Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om livstestamenter

Sundheds- og Ældreministeriets bekendtgørelse nr. 854 af 22/6 2018.

I medfør af § 27, stk. 1, i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 191 af 28. februar 2018, fastsættes:

Drift af Livstestamenteregistret

§ 1. Sundhedsdatastyrelsen fører et elektronisk register for livstestamenter, Livstestamenteregistret.

Stk. 2. Formålet med at føre registret er, at testator kan registrere sin beslutning om behandling, og at sundhedspersoner kan opnå viden om testators beslutninger jf. sundhedslovens §§ 26 og 27.

Stk. 3. Sundhedsdatastyrelsen er dataansvarlig og driver og vedligeholder registret.

Oprettelse af livstestamente

§ 2. Et livstestamente skal oprettes via digital selvbetjening af testator på en elektronisk livstestamenteformular udfærdiget af Sundhedsdatastyrelsen. Testator skal opfylde kravene i sundhedslovens § 26, stk. 1, vedrørende alder og habilitet.

Stk. 2. Hvis Sundhedsdatastyrelsen finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at testator ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, skal Sundhedsdatastyrelsen tilbyde, at livstestamentet kan oprettes på anden måde.

Ændring og tilbagekaldelse af livstestamente

§ 3. Testator kan til enhver tid ændre eller tilbagekalde sit livstestamente ved at ændre eller slette den elektroniske livstestamenteformular ved hjælp af digital selvbetjening jf. § 2, stk. 1. Hvis Sundhedsdatastyrelsen finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at testator ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, skal Sundhedsdatastyrelsen tilbyde, at livstestamentet kan ændres eller tilbagekaldes på anden måde.

Stk. 2. En ændring eller tilbagekaldelse har virkning fra det tidspunkt, den er registreret i Livstestamenteregisteret.

§ 4. Et livstestamente kan dog uanset § 3 tilbagekaldes eller ændres ved, at testator i forbindelse med en aktuel sygdomssituation utvetydigt tilkendegiver over for en sundhedsperson, at livstestamentet ikke længere skal være gældende eller opretholdes i dets oprindelige form. Tilkendegivelsen har virkning fra det tidspunkt, den er fremsat, og har alene virkning for det aktuelle behandlingsforløb.

Gyldighed og sletning af livstestamente

§ 5. Et livstestamente har kun gyldighed, såfremt det er registreret i Livstestamenteregisteret.

Stk. 2. Et livstestamente slettes i Livstestamenteregisteret senest 1 år efter testators død.

Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2018 og finder anvendelse fra den 1. oktober 2018.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 240 af 20. marts 2007 om livstestamenter ophæves den 1. oktober 2018.

Stk. 3. Livstestamenter, der før den 1. oktober 2018 er registreret i Livstestamenteregisteret i henhold til de på oprettelsestidspunktet gældende regler, har fortsat gyldighed. § 5 finder også anvendelse for disse livstestamenter.

Til toppen