Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk
Dagtilbud

Bekendtgørelse om forholdsregler mod smitsomme sygdomme i skoler og daginstitutioner for børn og unge

Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 77 af 12/1 2018.

I medfør af § 22 i lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 814 af 27. august 2009 og § 195, stk. 1 i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016, fastsættes efter bemyndigelse:

Formål og område

§ 1. Formålet med bekendtgørelsens regler er at opstille forholdsregler for

1) at hindre spredningen af alment farlige sygdomme og øvrige smitsomme sygdomme, der fremgår af liste A og liste B og/eller er anmeldelsespligtige i medfør af § 26 i lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme og

2) at begrænse spredningen af andre smitsomme sygdomme.

§ 2. Forholdsreglerne gælder for daginstitutioner for børn og unge, skolefritidsordninger samt fritidsklubber og ungdomsklubber, offentlige og private skoler. Reglerne finder tilsvarende anvendelse for andre formidlede dagtilbud.

Generelle forholdsregler ved forekomst af smitsomme sygdomme

§ 3. Børn og personale med smitsom sygdom må ikke modtages i institution/skole, hvor smitte kan udgøre en risiko.

Stk. 2. Opstår der under opholdet i institutionen/skolen tegn på smitsom sygdom hos et barn, skal hjemmet underrettes med henblik på hjemtagelse, og barnet skal om fornødent holdes adskilt fra de øvrige børn, indtil hjemtagelse finder sted.

Stk. 3. Ved forekomst af en smitsom sygdom hos børn eller personale eller i disses husstand afgør Styrelsen for Patientsikkerhed i tvivlstilfælde, hvornår de pågældende kan modtages i institutionen/skolen.

§ 4. Forekomst af smitsomme sygdomme hos børn eller personale i daginstitutioner med børn i 0-6-års alderen, bekendtgøres ved opslag, hvor det findes formålstjenligt.

§ 5. Styrelsen for Patientsikkerhed varetager opgaverne beskrevet i § 1 nr. 1. Den kommunale sundhedstjeneste varetager opgaverne beskrevet i § 1, nr. 2, om fornødent efter bistand fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Stk. 2. Hel eller delvis lukning af institution/skole kan besluttes af Styrelsen for Patientsikkerhed. Under lukningen foretages de foranstaltninger, som Styrelsen for Patientsikkerhed påbyder af hensyn til smitterisikoen. Genåbning kan kun ske med Styrelsen for Patientsikkerheds godkendelse.

Stk. 3. Styrelsen for Patientsikkerhed kan bestemme, at der ved forekomst af smitsomme sygdomme ikke må optages nye børn på institutionen/skolen.

Anmeldelse og underretning

§ 6. Ved forekomst af eller mistanke om en af de smitsomme sygdomme, der er omfattet af § 1 nr. 1, gælder de i §§ 7-10 anførte bestemmelser om anmeldelse og underretning.

§ 7. Den behandlende læge anmelder hurtigst muligt til Styrelsen for Patientsikkerhed ethvert tilfælde af sådanne sygdomme, der forekommer hos børn eller personale. I tilfælde af sygdomme omfattet af liste A i lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme, skal underretningen tillige ske, hvis sygdomstilfældet opstår hos husstandsmedlemmer.

Stk. 2. Anmeldelse i øvrigt sker efter de regler, som Sundhedsstyrelsen fastsætter i medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme.

§ 8. Styrelsen for Patientsikkerhed underretter hurtigst muligt

1) lederen af de berørte institutioner/skoler og

2) den kommunale sundhedstjeneste om et i henhold til § 7, stk. 1, anmeldt sygdomstilfælde.

Stk. 2. Styrelsen for Patientsikkerhed træffer beslutning om, hvilken personkreds, der skal informeres, samt om indholdet af denne information.

§ 9. Lederen af institutionen/skolen formidler den i § 8, stk. 2, omhandlede information til børns og personales hjem.

Stk. 2. I kombinerede institutioner underretter lederen af den institution, hvor sygdommen forekommer, tillige den kombinerede institutions øvrige ledere.

§ 10. I tilfælde af institutions-/skolelederens fravær varetages dennes opgaver i henhold til denne bekendtgørelse af lederens stedfortræder.

Forskellige bestemmelser

§ 11. Sundhedsstyrelsen udarbejder i tilslutning til denne bekendtgørelse en vejledning om forholdsregler mod smitsomme sygdomme i skoler og daginstitutioner for børn og unge.

§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 2. februar 2018.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1515 af 13. december 2007 om forholdsregler mod smitsomme sygdomme i skoler og daginstitutioner for børn og unge ophæves.

Til toppen