Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om obligatorisk brug af ansøgningsskemaer eller digital selvbetjening ved indgivelse af ansøgning til Udlændingestyrelsen

Udlændinge- og Integrationsministeriets bekendtgørelse nr. 250 af 14/3 2019.

I medfør af § 9 g, stk. 1, i udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 239 af 10. marts 2019, fastsættes:

Til toppen

Kapitel 1 – Anvendelsesområde

§ 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse på ansøgninger efter udlændingeloven eller udlændingebekendtgørelsen, der indgives til Udlændingestyrelsen.

Til toppen

Kapitel 2 – Krav om brug af digital selvbetjening

§ 2. En ansøgning skal indgives ved anvendelse af den digitale ansøgningsløsning, som Udlændingestyrelsen stiller til rådighed (digital selvbetjening), i følgende tilfælde:

1) Ansøgning om opholdstilladelse til et mindreårigt barn født i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.

2) Ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse til en familiesammenført ægtefælle eller samlever, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1.

3) Ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse til et mindreårigt familiesammenført barn, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2 og 3, og § 9 c, stk. 1.

4) Ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse til et familiesammenført barn, der er fyldt 18 år, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2 og 3, og § 9 c, stk. 1.

5) Ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse til en udlænding, som har opholdstilladelse på baggrund af ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

6) Ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse til en udlænding, som tidligere har haft dansk indfødsret, jf. udlændingelovens § 9 d.

7) Ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse til en udlænding fra Kosovoprovinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien eller fra det tidligere Jugoslavien m.v., jf. udlændingelovens § 9 e samt § 9, stk. 2, nr. 5, i lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001.

8) Ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, til en udlænding, som har opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9 f, 9 i-9 n eller 9 p.

9) Ansøgning om forhåndsdispensation fra bortfald af en opholdstilladelse før udrejse til en udlænding, som har opholdstilladelse på baggrund af asyl eller familiesammenføring mv., jf. udlændingelovens § 17, stk. 3.

10) Ansøgning om udstedelse af et nyt opholdskort til en udlænding, som har opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9, 9 b-9 f eller 9 q.

11) Ansøgning om udstedelse af et opholdskort til en mindreårig udlænding, jf. udlændingebekendtgørelsens § 14, stk. 2.

12) Ansøgning om udstedelse af et rejsedokument for flygtninge eller fremmedpas, jf. udlændingebekendtgørelsens § 7.

13) Ansøgning om forlænget gyldighed af et udstedt rejsedokument for flygtninge eller fremmedpas, jf. udlændingebekendtgørelsens § 8.

14) Ansøgning om ændring af personlige data, jf. udlændingelovens § 40 e.

15) Ansøgning om forhåndsgodkendelse af en virksomhed med henblik på forretningsbesøg fra visumpligtige udlændinge, jf. udlændingelovens § 4 d.

Stk. 2. Partsrepræsentanter er undtaget fra kravet om anvendelse af digital selvbetjening efter stk. 1.

§ 3. Ansøgninger, der ikke indgives ved digital selvbetjening efter § 2, kan afvises af Udlændingestyrelsen, medmindre andet følger af EU-reglerne, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at ansøgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, herunder at ansøgeren ikke har digitale kompetencer eller af helbredsmæssige grunde ikke kan anvende en digital selvbetjeningsløsning, skal Udlændingestyrelsen i stedet for at afvise ansøgningen henvise ansøgeren til at indgive ansøgningen ved anvendelse af det papirbaserede ansøgningsskema, jf. § 5, stk. 3, eller på anden måde, jf. § 6, stk. 2.

Stk. 3. Udlændingestyrelsen kan undlade at afvise en ansøgning, der ikke er indgivet ved anvendelse af digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for Udlændingestyrelsen ved at modtage ansøgningen på anden måde, eller hvis det efter sagens karakter er hensigtsmæssigt at modtage ansøgningen på anden måde.

§ 4. En digital ansøgning anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for Udlændingestyrelsen.

Til toppen

Kapitel 3 – Krav om brug af papirbaseret ansøgningsskema

§ 5. En ansøgning skal indgives ved anvendelse af det papirbaserede ansøgningsskema, som Udlændingestyrelsen stiller til rådighed i følgende tilfælde:

1) Ansøgning om opholdstilladelse til en ægtefælle eller samlever, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1.

2) Ansøgning om opholdstilladelse til et mindreårigt barn født i udlandet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2 og 3, og § 9 c, stk. 1.

3) Ansøgning om opholdstilladelse til et andet familiemedlem end en ægtefælle, en samlever eller et mindreårigt barn, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Stk. 2. En ansøgning skal endvidere indgives ved anvendelse af det papirbaserede ansøgningsskema, som Udlændingestyrelsen stiller til rådighed i de tilfælde, hvor en partsrepræsentant ved indgivelse af en ansøgning, som er omfattet af § 2, stk. 1, ikke benytter digital selvbetjening, jf. § 2, stk. 2.

Stk. 3. Udlændingestyrelsen kan bestemme, at en ansøgning, som er omfattet af § 2, stk. 1, men som efter § 3 kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening, skal indgives ved anvendelse af det papirbaserede ansøgningsskema, som Udlændingestyrelsen stiller til rådighed.

Stk. 4. Pligten til at anvende et papirbaseret ansøgningsskema er ikke til hinder for indgivelse af ansøgning ved anvendelse af digital selvbetjening, hvis digital selvbetjening stilles til rådighed af Udlændingestyrelsen til brug for indgivelse af ansøgninger, som er omfattet af stk. 1.

§ 6. Ansøgninger, der ikke indgives ved anvendelse af et papirbaseret ansøgningsskema efter § 5, kan afvises af Udlændingestyrelsen, medmindre andet følger af EU-reglerne, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at ansøgeren ikke må forventes at kunne anvende et papirbaseret ansøgningsskema, herunder at ansøger af helbredsmæssige grunde ikke kan udfylde et papirbaseret skema, skal Udlændingestyrelsen i stedet for at afvise ansøgningen henvise ansøgeren til at indgive ansøgningen på anden måde.

Stk. 3. Udlændingestyrelsen kan undlade at afvise en ansøgning, der ikke er indgivet ved anvendelse af et papirbaseret ansøgningsskema, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for Udlændingestyrelsen ved at modtage ansøgningen på anden måde, eller hvis det efter sagens karakter er hensigtsmæssigt at modtage ansøgningen på anden måde.

Til toppen

Kapitel 4 – Ikrafttrædelse m.v.

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 2019.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 276 af 20. marts 2015 om obligatorisk brug af ansøgningsskemaer eller digital selvbetjening ved indgivelse af ansøgning til Udlændingestyrelsen ophæves.

Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på ansøgninger, som er indgivet før den 1. maj 2019. For sådanne ansøgninger finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Til toppen