Acceptér og Luk
Sådan bruger hjemmesiden cookies
TYPO3 CMS sætter en cookie så snart websiden besøges - denne cookie udløber når du lukker din browser.
Til at måle trafikken på vores website benytter vi Google Analytics, der ligeledes sætter en cookie.
Læs mere
Forlaget Jurainformation§Vallensbækvej 61 · 2625 VallensbækTlf. 70 23 01 02 post(at)jurainformation.dk http://www.jurainformation.dk

Bekendtgørelse om tilskud til fodterapi i praksissektoren

Sundheds- og Ældreministeriets bekendtgørelse nr. 508 af 9/5 2018.

I medfør af § 72 i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 191 af 28. februar 2018, fastsættes:

§ 1. Gruppe 1-sikrede og gruppe 2-sikrede personer har efter lægehenvisning ret til tilskud til behandling hos fodterapeut, hvis de ifølge lægelig diagnose har fået konstateret:

1) sukkersyge og et heraf afledt behov for fodbehandling,

2) symptomgivende unguis incarnatus (nedgroede tånegle),

3) arvæv efter strålebehandling,

4) svær leddegigt, hvormed forstås leddegigt, der medfører begrænset eller tabt funktion i ben og arme, hvor kun få eller ingen sædvanlige arbejdsopgaver klares og hvor den sikrede har nedsat evne til selvhjælp, og som følge heraf ikke kan varetage egen fodpleje eller

5) svær psoriasisgigt, der medfører begrænset eller tabt funktion i ben og arme, hvor kun få eller ingen sædvanlige arbejdsopgaver klares og hvor den sikrede har nedsat evne til selvhjælp, og som følge heraf ikke kan varetage egen fodpleje.

§ 2. Tilskud ydes på de vilkår, der er fastsat i overenskomst indgået mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Danske Fodterapeuter.

§ 3. Tilskud ydes med samme beløb til gruppe 1-sikrede og gruppe 2-sikrede personer.

Stk. 2. Tilskud til behandling til gruppe 1-sikrede personer er betinget af, at behandlingen udføres af en fodterapeut, som har tilsluttet sig den i § 2 nævnte overenskomst.

Stk. 3. Til gruppe 2-sikrede personer, der har fået behandling hos en fodterapeut, som ikke er tilsluttet overenskomsten, udbetaler bopælskommunen tilskuddet på vegne af regionsrådet. For at få tilskuddet udbetalt skal patienten aflevere en kvitteret og specificeret regning til kommunen. Tilskuddet kan ikke overstige regningens beløb.

Stk. 4. Hvor sygehuse eller andre offentlige eller selvejende institutioner eller klinikker aflønner eller stiller klinik til rådighed for en fodterapeut, yder regionsrådet ikke tilskud til den behandling, som fodterapeuten udfører for den pågældende institution.

Stk. 5. Såvel gruppe 1-sikrede som gruppe 2-sikrede betaler direkte til fodterapeuten den andel af honoraret, som det påhviler patienten at betale.

§ 4. Til fodbehandling af personer med sukkersyge, jf. § 1, nr. 1, yder regionsrådet et tilskud på 50 pct. af de betalingstakster, der er fastsat i den i § 2 nævnte overenskomst.

Stk. 2. Til fodbehandling af personer, der har fået konstateret symptomgivende unguis incarnatus, jf. § 1, nr. 2, yder regionsrådet et tilskud på 40 pct. af de betalingstakster, der er fastsat i den i § 2 nævnte overenskomst.

Stk. 3. Til fodbehandling af personer med arvæv efter strålebehandling, jf. § 1, nr. 3, yder regionsrådet et tilskud på 40 pct. af de betalingstakster, der er fastsat i den i § 2 nævnte overenskomst.

Stk. 4. Til fodbehandling af personer med svær leddegigt, jf. § 1, nr. 4, yder regionsrådet et tilskud på 50 pct. af de betalingstakster, der er fastsat i den i § 2 nævnte overenskomst.

Stk. 5. Til fodbehandling af personer med svær psoriasisgigt, jf. § 1, nr. 5, yder regionsrådet et tilskud på 50 pct. af de betalingstakster, der er fastsat i den i § 2 nævnte overenskomst.

§ 5. Behandling i sikredes hjem kan kun finde sted, når den sikredes tilstand efter lægens skøn kræver det.

Stk. 2. Ved behandling i patientens hjem modtager fodterapeuten et afstandstillæg til de i overenskomsten fastsatte honorarer ud fra afstande mellem sikredes hjem og fodterapeutens klinik. Afstandstillæggene fremgår af den i § 2 nævnte overenskomst.

Stk. 3. Ved første hjemmebesøg på en rute ydes afstandstillæg svarende til afstanden mellem fodterapeutens klinik og sikredes hjem. Ved efterfølgende besøg på ruten ydes afstandstillæg svarende til afstanden mellem de sikredes hjem.

Stk. 4. Behandler fodterapeuten i samme besøg flere familiemedlemmer i samme hjem, beregnes kun ét afstandstillæg.

Stk. 5. Behandler fodterapeuten i samme besøg flere patienter i plejeboliger, beskyttede boliger eller lignende, beregnes kun ét afstandstillæg.

Stk. 6. Regionsrådet yder et tilskud til afstandstillæg i forbindelse med behandling af de i § 1 nævnte diagnoser svarende til den tilskudsandel, der er fastsat for selve behandlingen af den pågældende diagnose, jf. § 4, stk. 1-4.

Stk. 7. Regionsrådet betaler fuldt ud afstandstillægget for pensionister, der behandles i eget hjem, samt afstandstillægget for patienter, der behandles i plejeboliger, beskyttede boliger eller lignende.

Stk. 8. Fodterapeuten kan hos patienten opkræve et beløb til dækning af kørselsudgifter. Beløbet udgør det samme, som af staten er fastsat for benyttelse af eget befordringsmiddel.

§ 6. Personer, der har ret til ydelser i praksissektoren i medfør af EF-retten eller internationale aftaler, har under ophold her i landet ret til tilskud til behandling hos fodterapeut på samme vilkår som gruppe 1-sikrede.

Stk. 2. Ved EF-retten eller internationale aftaler forstås Rådets forordning (EØF) nr. 883/2004 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, og den dertil knyttede forordning (EØF) nr. 574/72 om gennemførelse af forordning nr. 883/2004, aftalen om det Europæiske Økonomiske Samarbejde (EØS-aftalen), Nordisk Konvention om Social Sikring og aftalen mellem De Europæiske Fællesskaber, dets medlemsstater og Schweiz om fri bevægelighed for personer.

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2018.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 491 af 19. maj 2011 om tilskud til fodbehandling i praksissektoren ophæves.

Til toppen