Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Skærpede krav til optjening af folkepension og førtidspension, hurtigere udbetaling af tillæg for opsat pension m.v.

Skrivelse om orientering om lov om ændring af lov om social pension, lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, pensionsbeskatningsloven og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Skærpede krav til optjening af folkepension og førtidspension, hurtigere udbetaling af tillæg for opsat pension m.v.)

 

Arbejdsmarkeds- og Rekrutteringsstyrelsens skrivelse nr. 9497 af 25/6 2018.

Folketinget vedtog den 26. april 2018 lovforslag L 138, Forslag til lov om ændring af lov om social pension, lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, pensionsbeskatningsloven og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Skærpede krav til optjening af folkepension og førtidspension, hurtigere udbetaling af tillæg for opsat pension m.v.)

Loven har nr. 442 af 8. maj 2018. Loven og lovforslaget, som vedtaget ved 3. behandling, kan findes på Retsinformations hjemmeside på www.retsinformation.dk og på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Lovforarbejderne kan findes via dette link på Folketingets hjemmeside:

http://www.ft.dk/samling/20171/lovforslag/L138/index.htm 

Loven træder i kraft den 1. juli 2018.

Lovændringen medfører:

1. En skærpelse af kravet for optjening af ret til fuld folkepension, fuld supplerende pensionsydelse (ældrecheck) og fuld førtidspension, således at der bliver en bedre sammenhæng med reglerne for levetidsindeksering af folkepensionsalderen.

2. En harmonisering af reglerne for opgørelse af bopælstid for flygtninge ved tilkendelse af førtidspension med reglerne for danskere og andre udlændinge. Det betyder, at flygtninge ikke længere kan sidestille bopælstid fra oprindelseslandet og andre lande, hvori den pågældende har haft ophold som flygtning, med bopæl her i riget.

3. Mere fleksible regler for udbetaling af tillæg for opsat pension, således at det bliver muligt for borgere, der arbejder efter folkepensionsalderen, at vælge mellem tre ordninger i forbindelse med udbetaling af tillæg.

4. Ændringer i ATP-loven, pensionsbeskatningsloven og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Til toppen

Ad pkt. 1. Skærpelse af kravet for optjening af ret til fuld folkepension, fuld supplerende pensionsydelse (ældrecheck) og fuld førtidspension

Skærpede regler om optjening af ret til folke- og førtidspension

Med lovændringen er retten til fuld folkepension betinget af fast bopæl her i riget i mindst 9/10 af optjeningsperioden fra det fyldte 15. år til folkepensionsalderen. Hvis betingelsen om fuld folkepension ikke er opfyldt, fastsættes pensionen efter forholdet mellem bopælstiden og 9/10 af optjeningsperioden fra det fyldte 15. år til folkepensionsalderen.

Retten til fuld førtidspension er ligeledes gjort betinget af fast bopæl her i riget i mindst 9/10 af optjeningsperioden fra det fyldte 15. år til det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes. Hvis betingelsen om fuld førtidspension ikke er opfyldt, fastsættes pensionen efter forholdet mellem bopælstiden og 9/10 af optjeningsperioden fra det fyldte 15. år til det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes.

Der er således tale om en skærpelse af optjeningskravet fra 4/5 af optjeningsperioden fra det fyldte 15. år til folkepensionsalderen på aktuelt 65. år til 9/10 af optjeningsperioden fra det fyldte 15. år til den fremtidige forhøjede folkepensionsalder.

Tilsvarende er der tale om en skærpelse af optjeningskravet fra 4/5 af optjeningsperioden fra det fyldte 15. år til 9/10 af optjeningsperioden fra det fyldte 15. år til det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes.

Med lovændringen er der ikke foretaget ændringer i forhold til, hvordan bopælstiden opgøres, jf. dog nedenfor under Ad 2. Harmonisering af reglerne for opgørelse af bopælstid for flygtninge ved tilkendelse af førtidspension.

Optjeningen af ret til pension sker som udgangspunkt på baggrund af fast bopæl her i riget i optjeningsperioden. Der er fravigelser hertil i lov om social pension, forordning 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger i EU/EØS-lande og Schweiz og efter bilaterale aftaler m.v., som Danmark har indgået med andre lande.

Opgørelse af den optjente ret til folke- og førtidspension

Ved opgørelsen af den optjente ret til henholdsvis folke- og førtidspension sammenlægges flere bopælsperioder, og den samlede bopælstid afrundes til nærmeste hele antal måneder, hvor en måned fastsættes til 30 dage. Det svarer til de gældende regler for ret til førtidspension.

Forholdet mellem bopælstiden og optjeningstiden beregnes som en procent, der afrundes til nærmeste hele procent af den fulde optjening.

Beregning af procentandelen af en fuld folke- og førtidspension

Ved beregning af en procentandel af en fuld pension, beregnes først en fuld pension på baggrund de indtægter pensionisten og en eventuel ægtefælle eller samlever har ved siden af den sociale pension. Denne beregning foretages som hidtil på baggrund af reglerne i lov om social pension om beregning af folkepension, jf. lovens kapitel 4, om opsat pension og optjening af venteprocent efter lovens kapitel 2 a og efter lovens § 72 d om supplerende pensionsydelse. Beregning af førtidspension foretages på baggrund af reglerne i lovens kapitel 4 a. Først herefter nedsættes det beregnede pensionsbeløb til den beregnede procent, som pensionen udbetales i forhold til.

Krav om mindsteoptjening for udbetaling af pension

Med lovændringen, jf. § 7 a i lov om social pension er det fastsat, at hvis bopælstiden i optjeningsperioden udgør mindre end 12 måneder, udbetales der ikke pension. Samtidig er bestemmelserne om, at pensionen ikke udbetales, hvis den udgør mindre en et minimumsbeløb, jf. § 31, stk. 4 og § 32 c, stk. 2, ophævet.

Udbetaling af en nedsat supplerende pensionsydelse

For folkepensionister, der er berettigede til en procentandel af fuld pension, nedsættes den beregnede supplerende pensionsydelse (ældrechecken) i forhold hertil. Det svarer til de hidtil gældende regler, hvorefter der for folkepensionister, der er berettiget til et antal fyrretyvendedele af en fuld folkepension (brøkpension), sker en nedsættelse af den beregnede supplerende pensionsydelse i forhold til det fastsatte antal fyrretyvendedele, som folkepensionisten har optjent ret til.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Loven træder i kraft den 1. juli 2018.

For personer, der ved lovens ikrafttræden er tilkendt folke- eller førtidspension eller for hvem der er påbegyndt en sag om førtidspension, finder de hidtil gældende bestemmelser i §§ 5-7, § 10, § 31, stk. 4 og 5, § 32 c, stk. 2 og 3, § 33 b, stk. 1, § 49, stk. 1, nr. 12-14, § 49, stk. 4, § 56 a. stk. 4, og § 72 d, stk. 4, anvendelse.

Det betyder, at denne persongruppe fortsat er omfattet af de hidtil gældende regler bl.a. om optjening, brøkpension og mindstebeløb.

For personer, der når folkepensionsalderen før 1. juli 2025, finder de hidtil gældende bestemmelser i §§ 5-7. § 10, § 31, stk. 4 og 5, § 32 c, stk. 2 og 3, § 33 b, stk. 1, § 49, stk. 1, nr. 4, § 56 a, stk. 4 og § 72 d, stk. 4, i lov om social pension, anvendelse.

Med bestemmelsen om at personer, der når folkepensionsalderen inden den 1. juli 2025, ikke er omfattet af de skærpede optjeningskrav sikres, at personer, der ved lovens ikrafttræden allerede har optjent ret til fuld folkepension på baggrund af 40 års bopæl i optjeningsperioden, fortsat har mulighed for at kunne nå at optjene ret til fuld folkepension på baggrund af de skærpede optjeningsregler. De hidtil gældende regler om optjening finder også anvendelse ved tilkendelse af førtidspension til personer, der når folkepensionsalderen inden den 1. juli 2025.

Til toppen

Ad pkt. 2. Harmonisering af reglerne for opgørelse af bopælstid for flygtninge ved tilkendelse af førtidspension

Efter de gældende regler i lov om social er retten til social pension som udgangspunkt betinget af, at modtageren har dansk indfødsret. Der er undtagelser til kravet om dansk indfødsret. Kravet gælder fx ikke udlændinge, som har fået opholdstilladelse i Danmark efter §§ 7 eller 8 i udlændingeloven. Denne undtagelse vil fortsat gælde.

Optjeningen af ret til førtidspension fastsættes som udgangspunkt på baggrund af bopælstid her i riget i optjeningsperioden mellem det fyldte 15. år til det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes. Flygtninge, der har fået opholdstilladelse i Danmark efter §§ 7 eller 8 i udlændingeloven, har hidtil ved opgørelse af bopælstid kunnet sidestille bopælstid i oprindelseslandet med bopæl her i riget. Det samme gælder andre lande, hvori den pågældende har haft bopæl på et grundlag svarende til det, der er nævnt i § 7 i udlændingeloven. Bopælstid i oprindelseslandet m.fl. har hidtil også skullet medregnes i forhold til kravet om mindstebopælstid på 3 år for ret til førtidspension.

Formålet med lovændringen er, at harmonisere reglerne for opgørelse af bopælstid for flygtninge ved tilkendelse af førtidspension med danskere og andre udlændinge, der kommer til Danmark, og som ikke opfylder optjeningskravet for ret til fuld førtidspension.

Med lovændringen gennemføres harmoniseringen af optjeningsreglerne for ret til førtidspension ved at ophæve § 9 i lov om social pension, Dermed omfattes flygtninge af de samme optjeningsregler, som gælder for øvrige udlændinge og danskere, der har haft ophold i andre lande.

Flygtninge skal herefter på samme måde som danskere have haft mindst 3 års fast bopæl her i riget efter det fyldte 15. år, for at få ret til førtidspension, og flygtninge ligestilles med alle andre borgere, som alene er berettiget til optjent pension på baggrund af bopælstiden her i riget.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Loven træder i kraft den 1. juli 2018.

Ophævelse af § 9 i lov om social pension gælder dog ikke for personer, som er meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, og

  • som ved lovens ikrafttræden er tilkendt førtidspension eller for hvem, der er påbegyndt en sag om førtidspension eller
  • er indrejst i Danmark inden den 1. september 2017, og som når folkepensionsalderen inden den 1. januar 2021.

For disse personer finder den hidtil gældende § 9 i lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 1208 af 17. november 2017, anvendelse.

Herved er det bl.a. sikret, at personer, der er omfattet af overgangsreglen i lov nr. 995 af 30. august 2015 ved tilkendelse af folkepension, også kan sidestille bopælstid fra oprindelseslandet m.fl. ved opgørelse af bopælstid efter den hidtil gældende § 9 i lov om social pension, hvis den pågældende tilkendes førtidspension.

Ansøgning om anden hjælp

Flygtninge, der ikke opfylder betingelsen om fast bopæl her i riget i mindst 3 år efter det fyldte 15. år for ret til førtidspension, vil kunne være berettiget til integrationsydelse, jf. § 22 i lov om aktiv socialpolitik (aktivloven). Flygtninge, der opfylder betingelserne for tilkendelse af førtidspension, vil være berettiget til optjent førtidspension på baggrund af mindst 3 års bopæl her i riget. Hjælpen efter § 27 a i aktivloven til personer, der ikke modtager fuld førtidspension, og som ikke opfylder opholdskravet i aktivlovens § 11, stk. 3, om 7 ud af 8 års ophold i Danmark (9 ud af 10 år fra 1. januar 2019, jf. lov nr. 743 af 8. juni 2018), kan pr. måned højst udgøre et beløb, der svarer til integrationsydelsen, jf. aktivlovens § 22. Herefter kan hjælpen efter aktivlovens § 27 a pr. måned højst udgøre det beløb, der ville kunne udbetales, hvis ansøgeren havde været berettiget til fuld førtidspension.

Til toppen

Ad pkt. 3. Mere fleksible regler for udbetaling af tillæg for opsat pension

Efter de hidtil gældende regler i lov om social pension § 15 f har det alene været muligt at få udbetalt tillæg for opsat pension som et livsvarigt månedligt tillæg sammen med pensionen.

Med lovændringen indføres mulighed for, at pensionister, der har ret til tillæg for opsat pension, kan vælge mellem den hidtil gældende ordning om livsvarigt tillæg og to nye ordninger om fremrykket udbetaling at tillæg for opsat pension.

Efter den ene af de nye ordninger udbetales et højere månedligt tillæg i 120 måneder til både grundbeløb og pensionstillæg. Efter den anden ordning udbetales et engangstillæg for det opsatte grundbeløb og et højere månedligt tillæg i 120 måneder, til den del af pensionen der udgør pensionstillæg.

Engangstillæg for det opsatte grundbeløb beregnes som antallet af hele måneder, pensionen har været opsat, ganget med grundbeløbets fulde beløb delt med 12.

De løbende tillæg for opsat pension beregnes ud fra en optjent venteprocent. Tillægget beregnes som venteprocenten ganget med den beregnede folkepension for den pågældende måned.

Der vil fremover være to måder at opgøre venteprocenten på, henholdsvis ved livsvarigt tillæg og ved tillæg udbetalt over 120 måneder. Ved livsvarigt tillæg opgøres venteprocenten som forholdet mellem det antal måneder, pensionen har været opsat, og middellevetiden i hele måneder i den pågældende tilbagetrækningsalder. Ved tillæg udbetalt over 120 måneder opgøres venteprocenten som forholdet mellem det antal måneder, pensionen har været opsat, og middellevetiden over en 10-årig periode i hele måneder i den pågældende tilbagetrækningsalder. Venteprocenten afrundes til to decimaler.

Har pensionen været opsat i to perioder, afbrudt af pensionsudbetaling, opgøres venteprocenten for hver periode for sig.

Vælger en pensionist den fremrykkede udbetaling af tillæg for opsat pension, vil der skulle beregnes tillæg til pensionen på baggrund af den opgjorte venteprocent i 120 måneder i alt. Det vil sige i sammenlagt 120 måneder. Der ses ikke bort fra perioder, hvor pensionen ikke udbetales, fx som følge af reglerne om indtægtsregulering eller reglerne om personer, der indsættes til strafafsoning i fængsel eller unddrager sig strafforfølgning m.v. En ny periode med opsat pension, efter påbegyndt pensionsudbetaling, indgår dog ikke i opgørelsen af de 120 måneder med ret til tillæg.

Pensionisten kan ændre valg af ordning, indtil pensionsudbetalingen i henhold til en ordning er gået i gang, dvs. ved meddelelsen om pensionsudbetaling i henhold til den pågældende ordning.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Loven træder i kraft den 1. juli 2018.

Efter loven gælder muligheden for at vælge fremrykket udbetaling af tillæg for opsat pension alene for perioder med opsat pension og perioder med arbejde efter folkepensionsalderen fra og med lovens ikrafttræden 1. juli 2018. Personer, som har haft opsat pensionen i en periode hen over ikrafttrædelsen, og som vælger hurtigere udbetaling af tillægget, får beregnet et livsvarigt tillæg for perioden før ikrafttrædelsen og fremrykket udbetaling af tillægget for opsat pension for perioden efter ikrafttrædelsen.

Til toppen

Ad pkt. 4. Ændringer i pensionsbeskatningsloven, ATP-loven og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Pensionsbeskatningsloven

Med indsættelse af en ny bestemmelse i pensionsbeskatningslovens § 49 C, er det udtrykkelig fastsat, hvordan beskatningen skal ske af engangstillægget ved opsat folkepension, som med loven er indført i § 15 f, stk. 3 i lov om social pension.

ATP-loven

Den gældende § 9 a og § 14 c i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension er konsekvensændret således, at der ift. den til enhver tid gældende folkepensionsalder er mulighed for at udskyde og forhøje udbetalingen af ATP i op til 10 år efter, at medlemmet har nået folkepensionsalderen, og mulighed for at nedsætte dødsfaldsydelsen oven en 5-årig periode, således at ydelsen bortfalder helt 5 år efter, at medlemmet har nået folkepensionsalderen.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Med loven er der konsekvensrettet i bemyndigelsesbestemmelsen i retssikkerhedslovens § 8, som følge af ressortomlægningen i 2015. Der er i bestemmelsen tilføjet et stk. 3, hvorefter det fastslås, at det er beskæftigelsesministeren, der kan fastsætte regler for behandling og opfølgning af sager på beskæftigelsesområdet, herunder tidsfrister for visse typer sager.

Til toppen