Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Forsørgelse & aktivering

Bekendtgørelse om arbejdsgiveres anmodning om refusion og tilbagebetaling af refusion i forbindelse med medarbejderes deltagelse i et jobafklaringsforløb m.v.

Arbejdsmarkeds- og Rekrutteringsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1468 af 16/12 2019.

I medfør af § 69 u i lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 981 af 23. september 2019, fastsættes efter bemyndigelse:

§ 1. En arbejdsgiver, der udbetaler løn til en sygemeldt ansat, der overgår fra sygedagpenge til et jobafklaringsforløb efter kapitel 18 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, er berettiget til at modtage refusion fra det tidspunkt, hvor den sygemeldte påbegynder jobafklaringsforløbet, jf. § 69 t i lov om aktiv socialpolitik.

Stk. 2. En arbejdsgiver, der udbetaler løn til en sygemeldt ansat, der på første fraværsdag ville have haft ret til sygedagpenge fra kommunen, men som er omfattet af tidsbegrænsningen i lov om sygedagpenge, og hvor den sygemeldte er påbegyndt et jobafklaringsforløb, er berettiget til at modtage refusion fra det tidspunkt, hvor den sygemeldte påbegynder jobafklaringsforløbet, jf. § 69 t i lov om aktiv socialpolitik.

§ 2. Arbejdsgiveren skal anmode lønmodtagerens opholdskommune om udbetaling af refusionen. Der kan alene ydes refusion for et tidsrum, der ligger indtil 3 måneder forud for anmodningen om refusion.

Stk. 2. Kommunen kan dog udbetale refusion, når overskridelsen af fristen skyldes forkert vejledning fra offentlige myndigheder eller andre, der må antages at have særligt kendskab til forholdene, eller når særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor.

Stk. 3. Arbejdsgivers refusion efter § 69 t i lov om aktiv socialpolitik nedsættes med det beløb, som arbejdsgiver kan modtage fra kommunen efter §§ 55 og 56 i lov om sygedagpenge i forbindelse med fravær på grund af sygdom. Nedsættelsen opgøres pr. dag, som der modtages refusion for.

§ 3. Arbejdsgiveren har pligt til at oplyse kommunen om forhold, der har betydning for beregning af refusionen, herunder oplysninger om løn, delvis genoptagelse af arbejdet m.v.

§ 4. Kommunen kan træffe afgørelse om, at refusionen ikke skal udbetales eller tilbagebetales, hvis

1) arbejdsgiveren har afgivet urigtig erklæring om forhold, der har betydning for at opnå ret til refusionen eller for at bevare retten hertil, eller

2) arbejdsgiveren forsætligt har fortiet forhold, der har samme betydning som nævnt under nr. 1.

§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2020.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1552 af 23. december 2014 om arbejdsgiveres anmodning om refusion og tilbagebetaling af refusion i forbindelse med medarbejderes deltagelse i et jobafklaringsforløb m.v. ophæves.

Til toppen