ses i nøje sammenhæng med, hvilken form for hjælp der er tale om, og behovet hos den borger, som det drejer sig om.

Kommunen fastlægger principper for tidlig samlet indsats

81. Det er kommunen, som fastlægger, hvorledes reglen i § 6 skal udmøntes. Kommunen må derfor tilrettelægge arbejdsgange for, hvordan kommunen sikrer, at der tidligt bliver foretaget en vurdering af, om der konkret er behov for at målrette hjælpen.

Ingen formkrav

82. Bortset fra i § 7, se nedenfor, er der ikke i retssikkerhedsloven fastsat bestemte kriterier for, hvornår der skal foretages en samlet vurdering, ligesom der ikke er fastsat bestemte formkrav. I de enkelte love kan der være fastsat sådanne regler, f.eks. i servicelovens § 140 om handleplaner på børneområdet og servicelovens § 141 om tilbud om en skriftlig handleplan for indsatsen for personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Kortvarig hjælp

83. § 6 bygger på en forudsætning om, at myndighederne tilrettelægger visitationen på en sådan måde, at der skelnes mellem de lette sager, og de tilfælde, hvor der kan blive behov for hjælp i længere tid. Der skal således tages hensyn til, at visitationen ikke er unødigt ressourcekrævende i forhold til de enkle sager samtidig med, at de alvorligere tilfælde tidligt samles op. Skønner forvaltningen, at borgeren kun har brug for hjælp i kort tid, er der ikke brug for en dyberegående kortlægning af borgerens sociale situation. I disse tilfælde bør hverken borgeren eller myndigheden bruge mere tid end nødvendigt, men sagsbehandlingen kan koncentreres om at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at kunne give den rigtige, kortvarige hjælp.

Det er også vigtigt, at kommunen ved måden, som visitationen er tilrettelagt på, ikke kommer til at medvirke til at fastholde personer i det sociale system længere end nødvendigt.

84. § 6 omfatter principielt alle former for længerevarende hjælp. Ved nogle former for hjælp er der dog typisk ikke grund til tidligt at foretage en vurdering af borgerens samlede situation. F.eks. når forældre får plads til deres barn i en vuggestue eller børnehave, eller når der søges om boligstøtte i forbindelse med flytning.

Den første vurdering af hjælp til forsørgelse

85. § 7 regulerer den første vurdering i sager om løbende hjælp til forsørgelse, når ansøgeren ikke er omfattet af et kontaktforløb efter reglerne i kapitel 7 i beskæftigelsesindsatsloven eller et opfølgningsforløb efter kapitel 6 i sygedagpengeloven.

En kommunal forpligtelse

86. Kommunen bestemmer selv, hvornår den vil foretage 8-ugers-vurderingen inden for de 8 uger. Det er vigtigt, at vurderingen sker i samarbejde med borgeren, jf. § 4. I sygedagpengeloven er det endvidere bestemt, at arbejdsplads, læge, arbejdsløshedskasse faglig organisation, revalideringsinstitutioner, sygehuse, og sygehusafdelinger efter behov kan inddrages i opfølgningen af sager om sygedagpenge.

Krav til indhold

87. Ud over hvad der følger af § 7, er der ikke i loven fastsat bestemte krav til indholdet af vurderingen. Det er derfor op til kommunen, ud fra modtagernes individuelle forhold, konkret at skønne over det nærmere indhold af vurderingen.

Det vil afhænge af den konkrete situation, hvilke krav der skal stilles til 8-ugers-vurderingen.

I mange tilfælde er det ikke så tidligt i forløbet muligt at sætte mål eller fastlægge en plan, men det vil være mere realistisk, at kommunen ved vurderingen konstaterer, hvilke muligheder der skal arbejdes hen imod at få afklaret hurtigst muligt. F.eks. kan resultatet af vurderingen være, at det ikke aktuelt er muligt at fastlægge planen ”Min Plan”, men at kommunen konstaterer, at der må arbejdes hen imod at afklare mulighederne for revalidering.

Skriftlig besked

88. Det er fastsat i § 7, stk. 2, at borgeren skal have skriftlig besked om resultatet af vurderingen. Hvis der i vurderingen indgår en afgørelse, som ikke fuldt ud giver borgeren medhold, skal afgørelsen indeholde en skriftlig begrundelse, jf. forvaltningslovens § 22.

Kravet om skriftlighed skyldes et hensyn såvel til borgeren som til myndigheden. For borgeren betyder det klarhed over, hvordan kommunen ser på sagen, herunder hvilke afgørelser der er truffet. For myndigheden er det en fordel, at der ikke opstår misforståelser om, hvad sagen handler om, og i hvilken retning den går.

Klage

89. I de vurderinger, som kommunerne foretager efter § 7, vil der typisk indgå elementer, der har karakter af afgørelser, f.eks. at kontanthjælpen eller et tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven skal fortsætte uændret, eller at borgeren skal have en anden ydelse eller et andet tilbud. Der vil kunne klages over sådanne afgørelser efter de almindelige regler om klage til Ankestyrelsen. Se nærmere i afsnit V om de almindelige klageregler.

Indsats uden afbrydelser

90. For at undgå afbrydelser i indsatsen over for borgere, som har behov for hjælp, skal kommunen sikre sig, at den senest 2 uger før ophøret af en foranstaltning tager stilling til, hvad der videre skal ske. Det skal fremgå af journalen eller anden registrering, at kommunen forud for ophøret har foretaget en vurdering af, hvad der videre skal ske. Der skal foretages en helhedsvurdering af borgerens situation. Det betyder, at kommunen skal inddrage borgerens egen læge, den faglige organisation, virksomheder m.fl., hvis dette skønnes relevant. I de situationer, hvor kommunen træffer afgørelse om yderligere foranstaltninger, skal de nye foranstaltninger sættes i værk i umiddelbar tilknytning til den foranstaltning, som allerede er iværksat. Borgeren undgår således, at der bliver afbrydelser mellem foranstaltningerne.

§ 7 a er eksempelvis aktuel i sager om ophør af sygedagpenge, revalidering eller ressource- og jobafklaringsforløb.

Hvilke erhvervsrettede foranstaltninger?

91. § 7 a omfatter alle erhvervsrettede foranstaltninger, herunder tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven og personkredsen, som er omfattet heraf. For nogle af persongrupperne i beskæftigelsesindsatsloven gælder dog særlige regler om et individuelt kontaktforløb med personlig kontakt igennem hele ledighedsforløbet. Der henvises til reglerne om kontaktforløbet i kapitel 7 i beskæftigelsesindsatsloven.

Regler for behandling og opfølgning af sager 

92. Efter § 8, stk. 1, kan børne- og socialministeren fastsætte regler for behandling og opfølgning af sager, herunder tidsfrister for visse typer sager. Med hjemmel i bestemmelsen er fastsat regler om metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser, jf. bekendtgørelse nr. 39 af 20. januar 2012 om vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser. Der henvises herom nærmere til vejledning nr. 9286 af 26. april 2018 om ledsageordning, kontaktperson til døvblinde, funktionsevnemetoden, beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud. Med hjemmel i § 8 er endvidere fastsat bekendtgørelse nr. 642 af 15. juni 2006 om kommunernes pligt til at koordinere handleplaner med kriminalforsorgen for visse persongrupper. Herom henvises til vejledning nr. 9347 af 28. marts 2017 om servicelovens formål og generelle bestemmelser i loven samt til vejledning om indsatser og særlig støtte til børn, unge og deres familier.

Også bekendtgørelse nr. 572 af 30. april 2015 om kommunens bistand til børn og unge i forbindelse med uden- og indenretlig afhøring er udstedt med hjemmel i lovens § 8. Der henvises herom til vejledning om indsatser og særlig støtte til børn, unge og deres familier.

Efter § 8, stk. 2, kan ældreministeren tilsvarende fastsætte regler for behandling og opfølgning af sager på ældreområdet, der er omfattet af retssikkerhedsloven. Det gælder sager efter §§ 79, 79 a, 83-84, 86, 88, 90-94 a, 119-122, 151-151 c, § 161, stk. 2 og 3, og §§ 192 og 192 a i lov om social service. Tilsvarende kan beskæftigelsesministeren fastsætte regler på beskæftigelsesområdet.

Gennemgangen af reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 3 a om sagsoplysningen indledes med en kort beskrivelse af baggrunden for reglerne og en gennemgang af strukturen i kapitlet.

Reglernes baggrund og struktur

93. Kapitel 3 a i retssikkerhedsloven indeholder en række bestemmelser om de sociale myndigheders sagsbehandling. Det er et centralt element i bestemmelserne, at borgeren så vidt muligt skal inddrages i sagsbehandlingen, når myndigheden skal finde ud af, hvilken hjælp borgeren har behov for og er berettiget til at få. Kapitlet indeholder også en bestemmelse, der giver de sociale myndigheder ret til at forlange at få oplysninger fra andre myndigheder m.v. Når en myndighed skal indhente oplysninger fra andre myndigheder for at kunne træffe afgørelse i en sag efter den sociale lovgivning, kræver det som hovedregel samtykke fra borgeren. Men myndigheden kan i visse tilfælde indhente oplysningerne uden samtykke fra borgeren.

94. Retssikkerhedslovens kapitel 3 a om myndighedernes beføjelser til at forlange at få oplysninger fra andre og borgerens medvirken m.v., har følgende struktur:

• Officialprincippet (§ 10)
• Borgerens medvirken og oplysningspligt ved senere ændringer (§ 11)
• Myndighedens mulighed for at forlange at få oplysninger fra andre myndigheder m.v., herunder fra indkomstregistret (§ 11 a)
• Princippet om processuel skadevirkning (§ 11 b)
• Myndighedens indhentning af oplysninger uden samtykke fra borgeren i visse sager (§ 11 c)
• Muligheden for at indhente oplysninger i »børnesager«, tilbagebetalingssager og visse sager om førtidspension (§ 11 c)
• Myndighedens pligt til at oplyse borgeren om en række elementer i sagsbehandlingen m.v. (§ 12)
• Kommunernes muligheder for at foretage uanmeldte eftersyn i virksomheder og pålægge virksomheder at føre logbog (§ 12 a)
• Straf for groft uagtsomt socialbedrageri og straf for manglende overholdelse af pålæg om at føre logbog (§ 12 b)
• Kommuners og sygehuses muligheder for at udveksle oplysninger om en borgers indlæggelse på eller udskrivning fra sygehuse (§ 12 c)
• Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og kommunernes muligheder for, uden samtykke fra borgeren, at udveksle oplysninger om, hvorvidt henholdsvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings eller kommunen har oprettet en sag og indhentet oplysninger om borgerens arbejdsevne og truffet afgørelse om arbejdsevnen (§ 12 d)
• Udveksling af oplysninger ved formodning om, at en person under ophold i udlandet uberettiget har modtaget ydelser fra en kommune eller Udbetaling Danmark (§ 12 e og f)
• Kommunernes muligheder for, uden samtykke fra borgeren, at udlevere visse oplysninger til apoteker i sager, hvor borgeren modtager personligt tillæg til medicinudgifter (§ 14)

Ved Udbetaling Danmarks behandling af sager vedrørende en række sociale ydelser m.v. finder § 10, § 11, stk. 1, § 11 a, stk. 1-5, § 11 b og § 11 c, stk. 1, nr. 4, samt § 12 i retssikkerhedsloven tilsvarende anvendelse, jf. § 5 i Udbetaling Danmark-loven og § 2 i retssikkerhedsbekendtgørelsen.

De forvaltningsretlige regler og grundlæggende principper

95. Den almindelige forvaltningsret indeholder både skrevne regler og uskrevne principper (retsgrundsætninger). De er fælles for den offentlige forvaltning, herunder kommunerne, Udbetaling Danmark og ankeinstanserne, når de behandler sager efter den sociale lovgivning. Der er tale om vigtige regler og principper for myndighedernes administration af lovgivningen.

De generelle forvaltningsretlige processuelle regler, som myndighederne skal overholde, findes i forvaltningsloven, offentlighedsloven og databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven. På det sociale område supplerer reglerne i retssikkerhedsloven de generelle forvaltningsretlige regler. Det vil sige, at de sociale myndigheder altid også skal anvende de generelle forvaltningsretlige regler, når de administrerer den sociale lovgivning. Når en bestemt problemstilling samtidig er reguleret i retssikkerhedsloven, skal de sociale myndigheder anvende reglerne i retssikkerhedsloven. Det følger af det juridiske lex specialis princip, som betyder, at myndigheden normalt skal anvende en speciel regel frem for en generel regel.

Der er fastsat særlige regler for behandlingen af sociale sager i retssikkerhedsloven, fordi de sociale sager ofte kræver, at der tages et særligt hensyn til borgeren og til dennes krav på dels at kunne beskytte sit privatliv og dels at kunne tilrettelægge sin tilværelse. Retssikkerhedsloven giver derfor ofte borgeren en bedre beskyttelse end de generelle forvaltningsretlige regler. Eksempelvis kan nævnes, at borgeren som altovervejende hovedregel skal give samtykke til, at myndigheden kan indhente oplysninger, hvilket ikke i samme omfang kræves efter forvaltningsloven og databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven. Se nærmere i kapitel 14 og 16 om reglerne i lovens §§ 11 a og 11 c. Omvendt er § 12 og § 12 a i Udbetaling Danmark-loven om registersamkøring af ikke følsomme personoplysninger i forbindelse med en ansøgning eller efterfølgende kontrol et eksempel på lex specialis i forhold til reglerne i retssikkerhedsloven og forvaltningsloven. Der henvises til punkt 137.

96. Der findes i øvrigt i de forskellige love, som retssikkerhedsloven gælder for, også særlige regler for behandlingen af de sager, som de enkelte love vedrører. Disse regler supplerer og erstatter for nogens vedkommende de almindelige forvaltningsretlige regler.

97. Den almindelige forvaltningsret omfatter samtidig en række grundlæggende principper, som også kaldes de forvaltningsretlige retsgrundsætninger. Der kan eksempelvis nævnes officialprincippet, proportionalitetsprincippet og lighedsprincippet. Principperne indgår ikke i de skrevne generelle forvaltningsretlige regler men gælder samtidig med de skrevne regler og skal således også anvendes ved administrationen af den sociale lovgivning. Flere af principperne er udtrykkeligt taget med i retssikkerhedsloven og andre love på det sociale område. Eksempelvis findes officialprincippet i § 10 (se kapitel 12).

Myndighedens ansvar for oplysning af sagen

98. Bestemmelserne i § 10 om oplysning af sociale sager bygger på officialprincippet, som er en forvaltningsretlig grundsætning. Officialprincippet bliver også kaldt undersøgelsesprincippet. Efter officialprincippet er det som udgangspunkt myndighedens ansvar at sørge for, at der bliver indhentet tilstrækkelige oplysninger til, at myndigheden kan afgøre, hvilken hjælp borgeren er berettiget til. Er der tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen, at myndigheden skal forsøge at få denne tvivl afklaret, således at det ved en sædvanlig bevismæssig vurdering kan afgøres, om den pågældende oplysning kan lægges til grund ved afgørelsen. Dette gælder også oplysninger indhentet fra en anden myndighed. Officialprincippet i § 10 gælder for oplysningen af alle typer af sager på det sociale område, det vil sige alle de sager, der er omfattet af retssikkerhedsloven, jf. retssikkerhedsbekendtgørelsens §§ 1-4 (se nærmere kapitel 2). Ved Udbetaling Danmarks behandling af sager vedrørende en række sociale ydelser m.v. finder § 10 i retssikkerhedsloven tilsvarende anvendelse, jf. § 5 i Udbetaling Danmark-loven.

Hvilke oplysninger skal myndigheden indhente?

99. Det afgøres ud fra en konkret vurdering i hver enkelt sag, hvilke oplysninger, myndigheden skal indhente, for at have det fornødne grundlag for at træffe en afgørelse. Dette vil ofte kunne udledes af de sociale love, der indeholder betingelserne for, hvornår borgeren er berettiget til at modtage hjælp. Officialprincippet indebærer også, at det er myndighedens ansvar at afklare bevismæssige uklarheder.

Oplysningerne gives af borgeren selv

100. Det er udtrykkeligt fastslået i § 4, at borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin egen sag. Myndighederne skal desuden tilrettelægge behandlingen på en måde, der gør det muligt for borgeren at blive inddraget i sagens behandling. Borgeren har det primære ansvar for sin egen situation, og borgerens medvirken skal sikre, at han eller hun ikke føler, at der bliver truffet afgørelser hen over hovedet på vedkommende. Dette krav gælder også, når myndigheden indhenter oplysninger til brug for en sag. Borgeren har dog ikke pligt til at medvirke (se punkt 138).

Når en borger henvender sig til myndigheden for at få hjælp efter den sociale lovgivning, og myndigheden herefter undersøger, hvilken hjælp borgeren er berettiget til, må oplysningerne først og fremmest komme fra ansøgeren selv. Myndigheden kan derfor bede borgeren om at medvirke i sagsbehandlingen, jf. § 11, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren kan gøre myndigheden opmærksom på, hvis der eventuelt allerede eksisterer en sag om tildeling af en anden ydelse, hvor det vil være oplagt at genbruge oplysningerne. Brug af oplysningerne fra den tidligere sag forudsætter, at oplysningerne fortsat er aktuelle.

Der skal være en saglig grund til, at myndigheden indhenter konkrete oplysninger. Myndigheden må kun bede om at få oplysninger fra borgeren om forhold, som direkte har betydning for den foreliggende sag. Hvis borgeren søger støtte til et begrænset formål, f.eks. et hjælpemiddel til personligt brug, som man kan få uden hensyn til økonomiske forhold, er der i almindelighed ikke grundlag for hverken at bede om økonomiske oplysninger eller oplysninger, som vedrører ægtefællen. F.eks. er der heller ikke grundlag for at bede om at få en kopi af hele journalen, når man alene skal have en oplysning om forventet fødselstidspunkt til brug for en barselsdagpengesag.

Ved Udbetaling Danmarks behandling af sager vedrørende en række sociale ydelser m.v. finder § 11, stk. 1, tilsvarende anvendelse, jf. § 5 i Udbetaling Danmark-loven og § 2 i retssikkerhedsbekendtgørelsen.

Oplysninger fra andre dele af forvaltningen

101. Indhentelse af oplysninger fra andre dele af samme forvaltning er ikke reguleret i retssikkerhedsloven. Oplysninger fra andre dele af forvaltningen skal i ansøgningssager indhentes i overensstemmelse med forvaltningslovens § 29, dvs. som udgangspunkt med borgerens samtykke, hvis der indhentes oplysninger om rent private forhold. Reglerne i forvaltningsloven er beskrevet i punkterne 186-190 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven. Hvis myndigheden har brug for helt nye eller supplerende oplysninger, kan myndigheden bede borgeren om supplerende oplysninger, jf. § 11, stk. 1, nr. 1, eller få samtykke fra borgeren til at indhente dem fra andre, jf. § 11 a, stk. 1 (se kapitel 14).

Lægelig undersøgelse og behandling

102. Efter § 11, stk. 1, nr. 2, kan myndigheden anmode borgeren om at blive undersøgt af en læge eller om at blive indlagt til observation og behandling, hvis borgerens helbred har betydning for, om borgeren er berettiget til at få den hjælp, som borgeren har søgt om.

Typisk vil der være tale om en undersøgelse hos en praktiserende læge, som regel borgerens egen læge. Helbredsmæssige forhold har betydning for en række af de sociale ydelser, f.eks. merudgifter, sygedagpenge, førtidspension og fleksjob. Den lægelige eller anden sundhedsmæssige undersøgelse er i disse tilfælde afgørende for, om hjælpen kan gives til borgeren og i givet fald omfanget af hjælpen. I nogle sager, f.eks. om hjælp til visse hjælpemidler, kan det desuden være relevant at bede borgeren om at lade sig undersøge af en eller flere speciallæger. I visse sager gælder særlige regler om indhentelse af helbredsoplysninger, f.eks. sager om førtidspension, fleksjob og ressource- eller jobafklaringsforløb. I disse sager skal der indhentes oplysninger fra borgerens læge, inden sagen skal forelægges for rehabiliteringsteamet. Øvrige lægelige oplysninger og vurderinger skal altid indhentes via Klinisk Funktion i regionen. Se nærmere i bekendtgørelse om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension m.v. (bekendtgørelse nr. 996 af 29. juni 2016) og i vejledning nr. 9059 af 16. januar 2019 om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering i sager på beskæftigelsesområdet.

103. Behandling kan også være en betingelse for at få hjælp.

For eksempel kan kommunalbestyrelsen efter pensionslovgivningen som udgangspunkt ikke tilkende førtidspension, før det er dokumenteret, at den pågældendes arbejdsevne ikke kan forbedres ved deltagelse i ressourceforløb, eller aktiverings-, revaliderings-, behandlingsmæssige eller andre foranstaltninger, herunder deltagelse i lægeligt anbefalet behandling. Hvis en borger afviser at tage imod lægeligt anbefalet behandling, kan det derfor betyde, at der ikke kan tilkendes førtidspension.

Behandlingen skal efter al erfaring med rimelig sikkerhed kunne medføre en forbedring af helbredstilstanden og/eller arbejdsevnen og må aldrig efter al erfaring indeholde nogen væsentlig risiko for borgerens liv og førlighed.

I sygedagpengeloven, beskæftigelsesindsatsloven, aktivloven og pensionsloven er der fra 1. juli 2014 i en forsøgsperiode indsat bestemmelser om, at borgeren på visse betingelser ikke mister sin ret til ydelser ved sygdom, jobafklaring, ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension, selv om borgeren afviser at lade sig behandle. Forsøgsordningen gælder indtil den 30. juni 2019.

I forsøgsperioden har den enkelte borger ret til at afvise at tage imod lægebehandling, uden at det kan få betydning for retten til sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse eller for kommunens vurdering af, om der er grundlag for at bevilge fleksjob eller tilkende førtidspension eller ressourceforløb.

I forsøgsperioden gælder at hvis en borger afviser en lægebehandling, skal sagen forelægges sundhedskoordinatoren, som skal give en udtalelse om, hvorvidt der kan anbefales en anden behandlingsmulighed end den, som borgeren er blevet tilbudt. Borgeren skal give samtykke til, at sagen forelægges for sundhedskoordinatoren.

Hvis borgeren heller ikke ønsker at deltage i en lægebehandling, som sundhedskoordinatoren anbefaler, får det ikke konsekvenser for borgerens ret til sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse eller mulighed for at få bevilliget fleksjob eller tilkendt førtidspension.

Borgeren har fortsat pligt til at bidrage til sin egen helbredelse, og det vil derfor kunne få betydning for borgerens ret til sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse m.v., hvis borgeren ikke ønsker at modtage tilbudt lægebehandling, og borgeren heller ikke ønsker at medvirke til, at sagen forelægges sundhedskoordinatoren.

Forsøgsordningen omfatter som alene lægebehandling i snæver forstand, det vil sige behandlinger foretaget af en læge, eksempelvis operationer og behandling med lægeordineret medicin.

Forøget omfatter eksempelvis ikke genoptræning efter operation, eller behandling hos en fysioterapeut, uanset at det er en læge, der har anbefalet behandlingen. Endvidere omfatter forsøget ikke samtaleforløb og behandling hos psykolog, da disse behandlingstyper ikke betragtes som lægebehandling i snæver forstand.

Hvis sundhedskoordinatoren anbefaler en behandling, der ikke er lægelig behandling i snæver forstand, eksempelvis behandling hos en fysioterapeut, kan det få betydning for borgerens ret til sygedagpenge m.v., hvis borgeren afviser at deltage i den tilbudte behandling.

Den sundhedsfaglige behandling af borgeren sker som hidtil efter reglerne i sundhedslovgivningen. Det er således ikke sundhedskoordinatoren, der skal tilbyde borgeren den behandling, som sundhedskoordinatoren anbefaler.

Medvirken til at myndigheden indhenter oplysninger fra andre

104. Kravet om borgerens medvirken gælder som udgangspunkt også, hvis myndigheden vurderer, at det er nødvendigt at indhente oplysninger om borgeren fra andre myndigheder m.v. (se kapitel 14 om borgerens samtykke til at oplysninger indhentes fra andre).

Medvirken så længe hjælpen modtages

105. Oplysninger til brug for en sag skal i første omgang komme fra borgeren selv. Det gælder, både når borgeren søger om hjælp, og når borgeren modtager hjælp, f.eks. førtidspension, hvis størrelse er afhængig af nye arbejdsindtægter eller bortfald af arbejdsindtægter.

Myndigheden har dog mulighed for – og i visse tilfælde pligt til – at oplyse en sag uden borgerens medvirken. Det forudsætter, at der i retssikkerhedsloven eller anden lovgivning findes en udtrykkelig bestemmelse, der giver myndigheden ret til at indhente eller modtage oplysninger uden borgerens medvirken. Den hjemmel er der i retssikkerhedslovens § 11 c og § 54 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. Der henvises til punkt 125-131, 133, 134, 136 og 145-149 om myndighedens adgang til at indhente oplysninger uden borgerens samtykke.

Borgerens pligt til at oplyse om senere ændringer

106. Efter § 11, stk. 2, har borgeren pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for den hjælp, borgeren modtager eller har søgt om.

En forudsætning for, at borgeren kan overholde sin oplysningspligt er, at myndigheden har oplyst borgeren om hvilke ændringer, det er relevant at oplyse om, jf. lovens § 12, nr. 4. Det er yderst vigtigt, at borgeren opfylder sin oplysningspligt, da manglende overholdelse i yderste konsekvens kan betyde, at borgeren skal betale den modtagne ydelse tilbage.

Borgeren kan også risikere at blive straffet for overtrædelse af § 12 b om groft uagtsomt bedrageri eller efter straffeloven. For en nærmere beskrivelse af myndighedens pligt til at oplyse borgeren om dette. Se kapitel 17 og punkt 152 om begrebet ond tro.

Der findes en tilsvarende bestemmelse om oplysningspligt i § 4 i Udbetaling Danmark-loven. Tilsvarende findes også en bestemmelse om groft uagtsomt bedrageri i § 14 i Udbetaling Danmark-loven.

107 . Bestemmelsen i § 11 a, stk. 1, giver de sociale myndigheder adgang til at forlange oplysninger til brug for behandlingen af en social sag med borgerens samtykke fra andre myndigheder m.fl.

Forholdet mellem §§ 11 a og 11 c og databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven, forvaltningsloven, Udbetaling Danmark-loven og sundhedsloven

108. Kravet i § 11 a om borgerens samtykke kan fraviges i de sager, der er nævnt i § 11 c. Økonomiske oplysninger fra visse parter og oplysninger om ferieforhold kan indhentes uden borgerens samtykke efter § 11 a, stk. 2 og 3.

Desuden kan kommunen indhente oplysninger uden samtykke med hjemmel i § 54 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. Efter denne bestemmelse kan der, hvis betingelserne i § 54 i øvrigt er opfyldt, indhentes oplysninger om løn- og beskæftigelsesperioder og andre særligt nævnte økonomiske forhold i sager efter aktivloven, beskæftigelsesindsatsloven, sygedagpengeloven og integrationsloven.

Ved Udbetaling Danmarks behandling af sager vedrørende en række sociale ydelser finder § 11 a, stk. 1-5, § 11 b og § 11 c, stk. 1, nr. 4, tilsvarende anvendelse, jf. § 5 i Udbetaling Danmark-loven og § 2 i retssikkerhedsbekendtgørelsen.

Der er desuden regler i forvaltningslovens kapitel 8 om tavshedspligt m.v. og i databeskyttelsesforordningens kapitel II og databeskyttelseslovens kapitel 3 om behandling og herunder indhentelse af oplysninger fra andre myndigheder. Derudover indeholder sundhedslovens kapitel 9 særlige regler om sundhedspersoners tavshedspligt og adgang til at videregive og indhente oplysninger om patienters helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger (helbredsoplysninger m.v.). Sundhedslovens kapitel 9 finder anvendelse i de tilfælde, hvor patienter inden for sundhedsvæsenet – eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed – modtager eller har modtaget sundhedsfaglig behandling. I sundhedslovens kapitel 9 findes bl.a. regler om sundhedspersoners videregivelse og indhentning af helbredsoplysninger m.v. til andre formål end behandling til sundhedspersoner, myndigheder, organisationer, private personer m.v. Om forholdet mellem sundhedslovens regler om sundhedspersoners videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til andre formål end behandling og § 11 a samt § 11 c i den sociale retssikkerhedslov, se punkt 119-121.

Retssikkerhedsloven supplerer forvaltningsloven og databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven på nogle områder:

For det første indebærer § 11 a, at de sociale myndigheder har mulighed for at forlange at få oplysninger fra en række private, bl.a. pengeinstitutter og privatpraktiserende læger, hvilket forvaltningsloven ikke giver adgang til. Dette gælder, selv om der gælder særlige regler om tavshedspligt for disse erhverv.

For det andet indebærer § 11 a, at borgerens samtykke skal foreligge for, at myndigheden kan indhente oplysninger, også selv om der ikke er tale om personlige eller fortrolige oplysninger. Det betyder, at der som hovedregel altid skal indhentes samtykke i sociale sager. Efter databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven findes en række muligheder for at indhente oplysninger uden samtykke. Almindelige – ikke følsomme – personoplysninger kan således efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, og databeskyttelseslovens § 6 bl.a. behandles uden samtykke, når behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt. Følsomme oplysninger om race eller etnisk oprindelse, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning eller fagforeningsmæssige tilhørsforhold, helbredsoplysninger eller oplysninger om en fysisk persons seksuelle forhold eller seksuel orientering må som udgangspunkt ikke behandles efter databeskyttelsesforordningen, men må dog behandles også uden samtykke bl.a. hvis behandlingen er nødvendig for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, jf. databeskyttelseslovens § 7 og databeskyttelsesforordningens § 9 stk. 2, litra f. Uanset disse muligheder i databeskyttelseslovgivningen og forvaltningsloven for at indhente oplysninger uden samtykke, skal samtykke imidlertid indhentes i de situationer, der er omfattet af retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1. Om samtykkets form se punkt 117.

For det tredje indebærer § 11 c, jf. § 11 a, at de myndigheder m.v., der bliver bedt om at bidrage til sagen med oplysninger, ikke behøver at vurdere om betingelserne for videregivelse i forvaltningslovens kapitel 8 eller behandlingsreglerne i databeskyttelsesforordningen kapitel II og databeskyttelseslovens kapitel 3 er til stede. Oplysningerne skal udleveres, når betingelserne i § 11 c er opfyldt, Denne bestemmelse vurderes at ligge indenfor rammerne af databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen, ligesom den hidtil er vurderet at ligge indenfor rammerne af persondataloven.

§§ 11 a-11 c regulerer ikke de sociale myndigheders adgang til selv at videregive oplysninger til andre. I dette tilfælde skal forvaltningslovens, databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens samt evt. særlovgivningens regler om adgang til at videregive oplysninger anvendes. Det samme gælder indhentning af oplysninger, der ikke er reguleret i retssikkerhedslovens bestemmelser.

§§ 11 a-11 c regulerer heller ikke de sociale myndigheders adgang til at indhente oplysninger fra andre dele af kommunen/forvaltningen, f.eks. fra den forvaltningsgren, der har ansvaret for sager vedrørende registrering i CPR eller teknisk forvaltning. Her gælder de almindelige tavshedspligtsregler m.v., der gælder for den kommunale enhedsforvaltning, dvs. forvaltningslovens §§ 27, 29 og 32 samt databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens regler om behandling af personoplysninger. Reglerne i §§ 11 a-11c gælder imidlertid, i det omfang oplysninger skal indhentes fra kommunale organer, der betragtes som selvstændige myndigheder. Se Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven.

Bestemmelserne i §§ 11 a og 11 c regulerer således, hvornår der efter retssikkerhedsloven skal foreligge samtykke fra borgeren til indhentelse af oplysninger, og hvornår de, der bliver bedt om at afgive oplysningerne, er forpligtet til at svare.

Reglerne i kapitel 3 a suppleres af databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens regler om behandling af personoplysninger. Det betyder f.eks., at oplysninger fra andre end dem, der er nævnt i retssikkerhedslovens §§ 11 a-11 c, eller om andre persongrupper end dem, der er nævnt i de enkelte bestemmelser, kan indhentes, når det kan ske i henhold til databeskyttelsesreglerne.

De grundlæggende behandlingsprincipper i databeskyttelsesforordningens artikel 5 gælder for al behandling af personoplysninger, herunder ved behandling af alle kategorier af personoplysninger. Det følger heraf, at personoplysninger skal:

a) behandles lovligt, rimeligt og på en gennemsigtig måde i forhold til den registrerede (»lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed«)

b) indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål og må ikke viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål; viderebehandling til arkivformål i samfundets interesse, til videnskabelige eller historiske forskningsformål eller til statistiske formål i overensstemmelse med artikel 89, stk. 1, skal ikke anses for at være uforenelig med de oprindelige formål (»formålsbegrænsning«)

c) være tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles (»dataminimering«)

d) være korrekte og om nødvendigt ajourførte; der skal tages ethvert rimeligt skridt for at sikre, at personoplysninger, der er urigtige i forhold til de formål, hvortil de behandles, straks slettes eller berigtiges (»rigtighed«)

e) opbevares på en sådan måde, at det ikke er muligt at identificere de registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt til de formål, hvortil de pågældende personoplysninger behandles; personoplysninger kan opbevares i længere tidsrum, hvis personoplysningerne alene behandles til arkivformål i samfundets interesse, til videnskabelige eller historiske forskningsformål eller til statistiske formål i overensstemmelse med artikel 89, stk. 1, under forudsætning af, at der implementeres passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger, som denne forordning kræver for at sikre den registreredes rettigheder og frihedsrettigheder (»opbevaringsbegrænsning«)

f) behandles på en måde, der sikrer tilstrækkelig sikkerhed for de pågældende personoplysninger, herunder beskyttelse mod uautoriseret eller ulovlig behandling og mod hændeligt tab, tilintetgørelse eller beskadigelse, under anvendelse af passende tekniske eller organisatoriske foranstaltninger (»integritet og fortrolighed«).

Herudover indeholder Udbetaling Danmark-loven en række særregler om udveksling af oplysninger mellem kommunerne og registersamkøringer på sagsområder i Udbetaling Danmark. Udbetaling Danmark og kommunerne har efter kapitel 3 i Udbetaling Danmark-loven pligt til at videregive foreliggende oplysninger fra egne sager til hinanden, herunder oplysninger om rent private forhold om den, der får hjælp eller har fået hjælp, dennes ægtefælle eller samlever og andre husstandsmedlemmer, hvis oplysningerne er nødvendige for den modtagende myndigheds vurdering af, om der skal påbegyndes en sag om tilbagebetaling af kontante ydelser og økonomiske tilskud, som en borger kan have modtaget med urette og mod bedre vidende. Oplysningerne kan videregives uden samtykke fra borgeren. Udbetaling Danmark kan herudover indhente og samkøre oplysninger i kontroløjemed på egne ydelsesområder efter § 12 i Udbetaling Danmark-loven og efter kapitel 3 a i Udbetaling Danmark-loven på en række kommunale ydelsesområder. Der henvises nærmere til punkt 137. Bestemmelserne i § 12 og kapitel 3 a i Udbetaling Danmark-loven udgør en fravigelse af § 11 a, stk. 1.

Nødvendige oplysninger

109. § 11 a giver kun de sociale myndigheder adgang til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at behandle en sag. Myndigheden skal i hver sag foretage en konkret vurdering af, hvilke oplysninger den har brug for. Myndigheden kan f.eks. ikke forlange at få alle oplysninger fra borgerens læge om et for længst overstået misbrug eller om helbredte sygdomme, hvis oplysningerne ikke har betydning for sagen.

Myndighederne skal således ved enhver indhentning af oplysninger iagttage et proportionalitetsprincip, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6, jf. artikel 5, hvorefter de oplysninger, der indhentes, skal være tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles (dataminimering). Der henvises endvidere til forvaltningslovens § 32, hvorefter den, der virker inden for offentlige forvaltning ikke i den forbindelse må skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for den pågældendes opgaver.

110. Det er vigtigt, at myndigheden ved anmodningen om udlevering af oplysninger fra andre end borgeren selv, jf. § 11 a, stk. 1, præciserer, hvilke oplysninger myndigheden har brug for at indhente for at forhindre, at der udleveres oplysninger, der er irrelevante for behandlingen af den sociale sag. Myndigheden skal i overensstemmelse med § 13 i offentlighedsloven om notatpligt skrive ned i sagen, om borgeren har givet samtykke, hvis borgeren ikke har givet skriftligt samtykke.

Hvem kan myndigheden indhente oplysninger fra?

111. § 11 a, stk. 1, indeholder en udtømmende beskrivelse af, hvem myndigheden med samtykke fra borgeren kan forlange at få oplysninger fra. Efter bestemmelsen kan myndigheden indhente oplysninger fra

• Andre offentlige myndigheder.
• Uddannelsesinstitutioner.
• Sygehuse, læger, psykologer, autoriserede sundhedspersoner i øvrigt og personer, der handler på disses ansvar.
• Arbejdsløshedskasser.
• Pengeinstitutter.
• Arbejdsgivere.
• Private, der udfører opgaver for det offentlige.

112. Denne liste er en udtømmende beskrivelse af de myndigheder m.v., som myndigheden kan forlange at få oplysninger fra efter § 11 a, stk. 1. Det fremgår udtrykkeligt af lovforarbejderne, (jf. lovforslag L 138 2002/1). Om indhentelse af oplysninger fra andre, se punkt 107.

Det er således kun private, der udfører opgaver for det offentlige, der er omfattede af bestemmelsen i § 11 a, stk. 1. Private organisationer, frivillige foreninger og almindelige privatpersoner, f.eks. naboer, er ikke omfattet af § 11 a, stk. 1. Myndigheden kan dog indhente oplysninger fra private i børnesager efter § 11 c, stk. 2, uden forældremyndighedsindehaverens samtykke. Det er dog kun de private, som er omfattet af § 11 a, stk. 1, som er forpligtede til at give oplysningerne, jf. § 11 c, stk. 3. Andre private er ikke forpligtede til at give oplysninger i børnesagerne (se punkt 145, 146 og 171-175).

Definitionen af hvem, der er en sundhedsperson, følger af § 6 i sundhedsloven. Ved sundhedspersoner forstås personer, der er autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar. En autoriseret sundhedsperson er således en person, der er meddelt autorisation efter de gældende autorisationslove som læge, tandlæge, sygeplejerske, jordemoder, tandplejer, social- og sundhedsassistent m.v. Personer, der arbejder under autoriserede personers ansvar, er f.eks. social- og sundhedshjælpere, plejere og sygehjælpere. Andre uautoriserede sundhedspersoner er ikke omfattet af § 11 a, men skal anses som private, jf. § 11 c, stk. 2, medmindre de udfører opgaver for en offentlig myndighed.

Uddannelsesinstitutioner skal forstås meget bredt. Der kan f.eks. være tale om helt private og offentlige uddannelsesinstitutioner, selvejende uddannelsesinstitutioner m.v. Frie grundskoler og højskoler er således omfattet af bestemmelsen.

Oplysningernes form er ikke afgørende

113. Myndigheden kan forlange at få alle nødvendige oplysninger til brug for myndighedens behandling af sagen, uanset hvordan oplysningerne måtte være tilgængelige. Myndigheden kan således indhente oplysninger i form af erklæringer, udtalelser, udskrifter fra sygehus- eller lægejournaler, kopi af akter i en sag eller ved udskrift eller indsigt i registre.

Retsligt forhør

114. Hvis de sociale myndigheder har anmodet om oplysninger, har myndigheder, uddannelsesinstitutioner, sundhedspersoner og pengeinstitutter m.fl. som anmodningen er stilet til, pligt til at udlevere de nødvendige oplysninger til de sociale myndigheder. Hvis oplysningerne ikke bliver udleveret, kan de sociale myndigheder bede om, at der bliver foretaget retsligt forhør efter retsplejelovens § 1018, jf. § 11 a, stk. 1, 3. pkt. Myndigheden kan herefter indkalde en repræsentant for en anden offentlig myndighed, en sundhedsperson eller andre omfattet af oplysningspligten i § 11 a til afhøring i retten, hvis vedkommende nægter at udtale sig til de sociale myndigheder. Det er kun repræsentanter for de myndigheder m.v., der specifikt er nævnt i § 11 a, der kan indkaldes til retsligt forhør.

Borgeren, der ansøger om en ydelse, kan ikke indkaldes til retsligt forhør.

Myndigheden skal rette henvendelse til byretten i den retskreds, hvor den, der skal afhøres, bor.

Hvem kan myndigheden indhente oplysninger om?

115. Myndigheden kan kun indhente oplysninger efter § 11 a, stk. 1, om den, der søger om eller får hjælp. Myndigheden kan ikke efter denne bestemmelse indhente oplysninger om ansøgerens samlever eller ægtefælle eller andre. Se punkt 132 om mulighederne for at indhente oplysninger om ansøgerens samlever eller ægtefælle efter forvaltningsloven, punkt 133 om § 11 a, stk. 2, og punkt 135 om § 11 c, stk. 3. Se endvidere punkt 109 om indhentelse af oplysninger om andre. Der er desuden mulighed for at indhente oplysninger om ansøgerens ægtefælle i § 54 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.

Herudover gælder en række særlige regler om indhentning af oplysninger i Udbetaling Danmark-loven. Der henvises til punkt 108.

Borgeren skal give samtykke til at oplysningerne indhentes

116. Myndigheden kan kun indhente oplysningerne efter § 11 a med forudgående samtykke fra den, der søger om eller får hjælp, medmindre der er tale om en sag, hvor loven specifikt giver mulighed for at fravige kravet om samtykke, jf. § 11 c og § 11 a, stk. 2-4 (se kapitel 16 og punkt 125-131). Myndigheden skal oplyse om konsekvenserne af et manglende samtykke, jf. § 12, nr. 3. Se punkt 176 og kapitel 15 om konsekvenser ved ikke at medvirke eller give samtykke.

Kravet til samtykket

117. Samtykket efter retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1, skal være tilstrækkeligt præcist til, at borgeren ved, hvilke typer oplysninger der vil blive indhentet, hvem de vil blive indhentet fra, og hvilken sag oplysningerne skal bruges til at behandle. Myndigheden kan ikke nøjes med at indhente et generelt samtykke, hvor borgeren skriver under på, at myndigheden kan indhente oplysninger, der er relevante eller nødvendige for sagen. (et konkretiseret samtykke). Det er forudsat i lovforarbejderne til bestemmelsen (jf. lovforslag L 138 2002/1).

I de tilfælde, hvor oplysningerne ville kunne indhentes efter forordningen uden samtykke, men hvor et krav om samtykke følger af retssikkerhedslovens § 11 a, jf. også punkt 108, gælder retssikkerhedslovens regler med hensyn til samtykket. Det vil som udgangspunkt være tilfældet, når en myndighed skal indhente oplysninger, der er nødvendige for at behandle en sag om hjælp efter den sociale lovgivning, fra andre myndigheder om den, der ansøger om eller modtager hjælp.

I situationer, hvor et samtykke anvendes som behandlingsgrundlag efter databeskyttelsesforordningen , gælder forordningens krav til samtykke. Ved samtykke efter databeskyttelsesforordningen forstås ”enhver frivillig, specifik, informeret og utvetydig viljestilkendegivelse fra den registrerede, hvorved den registrerede ved erklæring eller klar bekræftelse indvilliger i, at personoplysninger vedrørende den pågældende gøres til genstand for behandling”. (udtrykkeligt samtykke). Dette samtykkekrav er nærmere beskrevet i Datatilsynets og Justitsministeriets vejledning fra 2017 om samtykke. Vejledningen kan findes på Datatilsynets hjemmeside www.datatilsynet.dk. Det er et krav for et gyldigt samtykke, at den dataansvarlige informerer om muligheden for at trække samtykket tilbage, inden samtykket afgives.

Der er ikke krav om, at samtykket skal være skriftligt. Se også punkt 108 om notatpligt, hvis samtykket ikke gives skriftligt.

Borgere, der ikke selv kan give samtykke

118. Hvis borgeren ikke selv kan give gyldigt samtykke, skal myndigheden indhente samtykke fra en værge eller en fremtidsfuldmægtig. Et familiemedlem eller en anden nærtstående kan kun afgive samtykke efter § 11 a, hvis familiemedlemmet er værge eller fremtidsfuldmægtig for den pågældende, dvs. hvis familiemedlemmet er beskikket som værge eller en fremtidsfuldmagt til familiemedlemmet er sat i kraft.

Hvis der ikke er etableret værgemål eller fremtidsfuldmagt, skal der søges etableret et personligt værgemål efter værgemålsloven. Såvel kommunen som de nærmeste kan tage initiativ til, at der etableres værgemål.

Se punkt 59 og 60 med nærmere information om værgemål og punkt 61 om fremtidsfuldmagter.

Helbredsoplysninger

119. Som hovedregel må myndighederne kun indhente helbredsoplysninger, herunder oplysninger om sygehusophold, der har betydning ved vurderingen af en ansøgers aktuelle helbredstilstand og arbejdsevne. Nødvendige oplysninger om sygehusophold bør tilvejebringes ved, at der indhentes relevante foreliggende journaloplysninger fra sygehuset.

120. Reglerne om sundhedspersoners (lægers, tandlægers m.fl.) videregivelse af oplysninger om patienters helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til andre formål end behandling af patienter findes bl.a. i § 43 i sundhedsloven.

Hovedreglen er, at sundhedspersonen kun må videregive fortrolige oplysninger, hvis patienten giver samtykke til videregivelsen, jf. sundhedslovens § 43, stk. 1.

Det følger dog af sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1, at sundhedspersoner kan videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, uden patientens samtykke, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling.

Det indebærer, at en sundhedsperson kan videregive oplysninger til en myndighed, f.eks. en kommune, hvis kommunen – i overensstemmelse med reglerne i retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1 – efter borgerens forudgående samtykke forlanger, at sundhedspersonen giver kommunen oplysninger om den pågældende borger. Det er således ikke nødvendigt i den situation, at sundhedspersonen indhenter et (yderligere) samtykke efter sundhedslovens § 43, stk. 1. Sundhedspersonen kan desuden videregive oplysninger i medfør af sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1, hvis kommunen med hjemmel i retssikkerhedslovens § 11 a, jf. § 11 c, anmoder en sundhedsperson om oplysninger uden samtykke fra borgeren.

Det bemærkes, at den indhentende myndighed i almindelighed skal have forsøgt at indhente borgerens samtykke.

Det bemærkes endvidere, at myndigheden kun kan forlange de oplysninger, der er nødvendige for at behandle sagen, jf. § 11 a, stk. 1, og § 11 c.

Det følger af sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1, at der kun er pligt til at videregive de oplysninger, der må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling. Det indebærer, at såfremt en patientjournal indeholder oplysninger, der ikke kan antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling, skal disse oplysninger frasorteres, idet de ikke må videregives. Såfremt der er tale om videregivelse af oplysninger på baggrund af patientens samtykke til kommunen, jf. retssikkerhedslovens § 11 a, skal sundhedspersonen desuden sikre sig, at samtykket til kommunen omfatter de oplysninger, som sundhedspersonen bliver anmodet om at videregive.

121. Praktiserende læger, øjenafdelinger på sygehuse, speciallæger og andre, der virker inden for social- og sundhedsvæsenet, kan med samtykke fra forældremyndighedens indehaver videregive oplysninger om børn og unge under 18 år med nedsat synsfunktion til Synsregistret, som føres af Kennedy Centret, jf. § 153 a i serviceloven. Kennedy Centret kan med samtykke fra forældremyndighedens indehaver videregive disse oplysninger til relevante social-, sundheds-, og undervisningsmyndigheder. Regler herom findes i bekendtgørelse om videregivelse af oplysninger om børn og unge under 18 år med nedsat synsfunktion til og fra Synsregistret, der føres af Kennedy Instituttet – Statens Øjenklinik (KISØ) (bekendtgørelse nr. 372 af 17. april 2007).

Hvilke myndigheder kan forlange oplysninger?

122. Det er de myndigheder, der behandler sager efter den sociale lovgivning, der kan indhente oplysninger. Ved Udbetaling Danmarks behandling af sager vedrørende en række sociale ydelser m.v. finder § 11 a, stk. 1-5, § 11 b og § 11 c, stk. 1, nr. 4, tilsvarende anvendelse, jf. § 5 i Udbetaling Danmark-loven. Det vil sige, at kommunerne, Udbetaling Danmark og Ankestyrelsen kan indhente oplysninger i henhold til bestemmelsen. Det samme gælder, når Familieretshuset behandler sager efter servicelovens § 131 om optagelse i særlige botilbud uden samtykke.

Indhentning af samtykke i klagesager og visse sager, der behandles af Udbetaling Danmark

123. Samtykke til brug for behandling af klagesager og sager om pension til borgere med bopæl i udlandet, der behandles i Udbetaling Danmark, kan indhentes på en særlig måde.

Efter § 11 a, stk. 6, kan Ankestyrelsen i den skriftlige bekræftelse af, at en klage er modtaget, meddele borgeren, at styrelsen om nødvendigt vil indhente nærmere beskrevne typer af oplysninger efter § 11 a, stk. 1, til brug for sagsbehandlingen. Borgeren får herefter en frist til at gøre indvendinger mod dette. Hvis de nævnte myndigheder ikke får en indsigelse, kan myndighederne herefter indhente oplysningerne. Oplysninger, som indhentes efter denne praksis, sendes til partshøring efter forvaltningslovens regler.

Tilsvarende gælder ved Udbetaling Danmarks behandling af pensionssager for borgere med bopæl i udlandet.

For Ankestyrelsens behandling af arbejdsskadesager m.v. fremgår samme regel af § 16 i bekendtgørelse om forretningsorden for Ankestyrelsen.

124. Hvis der gøres indsigelse, respekteres dette, men borgeren skal gøres opmærksom på, at sagen må afgøres på det foreliggende grundlag efter § 11 b om den processuelle skadevirkning, medmindre samtykkekravet kan fraviges efter § 11 c. Se punkt 138-142 og punkt 145 om den processuelle skadevirkning og adgangen til at forlange at få oplysninger fra andre om borgeren uden borgerens samtykke.

Økonomiske oplysninger – kræver ikke samtykke

125. § 11 a, stk. 2, giver myndighederne mulighed for at kræve at få oplysninger om økonomiske forhold fra andre myndigheder og arbejdsløshedskasser til brug for behandling af en enkelt sag eller til brug for kontrol af en enkelt eller flere sager.

Ved en generel søgning kan kommunen foretage en samkøring af registre for at kontrollere, at personer, der søger, modtager eller har modtaget hjælp, ikke samtidig modtager eller har modtaget andre ydelser, som der ikke er ret til samtidig med hjælpen, eller som har betydning for hjælpens størrelse.

Kommunen skal opfylde oplysningspligten efter databeskyttelsesforordningens artikel 14, når den indhenter personoplysninger fra andre end borgeren. Kommunen skal opfylde oplysningspligten efter forordningens artikel 13, når personoplysninger indhentes fra borgeren selv.

Kommunen skal endvidere opfylde oplysningspligten efter forordningens artikel 13, stk. 3, når oplysninger, som er indhentet fra borgeren selv benyttes til andre formål, end det eller de formål, oplysningerne er indhentet til og efter artikel 14, stk. 4, hvis personoplysningerne ikke er indhentet fra borgeren selv.

Oplysninger om økonomiske forhold kan efter § 11 a, stk. 2, kun indhentes fra andre myndigheder og fra arbejdsløshedskasser. Om oplysninger til brug for stikprøvekontrol i pensionssager se dog punkt 129.

126. Myndigheden kan, ud over at indhente oplysninger om ansøgerens eller ydelsesmodtagerens økonomiske forhold, indhente oplysninger om en ægtefælles, en samlevers eller andre husstandsmedlemmers økonomiske forhold. Se punkt 132-134 om nødvendige oplysninger om andre end ansøgeren selv. Oplysninger om ægtefællers, samleveres eller andre husstandsmedlemmers økonomiske forhold kan alene indhentes efter § 11 a, stk. 2, når oplysningerne er nødvendige ved behandlingen af ansøgerens sag eller til brug for generel kontrol.

Som eksempel kan nævnes, at det følger af lov om individuel boligstøtte, at støtten beregnes på grundlag af summen af ansøgerens og dennes husstandsmedlemmers indkomster. Som medlemmer af husstanden medregnes efter boligstøtteloven ansøgeren, dennes ægtefælle, hjemmeværende børn og andre, der har fast ophold i lejligheden uden at være logerende. I sager efter boligstøtteloven vil oplysninger om sådanne personers økonomiske forhold derfor kunne indhentes uden samtykke efter § 11 a, stk. 2.

127. Oplysninger om økonomiske forhold kan også indhentes fra en anden kommune, selv om den, som oplysningerne vedrører, ikke bor i den kommune, som indhenter oplysningerne. Det betyder f.eks., at en kommune kan indhente oplysninger også i de tilfælde, hvor en borger flytter til eller fra kommunen og fortsat modtager hjælp fra fraflytningskommunen, mens borgeren søger hjælp i tilflytningskommunen.

128. Indhentningen af økonomiske oplysninger kan ske uden samtykke fra borgeren, både ved sagens start og ved senere opfølgning i sagen. Borgeren skal ved ansøgningen skriftligt oplyses om adgangen til at indhente økonomiske oplysninger uden samtykke, jf. § 12, nr. 1 (se punkt 176). Der henvises også til databeskyttelsesforordningens artikel 13, stk. 3, og 14, stk. 4.

§ 12 i Udbetaling Danmark-loven giver mulighed for at indhente og samkøre ikke-følsomme oplysninger og er ikke kun begrænset til oplysninger om økonomiske forhold. Der kan desuden indhentes oplysninger om alle relevante persongrupper. § 12 a i Udbetaling Danmark-loven finder også anvendelse ved registersamkøring i kontroløjemed i Udbetaling Danmark for så vidt angår kommunale ydelsesområder. Der henvises til punkt 137.

Stikprøvekontrol i pensionssager

129. Efter § 11 a, stk. 3, kan kommunen herudover uden samtykke fra borgeren forlange at få nødvendige oplysninger om økonomiske forhold fra pengeinstitutter og arbejdsgivere til brug for stikprøvekontrol i sager om lov om social pension.

Oplysningerne kan indhentes, uden at der foreligger en konkret mistanke om misbrug eller fejludbetalinger i sager, der udtages til stikprøvekontrol.

Det er alene oplysninger om pensionisten selv – men ikke om dennes ægtefælle eller samlever – der kan indhentes til brug for stikprøvekontrollen. Oplysninger om en eventuel ægtefælle eller samlevers indkomst og formue kan således alene indhentes uden samtykke efter andre bestemmelser, f.eks. § 11 a, stk. 2, eller efter bestemmelser fastsat i anden lovgivning, f.eks. databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven eller lov om finansiel virksomhed.

Bestemmelsen i § 11 a, stk. 3, betyder, at pengeinstitutternes udlevering af nødvendige oplysninger til kommunerne, vil blive betragtet som berettiget, jf. lov om finansiel virksomhed.

Kommunernes stikprøvekontrol skal foretages ud fra objektive og lovlige kriterier, f.eks. cpr-nummer, alder, tilkendelsestidspunkt for pension eller pensionstype. Dette følger af princippet om ligebehandling og forbuddet mod direkte og indirekte usaglig sagsbehandling.

Bestemmelsen indebærer en forpligtelse til, at pengeinstitutter og arbejdsgivere udleverer nødvendige oplysninger om indkomst- og formueforhold. Dette krav svarer til forpligtelsen til at udlevere oplysninger efter § 11 a, stk. 1, dog med den undtagelse, at myndigheden ikke i forhold til oplysninger efter § 11 a, stk. 3, kan forlange, at der foretages retsligt forhør efter retsplejelovens § 1018, hvis oplysningerne ikke videregives.

§ 11 a, stk. 3, giver kommunerne mulighed for at indhente nødvendige økonomiske oplysninger fra arbejdsgivere og pengeinstitutter, der kan belyse indkomst- og formueforhold. Det kan være oplysninger fra arbejdsgivere om personlig indkomst, der ikke indgår i eIndkomstregistret, f.eks. udbetaling af engangsvederlag fra arbejdsgivere. Og det kan være oplysninger fra pengeinstitutter om enkeltstående dispositioner på den enkelte konto, der kan anvendes til at belyse, om pensionisten har uoplyst formue eller uoplyste indtægter, herunder indtægter fra udlandet.

Derimod giver bestemmelsen ikke hjemmel til at kommunerne ved stikprøvekontrol uden samtykke kan undersøge andre forhold end pensionistens økonomiske forhold, der kan have betydning for pensionen.

Andre forhold end oplysninger om økonomiske forhold, f.eks. oplysninger om helbred m.v., kan fortsat alene undersøges uden samtykke fra borgeren, hvis retssikkerhedsloven i øvrigt giver hjemmel til det. Det kan være i tilfælde, hvor der opstår en konkret mistanke om, at pensionisten modtager ydelsen med urette, og der derfor indledes en tilbagebetalingssag (se punkt 149-168).

Det fremgår udtrykkeligt af § 11 a, stk. 3, at kommunerne alene kan indhente oplysninger, der er nødvendige (se punkt 109 og 110). Dette er en understregning af, at kommunerne ved indhentning og behandling af personoplysninger efter bestemmelsen, skal følge proportionalitetsprincippet i databeskyttelsesforordningen, hvorefter de oplysninger, der indhentes, skal være tilstrækkelige, relevante og begrænsede til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles, jf. punkt 109.

I forbindelse med en anmodning efter § 11 a, stk. 3, skal kommunen ved anmodningen om udlevering af oplysninger præcisere, hvilke oplysninger kommunen har brug for, således at der kun udleveres oplysninger, der kan belyse indkomst- og formueforhold, som er nødvendige og relevante for den type pension og de tillæg, som den enkelte pensionist modtager.

Relevante oplysninger om indtægtsforhold, der kan indhentes fra pengeinstitutter, kan for modtagere af folkepension og førtidspension f.eks. være løbende indsættelser på pensionistens bankkonti fra Danmark og udlandet eller indbetalinger af større engangsbeløb.

I forhold til efterfølgende kontrol af opgørelse af formue og fastlæggelse af tillægsprocenten, kan det være relevant at fremskaffe oplysninger om enkeltstående dispositioner på pensionistens bankkonti i månederne før og efter årsskiftet. Større beløb, der bliver hævet og indsat igen efter et stykke tid, kan være et tegn på, at pensionisten bevidst forsøger at omgå betingelserne i pensionsloven om, at helbredstillæg og den supplerende pensionsydelse for folkepensionister alene kan udbetales, hvis pensionisten og dennes eventuelle ægtefælles eller samlevers formue pr. 1. januar er under formuegrænsen, som er fastsat i pensionsloven.

Det kan aldrig blive betragtet som relevant og nødvendigt for kommunen at få oplysninger om transaktioner fra borgerens bankkonti om almindelige løbende forbrug eller at indhente et kontoudtog i sin helhed.

§ 11 a, stk. 3, giver adgang til at sammenstille de oplysninger, der kan indhentes efter bestemmelsen, med andre oplysninger om økonomiske forhold i den enkelte pensionssag.

Der er ikke efter § 11 a, stk. 3, et krav om, at kommunen skal forsøge at indhente samtykke, som det er tilfældet efter § 11 c, stk. 4 (se punkt 147). Kommunen har dog efter databeskyttelsesforordningen som udgangspunkt pligt til efterfølgende at gøre pensionisten bekendt med, at der er indhentet oplysninger til brug for stikprøvekontrol, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 14.

Hvis en stikprøvekontrol giver anledning til yderligere undersøgelser, skal der foretages en partshøring af borgeren i overensstemmelse med forvaltningslovens regler, ligesom regler for at indhente oplysninger i tilbagebetalingssager jf. § 11 c, stk. 1, nr. 4, og anden relevant lovgivning skal følges.

Efter § 5 i Udbetaling Danmark-loven og retssikkerhedsbekendtgørelsens § 2, finder § 11 a, stk. 3, tilsvarende anvendelse, når Udbetaling Danmark behandler og træffer afgørelser vedrørende en række sociale ydelser m.v. Udbetaling Danmark udbetaler førtidspension og folkepension og opgør formuen samt borgerens tillægsprocent.

Oplysninger fra eIndkomstregistret

130. Efter § 7 i lov om et indkomstregister kan blandt andet kommunale og statslige myndigheder få terminaladgang til oplysninger i eIndkomstregistret. Dette kræver dog, at den pågældende myndighed i henhold til anden lovgivning kan få terminaladgang til den pågældende type oplysninger i indkomstregistret.

Myndighederne får terminaladgang til de oplysninger, der indhentes efter retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1 og 2, i indkomstregistret, i det omfang sådanne oplysninger findes i registret.

§ 11 a, stk. 5, giver ikke myndighederne en udvidet adgang til at indhente oplysninger uden samtykke, men fastsætter blot en klar hjemmel til at indhente oplysninger også fra indkomstregistret.

Myndighederne skal i videst muligt omfang indhente nødvendige oplysninger om løn, overførselsindkomster, private pensioner og andre indkomster fra indkomstregistret. Det samme gælder oplysninger om arbejdsomfang (løntimer) og lønperioder. Bestemmelsen indebærer, at myndighederne skal anvende oplysningerne fra indkomstregistret, hvis de findes der, frem for at indhente oplysningerne fra andre myndigheder, arbejdsgivere, borgeren selv eller andre. Oplysninger om ferieforhold skal dog indhentes fra FerieKonto (se punkt 131).

Oplysninger om ferieforhold

131. Udover økonomiske oplysninger, bl.a. oplysninger om optjente feriepenge, giver § 11 a, stk. 2, adgang til, at kommunerne uden samtykke kan kræve oplysninger om ferieforhold generelt. Med ferieforhold forstås ifølge forarbejderne til bestemmelsen (jf. lovforslag L 108 2010/1) optjente feriedage, optjent feriegodtgørelse, tidspunktet for afholdelse af ferie og udbetaling af feriepenge. Oplysningerne kan indhentes til brug for behandlingen af en enkelt sag eller til brug for generel kontrol. Der henvises til punkt 125-128.

Adgang til oplysninger efter § 11 a, stk. 2, om optjente feriedage, optjent feriegodtgørelse, tidspunktet for afholdelse af ferie og udbetalinger af feriepenge, som er registreret i Feriekonto, skal efter § 11 a, stk. 4, ske via den elektroniske adgang, som Feriekonto stiller til rådighed.

Pligten til at få adgang til oplysninger fra FerieKonto om udbetaling af feriepenge m.v. via FerieKontos digitale adgang udelukker ikke, at kommunen kan anmode borgeren om at oplyse om optjente feriedage, optjent feriegodtgørelse, tidspunktet for afholdelsen af ferie samt udbetalinger af feriepenge.

Særligt om indhentelse af oplysninger om ægtefæller og samlevere

132. Hvis betingelserne i de enkelte sociale love kræver, at myndigheden indhenter oplysninger om andre end den borger, der søger om eller får hjælp, f.eks. om borgerens ægtefælle eller samlever, vil oplysninger om disse personer ikke kunne indhentes efter § 11 a, stk. 1 (se punkt 115). Myndigheden kan dog fortsat indhente oplysninger om borgerens ægtefælle eller samlever efter forvaltningslovens og databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens regler om behandling af personoplysninger. Se Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven og Datatilsynets vejledning af juni 2018 om registreredes rettigheder, der findes på Datatilsynets hjemmeside www.datatilsynet.dk.

Som udgangspunkt vil en redegørelse om borgerens ægtefælles eller samlevers forhold, der har betydning for tildeling af hjælp, komme fra den borger, der søger om eller får hjælp. Får myndigheden brug for at undersøge ægtefællens eller samleverens forhold nærmere, kan myndigheden indhente oplysninger om den pågældende efter forvaltningslovens og databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens regler, samt efter andre særlove, eller bede ægtefællen eller samleveren om selv at fremskaffe den fornødne dokumentation for nærmere angivne forhold.

133. Oplysninger om økonomiske forhold og ferieforhold for ægtefæller, samlevere og andre husstandsmedlemmer kan indhentes efter § 11 a, stk. 2 (se punkt 125-128 og punkt 130). Se også punkt 137 om kapitel 3, herunder §§ 12 og 12 a i Udbetaling Danmark-loven.

134. Der gælder særlige regler ved behandlingen af sager om foranstaltninger efter kapitel 11 i serviceloven, der kan gennemføres uden forældremyndighedsindehaverens samtykke. I disse sager kan myndigheden forlange at få oplysninger om ægtefæller eller samlevere. Dette er særligt reguleret i § 11 c, stk. 3. Myndighederne kan indhente oplysningerne uden samtykke fra ægtefællen eller samleveren, jf. § 11 c, stk. 3, i disse sager. Myndigheden kan ikke kun indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder og ægtefællen eller samleveren i en børnesag, men kan herudover indhente oplysninger fra private, jf. § 11 c, stk. 2 og 3. Dette kan ligeledes ske uden samtykke fra ægtefællen eller samleveren. Myndigheden skal dog altid forsøge at indhente samtykke fra ægtefællen eller samleveren til at indhente oplysningerne, jf. § 11 c, stk. 4. Der henvises i øvrigt til punkt 171-175.

Underretningspligt over for ægtefællen eller samleveren

135. Når kommunen indhenter oplysninger om ægtefællen eller samleveren, skal denne gives meddelelse om det efter artikel 14 i databeskyttelsesforordningen, jf. Datatilsynets vejledning af juni 2018 om registreredes rettigheder. Det gælder, uanset om oplysningen om ægtefællen eller samleveren indhentes efter retssikkerhedsloven eller databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen.

Kommunernes muligheder for at forlange oplysninger uden samtykke i beskæftigelsessager

136. Ud over mulighederne for at forlange økonomiske oplysninger og oplysninger om ferieforhold efter retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 2 og 3, gælder for visse love, der også er omfattet af retssikkerhedsloven, at kommunerne uden samtykke fra borgeren kan kræve visse andre oplysninger efter § 54 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., hvis det er nødvendigt til brug for kontrol af udbetalingerne i en enkelt sag eller generel kontrol.

Kommunen kan ud over de tilfælde, der er omfattet af retssikkerhedslovens §§ 11 a og 11 c og § 50 i integrationsloven, i visse tilfælde kræve oplysninger om den, der ansøger om eller får ydelser fra kommunen efter aktivloven, beskæftigelsesindsatsloven, sygedagpengeloven og integrationsloven, og dennes ægtefælle eller sambo.

Kommunen kan uden ansøgerens eller modtagerens samtykke, hvis det er nødvendigt til brug for kontrol af udbetalingerne i en enkelt sag eller generel kontrol, kræve oplysninger fra arbejdsgivere om løn- og beskæftigelsesperioder m.v. samt oplysninger om pensionsforhold m.v. fra pensionskasser, livsforsikringsselskaber og pengeinstitutter. Oplysningerne indhentes med henblik på at kontrollere, om der sker fejl eller misbrug i forbindelse med udbetaling af ydelser.

Kommunen kan uden ansøgerens eller modtagerens samtykke, hvis det er nødvendigt til brug for kontrol af udbetalingerne i en enkelt sag eller generel kontrol, kræve andre oplysninger end oplysninger om økonomiske forhold fra andre offentlige myndigheder og fra arbejdsløshedskasserne. Oplysningerne kan samkøres og sammenstilles med data fra myndighedens egne, andre myndigheders og arbejdsløshedskassernes it-systemer, når dette er nødvendigt for at kontrollere, om betingelserne for at modtage ydelser er opfyldt, herunder med henblik på efterfølgende kontrol af, om der er sket fejl eller misbrug i forbindelse med udbetaling af ydelser.

Oplysningerne kan indhentes, selv om borgeren, som oplysningerne vedrører, ikke bor i den kommune, som indhenter oplysningerne.

Myndigheden kan få terminaladgang til de nødvendige oplysninger som nævnt i indkomstregisteret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister. I det omfang oplysningerne findes i indkomstregisteret, skal kommunen indhente oplysningerne herfra.

Udbetaling Danmarks muligheder for at forlange oplysninger uden samtykke efter § 12 i Udbetaling Danmark-loven

137. Ud over mulighederne for at forlange økonomiske oplysninger og oplysninger om ferieforhold efter retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 2 og 3, gælder for visse love, der også er omfattet af retssikkerhedsloven, at Udbetaling Danmark uden samtykke fra borgeren kan forlange visse andre oplysninger efter § 12 i Udbetaling Danmark-loven.

Udbetaling Danmark kan ved administrationen af sine sagsområder efter § 1 forlange at få nødvendige ikkefølsomme personoplysninger fra andre offentlige myndigheder og arbejdsløshedskasser i elektronisk form og indhente nødvendige ikkefølsomme personoplysninger fra udenlandske myndigheder i elektronisk form med henblik på samkøring og sammenstilling i kontroløjemed uden samtykke fra borgeren eller arbejdsgiveren til brug for kontrol af en enkelt sag eller til brug for generel kontrol af ansøgere eller modtagere af kontante ydelser eller økonomiske tilskud.

Borgerens medvirken er frivillig

138. Hvis en borger i en konkret sag ikke ønsker at medvirke, f.eks. ikke vil tillade, at der indhentes fortrolige oplysninger fra andre myndigheder efter § 11 a, stk. 1, eller nægter at lade sig undersøge af en læge, jf. § 11, stk. 1, nr. 2, er udgangspunktet, at borgerens ønsker skal respekteres.

Dette gælder også, selv om myndighederne skønner, at det vil kunne være til borgerens fordel, at myndigheden får de ønskede oplysninger. En myndighed må således ikke – heller ikke i ansøgningssager – af egen drift forsøge at skaffe nødvendige fortrolige oplysninger, medmindre oplysningerne kan indhentes uden samtykke efter § 11 a eller § 11 c. Når borgerens ønske skal respekteres, skal myndigheden gøre borgeren opmærksom på, hvilken konsekvens den manglende medvirken kan få. Konsekvensen er, at sagen må afgøres på det grundlag, som foreligger, det vil sige ud fra de oplysninger, som nu er i sagen. Dette princip kaldes princippet om den processuelle skadevirkning og er lovfæstet i § 11 b. Det følger ligeledes af databeskyttelsesforordningens artikel 21, at borgeren til enhver tid – af grunde der vedrører den pågældendes særlige situation – har ret til at gøre indsigelse imod, at oplysninger om vedkommende gøres til genstand for behandling baseret på artikel 6, stk. 1, litra e eller f. Disse bestemmelser gælder når e) behandling er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt og f) behandling er nødvendig for, at den dataansvarlige eller en tredjemand kan forfølge en legitim interesse, medmindre den registreredes interesser eller grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, der kræver beskyttelse af personoplysninger, går forud herfor, navnlig hvis den registrerede er et barn. Hvis indsigelsen er berettiget, må behandlingen ikke længere omfatte de pågældende oplysninger. Borgeren bør gøres opmærksom på, hvilke oplysninger der mangler for at kunne træffe afgørelsen, og hvordan de eventuelt kan skaffes. Nærmere om databeskyttelsesforordningens regler, herunder artikel 21 se Datatilsynets vejledning af juni 2018 om registreredes rettigheder. Vejledningen findes på Datatilsynets hjemmeside www.datatilsynet.dk.

Det er en forudsætning for, at myndigheden kan tillægge borgerens manglende medvirken betydning, at de manglende oplysninger er relevante i forhold til den hjælp, som der skal træffes afgørelse om.

Myndigheden kan i øvrigt ikke kræve, at borgeren selv indhenter oplysninger, som det vil være særligt indgribende, belastende, besværligt eller omkostningskrævende at skaffe. Myndigheden kan heller ikke kræve, at borgeren skal indhente oplysninger, som vil kræve, at borgeren har særlige forudsætninger, eller at borgeren skal have hjælp fra sagkyndige. Myndigheden må ikke give borgeren det indtryk, at straffebestemmelsen i § 12 b, stk. 1, kan bruges til at tvinge borgeren til at medvirke til sagens oplysning. Straffebestemmelsen er beskrevet i kapitel 20.

Efter § 5 i Udbetaling Danmark-loven og retssikkerhedsbekendtgørelsens § 2, finder § 11 b tilsvarende anvendelse, når Udbetaling Danmark behandler og træffer afgørelser vedrørende en række sociale ydelser m.v.

Konsekvenser af manglende medvirken – afgørelse på det foreliggende grundlag

139. Konsekvenserne af manglende medvirken vil afhænge af, hvilke oplysninger som mangler, og hvilken form for hjælp der er tale om. Drejer det sig f.eks. om oplysninger om økonomiske forhold, som er afgørende for, om hjælpen kan bevilges, kan resultatet være et afslag. Konsekvensen kan også være, at hjælpen tildeles med et mindre beløb end det, der er søgt om.

140. Myndighederne kan ikke give afslag på hjælp eller stoppe allerede bevilget hjælp med henvisning til den processuelle skadevirkning, alene fordi borgeren ikke vil medvirke til at oplyse sagen. Myndigheden skal i hvert enkelt tilfælde vurdere, hvilken betydning den eller de manglende oplysning(er) har i forhold til den sag, der skal tages stilling i.

Myndigheden skal være opmærksom på, at borgerens manglende medvirken kan skyldes forhold, der i nogle tilfælde i sig selv kan være tegn på behov for hjælp efter den sociale lovgivning.

141. Den processuelle skadevirkning gælder ikke, hvis det følger af reglerne, at princippet skal fraviges. Det gælder i sager, hvor myndighederne har pligt til at reagere og træffe afgørelse, fordi der er vægtigere hensyn at tage end hensynet til borgerens selvbestemmelse (se punkt 145-148). Der kan f.eks. være tale om uanmodet tilkendelse af førtidspension til en borger med alvorlig sindslidelse eller uanmodet tilkendelse af praktisk hjælp i hjemmet til en borger, som på grund af svær demens samler på affald og opbevarer det i boligen.

142. Udgangspunktet om processuel skadevirkning anvendes heller ikke, hvis en myndighed efterspørger oplysninger hos en ansøger om mulige strafbare forhold, se principperne i FOU 1999.299.

Borgeren er ikke forpligtet til at give oplysninger, hvis afgivelse af oplysningerne indebærer, at borgeren derved tvinges til at belaste sig selv med oplysninger om at have begået strafbare forhold. Oplysningspligten skal ses i sammenhæng med § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.

Borgeren skal have skriftlig besked om konsekvenserne af den manglende medvirken (se punkt 176). Det bør udtrykkeligt fremgå, at behandling af sagen på det foreliggende grundlag som hovedregel vil betyde, at borgerens ansøgning ikke (fuldt ud) imødekommes, eller at den tildelte ydelse (helt eller delvis) vil blive bragt til ophør.

Udgifter ved sagernes behandling

143. Myndighederne betaler nødvendige udgifter til lægeerklæringer, undersøgelser, behandlinger, transport og lignende, som myndigheden pålægger borgeren eller klageren, og som ikke afholdes efter anden lovgivning, jf. retssikkerhedsbekendtgørelsens § 19. Når myndigheden anmoder borgeren om at medvirke til undersøgelser m.v., bør myndigheden oplyse, hvilke udgifter myndigheden dækker.

Helhedsvurderingen og borgerens medvirken

144. Helhedsvurderingen efter § 5 forudsætter, at sagsbehandleren spørger mere bredt f.eks. i de situationer, hvor ansøgeren har andre problemer end ledighed. Det kan være problemer i forbindelse med samlivsophævelse eller skilsmisse, problemer i forbindelse med børnene og lignende. Hovedsigtet med den brede vurdering er at tilrettelægge hjælpen bedst muligt. Sagsbehandleren bør derfor ved samtalens start orientere ansøgeren om samtalens karakter, herunder om at en bred viden om ansøgerens forhold kan give det bedste grundlag for hjælpen. De enkelte oplysninger behøver ikke at have betydning for den konkrete hjælp, som ansøgeren eventuelt skal have, men har betydning for helhedsbilledet af ansøgerens situation.

Borgerens medvirken har derimod betydning for den konkrete hjælp og størrelsen af hjælpen.

Betingelser for at fravige kravet om samtykke

145. Kravet om, at borgeren skal give samtykke, inden myndigheden indhenter oplysninger efter § 11 a, kan fraviges i følgende kategorier af sager, jf. § 11 c:

• Sager om særlig støtte til børn og unge efter servicelovens kapitel 11, der kan gennemføres uden forældremyndighedsindehaverens samtykke, samt i forbindelse med undersøgelser efter § 50 i serviceloven.
• Sager, hvor myndigheden selv rejser sag om tildeling af pension efter pensionslovens § 17.
• Sager om frakendelse af førtidspension tilkendt efter pensionslovens regler, der gælder fra 1. januar 2003 og nedsættelse eller frakendelse af pension, der er tilkendt efter de regler, der var gældende indtil den 1. januar 2003, se førtidspensionsloven (gammel).
• Sager om tilbagebetaling af sociale ydelser.
• Sager om indstilling til Familieretshuset om at træffe afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke efter servicelovens § 129 a.
• Sager om mellemkommunal refusion.

I disse sagstyper er der vægtigere hensyn end at holde fast i borgerens selvbestemmelse. Der er derfor en adgang til at indhente oplysninger uden samtykke i disse sager.

146. I sager om særlig støtte til børn og unge efter servicelovens kapitel 11, hvor der kan påbegyndes en sag eller træffes afgørelse uden forældremyndighedsindehaverens samtykke, vil det i nogle tilfælde være nødvendigt at fravige kravet om samtykke ud fra et omsorgshensyn til barnet eller den unge, således at kommunen efter retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1, kan indhente nødvendige oplysninger til brug for sagens behandling. Børnefaglige undersøgelser af børn og unge efter servicelovens § 50 skal så vidt muligt gennemføres i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Der gælder imidlertid ikke et krav om samtykke fra parterne til gennemførelse af en sådan undersøgelse. I sådanne sager kan samtykkekravet i retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1, også fraviges. De myndigheder og personer, der er nævnt i § 11 a, stk. 1, har hermed pligt til at afgive de oplysninger, der kræves til brug for sagen også selv om samtykke ikke foreligger.

I sager efter pensionslovens § 17, hvor myndigheden kan rejse sag, uanset om borgeren ønsker det, f.eks. i forhold til en borger uden sygdomserkendelse, har myndigheden ligeledes mulighed for at undersøge sagen uden borgerens samtykke. Det kan f.eks. være for at finde ud af, om borgeren er berettiget til pension, fordi vedkommende på længere sigt ikke kan forsørge sig selv på grund af sin sygdom.

Det kan også være nødvendigt at fravige kravet om samtykke i sager om frakendelse af pension efter pensionslovens § 44, hvor myndigheden skal træffe afgørelse, hvis der sker en væsentlig forbedring af pensionistens arbejdsevne.

Også i tilbagebetalingssager kan det være nødvendigt at indhente oplysninger uden samtykke.

Myndigheden skal forsøge at indhente samtykke

147. Myndigheden skal altid forsøge at indhente samtykke fra borgeren til, at oplysningerne kan indhentes, jf. § 11 c, stk. 4. Dette gælder alle sager, der er nævnt i § 11 c, stk. 1, hvorefter kravet om samtykke kan fraviges.

Forsøg på aktuelt at indhente samtykke kan dog efter en konkret vurdering undlades, hvis myndigheden allerede på et tidligere tidspunkt i sagsforløbet forgæves har forsøgt at indhente samtykke, og myndigheden derfor har en formodning om, at samtykke igen vil blive nægtet, eller hvis borgeren allerede fra sagens begyndelse generelt har vist en stærk modvilje mod at medvirke i sagen.

Det skal bemærkes, at myndigheden i de tilfælde, hvor myndigheden indhenter oplysninger uden samtykke efter § 11 c, efterfølgende skal foretage partshøring af borgeren ioverensstemmelse med forvaltningslovens regler. Der skal endvidere gives oplysning efter databeskyttelsesforordningen om databehandlingen.

Der skal være en grund til, at myndigheden påbegynder en sag

148. § 11 c kan først bruges, hvis der er grundlag for at påbegynde en egentlig sag, der er omfattet af en af de typer af sager, der er nævnt i § 11 c. Det vil i praksis – bortset fra i sager om mellemkommunal refusion – sige, at myndigheden skal have oplysninger, der peger på, at der er grundlag for en sag, f.eks. fordi myndigheden har fået oplysninger fra andre dele af forvaltningen eller har fået en underretning f.eks. efter servicelovens §§ 152-154. Disse oplysninger skal noteres i sagen, jf. offentlighedslovens § 13.

Tilbagebetalingssager

149. Der kan blive tale om tilbagebetaling i sager, hvor en borger uberettiget og mod bedre vidende har modtaget en social ydelse, fordi vedkommende ikke har opfyldt sin oplysningspligt over for myndigheden. Ved tilbagebetaling forstås alle tilfælde, hvor en allerede udbetalt ydelse helt eller delvis kræves retur. Såkaldt efterregulering, hvorved for meget udbetalt ydelse modregnes i fremtidige ydelser, er også udtryk for tilbagebetaling, og kan kun gennemføres under de betingelser, de enkelte love fastsætter herfor.

Reglerne om borgerens pligt til at medvirke og konsekvenserne af manglende medvirken (se punkt 139-142) gælder ikke for tilbagebetalingssager. Det er således myndighedens opgave at tilvejebringe det nødvendige og tilstrækkelige grundlag for et tilbagebetalingskrav efter de retningslinjer, som er beskrevet nedenfor i punkt 150-168.

Urigtige oplysninger

150. §§ 11 a og 11 c i retssikkerhedsloven skal sikre, at myndighederne kan indhente relevante oplysninger om borgeren til brug for sagsbehandlingen, således at borgeren får den eller de ydelser, som borgeren har krav på. Et andet formål med reglerne er at sikre, at sociale ydelser kun udbetales til de borgere, som opfylder lovens betingelser for at modtage hjælpen, og som derfor er berettiget til at modtage hjælpen. Myndighederne skal derfor kunne afgøre, om de oplysninger, som borgeren kommer med, er korrekte og pålidelige. Det gælder både, når borgeren første gang ansøger om hjælp, og når myndigheden senere følger op på sagen.

Retssikkerhedsloven varetager på den ene side hensynet til, at myndighederne på et tilstrækkeligt og korrekt grundlag kan tildele hjælp til de borgere, der er berettiget til at modtage den, men på den anden side også hensynet til, at myndighederne kan gribe ind, hvis de har en konkret formodning om, at borgeren bevidst har givet myndigheden urigtige oplysninger, og derfor har modtaget en eller flere sociale ydelser med urette.

I Udbetaling Danmark-loven er der fastsat særlige regler om kommunernes og Udbetaling Danmarks samarbejde og pligt til at udveksle oplysninger til brug for vurderingen af, om der evt. skal påbegyndes en tilbagebetalingssag. Herudover indeholder loven regler om, at kommunen efter anmodning skal bidrage med at oplyse sager på Udbetaling Danmarks sagsområde. Kommunen er i den forbindelse omfattet af de samme beføjelser til at oplyse sagen, som hvis kommunen havde varetaget opgaven på sit eget sagsområde, det vil sige efter de retningslinjer, der blandt andet fremgår af denne vejledning.

Udbetaling Danmark-loven indeholder herudover regler om, at Udbetaling Danmark kan foretage registersamkøringer i kontroløjemed på en række kommunale ydelsesområder. Kommunerne har ansvaret for den videre oplysning af en sag, hvor en registersamkøring hos Udbetaling Danmark viser, at der er grundlag for at undersøge sagen nærmere og herefter evt. påbegynde en sag om tilbagebetaling.

Pligt til at rejse sag

151. Myndigheden har en ubetinget pligt til at rejse tilbagebetalingskrav, hvis borgeren har modtaget en ydelse med urette, og borgeren har været vidende om dette. Myndighedens oplysning af sagen er i disse tilfælde afgørende for, om myndigheden kan træffe en korrekt afgørelse.

Myndigheden kan f.eks. ved henvendelse fra andre borgere komme i besiddelse af oplysninger, der tyder på, at en borger ikke (længere) er reelt enlig. Myndigheden har i disse tilfælde pligt til at undersøge sagen nærmere. Det gælder både i forhold til vurderingen af, om borgeren fortsat er berettiget til den forhøjede ydelse, og ved vurderingen af, om borgeren i en forudgående periode har modtaget ydelsen, selv om betingelserne herfor ikke var opfyldt, og borgeren derfor måske skal betale den forhøjede ydelse tilbage.

Ond tro

152. Betingelserne for at træffe afgørelse om tilbagebetaling i sager, hvor borgeren har vildledt myndigheden, fremgår af de enkelte sociale love, f.eks. § 42, stk. 1, i pensionsloven. Betingelserne i de forskellige love er dog de samme. Betingelserne for at træffe afgørelse om tilbagebetaling er for det første, at ydelsen skal være modtaget med urette. Den anden betingelse er, at borgeren har været i ond tro om de oplysninger, som borgeren f.eks. har tilbageholdt over for myndigheden. Kravet om, at ydelsen er modtaget med ”urette” betyder, at der skal være en sammenhæng mellem udbetalingen af ydelsen og den forkerte eller mangelende oplysning. Begge betingelser skal være opfyldt for at kunne kræve tilbagebetaling. Ond tro betyder, at borgeren vidste eller burde vide, at myndighedens grundlag for at udbetale ydelser var forkert.

153. En myndighed har pligt til at rejse en sag om tilbagebetaling, hvis myndigheden har en begrundet formodning om, at borgeren i en periode har modtaget en ydelse med urette, og borgeren har været vidende om dette. Det skyldes, at myndighederne kun har hjemmel til at tildele ydelser til de borgere, der opfylder lovens betingelser for at modtage hjælpen.

Sagen skal oplyses

154. Hvis myndigheden påbegynder en tilbagebetalingssag, kan det forekomme, at borgeren ikke giver samtykke til, at myndigheden undersøger sagen nærmere ved at forlange oplysninger fra andre efter § 11 a, stk. 1. Myndigheden har dog pligt til at oplyse sagen, således at afgørelsen om tilbagebetaling træffes på et forsvarligt grundlag. Myndigheden vil være nødsaget til at oplyse sagen uden borgerens samtykke. I disse sager vægter hensynet til kontrol med udbetalingen af sociale ydelser tungere end hensynet til borgerens selvbestemmelse. Myndigheden skal efter § 12 skriftligt orientere borgeren om adgangen til at indhente oplysninger uden samtykke (se kapitel 17).

Der findes særlige regler i § 10 i Udbetaling Danmark-loven, der giver Udbetaling Danmark mulighed for at indhente oplysninger uden samtykke fra borgeren med henblik på at vurdere, om der er grundlag for at påbegynde en egentlig tilbagebetalingssag.

Betingelserne for at indhente oplysninger uden samtykke i tilbagebetalingssager

155. Myndigheden kan ikke uden videre forlange at få oplysninger fra andre uden borgerens samtykke i sager, hvor der er en formodning for, at borgeren har modtaget ydelsen med urette og mod bedre vidende.

Myndigheden kan kun forlange at få oplysninger uden samtykke, når det må formodes at være nødvendigt for at kunne træffe en afgørelse om tilbagebetaling på et forsvarligt grundlag. Om det er nødvendigt for myndigheden at indhente oplysningen, afgøres ud fra en konkret vurdering i hver enkelt sag. For at kunne foretage denne vurdering må myndigheden først udnytte mulighederne for at få sagen oplyst i tilstrækkeligt omfang på anden vis.

Partshøring

156. Myndigheden skal derfor først søge at få sagen oplyst yderligere ved at henvende sig til borgeren og i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19 partshøre borgeren om eventuelle nye oplysninger i sagen. Hvis myndigheden har brug for flere oplysninger i sagen, skal myndigheden forsøge at få dem fra borgeren selv eller eventuelt ved at forsøge at indhente samtykke til, at myndigheden kan indhente nærmere specificerede oplysninger fra andre efter § 11 a, stk. 1.

Økonomiske oplysninger

157. Myndigheden skal også udnytte muligheden for at indhente oplysninger om økonomiske forhold fra indkomstregistret, andre offentlige myndigheder og arbejdsløshedskasser efter § 11 a, stk. 2. Indhentning af disse oplysninger kræver ikke samtykke fra borgeren (se punkt 125-128 og 130). Mangler myndigheden fortsat de nødvendige oplysninger til tilbagebetalingssagen, skal myndigheden kontakte borgeren og anmode borgeren om evt. selv at fremskaffe den nødvendige dokumentation, f.eks. i form af et kontoudtog fra et pengeinstitut, hvis borgeren ikke ønsker, at myndigheden selv indhenter oplysningerne.

Hvis borgeren fortsat ikke ønsker at medvirke til at fremskaffe de fornødne oplysninger, må myndigheden vurdere, om der er formodning for, at den oplysning, der mangler, er nødvendig at indhente, for at myndigheden kan træffe afgørelse om tilbagebetaling. Først herefter kan myndigheden anvende retssikkerhedslovens § 11 c til at forlange at få oplysningen uden samtykke.

Ikke generel kontrol – krav om konkret mistanke

158. § 11 c kan ikke anvendes til brug for en generel kontrol af, om borgeren fortsat er berettiget til at modtage ydelsen, ved at myndigheden indhenter oplysninger efter § 11 c uden samtykke. Myndigheden skal have en konkret mistanke om, at ydelsen er modtaget med urette, før § 11 c kan anvendes. Denne mistanke kan f.eks. opstå ved, at myndigheden har samkørt registre elektronisk, jf. f.eks. § 11 a, stk. 2, eller §§ 12 og 12 a i Udbetaling Danmark-loven (se punkt 148 om grundlaget for at starte en sag).

Samtykke kan kun fraviges i selve tilbagebetalingssagen

159. § 11 c, stk. 1, nr. 4, gælder kun for selve tilbagebetalingssagen. Vurderingen af, om borgeren i fremtiden fortsat, er berettiget til at modtage ydelsen, eller om en tildelt ydelse eventuelt skal stoppes, er ikke omfattet af § 11 c. Myndigheden kan dog lægge de oplysninger, der er indhentet i forbindelse med tilbagebetalingssagen til grund for vurderingen af borgerens fortsatte ret til hjælp, men kan ikke indhente yderligere oplysninger uden samtykke efter § 11 c, stk. 1, nr. 4, jf. § 11 a, stk. 1.

Hvis myndigheden har brug for at indhente oplysninger fra andre end borgeren selv for at kunne vurdere, om borgeren fortsat er berettiget til at modtage ydelsen, skal sagen oplyses i overensstemmelse med § 11 a, medmindre der er tale om at indhente oplysninger fra andre end de typer af personer, institutioner m.v., der er nævnt i § 11 a, stk. 1 (se punkt 108).

Det betyder, at myndigheden ved vurderingen af, om en borger for fremtiden har ret til hjælp, kun kan indhente oplysninger med samtykke fra borgeren, jf. § 11 a, stk. 1. Hvis borgeren ikke vil give samtykke, må vurderingen af, hvilken hjælp borgeren er berettiget til, afgøres på det foreliggende grundlag, jf. § 11 b (se punkt 139-142 om den processuelle skadevirkning). Herunder kan eventuelt indgå oplysninger som myndigheden er i besiddelse af fra andre sager, hvis brugen af de tidligere indhentede oplysninger ikke er uforenelige med de formål, som oplysningerne oprindeligt er indhentet til. Se nærmere punkt 168.

Observationer i tilbagebetalingssager

160. Myndigheden, der har ansvar for behandlingen af sociale sager, kan ikke pålægge de personer og andre myndigheder m.v., fra hvem myndigheden kan indhente oplysninger efter § 11 a, stk. 1, aktivt at skaffe sig yderligere oplysninger om borgerens forhold, der ikke er relevante for den adspurgte myndigheds eller persons almindelige funktion. Myndigheden kan f.eks. ikke til brug for behandlingen af sager, hvor det skal afgøres, om en borger er berettiget til at modtage ydelser til reelt enlige, pålægge hjemmesygeplejersken eller hjemmehjælperen at holde øje med forhold, der indikerer, om borgeren lever i et ægteskabslignende forhold med en anden, i forbindelse med sygeplejerskens eller hjemmehjælperens besøg i borgerens hjem.

161. Myndigheden må ikke pålægge ansatte at indsamle oplysninger og herefter at foretage en (automatisk) indberetning til myndigheden om forhold, der eventuelt kan have betydning for en social sag. Nogle ansatte i kommunerne har dog mulighed for på eget initiativ at indberette om mistænkelige forhold (se punkt 162-163).

Kommunalt ansattes indberetninger af egen drift

162. Kommunalt ansattes adgang til at videregive oplysninger til socialforvaltningen er reguleret af forvaltningslovens regler og af sundhedslovens regler, hvis oplysningen videregives af en sundhedsperson. Efter sundhedslovens § 40 har sundhedspersoner tavshedspligt om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller har fået formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. Sundhedspersoner omfatter autoriserede sundhedspersoner, og personer der handler på disse ansvar, jf. sundhedslovens § 6. F.eks. er læger, sygeplejersker og tandlæger autoriserede sundhedspersoner. Kommunalt ansatte sundhedsplejersker er således omfattet af sundhedslovens regler om tavshedspligt. Det samme gælder social- og sundhedshjælpere, i det omfang de udfører sundhedsfaglig behandling på en autoriseret sundhedspersons ansvar.

En kommunalt ansat sundhedsperson kan dog af egen drift – dvs. uden en konkret forespørgsel fra myndigheden efter § 11 a – videregive oplysninger, hvis patienten giver samtykke til videregivelsen. Det følger således af sundhedslovens § 43, stk. 1, at en sundhedsperson kan videregive fortrolige oplysninger til sundhedspersoner, myndigheder, organisationer, private personer m.fl., hvis patienten giver samtykke.

Samtykket skal leve op til kravene i sundhedslovens § 44 og §§ 7 og 9 i bekendtgørelse nr. 509 af 13. maj 2018 om information og samtykke i forbindelse med behandling og videregivelse og indhentning af helbredsoplysninger m.v. Det indebærer bl.a., at patienten, der afgiver samtykke, skal være fyldt 15 år, og skal være i stand til at overskue konsekvenserne af sine handlinger. Samtykke skal endvidere leve op til kravene i databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 11, og artikel 7.

Samtykket skal desuden være skriftligt og bortfalder senest et år efter, at det er givet. Skriftlighedskravet kan fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler for det. Den sundhedspersonen, der er i besiddelse af og skal videregive oplysninger, har ansvaret for at sikre, at patienten har givet samtykke til videregivelsen.

Videregivelse kan også ske uden samtykke bl.a. hvis videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre, jf. sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2. Det fremgår af forarbejderne til sundhedslovens § 43, at videregivelse til politi eller anklagemyndighed blandt andet vil være berettiget, hvis der er tale om efterforskning af alvorlig kriminalitet, som manddrab, seksualforbrydelser, grovere vold m.v., herunder vold mod børn. Det følger endvidere af forarbejderne, at der i alle tilfælde, hvor videregivelse må anses for berettiget, skal foretages en konkret vurdering af, om videregivelse også bør finde sted. Det er den sundhedsperson, der er i besiddelse af den fortrolige oplysning, som afgør, hvorvidt videregivelse er berettiget. Sygeplejersker m.v. må derfor eksempelvis ikke automatisk videregive oplysninger om mistanke om socialt bedrageri, hverken til politiet eller socialforvaltningen.

Andre kommunalt ansatte, der ikke er omfattet af sundhedslovens regler om tavshedspligt, har mulighed for at indberette oplysninger af egen drift om en eventuel og saglig begrundet, konkret mistanke om socialt bedrageri til socialforvaltningen. Databeskyttelsesforordningens artikler 5-10 og databeskyttelseslovens §§ 5-8 skal være opfyldt. Videregivelsen må efter databeskyttelseslovens § § 5, stk. 1, ikke være uforeneligt med de formål, som oplysningen oprindeligt er blevet indsamlet til.

163. Myndigheden skal tage notat i sagen om indberetningen, jf. offentlighedslovens § 13. Myndigheden skal desuden partshøre borgeren om de nye oplysninger i sagen efter reglerne i forvaltningsloven, inden der eventuelt træffes afgørelse om tilbagebetaling.

Overvågning og uanmeldte besøg i tilbagebetalingssager

164. § 11 c, jf. § 11 a, stk. 1, giver ikke hjemmel til, at myndighederne kan overvåge borgere eller gå ind i hjemmet og undersøge forholdene hos borgere, der modtager sociale ydelser. Dette spørgsmål reguleres ikke i retssikkerhedsloven, men af grundlovens, straffelovens og retsplejelovens bestemmelser om forbud mod husfredskrænkelser og krænkelser af privatlivets fred.

Når overvågning foregår i det offentlige rum, er overvågningen ikke strafbar efter straffeloven. Myndigheders brug af overvågning er reguleret af den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet. Proportionalitetsprincippet betyder, at myndigheden ved vurderingen af, på hvilken måde en sag skal oplyses, skal vælge det mindst indgribende middel, som er tilstrækkeligt til at opnå formålet, dvs. midlet skal være nødvendigt. Endvidere indebærer proportionalitetsprincippet, at midlet skal stå i et rimeligt forhold til det mål, der forfølges. Dette indebærer, at overvågning i forhold til sociale sager om reelt enlige ofte vil være en ikke proportional fremgangsmåde. Det samme gælder i forhold til uanmeldte besøg hos borgeren.

Myndigheden kan derfor som udgangspunkt kun gøre brug af overvågning og uanmeldte besøg, hvis det er umuligt at tilvejebringe de nødvendige oplysninger på anden måde i den konkrete sag ud fra en vurdering af sagens karakter. Det skal i øvrigt bemærkes, at myndigheden ved uanmeldte besøg skal oplyse borgeren om, at myndigheden ikke har ret til at foretage kontrolbesøg i boligen.

For så vidt angår brug af observationer m.m. til brug for en kommunes behandling af sager efter CPR-loven om registrering af bopæl i, dvs. sager, hvor kommunen skal undersøge om en borger er korrekt bopælsregistreret i CPR, henvises til kapitel 3 i vejledning nr. 9273 af 14. juni 2013 om folkeregistrering.

165. Hvis oplysninger er indhentet på retsstridig måde, betyder det ikke, at oplysningerne ikke kan bruges.

166. I forhold til brug af kommunalt ansattes observationer i administrative tilbagebetalingssager kan tilfældige observationer indgå som dokumentation i en administrativ sag om tilbagebetaling efter den sociale lovgivning.

167. Myndigheden skal altid partshøre borgeren om de observationer, myndigheden har foretaget, jf. forvaltningslovens § 19, inden myndigheden træffer afgørelse i sagen om tilbagebetaling.

168. Socialforvaltningen kan gøre brug af oplysninger, som den er i besiddelse af fra andre sager, selv om oplysningerne er indhentet med et andet formål, og så længe brugen af de tidligere indhentede oplysninger ikke er uforenelige med de formål, som oplysningerne oprindeligt er indhentet til, jf. databeskyttelseslovens § 5, stk. 1. F.eks. kan socialforvaltningen i en kommune efter en konkret vurdering indhente og anvende oplysninger, som en anden enhed i kommunen tidligere har indhentet til en anden sag i den kommunale enhedsforvaltning. Dette vil efter en konkret vurdering efter databeskyttelseslovens § 5, stk. 2, ikke være i strid med databeskyttelsesforordningen, jf. forordningens artikel 6, stk. 4. Det følger af databeskyttelseslovens § 5, stk. 2, at for at afgøre, om behandlingen til et andet formål er forenelig med det formål, som personoplysningerne oprindelig er indsamlet til, skal den dataansvarlige efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 4, bl.a. tage hensyn til:

1) enhver forbindelse mellem det formål, som personoplysningerne er indsamlet til, og formålet med den påtænkte viderebehandling,

2) den sammenhæng, hvori personoplysningerne er blevet indsamlet, navnlig med hensyn til forholdet mellem den registrerede og den dataansvarlige,

3) personoplysningernes art, navnlig om særlige kategorier af personoplysninger behandles, jf. artikel 9, eller om personoplysninger vedrørende straffedomme og lovovertrædelser behandles, jf. artikel 10,

4) den påtænkte viderebehandlings mulige konsekvenser for de registrerede og

5) tilstedeværelse af fornødne garantier, som kan omfatte kryptering eller pseudonymisering.

Hvis en kommune efter en konkret vurdering af alle sagens omstændigheder f.eks. har fundet det nødvendigt at foretage observationer i en social sag, kan kommunen ligeledes efter § 32 i forvaltningsloven eller §§ 5 og 6 i databeskyttelsesloven videregive oplysningerne til brug for andre sager, f.eks. en adressesag efter CPR-loven.

Det er den sociale lovgivning og dermed også Børne- og Socialministeriets udmeldinger om observationer vedrørende denne lovgivning, der skal følges, når en kommune eller Udbetaling Danmark skal undersøge, om en borger, f.eks. kvinden i en samlivssag, uberettiget modtager sociale ydelser.

Hvis kommunen skal afgøre, om en borger, f.eks. manden i en samlivssag, er registreret korrekt i CPR, er det CPR-loven og dermed Økonomi- og Indenrigsministeriets tilkendegivelser om observationer og uanmeldte besøg i forhold til denne lovgivning, der skal følges.

Det skal dog igen understreges, at også i sager efter den sociale lovgivning vil brug af observationer og uanmeldte besøg oftest ikke være proportionalt og dermed ulovlig (se punkt 164).

Optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke

169. § 11 c, stk. 1, nr. 5, giver mulighed for, at kommunerne kan forlange oplysninger om en borger, hvis oplysningerne er nødvendige for kommunens behandling af en sag efter servicelovens § 129 a om indstilling til Familieretshuset om optagelse af den pågældende uden samtykke på et bestemt botilbud. Oplysningerne kan efter § 11 c, stk. 1, nr. 5, indhentes også hvis borgeren afviser at give sit samtykke hertil.

Mellemkommunal refusion

170. I § 11 c, stk. 1, nr. 6, er fastsat, at en kommune, som yder mellemkommunal refusion til en anden kommune, kan indhente visse oplysninger om refusionskravet. En betalingskommune kan kræve oplyst, efter hvilke hjemler, der er ydet hjælp til den pågældende borger, hvilke elementer, der indgår i beregningen, hvor mange enheder og enhedspriser der indgår.

Det skal således ikke fremgå, hvilket specifikt botilbud/opholdssted den pågældende borger bor på, men hvilken hjemmel der er for opholdet. Ligeledes skal det ikke oplyses, hvad grundlaget for hjælpen er – altså hvilke forhold hos borgeren, der begrunder hjælpen og eventuelle ændringer i behov. Det skal oplyses, hvilke beregninger der ligger til grund for kravet – herunder hvilke delelementer, der er medtaget. Hvis borgeren modtager personlig og praktisk hjælp m.v., kan betalingskommunen forlange at blive gjort bekendt med, hvor mange timer der bevilges, og hvilken beregning der ligger til grund for prisen på en times hjælp.

Børnesager

Indhentning af oplysninger fra private

171. § 11 c, stk. 2, udvider den kreds af personer, som myndigheden kan indhente oplysninger fra, til også at omfatte private i de børnesager, der er nævnt i § 11 c, stk. 1, nr. 1, og oplysningerne kan indhentes uden samtykke. Myndigheden skal dog først forsøge at indhente samtykke, jf. § 11 c, stk. 4 (se punkt 173). Det tilføjes i bestemmelsen, at myndigheden i disse sager kan anmode private, f.eks. naboer, om at komme med oplysninger, hvis det skønnes nødvendigt for sagens behandling. Det skyldes, at hensynet til barnet eller den unges tarv er det vigtigste i disse sager, og at det derfor kan være nødvendigt, at myndighederne kan gå meget langt i forhold til at få oplyst sagen mest muligt.

Der kan dog kun indhentes oplysninger fra private i disse sager, hvis det er nødvendigt for sagens behandling. Det betyder, at det altid skal overvejes, om myndigheden kan få de ønskede oplysninger ad anden vej, f.eks. af forældrene selv eller af andre myndigheder, inden myndigheden spørger private.

Udlevering af oplysninger fra private er frivillig

172. Myndigheden kan efter bestemmelsen anmode en privat om at bidrage til sagens oplysning, men vedkommende er ikke forpligtet til at svare. Der kan således ikke gennemføres retsligt forhør over for private. Myndigheden skal ved anmodningen til private om at bidrage til sagens oplysning, gøre opmærksom på, at vedkommende ikke er forpligtet til at svare. Myndigheden skal desuden give den, som oplysningerne vedrører, meddelelse om databehandlingen, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 14.

Samtykke skal forsøges indhentet

173. Oplysningerne kan indhentes uden samtykke, men kravet om at myndighederne skal forsøge at indhente samtykke gælder også i disse tilfælde, jf. § 11 c, stk. 4.

Hvem kan der indhentes oplysninger om?

174. Udgangspunktet efter § 11 a, stk. 1, er, at myndigheden kun kan indhente oplysninger om den person, der søger om eller får hjælp og ikke andre, f.eks. ægtefæller og samlevere (se punkt 115). I § 11 c, stk. 3, udvides den kreds, som myndighederne kan indhente oplysninger om i børnesager. I børnesager kan der også indhentes oplysninger om personer, der er parter i sagen samt samleveren og ægtefællen til forældremyndighedsindehaveren.

Udvidelsen af den kreds af borgere, hvis forhold man kan undersøge efter § 11 a, stk. 1, og § 11 c, stk. 2, kan være nødvendig i sager om foranstaltninger over for børn og unge, der gennemføres uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, da det ofte vil være relevant at undersøge forhold, der vedrører andre end forældremyndighedsindehaveren, f.eks. forældre der ikke har del i forældremyndigheden, men er part i sagen. § 11 a, stk. 1, og § 11 c, stk. 2, kan anvendes til at indhente oplysninger om hver af parterne samt forældremyndighedsindehaverens ægtefælle eller samlever i de nævnte børnesager, jf. § 11 c, stk. 3.

Indhentning af oplysninger om andre end de personer, der er nævnt i § 11 c, stk. 3, skal ske efter forvaltningslovens og databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens regler.

175. Myndigheden skal i alle tilfælde forsøge at indhente samtykke til at indhente oplysninger fra alle de borgere, der bliver indhentet oplysninger om, jf. § 11 c, stk. 4. Om muligheden for at indhente oplysninger uden forudgående forsøg på at indhente samtykke henvises til punkt 125-131.

Skriftlig besked om muligheden for at indhente oplysninger, oplysningspligten m.v.

176. I § 12, nr. 1 og 2, er det bestemt, at borgeren skal have skriftlig besked om myndighedens adgang til at indhente oplysninger efter § 11 a og § 11 c og foretage kontrol efter § 12 a, og om adgangen til at udveksle oplysninger mellem kommuner og Udbetaling Danmark og foretage kontrol efter kapitel 3 og 3a i Udbetaling Danmark-loven. § 12, nr. 3, stiller desuden krav om, at myndigheden skal give borgeren skriftlig besked om konsekvenserne, hvis borgeren ikke medvirker. Se kapitel 14 om myndighedernes muligheder for at indhente oplysninger om borgeren fra andre end borgeren selv. Se punkt 139-142 om den processuelle skadevirkning, herunder om pligten til at vejlede om § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.

§ 12 i retssikkerhedsloven finder tilsvarende anvendelse ved Udbetaling Danmarks behandling af sager vedrørende en række sociale ydelser m.v., jf. § 5 i Udbetaling Danmark-loven samt § 2 i retssikkerhedsbekendtgørelsen.

Ændringer, der har betydning for hjælpen

177. Efter § 12, nr. 4, skal myndigheden give borgeren skriftlig besked om, hvilke typer af ændringer der kan have betydning for den hjælp, som borgeren modtager. Denne regel skal ses i sammenhæng med § 11, stk. 2. Efter § 11, stk. 2, har borgeren pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for hjælpen (se punkt 106).

Den information, som myndigheden skal give, skal efter lovforarbejderne til bestemmelsen (jf. lovforslag L 138 2002/1) være tilstrækkelig til, at borgeren kan eller bør kunne indse, at ændringen gør det muligt, at pågældende ikke længere helt eller delvist har ret til ydelsen, og at myndigheden derfor skal have besked om ændringen. Pågældende skal altså ikke senere med rette kunne hævde at have været i god tro med hensyn til sin ret til ydelsen.

For modtagere af uddannelses- og kontanthjælp kan det f.eks. være relevant at oplyse om, at hjælpen ikke kan modtages under ophold i udlandet, med mindre der forudgående er truffet aftale herom, jf. aktivlovens § 5, eller hjælpsmodtageren afholder ferie efter aftale med kommunen efter § 13, stk. 11 og 12 i lov om aktiv socialpolitik. Myndighederne bør også oplyse om konsekvenserne af manglende overholdelse af betingelserne/forudsætningerne for hjælpen, f.eks. overholdelse af rådighedsforpligtelsen i aktivlovens § 13, idet den manglende overholdelse, f.eks. ved udeblivelse uden rimelig grund kan få konsekvenser for ydelsen.

Det er væsentligt, at borgeren får klar besked om sin oplysningspligt og konsekvenserne af, at der ikke oplyses om ændringer. Der skal ikke for borgeren opstå situationer, der kan mistænkeliggøre pågældende. For myndighederne kan mangelfuld orientering om oplysningspligten betyde, at hjælpen ikke kan betragtes som modtaget mod bedre vidende (se punkt 152 om ond tro). Det er således myndigheden, der skal kunne dokumentere, at borgeren har fået vejledning om sin oplysningspligt, og at vejledningen har været tilstrækkelig præcis til, at vedkommende burde forstå, hvilke ændringer der skal meldes tilbage om. Se punkt 183 om dokumentation for at myndigheden har opfyldt sin vejledningspligt.

Oplysningspligtens omfang

178. Hvor detaljeret myndighedens information om de relevante ændringer skal være, afhænger af, hvilken ydelse borgeren søger om. Hvis borgeren søger om flere ydelser, skal der gives vejledning om oplysningspligten i forhold til hver enkelt ydelse.

Hvis en borger, der lever sammen med sin ægtefælle, får førtidspension, vil det som udgangspunkt være tilstrækkeligt, at myndigheden oplyser borgeren om, at vedkommende skal give myndigheden besked om:

• Ændringer i egne indtægter.
• Ændringer i ægtefællens indtægter.
• Hvis vedkommendes arbejdsevne bliver forbedret.
• Ændringer i borgerens civilstand.

Myndigheden har ikke pligt til at oplyse om, hvordan indtægtsgrundlaget nærmere opgøres, men myndigheden kan henvise til, at der anvendes de samme begreber som i skattelovgivningen. Hvordan indtægten mere præcist er udregnet skal dog fremgå af den sociale myndigheds begrundelse og beregning, der foretages i forbindelse med tilkendelsen og ved den årlige regulering af pensionen.

Skriftlighed

179. Det er op til myndigheden at afgøre, hvordan myndigheden i praksis vil opfylde sin oplysningspligt, så længe kravet om skriftlighed bliver overholdt. Myndigheden kan f.eks. opfylde sin oplysningspligt ved at give besked om de relevante ændringer, som borgeren skal melde tilbage om i forbindelse med den generelle vejledning til borgeren ved ansøgningen. Myndigheden kan også opfylde sin oplysningspligt ved at sende en særskilt skrivelse til borgeren eller en mere generel information i forhold til den specifikke ydelse i forbindelse med meddelelse af afgørelsen.

Borgere, der har brug for særlig vejledning

180. De sociale myndigheder har efter officialprincippet ansvaret for, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at myndigheden kan træffe en korrekt afgørelse, herunder at de oplysninger, som myndigheden lægger til grund for sagen, er pålidelige (se kapitel 12).

Myndigheden har herudover pligt til at tilrettelægge sagsbehandlingen på en sådan måde, at den kan opfylde lovens § 4 om, at borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag (se punkt 48-53). Det fremgår af Justitsministeriets vejledning til forvaltningslovens § 7 om myndighedernes vejledningspligt, at vejledningens indhold og omfang må afpasses i forhold til borgerens forudsætninger og dennes eventuelle særlige personlige, eventuelt fysiske forhold (se punkt 54).

Disse lovregler betyder samlet set i praksis, at myndigheden har pligt til at stille uddybende spørgsmål med henblik på at sikre sig, at sagen bliver oplyst korrekt, hvis f.eks. en konfus borger giver forkerte oplysninger til myndigheden.

Myndigheden kan desuden efter forvaltningslovens § 8 foreslå borgeren at medbringe en bisidder, som kender borgeren og derfor bedre vil kunne formidle oplysninger mellem myndigheden og borgeren, herunder at borgeren har pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for hjælpen.

181. Hvis myndighederne i forbindelse med tildeling af hjælp eller ved en senere opfølgning vurderer, at borgeren ikke kan forstå informationer om borgerens oplysningspligt eller vil være i stand til senere at reagere på situationen, bør myndigheden overveje, om der er grundlag for at anmode om at iværksætte værgemål, herunder eventuelt samværgemål efter værgemålsloven eller træffe andre foranstaltninger, f.eks. om administration af pensionen. Se punkt 59 og 60 om værgemål.

De sociale myndigheder skal ved sagens behandling notere i sagen, hvis myndigheden vurderer, at borgeren har svært ved at overskue sin situation eller omfanget af oplysningspligten.

182. Der kan være særlig grund til at være omhyggelig med informationen - og dokumentation for, at den er givet - hvis borgeren kommer fra udlandet og ikke forstår dansk, hverken skriftligt eller mundtligt.

Det vil i visse tilfælde være nødvendigt at give informationen på et andet sprog end dansk. Der henvises til punkt 54 om forvaltningslovens § 7 og oversættelse/tolk.

Dokumentation for, at der er vejledt om borgerens oplysningspligt m.v.

183. Det er vigtigt, at myndigheden sikrer sig dokumentation for, at borgeren har fået besked om sin oplysningspligt m.v. Det kan ske ved, at borgeren ved sagens start underskriver en fortrykt blanket. Det kan være praktisk, at borgeren samtidig hermed får oplysninger om myndighedens mulighed for at indhente oplysninger efter §§ 11 a og 11 c (se punkt 107) samt mulighed for kontrol efter § 12 a (se kapitel 18).

Dokumentationen kan være afgørende for, om det senere er muligt for myndigheden at påvise, at borgeren har modtaget en ydelse med urette og træffe afgørelse om tilbagebetaling.

184. I det følgende beskrives eksempler på borgerens oplysningspligt og myndighedens pligt til at vejlede borgeren om, hvilke ændringer myndigheden skal have meddelelse om. Eksemplerne omhandler kun den situation, hvor en borger mod bedre vidende og uberettiget har modtaget sociale ydelser, der skal betales tilbage. Eksemplerne vedrører ikke de tilfælde, hvor myndigheden på forhånd har tildelt f.eks. hjælp efter aktivloven med tilbagebetalingspligt, eller hvor der er særlige regler om tilbagebetaling og oplysningspligt, som f.eks. på boligstøtteområdet. Der henvises i øvrigt til punkt 152 for en nærmere beskrivelse af begrebet ond tro.

Tilsidesættelse af borgerens oplysningspligt – tilbagebetaling og straf

185. Myndigheden skal også oplyse borgeren om konsekvenserne af, at der ikke oplyses om ændringerne, jf. § 12, stk. 1, nr. 5. Myndigheden skal redegøre for, at manglende oplysning om relevante ændringer kan føre til tilbagebetaling af ydelsen og eventuelt til tiltale for socialt bedrageri efter straffeloven eller bedrageribestemmelsen i § 12 b, stk. 1. Reglerne om oplysning af tilbagebetalingssager er beskrevet i punkt 149-168 og reglerne om straf for socialt bedrageri er beskrevet i kapitel 20.

186. For at modvirke »sort arbejde« og at udbetaling af sociale og beskæftigelsesmæssige ydelser sker på et forkert økonomisk grundlag, kan kommunerne foretage eftersyn i virksomheder. Denne form for kontrol kendes også på andre områder, f.eks. på skatte- og beskæftigelsesområdet ved kontrol med henholdsvis skatteforhold og dagpengemodtagere.

Der henvises i øvrigt til lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter og vejledning om lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.

Hvor der foreligger mistanke om et strafbart forhold, skal kontrollen ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler.

Generel kontrol og kontrol af enkeltsager

187. Kontrollen kan foregå som generel kontrol, herunder stikprøvekontrol, eller som kontrol i en enkelt sag for at kontrollere, om der er sket fejl i forbindelse med udbetaling af ydelser.

Dette kan f.eks. være i forbindelse med en sag, hvor kommunen har en formodning om, at borgeren modtager ydelser samtidig med, at pågældende har arbejde. Kommunen kan i denne situation foretage kontrolbesøg i virksomheden for at konstatere, om borgeren arbejder på virksomheden. Se dog punkt 188.

Det samme vil gøre sig gældende, hvis kommunen har en formodning om, at der i en virksomhed er flere ansatte, som ikke har oplyst om arbejde samtidig med, at de modtager ydelser. Formodningen kan f.eks. opstå på baggrund af en henvendelse fra en anden borger. Kommunen kan i denne situation foretage kontrolbesøg i virksomheden. Hvis det konstateres, at flere ydelsesmodtagere fra egen eller andre kommuner har arbejde i virksomheden, kan oplysningerne indgå i kommunens sager om egne borgere. Kommunen kan samtidig give de andre kommuner oplysning om, at der er truffet personer, som modtager sociale eller beskæftigelsesmæssige ydelser, ved virksomhedskontrollen.

Anvendelsesområdet for kontrol efter § 12 a er sager, der behandles efter retssikkerhedsloven. Kontrollen er således rettet mod borgere for at kontrollere de oplysninger om løn- og arbejdsforhold, som ligger til grund for udbetaling af ydelser, der er omfattet af loven.

Mistanke om strafbart forhold

188. Kommunernes virksomhedskontrol efter bestemmelsen i § 12 a skal ske inden for rammerne af lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, herunder reglerne i § 9 om forholdet til strafferetsplejen ved gennemførelse af tvangsindgreb og § 10 om retten til ikke at inkriminere sig selv.

Det følger af § 9, stk. 1, i den nævnte lov, at hvis en person med rimelig grund mistænkes for at have begået en strafbar lovovertrædelse, kan tvangsindgreb over for den mistænkte med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, som mistanken omfatter, alene gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om strafferetsplejen. Det gælder dog ikke, hvis tvangsindgrebet gennemføres med henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. § 9, stk. 2.

Det følger endvidere af lovens § 10, stk. 1, at hvis der er konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder bestemmelser i lovgivningen m.v. om pligt til at meddele oplysninger til myndigheden ikke i forhold til den mistænkte, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.

De nævnte regler indebærer, at hvis kommunen har konkret mistanke til en person, så skal kommunen være opmærksom på, om virksomhedskontrollen gennemføres med henblik på at skaffe oplysninger om et strafbart forhold eller til brug for behandling af andre spørgsmål end fastsættelse af straf.

Virksomhedskontrol kan ikke gennemføres efter § 12 a med henblik på at tilvejebringe oplysninger om et strafbart forhold. Et strafbart forhold kan eksempelvis være overtrædelser af retssikkerhedslovens § 12 b (se kapitel 20) eller af straffeloven.

Oplysninger til brug for andre spørgsmål end fastsættelse af straf kan f.eks. være oplysninger til brug for en sag om tilbagebetaling af ydelser. Virksomhedskontrol efter retssikkerhedslovens § 12 a kan gennemføres med dette formål.

Kun kontrol af borgere, der modtager sociale ydelser

189. Der kan kun foretages kontrol af borgerens løn- og ansættelsesforhold efter § 12 a, hvis der er tale om en sag om kontante ydelser og økonomiske tilskud, der ydes af kommunen eller Udbetaling Danmark, og borgerens sag behandles eller er behandlet efter retssikkerhedslovens regler, eller hvis borgeren modtager en ydelse, som beregnes på grundlag af ægtefællernes samlede indtægter. Anvendelsesområdet for loven eller dele heraf, fremgår af retssikkerhedsbekendtgørelsen (se kapitel 2).

Eftersynet omfatter også selvstændige erhvervsdrivende, herunder også tilfælde hvor ægtefællen er ansat hos den selvstændigt erhvervsdrivende.

Hvem kan foretage kontrollen

190. En kommune kan foretage kontrolbesøg på virksomheder, som ligger i kommunen. Det er den kommune, som virksomheden ligger i, som alene eller sammen med andre myndigheder kan foretage kontrollen. Det er den konkrete virksomhed i kommunen, som kontrollen kan foretages i, uanset at virksomheden måtte have hovedsæde i en anden kommune.

En kommune kan herudover gennemføre kontrolbesøg på virksomheder i andre kommuner efter aftale med den kommune, hvor virksomheden er beliggende. Formålet med, at den kontrollerende kommune skal aftale kontrolbesøg i en virksomhed, som ligger i en anden kommune, er at undgå, at virksomheder bliver udsat for, at flere kommuner i tæt tidsmæssig sammenhæng foretager kontrolbesøg på samme virksomhed. Den berørte kommune vil være vidende om, hvorvidt andre kommuner planlægger kontrolbesøg eller umiddelbart forinden har foretaget kontrolbesøg i en virksomhed, og kan derfor oplyse dette til den kommune, der ønsker at foretage kontrolbesøg i virksomheden. Kommunen, der ønsker at foretage kontrolbesøget, vil i denne situation være afskåret fra at gennemføre kontrolbesøget her og nu, men kan på et senere tidspunkt indgå aftale med den berørte kommune om at gennemføre et kontrolbesøg i virksomheden. Det vil altid bero på en konkret vurdering, om en kommunes kontrolbesøg kan gennemføres. I vurderingen skal det afvejes, om hensynet til den konkrete virksomhed vejer tungere end kontrolkommunens formål med at gennemføre kontrolbesøget. Samtidig forudsættes det, at hvis en eller flere kommuner umiddelbart inden har foretaget kontrolbesøg i virksomheden, har disse kommuner videregivet oplysninger til kontrolkommunen om kommunens borgere.

Foretages kontrollen i samarbejde med andre myndigheder, f.eks. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, skal de respektive myndigheder hver især følge hjemlen i deres egen lovgivning.

Anbefalinger om samarbejde

191. Hvis en kommune under et kontrolbesøg i egen kommune bliver opmærksom på borgere fra andre kommuner, har virksomhedskommunen mulighed for at undersøge forholdene om borgerne fra den anden kommune. Virksomhedskommunen har herefter mulighed for at underrette bopælskommunen om resultatet af kontrollen i forhold til bopælskommunens borgere. Det anbefales, at der kommunerne imellem indgås aftaler om, at virksomhedskommunen undersøger ansættelsesforholdene for andre kommuners borgere ved kontrolbesøg i virksomheder i egen kommune. Det anbefales også, at det aftales, at virksomhedskommunen underretter bopælskommunen, hvis virksomhedskommunen under et eftersyn møder – og undersøger forhold om – borgere fra andre kommuner, der ikke har oplyst bopælskommunen om ansættelsen i virksomheden. I forhold til samarbejdet, skal kontrolkommunen være opmærksom på, at videregivelse af oplysninger skal ske i overensstemmelse med reglerne i forvaltningsloven og databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Virksomhedens lokaler m.v. og arbejdssteder uden for lokalerne

192. Adgangen til at foretage kontrol er begrænset til lokaler m.v., der benyttes af virksomheden og til arbejdssteder uden for virksomhedens lokaler. Der skabes derfor ikke adgang for offentlige myndigheder til at foretage kontrol uden retskendelse i private hjem, heller ikke, hvis en borger har ansat »sort« rengøringshjælp eller får en VVS-mand til at ordne køkkenet uden kvittering. Virksomhedens lokaler skal forstås meget bogstaveligt, dog således at en virksomhed ikke kan påberåbe sig, at lønsedler og lignende er på privat område. Hvis virksomheden er placeret i hjemmet, skal kommunen have adgang til de lokaliteter, hvor virksomhedens relevante papirer og dokumenter er.

Virksomhedskontrol kan også foretages på arbejdssteder uden for virksomhedens lokaler. Herved forstås tilfælde, hvor ansatte i virksomheden udfører arbejdet f.eks. på byggepladser, under erhvervsmæssig transport eller lignende. Kontrollen kan dog ikke foretages på arbejdssteder i private hjem.

Hvis virksomheden har overladt bogholderifunktionen til et revisionsfirma eller lignende, kan kommunen i dette tilfælde indhente oplysningerne hos revisoren eller pålægge virksomheden at indhente disse som et led i kontrolbesøg i en virksomhed. Hvis kommunen besøger en filial, og lønningslisterne findes i virksomhedens hovedkontor, kan kommunen hente oplysninger hos hovedkontoret eller pålægge filialen at fremskaffe disse.

Er virksomheden under konkurs, kan kommunen rette henvendelse til kurator for boet med henblik på at fremskaffe de nødvendige oplysninger. Hvis kurator ikke ønsker at medvirke, kan kommunen rette henvendelse til skifteretten med henblik på, at skifteretten kan pålægge kurator at meddele oplysningerne.

Kontrollører skal legitimere sig

193. Kommunen skal ved kontrollen legitimere sig på behørig vis, og de øvrige deltagere i kontrollen skal redegøre for, hvilken myndighed vedkommende repræsenterer, hvis kontrollen foretages i samarbejde med andre myndigheder.

Personers oplysningspligt

194. Personer, der ved kontrollen skønnes at udføre beskæftigelse i virksomheden, kan anmodes om at oplyse navn, adresse og fødselsdato samt ansættelsesperiode og løn- og ansættelsesvilkår. Herudover kan personerne anmodes om at oplyse, om de aktuelt modtager sociale eller beskæftigelsesmæssige ydelser.

Hvad kan kommunen kontrollere?

195. Kommunen kan kontrollere alt materiale, der vedrører borgerens ansættelses- og lønforhold. Det gælder, uanset om oplysningerne findes i et manuelt eller elektronisk register. Løst papirmateriale, der ikke findes i et manuelt eller elektronisk register, kan ligeledes indgå i kommunens kontrol. Kontrollen skal gennemføres således, at den erhvervsdrivende ikke forhindres i at udføre sin daglige virksomhed og så diskret og hensynsfuldt som muligt.

Logbog

196. Kommunerne har, jf. § 12 a, stk. 5, mulighed for at give en arbejdsgiver et skriftligt pålæg om at foretage daglig registrering af oplysninger om ansatte. Den daglige registrering kaldes også for en logbog. Kommunen kan kun pålægge en arbejdsgiver at føre logbog, hvis kommunen ved et kontrolbesøg har vurderet, at arbejdsgiverens registreringer er mangelfulde, § 12 a, stk. 6. Kommunen bør være opmærksom på, om andre myndigheder har givet virksomheden et tilsvarende pålæg. Kommunen bør ligeledes oplyse de ansatte om, at virksomhedens registreringer i logbogen er omfattet af databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven. Virksomheden vil være dataansvarlig og er derfor forpligtet til at give meddelelse om dataregistreringen til de ansatte.

197. Retssikkerhedsloven indeholder ikke regler om, hvordan en logbog skal udformes. Den kan enten være papirbaseret eller digital. En papirbaseret registrering skal føres i en autoriseret logbog, som udleveres til virksomheden af kommunen. Elektronisk indberetning af oplysninger om ansatte kan f.eks. ske ved, at virksomheden hver dag sender en e-mail til kommunen med oplysninger om de beskæftigede. I den forbindelse skal kommunen dog være opmærksom på reglerne om sikkerhed i forbindelse med elektronisk udveksling af oplysninger.

Det fremgår af § 12 a, stk. 5, at logbogen skal indeholde de samme oplysninger, som beskæftigelsesministeren har fastsat med hjemmel i § 91, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. I bekendtgørelse nr. 983 af 29. juni 2016 om tilsynet med de anerkendte arbejdsløshedskassers administration (bekendtgørelse nr. 983 af 29. juni 2016) er fastsat følgende:

Kommunen har, jf. retssikkerhedslovens§ 12 a, stk. 7, til enhver tid ret til at se virksomhedens registreringer. Dette kan både ske ved elektronisk adgang til virksomhedens registreringer, ved et fornyet kontrolbesøg i virksomheden eller ved skriftlig anmodning om fremsendelse af registreringer.

198. Manglende overholdelse af et pålæg om logbog kan straffes med bøde, jf. § 12 b (se punkt 217).

Politibistand

199. Der kan opstå situationer, hvor politiets bistand kan blive nødvendig i forbindelse med gennemførelse af kontrolbesøg. Det forudsættes, at politiet kun inddrages, hvor det er absolut nødvendigt.

Efter § 12 a, stk. 9, kan børne- og socialministeren efter forhandling med justitsministeren og beskæftigelsesministeren fastsætte nærmere regler herom.

Partshøring

200. Hvis de oplysninger, der er fremkommet ved kontrollen, indgår i en sag, skal der partshøres om oplysningerne i overensstemmelse med forvaltningslovens regler. Se også punkt 212 om orientering efter databeskyttelsesforordningen.

Udveksling af oplysninger om indlæggelse og udskrivning fra sygehuse

201. § 12 c giver kommuner og sygehuse hjemmel til, at de gennem en digital sagsoverbliksløsning kan udveksle oplysninger automatisk – og uden borgerens samtykke – om en borgers indlæggelse på og udskrivning fra et sygehus. Udvekslingen sker i form af et indlæggelsesadvis, som sendes fra sygehuset til kommunen. Herefter sender kommunen et indlæggelsessvar til sygehuset, som har afsendt advis. Endelig sender sygehuset et udskrivningsadvis.

Formålet med udvekslingen af oplysningerne

202. Formålet med en sådan løsning er blandt andet, at kommunerne straks får oplysninger om indlæggelse og udskrivning, således at ydelser fra hjemmeplejen m.v. kan bringes midlertidigt til ophør eller sættes i værk umiddelbart i forlængelse af borgerens indlæggelse på og udskrivning fra sygehuset. Formålet er desuden, at kommunerne kan foretage en hurtig opfølgning i sager om sygedagpenge.

Sådan fungerer en digital sagsoverbliksløsning

203. Løsningen fungerer teknisk på den måde, at sygehusenes patientadministrative systemer automatisk sender meddelelser om alle indlagte patienter til den digitale sagsoverbliksløsning, hvis sygehuset er tilmeldt løsningen. De kommuner, som har abonnement på sygehusopholdsmeddelelser, får adviser om de indlagte patienter, der er oprettet i løsningen, f.eks. som modtagere af ydelser fra hjemmeplejen. Meddelelser om personer, der ikke er oprettet i kommunens system, frasorteres automatisk, og meddelelsen slettes.

En indlæggelsesadvis indeholder kun oplysning om patientens kommunenummer, patientens personnummer og sygehusafdeling. Kommunens indlæggelsessvar indeholder oplysninger om afsenderkommune og oplysninger om kontaktperson i kommunen. Udskrivningsadvis indeholder oplysninger om patientens personnummer, dato og tidspunkt for udskrivningen og oplysning om, hvad patienten er udskrevet til.

Betingelser for at anvende en digital sagsoverbliksløsning

204. Behandling af oplysninger i en digital sagsoverbliksløsning er omfattet af reglerne i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Forældelse af oplysninger i en digital sagsoverbliksløsning

205. Det er den enkelte sagsbehandler i kommunen, som til en løbende sag kan abonnere på bestemte hændelser, f.eks. ændret adresse eller indlæggelse på sygehus i en digital sagsoverbliksløsning. Den kommunale sagsbehandler afmelder abonnementet på advis om de borgere, hvor det ikke længere er relevant at modtage de omhandlede oplysninger. Det fremgår af anmeldelsen til Datatilsynet, at registrerede oplysninger skal slettes senest fem år efter at alle sagsrelationer, som er registreret i kommunen for den pågældende borger, er ophørt med at være aktive.

Kommuner og sygehuse har ikke pligt til at anvende en digital sagsoverbliksløsning

206. Kommuner og sygehuse har ikke pligt til at anvende en digital sagsoverbliksløsning. I tilfælde, hvor kommuner og sygehuse indgår aftaler om at udveksle advis elektronisk på andre måder end ved brug af en digital sagsoverbliksløsning, er det en forudsætning, at udvekslingen sker sikkerhedsmæssigt forsvarligt, jf. Justitsministeriets bekendtgørelse om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning (bekendtgørelse nr. 528 af 15. juni 2000).

Private sygehuse

207. Bestemmelsen i § 12 c begrænser ikke udvekslingen af oplysninger til offentlige sygehuse. I praksis vil private sygehuses anvendelse af systemet forudsætte, at sygehuset bliver tilmeldt en digital sagsoverbliksløsning.

Kun udveksling af oplysninger om indlæggelse og udskrivning

208. § 12 c i retssikkerhedsloven giver hjemmel til, at der kan modtages advis i forhold til:

• § 79 a i serviceloven om forebyggende hjemmebesøg.
• Kapitel 16 i serviceloven (personlig og praktisk hjælp, madservice, genoptræning, vedligeholdelsestræning, ledsagelse og kontaktperson m.v.).
• Hjemmesygepleje efter sundhedsloven.
• Opfølgning i sygedagpengesager.

Advis om borgere, som modtager hjælpemidler, kan ikke udveksles uden borgerens samtykke, da hjælpemidler ikke er omfattet af kapitel 16 (men kapitel 21) i serviceloven.

Det er en forudsætning, at systemet ikke videregiver andre oplysninger end de nævnte advis og ikke gør det muligt for andre end den relevante sagsbehandler i kommunen og sundhedsperson på sygehuset at læse det pågældende advis.

Bestemmelsen giver kun mulighed for at udveksle de elektroniske oplysninger, som indgår i de omtalte indlæggelses- og udskrivningsadvis samt indlæggelsessvar. Bestemmelsen giver ikke hjemmel til, at sygehuse og kommuner kan aftale at udveksle andre oplysninger elektronisk uden borgerens samtykke, så som oplysninger om diagnose, behandling eller medicinering. Se nedenfor i punkt 209 og 210 om betingelserne for udveksling af andre helbredsoplysninger.

Betingelser for udveksling af andre helbredsoplysninger

209. Hvis sygehusene og kommunerne aftaler at udveksle andre oplysninger end oplysninger om udskrivning eller indlæggelse som beskrevet i punkt 208, f.eks. oplysninger om diagnose, behandling eller medicinering elektronisk, skal dette ske i overensstemmelse med reglerne i kapitel 9 i sundhedsloven samt databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven. Sundhedslovens regler om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger finder anvendelse i de tilfælde, hvor sundhedspersoner inden for sundhedsvæsenet eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed, yder eller har ydet behandling af patienter .

Videregivelse af helbredsoplysninger mv. fra en sundhedsperson på et sygehus eller i en kommune vil som alt overvejende hovedregel forudsætte, at patienten skal give samtykke til videregivelse af de omhandlede oplysninger, hvis videregivelsen sker til brug for andre formål end sundhedsfaglig behandling af borgeren, jf. sundhedslovens § 43, stk. 1. Databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens øvrige regler om datasikkerhed m.v. skal også overholdes. Finder sundhedslovens kapitel 9 ikke anvendelse, skal al behandling, herunder videregivelse af helbredsoplysninger m.v., ske i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

210. Efter § 41, stk. 2, nr. 1, i sundhedsloven kan sundhedspersoner uden patientens samtykke videregive helbredsoplysninger mv. til andre sundhedspersoner, når det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for patienten, og videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse og behov. Der kan i den forbindelse eksempelvis ske udveksling af helbredsoplysninger mv. med henblik på gennemførelsen af den videre behandling af borgeren i den kommunale sundhedspleje eller på et sygehus. Patienten kan efter § 41, stk. 3 frabede sig, at oplysningerne videregives, og patienten skal informeres om sin ret til at nægte videregivelse, enten direkte af sundhedspersonen eller i form af mere generel information, fx informationsmateriale, som bliver udleveret på sygehuset.

For en nærmere uddybning af, hvornår der kan ske videregivelse af helbredsoplysninger, henvises i øvrigt til sundhedsloven, og bekendtgørelse om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger m.v. (bekendtgørelse nr. 509 af 13. maj 2018).

Orientering til borgerne om § 12 c

211. Kommunerne skal informere de berørte borgere om adgangen til at udveksle oplysninger om indlæggelse og udskrivning fra sygehuse, herunder, karakteren af de oplysninger, som vil kunne udveksles uden samtykke. Dette kan f.eks. ske ved, at kommunerne omtaler proceduren i kommunens generelle informationsmateriale til modtagere af personlig og praktisk hjælp.

Orientering til borgeren, når udveksling af oplysninger er sket

212. Borgeren skal altid have besked, når sygehuset og kommunen konkret har udvekslet oplysninger elektronisk om indlæggelse og udskrivning, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 14.

Det er kommunen, der er ansvarlig for underretningen til borgeren om, at der er blevet udvekslet oplysninger. Kommunen har mulighed for at indgå en aftale med de sygehuse, der er tilmeldt Sags- og Advissystemet, således at det er sygehuset, som informerer borgeren om, at der er videregivet oplysninger om ind- og udskrivningen.

Udveksling af oplysninger mellem kommuner og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

213. § 12 d giver Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og kommuner hjemmel til at udveksle visse oplysninger automatisk uden borgerens samtykke i sager om arbejdsskade, sygedagpenge, revalidering, fleksjob og førtidspension. Det gælder oplysninger om, at en sådan sag oprettes, oplysning om, at myndighederne træffer afgørelse i en sådan sag, og oplysning om, at myndighederne indhenter sagsoplysninger i en sag af denne art. Sidstnævnte regel er begrænset til sagsoplysninger, som dokumenterer borgerens arbejdsevne, herunder helbredsmæssige oplysninger med henblik på at vurdere arbejdsevnen. Der kan således ikke udveksles andre oplysninger.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og kommunerne kan kun udveksle advis om, at der er oprettet en sag, indhentet oplysninger, som dokumenterer arbejdsevnen, eller truffet en afgørelse. Det elektroniske advis gemmes kun hos modtagermyndigheden, hvis denne myndighed allerede har oprettet en af de nævnte sager. Det elektroniske advis vil således kun blive gemt, hvis begge myndigheder har en relevant sag.

Når det elektroniske advis modtages, afgør modtagermyndigheden, om selve oplysningen er nødvendig for behandlingen af sagen hos modtagermyndigheden, og tager dermed stilling til, om selve oplysningen eller afgørelsen skal indhentes.

Udveksling af selve sagsoplysningen (for eksempel en lægeerklæring) eller afgørelsen, når den foreligger, er ikke omfattet af § 12 d, men kan ske efter lov om arbejdsskadesikring under iagttagelse af reglerne i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Udveksling af oplysninger ved formodning om uberettiget modtagelse af ydelser i udlandet 

214. § 12 e fastsætter, at hvis Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering modtager underretning fra PET om, at tjenesten har formodning om, at en person under ophold i udlandet uberettiget modtager eller har modtaget ydelser fra en kommune eller Udbetaling Danmark, videregiver Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering oplysningerne til den myndighed, der har kompetence til at tage stilling til, om personen uberettiget har fået udbetalt en ydelse under ophold i udlandet. Den kompetente myndighed har efter anmodning fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering pligt til at redegøre for den foretagne sagsbehandling på baggrund af underretningen om den pågældendes ophold i udlandet, samtidig med at vedkommende har modtaget en offentlig ydelse.

Bestemmelsen omfatter ydelser efter pensionsloven, førtidspensionsloven (gammel), barselsloven, sygedagpengeloven, lov om fleksydelse, aktivloven, beskæftigelsesindsatsloven eller boligstøtteloven.

§ 12 e, 1. pkt. fastslår, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering videregiver oplysninger fra PET til den myndighed, der har kompetence til at tage stilling til, om personen uberettiget har fået udbetalt en ydelse under ophold i udlandet. Det vil sige den myndighed, der efter loven har myndighedsansvaret for ydelsen. For ydelser efter aktivloven, sygedagpengeloven og beskæftigelsesindsatsloven har kommunen myndighedsansvaret, mens Udbetaling Danmark har ansvaret for ydelser efter pensionsloven, førtidspensionsloven (gammel), barselsloven, lov om fleksydelse og boligstøtteloven.

Myndigheden vil efter § 12 e, 2. pkt., være forpligtet til på styrelsens anmodning at redegøre for den foretagne sagsbehandling på baggrund af underretningen om den pågældendes ophold i udlandet. Redegørelsen kan både omfatte faktiske oplysninger om de foretagne sagsskridt og eventuelle afgørelser til personen.

215. I § 12 f er fastsat, at den myndighed, der har modtaget resultatet af en sammenstilling eller samkøring af oplysninger efter § 12 i, stk. 5, i Udbetaling Danmark-loven, efter anmodning fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering skal redegøre for den foretagne sagsbehandling på baggrund af resultatet af sammenstillingen eller samkøringen.

Udbetaling Danmarks sammenstilling eller samkøring af oplysninger efter § 12 i i Udbetaling Danmark-loven vedrører for det første personer, der er omfattet af den 3-årige karantæneordning i ydelsessystemet for fremmedkrigere, som er indført ved lov nr. 674 af 8. juni 2017. Det drejer sig om personer, som f. eks. har modtaget dom for at have tilsluttet sig væbnede styrker i udlandet, for at have overtrådt et udrejseforbud eller for at have indrejst eller opholdt sig i visse konfliktområder, og som samtidig har modtaget en offentlig forsørgelsesydelse under opholdet uden for Danmark. For det andet vedrører sammenstillingen eller samkøringen personer, der er omfattet af den 3-årige karantæneordning i ydelsessystemet for dømte bandekriminelle. Ordningen er er indført ved lov nr. 1526 af 18. december 2018. Det drejer sig om personer som ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.

Konstaterer Udbetaling Danmark ved sin samkøring eller sammenstilling af oplysninger, at en person, der er omfattet af en af karantæneordningerne, har fået udbetalt en offentlig ydelse, skal Udbetaling Danmark efter § 12 i, stk. 6, i Udbetaling Danmark-loven, videregive resultaterne af samkøringen eller sammenstillingen til den myndighed, der har foretaget udbetalingen. Det er endvidere fastsat i lovens § 12 i, stk. 8, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan anmode Udbetaling Danmark om at oplyse, hvilke myndigheder der, jf. stk. 6, har modtaget resultatet af en registersamkøring, med henblik på at styrelsen eventuelt kan indhente en redegørelse om den foretagne sagsbehandling på baggrund af resultatet af registersamkøringen, jf. § 12 f i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Videregivelsen af oplysninger efter retssikkerhedslovens § 12 e og § 12 f har til formål at skabe sikkerhed for, at myndighederne har forholdt sig til de modtagne oplysninger og undersøgt, om personen har modtaget ydelsen med urette. Kontrollen er således en kontrol af myndighedernes opfølgning og ikke en kontrol rettet mod den enkelte borger. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan og skal ikke ændre myndighedernes vurderinger og afgørelser i de konkrete sager.

§§ 12 e og 12 f vedrører ikke arbejdsløshedskassernes sagsområder, da Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan indhente alle relevante oplysninger fra arbejdsløshedskasser med hjemmel i arbejdsløshedsforsikringslovens § 91, stk. 9.

Oplysninger til apoteker

216. § 14 giver mulighed for at lette administrationen af udbetaling af personlige tillæg (helbredstillæg) til pensionisters udgifter til medicin. Danmarks Apotekerforening og KL aftaler, hvordan medicinordningen administreres. Reglerne om personlige tillæg (helbredstillæg) er beskrevet i vejledning nr. 53 af 31. august 2007 om folkepension efter lov om social pension.

Afsnit IV beskriver straffebestemmelsen i retssikkerhedslovens § 12 b.

Straf for groft uagtsom vildledning

217. Efter § 12 b, stk. 1, kan domstolene, og ikke de sociale myndigheder, straffe borgere, der har begået groft uagtsomt bedrageri. Overtrædelsen består i, at borgeren groft uagtsomt fremkalder, bestyrker eller udnytter en vildfarelse hos myndigheden ved at afgive urigtige eller vildledende oplysninger, eller ved at undlade at give oplysninger om forhold, der har betydning for hjælpen, jf. § 11, stk. 1, nr. 1, og stk. 2.

Bestemmelsen har nær sammenhæng med § 11, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, om henholdsvis myndighedens og borgerens oplysningspligt. Efter disse bestemmelser kan myndigheden bede borgeren om at få de oplysninger frem, der er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp pågældende er berettiget til, og borgeren har pligt til at oplyse om fremtidige ændringer, der kan have betydning for hjælpen (se kapitel 13).

En række af retssikkerhedslovens bestemmelser finder tilsvarende anvendelse for Udbetaling Danmark, men spørgsmålet om oplysningspligt og straf for vildledning på Udbetaling Danmarks sagsområder om en række sociale ydelser m.v., er reguleret i hhv. § 4 og § 14 i Udbetaling Danmark-loven. Vurderingen efter §§ 4 og 14 i Udbetaling Danmark-loven svarer til vurderingen efter retssikkerhedslovens § 11, stk. 2, og § 12 b.

Betingelser for anvendelsen af bestemmelsen

218. § 12 b kan kun anvendes, hvis borgeren vildleder myndighederne i forbindelse med behandling af sager, der er omfattet af retssikkerhedsloven. Det fremgår af kapitel 1 i retssikkerhedsbekendtgørelsen, hvilke sager der skal behandles efter denne lov (se kapitel 2).

En tilsvarende bestemmelse findes i § 14 i Udbetaling Danmark-loven.

Efter bestemmelsen i § 12 b, stk. 1, kan der kun idømmes straf, hvis borgeren ikke for den samme forbrydelse kan idømmes en hårdere straf efter anden lovgivning. Det drejer sig primært om overtrædelse af straffelovens § 289 a i forhold til oplysninger til brug for afgørelser om betaling eller tilbagebetaling af told eller afgifter, eller udbetaling eller tilbagebetaling af tilskud eller støtte fra danske myndigheder eller De Europæiske Fællesskabers institutioner eller andre fællesskabsorganer. Er der i forbindelse med ansøgningen afgivet urigtige oplysninger i en skriftlig erklæring, kan der blive tale om overtrædelse af straffelovens § 163 om afgivelse af urigtige erklæringer. Der kan f.eks. også være tale om straf for dokumentfalsk, jf. straffelovens § 171, f.eks. ved indgivelse af falske lønsedler til myndigheden.

§ 12 b, stk. 1, svarer til straffelovens § 289 a blot med den forskel, at der efter § 12 b, stk. 1, kan straffes for grov uagtsomhed. Det betyder blandt andet, at der gælder andre subjektive betingelser for straf (se punkt 222).

Vildfarelse

219. Anvendelsen af bestemmelsen i § 12 b, stk. 1, forudsætter, at borgeren med sin adfærd har bragt myndigheden i en vildfarelse om forhold, der har betydning for myndighedens vurdering af, om borgeren er berettiget til at modtage ydelsen.

Borgeren kan kun straffes for at afgive urigtige eller vildledende oplysninger eller for at fortie forhold, der har betydning for afgørelsen. Bedømmelsen af, hvilke oplysninger der har betydning for afgørelsen, hænger sammen med § 10 om officialprincippet. Efter officialprincippet er det myndigheden, der har ansvaret for, at sager efter den sociale lovgivning er oplyst i tilstrækkeligt omfang (se kapitel 12). Det er derfor myndigheden, som bedømmer, hvilke oplysninger borgeren skal bidrage med, jf. § 11.

220. En borger, der ikke ønsker at medvirke, jf. § 11, stk. 1, kan ikke straffes efter § 12 b, stk. 1. Der er ikke tale om fortielse af oplysninger, der har resulteret i en vildfarelse hos myndigheden, idet myndigheden er bekendt med, at der mangler oplysninger i sagen. Myndigheden skal, jf. § 11 b, fortsat behandle sagen ud fra de foreliggende oplysninger, og kan ikke over for borgeren gøre gældende, at vedkommende vil blive straffet efter § 12 b, stk. 1, hvis borgeren ikke medvirker (se punkt 100 og 138-142).

Borgeren kan dog ikke, under påskud af at påberåbe sig retten til ikke at medvirke til sagsoplysningen, fortie forhold, der bringer myndigheden i en vildfarelse om de faktiske forhold, der lægges til grund for myndighedens vurdering af, om borgeren er berettiget til at modtage ydelsen. Denne situation vil være omfattet af § 12 b, stk. 1 (se punkt 221).

Det svigagtige forhold og myndighedens formuetab

221. Borgeren skal med afgivelsen af de urigtige eller vildledende oplysninger eller fortielser fremkalde, bestyrke eller udnytte en vildfarelse hos myndigheden om borgerens berettigelse til at modtage en ydelse. Dette kan ske ved positivt at afgive forkerte eller vildledende oplysninger eller ved at fortie oplysninger, der har betydning for afgørelsen. Det er samtidig et krav, at myndigheden har lidt et formuetab som følge af vildfarelsen.

Med fremkaldelse af en vildfarelse menes, at borgeren positivt skal have bidraget til myndighedens vildfarelse ved at afgive urigtige oplysninger, f.eks. om at borgeren ikke har formue.

Med bestyrkelse menes, at borgeren forstærker en allerede bestående vildfarelse hos myndigheden, ved f.eks. at underbygge fejlagtige slutninger med overbevisende detaljer.

Med udnyttelse menes, at borgeren benytter sig af en vildfarelse, der i forvejen er hos myndigheden, ved f.eks. at undlade at berigtige relevante faktiske oplysninger, som myndigheden fejlagtigt lægger til grund for afgørelsen.

Bestemmelsen anvendes, hvis borgeren ved sin adfærd fremkalder, bestyrker eller udnytter en vildfarelse forud for sagens afgørelse eller ved senere opfølgning af sagen. Bestemmelsen anvendes også, hvis borgeren senere undlader at oplyse myndighederne om ændringer, der kan have betydning for hjælpen, jf. § 11, stk. 2, og derved bestyrker eller udnytter en vildfarelse hos myndigheden om, at borgeren fortsat er berettiget til at modtage ydelsen.

De subjektive betingelser for straf

222. Der kan alene straffes for overtrædelse af bestemmelsen, hvis borgeren groft uagtsomt har fremkaldt, bestyrket eller udnyttet en vildfarelse hos myndigheden. Grov uagtsomhed er ikke fast defineret, men kan beskrives som en høj grad af uagtsomhed. Der skal foreligge en særligt markant afvigelse fra den adfærd, som man med rimelighed kunne kræve i den pågældende situation.

Borgeren skal derfor have en viden om, i hvilke tilfælde afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger eller fortielse vil kunne bringe myndigheden i en vildfarelse. En forudsætning for, at borgeren har denne viden, er, at myndigheden ved sagens oplysning beder borgeren om de oplysninger, myndigheden skal bruge for at afgøre, om hjælpen kan ydes, jf. § 10 om officialprincippet. Det er ligeledes vigtigt, at myndigheden skriftligt oplyser borgeren om, hvilke ændringer der kan have betydning for hjælpen, jf. § 12, stk. 1, nr. 3. Se kapitel 12 om officialprincippet og kapitel 17 om § 12, stk. 1, nr. 3.

Strafferammen

223. Straffen for overtrædelse af § 12 b er bøde. Det er domstolene, der bestemmer bødeniveauet. Bøden kan kun gives af domstolene. Der er ikke tale om, at myndigheden kan give administrative bøder.

De almindelige strafbarhedsbetingelser

224. De almindelige strafbarhedsbetingelser i straffeloven, f.eks. om tilregnelighed gælder også i sager om straf efter § 12 b, stk. 1. Det vil således sige, at domstolen skal vurdere, om borgeren var tilregnelig eller utilregnelig f.eks. på grund af sindssygdom eller rustilstand på gerningstidspunktet, jf. straffelovens § 16. Hvis en tiltalt frifindes for straf i medfør af straffelovens § 16, kan retten efter straffelovens § 68 træffe bestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger, der findes formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser.

Forsøg

225. Forsøg på overtrædelse af bestemmelsen kan ikke straffes, jf. straffelovens § 21, stk. 3. Efter § 21, stk. 3, kan der kun straffes for forsøg, hvis der er foreskrevet højere straf end fængsel i fire måneder. § 12 b, stk. 1, giver kun mulighed for bødestraf.

Eksempler på straf efter bestemmelsen

226. Det vil være op til domstolene at vurdere, om der i de konkrete tilfælde er handlet på en måde, der må betegnes som groft uagtsomt. De følgende eksempler, der indgår i besvarelsen af spørgsmål fra Folketingets daværende socialudvalg under behandlingen af lovforslaget (jf. lovforslag L 138 2002/1) er egnede til at give en fornemmelse af, hvad der kan lægges i begrebet grov uagtsomhed. Det skal dog som nævnt i punkt 223 understreges, at den endelige afgørelse af, hvorvidt et forhold er groft uagtsomt, hører under domstolene. Domstolene vil tage alle relevante fakta i betragtning, herunder særligt borgerens forudsætninger og om myndigheden har givet borgeren skriftlig information om oplysningspligtens indhold og rækkevidde.

Sociale hensyn og politianmeldelse

227. Det bør sikres, at alle rimelige sociale hensyn bliver inddraget i overvejelserne i den enkelte sag, og at borgeren altid bliver inddraget. I tilfælde af mistanke om, at der kan være tale om bedrageri i strafferetlig forstand, bør sagen meldes til politiet, og andre berørte myndigheder skal underrettes.

Straf i forbindelse med pålæg til virksomhed om at føre logbog

228. Efter § 12 b, stk. 2 og 3, kan en arbejdsgiver, der forsømmer at opfylde de pligter, som påhviler arbejdsgiveren efter § 12 a, stk. 5 og 7, straffes med bøde. For overtrædelse kan der pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5. En arbejdsgiver, som efter begæring ikke kan eller ikke ønsker at forevise en opdateret oversigt over beskæftigede ved kontrolbesøg, kan straffes med bøde. Kommunen skal i tilfælde af manglende overholdelse af et pålæg om logbog anmelde virksomheden til politiet. Kommunen bør dog orientere virksomheden herom, forinden sagen overgives til politiet.

Straffebestemmelser i serviceloven

229. I servicelovens kapitel 28 findes der straffebestemmelser på børneområdet. Efter disse bestemmelser straffes handlinger, som modvirker en anbringelse af et barn uden for hjemmet. §§ 156 og 157 indeholder bestemmelser, der giver mulighed for at straffe personer, der enten holder et barn, der er anbragt uden for hjemmet, skjult eller hjælper det med at flygte fra anbringelsesstedet. Derudover kan man straffes, hvis man tager et barn i pleje eller fjerner et barn fra familiepleje, hvis det ikke er tilladt efter reglerne om plejefamilier i serviceloven.

I dette afsnit beskrives retssikkerhedslovens regler om behandling af klager og om prøvelsesgrundlaget i sociale sager. Herudover beskrives reglerne om klageorganerne Ankestyrelsen og Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg. Der er også et afsnit om praksiskoordinering.

Klageadgang

230. Retssikkerhedslovens kapitel 10 indeholder en række regler om behandling af klager over afgørelser truffet af kommunerne, herunder jobcentrene, og Udbetaling Danmark.

231. Når det fremgår af lovgivningen, kan kommunernes, herunder jobcentrenes, afgørelser indbringes for Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg. Det samme gælder afgørelser efter § 109, stk. 3, og § 110, stk. 3, i serviceloven, der træffes af lederen af krisecentret eller boformen. Afgørelser, der træffes af Udbetaling Danmark, kan indbringes for Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg i det omfang, det er fastsat i de love, Udbetaling Danmark træffer afgørelser efter.

Ankestyrelsen behandler også klager over socialtilsynets afgørelser. Afgørelserne kan påklages af de tilbud eller myndigheder, der er adressater for socialtilsynets afgørelser, og retssikkerhedslovens kapitel 10 gælder for klagesagsbehandlingen. Det fremgår af § 19 i socialtilsynsloven.

Ankestyrelsens kompetence til at træffe afgørelser efter Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn er fastsat i retssikkerhedslovens § 65.

232. Det fremgår af den enkelte lov, om klage over afgørelser kan indbringes for Ankestyrelsen, eller om klage over afgørelser kan indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg. Se nærmere kapitel 2 om retssikkerhedslovens anvendelsesområde og kapitel 25 og 26 om Ankestyrelsens og Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgs sagsbehandling m.v.

Klage over afgørelser

233. Klageadgangen omfatter som udgangspunkt kun egentlige afgørelser. Ved en afgørelse forstås en beslutning, der træffes af en forvaltningsmyndighed i en konkret sag, og som i forhold til den enkelte borger og/eller myndighed går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde. Det vil sige, at afgørelsen bindende regulerer borgerens eller myndighedens rettigheder og pligter. Der er også tale om en afgørelse, hvis myndigheden beslutter at afslutte en sag, f.eks. ved et afslag på genoptagelse og afvisning af en sag.

Klage over rådgivning og vejledning

234. Der kan klages over manglende eller mangelfuld rådgivning og vejledning. Klage vil oftest ske i forbindelse med klage over indholdet af en afgørelse. Klager over kommunernes afslag på anmodninger om rådgivning og vejledning vil efter omstændighederne kunne behandles efter klagereglerne i retssikkerhedsloven, selv om kommunen ikke har truffet en afgørelse om realiteten i sagen. I visse tilfælde vil rådgivning og vejledning efter den sociale lovgivning kunne betragtes som en ydelse, jf. servicelovens § 10 (se punkt 62-70).

I de følgende principafgørelser om rådgivning og vejledning har kommunerne også truffet en afgørelse om realiteten i sagen:

Klage over indhold og formalitet i afgørelserne

235. Når en myndighed har truffet en afgørelse, kan der klages over alle forhold i sagen. Der kan klages over indholdet af en afgørelse (realiteten) og den måde, en sag er behandlet på (formaliteten). Ved realiteten forstås afgørelsens resultat, f.eks. om en borger er berettiget til pension. Ved formalitet forstås myndighedens behandling af sagen, f.eks. myndighedens overholdelse af forvaltningsretlige regler og principper eller andre lovbestemte sagsbehandlingsregler. Når der er truffet en afgørelse om realiteten i sagen, kan der klages over manglende eller mangelfuld sagsbehandling i forbindelse med afgørelsen.

236. Flere sagsbehandlingsregler har karakter af garantiforskrifter. Reglerne har til formål at sikre, at afgørelsen får et materielt korrekt indhold. Dette indebærer, at der gælder en formodning for, at afgørelsen er påvirket af eventuelle formelle mangler. Konsekvensen heraf er, at afgørelsen er ugyldig, medmindre det konkret kan afkræftes, at manglerne har påvirket afgørelsens resultat.

237. I enkelte undtagelsestilfælde kan der klages over formaliteten, selv om kommunen ikke har truffet en afgørelse om realiteten, f.eks. hvis formalitetsafgørelsen betyder, at resten af sagen vil falde væk og derfor ikke vil kunne blive påklaget.

Klageadgangen kan være afskåret

238. Den generelle adgang til at klage over kommunernes afgørelser kan være begrænset i de enkelte love. Eksempelvis kan borgerne ikke klage over kommunens afgørelser om optagelse i dagtilbud til børn (§ 26, stk. 1, i dagtilbudsloven) eller over afgørelser om støtte til individuel befordring (§ 117 i serviceloven).

Klage over processuelle beslutninger

239. Beslutninger i forbindelse med sagsbehandlingen, som ikke afslutter sagen – de såkaldte processuelle beslutninger – er ikke afgørelser og kan derfor ikke påklages særskilt til klagemyndighederne. Det er f.eks. beslutninger om at indhente oplysninger eller om at udsætte sagen. Det kan også være indstillinger, som skal foreligge efter reglerne om behandling af bestemte typer sager. Indstillinger er som udgangspunkt ikke afgørelser. Det kan f.eks. være indstillinger i sager om adoption uden samtykke, eller indstillinger fra rehabiliteringsteamet i sager om ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.

Da processuelle beslutninger ikke er afgørelser, er der ikke adgang til at klage over beslutninger. Retssikkerhedsloven giver ikke borgerne klageadgang i forhold til processuelle beslutninger. Dog er der efter § 13, stk. 2, i serviceloven direkte adgang til at klage over en kommunes afslag på at indhente en vejledende udredning fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO), da kommunens afslag på at indhente en vejledende udredning fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation betragtes som en afgørelse.

Hvis kommunen sidenhen træffer en afgørelse om realiteten i sagen, vil borgeren kunne klage over den processuelle beslutning, som blev truffet undervejs i sagen (se punkt 237 om principafgørelse R-3-07). Borgeren vil dog ikke kunne begrænse efterprøvelsen til at omfatte det processuelle spørgsmål (se punkt 276 og 277 om § 68, stk. 1).

Klage over faktisk forvaltningsvirksomhed

240. Reglerne om behandling af klager gælder ikke for klager over faktisk forvaltningsvirksomhed. Ved faktisk forvaltningsvirksomhed forstås den faktiske gennemførelse af myndighedens opgaver efter den sociale lovgivning, f.eks. udbringning af mad efter serviceloven.

Der kan heller ikke klages over den administrative sagsbehandling, der har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed, dvs. virksomhed der ikke tager sigte på at træffe retlige bindende afgørelser i forhold til de implicerede enkeltpersoner.

Det vil bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om en beslutning er en afgørelse, der kan klages over, eller der er tale om faktisk forvaltningsvirksomhed.

241. Klager over faktisk forvaltningsvirksomhed behandles af den forvaltningsmyndighed, som er ansvarlig for udførelsen af den faktiske forvaltningsvirksomhed. Klage over faktisk forvaltningsvirksomhed i en kommune rettes til kommunen eller borgmesteren – i kommuner med magistratsstyre til rådmanden.

Klage over faktisk forvaltningsvirksomhed, som leveres af en privat leverandør

242. Den daværende socialminister har i et svar til Folketingets Socialudvalg (den 28. februar 2011) udtalt, at hvis en privat leverandør står for den faktiske leverance af hjælpen på baggrund af en kommunal afgørelse efter serviceloven, har kommunen pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses og med, at borgeren får den hjælp, der er truffet afgørelse om. Den kommune, der har truffet afgørelse om hjælpen, er således ansvarlig over for borgeren for udførelsen af den faktiske forvaltningsvirksomhed. Klager over den faktiske udførelse af hjælp kan derfor rettes til kommunen, og dette gælder således uanset, om hjælpen faktisk leveres af kommunalt ansatte eller af en privat leverandør.

243. Klager over fejl og mangler ved en ydelse, som borgeren køber direkte fra en privat leverandør med tilskud fra kommunen, f.eks. et hjælpemiddel, kan ikke behandles efter klagereglerne i retssikkerhedsloven. I disse tilfælde gælder reglerne i købeloven og andre formueretlige regler, som gælder for forbrugeraftaler.

Klage over den konkrete indsats efter serviceloven

244. Afgørelser efter serviceloven træffes af kommunen, jf. § 3 i serviceloven. Det er fastsat i § 3, stk. 2, at afgørelsen skal indeholde oplysninger om beslutninger om den konkrete indsats, som iværksættes, og formålet hermed, når afgørelsen vedrører tilbud efter §§ 32, 36, 101, 103, 104 og 107-110. Da afgørelsen således indeholder oplysninger om den konkrete indsats og formålet med indsatsen, behandles klager over såvel retten til tilbud efter serviceloven som klager over den konkrete indsats efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10.

Beslutninger om væsentlige ændringer af den konkrete indsats kan også indbringes for Ankestyrelsen. Der henvises nærmere til vejledning om servicelovens formål og generelle bestemmelser i loven.

Klage over det generelle serviceniveau 

245. Da det kun er muligt at klage over kommunens afgørelser i konkrete enkeltsager, er der ikke adgang til at klage over det generelle serviceniveau i kommunerne. Efter § 60, stk. 3, kan Ankestyrelsen ikke behandle klager over det generelle serviceniveau, herunder hvilke tilbud og pladser, der skal være til rådighed i kommunen og takster for tilbuddene. Dette spørgsmål vil kunne behandles af kommunaltilsynet efter lov om kommunernes styrelse (se kapitel 42).

Klage over sagsbehandlingstiden, personalets optræden m.v.

246. Ankestyrelsen kan som hovedregel ikke behandle klager alene over sagsbehandlingstiden. Ankestyrelsen kan heller ikke behandle klager over personalets optræden, sagsbehandlingens tilrettelæggelse og ekspeditionsfejl.

Sådanne klager rettes til borgmesteren – i kommuner med magistratsstyre til rådmanden − som er ansvarlig for tilrettelæggelsen af opgaverne i kommunen. Klager over sagsbehandlingstid m.v. i Udbetaling Danmark rettes til Udbetaling Danmarks direktør.

I tilfælde, hvor sagsbehandlingstiden har været uforholdsmæssig lang, kan den manglende afgørelse sidestilles med et afslag, og dermed en afgørelse, med den virkning, at Ankestyrelsen skal behandle sagen.

Ankestyrelsen kan, når der er truffet en afgørelse om realiteten/indholdet i en sag, behandle en klage over, at en tidsfrist, der er fastsat i loven, er overskredet. Det gælder også den frist, som myndigheden efter retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, skal fastsætte for, hvor lang tid, der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse om hjælp efter den sociale lovgivning (se kapitel 4).

I tilfælde hvor kommunen har været meget længe om at træffe en afgørelse om ret til en ydelse, f.eks. førtidspension, kan Ankestyrelsen tage stilling til, om kommunens passivitet under særlige omstændigheder kan medføre, at pensionen tilkendes fra et tidligere tidspunkt.

Klager over afslag på anmodning om udlevering af oplysninger

247. Forvaltningsloven bestemmer i § 31, at en myndighed skal videregive oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed, som anmoder om oplysningerne, hvis oplysningerne er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe. Afslår en forvaltningsmyndighed at udlevere oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed, kan afslaget indbringes for den myndighed, der ville være klageinstans ved en klage over sagens realitet, jf. vejledningen til forvaltningsloven.

Klager over, at oplysninger er udleveret

248. Efter Ankestyrelsens praksis kan der klages over, at en myndighed i forbindelse med en sags behandling har udleveret oplysninger i strid med forvaltningslovens regler. En sådan klage kan dog kun behandles af Ankestyrelsen, hvis myndigheden har truffet en afgørelse i sagen, som kan påklages efter den sociale lovgivning. Hvis det er sandsynligt, at der i strafferetlig forstand er sket en tilsidesættelse af tavshedspligten, må klageren henvises til politiet.

Klager over behandlinger, der er i strid med databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, behandles af Datatilsynet.

Klager over afgørelser om aktindsigt

249. Klager over afslag på partsaktindsigt efter forvaltningsloven i en sag behandles af den myndighed, som er klageinstans i forhold til afgørelsen af den sag, anmodningen om aktindsigt vedrører. Det fremgår af forvaltningslovens § 16, stk. 4.

Klage over afslag på aktindsigt efter offentlighedsloven træffes af den myndighed, der er øverste klageinstans i forhold til afgørelsen eller behandlingen i øvrigt af den sag, anmodningen om aktindsigt handler om. Det fremgår af § 37, stk. 1, i lov om offentlighed i forvaltningen. Det samme gælder klager over sagsbehandlingstiden i en aktindsigtssag, Det fremgår af § 39, stk. 1, i lov om offentlighed i forvaltningen.

Hvis der f.eks. er tale om en sag om støtte til et hjælpemiddel efter serviceloven, skal klager over kommunens afgørelser om aktindsigt i sagen behandles af Ankestyrelsen.

Hvis spørgsmålet om aktindsigt indgår i en afgørelse, hvor der ikke er klageadgang, kan kommunens afslag på aktindsigt i sagen ikke påklages til Ankestyrelsen som klageinstans efter den sociale lovgivning. I disse tilfælde vil kommunaltilsynet have mulighed for at behandle spørgsmålet. Se afsnit X om tilsyn med kommunerne.

250. Der er ingen frist for klager over afslag på aktindsigt. Afgørelser om aktindsigt kan påklages, selv om selve sagen henlægges.

Klageadgang for den person, som afgørelsen vedrører

251. Reglerne i retssikkerhedslovens § 60, stk. 2, og § 64 a, stk. 1, og 2, bestemmer, at det som hovedregel kun er den person, som afgørelsen vedrører, der kan klage over afgørelsen. Personer, som repræsenterer den person, som afgørelsen vedrører – f.eks. en værge, forældremyndighedens indehaver eller en advokat eller anden partsrepræsentant – vil kunne klage over afgørelsen på vegne af den person, som sagen vedrører. Der henvises til punkt 58-61 om værgemål og fremtidsfuldmagt. Om klageadgang for andre se punkt 252 og 253.

Ankestyrelsen har truffet en række afgørelser om klageadgang:

252. Ankestyrelsen har også truffet en række afgørelser om klageadgang i forbindelse med en borgers dødsfald:

Klageadgang for andre end den person, som afgørelsen vedrører

253. Ud over den person, som sagen vedrører, kan klager over afgørelser i spørgsmål om konkurrenceforvridning efter § 33, stk. 1, og §§ 49 og 65 i beskæftigelsesindsatsloven tillige indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af andre, som har en væsentlig interesse i afgørelsen. Det er fastsat i retssikkerhedslovens § 60, stk. 2.

Endvidere gælder efter § 65, stk. 3, at alle personer og myndigheder, som har en retlig interesse i en afgørelse efter Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, er klageberettigede.

Endelig kan sager om uenighed mellem to kommuner indbringes for Ankestyrelsen efter lovens § 61.

254. Der kan være regler i de enkelte love, som giver andre personer mulighed for at klage. Eksempelvis er der en særlig bestemmelse i serviceloven om magtanvendelse, hvorefter en ægtefælle eller en anden nærtstående person, som deler bolig med den person, som sagen vedrører, er berettiget til at klage over kommunens afslag på at indstille den pågældende til optagelse i et særligt botilbud efter reglerne om optagelse i særlige botilbud uden samtykke. Denne klageregel findes i § 131, stk. 3, i serviceloven.

Uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser 

255. Hvis der opstår uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser, kan sagen indbringes for Ankestyrelsen.

256. En kommune kan rette krav om mellemkommunal refusion mod en anden kommune for et krav, der ikke tidligere er rettet mod den pågældende kommune. Dette kan ske selv om den kommune, som kravet rettes imod, nu er sammenlagt med en anden kommune, som det samme krav tidligere har været rettet mod.

Klageadgang ved uenighed om Udbetaling Danmarks kompetence 

257. Uenighed om Udbetaling Danmarks kompetence kan indbringes for Ankestyrelsen af borgeren, kommunen og Udbetaling Danmark.

Myndighedens genvurdering og frister for genvurderingen

258. Klager over afgørelser skal indgives til den myndighed, som har truffet afgørelsen. Myndigheden skal vurdere sagen på ny og kan give klageren helt eller delvist medhold. Hvis myndigheden ikke giver klageren medhold i klagen, skal klagen sendes videre til klageinstansen, dvs. Ankestyrelsen, med begrundelse for afgørelsen og for genvurderingen. Reglerne om genvurdering findes i § 66. Der er dog nogle typer af sager, der ikke skal genvurderes, men straks sendes videre til Ankestyrelsen (se punkt 262). Genvurdering kaldes også for remonstration.

Hvis en borgers oprindelige opholdskommune er handlekommune efter serviceloven, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 7 og stk. 9 og § 9 a, stk. 7, (se kapitel 34) og hvis denne kommune har delegeret til bopælskommunen at træffe afgørelse efter serviceloven, skal klagen indgives til den oprindelige opholdskommune. Det skal fremgå af klagevejledningen (se punkt 272).

259. En sag skal som hovedregel altid genvurderes inden for 4 uger efter, at klagen er modtaget. Det fremgår af § 12 i retssikkerhedsbekendtgørelsen. Hvis myndigheden ikke kan færdiggøre sin genvurdering inden for fristen på 4 uger, fordi der skal skaffes yderligere oplysninger, vurderinger og lignende, skal klageren have besked om det. Klageren skal også have besked om, hvornår genvurderingen kan forventes afsluttet. Der gælder dog særlige regler for genvurdering i sager omfattet af varslingsreglen i servicelovens § 3 a, se punkt 260.

Retssikkerhedsbekendtgørelsen indeholder i § 13 regler om, hvordan sagen skal behandles afhængigt af, om myndigheden giver klageren fuldt medhold, delvist medhold eller fastholder sin afgørelse i forbindelse med genvurderingen:

• Hvis myndigheden giver klager fuldt medhold, skal myndigheden sende en ny afgørelse til klageren inden 4 uger efter, at klagen er modtaget.
• Hvis myndigheden giver klager delvist medhold, skal myndigheden sende en ny afgørelse med klagevejledning til klageren inden 4 uger efter, at klagen er modtaget. Klageren skal herefter inden 4 uger meddele, om klagen fastholdes. Hvis klageren fastholder klagen, skal myndigheden sende klagen og genvurderingen til Ankestyrelsen inden 14 dage.
• Hvis myndigheden fastholder den oprindelige afgørelse, sendes genvurderingen med begrundelse til Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at klagen er modtaget. Myndigheden skal samtidig sende meddelelse om genvurderingen til klageren.

260. For afgørelser, der skal varsles med 14 uger efter servicelovens § 3 a, gælder en særlig genvurderingsfrist på 2 uger. Den omfatter afgørelser om frakendelse eller nedsættelse af hjælp efter servicelovens §§ 95, 96 og 98 om kontant tilskud til BPA m.v. og særlig kontaktperson til personer, som er døvblinde, afgørelser om frakendelse af en plads i et særligt dag- eller klubtilbud efter servicelovens §§ 32 og 36, afgørelser om frakendelse af bilstøtte efter servicelovens § 114 inden udløbet af genanskaffelsesperioden og afgørelser om ophør af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven § 42 i de tilfælde, der er omfattet af de regler om afviklingsperioden, som børne- og socialministeren har fastsat i medfør af servicelovens § 42, stk. 4. (Se nærmere om varslingsordningen i servicelovens § 3 a i vejledning nr. 10325 af 12. december 2017 om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance, vejledning om ledsageordning, kontaktperson til døvblinde, funktionsevnemetoden, beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud, vejledning 10326 af 18. december 2017 om støtte til køb af bil og individuel befordring og vejledning om indsatser og særlig støtte til børn unge og deres familier.)

For klager over sådanne afgørelser er fastsat i retssikkerhedsbekendtgørelsens § 12, stk. 3, at kommunen altid skal færdiggøre genvurderingen inden 14 dage efter, at klagen er modtaget. Hvis en kommune på baggrund af borgerens klage finder behov for at skaffe yderligere oplysninger vurderinger el.lign. i et sådant omfang, at en genvurdering ikke kan være afsluttet inden 14 dage, må kommunen i stedet annullere den afgørelse om nedsættelse eller frakendelse af hjælp, der er klaget over, og træffe en helt ny afgørelse – med ny varsling og klagevejledning – når sagen er oplyst.

Hvis kommunen ved genvurderingen fastholder sin afgørelse, skal genvurderingen sendes til Ankestyrelsen inden 14 dage efter, at klagen er modtaget. Hvis kommunen ved genvurderingen giver borgeren helt eller delvis medhold, skal ny afgørelse herom sendes til borgeren inden 14 dage efter, at klagen er modtaget. Hvis kommunen giver borgeren delvist medhold, og borgeren fastholder sin klage, skal klagen over den nye afgørelse – som i andre sager om delvist medhold efter genvurdering – sendes til Ankestyrelsen med genvurderingen indenfor 14 dage efter modtagelsen af klagen. Reglerne herom er fastsat i retssikkerhedsbekendtgørelsens § 13.

261. Fristerne i retssikkerhedsbekendtgørelsens § 12 gælder ikke for sager, som ud fra en konkret vurdering må anses for hastende. I de sager, som anses for hastende, skal myndigheden straks genvurdere sagen og give klageren meddelelse om resultatet. Hvis myndigheden vurderer, at afgørelsen ikke skal ændres, skal sagen straks sendes til ankeinstansen. Reglen om genvurdering af hastende sager fremgår af § 14 i retssikkerhedsbekendtgørelsen.

262. Reglerne om genvurdering gælder ikke i alle sager. Det følger af § 11 i retssikkerhedsbekendtgørelsen, at klager over børn og unge-udvalgets afgørelser i sager om særlig støtte til børn og unge efter § 74 i serviceloven ikke skal genvurderes, men skal sendes videre til Ankestyrelsen, straks efter klagen er modtaget. Familieretshusets afgørelser om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter § 129, jf. § 131 i serviceloven skal heller ikke genvurderes. Klagerne sendes straks videre til Ankestyrelsen.

263. I tilfælde, hvor myndigheden modtager en klage efter, at klagefristen er overskredet, skal myndigheden ikke genvurdere sagen, men straks sende klagen videre til Ankestyrelsen med angivelse af, at klagefristen ikke er overholdt. Der henvises til § 10, stk. 3, i retssikkerhedsbekendtgørelsen.

264. I sager omfattet af retssikkerhedsbekendtgørelsens § 16 skal jobcentret sende klagen og genvurderingen til Ankestyrelsen senest 5 arbejdsdage efter, at klagen er modtaget i jobcentret. Det er sager om:

1) Klager over jobcenterets afgørelser efter kapitel 9-12 i beskæftigelsesindsatsloven vedrørende borgere, der er omfattet af lovens § 2, nr. 1, hvor afgørelsen er begrundet i borgerens ønsker og forudsætninger samt arbejdsmarkedets behov.

2) Klager over jobcenterets afgørelse om, at beskæftigelsesindsatsen for borgere, der er omfattet af lovens § 2, nr. 1, skal varetages af en anden aktør.

3) Klager over, at det ordinære arbejde, som borgere i seniorjob er henvist til af jobcenteret, ikke har været rimeligt, jf. § 12, stk. 2, nr. 1, i lov om seniorjob.

Ankeskema skal benyttes ved kommunens genvurdering i klagesager

265. Kommunen skal ved genvurderingen benytte det ankeskema, der er udarbejdet af Ankestyrelsen. Det er fastsat i retssikkerhedsbekendtgørelsens § 13. Skemaet findes på indberet.virk.dk og via Ankestyrelsens hjemmeside www.ast.dk. En vejledning i at udfylde skemaet findes også på Ankestyrelsens hjemmeside.

Klagefristens længde

266. Fristen for at klage over en afgørelse er 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Ankestyrelsen tager stilling til, om klagen er rettidig, jf. § 13 i Ankestyrelsens forretningsorden.

Klagefristens begyndelse

267. Klagefristen begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor meddelelsen om afgørelsen er kommet frem til adressaten.

I forlængelse af omlægning af PostNords udbringning af post fra 1. juli 2016 har Justitsministeriet udsendt vejledning nr. 9533 af 26. juni 2018 om beregning af klagefrister. Vejledningen vejleder om beregning af klagefrister for såvel afgørelser, der sendes som fysisk post, som digitale meddelelser.

Om begyndelsestidspunktet for klagefristen for afgørelser sendt med fysisk brev anføres i vejledningen, at det er Justitsministeriets vurdering, at en myndighed som udgangspunkt kan lægge til grund, at et standardbrev er kommet frem til modtageren seks omdelingsdage efter, at afgørelsen er dateret og overgivet til postbesørgelse. Med omdelingsdage forstås her de dage, hvor PostNord omdeler post. Omdelingsdage inkluderer ikke weekender, helligdage og såkaldte mellemdage. På Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens hjemmeside findes oplysninger om ”mellemdage”. Myndigheder skal være opmærksomme på, at ”mellemdage” varierer fra år til år.

Fysiske breve, der sendes med PostNord må anses for at være kommet frem, medmindre der foreligger oplysninger, der kan sandsynliggøre et andet forløb.

Bevisbyrden for, at et brev afsendt af en offentlig myndighed anses for at være kommet frem til modtageren, påhviler den offentlige myndighed. Myndigheden vil normalt kunne løfte denne bevisbyrde ved detaljeret at redegøre for procedurerne for afsendelse af post.

Hvis der er almindeligt forekommende forsinkelser i postgangen, eller hvis modtageren kan godtgøre, at meddelelsen først er kommet frem på et senere tidspunkt end det, der måtte forventes, begynder fristen at løbe fra den dag, hvor afgørelsen må anses for at være kommet frem.

Hvis parten gør gældende, at afgørelsen slet ikke er modtaget, og en undersøgelse sandsynliggør dette, løber klagefristen ikke, før afgørelsen er modtaget.

Sendes fysisk post med andre leverandører end PostNord vil vurderingen af klagefristens overholdelse bero på de faktiske omstændigheder, herunder borgerens oplysninger i sagen og eventuelt den konkrete leverandøraftale.

En afgørelse, der er sendt til en borger med e-mail/digital post, er kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for borgeren i den elektroniske postkasse.

Klagefristens udløb

268. Det rettidige fremkomsttidspunkt på det døgn, hvor klagefristen udløber, afhænger af det medium, som parten anvender til at fremsende klagen

Et fysisk brev skal være myndigheden i hænde senest ved kontortids ophør den dag, hvor fristen udløber.

I Justitsministeriets vejledning om beregning af klagefrister, jf. punkt 267, er anført, at i de tilfælde, hvor en klagefrist udløber på en såkaldt ”mellemdag”, hvor der ikke bliver omdelt post, vil det være mest korrekt, hvis fristen bliver forlænget til den førstkommende omdelingsdag.

Udløber klagefristen på en lørdag, en helligdag eller på en dag, hvor der er tale om en usædvanlig tidlig lukketid, forlænges klagefristen til førstkommende hverdag ved kontortids ophør. Er denne dag en såkaldt ”mellemdag”, hvor der ikke bliver omdelt post, vil det være mest korrekt, hvis fristen bliver forlænget til den førstkommende omdelingsdag.

En klage afsendt med digitale meddelelser skal være modtaget inden midnat, det vil sige senest 23:59 det døgn, hvor klagefristen udløber.

Klagen skal være kommet frem til den myndighed, den er indgivet til, senest ved klagefristens udløb. Hvis en afsendt klage ikke er kommet frem til myndigheden, og det ikke kan antages, at klagen er bortkommet efter modtagelse hos myndigheden, foreligger der ikke en rettidig klage. Det fremgår af Ankestyrelsens praksis, at klageren bærer risikoen for, at klagen er fremsendt rettidigt.

269. Hvis en klager har anmodet om aktindsigt inden klagefristens udløb, kan dette bevirke en afbrydelse af klagefristen. For så vidt angår partsaktindsigt efter forvaltningsloven, følger det af forvaltningslovens § 11. Det er den myndighed, der har truffet afgørelsen, der træffer beslutning om klagefristens eventuelle afbrydelse. Klagefristen løber i så fald videre fra det tidspunkt, hvor aktindsigt er meddelt parten eller afslået, dog med mindst 14 dage. Underretning om, hvornår klagefristen herefter udløber, skal samtidig gives til andre klageberettigede. Klageinstansen skal også underrettes om klagefristens forlængelse. Hvis klageren har anmodet om aktindsigt inden klagefristens udløb, uden at dette har medført en forlængelse af klagefristen, kan klageinstansen vælge at se bort fra en overskridelse af klagefristen.

Klagefristens overholdelse

270. Det er altid Ankestyrelsen, der afgør, om en klagefrist er overholdt, jf. § 13 i Ankestyrelsens forretningsorden og § 6 i forretningsorden for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg. Den myndighed, som har truffet den afgørelse, der klages over, skal dog være opmærksom på, om klagefristen er overholdt. Hvis myndigheden finder, at klagefristen er overskredet, sendes klagen og sagens øvrige akter straks til klageinstansen med besked om, at myndigheden vurderer, at klagefristen er overskredet. Efter § 10, stk. 3, i retssikkerhedsbekendtgørelsen skal myndigheden ikke genvurdere sagen, inden klagen sendes til klageinstansen, når klagefristen er overskredet.

271. Hvis klagen er rettidigt modtaget, men sendt til den forkerte myndighed, beregnes fristen som ovenfor. Klagen anses som rettidig, hvis den er kommet frem til den forkerte myndighed inden for den frist, som ville gælde i den rette myndighed.

Klagevejledning

272. Klagefristen begynder først at løbe fra det tidspunkt, hvor der er givet en klagevejledning, som angiver, hvortil klagen skal indgives og fremgangsmåden ved indgivelse af klagen og herunder klagefristen. Det er uden betydning, om klagevejledningen står i selve afgørelsen, eller om der i afgørelsen henvises til en vedlagt klagevejledning. Der henvises til forvaltningslovens § 25 om klagevejledning og til vejledning om forvaltningsloven.

I særlige tilfælde kan en afgørelse med en ufuldstændig begrundelse medføre forlængelse af klagefristen.

Dispensation fra klagefristen

273. Ankestyrelsen kan se bort fra, at klagefristen er overskredet, når der er særlige grunde til det. Denne regel fremgår af § 67, stk. 2. Der kan foreligge særlige grunde, som berettiger til en forlængelse af klagefristen, hvis klageren er bortrejst eller indlagt på sygehus, når afgørelsen kommer frem. Efter Ankestyrelsens praksis, er det dog en betingelse for at dispensere fra klagefristen, at klagen indgives straks efter, at klager kommer hjem. Alvorlig sygdom hos modtager, navnlig omkring fristens udløb, eller en nærtstående persons død eller meget alvorlige sygdom i samme periode, kan begrunde dispensation.

Der kan også tages hensyn til, at klageren har vanskeligt ved at læse en afgørelse og formulere en klage på grund af sproglige vanskeligheder eller psykisk funktionsnedsættelse, og myndigheden har forsømt sin forpligtelse til at vejlede klageren.

Det er direktøren for Ankestyrelsen, som kan tage stilling til, om der skal dispenseres for en fristoverskridelse. Direktøren kan efter § 59 overlade sine beføjelser til andre ansatte i Ankestyrelsen.

274. Der foreligger som udgangspunkt ikke særlige grunde, hvis forsinkelsen skyldes forhold hos andre. Der vil eksempelvis ikke være tale om undskyldeligt forhold, hvis klagers repræsentant eller fagforening forlægger en afgørelse eller klage, som klager har betroet dem. Det kan ikke udelukkes, at en hjælpers forhold efter en konkret vurdering kan bevirke dispensation.

275. Afgørelser om at se bort fra klagefrister kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Uafhængighed

276. Ankestyrelsen er uafhængig af instruktioner om afgørelsen af den enkelte sag. Det fremgår af § 68, stk. 1, hvorefter Ankestyrelsen hverken er bundet af parternes påstande eller instruktioner fra andre, når Ankestyrelsen træffer afgørelse i en sag.

277. Ankestyrelsen skal altid træffe den rigtige afgørelse efter lovgivningen og er således ikke bundet af det resultat, som parterne ønsker (parternes påstande) eller af de dokumenter eller argumenter, som klageren fremfører. Ankestyrelsen har ligesom andre myndigheder ansvaret for, at sagerne er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at den kan træffe en afgørelse, jf. § 10 og forvaltningsretlige principper om officialprincippet. Da Ankestyrelsen skal træffe den rigtige afgørelse efter lovgivningen, kan styrelsen træffe afgørelser, som stiller klageren ringere end den oprindelige afgørelse, der klages over. Hvis afgørelsen går borgeren imod, skal Ankestyrelsen efter § 72, stk. 7, træffe beslutning om, fra hvilket tidspunkt ændringen skal ske. Efter § 72, stk. 8, kan Ankestyrelsen ved ændring af afgørelser om støtte til køb af bil efter serviceloven træffe afgørelse om bortfald af bevilling, opsigelse af lån m.v.

Reaktionsmuligheder

278. Ankestyrelsens afgørelser kan gå ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller ændring af den afgørelse, der er klaget over, jf. § 68, stk. 2.

Afvisning anvendes, når Ankestyrelsen ikke er kompetent til at efterprøve en sag og derfor ikke træffer en afgørelse om sagens realitet.

Stadfæstelse af en afgørelse vil sige, at afgørelsen ikke ændres. Kommunens eller Udbetaling Danmarks afgørelse og følgerne af den gælder uændret.

279. Hjemvisning af en afgørelse vil sige, at der skal træffes en ny afgørelse af den myndighed, som traf den afgørelse, klagen vedrører. Hjemvisning anvendes f.eks. i tilfælde, hvor sagsbehandlingen i forbindelse med den oprindelige afgørelse har været mangelfuld, hvis der f.eks. mangler væsentlige oplysninger i sagen. Hjemvisning kan også ske som følge af, at der er indkommet nye væsentlige oplysninger af betydning for underinstansens oprindelige afgørelse eller som følge af væsentlige sagsbehandlingsfejl eller hjemmelsmangler.

Hjemvisning kan også komme på tale i sager, hvor kommunen eller Udbetaling Danmark ikke har taget stilling til sagen i sin helhed, men givet afslag allerede fordi en delbetingelse ikke er opfyldt, og hvor Ankestyrelsen ikke er enig i denne vurdering. I den situation kan Ankestyrelsen hjemvise sagen til kommunen eller Udbetaling Danmark, der skal tage stilling til de øvrige betingelser.

Ved hjemvisning er udgangspunktet, at den afgørelse, der klages over, ophæves. I sager om frakendelse af ydelser, hvor Ankestyrelsen har hjemvist en sag, fordi Ankestyrelsen finder, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst, betyder hjemvisningen som udgangspunkt, at kommunen eller Udbetaling Danmark straks skal genoptage udbetalingen af ydelserne med tilbagevirkende kraft fra det tidspunkt, hvor kommunen frakendte ydelserne. Udbetalingen skal fortsætte, indtil kommunen eller Udbetaling Danmark har truffet ny afgørelse med sædvanlig klagevejledning i den hjemviste sag.

Ankestyrelsen kan dog også vælge at tage stilling til, hvilken betydning hjemvisningen skal have, indtil kommunen eller Udbetaling Danmark har truffet en ny afgørelse.

Ophævelse af en afgørelse uden samtidig hjemvisning forekommer sjældent.

280. Ved ændring ophæver Ankestyrelsen kommunens eller Udbetaling Danmarks afgørelse og sætter sin egen afgørelse i stedet. Hvis Ankestyrelsen ændrer afgørelsen, og afgørelsen går borgeren imod, skal Ankestyrelsen efter § 72, stk. 7, træffe beslutning om, fra hvilket tidspunkt ændringen skal ske. Efter § 72, stk. 8, kan Ankestyrelsen ved ændring af afgørelser om støtte til køb af bil træffe afgørelse om bortfald af bevilling, opsigelse af lån m.v.

Efterprøvelse af afgørelser – retlige spørgsmål 

281. Efter § 69 kan Ankestyrelsen efterprøve retlige spørgsmål. Det svarer til domstolenes efterprøvelse, således at Ankestyrelsens efterprøvelse af afgørelser efter den sociale lovgivning er lige så omfattende som domstolenes efterprøvelse. Det gælder også skønsmæssige afgørelser.

282. Ved en efterprøvelse af retlige spørgsmål tager Ankestyrelsen udgangspunkt i gældende ret. Gældende ret udgør de love og regler, retsgrundsætninger, administrativ praksis, domstolspraksis og ombudsmandspraksis, der gælder for myndighederne, når de træffer afgørelser. Det vil sige, at Ankestyrelsen undersøger, om en afgørelse lider af retlige mangler ud fra en bedømmelse af gældende ret. Ankestyrelsen kan således ikke tilsidesætte en afgørelse alene ud fra en overvejelse om, at afgørelsen har fået et urimeligt resultat, når afgørelsen i øvrigt er i overensstemmelse med lovgivningen.

§ 69 begrænser ikke muligheden for at klage over en afgørelse. Der kan klages over alle afgørelser.

283. En efterprøvelse af retlige spørgsmål betyder efter lovforarbejderne til bestemmelsen (jf. lovforslag L 169 2001/1), at Ankestyrelsen blandt andet skal tage stilling til følgende forhold:

Almene juridiske spørgsmål:

Ankestyrelsen skal tage stilling til almene juridiske spørgsmål. Det kan f.eks. være spørgsmål om lovens ikrafttræden og forældelse m.v.

Fortolkning:

Hvis loven kan give anledning til tvivl om forståelsen af et ord eller begreb, skal Ankestyrelsen efterprøve, om ordet eller begrebet er blevet fortolket korrekt. Det kan f.eks. være, om en ændring af adgangsforholdene til et hus kan betragtes som indretning af boligen, eller hvornår der er tale om uforsvarlig økonomi.

Overensstemmelse med forvaltningsretlige principper:

Ankestyrelsen skal efterprøve, om de almindelige forvaltningsretlige principper om lovlig forvaltning er blevet fulgt, f.eks. at kommunen ikke har forfulgt et ulovligt formål (magtfordrejning), har tilsidesat lighedsgrundsætningen eller har sat skøn under regel m.v.

Sagsbehandlingen:

Ankestyrelsen skal kontrollere, om de forvaltningsretlige love og grundsætninger samt retssikkerhedslovens bestemmelser om sagsbehandlingen er fulgt, f.eks. om der er blevet foretaget partshøring, og om afgørelsen er tilstrækkeligt begrundet.

De faktiske omstændigheder:

Ankestyrelsen skal efterprøve, om sagen er tilstrækkeligt oplyst, og om de faktiske omstændigheder, som en afgørelse bygger på, er korrekte.

Ankestyrelsen har mulighed for at forholde sig selvstændigt til de faktiske omstændigheder i sagen, herunder rent sagkyndige vurderinger, der indgår i bedømmelsen af de faktiske omstændigheder. Efterprøvelsen på disse områder kan derfor være intensiv, selv om reglerne er vage og elastiske.

Skønsmæssige afgørelser

284. Skøn anvendes, når bestemmelsen i loven ikke angiver en bestemt retsfølge af retsfaktum, der også kan være beskrevet i brede vendinger. Der kan altså være tale om både et skøn over faktum, f.eks. over borgerens konkrete forhold, og et skøn over retsfølgen, f.eks. hvilken konkret ydelse, eller hvor meget af denne ydelse, borgeren har ret til på grund af disse forhold.

Hvor frit dette skøn er, vil bero på rammerne i de konkrete bestemmelser. Se punkt 286 og 287.

Hvorfor regler, som bygger på skøn?

285. Det er karakteristisk for regler, der indeholder et eller flere skønsmæssige elementer, at de er udformet på den måde, fordi bestemmelsen skal kunne samle op på situationer, som lovgiver ikke på forhånd har kunnet eller ønsket at beskrive udtømmende. Det er hensigten, at når myndigheden står med de konkrete sager, skal der - efter et konkret skøn - være mulighed for at hjælpe den enkelte og familien.

Retlig efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser

286. De bestemmelser, der giver myndigheden mulighed for at foretage et skøn, betyder sjældent, at myndigheden kan foretage et frit skøn, når den træffer afgørelse. Myndighedens skøn er typisk et skøn, der er undergivet en række retlige begrænsninger, og man kan derfor tale om, at myndigheden skal foretage et retligt bundet skøn. Ved et retligt bundet skøn forstås, at loven angiver en vis ramme for forvaltningens administration af bestemmelsen. Når der i loven er angivet en vis ramme for bestemmelsens anvendelse, er der også dermed angivet en vis binding i administrationen af bestemmelsen med hensyn til, hvilke momenter der skal inddrages i vurderingen. Hvor langt denne binding rækker, afgøres ved en fortolkning af de enkelte lovbestemmelser. Skønsmæssige bestemmelser er derfor overvejende retligt normerede, og afgørelsen vil derfor være undergivet en intensiv retlig efterprøvelse, som bliver mere intens, jo mere indgribende en afgørelse er i forhold til borgeren. Den retlige prøvelse indebærer, jf. punkt 282, at der skal ske en undersøgelse af, om der er truffet en lovlig afgørelse.

Vage og elastiske bestemmelser

287. Prøvelsen afhænger i vid udstrækning af, om der er tale om præcise bestemmelser, vage/elastiske bestemmelser eller bestemmelser med et stort element af skøn. Ofte er flere af disse elementer til stede i forskellige led af den enkelte bestemmelse.

Det er især den retlige prøvelse af de upræcise bestemmelser – det vil sige henholdsvis vage/elastiske og skønsmæssige bestemmelser – der er relevant i forhold til afgørelser efter f.eks. serviceloven.

I den ene ende af skalaen af de upræcise bestemmelser er der således vage/elastiske bestemmelser, som er kendetegnet ved, at elementerne ikke er helt fast definerede. Både målgruppe og indsats kan være upræcist beskrevet, men dog med visse holdepunkter for, hvad der skal lægges vægt på, f.eks. hvem der har ret til hjælp efter bestemmelsen. Bestemmelsen vil ofte være karakteriseret ved, at der skal en faglig vurdering til at udfylde bestemmelsen i det konkrete tilfælde.

Det nærmere indhold af vage/elastiske lovbestemmelser afklares ved regelfortolkning, og den retlige prøvelse omfatter derfor alle afgørelsens elementer. For den type bestemmelser kan Ankestyrelsen f.eks. foretage en intensiv prøvelse af, om den faglige vurdering er i overensstemmelse med loven, og om de faktiske omstændigheder er korrekte. Se nærmere rapport fra juni 2011 om Det specialiserede socialområde – en analyse af den statslige regulering og ankesystemet. Rapporten kan findes på Finansministeriets hjemmeside, www.fm.dk.

Efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser

288. Hvis en bestemmelse indeholder mulighed for at foretage et skøn, skal Ankestyrelsen – ud over de elementer, der er nævnt under punkt 282 – også efterprøve:

• Om der er blevet foretaget et individuelt skøn, hvor det er forudsat i loven, at der skal foretages et skøn (myndigheden har ikke sat skøn under regel).
• Om de kriterier, der er blevet anvendt, er lovlige.
• Om der er taget uvedkommende hensyn.
• Hvilke kriterier, der skal indgå i den konkrete vurdering.
• Om alle relevante kriterier er inddraget.
• Om prioriteringen mellem de valgte kriterier er i overensstemmelse med almindelige retsprincipper, f.eks. lighedsgrundsætningen.
• Om afvejningen er i overensstemmelse med prioriteringsregler, der eventuelt måtte være forudsat i den sociale lovgivning.

Sager med fuld prøvelse

289. I nogle sager i Ankestyrelsen skal styrelsen foretage en fuld prøvelse af afgørelserne i stedet for en retlig prøvelse. Det vil sige, at Ankestyrelsen både kan foretage en retlig efterprøvelse af sagerne og tilsidesætte et lovligt skøn, som er foretaget i sagen i 1. instans.

Det er det tilfældet med hensyn til:

• Børn og unge-udvalgets afgørelser efter servicelovens kapitel 11, jf. § 168 i serviceloven, jf. den daværende socialministers svar på spørgsmål 2 i forbindelse med lovforslag L 169 2001/2.
• Afgørelser efter arbejdsskadessikringsloven, jf. § 3, stk. 4, i retssikkerhedsbekendtgørelsen.
• Afgørelser om optagelse i særligt botilbud uden samtykke efter § 131 i serviceloven, jf. lovforarbejderne (jf. lovforslag L 195 1998/1) (bl.a. om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten m.v.).

Sager med begrænset prøvelse

290. Ankestyrelsens prøvelse kan også være begrænset af særlige regler i lovgivningen. Eksempelvis kan Ankestyrelsen og Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgt ved behandling af en klage over en kommunes afgørelse om udbetaling af godtgørelse efter § 83 i beskæftigelsesindsatsloven alene tage stilling til, om afgørelsen er i overensstemmelse med de retningslinjer, som kommunen har fastsat. Reglen fremgår af § 128, stk. 4, i beskæftigelsesindsatsloven.

Formkrav til klager

291. Der gælder ingen formkrav til klager. En klage kan således indgives skriftligt, herunder digitalt, eller mundtligt, ved brev, e-mail, telefonisk eller eventuelt ved personligt fremmøde.

Formkrav til afgørelser

292. Klageinstanserne skal behandle sagerne i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige regler i forvaltningsloven og offentlighedsloven. Selv om afgørelser, som giver borgeren medhold, ikke skal være skriftlige og begrundede efter forvaltningslovens regler, skal afgørelser truffet af Ankestyrelsen og Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg altid være skriftlige og begrundede. Det fremgår af § 70.

I afgørelser fra Ankestyrelsen og Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg skal stå, om afgørelsen er truffet i enighed. Navnene på dem, der har truffet afgørelsen, angives ikke. Hvis et medlem har et særstandpunkt (dissens), skal særstandpunktet anføres kort i afgørelsen. Reglerne herom findes i § 26 i Ankestyrelsens forretningsorden. og § 17 i Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgs forretningsorden.

I forbindelse med koordineringen af praksis offentliggør Ankestyrelsen principafgørelser i anonymiseret form. Principafgørelserne kan findes på styrelsens hjemmeside www.ast.dk.

Klager har ikke opsættende virkning

293. Klager, som behandles efter kapitel 10 i retssikkerhedsloven, har som hovedregel ikke opsættende virkning, jf. § 72, stk. 1. (Om områder med opsættende virkning se punkt 294 og 295). Det har ingen betydning, om der er sandsynlighed for, at klager får medhold i sin klage.

En myndighed kan dog tillægge klager over egne afgørelser opsættende virkning. Det fremgår af lovforarbejderne til § 72, (lovforslag L 228 1996/1).

Efter den almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætning kan rekursinstanser desuden tage stilling til, om klage skal have opsættende virkning.

Den myndighed (det være sig underinstansen eller rekursinstansen), der modtager en anmodning fra parten om opsættende virkning, er forpligtet til at tage stilling til anmodningen.

Hvis der skal tages stilling til opsættende virkning, skal myndigheden gøre det senest samtidig med den materielle afgørelse. Hvis myndigheden beslutter, at en klage over en afgørelse skal have opsættende virkning, skal dette fremgå af afgørelsen i sagen eller meddeles til borgeren samtidig med afgørelsen.

Forhold, der kan tale for, at en myndighed tillægger en klage over en afgørelse opsættende virkning, kan være, at der er en vis tvivl om afgørelsen, og at dens iværksættelse vil have vidtrækkende konsekvenser for borgeren eller myndigheden, som ikke – eller kun vanskeligt – lader sig genoprette.

Klager med opsættende virkning

294. Visse afgørelser efter serviceloven indebærer, at en borger skal flytte til en anden bolig. For at undgå at borgeren skal flytte flere gange, hvis Ankestyrelsen ændrer den oprindelige afgørelse, er der særlige regler om opsættende virkning i § 72, stk. 2-5, som omhandler sager om anbringelse af børn og unge og sager om botilbud til voksne efter serviceloven. Klager over valg af anbringelsessted og klager over afgørelser om flytning uden samtykke medfører som hovedregel opsættende virkning, medmindre særlige forhold gør det påkrævet at iværksætte flytningen straks. Det kan f.eks. være på grund af beskyttelseshensyn over for barnet, eller at anbringelsesstedet bliver nedlagt. Endvidere har klager over, at afgørelser om anbringelse uden for hjemmet ikke skal opretholdes, opsættende virkning. I andre sager om flytning til et botilbud efter serviceloven kan klageinstansen beslutte at tillægge klagen opsættende virkning.

295. Klager til Ankestyrelsen over optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter reglerne i servicelovens § 129 og 129 a har opsættende virkning. Det fremgår af § 72, stk. 5. Hvis særlige forhold gør det påkrævet, eller hvis hensynet til borgeren taler for det, og alle klageberettigede er enige i kommunalbestyrelsens indstilling, træffer Statsforvaltningen samtidig med afgørelsen om optagelsen i et særligt botilbud afgørelse om at ophæve den opsættende virkning, således at optagelsen iværksættes straks. Afgørelsen om at ophæve en opsættende virkning kan ikke indbringes for Ankestyrelsen.

296. I sager, som er omfattet af § 72, stk. 2, 1. og 2. pkt., og § 72, stk. 3, skal Ankestyrelsen så vidt muligt træffe afgørelse inden 8 uger efter, at klagen er modtaget. Hvis fristen ikke kan overholdes i en konkret sag, skal sagens parter have skriftlig besked om, hvornår afgørelse kan forventes. Det fremgår af retssikkerhedsbekendtgørelsens § 17.

297. Klager over Udbetaling Danmarks krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte har opsættende virkning. Det fremgår af § 72, stk. 6, i retssikkerhedsloven.

298. Hvis en arbejdsgiver, et forsikringsselskab eller bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension indbringer en afgørelse for Ankestyrelsen, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet efter lov om arbejdsskadesikring, har klagen opsættende virkning. Det fremgår af § 44, stk. 5, i lov om arbejdsskadesikring.

Varsling af visse afgørelser efter serviceloven

299. Det bemærkes, at der i serviceloven er fastsat regler om varsling af visse afgørelser, der ikke er tillagt opsættende virkning efter retssikkerhedslovens § 72. Det er fastsat i servicelovens § 3 a, stk. 1, at en række kommunale afgørelser om frakendelse eller nedsættelse af hjælp skal varsles med mindst 14 uger fra borgerens modtagelse af afgørelsen. Det drejer sig om afgørelse om frakendelse eller nedsættelse af hjælp efter servicelovens §§ 95, 96 og 98, afgørelser om frakendelse af en plads i et særligt dag- eller klubtilbud efter §§ 32 og 36, afgørelser om frakendelse af bilstøtte efter § 114 inden udløbet af genanskaffelsesperioden og afgørelser om ophør af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 42 i tilfælde, der er omfattet af de regler om afviklingsperioden, som børne- og socialministeren har fastsat i medfør af § 42, stk. 4. Klage over sådanne afgørelser skal genvurderes af kommunen indenfor 14 dage. Se nærmere punkt 260.

Iværksættelse af kommunalbestyrelsens afgørelser efter de bestemmelser i serviceloven, der er omfattet af varslingsreglen, må først må påbegyndes, når varslingsperioden er udløbet i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsens afgørelse påklages til Ankestyrelsen. Det er fastsat i servicelovens § 3 a, stk. 2. Hermed sikres det, at borgerne, når der klages til Ankestyrelsen, modtager den hidtidige hjælp i uændret omfang i hele varslingsperioden, og at kommunalbestyrelsens afgørelse om frakendelse eller nedsættelse af den hidtidige hjælp først skal effektueres, når varslingsperioden på 14 uger er udløbet. Der er således opsættende virkning i varslingsperioden i klagesager omfattet af varslingsordningen i servicelovens § 3 a.

Der vil i Ankestyrelsen blive gennemført en særlig hurtig sagsbehandling for klager over sagstyper omfattet af varslingsbestemmelsen. Den hurtige sagsbehandling skal tilstræbe, at klagesagen er afgjort inden udløbet af varslingsperioden. I kombination med den særligt hurtige sagsbehandling betyder det, at i de tilfælde, hvor borgeren i Ankestyrelsen får medhold i en eventuel klagesag, kan hjælpen som hovedregel fortsætte uændret. I de tilfælde, hvor Ankestyrelsen ikke kan afslutte klagesagsbehandlingen inden udløbet af varslingsperioden, vil der være mulighed for at tillægge klagen opsættende virkning efter de almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætninger herom, jf. punkt 293.

Se nærmere om varslingsordningen i servicelovens § 3 a i Børne- og Socialministeriets vejledning om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance.

Virkningstidspunkt for ankestyrelsesafgørelser til skade for borgeren

300. Hvis Ankestyrelsen ændrer afgørelsen, og afgørelsen går borgeren imod, skal Ankestyrelsen efter § 72, stk. 7, træffe beslutning om, fra hvilket tidspunkt ændringen skal ske.

Efter § 72, stk. 8, kan Ankestyrelsen ved ændring af afgørelser om støtte til køb af bil efter serviceloven træffe afgørelse om bortfald af bevilling, opsigelse af lån m.v.

Se også punkt 277 og 278 om disse bestemmelser.

301. Ankestyrelsens afgørelser kan indbringes for domstolene ved sagsanlæg.

302. I visse sager, som er nævnt i § 73, kan Ankestyrelsens afgørelser indbringes for domstolene efter særlige regler i retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse. Hvis klageren ønsker sagen domstolsbehandlet, er det i disse sager Ankestyrelsen, der skal forelægge sagen for retten.

Ankestyrelsens afgørelse i sådanne sager skal foreligge inden 8 uger efter, at Ankestyrelsen har modtaget klagen. Se også retssikkerhedsbekendtgørelsens § 18.

Ankestyrelsens kompetence

303. Ankestyrelsen er klageinstans for administrative afgørelser, i det omfang det fastsættes ved lov, jf. § 50. Det fremgår af klagebestemmelserne i de enkelte love, i hvilket omfang klage over afgørelser kan indbringes for Ankestyrelsen. Se også Ankestyrelsens forretningsorden og Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgs forretningsorden med regler om sagsbehandling m.v. i Ankestyrelsen og Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

Ankestyrelsen behandler også klager over socialtilsynets afgørelser. Afgørelserne kan påklages af de tilbud eller myndigheder, der er adressater for socialtilsynets afgørelser, jf. § 19 i socialtilsynsloven.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg er klageinstans for administrative afgørelser, når det er fastsat ved lov, at sagerne kan påklages til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg (se nærmere kapitel 29).

Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg træffer i vid udstrækning afgørelser uden medvirken af beskikkede medlemmer. Det gælder især klager over kommunernes og Udbetaling Danmarks afgørelser, jf. lovens § 52 a, stk. 1, 2 og 3, og § 59 a, stk. 1 (se punkt 306 og punkt 315).

I øvrige sager, der kan påklages til Ankestyrelsen, træffer Ankestyrelsen afgørelse med beskikkede medlemmer efter reglerne herom (se punkt 307-311).

I øvrige sager, der kan påklages til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, træffer Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg afgørelse med beskikkede medlemmer (se punkt 315).

Ankestyrelsens sammensætning

304. Økonomi- og indenrigsministeren udpeger i alt 90 lægmænd som medlemmer til Ankestyrelsen, 18 indstillet af hver af organisationerne Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, KL og Danske Handicaporganisationer, jf. § 6 i Ankestyrelsens forretningsorden. Medlemmerne deltager i Ankestyrelsens afgørelser, der træffes med beskikkede medlemmer efter lovens §§ 52 b og 52 c (se punkt 307-311).

Om sammensætningen af Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg se punkt 315.

305. Som medlemmer af Ankestyrelsen kan ikke udpeges personer, der tidligere i to fulde perioder har været beskikket som medlem af Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg. Udpegning sker for en periode på fire år fra 1. juni i året efter det kommunale valgår.

Et medlem af Ankestyrelsen kan efter § 54 ikke deltage ved behandling af sager vedrørende en kommune, hvor den pågældende er ansat eller medlem af kommunalbestyrelsen.

Der gælder ikke herudover særlige habilitetsregler for medlemmerne. Et medlem kan dog være udelukket fra at deltage i behandlingen af en konkret sag efter forvaltningsrettens inhabilitetsregler, jf. forvaltningslovens §§ 3-6. Medlemmet har selv pligt til at gøre opmærksom på, at der foreligger forhold, der kan begrunde inhabilitet. Som udgangspunkt skal det ske inden mødet, men ved tvivl kan habilitetsspørgsmålet også afgøres på selve ankemødet. I så fald træffes afgørelse herom på mødet, jf. § 33 i Ankestyrelsens forretningsorden.

Ankestyrelsens afgørelser

306. Klager over kommunale afgørelser, der kan indbringes for Ankestyrelsen behandles som udgangspunkt af Ankestyrelsen uden medvirken af beskikkede medlemmer, jf. § 52 a, stk. 1 (se punkt 308-313 om principielle og generelle sager og andre sager, der behandles med beskikkede medlemmer).

Det samme gælder klager over afgørelser truffet af Udbetaling Danmark, hvor der ikke er tvivl om afgørelsen.

Klagesagerne behandles og afgøres af ansatte i Ankestyrelsen på direktørens overordnede ansvar, jf. § 51, stk. 1, nr. 1.

Afgørelser på møder

307. Sager, der ikke er omfattet af § 52 a (se punkt 306 herom), behandles efter lovens § 52 b på et møde med beskikkede medlemmer (se punkt 312 og 313). Det er f.eks. arbejdsskadesager, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet afgørelse i første instans. Det er desuden sager fra Udbetaling Danmark, hvor der er tvivl om afgørelsen, og som derfor ikke er omfattet af § 52 a, stk. 2.

Generelle eller principielle afgørelser

308. Sager, som er afgjort af kommunen, og som Ankestyrelsen skønner, er af principiel eller generel betydning, behandles på møde efter reglerne om udvidet votering i § 55, dvs. at der deltager to ankechefer og to medlemmer. Derved sikres høj grad af juridisk ekspertise ved afgørelsen.

309. Begreberne principiel og generel betydning fremgår af lovforarbejderne, jf. lovforslag L 158 2012/1. Begreberne er fastlagt på grundlag af Ankestyrelsens mangeårige praksis og forstås f.eks. som en sag:

• Der omfatter væsentlige forhold, Ankestyrelsen ikke tidligere har taget stilling til, herunder spørgsmål i forbindelse med nye regler.
• Der vedrører ændringer i retsopfattelsen udtrykt af Folketingets Ombudsmand eller domstolene.
• Der rejser spørgsmål, om administrative forskrifter strider mod loven eller savner lovhjemmel.
• Der vedrører spørgsmål, hvor ændrede samfundsforhold eller ændrede holdninger i befolkningen skaber behov for at tage ældre praksis op til fornyet vurdering, eller der i øvrigt berøres et område, hvor Ankestyrelsen finder behov for at ændre praksis.
• Der har generel betydning for retsanvendelsen på det pågældende område, dvs. at afgørelsen har betydning ikke alene for den konkrete sag, men også for andre sager og altså indeholder et generelt aspekt.

310. Afgørelsen i disse sager vil typisk blive offentliggjort i anonymiseret form som principafgørelser, så de kan danne grundlag for vejledning af kommunerne gennem praksis, jf. § 70 (se punkt 292). Denne praksis er bindende for kommunerne og er med til at forhindre, at der bliver uacceptable forskelle i behandlingen af sager i forskellige kommuner i landet.

Andre sager, som udvælges til behandling med beskikkede medlemmer

311. Efter § 52 c, stk. 2, træffer Ankestyrelsen afgørelse om, at et antal klagesager over kommunale afgørelser behandles med beskikkede medlemmer, uden at der er tale om principielle eller generelle sager.

Sagerne udvælges efter lovforarbejderne (jf. lovforslag L 158 2012/1) ud fra temaer, der er udvalgt efter dialog med Det Rådgivende Praksisudvalg, jf. §§ 80 og 81 (se punkt 323 og 324). Udvælgelsen skal sigte mod at give de beskikkede medlemmer et bredt indtryk af alle sager og dermed også give de beskikkede medlemmer adgang til den del af sagsbehandlingen, der ikke vedrører principielle sager. Typisk vil det være sager, som er karakteriseret ved et eller flere af følgende forhold:

• Sager, hvor vigtigheden af kriterierne for udøvelse af skønnet er afgørende, herunder sager, hvor der indgår konkrete bevisskøn, hvor en række forhold taler for eller imod en bestemt afgørelse. Det kan f.eks. være sager om forlængelse af perioden med sygedagpenge ud over tidsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 24.
• Sagsområder, hvor der er særlige krav til kommunernes vejledningspligt, f.eks. sanktioner på kontanthjælpsområdet, eller om sagen har været tilstrækkeligt oplyst, inden kommunen traf en given afgørelse.
• Sager, der er særligt velegnede til at belyse almindelig praksis, herunder sager, hvor Ankestyrelsen er enig i de kommunale afgørelser, og som derfor sjældent udtages til principiel behandling.

Det Rådgivende Praksisudvalg skal efter § 80 rådgive bl.a. om visitationskriterierne i den type sager.

Afgørelser i de enkelte sager

312. Når Ankestyrelsen træffer afgørelse på møde, deltager i de fleste typer af sager to beskikkede medlemmer og en ankechef, jf. lovens § 53, stk. 1. Afgørelserne træffes med almindelig stemmeflertal. Ankechefen er formand for mødet og kan i særlige tilfælde, hvis der er tvivl om lovligheden af en afgørelse, beslutte, at afgørelsen ikke skal have virkning. I så fald skal sagen behandles i møde med udvidet votering efter § 55.

Hvis Ankestyrelsen i sager, der skal behandles med deltagelse af beskikkede medlemmer, skønner, at sagerne er egnet til at blive afgjort, uden at der afholdes et møde, får medlemmerne en skriftlig indstilling om, hvad afgørelsen bør gå ud på. Hvis et medlem ikke ønsker at afgøre sagen på dette grundlag, skal sagen behandles i et møde.

Afgørelser med udvidet votering

313. Ankestyrelsen træffer afgørelse på møde med deltagelse af to medarbejdere fra Ankestyrelsen (hvoraf den ene er formand for mødet) og to beskikkede medlemmer i følgende tilfælde:

1) Sager, hvor Ankestyrelsen har besluttet, at sagen har principiel eller generel betydning (se punkt 308).

2) Sager, hvor børn og unge-udvalget har truffet afgørelse.

3) Sager, hvor Ungdomskriminalitetsnævnet har truffet afgørelse § 14, stk. 2-4, og §§ 15-18, 23, 24 og 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

4) Sager om Ankestyrelsens samtykke til adoption uden forældremyndighedsindehaverens samtykke.

5) Sager om tilbageholdelse i boligen og om optagelse i særlige botilbud uden samtykke.

6) Sager, der er udsat fra et tidligere møde med henblik på udvidet votering.

7) Andre sager, hvor direktøren beslutter, at sagen har principiel eller generel betydning.

Direktøren kan beslutte, at direktøren eller en vicedirektør deltager som formand i mødebehandlingen.

Beslutninger

314. Direktøren for Ankestyrelsen kan træffe beslutninger om genoptagelse og beslutninger om, hvorvidt klage over en afgørelse om botilbud efter kapitel 20 i serviceloven skal tillægges opsættende virkning. Sådanne beslutninger træffes efter bemyndigelse efter § 59 af 1 medarbejder i Ankestyrelsen.

315. Der gælder en række formelle regler specifikt for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgs behandling af sager, bl.a. om udvalgets område, kompetence og sagsbehandling, fra en klage modtages i Ankestyrelsen, til der træffes afgørelse i Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg. Disse regler er samlet i kapitel 9 a om Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg. Reglerne gælder, når Ankestyrelsen behandler klager over afgørelser på det beskæftigelsesmæssige område, hvor der i de enkelte love er fastsat klageadgang til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

Hvis der er tale om klager over kommunernes afgørelser eller Udbetaling Danmarks afgørelser vedrørende delpension eller fleksydelse behandles sagerne efter lovens § 59 a. Se om lovområderne i retssikkerhedsbekendtgørelsens § 4, stk. 1.

Hvis der er tale om klager over andre myndigheders afgørelser behandles sagerne efter § 59 b. Det samme gælder klager over udbetaling Danmarks afgørelser efter §§ 45 og 55 i sygedagpengeloven (vedrørende sygepengeforsikring).

Hovedreglen for de kommunale klagesager er, at de behandles uden medvirken af beskikkede medlemmer. Sagerne afgøres af Ankestyrelsen og behandles af ansatte i Ankestyrelsen på direktørens overordnede ansvar.

Sager, som er afgjort af kommunen, og som Ankestyrelsen skønner, er af principiel eller generel betydning, behandles på møde i Beskæftigelsesudvalget.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg afgør desuden et antal klagesager over kommunale afgørelser med beskikkede medlemmer, uden at der er tale om principielle eller generelle sager. Disse sager behandles enten på møde eller ved skriftlig votering (se punkt 311-313).

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg er sammensat forskelligt ved behandlingen af klagesager, afhængigt af, om sagerne er omfattet af §§ 59 a eller 59 b.

Udvalget består ved behandlingen af kommunale sager af to ankechefer (hvoraf den ene er formand) og fire medlemmer udpeget af beskæftigelsesministeren efter indstilling af de i § 59 a, stk. 4, nævnte organisationer. I sager om sygedagpenge og barsel til søfarende sammensættes udvalget efter stk. 5.

Ved behandlingen af klagesager fra andre end kommunerne består udvalget som hovedregel af to ankechefer (hvoraf den ene er formand) samt tre medlemmer udpeget af beskæftigelsesministeren efter indstilling af organisationerne, som er nævnt i § 59 b, stk. 4. Ankecheferne kan delegere deres kompetence til andre medarbejdere i Ankestyrelsen, jf. § 59, som også gælder for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

I særlige tilfælde deltager andre medlemmer efter bestemmelserne i § 59 b, stk. 5-9.

I lovens § 59 c er fastsat regler for udpegningen af beskikkede medlemmer.

Beskæftigelsesudvalget er beslutningsdygtigt, når samtlige medlemmer, der skal deltage ved behandlingen af den enkelte sag, er til stede på et møde.

Beskæftigelsesudvalgets afgørelser træffes ved almindeligt flertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Direktøren kan beslutte, at en afgørelse skal træffes i et møde, hvor direktøren eller en vicedirektør er formand, og hvor der deltager tre ankechefer og de medlemmer, der er udpeget til at deltage i udvalgets behandling af den pågældende sag, jf. § 59 d.

Formanden kan beslutte, at en afgørelse ikke skal have virkning, hvis formanden skønner, at der er tvivl om, hvorvidt afgørelsen er lovlig. I så fald beslutter direktøren, at en afgørelse skal træffes i et møde, hvor direktøren eller en vicedirektør er formand, og hvor der deltager tre ankechefer samt de medlemmer, der i øvrigt er udpeget til at deltage i behandlingen af den pågældende sag. Det er fastsat positivt i § 59 a, stk. 6, og § 59 b, stk. 9, hvilke af retssikkerhedslovens regler, der gælder for behandlingen af klagesagerne til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

Er der tale om kommunale klagesager gælder:

• § 50, stk. 4, om at Ankestyrelsens afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed,
• § 51, stk. 3, om chefernes uddannelsesmæssige baggrund og ansættelsesområde,
• § 52 a, stk. 4, om foreløbig afgørelse,
• § 57 om genoptagelse,
• § 59 om at overlade beføjelser til underordnede,
• § 60 om klageadgang,
• §§ 66-70 om genvurdering, klagefrister og om at se bort fra overskridelse af klagefrister, om sagsbehandling og afgørelser, om prøvelse af retlige spørgsmål, om skriftlige og begrundede afgørelser, samt om offentliggørelse af principafgørelser,
• § 72, stk. 1 og 7, om opsættende virkning og
• § 74 om bemyndigelse til at fastsætte regler for behandling af klagesager m.v.

Er der tale om andre klagesager gælder:

• § 50, stk. 4, om at Ankestyrelsens afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed,
• § 51, stk. 3, om chefernes uddannelsesmæssige baggrund og ansættelsesområde,
• § 57, nr. 1, om genoptagelse,
• § 59 om at overlade beføjelser til underordnede,
• § 67, stk. 2, om at se bort fra overskridelse af klagefrister,
• § 68 om sagsbehandling og afgørelser,
• § 70 om skriftlige og begrundede afgørelser,
• § 72, stk. 1 og 7, om opsættende virkning og
• § 74 om bemyndigelse til at fastsætte regler for behandling af klagesager m.v.

Der er fastsat regler om sagsbehandlingen i Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgs forretningsorden.

316. Praksiskoordineringen har til formål at sikre ligebehandling af borgerne og en ensartet praksis i hele landet i overensstemmelse med lovgivningen og Ankestyrelsens praksis.

Som led i denne virksomhed kan Ankestyrelsen gennemføre praksisundersøgelser. Ankestyrelsen kan indhente og gennemgå sager, der er afgjort af kommunerne.

Hensigten med Ankestyrelsens gennemgang af sagerne er en kvalitetssikring af afgørelserne. I en praksisundersøgelse vurderes det, om sagerne er behandlet og afgjort i overensstemmelse med lovgivningen og Ankestyrelsens praksis. Undersøgelserne omfatter en materiel vurdering af afgørelserne, en formalitetsvurdering af væsentlige sagsbehandlingsregler, en tilbagemelding til de involverede myndigheder, samt eventuel opfølgning og vejledning.

Sagerne udvælges på områder, hvor klagemyndighederne konstaterer et behov for praksiskoordinering eller efter forslag fra Det Rådgivende Praksisudvalg, jf. § 80. Det kan bl.a. ske på baggrund af konstaterede praksisproblemer i relation til den almindelige klagesagsbehandling eller vejledningsvirksomhed. Det kan tillige ske på baggrund af statistiske opgørelser af tilkendelser af ydelser eller tilsvarende generelle informationer.

Efter lovens § 77 kan Børne- og Socialministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Sundheds- og Ældreministeriet anmode Ankestyrelsen om at foretage praksisundersøgelser vedrørende kommunernes praksis.

Efter lovens § 76 følger Ankestyrelsen praksis i kommunerne og jobcentrene og vejleder om praksis. Ankestyrelsen vejleder efter retssikkerhedsbekendtgørelsens § 24, stk. 2, af egen drift eller efter anmodning kommunerne om praksis samt om fortolkning af reglerne. Vejledning kan også ske i forbindelse med praksiskoordinering.

Sagerne skal kunne påklages

317. Ankestyrelsen kan som led i sin praksiskoordinering kun gennemgå sagstyper, der drejer sig om afgørelser, som efter lovgivningen kan indbringes for Ankestyrelsen, jf. § 76. I praksis gennemgår Ankestyrelsen ikke i sine praksisundersøgelser sager, som faktisk er påklaget til Ankestyrelsen.

Retlig vurdering

318. Vurdering af afgørelsens materielle indhold er kernen i en praksisundersøgelse. Ankestyrelsen vurderer, om de indsendte afgørelser er i overensstemmelse med regler og praksis, eller om afgørelserne ville blive ændret, ophævet eller hjemvist på det foreliggende grundlag, hvis de var forelagt Ankestyrelsen som klagesager. Der er tale om en retlig vurdering i forhold til den enkelte sag, hvor Ankestyrelsen vurderer, om afgørelserne er i overensstemmelse med gældende ret. Ankestyrelsen erklærer sig kun uenig i en afgørelse, hvis den er klart i strid med praksis på området.

Sager kan ikke tages op af egen drift

319. Ankestyrelsen kan ikke i forbindelse med en praksisundersøgelse tage kommunernes afgørelser op af egen drift for at ændre afgørelsen, og praksiskoordineringen indebærer heller ikke en bedømmelse af hensigtsmæssigheden af kommunernes forretningsgange eller det lokale serviceniveau. Ankestyrelsen har dog i retssikkerhedsbekendtgørelsens § 23, stk. 2, hjemmel til at tage sager op af egen drift i forbindelse med praksiskoordinering i sager omfattet af § 65 i serviceloven om særlig støtte til børn og unge.

Opfølgning

320. Opfølgningen på praksiskoordineringen sker ved, at Ankestyrelsen - inden udsendelsen af rapporter m.v. om undersøgelserne - går i dialog med og/eller afholder opfølgningsmøder med de involverede myndigheder. Ankestyrelsen giver i dialogen vejledning om, hvorledes sagsbehandlingen kan forbedres, f.eks. om hvordan krav til dokumentation og formelle sagsbehandlingsregler, bedre kan overholdes, således at der på landsplan sikres ensartethed i sagsbehandlingen og afgørelsespraksis.

Dialogen mellem på den ene side kommunerne og på den anden side Ankestyrelsen bidrager desuden til at gøre den landsdækkende praksis synlig, således at der skabes større klarhed herom hos myndighederne med henblik på deres fremtidige sagsbehandling for at sikre ligebehandling af borgerne.

Behandling af praksisundersøgelser på et møde i kommunalbestyrelsen

321. Når en kommune modtager en rapport om undersøgelse af kommunens praksis, skal rapporten behandles på et møde i kommunalbestyrelsen. Undersøgelserne kan derfor ikke kun behandles i forvaltningen eller på et møde i et udvalg under kommunalbestyrelsen. Ankestyrelsen kan fastsætte, at kommunalbestyrelsen skal orientere Ankestyrelsen om behandlingen af praksisundersøgelsen på møde i kommunalbestyrelsen, herunder om hvilke foranstaltninger undersøgelsens resultater har givet anledning til. Ankestyrelsen kan fastsætte en frist for denne orientering.

En kommunalbestyrelses eventuelle undladelse af at efterkomme Ankestyrelsens anmodning om orientering og frist herfor kan påses som led i Ankestyrelsens tilsyn med kommunerne efter lov om kommunernes styrelse. Se herom nærmere punkt 462 ff.

Ankestyrelsens rapporter om praksisundersøgelser offentliggøres på Ankestyrelsens hjemmeside www.ast.dk.

Behandling af danmarkskort over omgørelsesprocenten i klagesager efter serviceloven på møde i kommunalbestyrelsen

322. Børne- og socialministeren offentliggør hvert år inden den 1. juli på et kommuneopdelt danmarkskort, det forudgående års statistik over omgørelsesprocenten i Ankestyrelsens afgørelser i klagesager efter serviceloven. Det er fastsat i retssikkerhedslovens § 84 a.

Danmarkskortet består i 2019 af et generelt danmarkskort over omgørelsesprocenter i Ankestyrelsen i klagesager efter alle bestemmelser i serviceloven, hvor der er klageadgang til Ankestyrelsen over kommunalbestyrelsens afgørelse. Herudover består det af et danmarkskort specifikt for børnehandicapområdet (servicelovens § 32 om særlige dagtilbud, § 32a om hjemmetræning, § 36 om særlige klubtilbud, §§ 39-40 om tilskud til forældre med børnepasningsorlov, § 41 om merudgifter, §§ 42-43 om tabt arbejdsfortjeneste og §§ 44-45 om personlig hjælp og ledsagelse). Endelig består det også af et danmarkskort specifikt for voksenhandicapområdet (servicelovens § 95-96c om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance (BPA), § 97 om ledsagelse og § 100 om merudgiftsydelse).

Efter lovens § 79 b, skal kommunalbestyrelsen i hver enkelt kommune inden årets udgang behandle det offentliggjorte danmarkskort på et kommunalbestyrelsesmøde. Kommunalbestyrelsen ikke kan overlade behandlingen til et udvalg.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget til bestemmelsen (jf. lovforslag L 162 2017/1), at kravet om behandling på et møde i kommunalbestyrelsen indebærer, at der vil skulle ske en aktiv politisk drøftelse af om kommunens omgørelsesprocent er tilfredsstillende, eller om der bør iværksættes tiltag til forbedringer af kvaliteten i sagsbehandlingen.

323. Det Rådgivende Praksisudvalg skal støtte Ankestyrelsen i indsatsen med at samordne praksis i de afgørelser, der træffes på det sociale og beskæftigelsesmæssige område i hele landet.

Formålet med nedsættelsen af udvalget er således at få et samarbejdsforum, som på det administrative niveau kan følge og rådgive Ankestyrelsen om den koordinering af praksis, som Ankestyrelsen har pligt til at foretage efter retssikkerhedslovens kapitel 11.

Udvalget har endvidere til opgave at bistå Ankestyrelsen i den overordnede planlægning og koordinering af praksisundersøgelser og vejledningsvirksomhed i øvrigt, herunder rådgive om behov for særlige indsatsområder på baggrund af gennemførte kvalitetsmålinger af de kommunale afgørelser.

Herudover skal udvalget rådgive Ankestyrelsen om kriterier for udvælgelsen af de klagesager, der kan udtages til behandling med beskikkede medlemmer, uden at der er tale om sager af generel eller principiel karakter, jf. § 52 c, stk. 2 og § 59 a, stk. 3 (se også punkt 311). Udvalget kan endvidere informere Børne- og Socialministeriet, og Beskæftigelsesministeriet og Sundheds- og Ældreministeriet om regler, som giver anledning til administrative vanskeligheder eller fortolkningstvivl.

324. Direktøren for Ankestyrelsen er formand for udvalget. De øvrige medlemmer udpeges af Ankestyrelsen efter indstilling fra de indstillingsberettigede organisationer.

325. Dette kapitel handler om, hvor kommunerne kan få vejledning om reglerne på det sociale område.

Som udgangspunkt yder kommunerne vejledning om sociale spørgsmål til borgerne, mens medarbejdere i kommunerne kan få vejledning om praksis og lovspørgsmål i Ankestyrelsen. Se også punkt 328-330.

Ankestyrelsen har efter § 76 pligt til at give kommunerne vejledning på områder, hvor afgørelser kan indbringes for Ankestyrelsen. Ankestyrelsen, kan ikke give bindende forhåndstilkendegivelser om afgørelse af konkrete sager.

Udbetaling Danmark vejleder kommunerne om reglerne i EU-forordningerne om social sikring, og de bi- og multilaterale aftaler om social sikring inden for områderne lovvalg og familieydelser.

Ankestyrelsens vejledning

326. Ankestyrelsen offentliggør anonymiserede og eventuelt resumerede afgørelser, som har principiel betydning eller har almen interesse, og som er egnede som vejledning om Ankestyrelsens praksis, jf. § 28 i Ankestyrelsens forretningsorden og § 19 i Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgs forretningsorden.

Udmelding af praksis sker regelmæssigt og i elektronisk form, så kommuner og andre, der har afgørelseskompetence på de forskellige lovområder, eller som har behov for at være orienteret om praksis, hurtigt kan være informeret herom.

Ankestyrelsen udsender også vejledning om styrelsens praksis i andre former, bl.a. Ankestyrelsens nyhedsblad, Nyt fra Ankestyrelsen, der kan ses på Ankestyrelsens hjemmeside www.ast.dk.

Ankestyrelsen besvarer telefoniske og skriftlige forespørgsler fra kommunerne om gældende lovgivning m.v. og praksis på områder, hvor Ankestyrelsen træffer afgørelser.

Herudover yder Ankestyrelsen vejledning ved regelmæssig kontakt og mødevirksomhed, herunder ved undervisning og kurser for kommuner, interesseorganisationer og andre samarbejdspartnere.

Grundlaget for vejledning

327. Ankestyrelsen yder vejledning ud fra allerede trufne afgørelser. Hvis der endnu ikke er truffet afgørelse om et spørgsmål, vil Ankestyrelsen ud fra regler og allerede foreliggende afgørelser kunne yde retlig vejledning og fortolkningsbidrag.

Ny lovgivning

328. Børne- og Socialministeriet, Sundheds- og Ældreministeriet og Beskæftigelsesministeriet yder vejledning i en tre måneders periode efter ikrafttrædelse af ny lovgivning på det sociale område. Herefter overgår vejledningsforpligtelsen på områder, hvor Ankestyrelsen træffer afgørelser, til Ankestyrelsen.

Børne- og Socialministeriet, Sundheds- og Ældreministeriet og Beskæftigelsesministeriet (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) offentliggør desuden samtidig med vedtagelsen af nye love på det sociale område et orienteringsbrev med vejledning om de nye regler til kommunerne. Orienteringsbrevene offentliggøres på www.retsinformation.dk.

Lovområder, hvor afgørelser ikke kan indbringes for Ankestyrelsen

329. Børne- og Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet kan vejlede kommunerne om forståelsen af bestemmelser, hvor afgørelser ikke kan indbringes for Ankestyrelsen.

Vejledning om foranstaltninger

330. Socialstyrelsen kan yde vejledning, når det drejer sig om en kommunes valg af foranstaltning m.v., når der er truffet afgørelse om, at der skal ydes en eller anden form for hjælp. Socialstyrelsen kan ikke vejlede om det konkrete valg af foranstaltning, men alene udtale sig vejledende om de muligheder, der findes inden for rammerne af lovreglerne. Dog gælder der særlige regler om vejledning fra VISO. Der henvises herom til bekendtgørelse om den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation – VISO – i Socialstyrelsen (bekendtgørelse nr. 817 af 27. juni 2014).

Afsnittet er opdelt i tre kapitler.

Kapitel 33 beskriver regler om opholds- og handlekommune, som er fastlagt i retssikkerhedslovens §§ 9-9 b, samt begrebet betalingskommune. Disse regler gælder for hjælp efter de love, som er omfattet af retssikkerhedsloven. Se hvilke love, der er omfattet, i kapitel 2. §§ 9-9 b om handlekommune gælder ikke lov om forebyggende hjemmebesøg efter § 79 a i serviceloven, idet det efter denne bestemmelse er borgerens bopælskommune, der skal tilbyde forebyggende hjemmebesøg.

Kapitel 34 beskriver reglerne om sammenhæng mellem finansieringsansvar og visitationskompetence på det specialiserede socialområde efter § 9, stk. 7. Efter disse regler er den oprindelige opholdskommune handlekommune efter serviceloven i nærmere angivne tilfælde.

Kapitel 35 beskriver reglerne i retssikkerhedslovens § 9 c om mellemkommunal refusion. Kapitlet beskriver, hvornår en handlekommune kan kræve, at udgifterne til hjælp betales af en tidligere opholdskommune, samt hjemlen til at aftale refusion.

331. Reglerne om opholdskommune i den sociale lovgivning fastlægger, hvilken kommune der har pligt til at give hjælpen. Det er et grundlæggende princip, at der altid skal være en kommune, som har pligt til at give hjælp, således at borgeren ikke risikerer at blive henvist fra myndighed til myndighed og ikke få den nødvendige hjælp i tide.

Begreberne opholdskommune, handlekommune og betalingskommune

332. Udgangspunktet for ydelser efter de love, der er omfattet af retssikkerhedsloven er, at opholdskommunen har pligt til at yde hjælp – dvs. at kommunen er handlekommune - og at det også er opholdskommunen, der endeligt finansierer den kommunale del af udgifterne til hjælpen – dvs. at kommunen er betalingskommune.

Herfra findes dog en række undtagelser:

• En tidligere opholdskommune kan være betalingskommune for en eller flere typer hjælp, hvor den betaler den kommunale del af udgifterne til hjælpen som mellemkommunal refusion til den aktuelle opholdskommune, jf. § 9 c (reglerne herom er beskrevet i kapitel 35).
• En tidligere opholdskommune kan efter aftale fortsat være handlekommune, jf. § 9, stk. 6 (se punkt 359).
• Den oprindelige opholdskommune kan være både handle- og betalingskommune for hjælp efter serviceloven, jf. § 9, stk. 7-9, og § 9 a, stk. 7 (se kapitel 34).
• En oprindelig opholdskommune, der er handlekommune efter serviceloven, kan efter aftale delegere varetagelsen af opgaven til den aktuelle opholdskommune.

Opholdskommunen er som udgangspunkt den kommune, hvor borgeren bor eller sædvanligvis opholder sig. Også her findes dog visse undtagelser:

• Ægtefæller har opholdskommune, hvor den fælles bolig er, jf. § 9, stk. 3 (se punkt 333).
• Børn har som hovedregel samme opholdskommune som forældrene jf. § 9 a, stk. 2 (se punkt 334-336).
• Personer med bopæl i udlandet, som har ret til hjælp i Danmark, har opholdskommune baseret på tilknytningen til landet jf. § 9, stk. 4-5 (se punkt 345-352).

Ved afgørelse af, hvilken kommune der er opholdskommune, kan der lægges vægt på flere momenter. Det kan ikke angives udtømmende, hvad der kan lægges vægt på. Bopælsregistreringen i CPR er et vigtigt moment, men de faktiske forhold vejer tungere. Dette gælder særligt i forhold til hjemløse. Et væsentligt moment er borgerens egne oplysninger, ikke mindst om hvor den pågældende har været, og hvor den pågældende har mest lyst til at opholde sig. Der kan også lægges vægt på, hvor en person senest har været i kontakt med offentlige myndigheder for at få hjælp eller få udbetalt ydelser.

Man skal være opmærksom på, at alle borgere altid har en opholdskommune, og at der derfor ikke kan stilles minimumskrav til den tilknytning en borger skal have til en kommune, for at kommunen kan anses for opholdskommune. Fastlæggelsen af, hvilken kommune der er opholdskommune, kræver ofte, at der foretages en vurdering af borgerens tilknytning til flere kommuner, for at fastslå hvilken kommune der er nærmest til at anses for at være borgerens opholdskommune.

Opholdskommune for ægtefæller

333. Ægtefæller har opholdskommune i den kommune, hvor den fælles bopæl er, jf. § 9, stk. 3. Dette har betydning, når ægtefæller opholder sig hver sit sted, f.eks. på grund af arbejde, uddannelse eller ferie.

Opholdskommune for børn

334. Børn under 18 år, hvis forældre lever sammen, har som udgangspunkt samme opholdskommune som deres forældre. Det følger af § 9 a, stk. 2. Det er således hovedreglen, at børn ikke har en selvstændig opholds- og handlekommune, fordi hjælp efter den sociale lovgivning gives til forældrene. Det er barnets biologiske forældres eller adoptivforældres opholdskommune, som bestemmer barnets opholdskommune efter § 9 a, stk. 2. Det er uden betydning, om forældremyndigheden er tillagt andre.

Afgørelser om foranstaltninger efter kapitel 11 i serviceloven træffes dog altid af den kommune, som er opholdskommune for indehaveren af forældremyndigheden (se punkt 338 om foranstaltninger efter servicelovens kapitel 11). Også de forpligtelser, der påhviler kommunalbestyrelsen efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, påhviler opholdskommunen for forældremyndighedsindehaveren.

Der gælder tre undtagelser til hovedreglen om, at børn ikke har selvstændig opholdskommune:

• Børn, der i længere tid har klaret sig selv, har selvstændig opholdskommune, jf. § 9 a, stk. 3 (se punkt 343).
• Børn, der er anbragt uden for hjemmet, har selvstændig opholdskommune, jf. § 9 a, stk. 4 (se punkt 339-341).
• Børn, som selv forsørger et barn eller en ægtefælle, har selvstændig opholdskommune, jf. § 9 a, stk. 5 (se punkt 343).

Forældrene bor ikke sammen

335. Bor forældrene hver for sig, har barnet samme opholdskommune som den af forældrene, hvor barnet bor mest, jf. § 9 a, stk. 2, 2. pkt., uanset hvem af forældrene, der har forældremyndigheden (se dog punkt 343 om børn, der har klaret sig selv, og punkt 339-341 om børn anbragt uden for hjemmet). Bor barnet lige meget hos begge forældre, er bopælsregisteringen i CPR afgørende for, hvilken kommune der er opholdskommune.

Det beror på en konkret vurdering, om en ansøgning skal behandles af barnets opholdskommune eller af den kommune, der er opholdskommune for den anden af forældrene.

Afgørelsen følger reglerne om personbogføring i regnskabsbekendtgørelsen, hvorefter hjælp til børn efter § 41 i serviceloven skal registreres på barnets personnummer. Derimod skal hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 42 i serviceloven registreres som ydet til den af forældrene, som har modtaget hjælpen. Ansøgninger om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste behandles af den kommune, som er opholdskommune for den af forældrene, som skal modtage hjælpen (se punkt 485 om personbogføring).

Børn og unge på samværsophold i anden kommune

336. Hvis et barn eller en ung under 18 år opholder sig i en anden kommune i forbindelse med samvær, er det den kommune, hvor barnet eller den unge opholder sig under samværet, der fører tilsynet, mens der er samvær. Hvis denne kommune vurderer, at barnet eller den unge har brug for støtte under samværet eller det vurderes uforsvarligt at gennemføre samværet, skal forældremyndighedsindehaverens opholdskommune underrettes herom. Afgørelser om foranstaltninger over for børn og unge træffes i forhold til indehaveren af forældremyndigheden og af dennes opholdskommune (se punkt 338).

Forældrenes dødsfald

337. Dør den forælder, som barnet bor hos, og barnets anden forælder bor i en anden kommune, bliver denne anden kommune opholdskommune for barnet.

Dør begge forældrene, erhverver barnet selvstændig opholdskommune, hvor det opholder sig. Reglen om, at børn har samme opholdskommune som forældrene, gælder alene i forhold til forældrene, dvs. ikke hvis forældremyndigheden er tillagt en anden, f.eks. et familiemedlem. Et forældreløst barn, der bor i en anden kommune end en person, der har fået forældremyndigheden tillagt, har således sin egen opholdskommune.

Foranstaltninger over for børn og unge træffes i forhold til forældremyndighedsindehaveren

338. Afgørelser om foranstaltninger for børn og unge efter servicelovens kapitel 11 træffes i forhold til indehaveren af forældremyndigheden og af dennes opholdskommune. Dette gælder også, selv om barnet opholder sig i privat familiepleje efter serviceloven.

Hvis forældrene har hver sin opholdskommune, og barnet ikke bor sammen med den af forældrene, som har forældremyndigheden over barnet, træffes afgørelse om foranstaltninger efter servicelovens kapitel 11 af opholdskommunen for den af forældrene, som har forældremyndighed over barnet. Når et barn f.eks. opholder sig hos en af forældrene i A kommune, og indehaveren af forældremyndigheden bor i B kommune, har B kommune pligt til at træffe afgørelser om foranstaltninger for barnet efter servicelovens kapitel 11.

Bor forældre, der begge har del i forældremyndigheden, i hver sin kommune, har begge kommuner ret og pligt til at handle. Hvilken af kommunerne, der skal handle, beror på en konkret vurdering. I denne vurdering kan der lægges vægt på, hos hvem af forældrene barnet er bopælsregistreret i CPR. Dette kan dog kun tillægges betydning, hvis tilmeldingen kan anses for reel. Der kan også lægges vægt på, hvem af forældrene barnet har mest kontakt med, og graden af de implicerede kommuners kontakt med forældrene.

En sag om samvær efter serviceloven, hvor forældrene bor i hver sin kommune, behandles af samme kommune, som behandler eller skulle behandle sagen om anbringelse. Afgørelsen må dog træffes i samarbejde med de involverede kommuner. En undersøgelse af forholdene i hjemmet må foretages af de respektive opholdskommuner.

Også de forpligtelser, der påhviler kommunalbestyrelsen efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, påhviler som udgangspunkt opholdskommunen for forældremyndighedsindehaveren.

Børn og unge anbragt uden for hjemmet efter servicelovens kapitel 11

339. I § 9 a, stk. 4, 2. pkt., er det fastsat, at børn anbragt uden for hjemmet efter servicelovens kapitel 11 har selvstændig opholdskommune. Bestemmelsen fastslår, at børn anbragt efter den 1. juli 2003 har selvstændig opholdskommune i den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelsen, eller den kommune, som har afgivet indstilling til Ungdomskriminalitetsnævnet efter § 33 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, og hvor nævnet herefter har truffet afgørelse om at anbringe, barnet eller den unge uden for hjemmet. Barnet bevarer denne kommune som opholds-, handle- og betalingskommune under anbringelsen, uanset om forældremyndighedsindehaveren senere flytter og dermed får en anden opholdskommune. Reglen indebærer, at den kommune, der oprindeligt har anbragt et barn eller en ung og gennem handleplanen har lagt linjen for anbringelsen, fortsat er selvstændig opholdskommune for barnet eller den unge i en situation, hvor forældrene flytter.

Et barn, der er anbragt før 1. juli 2003, bevarer den opholdskommune, som barnet havde 30. juni 2003. Der henvises til punkt 400 for så vidt angår mellemkommunal refusion.

Når den unge bliver 18 år, har den unges opholdskommune, der hvor den unge opholder sig, efter de almindelige regler om opholdskommune, jf. § 9. Dette gælder også, når den unge har været anbragt frem til sin 18 års fødselsdag, og der derefter iværksættes tilbud efter servicelovens § 76 (efterværn). Om betalingsforpligtelsen under efterværn se punkt 401.

340. Bliver et barn eller en ung, der er anbragt, efterfølgende visiteret til en kommune efter integrationslovens § 10, får barnet eller den unge selvstændig opholdskommune i denne kommune fra det tidspunkt, hvor ansvaret for den pågældende overgår til kommunen, jf. integrationslovens § 4. Denne kommune bliver således handle- og betalingskommune fra dette tidspunkt. Det er fastsat i § 9 a, stk. 4.

341. Der er efter § 9 a, stk. 6, mulighed for, at kommunerne kan aftale, at forældremyndighedsindehaverens opholdskommune er handlekommune i forhold til barnet eller den unge. Bestemmelsen har det formål at give mulighed for at kunne aftale sig til anden opholdskommune for anbragte børn i de tilfælde, hvor forældrene flytter til en anden kommune. Denne fleksibilitet findes også for andre grupper af borgere, nemlig når fraflytningskommunen, efter aftale med tilflytningskommunen, beholder forpligtelsen som handlekommune over for en borger, der flytter jf. § 9, stk. 6. Aftalen kræver samtykke fra både forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, i modsætning til en aftale efter § 9 c, stk. 12, om, at den oprindelige kommune forbliver betalingskommune (se punkt 415).

342. Hvis en ung i umiddelbar forlængelse af anbringelsen uden for hjemmet visiteres til en boform for voksne i forbindelse med, at den unge fylder 18 år, forbliver den anbringende kommune, der hidtil har været opholdskommune, handlekommune i relation til hjælp efter serviceloven, jf. retssikkerhedslovens§ 9 a, stk. 7. Det samme gælder, hvis den pågældende på dette tidspunkt får opretholdt sin anbringelse i plejefamilie efter servicelovens § 76 a. Endelig forbliver den oprindelige opholdskommune handlekommune efter serviceloven, hvis den unge i umiddelbar forlængelse af en opretholdt anbringelse efter servicelovens § 76 a visiteres til en boform for voksne, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 8.

Hvis der etableres efterværn for en ung, der har været anbragt uden for hjemmet indtil sin 18 års fødselsdag, gælder lovens hovedregel om, at den unges aktuelle opholdskommunen er handlekommune også i forhold til hjælp efter serviceloven (se punkt 332 og 339). Om betalingspligten under efterværn se punkt 401-403.

Selvstændig opholdskommune for børn

343. Bor barnet ikke sammen med nogen af forældrene, og har barnet i længere tid klaret sig selv, inden behovet for hjælp opstod, har barnet selvstændig opholdskommune, dvs. opholdskommune, hvor det har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig.

Børn, der opholder sig på en institution (f.eks. en efterskole), uden at opholdet er omfattet af servicelovens kapitel 11, har ikke selvstændig opholdskommune, da de ikke klarer sig selv. Er barnet eller den unge anbragt efter servicelovens kapitel 11, har barnet dog selvstændig opholdskommune efter § 9 a, stk. 4 (se punkt 338).

Børn, der får ophold her i landet uden forældre (f.eks. uledsagede flygtningebørn), eller børn, hvis forældre flytter til udlandet, får ligeledes deres egen opholdskommune. Disse børn vil altid som udgangspunkt have opholdskommune i den kommune, hvor de opholder sig. Bliver et sådant barn anbragt efter servicelovens kapitel 11, er det den anbringende kommune, der er opholdskommune, jf. § 9 a, stk. 4. Det gælder dog ikke, hvis barnet efterfølgende bliver visiteret til en anden kommune efter integrationslovens § 10 (se punkt 340).

Børn, der selv får forsørgerpligt overfor et barn eller en ægtefælle, får selvstændig opholdskommune, jf. § 9 a, stk. 5.

Øjeblikkelig hjælp

344. Reglerne om børns opholdskommune gælder også, når barnet på grund af uddannelse, beskæftigelse, ferie m.v. opholder sig midlertidigt uden for forældrenes opholdskommune. Hvis et barn, der opholder sig uden for sin opholdskommune får behov for øjeblikkelig hjælp, skal hjælpen dog ydes af den kommune, hvor barnet aktuelt opholder sig. Det fremgår af § 9 b, stk. 3.

Opholdskommune for personer, der krydser landegrænser

345. Når en person, der har bopæl i udlandet, men arbejder i eller opholder sig i Danmark, ønsker at søge om en ydelse i Danmark, skal sagen som hovedregel behandles af den pågældendes opholdskommune i Danmark. Om pensionssager er det dog fastsat, at sagerne behandles af Udbetaling Danmark (se punkt 349).

Kapitel 2 i retssikkerhedsbekendtgørelsen indeholder regler om, hvilken dansk kommune der er opholdskommune for personer med bopæl i udlandet. På visse områder gælder dog særlige regler (se punkt 346-348).

Reglerne i retssikkerhedsbekendtgørelsen har alene til formål at udpege den ansvarlige kommune i tilfælde, hvor en person, som har bopæl i udlandet, søger om danske ydelser. Reglerne har derimod ikke til formål at give personer med bopæl i udlandet ret til danske ydelser. Spørgsmålet om, i hvilket omfang personer med bopæl i udlandet har ret til ydelser i Danmark afgøres efter lovgivningen i øvrigt, herunder EU-retten og internationale konventioner. Om EU-retten kan henvises til den daværende Pensionsstyrelses vejledninger om EU-regler om social sikring, vedrørende lovvalg m.v. (se punkt 29).

346. Det er fastsat i § 6 i retssikkerhedsbekendtgørelsen, at opholdskommunen for personer, der arbejder i Danmark, men ikke bor i Danmark, er beskæftigelseskommunen.

En person, der ikke er beskæftiget i Danmark, har opholdskommune i den kommune, hvor den pågældende sædvanligvis opholder sig under ophold i Danmark, jf. retssikkerhedsbekendtgørelsens § 8. Kan en sådan kommune ikke udpeges, er opholdskommunen den danske kommune, som den pågældende efter en samlet vurdering har størst tilknytning til, jf. bekendtgørelsens § 9.

347. Personer, der er arbejdstagere i Danmark og har bopæl i et andet EU/EØS-land, har efter EU-forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed, samme ret til "sociale fordele", som landets egne borgere (se også punkt 29). En plads i dagtilbud betragtes som en social fordel. Forældre, som arbejder i Danmark, men bor i et andet EU/EØS-land, har derfor mulighed for at få en dagtilbudsplads i Danmark til deres barn. I de tilfælde, hvor begge forældre arbejder i hver sin kommune, har forældrene hver især opholdskommune i den kommune, hvor de arbejder, jf. retssikkerhedsbekendtgørelsens § 6. Hver beskæftigelseskommune har som opholdskommune for forældrene pligt til at stille en dagtilbudsplads til rådighed, hvis forældrene ønsker en plads til deres barn i kommunen. Forældrene har dog kun ret til én plads til barnet.

Ønsker forældrene en dagtilbudsplads i en af beskæftigelseskommunerne, kan forældrene selv vælge, i hvilken kommune pladsen ønskes. Den kommune, hvor forældrene ønsker en dagtilbudsplads, har således pligt til at optage barnet i dagtilbud og betale tilskud til dagtilbuddet på tilsvarende vis som for kommunens øvrige borgere. Ønsker forældrene, efter reglerne om frit valg over kommunegrænserne, en dagtilbudsplads i en anden kommune end i de to beskæftigelseskommuner, er betalingskommunen den af de to beskæftigelseskommuner, hvortil forældrene henvender sig angående plads i dagtilbud over kommunegrænsen.

Sygedagpenge samt børnefamilieydelse og børnetilskud

348. I bekendtgørelse om opgørelse af beskæftigelseskrav og beregning af sygedagpenge m.v. (bekendtgørelse nr. 1791 af 27. december 2018) er der fastsat regler om handlekommune ved udbetaling af sygedagpenge.

Der henvises endvidere til den daværende Pensionsstyrelses vejledninger om lovvalg for så vidt angår retten til sociale ydelser til personer med bopæl i udlandet (se punkt 29).

Pensionisters flytning til udlandet

349. Tager en pensionist fast bopæl i udlandet, udøver Udbetaling Danmark de beføjelser, som kommunerne har efter pensionslovene, jf. § 62 i pensionsloven, § 56 i førtidspensionsloven (gammel) og den daværende Pensionsstyrelses vejledning om EU-reglerne om social sikring (se punkt 29).

Hjemkomst fra udlandet

350. En person, der efter at have boet i udlandet, kommer til Danmark, får opholdskommune der, hvor pågældende opholder sig, dvs. typisk i den kommune hvor pågældende bosætter sig. Så længe man opholder sig i udlandet, har man således ikke krav på, at en kommune her i landet som opholdskommune træffer afgørelse om hjælp, f.eks. tilbud om plejebolig. Se dog punkt 351 om Nordisk Konvention om Social Bistand og Sociale Tjenester.

Hvis en borger ved tilbagekomst til Danmark tager ophold på et tilbud efter servicelovens § 110, bliver en tidligere opholdskommune ikke frigjort fra sine fremtidige forpligtelser (se også punkt 358 om ophold på forsorgshjem efter servicelovens § 110).

Nordisk Konvention om Social Bistand og Sociale Tjenester

351. For nordiske statsborgere og andre personer, som har lovligt ophold i de nordiske lande gælder artikel 9 i Nordisk Konvention om Social Bistand og Sociale Tjenester. Konventionen trådte i kraft den 1. oktober 1996. Efter artikel 9 skal de ansvarlige myndigheder i de nordiske lande søge at medvirke til flytning, når en person med behov for behandling eller pleje af længere varighed ønsker at flytte fra et nordisk land til et andet nordisk land, som pågældende har en særlig tilknytning til, hvis flytningen vil forbedre pågældendes livssituation.

De ansvarlige myndigheder i til- og fraflytningslandene kan som led i aftalen træffe beslutning om fordeling af udgifterne til behandling eller pleje mellem myndighederne i de to lande.

Oplysninger om konventionen kan fås hos Udbetaling Danmark.

Færøerne og Grønland

352. Ved visitation til boformer m.v. i Danmark af personer fra Grønland og Færøerne henvises til bestemmelserne i bekendtgørelse om døgnophold i tilbud i Danmark eller Grønland (bekendtgørelse nr. 647 af 31. maj 2017) samt bekendtgørelse om døgnophold i tilbud i Danmark eller på Færøerne (bekendtgørelse nr. 715 af 31. maj 2017).

Midlertidige ophold uden for den faste opholdskommune

Kontantydelser

353. Opholdskommunens pligt til at yde længerevarende forsørgelsesydelser, f.eks. pension, kontanthjælp, sygedagpenge m.v. fortsætter uændret, selv om den berettigede på grund af ferie (f.eks. i sommerhus), højskoleophold, hospitalsindlæggelse og lignende, opholder sig midlertidigt i en anden kommune. Det er herved en forudsætning, at borgeren fortsat har tilknytning til opholdskommunen, typisk har bevaret sin bolig der. Et tidsbegrænset ophold i en kommune indebærer således ikke, at den midlertidige opholdskommune overtager handlekommuneforpligtelsen. Der kan ved vurderingen af opholdets karakter lægges vægt på varigheden af opholdet i kommunen.

Forpligtelsen for en kommune til at yde hjælp i nødstilfælde antages at gælde uden lovbestemmelse. Forpligtelsen hviler på en forudsætning om, at der ydes den nødvendige hjælp til borgere, som er i en eller anden form for nød. I andre tilfælde, er det den sædvanlige opholdskommune, der yder hjælpen. Se punkt 344 om øjeblikkelig hjælp til børn.

Personlig og praktisk hjælp og madservice

354. Efter § 9 b, stk. 1, har en person med midlertidigt ophold uden for opholdskommunen ret til personlig og praktisk hjælp efter § 83 i serviceloven. Det forudsættes, at der er bevilget personlig og praktisk hjælp i opholdskommunen. Døende, der udbetales plejevederlag efter servicelovens § 119 i en anden kommune end opholdskommunen, har dog ret til personlig og praktisk hjælp i den kommune, hvor plejeforholdet finder sted, uanset om hjælp forud herfor er blevet bevilget af opholdskommunen.

Den midlertidige opholdskommunes handleforpligtelse gælder, uanset om opholdet skyldes familiebesøg, sommerhusophold, højskoleophold eller andet. Det afgørende er opholdets midlertidige karakter.

Den midlertidige kommune træffer afgørelse om, hvilken konkret hjælp der er nødvendig for borgeren. Afgørelsen træffes af den midlertidige opholdskommune i forhold til det lokale serviceniveau. I det omfang lovgivningen giver borgerne valgmuligheder, vil dette også gælde for borgere, som opholder sig midlertidigt i kommunen.

§ 9 c, stk. 7, i retssikkerhedsloven giver den midlertidige handlekommune mulighed for at få refunderet udgifterne til personlig og praktisk hjælp m.v. i opholdskommunen.

Hjælpemidler

355. Den midlertidige opholdskommunes handleforpligtelse efter § 9 b omfatter personlig og praktisk hjælp og madservice efter § 83 i serviceloven. Det er som alt overvejende hovedregel opholdskommunen, som stiller hjælpemidler til rådighed - også under midlertidige ophold i en anden kommune. Endvidere kan den midlertidige handlekommune efter omstændighederne være forpligtet til at stille et hjælpemiddel til rådighed, når det sker af hensyn til denne kommunes tilrettelæggelse af hjemmehjælp til en borger under det midlertidige ophold i kommunen.

I de tilfælde hvor et hjælpemiddel bevilges af hensyn til borgerens daglige pleje, og hvor hjælpen foretages af hjælpere ansat af borgeren med økonomisk støtte fra borgerens faste opholdskommune, er det borgerens faste opholdskommune, som har forpligtelsen til at behandle ansøgningen om hjælp.

356. Hvis der opstår et akut behov for et helt specielt hjælpemiddel, skal opholdskommunen tilkende det nødvendige hjælpemiddel, hvis betingelserne efter servicelovens § 112 i øvrigt er opfyldt.

Plejevederlag m.v.

357. Efter § 9 b, stk. 2, er det den kommune, hvor plejeforholdet efter servicelovens § 119 finder sted, som skal udbetale plejevederlaget. Dette gælder, selvom den plejekrævende ikke har opgivet sin hidtidige bopæl og kun opholder sig midlertidigt i den kommune, hvor plejeforholdet foregår. Til gengæld er der mulighed for refusion for udgiften til plejevederlag fra den plejekrævendes opholdskommune, jf. § 9 c, stk. 7.

Ophold på boformer m.v. som led i en social indsats

358. Ved ophold uden for opholdskommunen som led i en social indsats, f.eks. midlertidige ophold i en boform efter servicelovens §§ 107, 109 og 110, kan der være tvivl om, hvilken kommune der er opholdskommune.

Bevarer borgeren i disse tilfælde tilknytningen til den hidtidige opholdskommune, typisk i form af bolig, bevirker det midlertidige ophold ikke, at den kommune, hvor tilbuddet fysisk ligger, bliver opholdskommune. Disse tilfælde svarer til ovennævnte tilfælde, hvor en borger tager på ferie.

Hvis tilknytningen til den tidligere kommune er ophørt, f.eks. fordi boligen ikke er opretholdt, eller at det indgår i en handleplan, at borgeren skal udsluses til en bolig i en ny kommune på et senere tidspunkt, er udgangspunktet, at den kommune, hvor boformen ligger, er opholdskommune. Med borgerens samtykke kan den hidtidige kommune, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 6, indgå aftale med den nye kommune om at forblive handlekommune (se punkt 359). Dette kan f.eks. være hensigtsmæssigt, når den tidligere opholdskommune i forvejen yder refusion i forhold til indsatsen.

For så vidt angår ydelser efter serviceloven, vil den oprindelige kommune også uden aftale være handlekommune, når opholdet i botilbuddet er etableret ved medvirken fra den oprindelige opholdskommune eller anden offentlig myndighed, herunder forstanderen på et botilbud efter servicelovens §§ 109 eller 110, jf. lovens § 9, stk. 7 (se punkt 367 og 368). Den oprindelige opholdskommune bevarer også handlepligten for ydelser efter serviceloven for personer med ophold i en anden kommune i tilbud for veteraner omfattet af lovens § 9, stk. 9, (se punkt 370).

Særligt for forsorgshjem efter servicelovens § 110, og for veterantilbud omfattet af § 9, stk. 9, følger det af § 9 c, stk. 10 og 11, at beliggenhedskommunen for tilbuddet ikke overtager rollen som oprindelig opholdskommune i relation til fremtidige betalinger af mellemkommunal refusion for en beboer, der flytter fra forsorgshjemmet eller veterantilbuddet (se henholdsvis punkt 404 og 413 og punkt 406, 407 og 414). Denne forpligtelse fastholdes hos den kommune, der kan fastlægges som opholdskommune efter § 9, stk. 1, dvs. den kommune hvor den pågældende senest har boet eller haft sædvanligt ophold – og ikke kun på et forsorgshjem eller i et veterantilbud. Først når borgeren har erhvervet en ny opholdskommune efter § 9, stk. 1, ved bopæl eller sædvanligt ophold, ophører den oprindelige opholdskommune med at være betalingskommune.

Det samme gælder den oprindelige kommunes handlepligt efter serviceloven, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, og stk. 8, 2. pkt. samt stk. 9 og stk. 10, 2. pkt., (se punkt 381).

Selv om en borger har opholdt sig i udlandet i en periode, bliver en tidligere opholdskommune ikke frigjort, hvis borgeren ved hjemkomsten til Danmark tager ophold på et forsorgshjem efter servicelovens § 110 (se også punkt 350).

Adgang til at aftale, at tidligere opholdskommune er handlekommune

359. Der er efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 6, og § 9 a, stk. 6, mulighed for at aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat skal være handlekommune, når der foreligger særlige grunde. Borgeren skal give sit samtykke til aftalen. Aftalen kan ikke indbringes for Ankestyrelsen.

En aftale om, at en anden kommune end opholdskommunen skal være handlekommune, skal omfatte alle former for hjælp til borgeren. Kommunerne kan således ikke aftale, at pligten til at være handlekommune kun omfatter visse former for hjælp efter den sociale lovgivning.

360. Det kan ikke beskrives udtømmende, hvornår der foreligger særlige grunde til at aftale, at en tidligere opholdskommuneskal være handlekommune. De momenter, der bør lægges vægt på, er blandt andet, om:

• Der er behov for en fortsat social indsats over for borgeren.
• Aftalen er med til at sikre en kontinuitet i den sociale indsats.
• Flytningen er et led i den tidligere kommunes sociale indsats, og der f.eks. er tale om, at pågældende efter kortere eller længere tid skal videre enten tilbage til den tidligere kommune eller udsluses til en anden kommune.

Det er ikke nødvendigt, at der er tale om ophold i en boform efter serviceloven. Det kan også være et privat organiseret tilbud, der tjener samme formål, når aftalen er med til at sikre en kontinuitet i sagsbehandling og hjælp til den pågældende.

Det er i praksis antaget, at der foreligger særlige grunde, når opholdet i den nye kommune f.eks. skyldes, at pågældende skal opholde sig i en institution under Kriminalforsorgen, i et behandlingscenter for stofmisbrugere, jf. servicelovens § 107, eller at pågældende optages på et forsorgshjem, jf. servicelovens § 110. I så fald vil den oprindelige opholdskommune også uden en aftale være handlekommune for ydelser efter serviceloven, jf. § 9, stk. 7 (se punkt 366-369).

Der kan også foreligge særlige grunde, når der er tale om en familie, der flytter tit, eller som led i en social indsats f.eks. får ophold i familiebehandling. I disse tilfælde kan de berørte kommuner med familiens samtykke aftale, at familiens sag bliver hos den tidligere kommune, der har lagt handlingsplanen, jf. § 9, stk. 6, så denne kommune fortsat kan være handlekommune. Det afskærer ikke familien fra at få øjeblikkelig hjælp i den aktuelle opholdskommune. For så vidt angår børn, der er anbragt uden for hjemmet, henvises til punkt 338.

Samtykke fra borgeren er en betingelse for at aftale, at tidligere opholdskommune er handlekommune

361. Det er en betingelse for at kunne aftale, at en tidligere opholdskommune er handlekommune, at borgeren giver sit samtykke. Der er ikke formkrav til samtykket. Borgeren skal informeres om virkningen af, at den tidligere kommune fortsat er handlekommune.

Det anbefales, at man fastsætter, hvor længe aftalen skal gælde. I forbindelse med handleplaner for de mest udsatte voksne anbefales det, at samtykket gælder, så længe handleplanen løber.

Når en borger giver samtykke til at aftale, at en anden kommune er handlekommune, har borgeren hermed ikke uden videre også givet samtykke til, at den aftalte handlekommune kan indhente oplysninger til behandling af sagen. Dette forudsætter et udtrykkeligt samtykke, jf. retssikkerhedslovens § 11 a (se punkt 116-118 om samtykke efter § 11 a).

Kommunens forpligtelse til at følge op ved flytning

362. Flytter en familie, mens den får hjælp fra kommunen, til en ny kommune, har den nye opholdskommune pligt til at yde den fornødne hjælp. Den nye opholdskommune bør imidlertid tage kontakt til den tidligere opholdskommune med henblik på at få oplysninger om status i indsatsen over for borgeren, f.eks. om der er en fastlagt plan for den sociale indsats, så sagen i videst muligt omfang kan følges op.

For at den nye opholdskommune kan indhente oplysninger, er det nødvendigt, at borgeren giver samtykke, jf. retssikkerhedslovens § 11 a (se punkt 116-118 om § 11 a).

For borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ophører kommunens indsats ikke alene, fordi borgeren flytter til en anden kommune. Er der f.eks. risiko for, at en ganske særlig social indsats ikke følges op af den nye kommune, fordi denne ikke kender borgeren eller familien, der er flyttet dertil, bør den tidligere opholdskommune sørge for, at den nye opholdskommune bliver gjort opmærksom på, at borgeren har behov for hjælp. Kommunen skal iagttage oplysningspligten overfor borgeren efter databeskyttelsesforordningens artikel 14, hvis der vil blive videregivet oplysninger, der indhentet hos andre end borgeren selv.

For familier med børn med behov for særlig støtte gælder en særlig regel om tværkommunal underretningspligt i § 152 i serviceloven. Den fastslår, at fraflytningskommunen skal underrette tilflytningskommunen, hvis en familie med et eller flere børn under 18 år flytter fra én kommune til en anden kommune, og fraflytningskommunen finder, at et eller flere børn har behov for særlig støtte. Underretningspligten gælder, uanset om barnet er anbragt uden for hjemmet, inden forældrene flytter. Reglen er beskrevet i vejledning om indsatser og særlig støtte til børn og unge og deres familier.

Uenighed om forpligtelsen som opholdskommune

363. Der kan forekomme konkrete situationer, hvor §§ 9-9 b om opholdskommune ikke giver et umiddelbart svar på, hvilken kommune der er den rigtige opholdskommune og dermed som udgangspunkt handlekommune.

Hvis der mellem kommuner er uenighed om, hvilken kommune der i en sag er opholdskommune, og dermed som udgangspunkt handlekommune, er det vigtigt, at uenigheden ikke får konsekvenser for den borger, som har brug for hjælpen. § 9, stk. 12, fastslår derfor, hvilken kommune der skal fungere som opholdskommune for en borger, når flere kommuner ikke anser sig som rette handlekommune.

Efter § 9, stk. 12, er det den af de involverede kommuner, hvor borgeren er folkeregistertilmeldt, som skal påtage sig opholdskommuneforpligtelsen, indtil der er opnået enighed mellem kommunerne, eller Ankestyrelsen har truffet afgørelse. Hvis borgeren ikke er tilmeldt nogen af kommunerne, vil en tidligere tilmelding i en af kommunerne være afgørende. Hvis borgeren aldrig har været tilmeldt nogen af kommunerne, er det ifølge bemærkningerne til lovforslaget til bestemmelsen (jf. lovforslag L 37 2005/1) den kommune, hvor borgeren aktuelt er tilmeldt, der må fungere som opholdskommune.

Kan der ikke opnås enighed mellem kommunerne, må uenigheden afgøres af Ankestyrelsen, jf. § 61.

Der er, ligeledes i § 9, stk. 12, hjemmel til, at den fungerende opholdskommune kan kræve refusion fra den kommune, som endelig udpeges som rette opholdskommune. Refusionen, der beregnes som refusion efter § 9 c, stk. 1, kan kræves for kommunens udgifter i den periode, hvor kommunen har påtaget sig handlepligten, og hvor uenigheden bestod.

364. Der kan tilsvarende opstå uenighed mellem to kommuner om, hvorvidt en oprindelig opholdskommune efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, er handlekommune for ydelser efter serviceloven for personer, der har fået ophold i botilbud i en anden kommune, ligesom der kan opstå uenighed om, hvilken kommune der er handlekommune efter serviceloven for en person med ophold i et veterantilbud omfattet af retssikkerhedslovens § 9, stk. 9. I disse tilfælde har den kommune, hvor borgeren har eller senest har haft folkeregisteradresse tilsvarende pligt til at fungere som handlekommune, indtil uenigheden er afklaret (se nærmere punkt 363).

Folkeregisteradresse (bopælsregistrering i CPR)

365. Bopælsregistrering i CPR er ikke afgørende for retten til hjælp og udgør kun et moment, i fastlæggelsen af hvilken af flere kommuner, der er handlekommune.

Det fremgår af administrativ praksis om spørgsmålet om handlekommune, at det ikke er et krav i den sociale lovgivning, at borgeren skal være bopælsregistreret med adresse i kommunen, og at en myndighed ikke kan give afslag på hjælp alene med henvisning til, at en borger ikke er bopælsregistreret i kommunen. Det er dog sædvanlig praksis, at myndighederne - bortset fra særlige og navnlig akutte situationer - sikrer sig, at borgeren er bopælsregistreret i CPR i kommunen. Dette sker af administrative grunde, bl.a. for at reducere risikoen for, at personer uberettiget får tildelt hjælp fra to kommuner. Det fremgår desuden af administrativ praksis, at hvis en borger ikke har taget egentlig ophold i kommunen, og borgerens tilstedeværelse kun er tidsbegrænset, f.eks. for at søge bolig eller arbejde, er det forhold, at borgeren har anmeldt sig som tilflyttet kommunen og er blevet bopælsregistreret i CPR med adresse i den nye kommune, ikke i sig selv afgørende for, at borgeren får ny opholdskommune.

Et krav om bopælsregistrering efter CPR-loven ved ophold på en boform efter serviceloven ændrer ikke på en aftale efter § 9, stk. 6, og den tidligere opholdskommune kan således godt være handlekommune, uanset at borgeren er bopælsregistreret i CPR i den aktuelle opholdskommune, ligesom en kommune kan være handlekommune efter § 9, stk. 7 eller 9 (se kapitel 34).

Kommunalt samarbejde i fælles social vagtordning

366. § 9 d indeholder en bemyndigelse til børne- og socialministeren til at give tilladelse til, at kommunalbestyrelsen i en kommune overlader kompetencen til at træffe afgørelse i visse sociale sager til kommunalbestyrelsen i en anden kommune.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen (jf. lovforslag L 18 2003/1) at børne- og socialministeren kun kan give tilladelse til et afgrænset samarbejde om en social vagtordning. Ved en social vagtordning forstås at en eller flere kommuner i nærmere afgrænsede tidsrum, nat og weekend, overlader kompetencen til at træffe bindende afgørelse i uopsættelige sager til en anden kommune. Tilladelse kan kun gives på baggrund af en ansøgning fra samtlige kommuner, der ønsker at deltage i samarbejdet.

367. Som en undtagelse til hovedreglen om, at opholdskommunen har pligt til at yde hjælp (se punkt 332), er det i § 9, stk. 7 og 9, og § 9 a, stk. 7 og 8, fastsat, at den oprindelige opholdskommune i bestemte tilfælde forbliver handlekommune og betalingskommune i relation til hjælp efter serviceloven, når en person får ophold i en boform m.v. i en anden kommune.

Særlige handlekommuneregler for voksne, der får ophold i boformer m.v. efter medvirken fra den oprindelige opholdskommune eller anden offentlig myndighed

368. Den oprindelige opholdskommune forbliver handlekommune i forhold til en person for ydelser efter serviceloven, når den pågældende person efter medvirken fra denne kommune eller anden offentlig myndighed får ophold i en ny kommune i en af de boformer eller institutioner, der er nævnt i bestemmelsen.

Det drejer sig om følgende boformer og institutioner:

1) boformer efter §§ 107-110 og 192 i serviceloven, (længerevarende og midlertidige botilbud, forsorgshjem og krisecentre samt plejehjem),

2) boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., (plejeboliger),

3) institutioner under sygehusvæsenet,

4) institutioner under Kriminalforsorgen eller

5) boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med boformer m.v. under nr. 1-4.

Der er tale om de samme situationer, hvor den oprindelige opholdskommune efter § 9 c, stk. 2, nr. 1-5, har pligt til at betale mellemkommunal refusion for en række andre sociale ydelser (se punkt 396-398). Afgrænsningen af de nævnte fem kategorier af boformer er således den samme som efter § 9 c, stk. 2, nr. 1-5. Herunder også afgrænsningen af, i hvilket omfang ophold i egen bolig med betydelig hjælp kan sidestilles med en boform efter nr. 1-4 (se punkt 398).

Også spørgsmålet om medvirken afklares på samme måde som efter denne bestemmelse (om praksis se punkt 396). En borger, der er optaget i en boform efter servicelovens §§ 109 eller 110 alene ved en afgørelse herom fra lederen af botilbuddet, vil være visiteret af ”en anden offentlig myndighed”. Det er lederen af et forsorgshjem/krisecenter, der træffer afgørelse om, hvornår formålet med opholdet er opfyldt, og borgeren derfor ikke længere er berettiget til at opholde sig på centeret.

369. Bestemmelsen omfatter ikke andre situationer end de nævnte. Såvel betingelsen om medvirken som betingelsen om, at der skal være tale om en af de nævnte boformer skal således være opfyldt.

Handlekommunereglen i § 9, stk. 7, gælder heller ikke de situationer, hvor en ældre eller en borger med funktionsnedsættelse, der er visiteret til en ældre- eller plejebolig af sin opholdskommune, selv vælger i stedet at flytte til et tilsvarende botilbud i en anden kommune efter reglerne om frit valg, jf. retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 5, eller vælger at flytte i friplejebolig i en anden kommune efter lov om friplejeboliger. I disse tilfælde er det borgerens aktuelle opholdskommune, der er handlekommune også for ydelser efter serviceloven, jf. hovedreglen i § 9, stk. 1. Den oprindelige opholdskommune betaler mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 5 (se punkt 408).

Særlige handlekommuneregler for personer, der har fået ophold i veterantilbud

370. Den oprindelige opholdskommune forbliver efter § 9, stk. 9, handlekommune for ydelser efter serviceloven, i forbindelse med ophold i en af KFUM's soldaterrekreationer drevet af KFUMs Soldatermission, et veteranhjem drevet af Fonden Danske Veteranhjem eller Veteranbo drevet af KFUMs Soldatermission.

Reglen svarer til, hvad der gælder i forhold til personer med ophold i forsorgshjem, herberger o. lign. efter servicelovens § 110, jf. punkt 368 og 369, men gælder uanset om en offentlig myndighed har medvirket til opholdet.

Den oprindelige opholdskommune bevarer handlepligten efter serviceloven, uanset om veteranen har bevaret eller opgivet tilknytningen til den tidligere kommune, og uanset længden af opholdet i veterantilbuddet.

Ordningen gælder alle personer, der tager ophold i et veterantilbud, dvs. også pårørende, der sammen med en veteran er flyttet ind i Veteranbo, og pårørende, der tager ophold på veteranhjemmene - uanset om dette eventuelt måtte ske uden veteranen – og som måtte have behov for hjælp efter serviceloven. For eventuelle børn og unge under 18 år, der med forældre tager ophold i Veteranbo, gælder dog de særlige regler om opholdskommune og handlekommune for personer under 18 år, der er fastsat i retssikkerhedslovens § 9 a. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, jf. lovforslag L 129 2015/1.

Unge, anbragt uden for hjemmet, der fylder 18 år

371. Ud over de tilfælde, der er omfattet af § 9, stk. 7 (se punkt 368), forbliver den oprindelige opholdskommune handlekommune efter serviceloven i de tilfælde, hvor en ung, der fylder 18 år, i umiddelbar forlængelse af en anbringelse uden for hjemmet i et anbringelsessted for børn og unge får ophold i et af de nævnte botilbud for voksne, som nævnt i § 9, stk. 7. Det er fastsat i lovens § 9 a, stk. 7.

Bestemmelsen gælder, uanset om boformen for voksne ligger i den kommune, hvor den unge hidtil har været anbragt eller i en anden kommune.

Samme regel gælder, hvis den unge i umiddelbar forlængelse af en anbringelse ved det fyldte 18. år får opretholdt sin anbringelse i plejefamilie efter servicelovens § 76 a, og hvis den unge i umiddelbar forlængelse af en sådan opretholdt anbringelse får ophold i en boform for voksne efter § 9, stk. 7. Det sidste fremgår af § 9 a, stk. 8.

Når dette ikke er tilfældet, får den unge ny opholds- og handlekommune på 18-års dagen i den kommune, hvor den unge bor på dette tidspunkt (se punkt 332). Skulle den unge på et senere tidspunkt få ophold i en boform som nævnt i § 9, stk. 7, finder § 9 a, stk. 7 og 8, ikke anvendelse. Hvilken kommune, der er handlekommune for den pågældende, afgøres i sådanne situationer efter hovedreglen i § 9, stk. 2. Hvis den pågældende på dette senere tidspunkt får ophold i en boform i den kommune, hvor vedkommende bor på dette tidspunkt, vil denne kommune altså forblive opholdskommune, handlekommune og betalingskommune, jf. hovedreglen i § 9, stk. 1. Hvis den pågældende får ophold i en tredje kommune, kan der blive tale om, at den kommune, hvor vedkommende boede ved visitationen til et voksentilbud, forbliver handlekommune og betalingskommune, hvis betingelserne herfor efter § 9, stk. 7, er opfyldt.

Unge anbragt uden for hjemmet før 1. juli 2003

372. Reglen gælder også for unge, der før den 1. juli 2003 er anbragt uden for hjemmet i et anbringelsessted for børn og unge. Det er fastsat i § 4 i lov nr. 550 af 26. maj 2010 om ændring af retssikkerhedsloven og andre love (sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar på det specialiserede socialområde).

For disse unge er den kommune, der var opholdskommune den 30. juni 2003 fortsat opholdskommune, indtil anbringelsen ophører eller den unge fylder 18 år. Hvis en sådan ung i umiddelbar forlængelse af en anbringelse uden for hjemmet får ophold i et af de nævnte botilbud for voksne, påhviler handlepligten efter serviceloven den kommune, der, indtil den unges fyldte 18 år, var refusionspligtig efter overgangsreglen i § 4, stk. 4, 3. pkt., i lov nr. 1168 af 19. december 2003 om ændring af retssikkerhedsloven og andre love (præcisering af opholdskommune, mellemkommunal refusion ved ophold uden for opholdskommunen og mellemkommunal refusion af førtidspension ved flytning, tilladelse til kommunalt samarbejde om sociale rådighedsvagter samt godtgørelse til medlemmer af de regionale udviklingsråd).

373. Hvis denne kommune ikke umiddelbart forud herfor, dvs. indtil den unge fyldte 18 år, var opholdskommune for den unge, men alene betalingskommune, kan kommunen dog, inden den unge fylder 18 år, træffe afgørelse om ikke at overtage handlepligten efter serviceloven. Træffes en sådan afgørelse, bliver den kommune, der bliver den unges opholdskommune, når den unge fylder 18 år, også handlekommune efter serviceloven, og den refusionspligtige kommune skal betale refusion til opholdskommunen for udgifter til den unge efter serviceloven.

En afgørelse om ikke at overtage handlepligten kan indbringes for Ankestyrelsen.

Tilbud til unge fra 18 til 22 år (efterværn)

374. § 9 a, stk. 7, gælder ikke, hvis en ung har ret til tilbud efter servicelovens § 76 i forlængelse af en anbringelse (efterværn). I så fald får den unge ny opholds- og handlekommune på 18-årsdagen i den kommune, hvor den unge bor eller sædvanligvis opholder sig. Det er herunder den unges nye opholds- og handlekommune ved det 18. år, der skal bevilge tilbuddet, jf. også servicelovens § 68, stk. 14. Den unges tidligere opholdskommune, som har været anbringende kommune, er således ikke længere handlekommune efter det 18. år, medmindre den unge fortsat har ophold i denne kommune. Om betalingspligten under efterværnet se punkt 401.

Handlepligten omfatter al hjælp og alle forpligtelser efter serviceloven

375. Handlekommunereglerne i § 9, stk. 7 og 9, og § 9 a, stk. 7 og 8, omfatter alle ydelser efter serviceloven og alle kommunens forpligtelser efter serviceloven til personer, der får ophold i de nævnte kategorier af botilbud m.v. efter medvirken fra den oprindelige opholdskommune eller anden offentlig myndighed og ophold uden sådan medvirken for så vidt angår veterantilbud. Det er den oprindelige opholdskommune, der ikke blot finansierer, men også træffer afgørelse om alle ydelser efter serviceloven af bl.a. personlig hjælp, omsorg og pleje, økonomiske tilskud, misbrugsbehandling, aktivitets- og samværstilbud, botilbud og hjælpemidler. Handlepligten omfatter også rådgivning og vejledning efter serviceloven samt det personrettede tilsyn efter servicelovens § 148 med hensyn til de tilbud efter serviceloven, der er truffet afgørelse om i forhold til den enkelte. Den oprindelige opholdskommune skal herunder løbende følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål.

Borgerens rettigheder efter serviceloven

376. Borgernes rettigheder efter serviceloven i forhold til handlekommunen er de samme, uanset om kommunen er handlekommune efter § 9, stk. 7 eller 9, eller opholds- og handlekommune efter hovedreglen i § 9, stk. 1.

Den oprindelige opholdskommune, der er handlekommune efter § 9, stk. 7 eller 9, eller § 9 a, stk. 7 eller 8, over for en borger, skal administrere hjælpen efter servicelovens gældende regler og kommunens serviceniveau. Afgørelser om hjælp efter serviceloven skal altså træffes efter en konkret, individuel vurdering af den enkeltes behov inden for rammerne af servicelovens regler. Kommunen skal således yde hjælp i samme omfang til de borgere, den har handlepligten for efter § 9, stk. 7 og 9, og § 9 a, stk. 7 og 8, som til de borgere, der bor i kommunen, og som den er handlekommune for i relation til hjælp efter serviceloven.

377. Mulighederne for revisitation af hjælp efter serviceloven er også de samme for alle de borgere, en kommune er handlekommune for. En kommune, der er handlekommune efter serviceloven efter § 9, stk. 7, eller § 9 a, stk. 7 eller 8, vil derfor ikke kunne beslutte flytning for borgere, der har ophold i et botilbud i en anden kommune, i videre omfang end kommunen kan for borgere, der er visiteret til et botilbud inden for kommunens grænser.

Klageadgang

378. Borgere, der har handlekommune efter § 9, stk. 7 og 9, eller § 9 a, stk. 7 eller 8, har som andre modtagere af hjælp efter serviceloven adgang til at klage til Ankestyrelsen over afgørelser efter serviceloven og over den konkrete indsats, som er omfattet af servicelovens § 3, stk. 2.

Klager skal indgives til den oprindelige opholdskommune, der er handlekommune efter serviceloven.

Helhedsorienteret indsats og borgerens medvirken

379. Handlekommunereglerne i § 9, stk. 7 og 9, og 9 a, stk. 7 og 8, omfatter ikke ydelser efter anden lovgivning end serviceloven. For så vidt angår andre sociale og beskæftigelsesmæssige ydelser, som f.eks. ydelser efter aktivloven, træffes afgørelser af borgerens aktuelle opholdskommune med mulighed for mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 2 og 3, jf. stk. 1.

Reglerne nødvendiggør således, som anført i lovforarbejderne, (jf. lovforslag L 169 2009/1), at to involverede kommuner vedrørende en borger indgår i et konstruktivt samarbejde med henblik på at sikre helhed i indsatsen over for borgeren, jf. § 5 (se også punkt 382 om delegation og punkt 385 om ansvaret i forbindelse med delegation).

380. Den oprindelige opholdskommune vil efter retssikkerhedslovens § 10 have ansvaret for, at den er i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger om borgerens forhold til at kunne træffe afgørelser efter serviceloven i forhold til borgeren og tage beslutninger om den konkrete indsats. Kommunen skal efter § 4 tilrettelægge sagsbehandlingen på en sådan måde, at borgeren har mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag.

Udveksling af personoplysninger om borgeren kræver som hovedregel den pågældendes samtykke, jf. § 11 a. Borgeren skal endvidere efter § 4 have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Det vil således være naturligt i forbindelse med inddragelsen af borgeren at bede om samtykke til, at oplysninger om borgeren kan udveksles mellem de to kommuner, i det omfang det er nødvendigt for at behandle borgerens ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes, jf. § 5.

Handlepligtens ophør for den oprindelige opholdskommune

381. Den oprindelige opholdskommunes handlepligt efter serviceloven består, så længe personen har ophold i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud eller et veterantilbud. Det er fastsat i § 9, stk. 8 og 10, og § 9 a, stk. 7 og 8.

Særligt om forsorgshjem og veterantilbud gælder, at pligten til at yde hjælp i anledning af en borgers ophold i en boform efter § 110 i serviceloven eller et veterantilbud omfattet af § 9, stk. 9, består, indtil den pågældende har erhvervet ny opholdskommune (se også punkt 345).

Det indebærer, at hvis en person i umiddelbar forlængelse af et ophold i et sådant tilbud i en periode er uden kendt opholdssted for herefter at søge en kommune om hjælp efter serviceloven, vil pligten til at yde en sådan hjælp fortsat påhvile den oprindelige opholdskommune og ikke beliggenhedskommunen for tilbuddet. Det fremgår af forarbejderne til § 9, stk. 10 (jf. lovforslag L 129 2015/1).

Bestemmelsen svarer til reglen om, hvor længe den aktuelle opholdskommune har ret til mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 10 og 11 (se punkt 404-407).

Delegation

382. § 9, stk. 11, giver mulighed for, at den oprindelige opholdskommune, der bliver handlekommune efter serviceloven, kan aftale med borgerens aktuelle opholdskommune, at udøvelsen af opgaverne efter serviceloven helt eller delvis delegeres til den aktuelle opholdskommune.

Typer af sager, hvor delegation kan anvendes

383. Delegation kan anvendes i alle sager efter § 9, stk. 7 og 9, og § 9 a, stk. 7 og 8. Det gælder også de eksisterende sager, hvor en kommune den 1. januar 2011 har overtaget handlepligten over for en borger, der var flyttet fra kommunen, før handlekommunereglerne trådte i kraft den 1. august 2010, jf. § 3, stk. 3, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 om ændring af retssikkerhedsloven og andre love (sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar på det specialiserede socialområde) (se nærmere om disse sager i punkt 390 og 391).

Delegation kan aftales i alle sager efter serviceloven, hvor den oprindelige opholdskommune er handlekommune for borgere, der har fået ophold i et botilbud m.v. i en anden kommune efter medvirken fra kommunen eller anden offentlig myndighed eller uden sådan medvirken for så vidt angår veterantilbud. Kommunen har ingen pligt til at delegere, ligesom kommunen kan vælge kun at uddelegere opgaver i visse sager.

Delegation i alle typer opgaver efter serviceloven

384. Delegation kan omfatte udøvelsen af alle typer af opgaver, herunder myndighedsopgaver som afgørelser og væsentlige sagsforberedelsesskridt af betydning for en afgørelse. Den oprindelige opholdskommune kan også vælge kun at delegere visse opgaver, som f.eks. kun udøvelsen af praktiske opgaver. Retten til delegation gælder også det personrettede tilsyn efter serviceloven.

Handlekommunen bevarer ansvaret uanset delegation

385. Det er alene varetagelsen af udøvelsen af opgaver efter serviceloven, der kan delegeres. Den oprindelige opholdskommune bevarer såvel det politiske som det økonomiske ansvar for de afgørelser, der træffes af den aktuelle opholdskommune efter delegation, og for de øvrige opgaver, som den aktuelle opholdskommune varetager på den oprindelige kommunes vegne. Uanset i hvilket omfang den oprindelige opholdskommune delegerer sine opgaver til den aktuelle opholdskommune, bevarer den oprindelige kommune således over for borgeren ansvaret i sagen. Den oprindelige opholdskommune kan tilbagekalde delegationen helt eller delvis i overensstemmelse med den konkrete delegationsaftale, de to kommuner har indgået, ligesom den oprindelige kommune har mulighed for af egen drift at behandle en sag, som ellers som følge af delegationen skulle være behandlet af den bemyndigede kommune (call in).

Som følge af, at den oprindelige opholdskommune bevarer ansvaret for afgørelserne, har denne kommune adgang til at fastsætte overordnede retningslinjer for opgavevaretagelsen, som den aktuelle opholdskommune er forpligtet til at følge. Det vil således være den oprindelige kommunes retningslinjer, der skal følges, når den aktuelle opholdskommune er bemyndiget til at varetage opgaver efter serviceloven i forhold til borgere.

Klagebehandling i delegationssager

386. Alle afgørelser træffes uanset delegation på den oprindelige opholdskommunes vegne og efter dennes anvisning (se punkt 385). Borgerens klager over afgørelser efter serviceloven skal, uanset om de er truffet efter delegation, rettes til den oprindelige opholdskommune, der revurderer sagen og sender klagen videre til behandling i Ankestyrelsen, medmindre borgeren får fuldt medhold ved revurderingen, jf. § 66, stk. 1. Genvurderingsfristen er som i andre klagesager 4 uger (se punkt 259).

Handlekommunens tilsynspligt ved delegation

387. Den oprindelige opholdskommune har endvidere efter almindelige retsgrundsætninger en pligt og dermed også en ret til at føre tilsyn med, hvordan opgaverne varetages i den aktuelle opholdskommune. Tilsynspligten omfatter såvel overholdelse af lovgivningen som overholdelse af retningslinjer, som den oprindelige opholdskommune kan have fastsat. Denne tilsynsforpligtelse ligger hos den oprindelige opholdskommune, uanset om den har valgt at delegere det personrettede tilsyn efter serviceloven til den aktuelle opholdskommune.

Delegation forudsætter enighed mellem kommunerne

388. En forudsætning for delegation er, at borgerens opholdskommune er villig til at modtage delegationen, herunder de retningslinjer, den oprindelige opholdskommune ønsker, skal gælde for varetagelsen af opgaven. Det kan aftales, at den oprindelige opholdskommune betaler den aktuelle opholdskommunes omkostninger ved varetagelsen af de delegerede opgaver. Vederlaget for udførelse af opgaver efter loven forudsættes fastsat til kostprisen, det vil sige de direkte og indirekte omkostninger, der er forbundet med at udføre opgaven for en anden kommune. Den aktuelle opholdskommune kan i henhold til den indgåede delegationsaftales nærmere bestemmelser tilbagekalde sit samtykke til delegationen helt eller delvis.

Kommunalt samarbejde i øvrigt

389. Anvendes delegation ikke, vil det under alle omstændigheder være nødvendigt, at der i den enkelte sag på anden måde indgås et hensigtsmæssigt samarbejde mellem handlekommunen efter serviceloven og borgerens opholdskommune med henblik på at sikre helhed i indsatsen over for borgeren, jf. § 5 (der henvises til punkt 379 ovenfor).

Eksisterende sager, hvor den oprindelige opholdskommune har overtaget handlepligten den 1. januar 2011

390. Reglerne i § 9, stk. 7, og § 9 a, stk. 7, om, at den oprindelige opholdskommune i visse tilfælde forbliver handlekommune efter serviceloven trådte i kraft den 1. august 2010. Reglerne omfatter imidlertid fra 1. januar 2011 som hovedregel også sager, hvor en person allerede før lovændringens ikrafttræden havde fået ophold i et botilbud m.v. i en ny kommune, og hvor borgeren den 1. januar 2011 stadig opholdt sig i et botilbud i en anden kommune. Det er fastsat i ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 3, stk. 3, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 om ændring af retssikkerhedsloven og andre love (sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar på det specialiserede socialområde).

Handlekommunereglerne gælder som hovedregel kun de tilfælde, hvor borgeren har fået ophold i boformen eller institutionen efter medvirken fra den oprindelige opholdskommune eller anden offentlig myndighed. Reglen omfatter de tilfælde, hvor den oprindelige opholdskommune ved udgangen af 2010 skulle betale mellemkommunal refusion efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 1, nr. 1-5.

Sådanne sager er således omfattet af de samme regler, som andre sager omfattet af § 9, stk. 7, og § 9 a, stk. 7. Mulighederne for revisitation er ikke ændret for de omfattede personer ved lov nr. 550 af 26. maj 2010 om ændring af retssikkerhedsloven og serviceloven (sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar på det specialiserede socialområde). En kommune, der efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, eller § 9 a, stk. 7, er handlekommune for hjælp efter serviceloven, vil derfor ikke kunne beslutte flytning for sådanne borgere, der den 1. januar 2011 havde ophold i et botilbud i en anden kommune, i videre omfang end kommunen kan for personer, der er visiteret til et botilbud inden for kommunens grænser.

391. Tilsvarende gælder handlekommunereglerne for unge, der oprindelig var anbragt uden for hjemmet før den 1. juli 2003, og som ved det fyldte 18 år i umiddelbar forlængelse af anbringelsen fik ophold i et botilbud for voksne omfattet af § 9, stk. 7, og som den 1. januar 2011 stadig opholdt sig i et sådant botilbud. I disse sager er det den kommune, der hidtil har betalt mellemkommunal refusion, der overtager handlepligten (se også punkt 372).

Eksisterende sager, hvor den oprindelige opholdskommune har truffet afgørelse om ikke at overtage handlepligten den 1. januar 2011

392. § 3, stk. 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 om ændring af retssikkerhedsloven og andre love (sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar på det specialiserede socialområde) gav den oprindelige opholdskommune mulighed for i konkrete eksisterende sager at træffe afgørelse om at undlade at overtage handlepligten. Afgørelse om ikke at overtage handlepligten i eksisterende sager kunne træffes af den oprindelige opholdskommune i perioden 1. august til 30. september 2010.

Den oprindelige opholdskommune kan ikke efter 30. september 2010 træffe afgørelse om at undlade at overtage handlepligten i en eksisterende sag, eller ændre en afgørelse, der tidligere er truffet herom.

Har en kommune besluttet ikke at overtage handlepligten, betales også fremover mellemkommunal refusion i den konkrete sag efter § 9 c, stk. 2, jf. stk. 1 og 10, og borgerens aktuelle opholdskommune forbliver handlekommune efter serviceloven. Det fremgår af lovforarbejderne til bestemmelsen (jf. lovforslag L 169 2009/1). Dette gælder som udgangspunkt, uanset om borgerens forhold senere ændrer sig, jf. dog punkt 390 om borgere, der efterfølgende er visiteret til en ny kommune. Det er således som udgangspunkt den aktuelle opholdskommune 1. januar 2011, der er handlekommune efter serviceloven.

393. Det er ved lov nr. 380 af 27. april 2016 fastsat i lovens § 89 a, hvilken kommune, der er borgerens handlekommune, hvis en borger, der er omfattet af reglerne, som er omtalt i punkt 392, efterfølgende visiteres til et botilbud i en tredje kommune.

Det er fastsat i § 89 a, at handlepligten efter serviceloven påhviler borgerens aktuelle opholdskommune.

Bestemmelsen omfatter de situationer, hvor følgende tre forhold alle gør sig gældende:

• En person har før den 1. august 2010 med offentlig medvirken fået ophold i en social boform eller lignende omfattet af retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, i en anden kommune, B, end den pågældendes hidtidige opholdskommune A.
• Kommune A har med hjemmel i overgangsreglen i § 3, stk. 3, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 inden 1. oktober 2010 besluttet ikke at overtage handlepligten efter serviceloven for den pågældende person.
• Kommune B, der herefter er handlekommune efter serviceloven fra 1. januar 2011, har efter dette tidspunkt visiteret den pågældende til et tilsvarende botilbud i en tredje kommune C.

I disse situationer indebærer lovens § 89 a, at kommune C bliver handlekommune for den pågældende person efter flytningen til denne kommune. Kommune A forbliver betalingskommune som det også var tilfældet før indførelsen af § 89 a.

Lovændringen ændrer Ankestyrelsens hidtidige praksis og gælder fra 1. juli 2016. For personer, der var visiteret og flyttet til en tredje kommune inden 1. juli 2016 gælder reglen fra 1. oktober 2016.

Betalingsforpligtelsen

394. Hovedreglen i § 9 er, at opholdskommunen er både handle- og betalingskommune (se punkt 332). Ud over de tilfælde, hvor den oprindelige opholdskommune er både handlekommune og betalingskommune efter serviceloven (se kapitel 34), gælder tillige som en undtagelse til hovedreglen, at opholdskommunen i nogle tilfælde, hvor den er handlekommune, kan kræve, at en tidligere opholdskommune finansierer udgifter til en række ydelser. Kun hvor der er fastsat regler herom, kan opholdskommunen kræve, at en tidligere opholdskommune skal betale udgifterne til hjælp. Dette følger af retssikkerhedslovens § 9 c, som fastslår, hvornår der kan kræves refusion.

395. § 9 c samler reglerne om mellemkommunal refusion for serviceloven, aktivloven, beskæftigelsesindsatsloven, boligstøtteloven, pensionsloven og førtidspensionsloven (gammel).

Udgangspunktet i § 9 c, stk. 1, er at retten til mellemkommunal refusion omfatter alle udgifter efter serviceloven, aktivloven, beskæftigelsesindsatsloven og boligstøtteloven, mens refusion for pensionsudgifter omfatter førtidspension efter pensionsloven, grundbeløb samt pensionstillæg efter førtidspensionsloven (gammel) og folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg og evt. tillæg for opsat pension. Der ydes ikke refusion til personlige tillæg og helbredstillæg. Nogle refusionsregler i § 9 c gælder dog bestemte ydelser, se nedenfor om de enkelte bestemmelser.

For så vidt angår serviceloven vil der efter indførelsen af reglerne om sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar på det specialiserede socialområde, kun i begrænset omfang blive tale om refusion, idet den oprindelige opholdskommune i de fleste tilfælde ikke alene vil være betalingskommune men også handlekommune for hjælp efter serviceloven (se kapitel 34). Refusion af udgifter efter serviceloven vil imidlertid forekomme i sager, hvor en kommune i 2010 har truffet afgørelse om ikke at overtage handlepligten (se punkt 392), i visse sager om børn anbragt uden for hjemmet før den 1. juli 2003 (se punkt 400), i sager om tilbud til unge fra 18-22 år (se punkt 401), samt i sager hvor en tidligere kommune burde have ydet hjælp (se punkt 409). Desuden kan refusion for udgifter efter serviceloven være aftalt mellem to kommuner.

Medvirken fra fraflytningskommunen eller anden offentlig myndighed

396. Det er i en række tilfælde en forudsætning for ret til mellemkommunal refusion, at den tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en borger har fået ophold i den aktuelle opholdskommune, jf. § 9 c, stk. 2.

Et eksempel på, at en anden offentlig myndighed medvirker, er, når en borger indsættes i fængsel. Et andet eksempel er, når lederen på et forsorgshjem træffer afgørelse om, at en borger kan få ophold i forsorgshjemmet, jf. servicelovens § 110. Denne afgørelse er myndighedsudøvelse, det vil sige, at i sådanne tilfælde medvirker en anden offentlig myndighed til, at borgeren får ophold i kommunen.

Der findes en række principafgørelser vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en tidligere opholdskommune har medvirket til en borgers flytning.

Typer af boformer, der giver ret til refusion, hvis borgeren er flyttet ved offentlig medvirken

397. § 9 c, stk. 2, nr. 1-7, angiver de typer af boformer og institutioner, hvor optagelse af en borger fra en anden kommune giver beliggenhedskommunen ret til refusion fra den tidligere opholdskommune. Der skal være den fornødne medvirken fra enten en tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed (se punkt 396). Både betingelsen om medvirken og betingelsen om boform skal være opfyldt. Har en borger ophold i de omhandlede boformer og institutioner uden forudgående visitation, er der ikke refusion for udgifterne. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor ledig kapacitet udlejes til andre end den umiddelbare målgruppe.

398. § 9 c, stk. 2, nr. 5, er en opsamlingsbestemmelse, der giver adgang til refusion ved flytning til boformer m.v., der ikke formelt er etableret som de boformer m.v., der er nævnt i nr. 1-4, men som træder i stedet for og kan sidestilles med sådanne tilbud, idet de anvendes til at opfylde samme behov.

Opsamlingsbestemmelsen tager højde for, at der i dag allerede er måder at organisere hjælp på, der kan sidestilles med de boformer, som direkte er nævnt i § 9 c, stk. 2, nr. 1-4, og at der hele tiden udvikles nye boformer og hjælpetilbud, der etableres ud fra behov for nye måder at indrette hjælp på. Sigtet med reglen er at medvirke til fleksibilitet ved at modvirke, at formelle krav til organisering er en forhindring for at udvikle nye tilbudsformer. Ophold i eget hjem, f.eks. i ejerbolig, andelsbolig eller en lejet bolig, der ikke er omfattet af nr. 2, kan i visse tilfælde, hvor der ydes omfattende hjælp, træde i stedet for og sidestilles med de boformer m.v., der er nævnt i nr. 1-4, og dermed give adgang til refusion.

Der findes en række principafgørelser om denne bestemmelse, herunder navnlig om vurderingen af omfanget af den hjælp, der skal ydes, for at opholdskommunen har ret til refusion. Praksis vedrørende § 9 c, stk. 2, nr. 1-5, er desuden retningsgivende for, hvornår den oprindelige opholdskommune forbliver handlekommune efter serviceloven efter reglerne om sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar, der trådte i kraft den 1. august 2010.

Betalingsforpligtelsen for udgifter til børn og unge anbragt uden for hjemmet

399. § 9 c, stk. 2, nr. 6, giver opholdskommunen ret til refusion for udgifter, når et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet i et anbringelsessted efter servicelovens § 66, hvis den oprindelige opholdskommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til opholdet. Retten til refusion gælder efter nr. 7 også ved opretholdt anbringelse efter det 18. år efter servicelovens § 76 a.

Reglerne om anbragte børns opholdskommune blev i 2003 ændret, således at handleforpligtelse og betalingsforpligtelse over for det anbragte barn er hos samme kommune, den anbringende kommune, der efter § 9 a, stk. 4, forbliver opholdskommune. Den anbringende kommune er således fortsat handlekommune for børn anbragt uden for hjemmet efter den 1. juli 2003 eller senere, uanset om forældrene senere flytter til en anden kommune. Den anbringende kommune afholder selv udgifterne i forbindelse med anbringelsen. Der er hermed ikke grundlag for refusion i disse sager.

Der kan imidlertid fortsat være grundlag for refusion for udgifter til børn og unge anbragt før den 1. juli 2003. Se punkt 400. Se også punkt 409 om passivitet.

Desuden gælder efter § 9 c, stk. 1, at bliver et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, eller over for hvem, der er iværksat foranstaltninger efter § 76, stk. 3, i serviceloven, visiteret til en kommune efter integrationslovens § 10, er det denne kommune, der yder refusion.

Betalingsforpligtelsen for udgifter til børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet før den 1. juli 2003

400. Børn og unge, der var anbragt uden for hjemmet før den 1. juli 2003, har selvstændig opholdskommune i den kommune, der den 30. juni 2003 var opholdskommune for barnet eller den unge. Dette har betydning, hvis forældrene senere flytter til en anden kommune. Den anbringende kommune skulle efter de hidtidige regler refundere udgifterne, selv om barnet eller den unge var anbragt i en anden kommune den 30. juni 2003, og denne kommune havde handleforpligtelsen over for barnet (fordi forældrene efter anbringelsen var flyttet dertil). Konsekvenserne af lovændringen pr. 1. juli 2003 for børn anbragt før 1. juli 2003 er alene, at forpligtelserne som handlekommune og betalingskommune fortsætter uændret, selv om forældrene efterfølgende på ny flytter (til en tredje kommune). Handlekommunen har fortsat ret til refusion fra den kommune, som oprindeligt anbragte barnet før den 1. juli 2003.

Lovændringen har ingen betydning for aftaler indgået mellem kommunerne før den 1. juli 2003. Disse aftaler kan opretholdes uændret.

Betalingsforpligtelsen for tilbud til unge fra 18-22 år (efterværn)

401. § 9 c, stk. 4, fastslår, at opholdskommunen har ret til refusion fra den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet, når der iværksættes foranstaltninger for den unge efter § 76, stk. 3, i lov om social service.

Denne formulering af bestemmelsen er trådt i kraft den 1. juni 2017 og gælder for efterværn, der finder sted efter den 31. maj 2017. For efterværn, der er foregået før den første juni 2017 se punkt 403.

Den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelse af en et barn eller en ung under 18 år uden for hjemmet, har hermed pligt til at betale mellemkommunal refusion, hvis der etableres efterværn for den unge efter servicelovens § 76, stk. 3, i en anden kommune end den, der i sin tid traf afgørelse om anbringelsen.

Når den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelsen, selv har haft ret til refusion efter § 9 c, stk. 6, ydes refusionen dog af den kommune, der var refusionspligtig efter § 9 c, stk. 6. Om denne undtagelse se punkt 402.

Refusionen omfatter udgifter til selve tilbuddet og ydelser til den unge efter andre love. Det er en forudsætning, at de udbetalte ydelser vedrører perioden for tilbuddet efter servicelovens § 76, stk. 3, og at der er tale om ydelser nævnt i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 1.

§ 9 c, stk. 4, forudsætter efter ikke, at afgørelsen om efterværn træffes i umiddelbar forbindelse med, at den unge fylder 18 år. Refusionspligten vil også gælde, hvis afgørelse om efterværn træffes på et senere tidspunkt, mens den unge er i alderen fra 18 til 22 år.

I ovennævnte eksempel vil kommune B altså have ret til refusion fra kommune A, uanset om der først træffes afgørelse om efterværn i kommune B f.eks. efter, at den unge er fyldt 19. år. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen (jf. lovforslag L 177 2016/1).

Bestemmelsen gælder også de tilfælde, hvor et barn eller en ung har været anbragt i sin hidtidige opholdskommune, A, indtil det 18 år, og der etableres efterværn i en anden kommunen, B, efter servicelovens § 76, stk. 3, eller hvor et barn af kommune A har været anbragt i kommune B, mens efterværn efter servicelovens § 76, stk. 3, efter det 18. år finder sted i kommune C.

§ 9 c, stk. 4, gælder, uanset om afgørelse om anbringelsen er truffet før den 1. juli 2003. Også i disse tilfælde skal refusion betales af den anbringende kommune. Barnets eller den unges opholdskommune under anbringelsen er i disse tilfælde den kommune, der var opholdskommune for barnet eller den unge den 30. juni 2003. Det er fastsat i § 4, stk. 4, 1. pkt., i lov nr. 1168 af 19. december 2003. Hvis denne kommune har truffet afgørelse om anbringelsen, er det denne kommune, skal betale mellemkommunal refusion under efterværnet efter servicelovens § 76, stk. 3. Hvis en tidligere opholdskommune har truffet afgørelse om anbringelsen, vil det være denne tidligere opholdskommune der skal betale mellemkommunal refusion under efterværnet. Denne kommune har også haft pligt til at betale refusion for anbringelsesudgifterne under anbringelsen efter § 4, stk. 4, 2. pkt., i lov nr. 1168 af 19. december 2003.

Retten til refusion på grundlag af en beslutning om tilbud efter servicelovens § 76, stk. 3, ophører, hvis tilbuddet afløses af et ophold i botilbud for voksne.

402. I retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 4, 2. pkt., er – som en udtagelse til hovedreglen beskrevet i punkt 401 – fastsat, at når den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelsen, selv har haft ret til refusion efter § 9 c, stk. 6, ydes refusionen i forbindelse med efterværn dog af den kommune, der var refusionspligtig efter § 9 c, stk. 6.

Bestemmelse indebærer, at i de tilfælde, hvor en anbringende kommune for et barn eller en ung under 18 år selv har haft ret til refusion for udgiften under anbringelsen fra barnets tidligere opholdskommune, som følge af passivitet fra den tidligere opholdskommune (se herom punkt 409), da skal udgiften under efterværn også refunderes af denne tidligere opholdskommune og ikke af den anbringende kommune.

403. Indtil 1. juni 2017 havde retssikkerhedslovens § 9, stk. 4 følgende ordlyd: ”Når opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 2, nr. 6, fortsætter denne ret til refusion, hvis der iværksættes foranstaltninger efter § 76, stk. 3, i lov om social service. ”

Ankestyrelsen traf den 8. december 2016 en principafgørelse 87-16, der indebar, at der efter denne bestemmelse som udgangspunkt ikke var adgang til mellemkommunal refusion når efterværnet fandt sted i en anden kommune end den, der havde truffet afgørelse om anbringelse af den unge uden for hjemmet før det fyldte 18 år. Det fremgik af afgørelsen, at den også havde bagudrettet virkning.

I § 2 i lov nr. 549 af 30. maj 2017 er fastsat en ordning, der neutraliserer den økonomiske virkning af Ankestyrelsens principafgørelse 87-16 vedrørende efterværn, der har fundet sted før 1. juni 2017. Ordningen betyder, at kommunerne økonomisk stilles på samme måde, som hvis principafgørelsen ikke var blevet truffet. (Om efterværn, der finder sted efter den 31. maj 2017 se punkt 401 og 402).

Formålet med neutraliseringsordningen er dels, at kommuner, der har betalt refusion for efterværn, der er foregået før 1. juni 2017, ikke skal kræve tilbagebetaling af refusionen under henvisning til principafgørelse 87-16, dels at kommuner, der på grund af den nævnte principafgørelse ikke har modtaget refusion vedrørende efterværn, der er foregået før den 1. juni 2017, får ret til et beløb svarende til den manglende refusion fra den kommune, der i sin tid traf afgørelse om anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet.

I loven er bl.a. fastsat, at kommuner, der anmoder om og modtager tilbagebetaling af tidligere betalt refusion under henvisning til principafgørelse 87-16, skal betale et tilsvarende beløb til den kommune, hvor efterværnet finder sted eller har fundet sted.

Hensigten er ikke, at kommunerne faktisk skal rejse tilbagebetalingskrav og derefter tilbagebetale tilsvarende beløb, men derimod at kommunerne hverken skal have pligt eller anledning til at rejse sådanne krav.

Reglernes indhold er med eksempler nærmere uddybet i forarbejderne til lovændringen, (jf. lovforslag L 177 2016/1).

Betalingsforpligtelsen i forbindelse med ophold i forsorgshjem og fængsler

404. Det er som udgangspunkt den kommune, som borgeren opholdt sig i inden opholdet i forsorgshjemmet eller fængslet, som skal betale for udgifter til bl.a. kontanthjælp, hjælp efter serviceloven m.v., idet opholdet er sket ved medvirken fra offentlig myndighed, og der derfor er mellemkommunal refusion for kontante ydelser, mens den oprindelige opholdskommune er både handle- og betalingskommune for ydelser efter serviceloven. Har en beboer på et forsorgshjem opholdt sig i forsorgshjemskommunen inden opholdet i forsorgshjemmet, er forsorgshjemskommunen både opholdskommune og handle- og betalingskommune for beboeren.

Efter § 9 c, stk. 10, er betalingskommunen for en beboer på forsorgshjem den seneste opholdskommune inden indflytning på forsorgshjemmet. Det betyder, at den kommune, hvor et forsorgshjem ligger, kan gå så langt tilbage i tiden, som det er nødvendigt, for at finde en kommune til at betale for en beboer.

Ved afgørelsen af, hvilken kommune der er den seneste tidligere opholdskommune, skal der lægges vægt på de samme momenter som ved afgørelsen af, hvilken kommune, der er opholdskommune (se punkt 332).

§ 9 c, stk. 10, 2. pkt., indebærer samtidig, at et forsorgshjems beliggenhedskommune ikke overtager rollen som oprindelig opholdskommune i relation til fremtidige betalinger af mellemkommunal refusion for en beboer, der flytter fra forsorgshjemmet. Denne forpligtelse fastholdes, ligesom betalingsforpligtelsen under opholdet på forsorgshjemmet, hos den kommune, der kan fastlægges som opholdskommune efter § 9, dvs. som hovedregel den kommune hvor den pågældende senest har boet eller haft sædvanligt ophold. Først når borgeren har erhvervet en ny opholdskommune efter § 9, ophører den oprindelige opholdskommune med at være betalingskommune. Det fremgår af lovforarbejderne til bestemmelsen (jf. lovforslag L 37 2005/1).

405. Retten til mellemkommunal refusion fortsætter, hvis en beboer fra et forsorgshjem eller fængsel udsluses til en anden boform m.v., som efter § 9 c giver ret til refusion fra den tidligere kommune. Da den tidligere opholdskommune i sidste instans skal afholde den kommunale andel af udgifterne til hjælp, vil den tidligere opholdskommune for en borger, der opholder sig i fængsel eller forsorgshjem, have interesse i fortsat at være handlekommune og dermed bevare indflydelse på, hvad der skal ske i sagen. Den oprindelige opholdskommune vil automatisk være handlekommune efter serviceloven, indtil der er etableret en ny opholdskommune, hvor den pågældende har bopæl eller sædvanligt ophold. Det følger af § 9, stk. 7, og § 9, stk. 8, 2. pkt. (se punkt 368).

Aftaler om handlekommune kan indgås efter § 9, stk. 6 (se punkt 359-361).