Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Orientering om offentliggørelse af Vejledning om indsatser og særlig støtte til børn og unge og deres familier

Børne- og Socialministeriets skrivelse nr. 9164 af 28/2 2019.

Børne- og Socialministeriet har offentliggjort Vejledning om indsatser og særlig støtte til børn og unge og deres familier – vejledning nr. 9142 af 26. februar 2019.

Vejledningen kan findes her: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=205101

Vejledningen omhandler servicelovens regler om indsatser og særlig støtte til børn og unge og deres familier.

Vejledningen er revideret med lovændringer, der er trådt i kraft fra den 1. januar 2014 frem til 31. december 2018. Det betyder, at de ændringer af serviceloven, der følger af lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, der trådte i kraft den 1. januar 2019, nye regler på plejefamilieområdet, der træder i kraft 1. juli 2019 og lovgivning om Familieretshuset, der træder i kraft den 1. april 2019, ikke er indgår i denne vejledning.

I forhold til den tidligere vejledning 3 til serviceloven, er en række punkter flyttet for at sikre en mere sammenhængende og brugbar vejledning. Emner, der er mere uddybende beskrevet i andre vejledninger, er desuden forkortet eller udgået og erstattet med henvisninger til disse vejledninger. Endelig er vejledningens stikordsregister blevet opdateret og udbygget, så det er mere anvendeligt.

For at sikre en mere overskuelig vejledning er kapitlerne om handicapkompenserende ydelser til børn og unge desuden udgået af den nye vejledning. Der udarbejdes i stedet en ny, selvstændig vejledning om handicapkompenserende ydelser til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier, som vil blive udsendt i høring til organisationer og myndigheder på et senere tidspunkt.

Det betyder, at punkt 41 og kapitel 6-11 om handicapkompenserende ydelser til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i vejledning nr. 9007 af 7. januar 20141) med senere ændringer2) fortsat finder anvendelse.

Det bemærkes, at børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier fortsat er en del af målgruppen for en række af de indsatser, som beskrives i den nye Vejledning om indsatser og støtte til børn og unge og deres familier. Den kommende vejledning om handicapkompenserende ydelser vil således alene omfatte de handicapkompenserende ydelser, som tilkendes på baggrund af barnets eller den unges funktionsnedsættelse.

I vurderingen af, hvilken hjælp og støtte, der kan gives til børn og unge med handicap og deres familier, vil det derfor være relevant at orientere sig i såvel den reviderede vejledning om indsatser og støtte til børn og unge og deres familier som i den kommende vejledning om handicapkompenserende ydelser til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier.

Til toppen

Noter

1) Vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier (Vejledning 3 til serviceloven).

2) Vejledning nr. 9047 af 28/01/2015 og Vejledning nr. 9535 af 09/06/2016.

Til toppen