Bekendtgørelse om forretningsorden for Ankenævnet for Patienterstatningen
Sundheds- og Ældreministeriets bekendtgørelse nr. 637 af 29/5 2018.
I medfør af § 58 a, stk. 7 og 9, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1022 af 28. august 2017, og efter forhandling med Ankenævnet for Patienterstatningen fastsættes:
Kapitel 1 – Ankenævnet for Patienterstatningens opgaver og sammensætning
§ 1. Ankenævnet for Patienterstatningen er klageinstans for afgørelser truffet af Patienterstatningen, tidligere Patientforsikringsforeningen, der er oprettet i medfør af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
Stk. 2. For behandlingsskader kan skadelidte, vedkommende forsikringsselskab eller vedkommende erstatningspligtige, jf. § 29 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, samt andre med retlig interesse i sagen, indbringe en klage for Ankenævnet for Patienterstatningen efter stk. 1.
Stk. 3. For lægemiddelskader kan skadelidte, Sundheds- og Ældreministeriet samt andre med retlig interesse i sagen, indbringe en klage for Ankenævnet for Patienterstatningen efter stk. 1.
§ 2. Ankenævnet for Patienterstatningen kan virke i flere sideordnede afdelinger, jf. § 58 a, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
Stk. 2. Ved afgørelsen af den enkelte sag består en nævnsafdeling af en af sundhedsministeren udpeget formand eller næstformand og ni andre beskikkede medlemmer, jf.§ 58 a, stk. 2 og 4, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
Stk. 3. Formanden og mindst tre næstformænd skal være landsdommere. Udpegning af flere end fire landsdommere kræver tilladelse fra Bibeskæftigelsesnævnet. Der kan ikke være færre end fire landsdommere i nævnet. De øvrige næstformænd skal være dommere.
Stk. 4. Efter indstilling fra de myndigheder m.v., der er nævnt i § 58 a, stk. 2, 4. pkt., i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, udpeges der suppleanter for de ni medlemmer, der er repræsenteret i Ankenævnet for Patienterstatningen.
Kapitel 2 – Forberedelse af sagerne
§ 3. Klager over de i § 1 nævnte afgørelser kan indbringes for Ankenævnet for Patienterstatningen, der har den endelige administrative afgørelse jf. § 58 b, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
Stk. 2. Formanden eller en næstformand afgør, om klageren har tilstrækkelig retlig interesse i sagen, og om fristen for indgivelse af klagen er overholdt, jf. § 58 b, stk. 2, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Er fristen overskredet, og er der ikke særlig grund hertil, kan klagen afvises, jf. § 58 b, stk. 3, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
§ 4. Styrelsen for Patientsikkerhed stiller sekretariatsbistand til rådighed for Ankenævnet for Patienterstatningen, jf. § 58 a, stk. 10, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
Stk. 2. Sekretariatet bestemmer rækkefølgen for behandling af de indkomne klager.
Stk. 3. Sekretariatet er ansvarlig for oplysning af sagen, indhentelse af fornøden sagkyndig vurdering og udarbejdelse af indstilling til afgørelse.
Stk. 4. Anmeldelser af erstatningskrav efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, der sendes til Styrelsen for Patientsikkerhed, anses for indgivet til rette myndighed på det tidspunkt, hvor de modtages af Styrelsen for Patientsikkerhed. Anmeldelserne videresendes straks til Patienterstatningen, jf. § 60 a i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
§ 5. Når en klage modtages, sendes en bekræftelse herom til klageren med oplysning om den forventede sagsbehandlingsprocedure.
Stk. 2. Klagen sendes inden forelæggelsen for Ankenævnet til Patienterstatningen, som sender ankenævnet sagens akter tillige med en udtalelse over den indsendte klage. Sekretariatet kan fastsætte en frist for Patienterstatningens afgivelse af udtalelse i tilfælde, hvor særlige hensyn tilsiger dette.
Kapitel 3 – Afholdelse af møde m.v.
§ 6. Ankenævnet udøver sin virksomhed i møder, herunder telefonmøder eller lignende, jf. dog §§ 10 og 11.
Stk. 2. Sekretariatet indkalder til nævnsmøder med et rimeligt varsel. Indkaldelsen vedlægges en dagsorden over de sager, der skal behandles på mødet, en indstilling til ankenævnets afgørelse af hver af sagerne og det sagsmateriale, der er nødvendigt, for at ankenævnet kan træffe afgørelse i hver enkelt sag.
§ 7. Formanden eller en næstformand leder nævnsmødet.
Stk. 2. Ankenævnet for Patienterstatningen er beslutningsdygtigt, hvis ankenævnet ved afgørelsen af den enkelte sag består af formanden eller en næstformand samt mindst fire medlemmer, heraf mindst et sagkyndigt medlem udpeget af Sundhedsstyrelsen, et medlem udpeget af regionsrådene i forening, KL eller Forsikring og Pension, et medlem udpeget af Forbrugerrådet, Danske Handicaporganisationer eller Danske Patienter samt medlemmet udpeget af Advokatrådet, jf. § 58 a, stk. 6 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
§ 8. Ankenævnets møder er ikke offentlige.
Kapitel 4 – Afgørelse m.v.
§ 9. Ankenævnets afgørelser træffes ved stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens/næstformandens stemme afgørende.
Stk. 2. Ankenævnets afgørelser indføres i en beslutningsprotokol, som underskrives af formanden eller vedkommende næstformand.
Stk. 3. I tilfælde, hvor en afgørelse ikke kan træffes ved enstemmighed, kan nævnsmedlemmerne forlange, at deres særstandpunkter kort anføres i beslutningsprotokollen. I disse tilfælde kan nævnsmedlemmerne tillige forlange bemærkning om deres særstandpunkter optaget i selve afgørelsen med begrundelse for henholdsvis flertallets og mindretallets standpunkter og med angivelse af antallet af stemmer for de respektive standpunkter.
§ 10. Formand og næstformænd kan på ankenævnets vegne træffe afgørelse i sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl.
Stk. 2. Følgende sagskategorier falder typisk inden for bemyndigelsen i stk. 1:
1) Sager, der alene vedrører erstatningsberegning.
2) Sager, hvor skaden falder uden for lovens dækningsområde.
3) Sager vedrørende anmodning om genoptagelse af afgjorte sager, hvor der ikke foreligger nye og for sagens afgørelse væsentlige oplysninger.
4) Sager, hvor klagen er indgivet af en ikke klageberettiget.
5) Sager vedrørende klage over aktindsigtsspørgsmål.
6) Sager, hvor betingelserne for anerkendelse af erstatningsansvar efter loven i den konkrete sag anses for helt klart opfyldte og i øvrigt er ukomplicerede.
7) Sager vedrørende overskridelse af anke- eller forældelsesfrister efter loven.
Stk. 3. Afgørelser truffet af formanden eller næstformanden vil i lighed med afgørelser truffet på et ankenævnsmøde kunne indbringes for retten.
Stk. 4. Ankenævnets øvrige medlemmer kan orienteres om de afgørelser, der træffes af formand og næstformænd.
§ 11. Sager, som formanden eller næstformanden skønner egnet til skriftlig votering, kan udsendes til medlemmerne med indstilling om afgørelse. Såfremt et medlem anmoder herom, skal disse sager dog drøftes på et møde.
§ 12. Ankenævnets afgørelser kan have følgende indhold:
1) At ankenævnet stadfæster, ophæver eller ændrer Patienterstatningens afgørelse.
2) At ankenævnet hjemviser sagen til fornyet afgørelse i Patienterstatningen.
3) At ankenævnet afviser klagen.
4) At ankenævnet tager stilling til klager over aktindsigtsspørgsmål vedrørende sager, som behandles i Patienterstatningen.
§ 13. For behandlingsskader sendes ankenævnets afgørelser til skadelidte eller anden klager med retlig interesse i sagen, jf. § 1, stk. 2, Patienterstatningen, vedkommende forsikringsselskab og vedkommende erstatningspligtige, jf. § 29 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, samt efter omstændighederne andre med berettiget interesse i sagen.
§ 14. For lægemiddelskader sendes ankenævnets afgørelser til skadelidte eller anden klager med retlig interesse i sagen, jf. § 1, stk. 3, Patienterstatningen, Sundhedsstyrelsen og efter omstændighederne andre med berettiget retlig interesse i sagen.
Stk. 2. Sundheds- og Ældreministeriet og vedkommende lægemiddelproducent eller importør underrettes om de afgørelser, hvori Ankenævnet for Patienterstatningen har fastslået, at skadelidte har krav på erstatning og/eller godtgørelse.
Stk. 3. Styrelsen for Patientsikkerhed udbetaler erstatning og godtgørelse i overensstemmelse med patienterstatningen og Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelser om lægemiddelskader.
Stk. 4. Erstatningen udbetales af Styrelsen for Patientsikkerhed med hjemmel i § 54, stk. 2, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og på baggrund af bekendtgørelse nr. 489 af 3. maj 2018 om administration af sager om lægemiddelskadeerstatningen.
§ 15. Ankenævnet for Patienterstatningen er i sin virksomhed uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse.
Stk. 2. Ankenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 58 b, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
§ 16. Fremkommer der i en sag, som ankenævnet har afgjort, nye og for sagens afgørelse væsentlige oplysninger, kan ankenævnet beslutte at tage sagen op til fornyet behandling og afgørelse. Det samme gælder, hvis der er begået væsentlige fejl i sagsbehandlingen.
Kapitel 5 – Forskellige bestemmelser
§ 17. Ankenævnet for Patienterstatningens medlemmer og andre, der deltager i ankenævnets arbejde, er ved udøvelsen af deres virksomhed for ankenævnet underlagt tavshedspligt, jf. forvaltningslovens § 27.
§ 18. Medlemmerne af Ankenævnet for Patienterstatningen er i forbindelse med deres virksomhed for ankenævnet omfattet af forvaltningslovens regler om inhabilitet.
Stk. 2. Et nævnsmedlem har pligt til at underrette ankenævnet om forhold, som kan medføre vedkommendes inhabilitet, ligesom ethvert af ankenævnets andre medlemmer, der er bekendt med sådanne forhold, har pligt til at oplyse ankenævnet herom.
Stk. 3. Et nævnsmedlem må ikke medvirke ved behandlingen af en konkret sag i blandt andre følgende situationer:
1) Hvis nævnsmedlemmet har nære personlige relationer til en af sagens parter.
2) Hvis nævnsmedlemmet har deltaget i behandlingen af samme sag i en anden institution, eksempelvis Retslægerådet eller Patienterstatningen.
3) Hvis skadelidte på noget tidspunkt er blevet undersøgt eller behandlet af nævnsmedlemmet.
4) Hvis skadelidte i forbindelse med det behandlingsforløb, der har givet anledning til anmeldelse af skaden, er blevet behandlet på den sygehusafdeling, klinik m.v., hvor nævnsmedlemmet er beskæftiget.
5) Hvis der i øvrigt foreligger konkrete omstændigheder, som kan være egnede til at vække tvivl om den pågældendes uvildighed.
Stk. 4. Hvis et nævnsmedlem er i tvivl om sin habilitet, kan spørgsmålet drøftes med sekretariatet.
Stk. 5. Ankenævnet afgør, om et nævnsmedlem kan deltage i behandlingen af en sag. Nævnsmedlemmet må ikke deltage i behandlingen og afgørelsen af spørgsmålet om vedkommendes inhabilitet. I tilfælde af stemmelighed er formandens eller vedkommende næstformands stemme afgørende.
§ 19. Ankenævnet afgiver en årlig redegørelse om sin virksomhed, som sendes til sundhedsministeren. Redegørelsen forberedes af sekretariatet.
Stk. 2. Afgørelser, der er af principiel betydning og egnet som vejledning om nævnets praksis, offentliggøres i anonymiseret og eventuelt resumeret form.
Kapitel 6 – Ikrafttræden og overgangsbestemmelser
§ 20. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2018.
Stk. 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse for sager, som er modtaget af Patientskadeankenævnet og Lægemiddelskadeankenævnet senest den 1. januar 2015, eller som Ankenævnet for Patienterstatningen modtager efter den 1. januar 2015.
Stk. 3. Har Patienterstatningen truffet afgørelse før den 1. juli 2018, og påklages sagen til Ankenævnet for Patienterstatningen, kan formanden eller en næstformand, når særlige hensyn taler herfor, efter anmodning fra en klageberettiget beslutte, at klagen helt eller delvist skal have opsættende virkning med hensyn til udbetaling af eventuelt erstatningsbeløb. Beslutningen skal være truffet inden 14 dage fra modtagelsen af anmodningen.
Stk. 4. Bekendtgørelse nr. 1474 af 15. december 2014 om forretningsorden for Ankenævnet for Patienterstatningen ophæves.