Bekendtgørelse om arbejdsskadesikring af uddannelsessøgende m.fl.
Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 1263 af 2/12 2019.
I medfør af § 3, nr. 2, i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 977 af 9. september 2019, fastsættes:
§ 1. Personer, der udsættes for en ulykke eller udvikler en sygdom som følge af forholdene under et uddannelses- eller praktikforløb, og ikke er i et ansættelsesforhold til uddannelsesstedet eller en praktikvært, er ikke sikrede efter lov om arbejdsskadesikring. Skader, der opstår i et sådant uddannelses- eller praktikforløb, anerkendes derfor ikke som arbejdsskader, jf. dog §§ 2 og 3.
§ 2. Personer, der udsættes for en ulykke eller udvikler en sygdom, jf. §§ 5-7 i lov om arbejdsskadesikring, på et uddannelsessted eller på en arbejdsplads i forbindelse med et undervisnings- eller praktikforløb, er sikrede efter lovens almindelige regler, hvis tilskadekomne ved skadens indtræden erstatter anden arbejdskraft eller på anden måde bidrager til uddannelsesstedets eller praktikværtens produktion i et ikke uvæsentligt omfang (nyttekriteriet). Dette gælder dog ikke § 3, nr. 10.
§ 3. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring behandler anmeldte sager og fastsætter erstatning m.v. efter § 11 i lov om arbejdsskadesikring, jf. dog § 5, stk. 2, for uddannelsessøgende, der i medfør af følgende lovgivning har ret til erstatning m.v. ved skade under et uddannelses- eller praktikforløb:
1) Deltagere i arbejdsmarkedsuddannelser under ophold på en uddannelsesinstitution, når deltageren ikke har en arbejdsgiver og skaden skyldes undervisning under arbejdspladslignende forhold efter § 30 i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 616 af 3. juni 2019.
2) Elever i de gymnasiale uddannelser, hvis skaden skyldes undervisning under arbejdspladslignende forhold efter § 66 i lov om de gymnasiale uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 611 af 29. maj 2019.
3) Elever efter § 66, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 957 af 17. september 2019, der modtager løn under skoleophold, der er omfattet af en uddannelsesaftale.
4) Elever i erhvervsuddannelser under skolepraktik eller skoleophold, som ikke er omfattet af en uddannelsesaftale, hvis skaden skyldes undervisning under arbejdspladslignende forhold efter § 66, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 957 af 17. september 2019.
5) Elever på institutioner for forberedende grunduddannelse, der udløser statstilskud, og elever, for hvem kommunen afholder udgifterne efter § 42, stk. 4, i lov om institutioner for forberedende grunduddannelse, som kommer til skade som følge af undervisning under arbejdspladslignende forhold efter § 46, stk. 1-3, i lov om institutioner for forberedende grunduddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 604 af 24. maj 2019.
6) Studerende, der som led i en maritim uddannelse er på et skoleskib eller er på kurser, der afvikles under arbejdspladslignende forhold efter § 18 i lov om maritime uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 781 af 8. august 2019.
7) Uddannelses- og erhvervsvejledningssøgende, som deltager i praktisk erhvervsorientering m.v., der er omfattet af bekendtgørelse nr. 990 af 27. september 2019 om statens erstatningsordning for deltagere i praktisk erhvervsorientering m.v.
8) Uddannelsessøgende, der som led i en erhvervsrettet uddannelse deltager i praktik på en offentlig eller privat arbejdsplads, som de skal deltage i efter uddannelsesplanen, og som skolen eller uddannelsesinstitutionen formidler eller godkender inden for rammerne af uddannelsen. Det er en betingelse, at uddannelsen enten er godkendt som støtteberettiget efter lov om statens uddannelsesstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 1037 af 30. august 2017 med senere ændringer, er udbudt efter regler med hjemmel i lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 609 af 28. maj 2019, eller er omfattet af lov om videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne, jf. lovbekendtgørelse nr. 1038 af 30. august 2017.
9) Deltagere i tilbud om vejledning og opkvalificering efter § 191 i lov nr. 548 af 7. maj 2019 om en aktiv beskæftigelsesindsats.
10) Deltagere i tilbud om virksomhedspraktik og nytteindsats efter § 191 i lov nr. 548 af 7. maj 2019 om en aktiv beskæftigelsesindsats.
§ 4. Praktikværter og arbejdsgivere for de personer, der er omfattet af § 2 og § 3, nr. 3 og 8, er sikringspligtige arbejdsgivere efter §§ 48 og 49 i lov om arbejdsskadesikring.
§ 5. Den institution eller myndighed, som har ansvaret for de enkelte uddannelses- eller praktikforløb, der er omfattet af § 3, nr. 1-2, 4-7 og 9-10, afgør, hvorvidt den uddannelsessøgende er retligt omfattet af institutionens erstatningsordning.
Stk. 2. Den institution eller myndighed, som har ansvaret for de i stk. 1 nævnte uddannelses- eller praktikforløb, kan tillige behandle krav om betaling af udgifter til sygebehandling og hjælpemidler m.v. i anledning af anmeldte ulykker og betale sådanne udgifter i det omfang kravet kan imødekommes, jf. § 15 i lov om arbejdsskadesikring. Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 901 af 24. juni 2016 om forsikringsselskabernes adgang til at behandle krav om betaling af udgifter til sygebehandling og hjælpemidler m.v. efter lov om arbejdsskadesikring finder tilsvarende anvendelse.
§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2020 og anvendes for ulykker, der indtræder, og erhvervssygdomme, der anmeldes den 1. januar 2020 eller senere.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 185 af 23. februar 2017 om arbejdsskadesikring af uddannelsessøgende m.fl. ophæves. Bekendtgørelsen i 1. pkt. finder dog med undtagelse af § 5, stk. 2, fortsat anvendelse for elever, der før den 1. august 2019 er påbegyndt et uddannelsesforløb, der er omfattet af lov om produktionsskoler, lov om erhvervsgrunduddannelse m.v. og lov om kombineret ungdomsuddannelse.
Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 40 af 18. januar 2001 finder fortsat anvendelse på ulykker, kortvarige skadelige påvirkninger og pludselige løfteskader, der er indtrådt før 1. januar 2004, og erhvervssygdomme, der er anmeldt før 1. januar 2004.